4

Holdninger

Nogle siger, man skal have haft en ulykkelig barndom for at blive en god forfatter. Så er jeg handikappet på forhånd, for jeg opfatter min barndom som lykkelig. Til gengæld har jeg nok fået flere knubs end de fleste i voksen alder, så det kan måske gå lige op. Jeg voksede op sammen med mine tre søstre i et rækkehus i Brønshøj. Min far kom fra en københavnsk familie med tilknytning til Socialdemokratiet og afholdsbevægelsen. Min oldefar havde sejlet på Østen og var senere med til at oprette det første Folkets Hus i Rømersgade. I sine unge dage var min far aktivt medlem af DSU og den antifascistiske Trepilebevægelse. Min morfar var dansksindet konservativ i Sønderjylland, og i min mors barndomshjem omtalte man socialdemokrater med en stille gysen. Men min mor havde en meget levende retfærdighedssans, der gjorde hende åben over for venstreorienterede tanker. Lige efter krigen meldte begge mine forældre sig ind i DKP. Min mor meldte sig hurtigt ud igen – omkring begivenhederne i Tjekkoslovakiet i 1948 - mens min far først meldte sig ud efter Ungarn i 1956. Så jeg husker mange livlige diskussioner mellem dem. Jeg husker også diskussionerne, når andre af de lokale medlemmer af DKP kom over til os. Det var ikke så meget partipolitik, de snakkede om – snarere fagforeningsarbejde og lejerforeningen. De gik meget op i skolepolitik og sundhedspolitik, og de var aktive i et utal af foreninger og sammenslutninger. Jeg har aldrig hørt nogen af dem overhovedet nævne udemokratiske eller voldelige midler. I det store og hele virkede de nærmest som lidt mere konsekvente socialdemokrater. Revolutionsromantik hørte jeg først fra borgerskabets børn i halvfjerdserne. Udenrigspolitisk støttede de Sovjetunionen, men det var ikke, fordi de gik ind for Gulag eller politisk vold. De troede bare mere på Land og Folk end på den borgerlige presse og betragtede alle oplysninger om slavelejre eller overgreb som Det Bedste-propaganda. Nu havde de hørt den samme propaganda fra Goebbels i tolv år, sagde de, og da troede de ikke på den. Så hvorfor skulle de tro på den nu, hvor den kom fra amerikansk side?

Mine forældre interesserede sig meget for pædagogik, så da jeg skulle i skole i 1949, kom jeg på Bernadotteskolen. Vi lærte at tænke selv og se kritisk på autoriteterne, og det har selvfølgelig præget mig. Jeg elskede at skrive og fortælle historier, og da jeg var ni år, begyndte jeg at lave et skoleblad. Jeg lånte min fars duplikator og fandt efterhånden ud af at bruge den. Da jeg var tretten, var jeg med til at skrive Social-Demokratens børneavis Miniavisen. Vi sad en flok store børn oppe i kantinen efter møderne over en kop tynd kaffe og diskuterede politik, så vi blev blå i hovedet. Det var i 1956. I foråret havde den socialdemokratiske regering stoppet de store strejker, og i november greb Sovjetunionen ind i Ungarn og knuste oprøret. Vi var enige om, at socialdemokraterne var for højreorienterede og militærvenlige, og kommunisterne måtte vi tage dyb afstand fra efter afsløringen af Stalins forbrydelser på 20. partikongres og efter Ungarn. Der var ikke noget parti, der passede til vores synspunkter, så derfor oprettede vi vores eget. Nogle uger efter, at vi havde gjort det, fandt vi ud af, at der faktisk var andre end os, der tænkte i samme baner og derfor havde oprettet et lille parti, der hed Danmarks Socialistiske Parti, så det fik vi kontakt med. Jeg meldte mig ind i DSP, og vores lille snakkegruppe fra kantinen fik status af ungdomsafdeling under navnet VSU, Venstresocialistisk Ungdom. Der kom efterhånden lidt flere med, men mere end en snes blev det aldrig til. Intet er dog for småt for højrefløjens kampagner, så vi opnåede både at blive smædet gennem et forfalsket interview i KU’s blad af den senere PET-agent Peter H. Hartvig[1] og at blive infiltreret af den senere PET-agent Erik Johnsen, der havde forbindelse til nazilederen Salicath.[2] PET-kommissionens beretning fortæller om en agent, der ifølge samstemmende vidnesbyrd fra daværende medlemmer af Revolutionære Socialister næppe kan have været nogen anden end Johnsen. Den tidligere operationschef for PET Jørn Bro sagde om ham: ”Den omstændighed, at vedkommende muligt havde nazistiske sympatier, var ikke nødvendigvis afgørende. Afgørende var, om den pågældende gav pålidelige informationer, om han havde første klasses adgang til materialet.”[3] Hans senere meriter som infiltrator hos trotzkisterne og dobbeltagent for PET og Stasi ved ”Operation Samson” kan følges i PET-kommissionens beretning[4].

