8.
Ud i verden
I tegneserien Radiserne optræder drengen
Rumle, der går fin og renvasket ud i verden, men på et øjeblik klæber skidt og
smuds til ham, så en støvsky står omkring ham. Sådan har jeg ganske ofte følt
mig, siden PET og MI6 startede på deres ”kontraefterretningsoperation” mod mig.
Man har kunnet følge forskellige
tendenser og bølger i pressedækningen af sagen. Lige de første dage lod den
danske presse sig overvælde af de voldsomme anklager. Hvis PET og landets
udenrigsminister var så sikre på, at jeg var spion, så måtte der nok være noget
om det. Der går sjældent røg af en brand … Men da PET så fremlagde beviserne i
retten i Rudkøbing – en ubrugt serviet, nogle frimærker og et lille stykke
ubeskrevet pap – svingede store dele af pressen om. Det var lidt ligesom
dengang markedsgøgleren ”professor” Labri stod foran teltet og lokkede folk til
at betale ti øre for at se en stor krokodille, og når de så kom indenfor, stod
der en stor krukke dild. Efterhånden kom der også flere faktuelle oplysninger
frem – som da cand.jur. Poul Smidt fortalte historien om, at Folketinget i 1951
havde vedtaget, at netop den slags forhold, PET anklagede mig for, ikke var
ulovlige.[1] Information og Ekstra Bladet var særlig kritiske over for politiet – Information var ligefrem
venstreorienteret dengang og Ekstra
Bladet venstrepopulistisk, hvor sært det end kan lyde i dag. Hvis man kunne
blive dømt som spion, fordi man havde forfattet læserbreve og kritiske artikler
og organiseret en appel om en atomvåbenfri zone, så var der efter manges mening
tale om et anslag mod ytringsfriheden, og det fik en del forfattere, politikere
og andre til at ytre sig om sagen, mens tid endnu var. Man kan nævne Erik
Stinus,[2] Gert
Petersen,[3] Else
Hammerich,[4] Klaus
Rifbjerg,[5]
Morten Thing,[6]
Jesper Klein,[7]
Ivan Malinowski,[8]
Peter Laugesen[9]
og Torben Krogh.[10]
Efter tiltalefrafaldet brugte Jyllands-Posten
overskriften ”Spion-sigtet forfatter fri for alle anklager”[11] og Berlingske Tidende ”Herløv skadede ikke
danske interesser”[12].
Selv om mange på højrefløjen blev ved med at komme med de rituelle påstande om
landsforræderi, og Lennart Weber på Aktuelt
ikke kunne dy sig for et sidste spark – ”Han var for amatøragtig”[13] -
var det mit indtryk i foråret 1982, at PET’s stort anlagte pressekampagne mod
mig var slået fejl. BT spurgte fire
tilfældigt udvalgte om sagen, og de tre var overbevist om, at jeg var uskyldig.[14].
Men sagen var ikke forbi. PET havde tid
til at vente. Der findes et fænomen, der er kendt inden for sociologien som
”sleeper effect”.[15] Hvis
man fortæller folk en lidt usandsynlig historie – for eksempel at gulerødder
kan give fodvorter – og så enten siger, historien kommer fra en højt anset
kilde som Ugeskrift for Læger eller
at den kommer fra en mindre anset kilde som Se
og Hør, så tror folk mest på den, hvis den kommer fra den ansete kilde. Det
er der ikke noget sært ved. Men spørger man folk om gulerødder og fodvorter et
år efter, har de glemt, hvem der kom med historien. De kan bare huske, der vist
var noget i den retning. Og så kommer det pudsige: De, der troede historien kom
fra ”Se og Hør,” er mere tilbøjelige
til at huske den et år efter – og tro på den – end de, der troede, den kom fra
en troværdig kilde. Det troværdige er åbenbart lidt kedeligt, så det glemmer
man, men sensationer og ramasjang bliver hængende. På samme måde er det med min
historie – hvis folk hører mit navn nu, og de ellers har hørt det før, siger de
tit: ”Nåeh – var det ikke ham spionen fra Langeland?” Glemt er alle forbehold
og indvendinger, glemt er alt det, der kunne vise, jeg aldrig har været spion.
Der er kun en trykknaphukommelse tilbage: ”Herløv – spion – Langeland.” Og så
har PET opnået, hvad de ville.
