1

Konspirationen

5. marts 1981 mødtes politiassessor i Politiets Efterretningstjeneste Arne Stevns med en repræsentant for den britiske efterretningstjeneste MI6. Mødet handlede om mine møder med sovjetiske diplomater, men de to efterretningsmænd diskuterede ikke, om jeg havde gjort noget ulovligt, eller hvordan man kunne forhindre eller opklare lovovertrædelser. Mødet handlede i stedet om, hvordan man kunne sætte ind med en modoffensiv gennem efterretningstjenesternes agenter inden for pressen, så man kunne ”afskrække venstrefløjsgrupperinger fra at samarbejde med sovjetiske diplomater.”[1] Dagen efter sendte MI6 et forslag til PET om at ”anvende en kendt journalist og et respekteret landsdækkende dagblad” i Storbritannien, nemlig MI6- og CIA-kontakten Robert Moss på Daily Telegraph, til at forfatte en artikel om, at en kritisk pjece om den britiske premierminister Margaret Thatcher, som jeg havde skrevet, i virkeligheden var skrevet af KGB, da man tilsyneladende ikke tiltroede mig evne til selv at sætte ord sammen. Når MI6 var så opsat på at bruge alle midler for at bekæmpe kritik af Thatcher, skyldtes det måske, at Margaret Thatcher ifølge Anker Jørgensens dagbog var blevet ”meget vred” over at blive kritiseret.[2]

Jeg var selvfølgelig ikke klar over, at to efterretningstjenester holdt møde om mig. Faktisk var der i denne periode af mit liv ikke så meget, jeg var klar over. De fleste dage begyndte med, at jeg drak så meget, at jeg kunne bruge resten af dagen på at more mig med at prøve på at gætte, hvad jeg selv hed. I de lyse stunder, hvor tågen endnu ikke havde sænket sig, var jeg optaget af alt andet end Thatcher og sovjetiske diplomater. Jeg var 38 år og boede i en landsby på Langeland, hvor jeg arbejdede som forfatter og oversætter. Den mest kendte af den snes bøger, jeg havde fået udgivet, var nok romanen Imod fremtids fjerne mål[3] fra 1975. Jeg oversatte især amerikanske romaner og arbejdede om formiddagen, mens jeg endnu var nogenlunde klar i hovedet. Jeg havde tidligere arbejdet som journalist, men efter at jeg flyttede til Langeland otte år før, nøjedes jeg med at skrive boganmeldelser og en gang imellem en kronik eller et læserbrev. Nogle dage før efterretningsmødet havde jeg været til møde med Lense Møller på TV-Teatret, der gerne ville have mig til at skrive udkast til et fjernsynsdrama og til møde med Ambro Kragh på Ekstra Bladet, der gerne ville have mig til at skrive free lance-artikler. Ingen af delene blev dog til noget. De fleste af mine planer dengang endte, om ikke på bunden af sagosuppen, så på bunden af romflasken. Jeg tænkte også på, at jeg skulle en tur til Stockholm nogle dage senere, og på, at jeg så kunne besøge min fætter, der boede deroppe. Ganske ofte kredsede mine tanker om, at en nabo, der sad i kommunalbestyrelsen for Venstre, fjorten dage tidligere havde fældet et halvt hundrede træer inde på min grund, fordi han syntes, de forstyrrede hans udsigt. Derefter havde han samlet brændet og kørt det væk. Jeg havde prøvet at melde ham til politiet for hærværk og tyveri, men politiet nægtede at tage mod anmeldelsen, så derfor var jeg henvist til civilt søgsmål og krav om erstatning.

Mens jeg tullede rundt i spændingsfeltet mellem stadig mere grandiose og stadig mere luftige planer og et støt voksende, men endnu helt ubehandlet, alkoholproblem, fortsatte de to efterretningstjenester med deres ganske anderledes konkrete planer vendt mod mig. Man havde jo det lille, tekniske problem, at jeg ikke havde gjort noget ulovligt.

De forenede efterretningstjenesters første forslag til en løsning var, at hvis jeg ikke havde overtrådt loven, så kunne man jo prøve, om man kunne lokke eller provokere mig til at gøre det. Der var flere hundrede andre, som PET mistænkte for at have lidt for nære kontakter til østlandenes ambassader. Hvis PET syntes, de gik for vidt, blev de indkaldt til en venskabelig samtale, hvor de fik at vide, at de efter PET’s opfattelse havde bevæget sig ind i en gråzone. Et folketingsmedlem havde haft ret nær forbindelse til det rumænske efterretningsvæsen Securitate, og måtte stille til skideballe hos statsministeren.[4] Men da der nu engang ikke fandtes nogen lov, der forbød kontakt med diplomater, kunne sagerne ikke retsforfølges, og i samtlige tilfælde – bortset fra mit – blev de derfor henlagt. I mit tilfælde fandt man frem til en agent provocateur i England. Han gik under betegnelsen ”eneboer,” ikke fordi han var eneboer, men fordi det åbenbart er efterretningsvæsenernes betegnelse for dem af deres agenter, der ikke kan sættes i forbindelse med tjenesterne. Eneboeren skrev til mig og spurgte, om han måtte købe tolv eksemplarer af min pjece True Blues med artiklen om Thatcher. Jeg har ikke gemt hans brev, men da det sådan set var formålet med at udgive den, at den skulle sælges, havde jeg svært ved at se noget odiøst i henvendelsen, så jeg solgte ham da pjecerne. PET-Kommissionen beretter gravalvorligt om hele forløbet, herunder at PET accepterede, at ”eneboeren” skrev til mig 3.9.81, da MI6 garanterede, at brevets afsender ”ikke kan forbindes med nogen tjeneste.”[5] Det er lidt svært for os andre at se, hvorfor det skulle være en overtrædelse af loven om spionage, hvis en mand køber en pjece, men de tænker anderledes inden for efterretningsvæsenerne. For dem ville det være et bevis på, at jeg spredte mine budskaber i udlandet (hvad vel enhver forfatter ønsker sig), hvilket igen skulle være et bevis på KGB’s ”aggressive metoder” og ”aktive foranstaltninger”, selv om det altså ikke var KGB, men mig, der skrev og solgte pjecen.

Man har nok skønnet, at salg af tolv pjecer ikke var helt nok til at bære en retssag. Der var planer om at udvise den sovjetiske diplomat Merkulov, som jeg undertiden havde spist frokost med, og afsløre ham som KGB-mand for at se, om jeg så ville ”gå linen ud,” fortsætte kontakten med den sovjetiske ambassade efter udvisningen.[6] Det blev heller ikke til noget.

