16.
Beviser
Da sagen mod mig kørte i 1981-82, smuttede anklagerne
rundt som guldfisk i en dam. De dukkede op til overfladen og forsvandt igen i
alger og andemad. Ved forhøret efter min anholdelse, grundlovsforhøret og i Ole
Espersens redegørelse ved tiltalefrafaldet var der ved hver lejlighed mellem
seks og otte anklagepunkter, men ikke de samme. Nye kom til, og gamle forsvandt
fra gang til gang.
Men
PET-kommissionen har kastet det finmaskede net ud og trukket hele stimen op, så
de ligger og spræller for øjnene af os. Tolv anklagepunkter bliver det til nu,
når det hele er med. Og det ene af dem er nyt – at det kunne være en form for
spionage, at jeg havde søgt optagelse i hjemmeværnet og deltaget i
optagelsesprøven for tolke til EF. Det er endda en af de værste anklager, får
vi at vide – en ulk mellem guldfisk – mens de to anklagepunkter, der i en
mandsalder har været trukket frem som de bedst tænkelige beviser på KGB’s
infiltration af det ene eller det andet – penge til en annonce om en
atomvåbenfri zone og udgivelse af en pjece, der er kritisk over for Thatcher –
nu er reduceret til de rene skidtfisk, der ligger og gisper i græsset.
Efter
at PET havde bragt alt, man mente at kunne bruge som bevis mod mig, i hus,
skrev rigsadvokat Per Lindegaard 18.3.82 et endeligt notat om sagen.[1] Han
bemærker her, at de fleste af de anklager, der havde været rettet mod mig, er
grundløse. Selv hvis forholdene kunne bevises, ville de ikke være strafbare.
Kun to ting kunne opfattes som strafbar spionage, hvis de ellers kunne bevises:
Det med hjemmeværnet og jobansøgninger og så desinformation af nordkoreanerne.
I PET-kommissionens Beretning er anklagerne anbragt hulter til bulter, men det
er nok bedst at trække de alvorligste anklagepunkter frem først.
Når andre mennesker søger arbejde, er det en
jobansøgning. Hvis man er arbejdsløs, er sådan en ligefrem noget, man skal skrive. Men hvis en person, PET har
i kikkerten, søger arbejde, så er det i efterretningstjenestens terminologi
”forsøg på infiltration”, og hvis man er arbejdsløs og sender mange
ansøgninger, så opstår der så mange infiltrationer, at det er sundhedsskadeligt
for samfundet. Hvis andre mennesker søger optagelse i hjemmeværnet, så opfatter
PET det vel som tegn på samfundssind, men hvis ansøgningen kommer fra en, der
er PET’s prügelknabe, så bliver det betragtet som forsøg på spionage.
Logikken
er den, at hvis nu jeg var blevet optaget i hjemmeværnet eller havde fået en
stilling i EF eller et ministerium, og hvis man så havde set bort fra alle
regler om sikkerhedsgodkendelse og overdraget mig statshemmeligheder, og jeg så
havde givet dem til KGB, så havde det været spionage.
Tja.
Hvis en deputation var dukket op i mit hus på Langeland og havde udnævnt mig
til femstjernet general og generalsekretær for NATO, og hvis de så havde
trukket mig ned i en Aladdinshule i Kastellet og havde givet mig alle den
vestlige forsvarsalliances hemmeligste planer i armene, og hvis jeg så havde
taget bussen til Kristianiagade med hele dyngen og var gået lige ind i KGB’s
residentur og havde givet alle papirerne til den højeste KGB-officer, jeg kunne
finde, så havde det været spionage. Sandt nok. Men der er temmelig mange
hvisser.
PET-kommissionen skriver gravalvorligt, at min
ansøgning om optagelse i hjemmeværnet i 1980 ”ikke umiddelbart faldt i tråd med
hverken forfatterens politiske holdninger eller hidtidige arbejdsliv”.[2] Det
kan den have så evigt ret i. Det var det rene djævleri fra min side. Det er en
helt grotesk tanke at forestille sig, at jeg rent faktisk skulle blive
hjemmeværnsmand og humpe rundt over grøfter som Palle Froms far i Krøniken[3] eller
stå med lommelygte på maven og hjelm med fluenet på hovedet foran roterende
blinklys ved færdselsulykker[4].
Jeg
interesserer mig for mange ting i denne verden, men bortset fra sport og biler
er der næppe noget, jeg finder så uinteressant som militært isenkram. Når jeg
oversætter krimier, har jeg plancher og tegninger liggende foran mig, så jeg
kan se forskel på en pistol og en revolver, men alligevel tager jeg undertiden
fejl. Jeg kan ikke se forskel på en raketsilo og en kornsilo og aner ikke, hvad
det er op og ned på et gevær.
Jeg blev umådelig træt i hovedet, bare
jeg prøvede at læse en af Jørgen Dragsdahls artikler. Jeg syntes, det var
fortjenstfuldt, han orkede at skrive om alle disse affyringsramper og
raketsystemer, men jeg nåede vist aldrig til vejs ende i nogen af de ofte
alenlange udredninger. Interessen for militært isenkram mindede mig om dem, der
går meget op i modeltog eller gamle sporvogne. Jeg vidste godt, der fandtes noget,
der hed Fortet et sted i den sydlige ende af Langeland, og at det var noget
militært, men det interesserede mig ikke. Nu er det koldkrigsmuseum, og den dag
i dag har jeg ikke været dernede. Jeg tror nok, man kan se på kanoner og
kampvogne, men jeg vil til hver en tid hellere se på guldaldermalerier eller
ravperler. De spurgte mig engang, om jeg havde noget, jeg ville bidrage til
museet med. For min skyld kan de få mig, når jeg ikke skal bruge mig mere. Så
kan de udstoppe mig og guldbronzere mig og hænge mig op på væggen med udspilede
kløer og viftende hale til skræk og advarsel for alle.
