12

12.

Beretningen

Skal vi lade hånt om Folketingets forskrifter og overtræde kommissoriet, så lad os gøre det med maner, har de måske tænkt i PET-kommissionen, for de nøjedes ikke med at nævne mig i forbifarten. De ansatte i 2006 en mand til at skrive 90 sider om mig, så jeg kom til at fylde halvdelen af et særligt bind med den ildevarslende titel ”KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark”. Dermed kommer omtalen af mig til at fylde mere end omtalen af alle andre formodede KGB-agenter og –kontakter tilsammen.

Beretningens bind om agentnettet, bind 13, falder i det store og hele uden for kommissoriet, da det hovedsagelig omhandler to personer uden tilknytning til politiske partier – journalisten Jørgen Dragsdahl og mig. Til at skrive dette kommissoriestridige bind ansatte man ph.d. Morten Heiberg fra Romansk Institut ved Københavns Universitet – ikke noget ganske indlysende valg. Han havde tidligere skrevet afhandlinger om den spanske borgerkrig, men det fremgår ikke, at han har nogen synderlig viden om den periode eller de forhold, han er sat til at skrive om her. Hans vaklende tilgang til emnet viser sig også af litteraturlisten:[1] Han har fået sit eget spansksprogede værk La trauma oculta de la guerra civil med sammen med Godicheaus La guerre d’Espagne, hvad de så ellers laver her. Der er to bøger om Gulag på listen, hvilket heller ikke er indlysende relevant, men meget få af de vigtigste værker om KGB, hvis agentnet han skulle beskrive. Bent Jensen, Jakob Andersen og Gordijevskij er med, men ikke den PET-kritiske Fredens spioner eller Demos’ De hemmelige tjenester. Næsten ingen af de mange værker, der har beskrevet min sag, er medtaget.[2] Man finder Højskolebladet på listen, men ikke Ugeskrift for Retsvæsen eller Juristen, Ekstra Bladet men ikke Land og Folk.

Bind 13 starter med fyrre siders indledning om ”KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark”. Hovedkilderne hertil er to afhoppere – tidligere KGB-officer Oleg Gordijevskij og tidligere KGB-arkivar Vasilij Mitrokhin. På side 24 kan man se et skema over agentnettet.[3] Det fremgår af skemaet, at Mitrokhin nævner 20 KGB-agenter i Danmark og Gordijevskij 11. Så er der 31 kontakter, men da 10 er gengangere, er der 21. Mitrokhin nævner 7 kontakter og Gordijevskij 195. Så er der 202, men da 4 er gengangere, er der 198.

Det er en mærkelig metode. Hvis Ole ser tyve mennesker på pladsen, og Jens ser tredive, så står der halvtreds mennesker på pladsen. Hvis der er to gengangere, så står der otteogfyrre. Hvis man var lidt mere kritisk anlagt, ville man sige, at det er da underligt, der er så stor uoverensstemmelse mellem Mitrokhins og Gordijevskijs antal kontakter, så måske er de begge to upålidelige.

Hvis man følger skemaet, havde KGB kontakt med 262 danske statsborgere. De er sikkert nævnt ved navn i PET’s arkiver, men beretningens bind 13 nævner ud over Dragsdahl og mig kun en amerikansk statsborger med dæknavnet ”Kholm”,[4] den i 1970 afdøde formand for Jord- og betonarbejdernes fagforening, Svend Aage Jensen[5] og fotografen Jakob Holdt.[6] Det er et lille net, men det bliver endnu mindre. Der var ”indlysende svagheder i PET’s materiale” om Holdt og Dragsdahl,[7] så dem kunne man se bort fra.

Da Jensen var død, før jeg kom på banen, var jeg i en halv snes år hele KGB’s samlede agent- og spionnet. ”Der han red over Randbøl Hed', da fulgte ham femten svende, der han kom over Riber Bro, da red den herre alene,” som der står i folkevisen om Dronning Dagmar.[8]

Jeg vil formode, at grunden til, at kommissionen har overskredet sit kommissorium og forfattet bind 13 om agentnettet, er, at det af en eller anden grund, PET selv må kende bedst, har været efterretningstjenesten magtpåliggende at renskure Jørgen Dragsdahl. Jeg kender ikke noget til Dragsdahls meriter, men det fremgår af hans CV, at han har været fast sikkerhedspolitisk kommentator siden 1992 for CS-bladet fra Centralforeningen for Stampersonel og siden 1998 for Hjemmeværnsbladet[9], at han har været fast kommentator ved Fagligt Forsvar fra Hærens Konstabel og Korporalforening 1989-92, forelæser og censor ved Forsvarsakademiet 1992-96 og censor ved Hærens Officersskole. I artiklen ”Vi er den kolde krigs opsætsige børn”[10] fortæller han, hvordan han i Washington kom i nærkontakt med ”fhv. top-officerer, personer med livslang erfaring fra ledende poster i CIA, eksperter i rustningskontrol og håbefulde nyudnævnte embedsmænd.” Lad mig nøjes med at sige, at det CV ikke er typisk for aktivister på venstrefløjen.

Da kommissionens holdning tilsyneladende på lange stræk er sammenfaldende med PET’s, har man bestemt sig for at skrive en slags middelalderlig moralitet, der skal tjene både til opbyggelighed og til skræk og advarsel. Derfor maler man Dragsdahl englehvid, og så siger moralitetens regler, at jeg skal sværtes kulsort og forsynes med hove, horn og hale.