Kunne man ikke få mig til at overtræde loven, kunne man måske bøje loven, så den blev brugbar til formålet. Det var så Plan B. PET’s egen juridiske ekspert, politiassessor Arne Stevns anså det selv for tvivlsomt, at en sag mod mig kunne føre til domfældelse.[7] I foråret 1981 fik man så rigsadvokat Per Lindegaard til at udfærdige et notat om sagen, men deprimerende nok for PET/MI6 gav det heller ikke pote[8]. ”Notatet ytrede sig skeptisk om muligheden for at anvende § 108.”[9]

Men så let giver efterretningsfolk ikke op. Selv om man skulle tro, politiet – herunder PET – måtte rette sig efter rigsadvokaten, prøvede man at desavouere ham ved at henvende sig til departementschef Niels Madsen i Justitsministeriet, der tilsyneladende under seks skiftende justitsministre spillede en rolle, der svarer til sir Humphreys i tv-serien ”Yes Minister”.[10] Niels Madsen satte beredvilligt en af sine egne fuldmægtige til at udarbejde et nyt, fortroligt notat, der forhåbentlig ville give en mere fleksibel fortolkning af loven. Resultatet forelå 8.9.81, men det var heller ikke tilfredsstillende. Endnu en gang havde juristen holdt sig til, hvad loven siger, og konkluderede derfor endda, ”at modtagelsen af økonomisk støtte er straffri, selvom den sker i det skjulte”.[11]

Så var der kun rambukmetoden tilbage, Plan C, der gik ud på at mase lige på uden at tage hensyn til loven. Det kalder PET-kommissionen eufemistisk en ”kontraefterretningsoperation”. Andre ville måske bruge andre og mindre flatterende betegnelser som ”karaktermord” eller ”tilsvining”.

Vi er her fremme i begyndelsen af september 1981. I mellemtiden var jeg blevet gift med min samlever gennem tre år, og i august indså jeg for første gang, at mit drikkeri havde taget overhånd i en sådan grad, at jeg blev nødt til at gøre noget ved det, så jeg begyndte at tage antabus, der dengang stort set var den eneste kendte behandlingsmulighed. 23. september 1981 var jeg i København og spiste middag med Vladimir Merkulov på Restaurant Els i Store Strandstræde. Mens en række af vores tidligere sammenkomster står tåget i min erindring, husker jeg tydeligt denne middag. Stemningen var trykket, og vi sagde ikke ret meget til hinanden. Det havde jeg oplevet mange gange med forskellige mennesker, jeg havde drukket sammen med, efter at jeg var begyndt at prøve på at blive ædru. De vidste simpelthen ikke, hvad de skulle stille op, når jeg var stilfærdig og tænksom i stedet for dum og bralrende. Mange fik også dårlig samvittighed over deres eget drikkeri, når de så mig sidde med en danskvand. Midt i det hele fandt jeg ud af, der var hvidvin i saucen, og blev bange for, at jeg skulle blive dårlig, når jeg havde taget antabus, så vi skiltes ret hurtigt. Det var så sidste gang, jeg så ham. En månedstid efter blev han udvist af landet for virksomhed, der var uforenelig med hans status som diplomat. Dagen efter middagen på Restaurant Els var jeg på den amerikanske ambassades bibliotek for at gennemgå bøger, jeg skulle bruge til en artikel, jeg var i gang med. Jeg havde et par andre møder, blandt andet på Chr. Erichsens forlag og Ekstra Bladet, og så tog jeg hjem igen. Efteråret 1981 var sidste chance for at tage pædagogikum efter den gamle ordning, hvor det ikke krævedes, man var ansat på et gymnasium i forvejen, så jeg havde tilmeldt mig og begyndte derfor at undervise i historie på Svendborg Gymnasium 26. oktober 1981.

For at gennemføre ”kontraefterretningsoperationen” i samarbejde med MI6 anså PET det for nødvendigt, at jeg blev anholdt. Desværre for tjenesten havde justitsminister Ole Espersen læst rigsadvokatens notat og derfor nedlagt forbud mod, at jeg blev anholdt.[12] Statsminister Anker Jørgensen havde også udtrykkelig forbudt en anholdelse.[13]

PET valgte så at trodse regeringens forbud og skride til handling på egen hånd. For at få en slags figenblad henvendte man sig til departementschef Niels Madsen i Justitsministeriet, der var tjenesten venligt stemt. PET fortalte Madsen, at der var sket to ting, der gjorde det nødvendigt, at mit hus blev ransaget, og en ransagning krævede, at jeg var af vejen, hvilket kunne ske ved, at jeg blev anholdt.

Den ene ting var, at en journalist havde fået oplysning om, at Merkulov var blevet udvist i al hemmelighed, og han havde truet med at bringe en artikel om sagen. Hvis jeg nu læste i avisen, at Merkulov var udvist, ville jeg måske skaffe alt belastende materiale om min forbindelse med manden af vejen, så derfor måtte mit hus endevendes, før sagen kom frem.

PET undlod at fortælle departementschefen, at det var efterretningsvæsenet selv, der havde fodret sin agent, redaktør Mogens Auning på Berlingske Tidende, med historien om udvisningen.[14]

Det andet punkt, der nødvendiggjorde en øjeblikkelig anholdelse, var, at jeg havde nævnt for Merkulov, at jeg havde en kode. Denne kode måtte PET tilsyneladende have fingre i, før jeg gemte den, brændte den eller åd den.

PET syntes ikke, det var nødvendigt at fortælle Madsen, at det var tre måneder siden, jeg havde sagt til Merkulov, jeg havde en hemmelig kode. Det fremgår – i hvert fald for mig - af referatet af aflytningen, at det, jeg fortalte, var, at jeg som tolvårig havde skrevet dagbog med kodeskrift, så min frække lillesøster ikke kunne læse, hvem jeg var forelsket i.[15] Koden optræder da heller ikke senere i sagsbehandlingen.

Det fremgår ikke lysende klart, om Niels Madsen faktisk gav tilladelse til anholdelsen, og da Madsen mange år senere blev forhørt af PET-kommissionen, havde han svært ved at huske noget og troede blandt andet, at mit hus var blevet ransaget, før jeg blev anholdt.[16] PET’s daværende leder Ole Stig Andersen mener, at Niels Madsen så sent som i 2002 var ”krystalklar”,[17] men hvis hans forklaring for kommissionen skal sammenlignes med krystal, må det være den røgfarvede slags. Under alle omstændigheder kunne departementschefen naturligvis ikke på lovlig vis give tilladelse til en anholdelse, der udtrykkelig var forbudt af justitsministeren. Han var til stede på Christiansborg den pågældende dag, men blev end ikke informeret.[18]

Der var altså tale om, at PET, muligvis sammen med en departementschef, der blev vildledt med falske og fordrejede påstande om kodeskrift og udsivning til pressen[19], og i nært samarbejde med fremmed efterretningstjeneste, satte sig op imod en ordre fra justitsministeren, der var PET’s øverste chef[20], og imod landets statsminister, samtidig med at man åbenlyst trodsede rigsadvokaten.

