3

Vogternes Råd

Professor Vagn Greve sammenligner beskyldningen for at være "meningsagent" med beskyldningen for at begå ægteskabsbrud: "Det er ikke strafbart, men det er injurierende. Hvis det derimod kan dokumenteres ved domstolene, så må man leve med etiketten "utro”. På samme måde er det med beskyldningen for at være meningsagent."[1]

Man kan godt finde historiske eksempler på, at politiet i Danmark er blevet brugt som moralpoliti. Sabbatsforordningen af 1755 bestemte, at folk skulle indfinde sig flittigt i kirken. Straffen for forsømmelighed var bøde og i gentagelsestilfælde anbringelse i gabestok på kirkegården.[2] I vore dage skal man nok til lande som Iran for at finde politiet anvendt som moralens vogtere eller et særligt Vogternes Råd til at holde opsyn med, at befolkningen efterlever moralske forskrifter.

I Danmark er der forhåbentlig almindelig enighed om, at det ikke er politiets opgave at efterforske forhold, der måske kunne give anledning til moralsk fordømmelse i visse kredse, såsom ægteskabsbrud, dårlig hygiejne eller drikfældighed, og derefter offentliggøre resultaterne af efterforskningen. Vi forventer ikke at læse en rapport i avisen, hvor der står: ”Ved at snuse sig frem har kriminalpolitiet konstateret, at ministerens spindoctor ikke havde skiftet underbukser i fjorten dage” eller ”Overvågning med videokameraer og rumaflytning har påvist, at direktør Gyldenspjæt æder sine bussemænd.” Politiet skal simpelthen holde nallerne væk fra forhold, der ikke er strafbare. Man kan mene, at politiet har ret til overvågning, hvis der er mistanke om, at der er sket en lovovertrædelse. Men man kan måske spørge, hvor tungnem man har lov til at være. Hvis flere års intensiv efterforskning ikke viser nogen lovovertrædelse, så skal man nok indstille efterforskningen – og man skal i hvert fald hverken straks eller mange år senere offentliggøre, hvad man sådan ellers har fundet frem til ved at snuse og lure.

Retsplejelovens § 791[3] indeholder bestemmelser om, hvad der skal ske med aflytningsrapporter efter endt efterforskning. Der står:

§ 791. Båndoptagelser, fotokopier eller anden gengivelse af det, der ved indgrebet er kommet til politiets kendskab, skal tilintetgøres, hvis der ikke rejses sigtelse mod nogen for den lovovertrædelse, der dannede grundlag for indgrebet, eller hvis påtale senere opgives. Politiet underretter en i medfør af § 784, stk. 1, beskikket advokat, når tilintetgørelse har fundet sted.

Stk. 2. Er materialet fortsat af efterforskningsmæssig betydning, kan tilintetgørelse undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum. Politiet indbringer spørgsmålet herom for retten, der, inden der træffes afgørelse, skal give den beskikkede advokat lejlighed til at udtale sig. Bestemmelserne i 2. pkt. finder ikke anvendelse på materiale, der er tilvejebragt som led i efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12, §§ 111-115 og 118.

Stk. 3. Er der i forbindelse med telefonaflytning, anden aflytning eller brevåbning foretaget indgreb i den mistænktes forbindelse med personer, som efter reglerne i § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne, skal materiale om dette indgreb straks tilintetgøres. Dette gælder dog ikke, hvis materialet giver anledning til, at der rejses sigtelse for strafbart forhold mod den omhandlede person, eller at hvervet som forsvarer bliver frataget den pågældende, jf. §§ 730, stk. 3, og 736.

Stk. 4. I øvrigt skal politiet tilintetgøre materiale, som tilvejebringes ved indgreb i meddelelseshemmeligheden, og som viser sig ikke at have efterforskningsmæssig betydning.

Det burde heraf fremgå, at politiet skulle have destrueret aflytningsrapporterne om mig, da efterforskningen blev indstillet ved tiltalefrafaldet i april 1982. I stedet har man ikke bare opbevaret dem, men foranlediget at de nu, næsten tredive år efter, bliver offentliggjort sammen med uddrag af mine dagbøger. Det er en oprørende krænkelse af mit privatliv. Kan det virkelig være lovligt?