Min allerførste politiske artikel var en programerklæring i VSU’s lille blad Dona nobis pacem.[5]. Her hedder det blandt andet: ”Vi går ind for socialisme, men ikke ved revolution, som kommunisterne prædiker.” Socialismen skal indføres ved valg. Videre gik VSU ind for den plan, lederen af det britiske Labour, Hugh Gaitskell, havde fremsat om en neutral zone gennem Europa. VSU mente, at zonen skulle omfatte Norden, et genforenet og afmilitariseret Tyskland, Schweiz, Østrig, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Jugoslavien. VSU krævede forbud mod atomvåbenforsøg og indførelse af økonomisk demokrati. ”Arbejderne rundt omkring på de forskellige virksomheder må overtage disse på andelsbasis, således at alle medarbejdere også er medejere.”

Artiklen er meget ungdommelig og holdt i et bombastisk pluralis majestatis, men voldsromantisk er den ikke, og det er måske af interesse, at jeg allerede her fremfører nogle punkter, jeg også senere har agiteret for: Socialisme ved fredelige midler og som udbygning af andelstanken. Demilitarisering. En atomvåbenfri zone.

Danmarks Socialistiske Parti blev nedlagt ved urafstemning i januar 1959, da SF blev oprettet, og medlemmerne gik en bloc ind i det nye parti.

Ligesom den tidligere PET-chef Ole Stig Andersen var jeg et år i USA og tog amerikansk studentereksamen. Jeg kom til at bo hos en progressiv, jødisk familie i Milwaukee i Wisconsin, og den familie skylder jeg meget. Jeg kom til at føle dyb kærlighed både til den progressive strømning i USA og til mange af trækkene ved de jødiske traditioner. Det var selvfølgelig meningen med udvekslingsprogrammet, at alle deltagerne skulle blive positivt påvirket af USA og vende hjem som påvirkningsagenter for Amerika. I mit tilfælde lykkedes indoktrineringen aldeles udmærket. Jeg har siden brugt det meste af mit liv på at oversætte amerikansk litteratur og dermed udbrede kendskabet til det bedste i USA’s kultur. Politisk og filosofisk blev jeg stærkt påvirket af amerikansk tankegang. Det er bare det andet Amerika, der har påvirket mig – traditionen fra Thomas Paine over Lincoln til IWW (Industraial Workers of the World), Pete Seeger og Vietnambevægelsen.

Da vi opbyggede Vietnambevægelsen i Danmark, havde vi nær kontakt til vores amerikanske meningsfæller og fik en stor del af vores argumenter og oplysninger fra dem. I de stærkt ideologiske 70’ere holdt jeg mig fra de ørkesløse teoretiske diskussioner og den sekteriske fundamentalisme og prøvede at slå til lyd for en amerikansk-inspireret Just Do It-politik. Lad os undersøge de faktiske forhold, finde praktiske løsninger, finde ud af hvordan vi kan samle støtte til at gøre det, der skal gøres. Jeg tror mere på Naomi Kleins og Barbara Ehrenreichs metode end på diskussioner om fodnoterne i ”Kritik des Gothaer Programms.”

Man kan føle afsky og vrede over en regerings politik, men man kan ikke hade et folk. Og i USA’s tilfælde er der meget at holde af. Jeg er stadig i nær kontakt med gamle skolekammerater i USA, læser hver uge The Nation og følger med på Nettet i, hvad der sker i det andet Amerika, der for mig er det rigtige Amerika.

Hvis jeg skal svare kort på, hvem jeg holdningsmæssigt er mest beslægtet med, må jeg gå tilbage i historien. Til oplysningstiden, hvor især Thomas Paines skrifter har begejstret mig. Og til den tidlige arbejderbevægelse. Når jeg læser de gamle årgange af Social-Demokraten (og jeg har to gange været gennem tredive årgange af avisen) sidder jeg, ligesom når jeg læser Paine, hele tiden og mumler: ”Hvor er det dog rigtigt.” Det er ikke tilfældigt, at jeg har skrevet speciale om Social-Demokraten i denne periode og senere udgivet et udvalg af artikler fra avisen.[6]

I 1962 var jeg medredaktør af SUF’s blad Debat, i 1963 lavede jeg sammen med Ole Grünbaum, Ulla Dahlerup og Jakob Lange ungdomsbladet Eksponent, og 1963-65 var jeg redaktør for Studenterbladet. Jeg var med i bestyrelsen for Studentersamfundet og SF’s studentergruppe Socialistiske Studenter og var aktiv i studenterpolitik. Jeg var en slags føl i SF, og det var vist en overgang meningen, jeg skulle være politiker. Men jeg opdagede, at magt ikke interesserede mig, og uden en vis vilje til magt blev den slags politiske arbejde for kedeligt for mig, så jeg smed det fra mig igen. Jeg arbejdede så i en periode som journalist på Aktuelt og Ritzaus Bureau og rejste i slutningen af tresserne Jorden rundt. Ved sprængningen af SF i 1967 gik jeg med over i VS, men jeg meldte mig ud igen i 1969, fordi jeg syntes man brugte for meget tid på at bekæmpe dem, man var næsten enige med. Siden da har jeg ikke været aktivt engageret i partipolitik.