Jeg ved ikke, hvad man kalder sådan noget[21]. Muligvis insubordination eller lydighedsnægtelse, hvis det ikke ligefrem hedder mytteri. Det er ikke uforståeligt, hvis de skyldige senere har angivet, at de har meget svært ved at huske forløbet.

Tirsdag aften den 3. november ville jeg lige se TV-Avisen 19.30, før jeg fortsatte med forberedelserne til næste dags historietimer. Vores store, totalt uregerlige hund Bølle var blevet påkørt ugen før, da den åbenbart troede, den kunne fange en bil og grave den ned i haven, og lå nu og ømmede sig på et tæppe lige ved siden af kakkelovnen, som vi fyrede op i med hjemmelavede briketter, fremstillet af tæt sammenpressede aviser. Pludselig var der en masse biler udenfor. Vi boede for enden af en blind vej, så det var tit, bilister stoppede forvildet op og ikke kunne finde vej. – Jeg går lige ud og hjælper dem, sagde jeg og gik ud mod døren. I det samme blev døren åbnet. Udenfor stod en del uniformerede betjente. – Klokken er 19.21. De er anholdt, sagde en af dem. – For hvad? spurgte jeg uforstående. – For spionage.

De kunne lige så godt have sagt ”for kannibalisme”. Jeg fattede ikke en lyd. Hvis der var noget, jeg ikke følte mig som, så var det James Bond, men de fortalte mig, at jeg var sigtet for at have overtrådt Straffelovens § 108, og jeg fik lov til at slå op i mit eget eksemplar af Straffeloven og se efter, hvad der stod, og til at ringe til en bekendt, der var jurist og lovede at foretage det fornødne, så jeg fik en forsvarer. Min daværende kone begyndte at protestere og fik at vide, hun bare kunne klappe i. – De er også anholdt. En politimand viste mig et dokument, hvoraf fremgik, at dommer Leo Hulsrøj i Rudkøbing havde udstedt arrestordre mod os begge to og givet politiet lov til at gennemrode vores hjem og tage alt, hvad de ville, med sig. Der blev end ikke tid til at tage tandbørste eller penge med. Jeg skulle i forhør hos Svendborg politi med det samme. De mente ikke, det var nødvendigt at give mig håndjern på. Det mente jeg heller ikke. Min kone skulle følge efter i en anden bil, så snart vi havde fået nogle venner til at tage sig af hendes datter og dyrene.

Nu var jeg jo ikke nogen forhærdet forbryder. Den eneste gang tidligere, jeg havde været i konflikt med loven, var, da jeg året før fik en bøde for at nægte at opgive navn og fødselsdag til politiet. En politimand havde krævet, at jeg meddelte navn og CPR-nummer, og da jeg ikke mente, jeg var forpligtet til at opgive de sidste fire cifre af CPR-nummeret, og jeg samtidig opfattede hans spørgsmål som en helhed, nægtede jeg at svare. Jeg forklarede for retten i Rudkøbing, at der var forskel på helspørgsmål og delspørgsmål, hvorefter dommeren spurgte, om jeg læste Wittgenstein, og sagde, at det blev lige 300 kroner, der kunne betales på et girokort.

Men nu blev jeg indsat i en såkaldt ventecelle i arresthuset i Svendborg, som jeg tit havde set udefra. Jeg fik tildelt to cigaretter og bad om blyant og papir, som jeg fik, hvorefter jeg skrev et lille digt og noterede inskriptionerne på væggene: ”Strømerne bøffer dig”, ”Nægt alt”, ”Fri hash”, ”Gud er i dig”, ”Hold ud”. Jeg tænkte på at skrive ”Lektor Karelius was here”, men lod være. Man må ikke grise på væggene.

Efter en rum tid blev jeg kaldt ind til forhør. Til stede var en tilforladelig, sydfynsk politimand, der hed Nicolajsen, og en aggressiv, rødhåret herre, der formodentlig var fra PET og ikke havde noget navn. De spurgte, om jeg kendte Vladimir Merkulov, og det gjorde jeg da. Vi havde undertiden spist frokost sammen. De spurgte, om jeg vidste, han var udvist, og at han havde tilknytning til KGB. Begge dele var nyt for mig. Derefter havde de en række interessante teorier om, hvad jeg skulle have foretaget mig sammen med Merkulov, og det havde jeg ikke lyst til at diskutere, så længe jeg ikke havde en forsvarer. Rapporten om forhøret blev underskrevet af en kriminalassistent. Man anså det ikke for nødvendigt at lade mig gennemlæse eller attestere rapporten, hvilket vist nok er lidt usædvanligt.[22]

På vejen fra forhørslokalet skulle vi igennem en forhal, hvor der var glasmontrer med underholdende genstande som spændetrøjer, ankeljern og forskellige mærkelige ting, fangerne havde slugt for at simulere selvmord. En af de mere udspekulerede var to sikkerhedsnåle bundet samme med uldsnor. Hvis man slugte dem, ville mavesyren opløse snoren, hvorefter sikkerhedsnålene ville springe op og skære ridser i mavesækken. Turen gik ned ad en trappe til en aflåst dør, hvor en betjent ringede på. Der blev åbnet, og vi kom ind til en skranke, hvor jeg blev afleveret mod kvittering som en anden kuffert. Så blev jeg vist ind i Celle 1. Jeg har set hotelværelser i den tredje verden, der var værre, men den vilde luksus var det ikke. Der var en seng langs den ene væg, som jeg selv kunne rede. Ved den anden væg var der en håndvask med koldt vand. Der stod også en potte, for man kan ikke komme på toilettet efter klokken 22. Ved vinduet var der en bordplade og en siddeplads ud til en slags voliere af hønsenet. Loftet, det øverste af væggene og døren var udsmykket med en brun, abstrakt dekoration, der formodentlig var fremkommet ved, at en indsat engang havde strintet rundt med en spand lort. Jeg lagde mig til at sove og drømte næsten ikke om Kafka.