Der er den vigtige forskel mellem loven og moralen, at loven er kodificeret, men det er moral ikke. I et pluralistisk samfund som det danske er vi ikke enige om, hvad der er moral og umoral. Der var engang, hvor vi havde en form for konsensusmoral. Den bestod i det, man kunne kalde de gamle borgerdyder: Beskedenhed, hensyn, venlighed, sparsommelighed, flid, almindelig anstændighed. Generationer af mødre prøvede at indprente deres børn disse dyder: Du skal ikke tage det største stykke af kagen. Du må ikke hive Rikke i fletningerne – hvad ville du sige til at blive hevet i håret. Rejs dig op i toget for gamle og syge og gravide. Du skal gøre plads for andre. Vi skal alle sammen være her.

Efter turbokapitalismens sejrsgang er de gamle dyder skubbet til side til fordel for en ny umoral, præget af grådighed og hjerteløshed: Mig mig mig. Jeg gør hvad der passer mig. Frem i forreste række. Lad ulvene tage de bageste. Køb, til kontokortet gløder. Forbrug, til du styrter, om så kloden bliver ubeboelig. Efter mig syndfloden. Jeg vil have det hele. Markedet skal bestemme alt, og statens rolle bliver med Naomi Kleins formulering at ”lede offentlige penge over i private hænder.”[4]

Den moral bliver vi ikke enige om. Vi bliver heller ikke enige om, at verden skal deles op i ondskabens imperium og de evigt gode, nemlig os. Jeg tror ikke på Bushs tese om, at den, der ikke er med os, er mod os. Et godt eksempel på den manikæiske opfattelse, hvor verden er delt op i hvidt og sort, finder man i tidligere PET-chef Ole Stig Andersens kronik ”Justitsminister i gabestokken”. Andersen lider af en slags politisk og moralsk farveblindhed og ser alting i sort og hvidt. Tidstypisk taler han ikke om engle og djævle, men om en boksekamp: ”Vi var i det blå ringhjørne, og truslen var den aggressive bokser i rødt ringhjørne.” Sådan er verden ikke i virkeligheden. Der er mange farver på paletten, og der findes mange nuancer af gråt. I sammenligning med Andersen er selv George W. Bush et mønster på nuancering. Hvis man ser alting uden nuancer, er Stalin og Ceaşescu og Gorbatjov og Olof Palme og Mandela ét fedt – de er alle sammen røde og derfor onde. I det blå ringhjørne er de alle sammen gode – Pinochet og Somoza og shahen side om side med Kennedy og Per Stig Møller. Ole Stig Andersen mener tilsyneladende, at alt til venstre for Venstre er en del af Ondskabens Imperium.

Når jeg ikke vil være med til at dele verden op i hvidt og sort, ven og fjende, er det også fordi jeg kan se noget rigtigt i de fleste holdninger og genfinde dele af dem i mig selv. Det er jo ikke sådan, at de andre er idioter. Der er som regel en grund til, at de mener, som de mener. Det er for det første fuldt forståeligt, at de, der sidder på magten og privilegierne, gerne vil blive siddende. ”Der Regen fließt nicht nach oben,
und das sei ihm auch geschenkt!”[5] siger Bert Brecht. Man må indrømme magthaverne retten til at mene, at de gerne vil bevare magten. Og os andre retten til at ønske at ændre på magtforholdene.

Som sagt finder jeg mange af de andres holdninger et sted i mig selv. Jeg har for eksempel en god portion konservatisme i mig. Hvis en avis, jeg holder, ændrer typografi eller layout, bliver jeg tit irriteret. Hvorfor skal man lave om på tingene, hvis de er gode nok? Jeg har respekt for den gamle kulturkonservatisme, der hægede om de nu uddøde borgerdyder. Jeg kan føle ømhed for de gamle, kultiverede konservative, der sad i øreklapstolen med et glas portvin inden for rækkevidde og læste Blicher, selv om det måske er synd for dem, de aldrig nåede længere i den danske litteratur end til Karen Blixen og Martin A. Hansen. Jeg skrev engang: ”Vi er nogle stykker, der vil savne de konservatives milde glæde over det bestående, når Glistrups horder bomber børnehaverne tilbage til stenalderen.”[6]

