9.
Das gibt’s nur einmal
”Das gibt’s nur
einmal. Das kommt nicht wieder,” sang
Lilian Harvey i operettefilmen Kongressen
danser i 1931.[1]
Historikerne diskuterer ofte begrebet Das Einmalige,[2] det
der kun indtræffer en enkelt gang og aldrig kommer igen. Hvis alting kun
indtræffer en enkelt gang, kan man så overhovedet lære noget af historien? Skal
man så finde historiens lære andre steder end i begivenhederne? For eksempel
ved at historien kan sige os noget om, hvordan vi er som mennesker – hvad vi
kan finde på at gøre? Politikerne indlader sig ikke på faglige diskussioner af
Das Einmalige og prøver i stedet ofte at lære af historien ved at lade som om,
den kommer tilbage i uændret skikkelse: Før 1940 forberedte man sig på en
gentagelse af krigen i 1864, siden har vi forberedt os på en ny besættelse som
i 1940 uden at tage højde for, at en ny verdenskrig sandsynligvis ville blive
en atomkrig uden overlevende.
I min sag kan man bruge begrebet Einmalig på en lidt
anden måde. Der er mange ting, der kun er sket lige netop her og aldrig før
eller siden. Folk spørger mig tit, om jeg da ikke kunne forudse, jeg kunne
blive anholdt og sværtet til. Men hvordan skulle jeg kunne forudse noget, der
aldrig var sket for nogen anden? Man kan måske forvente af en ung mand, at han
skal beskytte sig imod, at hans kæreste bliver gravid, men det ville være
urimeligt at forvente, at han skulle beskytte sig mod selv at blive gravid, for
noget sådant er aldrig forekommet.
Enkeltelementerne i min sag er som en
sværm af kometer. De stryger hen over himlen, lyser op et øjeblik og forsvinder
igen for aldrig mere at vise sig. Der er ikke så meget andet, jeg kan gøre ved
dem, end at lave en liste over de punkter i forbindelse med min sag, der enten
aldrig er set før eller siden, eller i hvert fald er usædvanlige, sjældent
forekommende og imod almindelig sædvane. Jeg kan finde fireogtyve af den slags
punkter fra sagens forløb:
1. Sagen blev kørt
som kontraefterretningsoperation
2. Jeg var den eneste
danske statsborger, der var udsat for rumaflytning i perioden
3. Man gjorde brug af
en agent provocateur
4. PET advarede andre
om, at de var på vej ind i en ”gråzone,” men ikke mig.
5. PET truede ifølge Politiken naboer til at fungere som
stikkere
6. Man brugte
begrebet ”påvirkningsagent,” der ikke kendes i straffeloven og ikke har dannet
grundlag for sigtelse før eller siden
7. Man lod mig ikke
underskrive forhørsrapporten
8. Jeg blev anbragt i
isolationscelle uden dommerkendelse
9. Min daværende kone
og hendes datter måtte ikke forlade Fyn, opholde sig på Langeland eller ringe
til familiemedlemmer
10. Jeg blev ikke
indkaldt til flere forhør efter min løsladelse
11. PET sørgede for
lækager til pressen og brugte agenter i pressen
12. Sagen blev kørt
som fællesoperation i hele verden
13. Sagen blev ført
for åbne døre, hvilket ikke forekommer ved ægte spionsager
14. Der blev ikke
udstedt navneforbud
15. Jeg blev
forhåndsdømt af landets udenrigsminister
16. Man nægtede mig
ret til selv at vælge min forsvarer
17. Man nægtede min
forsvarer indsigt i sagens akter
18. Man gennemførte
tiltalefrafald, selv om jeg ikke havde erklæret mig skyldig
19. Tiltalefrafaldet
blev ledsaget af en orientering om, at jeg var skyldig alligevel
20. Der blev ikke
ført referat af det regeringsmøde, hvor tiltalefrafaldet blev godkendt
21. Embedsmændene
udarbejdede deres eget referat for at placere ansvaret
22. Ole Espersens
lagde sagen ud til en ”folkedomstol”
23. To ministre
erklærede på forhånd, at jeg ville tabe en eventuel erstatningssag
24. Alle andre
tilsvarende sager blev henlagt uden at føre til sigtelse, mens min blev kørt
som kampagne i stor stil
Det var så
situationen frem til 2009. Nu har PET-kommissionen og justitsministeriet
tilføjet yderligere fire einmalige punkter, som vi skal se i det følgende:
25. Kommissionen har
overtrådt sit kommissorium ved at omtale mig[3]
26. Kommissionen
afholder pseudo-retssag over mig og erklærer mig skyldig uden at høre på mig og
uden at jeg får en forsvarer
27. Kommissionen
offentliggør uddrag af mine dagbøger og aflytningsrapporter
28.
Justitsministeriet nægter at svare på spørgsmål om overskridelse af
kommissoriet.
Derimod er det ikke
einmalig, at kommissionen ikke ville tale med mig eller gengive det brev, jeg
sendte den, at man bruger stikkere, eller at man mener, ubegrundede anklager er
beviser – det ser man alle vegne. Det er heller ikke einmalig, at jeg ikke må
få lov til at se alle de oplysninger om mig selv, PET har liggende, og som
udvalgte andre får lov til at rode i og offentliggøre. Jeg har under bevogtning
i et lokale hos PET nådigst fået lov til at se nogle enkelte dokumenter, og jeg
måtte også skrive af, men ikke fotokopiere. Der var så mange overstregninger i
dokumenterne, at det lignede en vittighed. Ikke engang navnet ”Merkulov” mente
PET, jeg kunne tåle at se.