Næste morgen vaskede jeg mig i koldt vand. Jeg måtte beholde det gamle undertøj på. Morgenmaden var franskbrød med margarine og skoleost, pose-te – Earl Grey, som jeg ikke bryder mig så meget om - og cornflakes, så jeg kom til at tænke på den gamle historie om Vietnamdemonstranterne, der blev smidt i arresten natten over. Morgenen efter sagde en af pigerne til arrestforvareren: - Jeg skal have en tampax. – Du skal ha og du skal ha, sagde han. – Du kan få cornflæsk ligesom alle de andre.

Ude på gangen var der nogle bogreoler. Jeg valgte Brian Aldiss’ Barbenet i hovedet og fordybede mig i dens vildt syrede, hallucinatoriske verden, der dannede en perfekt kontrast til cellens spartanske tørhed. Jeg blev hentet til forhør med Nicolajsen og den rødhårede. De havde meget svært ved at forstå, at man kunne være imod atomvåben og Thatchers asociale politik helt på egen hånd, uden at russere behøvede at fortælle en, hvad man skulle mene. ”Hør nu her, Petersen …,” sagde de hele tiden. ”Vil det sige, De ikke kan erkende …? De må da have haft en mistanke om, at manden var fra KGB. Hvorfor skulle han ellers ringe fra en telefonboks?” Tja, det var der jo så mange, der gjorde. Pæne ældre damer med fornuftige strømper og forelskede skolebørn, der var for generte til at ringe hjemmefra. De kunne da ikke alle sammen være fra KGB. Merkulov havde ikke telefon hjemme. Hvad skulle han ellers gøre? Sende brevduer?

Da jeg kom tilbage fra forhøret, var der anbragt et klædeskab mellem bordpladen og vasken. Der var tre bøjler, et underskab til blikpotten og to små overskabe til tøj. Der var et spejl i den ene skabsdør. Var de ikke bange for, at jeg skulle knuse spejlet og sluge skårene? Og hvis ikke de var det, hvorfor måtte jeg så ikke få en saks? Det er besværligt at bide en mælkebrik op, uden at mælken sprøjter ud over det hele.

Hvis nu de kludrer i det, sagde jeg drømmende til mig selv, før jeg sank ned i Aldiss igen. Hvis ikke jeg kommer for en dommer inden 24 timer, så bliver de nødt til at løslade mig. Men de kludrede selvfølgelig ikke i det. Jeg blev hentet ind til grundlovsforhør i Rudkøbing, hvor jeg hilste på landsretssagfører Hagens, som den jurist, jeg havde ringet til, havde anbefalet mig som forsvarer. – Men det vil politiet ikke have, jeg bliver, fortalte han mig. – De vil helst pudse en eller anden hjemmeværnsmand på dig.

Politiet gjorde ganske rigtigt indsigelse mod Hagens, og så fik jeg beskikket en midlertidig forsvarer i stedet for. Dommeren, Leo Hulsrøj, virkede eftergivende og lidt forvirret. – Jeg er jo ikke vant til at have med den slags sager at gøre, mumlede han.

Men forsvarer og dommer betyder heller ikke så meget, når det er PET, der fører ordet. Så får de det, som de vil have det. De fremlagde en imponerende stak billeder fra mit hjem, så man kunne se, hvor rodet der var, og sagde, at de måtte forlange tre gange 24 timers anholdelse, så de kunne komme gennem det hele. Underligt nok var der ingen billeder fra børneværelset, der ellers var mere rodet end alle de andre værelser tilsammen.

Åh Gud, tænkte jeg, hvis de skal gennem alle bunkerne, skal jeg være anholdt på livstid. Min midlertidige forsvarer rådede mig til ikke at udtale mig, før jeg havde en fast forsvarer, så det lod jeg være med. Min kone fortalte, at Merkulov havde besøgt os nogle gange og også haft sin gravide kone og sin datter Veronika med. Veronika havde leget med vores datter. Anklagemyndigheden mente, at vi havde sat en annonce med en appel om en atomvåbenfri zone i Norden i Information og Land og Folk efter direktiv fra KGB og fået 7000 kroner, et stereoanlæg og ni flasker spiritus for det. Min kone svarede, som sandt var, at vi havde sat annoncen i aviserne på eget initiativ, at vi ikke havde set noget til de 7000 kroner, og at vores stereoanlæg var et B&O, som jeg havde købt sytten år tidligere. Derimod havde Merkulov været inviteret til vores bryllup i juni, og han havde givet os en transistorradio. Vi fik også gaver af de andre gæster. Det er meget normalt til bryllupper. Han havde også haft nogle flasker med – ligesom alle de andre gæster. Hun mente, der nok var nogen, der havde talt dem og aflagt rapport, men det var svært at se, at det skulle være strafbart at holde sammenskudsgilde. Senere har det vist sig, at PET ifølge aflytningsrapporten udmærket godt var klar over, at der var tale om bryllupsgaver, så det var bevidst vildledning, når man lod som om, radioen og flaskerne havde noget med annoncen at gøre.[23] Min kone blev derefter idømt tre gange fireogtyve timers Fynsarrest. Hun måtte ikke forlade Fyn eller opholde sig på Langeland.

Da jeg kom tilbage til Celle 1, hvor jeg skulle tilbringe de næste tre døgn, lånte jeg alle fængselsreglementerne og brugte resten af aftenen på at studere dem. Det var opbyggelig læsning. Jeg lavede en liste over de ting, de skulle have gjort, men havde undladt. Jeg skulle have fået rent tøj. Man skulle have haft en samtale med mig om de økonomiske og sociale følger af min fængsling. Der skulle ligge en polyesterpude på siddepladsen. Og så videre. Den hygiejniske standard er ikke noget at råbe hurra for. Hvis man af en eller anden sær grund skulle have lyst til at skifte underbukser mere end to gange om ugen, skal man have attest for udflåd. Ellers må man gå i det gamle.

Man havde anbragt mig i isolationscelle, så jeg ikke kunne påvirke de andre fanger. Man må kun anbringes i isolation, hvis retten har bestemt det, hvis det er nødvendigt for at forebygge undvigelse eller ved voldelig adfærd. Da jeg hverken var voldelig eller forsøgte at flygte, skulle der have været en dommerkendelse, men den var ikke blevet afsagt ved grundlovsforhøret og heller ikke forkyndt for mig. Jeg fik senere at vide, at det var en smutter, man havde isoleret mig. Der var noget, de havde misforstået. Den slags fravigelser fra reglerne er der en del af i denne sag.