I 1969 blev jeg interviewet til Land og Folk og sagde blandt andet: ”Jeg betragter ikke DKP som noget moderne socialistisk parti. For mig at se er det stivnet i en forældet form. Man har en for firkantet, håndfast og for lidt rummelig holdning … Det, man skal lave, er et bredt organiseret socialistisk valgforbund, der vil gå ind for en progressiv og socialistisk politik.”[7] Jeg foreslog altså en Enhedsliste i stedet for at opstille som smågrupper, der bekrigede hinanden. Jeg mente også, at politisk aktion og selvudvikling måtte gå hånd i hånd og skrev i Berlingske Aftenavis: ”At frelse sig selv og lade hånt om verden fører til opgivende elfenbenstårns-mentalitet. Kun at tænke på verden og ikke gøre noget ved sig selv fører alt for let til ny-stalinistisk enevælde. Begge dele må udvikles sammen.”[8]

I begyndelsen af 70’erne var jeg med i Forfatterforbundets bestyrelse. Jeg havde med det internationale arbejde at gøre, og det var blandt andet derfor, jeg undertiden blev inviteret til forskellige receptioner. I 1972 var jeg til en reception på den sovjetiske ambassade og kom til at snakke med en mand, der hed Leonid Makarov. Kort tid efter ringede han og sagde, det havde været interessant at tale med mig, og foreslog, at vi spiste frokost sammen en dag. Det kunne jeg ikke se noget galt ved. Da frokostinvitationerne fortsatte, advarede en af mine venner mig mod at få for meget med den sovjetiske ambassade at gøre, men jeg mente ikke, der kunne ske noget ved det, så længe det holdt sig på det uskyldige frokost- og samtaleplan. Formålet med at have diplomatisk forbindelse med et land var vel, at man skulle kunne snakke sammen. Da Makarov blev forflyttet, præsenterede han mig for en kollega, og på den måde fortsatte samtalemøderne med forskellige ambassadefolk. De fortalte, de var sekretærer ved ambassaden med ansvar for pressekontakter eller kultur. Ingen af dem har nogensinde nævnt KGB, og da de aldrig prøvede at få mig til noget af det, jeg mente måtte være KGB-aktiviteter – indsamle hemmelige oplysninger eller den slags – syntes jeg ikke, der var nogen grund til at tvivle på, at møderne var et led i almindeligt, diplomatisk arbejde, ligesom når en dansk handels- eller kulturattaché har møder med folk, han gerne vil fortælle om Danmarks fortræffeligheder. Jeg var godt klar over, at det var den officielle linje, jeg hørte, når jeg talte med diplomaterne, men jeg syntes, det var interessant alligevel, fordi jeg kunne stille spørgsmål og få mere dybtgående forklaringer, end jeg kunne gennem aviser og tidsskrifter. Én gang har jeg været inviteret til foredrag på den amerikanske ambassade og én gang på den israelske. Jeg tog med glæde mod invitationerne og fandt foredragene lærerige. Ved en enkelt lejlighed kom nogle sydkoreanske diplomater over til Langeland for at tale med mig, og en anden gang spiste jeg frokost med sydkoreanerne i København, og begge gange havde vi havde en interessant samtale.

Jeg mødtes helt åbenlyst med de sovjetiske diplomater – dels spiste vi frokost sammen ude i byen, dels inviterede jeg dem med til fester, hvor der også kom en masse andre mennesker. Da de senere besøgte mig på Langeland, parkerede de deres bil med blå diplomatplader foran huset, ud til vejen. Så konspirativt eller fordækt opførte vi os ikke.

Men kultursammenstød kunne ikke undgås. Leonid Makarov syntes, mine fester var lige vel udflippede: ”Jeg finder mig selv blandt mennesker i sigøjnertøj, der ryger hash og sidder på puder på gulvet. Er det virkelig det, som KGB forbinder med at kultivere en kontaktperson?” klagede han til sine foresatte ifølge Oleg Gordijevskij.[9]

Efterhånden opfattede jeg nogle af diplomaterne som venner og måske især som gode drukkammerater. Det sidste var ikke så vigtigt i de første år, men da min første samlever og jeg gik fra hinanden i 1977, begyndte jeg at drikke betydelig mere end før, og drikkeriet accelererede de næste tre-fire år. Der var ikke så mange, der kunne eller ville følge med i mit tempo, men det ville de sovjetiske diplomater. Det var ufatteligt, hvad vi kunne skylle ned, og især når de kom over og besøgte mig på Langeland, hvortil jeg var flyttet i 1973, fik den ikke for lidt. Som regel endte det med, at vi sad stort set med armene om halsen på hinanden og brændevinstårerne trillende og hørte sentimental musik. Jeg husker engang, hvor en af dem, Vadim Tjernyj, spurgte mig, om han var min allerbedste ven i hele verden, og da jeg sagde: - Nej, Vadim. Jeg kan meget godt lide dig, men min allerbedste ven er du nu ikke, græd han som et lille barn.