I udlandet var situationen en anden. Her
troede man blindt på efterretningstjenesterne hele vejen igennem. Efter at
Robert Moss havde haft sin artikel i Daily
Telegraph[16]
var der artikler om sagen i mange lande. Journalisten Jens Lenler på Politiken, der 25 år efter, at sagen
begyndte, var den første, der kulegravede den og spurgte mig om min opfattelse
af det hele[17],
skildrer det videre forløb sådan:
”I marts 1982 - godt fire måneder efter
anholdelsen - skriver den danske historiker David Gress en større
freelanceartikel til den amerikanske avis Wall
Street Journal[18] om
de europæiske fredbevægelser. Han fortæller om sin landsmand Arne Herløv
Petersen, som »blev anklaget for at have hjulpet Sovjet med at sprede
desinformation og i særdeleshed for at have indrykket, på Sovjets regning,
helsidesannoncer i danske aviser, der ansporede til modstand mod NATO og støtte
til ”fornuftige” sovjetiske fredsforslag. David Gress skriver også, at
annoncerne officielt var indrykket af Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed –
den ledende organisation i den danske fredsbevægelse.
Arne Herløvs to annoncer - én i
Information og én i Land og Folk - fyldte en brøkdel af en side. De nævnte
hverken NATO, Sovjet eller Samarbejdskomiteen.
I dag siger historikeren David Gress: ”Hvis annoncerne ikke havde den
størrelse, jeg skrev om, er det selvfølgelig beklageligt - jeg har måske ikke
haft adgang til dem - men det var ligesom ikke det, det handlede om. Det
handlede om, at vi var midt i en situation i årene omkring missildebatten og
fodnotepolitikken, hvor Arne Herløv Petersen tog fjendens parti. Det mener jeg
stadig, han gjorde,” siger David Gress. Han er for tiden ved at lægge sidste
hånd på sin andel af en undersøgelse af den kolde krig, som han laver sammen
med professor Bent Jensen på en særlig bevilling fra regeringen og Dansk
Folkeparti.
Senere vandrer historien videre - som regel støttet af de konkrete anklager fra
erklæringen - men svulmer også op. Reader's
Digest[19],
engelske Daily Mail[20] og
tyske Der Spiegel[21]
skriver, at Arne Herløv Petersen arrangerede den europæiske fredsmarch fra Oslo
til Paris. En svensk forfatter skriver, at danskeren har arrangeret
fredshøringer med sovjetiske professorer[22],
mens den populære Reader's Digest-forfatter
John Barron afslører i bogen KGB Today[23], at
Arne Herløvs annoncekampagne skulle berøve NATO's nordlige flanke sit
atomforsvar, at han arrangerede den europæiske fredsmarch, og at han var aktiv
i Samarbejdskomiteen – ”en kommunistisk filial af Verdensrådet.”[24]
Referatet af høringerne for
Repræsentanternes Hus’ Efterretningsudvalg blev udgivet i 1982 og bruger seks
tættrykte sider på min sag, med alle de vigtigste anklager, hele Ole Espersens
”orientering” og tre sider facsimile af True
Blues.[25]
Europa-parlamentets politiske udvalg skriver i en betænkning uden betænkning,
at jeg fik penge fra Sovjet og at True
Blues, der indeholdt ”fornærmende udtalelser om premierminister Thatcher,”
var skrevet og betalt af KGB.[26]
CIA’s direktør William Casey fortæller, at jeg i årevis var hemmelig
indflydelsesagent for KGB[27] Den
senere udenrigsminister Lawrence Eagleburger kunne fortælle, at min kontakt til
KGB var et konkret eksempel på, hvordan KGB arbejder[28], og New York Times skriver, at min sag er et
af de to bedste eksempler på KGB’s infiltration, man overhovedet kender.[29]
Det var ikke meningen, de udenlandske artikler skulle
bringes i Danmark, hvor alt for mange kunne gennemskue de løse påstande. Da Reader’s Digest i oktober 1982 bragte en
artikel om mig af John Barron, hvor man fik at vide, jeg havde organiseret
fredsmarchen fra Oslo til Paris, blev den mod sædvane ikke trykt i den danske
udgave af bladet – Det Bedste. Så det
var nok en smutter, da dr. jur. Ole Hasselbalch fra Den Danske Forening hoppede
på historien alligevel og gravalvorligt skrev: ”Herløv
Petersen sponsorerede også en såkaldt fredsmarch fra Oslo til Paris."[30]
Faktisk var jeg ikke engang med på denne
fredsmarch, der var organiseret af en norsk kvindegruppe. Initiativtageren hed
Eva Nordland. Men selvfølgelig støttede jeg fredsmarchen. Derimod var
Sovjetunionens holdning til den ambivalent. ”De gamle mænd i Kreml” havde ikke
tillid til græsrodsbevægelser, skrev Christian Mailand-Hansen i Information[31],
især ikke når de forlangte nedrustning af begge parter i rustningskapløbet.
Jeg har kendskab til cirka tres bøger på
engelsk, hvor min sag er omtalt. Det er som regel True Blues og annoncen om den atomvåbenfri zone, der må holde for.