Jeg har stor sympati for det gamle Højskole-Venstre, hvor man talte om at lære for livet og ikke for skolen. Jeg føler et slægtskab med det Venstre, der i slutningen af det 19. århundrede var Socialdemokratiets allierede mod Højres diktatur og skabte andelsbevægelsen, hvor man ikke tæller høveder, men hoveder.[7]

Jeg har for nylig deltaget i en diskussion på det Radikale Venstres debatforum[8] og beundrede det kultiverede debatklima og den civiliserede omgangstone. Man argumenterede, overvejede modpartens indlæg grundigt og nåede enten frem til, at den tilsyneladende uenighed skyldtes forskellige definitioner, eller at der var tale om en reel uenighed, som man så må lære at leve med. I kultur- og indvandrerspørgsmålet står jeg nærmere ved de Radikale end ved Socialdemokratiet og dele af SF, og hvis det ikke var, fordi de Radikale efter min mening har en håbløs skatte-, erhvervs- og Europa-politik, ville der såmænd ikke være så meget, der skilte os.

Jeg har fuld forståelse for det socialdemokratiske synspunkt, at vi rejser en bygning – at vi lægger sten på sten i stedet for at sparke muren omkuld og begynde forfra hele tiden. Som Social-Demokratens redaktør Emil Wiinblad formulerede det i 1899: ”Vi har ikke væltet Brikkerne, men vi har sat os ved Spillet overfor Modstanderne og har flyttet Brikkerne med Klogskab og en lykkelig Haand.”[9] Men den strategi kræver jo rigtignok, at man ved, hvad man vil bygge, eller hvilken plan, man har for spillet. Man kan også sige det sådan, at man må have en ledestjerne at sejle efter for at holde kursen, og den mistede socialdemokraterne af syne omkring første verdenskrig. Man må have visioner. ”Uden syner er et folk ladt i stikken,” som Bibelen siger.[10]

Ole Stig Andersen ser kun en boksering med blå venner og røde fjender. Jeg tror, der er større indsigt i tegneserien Pogo, hvor helten vender tilbage fra rekognoscering og siger: ”Vi har mødt fjenden. Og han er os.”[11]

Jeg tror på demokrati, retsstaten, menneskerettighederne og pluralisme. Det, jeg ikke kan forlige mig med, er enhver form for fundamentalisme, hvor man mener, man sidder inde med den endelige sandhed, og der derfor ikke er grund til diskussion. Jeg nærer stor mistillid til enhver form for magt og er enig med Lord Acton i, at magt ofte korrumperer og absolut magt korrumperer absolut.[12] Jeg er også lodret mod troen på den stærkes ret og foragten for svagheden[13], som findes hos fascismen, satanismen og turbokapitalismen. Det har ikke været gratis for mig at have en holdning. Magtens medløbere kan fylde spalter i Den Blå Bog med titler, æreshverv og priser. Mig finder man ikke der. ”Dog har man hjerne, kan man jo gerne undvære orden og stjerne.”[14] I stedet for at få magt og æresbevisninger har jeg skrevet bøger. Om deres kvalitet kan jeg ikke udtale mig, men de er der i hvert fald, og de er udtryk for min holdning og for, hvordan jeg ser verden.

Højrefløjen kan være uenig med mig i mine synspunkter, men hvad vil de gøre ved det? Vil de forbyde mig at tænke og tale ud fra min overbevisning? Er det sådan, de opfatter demokratiet?

Jamen, det er ikke det, vil de nok sige. Du kan sige, lige hvad du vil. Når vi angriber dig, er det fordi du syntes, det var i orden at omgås sovjetiske diplomater, og de var fjenden. De ville overfalde os og slavebinde os. Du tog mod ordrer fra dem.