Når jeg ser tilbage på hele forløbet, kan jeg se, at russerne ikke bare var de gode venner og drukkammerater, jeg så dem som dengang. De prøvede f.eks. flere gange at få mig til at gøre ting, som jeg én gang havde sagt nej til – såsom at få honorar for at skrive artikler til dem. Man kan jo også sige, at hvis de var så gode venner, som de selv påstod, så er det underligt, jeg aldrig har hørt et ord fra dem, efter jeg blev anholdt.

Så jeg har nok været for naiv i forhold til russerne. Det har selvfølgelig været endnu mere naivt af mig, hvis jeg har opfattet nogle mennesker som venner, når de i virkeligheden var politistikkere.

Men russerne var ikke lige begejstrede for alt, hvad jeg sagde eller skrev. De oversatte heller aldrig noget, jeg havde skrevet, til russisk og syntes åbenbart ikke, mine synspunkter egnede sig til at blive udbredt i Sovjet. I 1974 tog jeg mod en invitation fra det sovjetiske pressebureau APN og Aeroflot til en reportagerejse til sovjetrepublikken Armenien. Det resulterede i bogen Gylden oktober, hvor jeg takker for invitationen og retter en særlig tak til andensekretær Stanislav Tjebotok fra den sovjetiske ambassade i København for at have formidlet invitationen, så der var ikke noget som helst hemmeligt ved det.[10] Gylden oktober indeholder en del kritik af forhold, som jeg anså for kritisable, men også anerkendelse af de ting, jeg syntes var gode. Den blev pænt modtaget de fleste steder. John Njor skrev i Politiken:[11] ”Der er ikke noget i vejen med kvaliteten. Det er en interessant bog om et forfulgt folk… Arne Herløv fortæller godt og ikke ukritisk... og han tager læserne med de mest forbløffende steder” og Kristeligt Dagblad i sin anmeldelse: ”"Gylden oktober" kan absolut anbefales. Den er blevet bedre end ideologen bag den måske ønskede det, fordi forfatteren og journalisten heldigvis tager magten fra ham.”[12] Den eneste negative anmeldelse, bogen fik, var i Land og Folk, hvor Eske K. Mathiesen skrev: ”Arne Herløv Petersen lægger i sin rejsebog om Armenien ikke skjul på mange slags kritik over for sovjetiske forhold ... Min viden om Armenien er begrænset. Og derfor kan jeg ikke med sikkert grundlag imødegå Herløv Petersens kritik. Det må andre og mere vidende folk gøre. Jeg tillader mig at undres.”[13]

PET siger, at hvis jeg var enig med russerne, var det fordi jeg rettede mig efter deres diktat. Hvis jeg var uenig, var det for at sløre, jeg var agent. Som der står i PET-kommissionens Beretning: ”Tjenesten vurderede ikke forfatterens offentlige afstandtagen til dele af sovjetregimets politik som betydningsfuld. Tværtimod opfattede PET Herløv Petersens kritik som en del af en konspirativ opførsel, der skulle sløre hans nære tilknytning til sovjetiske ambassadefolk.”[14] Det er en no-win-situation. Ligesom religiøse eller politiske fanatikere har PET facit på forhånd og omfortolker virkeligheden, så den passer med teorien. Men sandheden var den enkle, at jeg var enig i nogle ting og uenig i andre.

Om situationen i Polen i 1980 skrev jeg: ”Efter min mening kan man kun skabe et socialistisk samfund gennem overtalelser og diskussioner. Tvang hjælper ikke til noget som helst. Måske har den polske regering begået alvorlige fejl. Det må så påtales.”[15] Om invasionen i Tjekkoslovakiet 1968 skrev jeg: ”Hvilke politiske grunde, der end kan være, kan revolutionen hverken importeres eller eksporteres, og principperne om suverænitet og ikke-indblanding i andre landes indre anliggender må overholdes. Det skete ikke i Tjekkoslovakiet.”[16] Om Afghanistan i 1980 skrev jeg: ”Det er muligt, at det ikke var nogen lovlig regering, der hidkaldte sovjetiske tropper. I så fald må man fordømme indgrebet lige så meget, som man måtte fordømme den amerikanske intervention i Den dominikanske Republik i 1965.”[17]

Så partitro tilhænger af DKP’s linje var jeg ikke. PET mener, at jeg gerne ville melde mig ind i DKP, men fik forbud mod det af russerne – hvordan de så ellers skulle kunne forbyde mig det, hvis jeg virkelig gerne ville. Min daværende kone, der var medlem af DKP, kritiserede ofte min ”halvliberale” indstilling og sagde: ”Vi vil hverken eje eller have dig”, hvortil jeg gerne svarede, at det nærede jeg heller intet ønske om.

