skue

Særdeles velskrevet med anstrøg af galgenhumor og en del selvironi... Selv om Arne Herløv Petersen aldrig får rettens ord for, om han var skyldig eller ej, så er det en utrolig god historie, han har at fortælle.
                                                                                                                    Bo Maltesen i Politiken
Offer for en sammensværgelse... Myndighedernes behandling af sagen ser fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt mildt sagt ikke køn ud.
                                                                                                                    Niels Lillelund i Jyllands-Posten
Juridisk er forfatteren Arne Herløv Petersen ikke blevet pænt behandlet af det danske retssystem... Processen var ikke en stjernestund for dansk topjura
                                                                                                                    Per Storm Madsen i Fyens Stiftstidende
Arne Herløv Petersens litterære evner fejler ikke noget... sprogligt morsom og veloplagt.
                                                                                                                    Bent Blüdnikow i Berlingske Tidende
Sagen blev slået stort op, men efterlod AHP i et juridisk tomrum, uden mulighed for at bevise sin uskyld. Han har heller ikke haft mulighed for at forklare sig over for PET-kommissionen, der udførligt citerer hans sag og bl.a. citerer fra de dagbøger, han i sin tid fik beslaglagt. Det er baggrunden for, at han tager til genmæle i dette velskrevne og til tider underholdende partsindlæg.
                                                                                                                    Søren Brunbech, Lektørudtalelse
Vidner om eklatant sløseri og amatørisme inden for såvel PET som i kommissionen... Bogen har nemlig litterære kvaliteter, og det er ellers sjældent i debatbogsgenren. Herløv Petersen skriver af sit hjertes lyst, og selvironien i bogen er sine steder vidunderlig. Der er tale om en særdeles grundig gennemgang af hele sagen... Sagen mod ham (er) ikke et højdepunkt i Danmark som retssat, og det ville være klædeligt, om relevante institutioner reagerede på de mange henvendelser fra Arne Herløv Petersen for blandt andet blot at opnå aktindsigt.
                                                                                                                       Claus Mechlenborg i Kristeligt Dagblad
Noget af det mest velskrevne koldkrigslitteratur på dansk... Sagen er, at Arne Herløv Petersen i de sidste 29 år har løbet rundt i en kafkask labyrint mellem justitsapparat, medier og myndigheder... Men heldigvis er Arne Herløv Petersen en stor humorist af scherfigske dimensioner. Han spidder morsomt sine antikommunistiske modstandere... Skueprocessen er nemlig sarkastisk og velskrevet som ind i helvede.
                                                                                                                    Jesper Vind Jensen i Weekendavisen
Herløv Petersen er akkurat så veldokumenteret, bidsk og underholdende som go`e gamle Carl Madsen, da denne spiddede samfundet...
Bogen er en alvorlig anklage, der veloplagt, veldokumenteret og humoristisk viser CIA`s indflydelse i PET og dele af dansk presse, samt klæder et inkompetent efterretningsvæsen og koldkrigeriske socialdemokrater af til skindet.
                                                                                                                    Bjarne Nielsen i Arbejderen
                                                                                                                    Læs hele anmeldelsen her

En tyv er en, der stjæler. En morder er en, der slår ihjel. En spion er en, der udleverer militære eller statslige hemmeligheder til fremmed magt. Det er ret enkelt. Hvordan kunne man så finde på at anklage mig for spionage, når jeg aldrig havde været i nærheden af en militær eller statslig hemmelighed?

Det kunne man, fordi man havde opfundet et begreb, man kaldte ”påvirknings-” eller ”indflydelsesagent”. Logikken var, at hvis man prøvede på at påvirke andre politisk, for eksempel ved at skrive læserbreve eller artikler, og nogen mente, at de kunne gavne et andet land, så var der tale om en form for spionage for dette andet land.

Der er forskellige definitioner på, hvad en påvirknings- eller indflydelsesagent er. En af dem lyder: “Man kan skelne mellem forskellige slags indflydelsesagenter ved at måle graden og typen af kontrol, efterretningstjenesten har. Først er der den ”fortrolige kontakt” – det vil sige en, der er villig til at samarbejde med en fremmed regering for at fremme mål, som han deler med denne regering, men som ikke er modtagelig for detaljerede instruktioner og typisk ikke modtager betaling. Han kan stilles op mod den ”styrede” agent, der modtager og efterkommer præcise ordrer og som normalt får økonomisk kompensation.”