Isolationen betød dog ikke, jeg var isoleret. Andre af de indsatte stak aviser ind til mig med omtale af sagen og brugte sindrige metoder for at fortælle mig, hvordan jeg kunne få cigaretter eller andre fornødenheder. Alt kunne ordnes. Ved en lejlighed kom jeg også til at ryge hash, hvad jeg stort set ikke havde gjort siden de glade hippiedage i tresserne. Skulle jeg få lyst til at smugle breve ud fra isolationscellen, skulle jeg bare anbringe dem i første bog til venstre på øverste reol på biblioteket ude på gangen. De andre syntes, det var noget pjat, jeg var blevet anholdt. Jeg havde jo ikke gjort noget.

Men når jeg blev lukket ud i løbegården, måtte jeg løbe alene. Jeg løb rundt i ottetaller mellem de sære, kileformede gårde og så på vægmalerierne af grønne og røde yin og yang-tegn og tre blå måger – en stor svævende over to små. Jeg så op mod novemberhimlen, men jeg havde jo ingen mågevinger.

Ægte spionagesager føres for lukkede døre. Det er jo statens sikkerhed, der står på spil. Der nedlægges også navneforbud, som i ”Lenz”-sagen om formodet spionage for DDR. Men her var der jo ikke tale om spionage, og jeg havde ikke gjort noget ulovligt, så derfor havde PET frit spil til sin ”kontraefterretningsoperation” eller sit karaktermord. Sagen blev efter efterretningstjenestens ønske ført for åbne døre, og enhver kunne frit nævne mit navn. Da jeg ikke måtte få den forsvarer, jeg ønskede, blev der ikke protesteret mod denne usædvanlige fremgangsmåde.

Allerede onsdag den 4. november, før jeg overhovedet havde været i grundlovsforhør, kunne to aviser fortælle om udvisningen af Merkulov. Redaktør Mogens Auning, der var kendt for sin kontakt til både PET og CIA, afleverede den artikel til Berlingske Tidende, PET havde varslet for departementschefen i Justitsministeriet. Og så var der et par journalister på BT, der åbenbart også havde fået særlig besked om den ellers hemmeligholdte udvisning. En af dem hed Søren Espersen og blev senere medlem af Folketinget.

Torsdag den 5. var min anholdelse forsidehistorie i alle landets aviser. Den fik ikke for lidt. Alle de kendte PET-agenter blev trukket i manegen.

I et notat fra PET til justitsministeren 11. maj 1982 om min anholdelse, et notat der formodentlig er skrevet af Ole Stig Andersen, hedder det lammefromt: ”Det er min opfattelse, at man i Politiets Efterretningstjeneste – bl.a. for at undgå at komme i et afhængighedsforhold til journalister - normalt ikke bør medvirke til at ”plante” historier i pressen.”[24] PET-kommissionen siger, man kan rejse tvivl om sandhedsværdien i det, Ole Stig Andersen fortæller, hvilket er en pæn måde at sige det på: ”Det fremgår af en anden skrivelse stilet personligt til Ole Stig Andersen fra en udenlandsk allieret tjeneste af 21. maj 1981, at PET-chefen allerede på dette tidspunkt var fuldt ud orienteret om den pressestrategi, som den vesteuropæiske efterretningstjeneste ønskede at gøre brug af med den danske tjenestes hjælp. Oplysningen om, at PET ikke planter sine historier i pressen kan således problematiseres, alene ud fra den betragtning, at samarbejde herom blev indledt med en udenlandsk efterretningstjeneste.”[25]

Ét er altså, hvad man ”normalt” gør, noget andet, hvad der sker som led i en kontraefterretningsoperation. Der er ingen tvivl om, at PET fodrede sine folk i pressen med saftige lunser. Sandhedsværdien var ikke afgørende – det eneste, der betød noget, var sensationen.

Journalist Jens Holsøe på Politiken, der er nævnt som CIA-agent i ”CIA Insider”,[26] vidste fra pålidelig kilde, at jeg havde benyttet mig af hemmelige bokse, for sådan noget gør spioner.[27] Mogens Auning, også nævnt i ”CIA Insider,” skrev i Berlingske Tidende, at jeg havde vildledt nordkoreanerne for at drive dem tættere til Sovjet.[28] Jens Thomsen fra samme avis, ligeledes nævnt i ”CIA Insider,” mente med et sindrigt diagram at kunne påvise, hvordan KGB infiltrerede danske fredsbevægelser og finansierede politiske annoncekampagner. Og ikke nok med det: "De europæiske fredsbevægelser blev styret og finansieret af KGB.” Så var det lille dun da blevet til et helt dynelager.[29] På BT svælgede Søren Espersen og hans kolleger i solonyheder, der kun havde den ene fejl, at de var fri fantasi. Jeg havde indrykket ”kæmpeannoncer i de fleste af landets dagblade” i stedet for de to små annoncer i Information og Land og Folk, der var tale om i virkeligheden, jeg havde ”oversat en masse russiske bøger til dansk”, selv om jeg ikke taler russisk, jeg var lige hjemkommet fra en ”månedlang rejse i Nordkorea”, hvor jeg ikke havde været i fire år, og havde åbenlyst fortalt mine kolleger på Ritzaus Bureau, at jeg deltog i ”ungdomskommunistiske kongresser i Korea”, selv om jeg aldrig har deltaget i nogen ungdomskommunistisk kongres noget sted og i øvrigt holdt op på Ritzau i 1967, længe før jeg havde så meget som talt med en koreaner.[30]

Fredag blev jeg hentet og igen kørt til retten i Rudkøbing. Stemningen var pisket godt op i pressen. Når politiet havde valgt at slå sagen så stort op, så måtte det være, fordi beviserne på spionage var uomstødelige, og nu skulle de fremlægges for en undrende verden.

PET-kommissionen har tre mulige forklaringer på, hvorfor PET havde valgt at anholde mig, selv om rigsadvokaten havde udtalt, at jeg ikke havde gjort noget ulovligt: ”En forklaring kunne være, at PET håbede på, at man under ransagningen af forfatterens bopæl kunne finde så belastende materiale, at dette ville være tilstrækkeligt til at overbevise ministeren om, at en tiltalerejsning var på sin plads. Dertil kom, at en anholdelse og dermed offentliggørelse af sagskomplekset ville gøre det muligt at gennemføre fællesoperationen med den vesteuropæiske tjeneste. Ydermere kan det tænkes, at PET ved at anholde Herløv Petersen og foranstalte en international pressedækning af Herløv Petersensagen ville være i stand til at udøve et betydeligt politisk og offentligt pres, som ministeren ikke ville kunne ignorere. Det skal i den forbindelse erindres, at visse ledende medarbejdere i PET havde givet udtryk for betænkelighed ved udsigten til, at Ole Espersen blev udnævnt til justitsminister i januar 1981.”[31]

Lad os stille de tre muligheder op som punkter:

Anholdelse på forventet efterbevilling. For at anholdelsen skulle retfærdiggøres, skulle man finde belastende materiale.
Anholdelse for at gennemføre presse-operation sammen med fremmed magt, altså karaktermord efter overenskomst med MI6.
Anholdelse for at ramme Ole Espersen politisk. Altså rent politisk virksomhed, der ikke tilkommer politiet. PET skal ikke bestemme, hvem der skal være minister.