I almindelighed var jeg mere eller mindre enig med de sovjetiske diplomater om en række udenrigspolitiske spørgsmål, såsom Vietnamkrigen, kuppet i Chile eller befrielsesbevægelsen i Sydafrika, mens vi var uenige om en del indre forhold i Sovjetunionen og om forholdet til Kina. Jeg opfattede dengang den anti-imperialistiske kamp som verdensomspændende, og jeg havde nok en fornemmelse af, at hvis man vil målet, må man også ville midlerne. I dag tror jeg, at midler og mål hænger nøje sammen. De midler, man bruger, påvirker det mål, man når frem til. Derfor kan man aldrig sige, at hensigten helliger midlet. Midlet forvandler hensigten.

Men man må huske på, at det var en anden situation dengang - under og lige efter Vietnamkrigen. Mere end fem millioner mistede livet i Indokina som følge af den amerikanske aggression.[18] For mig at se var splittelsen mellem Kina og Sovjet kun til gavn for imperialismen. Derfor var det vigtigt at betone, at der ikke var noget land, der havde patent på sandheden. Ethvert land måtte finde sin egen vej til socialismen. Det var det, man sagde i Nordkorea, så derfor brugte jeg tit Nordkorea som eksempel på, hvordan man kunne undgå at tage parti i striden mellem Kina og Sovjet. Jeg skrev for eksempel: ”Jeg tror, der er to ting, der skal siges. For det første kan vi optræde sammen. For det andet skal vi optræde sammen på venstrefløjen … Vi kan godt være i stue sammen. Og vi skal også være det, med eller uden partilederne. Noget af det vigtigste, der foregår for øjeblikket, er de decentraliserede initiativer rundt omkring.. Her skal vi sætte ind.”[19] De synspunkter gjorde mig ikke populær i de smågrupper på venstrefløjen, hvor man anså det som hovedopgaven at bekrige dem, man var 90 procent enige med, i stedet for at koncentrere sig om dem, man var 90 procent uenige med. Jeg kunne heller ikke være med i det kor, der ville fjerne Israel fra landkortet. Det er nok muligt, zionismen var en uretfærdighed mod palæstinenserne, men man ophæver ikke en gammel uretfærdighed ved at begå en ny – mod de mennesker, der bor i Israel nu. Derfor skrev jeg: ”Hverken jøder eller arabere skal skubbes ud i vandet eller ind i ørkenen. En varig fred kan kun sikres ved, at begge befolkningsgrupper sikres ret til at bo inden for det gamle palæstinensiske mandatområde, eventuelt ved oprettelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden, kombineret med en ikke-angrebspagt mellem Israel og et arabisk Palæstina. En sådan pagt må følges op af de nødvendige stormagtsgarantier.”[20]

Da jeg nu er forfatter, vil jeg da lige tilføje, at det måske er en god idé at læse mine bøger, hvis man skulle få lyst til at vide noget om, hvad jeg tænker og mener. Det bedste sted at starte er nok med romanen Fjerne mål.[21]

PET mener, jeg har hjulpet russerne og lavet propaganda for Sovjetunionen. Men hvis jeg har hjulpet russerne, hvad har jeg så hjulpet dem med? At forstå det danske politiske system bedre. Jeg har fortalt om vores valgsystem og politiske forhold, om hvordan jeg troede, det ville gå til et valg. Men jeg har aldrig sagt andet, end jeg kunne sige til enhver, jeg tilfældigt mødte på et værtshus. Jeg mener, det er godt, hvis en diplomat lærer noget om det land, han er udstationeret i. Det kan da kun have gavnlig indflydelse. Og der er ikke tale om at røbe hemmeligheder, for jeg sad ikke inde med nogen hemmeligheder. At agitere for synspunkter, som PET og højrefløjen åbenbart mener objektivt gavner Sovjet: Afspænding og forhandling i stedet for konfrontation, modstand mod Vietnamkrigen, mod højrefløjen, mod militarisering, for befrielsesbevægelser i Afrika, mod diktatur i Chile og andre steder, kan umuligt være propaganda. Er det prosovjetisk propaganda at agitere for afspænding og patriotisk at agitere for krig og militarisering? Jeg mener, det er propaganda for menneskeheden at gå ind for fred og afspænding, ikke for noget bestemt parti eller land. Det er mine synspunkter, og dem har jeg haft hele tiden, også før og efter den tid jeg havde frokostsamtaler med russere. Jeg har også hele tiden agiteret for synspunkter, hvor jeg ikke var enig med russerne, f.eks. mod atomkraft, for politiske frihedsrettigheder, mod atomprøveforsøg (Jeg har adskillige gange demonstreret foran den sovjetiske ambassade), for decentralisering og frivillige sammenslutninger - kollektiver i stedet for statsvirksomheder. Jeg brugte altid andelsbevægelsen som eksempel på en af de få ting, vi kunne være stolte af i Danmark – sammen med højskolerne og brugsforeningerne. Jeg agiterede for ytringsfrihed og pluralisme og brugte tit Maos vending ”Lad hundrede blomster blomstre”. Jeg var modstander af nomenklatura og pampere, og jeg tog altid og hele tiden totalt afstand fra enhver form for individuel terror. Også her har mine synspunkter været konsekvente.