I den danske straffelov er der to hovedbestemmelser om spionage og tilsvarende aktiviteter. § 107 handler om den klassiske spionage. Hvis man udforsker eller giver meddelelse om forhold der af hensyn til danske stats- eller samfundsinteresser skal holdes hemmelige, så kan man straffes med op til 16 års fængsel eller fængsel på livstid, hvis det sker under krig eller besættelse. § 108 siger, at hvis man, uden at det falder ind under § 107, ”i øvrigt foretager noget, hvorved fremmed efterretningstjeneste sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område,” så kan man straffes med fængsel indtil seks år. Det er det, man kalder en gummiparagraf, fordi den kan vrides og strækkes på alle ledder og kanter, alt efter hvem der sidder i regeringen, og hvem man ønsker at ramme. Hvis man skal gå ud til den yderste, bogstavelige konsekvens, så kan en tankpasser få fængselsstraf for at hælde benzin på en bil, der viser sig at tilhøre en fremmed efterretningstjeneste, postbudene kan straffes for at aflevere breve til ambassader, og hvis en mand spørger om vej til Rådhuspladsen, og det viser sig, denne mand er tilknyttet en efterretningstjeneste, så kan man blive straffet for at sige, han skal gå lige ud ad Strøget. Så vidt går man selvfølgelig ikke i praksis, så derfor må man se på, hvordan loven er blevet forstået og fortolket.

I standardværket ”Kommenteret Straffelov” hedder det: ”Det grundlæggende gerningsindhold består i etablering af kontakt med fremmed efterretningsvæsen … Bestemmelsen omfatter spionage, som retter sig mod andre stater, men ikke direkte berører danske stats- eller samfundsinteresser … Den omfatter endvidere efterretningsvirksomhed, der retter sig mod danske interesser, men angår forhold, der ikke skal holdes hemmelige … Bestemmelsen retter sig typisk imod den hemmelige, systematiske tilvejebringelse eller sammenstilling af oplysninger til brug for fremmed efterretningsvæsen, som kan være til fare for danske eller fremmede stats- eller samfundsinteresser eller herboende enkeltpersoners liv eller sikkerhed.”

Hvis man ser på domspraksis, er der ikke mange, der er blevet dømt efter § 108. ”Kommenteret Straffelov” nævner nogle eksempler. En handelsrådgiver ved en dansk ambassade fik et mikrofotograferingsapparat af fremmed efterretningstjeneste og udleverede forskellige oplysninger til denne tjeneste. En militærperson udleverede militært undervisningsmateriale. En tidligere premierløjtnant opsøgte et fremmed lands ambassade og tilbød sig som agent. En direktør solgte elektronisk udstyr, der var belagt med embargo, til fremmed efterretningsvæsen og udleverede samtidig militære og ikke-militære oplysninger. En person videregav dokumenter og oplysninger fra Udenrigsministeriet.

I alle disse tilfælde går strømmen fra den, der er blevet dømt, til det fremmede efterretningsvæsen. De dømte har alle udleveret noget.

Hos en påvirkningsagent må man imidlertid antage, at strømmen går den anden vej. Agenten får oplysninger fra den fremmede efterretningstjeneste og videregiver dem til den danske befolkning eller til andre. Der er ingen, der er blevet dømt for sådan noget. Mig bekendt er jeg den eneste i Danmark, der nogensinde er blevet sigtet og anholdt for at være ”påvirkningsagent”. Begrebet findes ikke i Straffeloven, men kan man måske bruge det alligevel, og hvis man kan, er det så strafbart at være sådan en ”påvirkningsagent”? Det er et ganske vigtigt spørgsmål. Hvis man kan dømmes for spionage udelukkende for at skrive kritiske artikler, bliver begrebet udvidet så meget, at en demokratisk diskussion bliver vanskeliggjort. I et demokratisk samfund prøver vi jo ideelt set alle sammen at øve indflydelse på eller påvirke hinanden.