PET’s daværende leder, Ole Stig Andersen, afviser kategorisk punkt tre i en kronik i Politiken.[32]

Punkt et gik det ikke så godt med i retten. Forståeligt nok undlader Ole Stig Andersen helt at nævne det i sin kronik.

Politiet kom slæbende med alt, hvad de havde fundet efter tre døgns ransagning. De havde fundet medlemslister fra DKP og notater fra et ophold i Sovjetunionen. Ingen af delene havde noget med mig at gøre. Sagerne tilhørte min daværende kone, der var medlem af DKP. Så havde de fundet en del visitkort fra sovjetborgere, som jeg måtte læse op for dem. Selv om jeg ikke kan ret meget russisk, kender jeg dog det kyrilliske alfabet. Kortene stammede fra en reportagerejse til Armenien, jeg var på syv år før. Der var et fra en astronom, et fra en antropolog, et fra en kunstmaler og flere af samme slags. Så havde de fundet tre ubrugte papirservietter fra Hotel Metropol i Moskva, tre ubrugte sovjetiske aerogrammer, et ubrugt frimærke, et lille stykke pap og et ubeskrevet ark linjeret papir. Alt dette blev højtideligt fremlagt i retten. De kom slæbende med kasser fulde af pjecer, jeg havde skrevet og fået trykt, men ikke fået solgt. De forsamlede journalister morede sig over, at kasserne med pjecen ”Kolde krigere” bar påskriften ”Dansk Fryse Økonomi.” Anklagemyndigheden så mismodigt på de fremlagte effekter og konkluderede, at de nok ikke havde nogen anvendelighed som bevismateriale i en spionsag. Men så var der mine notesbøger og ikke mindst mine dagbøger for de sidste seksten år, flere tusinde maskinskrevne sider. Her måtte være guf. Jeg havde fået beskikket en lokal advokat, Jan Kokkenborg, som forsvarer, da jeg stadig ikke måtte vælge forsvarer selv, og han protesterede mod beslaglæggelsen af dagbøgerne. – Dagbøger er formentlig det eneste sted, en given spion ikke skriver om hemmelig efterretningsvirksomhed, sagde han. Jeg sagde, at dagbøgerne var materiale fra en forfatters værksted, og at det var noget, jeg skulle bruge. Jeg gjorde opmærksom på, at forfattere arbejder med fiktion, og at man derfor ikke kan tillægge notater og dagbøger leksikal gyldighed. Jeg syntes også, at mine dagbøger var for private til, at politiet skulle snage i dem. Jeg kunne ikke se, det ragede PET, hvem jeg havde været kæreste med som toogtyveårig. Men alle indvendinger var forgæves. De beholdt mine dagbøger. Min forsvarer kærede beslaglæggelsen til Landsretten.

Cirkusforestillingen med fremvisning af papstykker, ubeskrevet papir og visitkort fik en del af journalisterne til at tænke over, om hele anholdelses-skuespillet ikke byggede på et meget tyndt grundlag. Selv BT skrev: "Det materiale, politimester A. Sørensen, Svendborg, mødte op med i retten i Rudkøbing, var så tyndt, at hvis det kan bære en spionanklage, så er hver anden aktive dansker i fare for at blive anklaget for det samme."[33] Så det var ikke nogen succes for PET. Punkt ét var ikke gået, som det skulle.

Så var der kun punkt to tilbage: Anholdelsen ville gøre det muligt at gennemføre et karaktermord på mig sammen med fremmed efterretningstjeneste og i modstrid med den danske regerings ordre.

Jeg anser det for indlysende, at politiet skal rette sig efter justitsministerens ordrer. Hvis efterretningstjenesten stod uden for loven, var der jo ingen grund til at nedsætte en kommission for at undersøge, om den har rettet sig efter forskrifterne. Så derfor ville jeg nok synes, at PET har et forklaringsproblem, hvis man i samarbejde med fremmed efterretningstjeneste har sat sig op imod en ordre fra justitsministeren, som kommissionen tilsyneladende mener. Men det kommer Ole Stig Andersen heller ikke ind på i sin kronik.

Lad os lige kaste et blik på Ole Stig Andersens karriere.[34] Han er født i 1940 og var et år i USA før han blev student fra Gammel Hellerup i 1959. Han blev cand.jur. i 1965 og samme år sekretær i Justitsministeriet. Da han overraskende blev udnævnt til PET’s leder i 1975, var han ikke mere end 35 og kom fra en stilling som juridisk konsulent i Statens Biltilsyn. Måske ikke det mest overbevisende grundlag for en så fremtrædende post, men han blev utvivlsomt betragtet som loyal. Det kunne bare være et problem, hvis det ikke var sit eget lands regering, han var loyal over for, men fremmede efterretningstjenester. Han havde, som vi senere skal se, en ganske original, men ikke overbevisende udlægning af straffelovens spionageparagraffer. Og at han valgte en fremgangsmåde omkring min anholdelse, der kan se ud, som om han konspirerede med fremmed efterretningstjeneste mod sine egne foresatte, var ikke bare uheldigt, for ”så er det ikke længere en efterretningstjeneste, der udelukkende varetager danske interesser, men derimod også Margaret Thatchers,” som Ole Espersen sagde til Information efter offentliggørelsen af PET-kommissionens beretning.[35] I 1995 blev han udnævnt til Folketingets direktør – en ejendommelig stilling for en mand, der ikke havde vist dybere forståelse for, hvad et folkestyre indebærer.