Undertiden kommer der et par ekstra krøller på historien, så det for eksempel
hedder sig, at jeg i mere end ti år stod for anti-NATO disinformation,
udarbejdelse af anti-amerikanske falsknerier og formidling af penge fra KGB til
forskellige fredsaktiviteter.[32]
Nogle af bøgerne er populære på grænsen
til det infantile, nogle fører sig frem som akademiske publikationer fra
respekterede forlag. Men fælles for dem er, at de helt og totalt ukritisk
videregiver, hvad de har fået af oplysninger fra PET/MI6’
disinformationskampagne om mig. Det er det rene papegøjekor. Ikke én – ikke én
eneste – har nogensinde sat sig ned og prøvet at undersøge sagen selv. Ikke én
har nogensinde spurgt mig om noget som helst. Ikke én har prøvet at gå til
kilderne og se efter der. Det giver et meget deprimerende indtryk af den
akademiske standard i Europa og USA.
At gå ud fra, at PET’s anklageskrift og
justitsministerens redegørelse er hele sandheden om min sag, svarer til, at en
historiker skriver, at Moskvaprocesserne var et mønster på retfærdighed og
demokratiske retstilstande, for det har både NKVD og den sovjetiske
justitsminister selv sagt.
Der har heller aldrig været én eneste af
de udenlandske skribenter, der har sagt, at det er urimeligt at påstå, at KGB
infiltrerede og betalte fredsbevægelserne med den begrundelse, at KGB angivelig
skulle have givet tilsagn om et mindre beløb til en annonce, som jeg på eget
initiativ havde indrykket i to aviser. Er det ikke lidt underligt at kalde en
enkelt mand på Langeland for en fredsbevægelse? Eller endda flere
fredsbevægelser?
Senere skulle PET-kommissionen, som vi
skal se i det følgende, komme frem til, at jeg også er et politisk parti og et
agentnet. Her er der ikke meget andet at gøre end at gribe til Bibelen og læse
de ord:[33] ”Men han spurgte ham og sagde; hvad hedder du? Men
han sagde: Legion; thi mange Djævle vare farne i ham.”
[1] Politiken, 17.11.81
[2] Erik Stinus: ”Om troværdighed,” Information, 19.11.81
[3] Gert Petersen: ”Danmarks hemmelige grundlov,” Politiken, 14.11.81
[4] Else Hammerich: ”Lad os ikke kue”, Information, 19.11.81
[5] Klaus Rifbjerg: ”Intelligensen og krigens urimelighed”, Berlingske Tidende, 15.11.81
[6] Morten Thing og Nils Bredsdorff: ”En bjørnetjeneste”, Politisk Revy, 20.11.81
[7] Land og Folk, 7.11.81
[8] Politiken, 14.11.81
[9] Information, 13.11.81
[10] Socialistisk Dagblad, 7.11.81
[11] Jyllands-Posten, 18.4.82
[12] Berlingske Tidende, 18.4.82
[13] Aktuelt, 18.4.82
[14] BT, 19.4.82
[15] http://en.wikipedia.org/wiki/Sleeper_effect
[16] Robert Moss i Daily Telegraph, cit. Information, 1.12.81
[17] Jens Lenler: ”Spionsagen, der ikke ville forsvinde,” Politiken, 10-11.12.06, http://politiken.dk/kultur/fakta_kultur/article131574.ece, http://politiken.dk/kultur/fakta_kultur/article131694.ece
[18] David R. Gress: “Getting the Drift of Europe’s “Peace-ism””
I “Wall Street Journal”, 22.3.82
[19] John Barron: ”The KGB’s Magical War for
”Peace””, i Reader’s Digest, oktober 1982, s. 236
[20] Brian Freemantle: ”The Red web that touches
all our lives” i Daily Mail, 6.4.83 s. 6
[21] ”Die 100.000 Augen des KGB – Moskaus Geheimdienst” i Der Spiegel, 2.7.84, s. 132
[22] Dragan Jovius: Sovjethotet mot Norden,
[23] John Barron: KGB
Today – the Hidden Hand, Reader’s Digest Press 1983, s. 277
[24] Politiken, 11.12.06
[25] Soviet Active
Measures. Hearings before the Permanent Select
Committee on Intelligence. House of Representatives. 97th Congress,
2nd Session. 14-14.7.82. US Government Printing Office 1982, s.
61-66.
[26] Europa-Parlamentet. Det politiske udvalg. Udkast til
betænkning om østlandenes efterretningstjenesters destabiliseringsaktiviteter
på Fællesskabets og de vestlige landes territorium. Ordfører: Lord Bethell. 16.11.83. PE 87.279/B
[27]
[28] NATO Review, 1/83
[29] New York Times, 26.7.83
[30] Ole Hasselbalch: Den offentlige mening, København 1991, s.90
[31] Information, 26.6.81
[32] Ladislav Bittman: The KGB and Soviet Disinformation, Pergamon-Brassey’s, 1985, s. 87
[33] Lukas-evangeliet 8.30. Her fra udgaven 1872.