Men jeg tog ikke mod ordrer fra nogen. Jeg har aldrig været soldat og lært at smække hælene sammen og parere ordre. Jeg siger, hvad jeg mener. Hvad har jeg nogensinde skrevet mod min overbevisning? Hvis jeg handlede efter ordre, hvorfor er der så en rød tråd i alt, hvad jeg har skrevet og sagt både før og efter, jeg talte med disse diplomater? Jeg tror på dialog og samtale. Jeg argumenterer gerne for mine meninger over for enhver, og jeg mener, at hele ideen med at have et diplomati er udveksling af synspunkter. Jeg lytter gerne til andres ideer og forslag og tager stilling til dem. Men ingen kan kommandere med mig. Det er muligt, der er journalister ved den borgerlige presse, der kan købes for tre snapse og en sildemad. Mine meninger kan man ikke købe, så lidt som mit venskab eller min kærlighed. Hvad jeg skrev dengang, skrev jeg, fordi jeg mente det – hvilket ikke nødvendigvis betyder, jeg mener det samme tredive år senere,

Jeg troede heller ikke på, at der var nogen større risiko for, at Sovjetunionen ville overfalde og besætte os. I den periode, vi taler om – mellem Prag 1968 og Afghanistan 1979 – var Sovjetunionen forholdsvis fredelig, mens USA som bekendt kastede sig ud i folkemord i Indokina. Det, jeg var bange for, var ikke så meget en gentagelse af 9. april 1940, som en atomkrig. Historien gentager sig ikke, og en ny krig ville have været et Euroshima, et atom-Ragnarok. Det måtte forhindres.

Og hvordan blev tredje verdenskrig faktisk forhindret? Ikke gennem konfrontation, men gennem afspænding. Krigstruslen voksede som følge af Reagans konfrontatoriske politik 1980-83, men efter at verden havde stået på randen af afgrunden i 1983, gik det op for selv Reagan, at den eneste farbare vej var gennem forhandling, og da Gorbatjov kom til, blev vejen banet for dialog og afspænding.

Og hvis historien alligevel havde gentaget sig, så vi rent faktisk oplevede en besættelse med Sovjetunionen som besættelsesmagt, så er jeg temmelig overbevist om, at jeg og langt de fleste på venstrefløjen ville være at finde i modstandsbevægelsen, mens en del af dem, der til enhver tid støtter den herskende magt og med stor tæft og fint vejrende næse justerer deres synspunkter efter det for tiden opportune, ville rette sig ind efter besættelsesmagten. Ligesom det skete under anden verdenskrig.

Her kan det måske være på sin plads at sige et par ord om begrebet fædrelandskærlighed. Jeg føler ikke noget dybt fællesskab med militærmagten og kapitalen. Den herskende klasse har sit eget internationale broderskab, og jeg har mit. Jeg føler valgslægtskab med mange mennesker fra forskellige lande og har venner rundt omkring i hele verden. Jeg er ikke stolt af noget, jeg ikke selv har gjort noget for, og synes ikke, det er bedre at være dansker end tuvaluaner. Men jeg føler måske mere for mit lands historie, sprog, kultur og landskab end mange af dem, der vil afskaffe dansk som undervisningssprog på læreanstalterne, afskaffe vores selvbestemmelsesret og tage mod diktat fra Bruxelles, og som vil smadre naturen for at tjene penge på det. Mange af dem ville sælge deres bedstemor, hvis de fik tilstrækkelig mange euro for hende.

Lad os endelig tage en diskussion om, hvad der er moralsk og umoralsk i politik. Det er godt at komme i gang med en samtale om etik, og ingen af os er engle. Guderne skal vide, at vi på venstrefløjen også har lig i lasten. Men mit udgangspunkt er, at alt, hvad den samlede venstrefløj i Danmark har bedrevet af umoral siden slaget på Fælleden i 1871, blegner ved siden af det, regeringen har gjort sig skyld i siden det, forfatteren Svend Åge Madsen så rammende kalder systemnedbruddet i 2001[15]. Først og fremmest og værst af alt har den på løgnagtigt grundlag trukket Danmark ind i en angrebskrig. Dertil kommer den usandsynligt klodsede håndterning af Muhammed-krisen, den umenneskelige politik over for flygtninge og indvandrere, det hjernedøde had til kunst og kultur og alle, der ved noget om tingene, accepten af tortur, mistilliden til demokrati, retsstat og menneskerettigheder og passiviteten over for klimatruslen. At der også har været tilfælde af kriminalitet i Venstres folketingsgruppe er med til at tegne det mørke billede.[16] Alt i alt har regeringen gennem de sidste otte år efter min mening skadet rigets anseelse og sikkerhed mere end de få og spredte hjemmegroede terrorister har formået at gøre det.