PET-kommissionens beretning indeholder en underholdende gennemgang af Ole Stig Andersens hundeslagsmål med sin daværende næstkommanderende Ejgil Dalsgaard om, hvem der havde ansvaret for min anholdelse. Ole Stig Andersen siger, at Dalsgaard ikke kunne styres, og desuden kaldte han departementschef Madsen for ”stationsleder”.[36] Ole Stig Andersen prøver at forklare, at den omtalte ”kode,” der førte til min anholdelse, var en henvisning til, at Merkulov havde sagt noget om at ringe fra en anden telefon.[37] Samtidig siges det, at koden blev opbevaret i et glansbilledalbum.[38] Mener de, jeg har stukket en telefon ind i et album for at gemme den? Somme tider er det lidt svært at se for sig, hvad PET egentlig mener.

Omkring offentliggørelsen af beretningen har Ole Stig Andersen skrevet fem kronikker og ladet sig interviewe til Jyllands-Posten for at kaste sand over sin egen rolle. Her nævner han ikke anholdelsen af mig. I det hele taget er det karakteristisk for både PET og kommissionen, at de ikke interesserer sig for de mennesker, PET’s virke er gået ud over. De betragter nærmest de overvågede som en entomolog betragter insekter. De kan give udtryk for bekymring over, hvordan det vil påvirke deres stikkeres velbefindende, hvis deres navne kommer frem, men at de overvågede bliver slæbt i sølet, afficerer dem ikke.

At vi ikke betragtes som mennesker, ser man også på kommissionsmedlemmerenes reaktioner på den kritik, der er fremført af beretningen efter dens offentliggørelse. Kommissionsmedlem Ditlev Tamm glædede sig i Weekendavisen[39] over, at der kun havde været to kritikere af beretningen - Bo Bjørnvig på Weekendavisen og historikeren Bent Jensen. Der havde været masser af kritik fra venstrefløjen, men vi er usynlige for ham. Tamm kan ikke se noget, der står til venstre for ham selv. Den mand må være farlig i trafikken.

Under det uheldige retsmøde med fremlægning af servietter og frimærker blev anholdelsen af mig opretholdt, og bagefter blev jeg ført tilbage til cellen. Jeg anmodede om at få forskellige bøger udleveret og fik blandt andet Xiao jing,[40] et af de klassiske konfucianistiske skrifter, der handler om sønlig ærbødighed. Mit klassisk kinesiske var lidt rustent, så jeg mente, jeg nu kunne koncentrere mig om at lære noget. Samtidig satte jeg mig for, at jeg ville spise alle de margarinemadder og andre vederstyggeligheder, jeg fik udleveret, så jeg ikke blev afkræftet, og at jeg ville sørge for at dyrke motion, så jeg ikke blev helt slatten.

Jeg var kommet godt i gang med Xiao jing og sad netop og læste om, hvordan de tidligste konger havde haft den højeste dyd. ”Vær varsom,” formanede den gamle vismand mig, ”som stod du på randen af en afgrund, som trådte du på tynd is.” I det samme kom en betjent ind og sagde: - Vi vil slet ikke have dig her mere. Du kan godt gå.

Jeg husker, jeg blev irriteret. Hvorfor forstyrre mig lige nu? Men jeg var løsladt og kunne snart efter forlade Arresthuset. Udenfor ventede nogle journalister, der havde sørget for at tage masser af øl med. Jeg havde jo ikke taget antabus, mens jeg sad indespærret, så jeg plumpede i med begge ben. Vi fortsatte nede på Den Røde Højskole i Svendborg, hvor vi festede til ud på natten.

Mandag morgen kunne jeg begynde på gymnasiet igen. Jeg fortalte alle klasserne, hvad der var sket, og så gik vi i gang med at læse historie. Jeg var på fri fod, men sigtelsen blev opretholdt, og jeg regnede med, at jeg på et eller andet tidspunkt ville blive trukket for retten. Samtidig fortsatte de to efterretningstjenesters pressekampagne mod mig for fuldt tryk.

Samme dag, jeg blev løsladt, 6.11.81, blev udenrigsminister Kjeld Olesen interviewet i TV-Avisen af Erik Ove. Kjeld Olesen udtalte, at der ikke var skygge af tvivl om, at jeg var skyldig.[41] Det var nok ikke så heldigt. Man kunne måske formode, at udenrigsministeren herved overtrådte Grundlovens paragraf 3 om magtens tredeling ved at tiltage sig dømmende magt i en verserende sag.[42] Hvis en minister har aflagt ed på at overholde Grundloven og ikke gør det alligevel, burde det give grundlag for en Rigsretssag. Efter min forsvarers opfattelse[43] var der også tale om en overtrædelse af Retsplejelovens § 1016a og § 1017 stk. 3: ”Med bøde eller hæfte straffes den, der i tale eller skrift, beregnet på at virke i en videre kreds, forsætlig eller ved grov uagtsomhed … så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt, fremsætter udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse.” Information skrev herom i en ledende artikel 11.11.81:[44] "Det er en alvorlig sag, når landets udenrigsminister for åbne mikrofoner og skudklare kuglepenne afsiger sin dom over en sigtet ... Det er groft utilstedeligt og udtryk for en herrefolksmentalitet, at politiske magthavere blander sig i og offentligt ytrer sig om skyldsspørgsmålet i en verserende sag.” Landsretssagfører Hagens indgav politianmeldelse mod udenrigsministeren,[45] men vicepolitidirektør Ole Nørgaard nægtede at tage imod anmeldelsen. Han sagde, at han ikke erindrede at Kjeld Olesen havde sagt som anført, og da han fik tilbud om en videooptagelse, nægtede han at tage mod den. Efter at Kjeld Olesen selv havde bekræftet sin udtalelse, sagde Ole Nørgaard til Politiken: "Det er uden betydning for vores vurdering af politianmeldelsen, hvad Kjeld Olesen i dag siger, at han sagde til TV-Avisen den 6. november.. Jeg forstår ikke, at Politiken nu traver rundt i denne sag"[46].