Det afgørende er, om det er mine egne meninger, jeg giver udtryk for. Jeg kan ikke sige, hvordan ideer opstår til konkrete artikler eller bøger. Vi lever jo ikke i et vakuum, men i et samfund, så de kommer gennem samtale med andre, uanset om det er danskere, russere eller amerikanere, eller også kommer de gennem ens egne tanker og overvejelser, de opstår pludselig, mens man står og barberer sig eller graver have, når man rejser eller læser en bog eller ser en film.

Hvis jeg har snakket med en om et aktuelt emne, er det muligt, jeg har fået impulser til en artikel. Det betyder ikke, at nogen er føringsofficer eller giver mig ordrer. Kun at vi ikke lever eller tænker isoleret, men i stadig interaktion med andre.

Jeg ville synes, det var moralsk forkasteligt, hvis jeg skrev ting, jeg ikke mente. Jeg har kendt journalister, der har gjort det – skrevet hvad aktionærerne ønsker og ikke hvad de selv mener. Sådan vil jeg ikke skrive. Skriver jeg noget, er det fordi jeg mener det, uanset hvor dumt andre måske synes det er.

Noget af det er faktisk lidt dumt, når man ser tilbage på det. Jeg skrev for mange læserbreve, især i perioden 1980-81, og tænkte dem ikke grundigt igennem. Jeg skrev, at vi ikke burde være med i EU, fordi Danmark for 98 procents vedkommende ikke er et europæisk land, men ligger i Nordamerika, når man regner Grønland med, jeg skrev at Jan Toftlund burde præsentere Danmark til Melodi Grand Prix, og at man kunne undgå boykot af olympiader ved at lave et særligt OL-område omkring Olympia i Grækenland og holde dem alle sammen der. Hvis jeg nu genlæser mine gamle læserbreve, tænker jeg undertiden på det gamle ord: ”Når sprutten går ind, går forstanden ud.” Men dumme eller ej, så var de mine og ikke skrevet med ført hånd.

Jeg er blevet angrebet for at have kritiseret systemkritikeren Andrej Sakharov i nogle læserbreve. I tilbageblik kan jeg godt se, at jeg burde have understreget, at Sakharov havde ret i sin oprindelige kritik. De forslag, han fremførte i begyndelsen, svarede ret nøje til de reformer, der faktisk blev gennemført af Gorbatjov, og som jeg støttede helhjertet. Var de reformer blevet gennemført ti eller tyve år før, havde der været større sandsynlighed for, at Sovjetunionen havde udviklet sig til et ægte socialistisk demokrati. Men jeg mener stadig, at Sakharov senere blev ført på vildspor af sin nære alliance med den højreorienterede amerikanske senator Henry ”Scoop” Jackson[22] og dennes medarbejdere Richard Perle og Paul Wolfowitz. Jeg er bestemt ikke enig med Sakharov, når han siger, at det var en tragedie, at USA ikke fik knust den vietnamesiske befrielsesbevægelse, og at USA burde have lagt større pres på Sovjetunionen for at forhindre sovjetisk militærhjælp til Vietnam,[23] at den reaktionære fagforeningsleder George Meany var arbejderklassens stemme i USA[24], at Vesten måtte øge sin militære styrke[25] eller at NATO skulle stå fast på udstationeringen af raketter.[26] Som den sovjetiske brintbombes fader var Sakharov ikke nogen fredens mand, og at han fik Nobels fredspris siger ikke noget. Den gav man også til krigsforbryderen Henry Kissinger.[27] Jeg mener, at Sakharov blev afskåret fra virkeligheden, både fordi han tilhørte den beskyttede nomenklatura, og fordi han ikke måtte rejse til udlandet. Den kritik var jeg ikke ene om. Frank Esmann, der dårligt kan kaldes KGB-lakaj, skrev i Berlingske Tidende: ”Når det gælder sammenligningerne med Vesten, stammer hans oplysninger næsten udelukkende fra de vestlige nyhedsmedier, pressen og radioen, herunder stationer som Radio Free Europe. Det giver sig lejlighedsvis udslag i en tendens til at idealisere forhold i Vesten, som andre normalt vil betragte mere kritisk … Generelt har man en fornemmelse af, at Sakharovs synspunkter ville være lidt mere varierede, hvis han havde haft det uheld at opholde sig et par uger i en slum i Belfast eller blandt arbejdsløse i Glasgow eller Los Angeles.”[28] Det er ulogisk at kæmpe for Sakharovs ytringsfrihed og samtidig fordømme enhver kritik af Sakharov som helligbrøde. Ingen er en Gud, og ingen er hævet over kritik.