Lad os også diskutere, hvad der er moralsk eller umoralsk for en forfatter eller journalist.

Er idealet den ubesmittede undfangelse, hvor man skriver, præcis hvad man vil, og nægter at ændre et ord, fordi andre ønsker det? Er det så umoralsk, hvis en forfatter bøjer sig efter en forlagsredaktørs ønsker, selv om han i sit hjerte mener, det er bedre at skrive sådan, som han gjorde? Er det umoralsk at skrive bestillingsarbejder for penge? Til en avis – til en privat virksomhed – til en statsinstitution? Er det under alle omstændigheder umoralsk at samarbejde med en udenlandsk ambassade? Er det så også umoralsk at lave kontorarbejde eller være chauffør eller gøre rent på en ambassade? Var det umoralsk af Danmark at købe sovjetisk vodka eller naturgas? Skulle Lindøværftet havde sagt nej til sovjetiske bestillinger på skibsbyggeri?

Skulle vi have afbrudt de diplomatiske forbindelser og indført blokade? Ville det have fremmet demokratibevægelserne i østlandene, eller havde det øget risikoen for en atomkrig?

Kommer det umoralske ved samarbejdet med en ambassade ind, hvis man skriver af efter forlæg, hvis man får penge for det, hvis man videregiver falske oplysninger, eller hvis man skjuler forbindelsen?

Alt dette sidste kan man nævne mange eksempler på i forbindelse med den amerikanske ambassade. Paul Villaume skriver en del om det i sin afhandling Allieret med forbehold.[17] Er det så umoralsk?

Eller er det i orden at lyve og bedrage, hvis man gør det for CIA? For Mossad? For BOSS? Er det kun samarbejde med de ambassader, PET anser for ”fjendtlige,” der er umoralsk? Er det umoralsk at samarbejde med dem om lige meget hvad – f.eks. også rejseartikler?

Hvis nu man er enig med russerne og uenig med amerikanerne i et bestemt spørgsmål, er det så moralsk at skrive det, man ikke mener, fordi det er amerikanernes holdning, og undertrykke de meninger, man selv har, fordi russerne mener det samme?

Er det udtryk for demokratisk tankegang, at en folkedomstol skal tvinge en til at have de samme meninger som de militærmagter, regeringen har valgt at samarbejde med?

Jeg skal gerne fyre startskuddet af til en diskussion om moral og umoral i politik og presse. Jeg synes selv, det er umoralsk bevidst at fortælle løgne og vildlede eller for pengenes skyld at give udtryk for meninger, der er i modstrid med ens egne. Hvad mener de på højrefløjen?

[2] Politikens Danmarkshistorie, red. John Danstrup og Hal Koch, 2. udgave København 1970, bd. 9, s. 237

[3] https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=105378

[4] Naomi Klein: The Shock Therapy, Henry Holt & Co., New York 2007, s. 355

[5] Bertolt Brecht: ”Das Lied vom Klassenfeind” i ”Gedichte,” Suhrkamp 1981, s. 435ff. Også:

http://deu.anarchopedia.org/Bertolt_Brecht/Lieder/Das_Lied_vom_Klassenfeind

[6] ”Den stakkels gumpetunge bagtrop” i Ekstra Bladet, 10.11.75

[9] Arne Herløv Petersen (red.): Fra den forkerte verden, 2004, s. 22

[12] Lord Acton: Brev til biskop Mandell Creighton 5.4. 1887, cit. John Bartlett: Familiar Quotations, Little, Brown & co., 16. udgave, 1992, s. 521

[13] Harald Ofstad: Vår forakt for svakhet, PAX, Oslo 1971, ny udgave 1991

[14] PA Heiberg: ”Selskabs-Sang – Den 25de September 1790,” F.J. Billeskov Jansen: Den danske lyrik, 3. udgave 1985, bd. 1, s. 277

[15] Svend Åge Madsen: ”Tilbageskridtspartiet,” Jyllands-Posten, 4.8.09

[16] Se http://www.forbryderalbum.dk/ om bl.a. Brixtofte, Oppfeldt og Møller

[17] Poul Villaume: Allieret med forbehold, Eirene 1997, s. 768-839