Søndag 8.11.81 bragte Aktuelt en artikel af journalist Lennart Weber, der hævdede at bygge på det materiale, politiet havde fundet ved ransagningen. Weber bragte frejdigt angivelige citater fra mine beslaglagte dagbøger, selv om min forsvarer havde kæret beslaglæggelsen til Landsretten. Weber meddelte også, at indholdet af mine dagbøger svarede nøje til det, PET havde fundet frem til i forvejen. Han skrev: ”Det overraskede politiet lidt, at man fandt dagbøger i Herløvs hjem. Det er yderst sjældent i agentsager. Men det er blot med til at underbygge billedet af Arne Herløv Petersen som en dårlig agent. Han var utrolig klodset og i virkeligheden fældede han sig selv.”[47]

Folketingsmedlem Niels Mølgaard fra Retsforbundet spurgte justitsministeren, om PET havde givet oplysninger til pressen om indholdet af mine beslaglagte dagbøger. Ole Espersen svarede: ”Politiet har givet en generelt holdt orientering til pressen om, at dagbøgerne indeholder materiale af interesse for den igangværende efterforskning. Herudover er der ikke fra politiets side givet oplysning til pressen om dagbøgernes indhold, endsige ordrette citater fra dagbøgerne.”[48] Lennart Weber oplyste selv i artiklen, at politiet var hans kilde til dagbøgernes indhold. ”Mere får du mig ikke til at sige,” sagde han til Informations Alex Frank Larsen.[49] Lennart Weber havde ikke tidligere været kendt som fortrolig kontakt for efterretningstjenesten. John Wilken fra Land og Folk havde tidligere spurgt souschef Niels Schmidt fra PET, hvordan Berlingske Tidende kunne komme i besiddelse af fortroligt materiale fra politirapporten. – Det er ikke til at sige, men det er jo svært at holde noget skjult for pressen, sagde Schmidt.

- Gælder det også for PET?

- Det skulle man ikke tro.

- Vil I i PET iværksætte en undersøgelse for at finde lækagen?

- Næppe.

- Hvor vil De tro, at lækken er sket?

- Det kan være sket i politikreds Svendborg, hvor den første afhøring fandt sted. Det kan også være sket gennem de sigtede.

- De var jo anholdt, da historien slap ud til Berlingske?

- Nå, men så gennem deres advokater. [50]

Politiet i Svendborg afviste kategorisk, at der fra deres side var givet oplysninger til pressen om indholdet i mine dagbøger. ”Der er foretaget et groft skøn, da bøgerne blev beslaglagt i hjemmet. Derefter har de været fremlagt i retten og siden været forseglet, fordi vi venter landsrettens afgørelse,” sagde politimester Axel Sørensen, Svendborg.[51] Tidligere forsvarsminister (og senere justitsminister) Erik Ninn-Hansen kommenterede sagen med, at det "ikke er særlig heldigt,” at politiet har videregivet oplysninger.[52]

Lennart Weber nøjedes ikke med at citere dagbøger. Ligesom sin kollega Søren Espersen på BT svælgede han i solonyheder, som han formodentlig havde fra PET, og som alle sammen var trukket ud af den blå luft. Han fortalte, at jeg på ordre fra KGB havde ”udført misinformationsopgaver, der havde til formål at splitte NATO’s militære forsvar i Vesten.” Hvad det gik ud på, og hvordan jeg skulle kunne sidde i en landsby på Langeland og splitte det vestlige forsvar, kom Weber ikke nærmere ind på. Han skrev også, jeg havde ”skrevet artikler og pjecer, der skulle misinformere danskerne om en række europæiske landes hensigter” uden at fortælle, hvad det drejede sig om og hvordan jeg skulle kunne det. Weber nævnte korrekt nok, at jeg har interesseret mig meget for kinesiske forhold, men ikke at min interesse hovedsagelig gælder den klassiske litteratur. Tværtimod skrev han: ”Han har indsamlet oplysninger, der kunne være af værdi for Sovjet. Og her skal man huske, at Kina – næst efter USA – er det vigtigste spionageområde for Sovjet.” Det er rent nonsens, medmindre man synes, det kunne være gavnligt for Sovjet at lære noget om sønlig ærbødighed i konfucianistisk tradition.

MI6 fyrede som lovet startskuddet af i den store, internationale smædekampagne, da efterretningstjenestens agent Robert Moss fik den artikel, MI6 havde diskuteret med PET helt tilbage i marts, offentliggjort i Daily Telegraph i slutningen af november 1981[53]. Ole Stig Andersen havde forkastet det første udkast til artiklen[54], men ifølge et brev fra MI6 til PET 12.11.81 blev en omredigeret udgave godkendt, så aktionen kunne gå i gang.[55] Moss skrev i sin artikel, at ”kilder i København” havde fortalt ham, at KGB havde leveret teksten til min kritiske artikel om Margaret Thatcher. Konspirationen kunne gå ind i en ny, udadvendt fase.

[1] PET-kommissionens Beretning bd. 13. s. 108-109

[2] ABA, Anker Jørgensens privatarkiv: Anker Jørgensens dagbog, 16. april 1982, maskinskrevne ark,

upubliceret (juli 1981-juli 1982)., PET-kommissionens Beretning bd. 13. s.124

[3] Arne Herløv Petersen: Imod fremtids fjerne mål 1975. http://herlov.dk/fjern.htm

[4] PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 226f

[5] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 110

[6] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 99

[7] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 107

[8] Ifølge ”PET REGION IV Årsberetning for tiden 1. januar 1982 til 31. december 1982 vedrørende de i regionsafdelingen behandlede sagsområder”, DIIS dokument 142 var sagsbehandlerene skuffede over, at der ikke blev rejst tiltale.

[9] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 115

[11] ”Notat om ulovlig efterretningsvirksomhed efter gældende dansk ret,” 8. september 1981.Cit. PET-kommissionens rapport, bd. 13, s. 116

[12] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 97

[13] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 96

[14] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 113

[15] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 99

[16] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 105

[17] Ole Stig Andersen: ”PET-rapport savner spor af dybere indsigt,” Politiken, 24.6.09

[18] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 106

[19] Se også ”PET’s dækmanøvre for at anholde spionen fra Tryggelev” i Information, 9.7.09

[20] Ole Espersen har forklaret, at der ”intet nyt var fremkommet i sagen forud for anholdelsen” – PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 106

[22] PET-kommissionens Beretning, s. 13, s. 65

[23] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 93 note 262

[24] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 99

[25] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 112

[26] Optrykt i Komm.S.: Hetzen mod freden. Duplikeret. 1981.

[31] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 117

[32] Ole Stig Andersen: ”Justitsminister i gabestokken,” Politiken, 22.7.09

[34] Kraks Blå Bog 2001, s. 44-45. Se også http://www.cerepo.dk/index.php?id=104

[36] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 100

[37] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 98

[38] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 99

[40] http://www.chinapage.com/confucius/xiaojing-be.html

[41] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 118

[42] ”Anmeldelse mod Kjeld Olesen”, Land og Folk, 20.4.82

[43] Jan Schultz-Lorentzen: ”Arne Herløv Petersen – i offentlighed og i retspleje”, Politiken, 28.5.82

[44] ”Olesens punkt”, Information, 11.11.81. Underskrevet ”-x”, Alex Frank Larsen

[53] Omtalt i Politiken og Ekstra Bladet, 30.11.81 og Information, 1.12.81

[54] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 112

[55] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 113