Det ville være interessant at vide, om kommissionen hele tiden havde haft til hensigt at gå uden for kommissoriet, eller om planen om bind 13 først er opstået i en sen fase af arbejdet, måske fordi PET har ønsket en fremstilling, der kunne bruges til forsvar for Dragsdahl i den injuriesag, journalisten har anlagt mod historikeren Bent Jensen, der har omtalt Dragsdahl som KGB-agent.[11]

Det er i almindelighed et problem ved beretningen, at vi ikke ved, hvem der har plukket oplysningerne ud og sammenstillet dem. Er det PET, der har bestemt, hvad kommissionen må læse, eller har kommissionen selv gennemgået hele materialet og udvalgt, hvad den finder relevant?

Vi ved ikke, hvad PET har liggende i sine arkiver, hvad PET har destrueret, og hvad PET lige fra begyndelsen valgte ikke at tage med. Vi ved ikke, i hvor høj grad det, der er udeladt, ville tale mod det, der er taget med. Justitsminister Frank Jensen sagde i 1998: ”Historien om efterretningstjenesten skal nu skrives så tæt på sandheden som overhovedet muligt. Der er ikke noget spor, der må ende blindt.”[12] Justitsministeren forsikrede samtidig om, at hver en sten ville blive vendt. Spørgsmålet er så bare, hvem der er stenvendere. Noget tyder på, at det var PET selv. ”PET bestemmer, hvad PET-kommissionen må vide …,” skrev Information ti år efter, at man begyndte at vende sten.[13] ”Det er efterretningstjenesten selv, der udvælger og sorterer det materiale, som kommissionen får at se.”

Jeg skal indskyde, at jeg ikke har været gennem hele beretningen på 4.670 sider – halvanden gang så meget som Marcel Prousts På sporet af den tabte tid[14]. Jeg har læst, hvad der står om mig, og så har jeg pluklæst i resten og søgt på enkeltord. Man har ikke forsynet beretningen med indeks, så papirudgaven er uanvendelig til søgning, men ved at samle alle bindene i én fælles pdf-fil kan man søge på tværs i hele materialet, og det giver mange interessante resultater. Søger man for eksempel på ordet ”etik”, opdager man, at det ikke forekommer.

I januar 2009 skrev jeg til PET-kommissionen,[15] at da jeg ikke havde hørt fra dem, gik jeg ud fra, at min sag ikke blev omtalt i beretningen. Kommissionens formand, landsdommer Leif Aamand svarede, at man behandlede min sag, og at man ikke kunne fortælle mig noget om, hvad der kom til at stå, men tilføjede: ”Jeg finder dog anledning til at bemærke, at det ikke er kommissionens opgave at placere et ansvar for de forhold, der behandles i beretningen, og kommissionen vil derfor heller ikke tage stilling til enkeltpersoners strafansvar.”[16] Man havde åbenbart ingen planer om at tale med mig om sagen. En måned efter[17] skrev Aamand til mig, at jeg havde samme ret som enhver anden til at sende kommentarer til kommissionen. Jeg sendte så et udførligt brev til kommissionen om mit syn på sagen.[18] Jeg havde regnet med, at det ville blive trykt som bilag i beretningen, men det blev det ikke.

Information spurgte omtrent samtidig Leif Aamand, om man ikke burde tale med de overvågede, og han svarede:[19] "Nej, det mener jeg ikke. Det er PET’s opfattelse, vi videregiver, og der er ikke lagt op til kontradiktion.” Hvis Aamands udtalelse dækker kommissionens, er kommissionens beretning overflødig. Man kunne så kalde den PET’s partsindlæg i stedet for en kommissionsberetning. Hvis man har den opfattelse, at kommissionen kun skal referere PET’s synspunkter, og at den skal undlade at forholde sig kritisk til efterretningstjenesten, kan man sige, at kommissionen har været overbemandet med dr.phil. & jur.’er. Et par kontordamer og en kriminalassistent kunne have gjort arbejdet.

Det, der gør det meget vanskeligt at forholde sig til teksten i kommissionsberetningens bind 13, er, at man ikke ved, hvem der er hvem i det grødede kor af stemmer. Hvornår er det PET, der taler, hvornår den samlede kommission og hvornår er det Morten Heiberg? Undertiden får man en fornemmelse af, at det er PET, der taler det meste af tiden, og de andre langt hen ad vejen kun er bugtalerdukker. Kun i den retlige vurdering[20] taler Kommissionen med stort K med malmfuld røst, så det lyder, som når koret kommer ind i de gamle græske dramer. Den retlige vurdering er sat med kursiv, så vi ikke skal være i tvivl om, at det er Herrens røst, der lyder fra den brændende busk. Hvis ikke det er en dom, så ved jeg ikke, hvad en dom er. Alligevel hævder kommissionsmedlem Ditlev Tamm, som vi senere skal se, at kommissionen ikke afsiger dom. Hvilket måske skal betyde så meget som, at også dommene er leveret af PET.

[1] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 181-184

[2] De kan findes på http://herlov.dk/bib.htm

[3] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 24

[4] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 27

[5] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 31-32

[6] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 40

[7] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 40

[8] http://da.wikipedia.org/wiki/Dronning_Dagmar

[10] Information 25.4.92, http://www.dragsdahl.dk/A19920425.htm

[14] http://da.wikipedia.org/wiki/Marcel_Proust

[20] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 129-131