I dag ved vi selvfølgelig en del, vi ikke vidste for tredive år siden. Den sørgelige kendsgerning er, at østlandene hovedsagelig myrdede deres egne, mens vi hovedsagelig myrdede folk i andre lande. Man tager stadig for nænsomt på imperialismens ugerninger, og vi får i det hele taget ikke så meget at vide om dem. Vi kender hungersnøden i Ukraine 1932,[29] men ikke den i Øvre Volta samtidig.[30] Vi kender opstandene i Polen og Ungarn bedre end dem i Kenya[31] og Madagascar.[32] Jeg husker, hvordan Mau Mau-opstanden i Kenya 1953 blev skildret herhjemme - nærmest som noget fra en Tarzanbog med vilde, sorte horder, der pinte og myrdede ædle, hvide farmere, der mindede om Karen Blixen. Aviserne kunne slet ikke forstå, at oprørslederen Jomo Kenyatta, ”Flammende Spyd”, havde gået på den Internationale Højskole i Helsingør.[33] Det passede ligesom ikke ind i billedet. Man kunne lave en interessant sammenligning af forskellene mellem pressens omtale af Kenya 1953 og Ungarn 1956.

Mange mener tilsyneladende, at russernes invasion i Afghanistan var forbryderisk, mens vores invasion i samme land er fortræffelig. Jeg mener, at begge invasioner har været katastrofer, og at man allerede for tredive år siden burde have hjulpet den afghanske regering til demokratiske reformer ved fredelige midler og i samarbejde med fremskridtsvenlige, religiøse kræfter, så man havde undgået mujaheddinernes og talebanernes hærgen og ekstremisme.

Hvor langt skal man gå tilbage i historien, når man taler om folkemord og forbrydelser? Er der en bestemt grænse? Vi har vedtaget, vi kan gå 90 år tilbage i Sovjets historie, til revolutionen. Kan vi også gå 140 år tilbage i USA’s historie – til slaveriet[34] og indianernes holocaust?[35] Hvor langt kan vi gå tilbage i Danmarks historie – til slavehandelen, til vikingetogterne? Eller findes der en kunstig tidsgrænse, vi ikke må overskride, og hvor ligger så den?

Det kan man diskutere. Men afgørende er det, at vi ikke skal spille pingpong og sætte det ene folkemord op mod det andet. Ét mord er ét for meget. Vi må nå frem til den triste erkendelse, at vi skal se hele bestialitetens historie, som Jens Bjørneboe kalder den,[36] i øjnene, hvis vi skal gøre os håb om at komme videre.

Nu går vi også i krig, endda i angrebskrig for første gang siden svenskekrigene. Vi oplever en omfattende dehumanisering, hvor selv tortur anses for acceptabel i vide kredse. Racisme og kulturhad trives, menneskerettighederne fordømmes, og enhver form for humanisme og etik affærdiges som ”godhedsindustri”.

I den situation skal vi sige til hinanden: En anden verden er mulig. Kampen for et bedre samfund er vigtigere end nogensinde. Vi må genoprette det smuldrede retssamfund og demokrati og få anstændigheden tilbage. Vi vil have et Danmark, vi kan være bekendt, så man ikke på rejser med blussende kinder skal sige, man er skandinav.

Fundamentalisme er skadelig. Politiske teorier skal hele tiden bygge på den aktuelle virkelighed, og hvis virkeligheden ændrer sig, må teorierne også ændre sig. I dag er situationen en anden end dengang. Den sovjetiske kommunisme er væk, og samtidig er kapitalismen i stigende grad blevet til et snyltersystem, der bliver finansieret af det offentlige ved hjælp af borgernes skatteindbetalinger. I stedet for at skabe rigdom er erhvervslivet endt på socialhjælp. Privathospitalerne bliver begunstiget af staten, bankerne skal have milliardtilskud for at køre videre. Skatten er, som Naomi Klein siger, blevet et samlebånd, der fører pengene fra borgernes lommer over til dem, der er rige i forvejen.[37]

Samtidig fører vækstideologien til en miljøkrise, der truer med at gøre verden ubeboelig. Klimaproblemet er vigtigere end noget andet. Hvad hjælper det, vi får råd til at købe flere elektroniske dippedutter, hvis vi smadrer naturen og uddør? Jeg kan ikke leve uden min bil, sagde en mand i radioen. Så kommer han til at drukne i bilen, når vandene stiger. Vil vi virkelig hellere dø end ændre vores forbrugsmønster? Hellere død end rød, sagde koldkrigerne engang. I dag er der tilsyneladende nogle, der siger: Hellere død end køre med tog.

Vi må lære at se os selv som naturens vogtere i stedet for at drive rovdrift på naturen. Vi skal Indgå i Gaias store net og gøre op med den skadelige vækstideologi. Hvorfor skulle det ikke være muligt at leve for livets skyld og ikke for profittens? Hvis man siger, at vi alligevel ikke kan skabe en bedre og mere retfærdig verden, skal vi med den amerikanske præsidents ord sige: Yes we can.

Alle disse alvorlige problemer kan ikke løses af jungleloven eller ved at sætte sig med hænderne i skødet og vente på, at markedets usynlige hånd kommer og hjælper os, men kun ved en fælles indsats. Denne fælles indsats kan man godt kalde en form for socialisme, men man kan lige så godt kalde det radikal-demokrati. Hvis demokratiet er det bedste system, vi kender, så er det absurd, at det kun skal bruges rent politisk, mens hele det økonomiske område holdes udenfor. Demokratiet må udvides, så det også gælder for markedet og erhvervslivet. Hvis vi alligevel skal betale for bankerne og privathospitalerne, så kan vi lige så godt blive enige om, at vi har købt dem, så vi også kan bestemme over dem.

[1] ”KU,” maj 1957, s. 12. Se også Arne Herløv Petersen: ”Den spionsigtede blander sig i valget” om Peter H. Hartvig i Ekstra Bladet, 6.11.81 og Erik Jensen og Petter Sommerfelt: Under dække, Demos 1978, s. 96-99 m.v.

[4] PET-kommissionens Beretning, bd. 9, s. 87-94. Se også Erik Jensen og Petter Sommerfelt: Under dække, Demos 1978, s. 97, 98, 134

[5] ”Dona nobis pacem. Organ for VSU,” duplikeret, juni 1957, s. 1

[6] Emil Wiinblad og Social-Demokraten 1881-1911, specialeopgave i historie, Københavns Universitet 1971. Fra den forkerte verden, Ajour 2004.

[7] ”Intet er realistisk, før det er prøvet” af Jan Søttrup Oddershede. Interview med Arne Herløv Petersen. Land og Folk 3-4.8.69.

[8] ”Vi har brug for venstreorienterede” i Berlingske Aftenavis, 6-7.6.70

[9] Hans Davidsen-Nielsen: ”Topspion bag småfisk,” Jyllands-Posten, 24.11.02

[10] Arne Herløv Petersen: Gylden oktober, Attika 1977, s. 10. http://www.scribd.com/doc/17237594/gylden-oktober

[15] ”Situationen i Polen,” læserbrev i Land og Folk, 9.9.80

[16] ”Scocozza og Schumpeter,” i Land og Folk, 14.2.80

[17] ”Diplomatisk pres er lige så effektivt som militær,” læserbrev i BT 8.1.80

[18] Ifølge det franske telegrambureau AFP 4.4.95, http://www.rjsmith.com/kia_tbl.html

[19] ”Venstrefløjen og Koreas eksempel” i Ekstra Bladet, 19.2.76

[20] ”Palæstinenserne.” Læserbrev i Politiken, 30.6.82

[21] Fjerne mål 1-3. Hovedland 2006. Se også http://herlov.dk/fjern.htm og http://www.williamdam.dk/skoenlitteratur/skoenlitteratur/fjerne_maal_iiii_200001473_da.html

[22] http://en.wikipedia.org/wiki/Henry_M._Jackson

[23] ”Sakharov: A Dissident Warns Against Detente” i Time Magazine, 4.8.75 http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,913376-5,00.html

[27] Se Christopher Hitchens: ”The Trial of Henry Kissinger,” Verso, London 2001.

[29] Robert Conquest: The Harvest of Sorrow: Soviet Collectivization and the Terror-Famine, Oxford University Press, New York , 1986, http://www.faminegenocide.com/resources/bilinsky.html, http://www.plp.org/cd_sup/ukfam1.html

[30] http://chss.montclair.edu/english/furr/taugerroterhol.pdf. Se også Finn Fuglestad, "La grande famine de 1931 dans l'Ouest Nigerien," i Revue français d'Histoire d'Outre-Mer t. LXI (1974), no. 222, 18-33

[31] http://en.wikipedia.org/wiki/Mau_Mau_Uprising

[32] http://en.wikipedia.org/wiki/Malagasy_Uprising

[33] http://www.denstoredanske.dk/Erhverv,_karriere_og_ledelse/P%C3%A6dagogik_og_uddannelse/H%C3%B8jskoler_og_oplysningsforbund/Den_Internationale_H%C3%B8jskole

[34] http://www.liu.edu/cwis/cwp/library/aaslavry.htm

[35] http://www.unitednativeamerica.com/aiholocaust.html Russell Thornton: American Indian Holocaust and Survival, University of Oklahoma Press, 1987

[36] http://www.bokkilden.no/SamboWeb/produkt.do?produktId=131160. Bestialitetens historie 2002 – samlet udgave af Frihetens øyeblikk, Kruttårnet og Stillheten.

[37] Naomi Klein: The Shock Therapy, Henry Holt & Co., New York 2007, s. 355