Jeg skal ikke kunne sige, hvordan jeg kom
på den tanke alligevel at søge optagelse i hjemmeværnet, men vi har vel siddet
nogle stykker om en kasse øl og snakket om, at hjemmeværnet sorterede sine
ansøgere politisk, og så har jeg sagt, at det kunne jeg snildt bevise. Jeg
sendte bare en ansøgning og blev afvist, og så kunne de selv se alle sammen.
Jeg
har forklaret i en artikel i lokalbladet Øboen[5], hvad
der så skete: Hjemmeværnslederen Erik Dagø, der også var kriminalassistent og
politianklager ved Svendborg politi, ”foreslog mig at komme til Svendborg og
tale om det, og jeg bad ham sende et ansøgningsskema, da jeg gik ud fra, at man
havde sådan nogle. Da jeg så ikke hørte fra ham, tænkte jeg ikke mere over
sagen.
Nogen tid efter ringede han til mig og
sagde, jeg ikke kunne blive optaget. ”Hvorfor?” spurgte jeg. ”Vi udleverer
våben til folk,” sagde han. ”Det er ikke praktisk at have våben i et kollektiv,
hvor der er mange mennesker.” Jeg forklarede ham, jeg bor sammen med min kone
og vores barn og ikke andre. Man kunne næsten høre hans skuffelse.
Jeg spurgte, om der var andre grunde. Han
sagde, at jeg ofte var set på kro i Rudkøbing. Jeg svarede, at jeg meget
sjældent kommer til Rudkøbing og endnu sjældnere på kro der. (Men der er
åbenbart hjemmeværnsfolk, der har været på kro og set mig hver gang, jeg har
været der).
”Nå, men der er også andre grunde,” sagde
Dagø efter en lille pause. ”Hvilke grunde?” spurgte jeg. ”Det behøver jeg ikke
oplyse om.” Så var den audiens slut, og så blev jeg ikke medlem af
hjemmeværnet.”
Min artikel i Øboen var foranlediget af, at Erik Dagø nogen tid forinden havde
sagt til Fyns Amts Avis[6], at
jeg skulle have fortalt ham, at jeg ”ville lære våbenbrug, sprængning og
skydning, og … gerne ville se Langelandsfortet.” Jeg skulle samtidig have
betroet mig til den mig ukendte hjemmeværns- og politimand om, at jeg havde et
alkoholproblem. Dagø sagde, at mit navn var ham helt ukendt dengang i 1980, men
da spionsagen dukkede op, gav det ham en aha-fornemmelse. Dagøs påstande var
grebet ud af den blå luft, så derfor skrev jeg også i Øboen: ”Er det i overensstemmelse med hjemmeværnets regler, at man
udtaler sig offentligt om ansøgere på den måde? Er der ikke tale om brud på en
diskretionspligt?” Erik Dagø fik af Øboen
forelagt mit svar, men ønskede ikke at udtale sig.
Erik
Dagø er kendt for sine rabiate højresynspunkter. Han var områderepræsentant for
Den Dnske Forening og blev i 1991 ekskluderet af Centrumdemokraterne for
udtalelser om, at danske jøder ikke burde have været reddet under anden
verdenskrig, og at det var forkasteligt at bruge ”farvede modeller” i reklamer.[7] Han
står nu for hjemmesiden ”Selskabet til Værn for Dansk Folkestyre”,[8] hvor
han fortæller, han har båret våben for Danmark i 54 år og agiterer mod
”perkerjulekalenderen Yahlerup Færgeby”.[9]
Det er selvfølgelig usandsynligt, at mit
navn skulle have været ukendt for Dagø i 1980, da han som politianklager måtte
vide, at PET regelmæssigt fik fornyet retskendelser om telefonaflytning ved
byretten i Rudkøbing. Dagø ser mig stadig som det store dyr i åbenbaringen. Da
menighedsrådet i Humble i 2008 inviterede mig til at læse min sonetkrans Epitafium[10] op
for de ældre, skrev Dagø under overskriften ”Taktløst!” i Øboen,[11] at
det var taktløst at høre på en ”person som har bekendt sig til og arbejdet for
kommunismen”, hvorefter han opregnede de 100 millioner ofre for mine og
ligesindedes ugerninger.
I oktober 1980 deltog
jeg i optagelsesprøven for tolke ved EF, men bestod ikke prøven, da man skulle
kunne mere fransk, end jeg åbenbart kunne. Rigsadvokat Per Lindegaard udtalte
om min deltagelse i optagelsesprøven og forskellige jobansøgninger: ”Det er
imidlertid vanskeligt at se andet formål med disse initiativer end et ønske hos
Arne Herløv Petersen om at skaffe sig adgang til oplysninger, der kunne være af
efterretningsmæssig interesse.”[12]
Det er muligt, at folk i de højere
rangklasser ikke forstår, hvorfor nogen skulle finde på at søge arbejde. Søger
han arbejde? Det var dog en bizar idé. Hvad for nogle informationer, tror han,
han kan få fingre i på den måde?
Lad mig hviske dem i øret: Folk søger
arbejde for at tjene penge. Der er faktisk mennesker, der bliver nødt til at
arbejde for at få noget at spise og et sted at bo.
Måske fatter man det ikke, hvis penge
bare er noget, der kommer i en lind strøm, men for os andre er det ofte
nødvendigt at arbejde. Meget velbjærgede embedsmænd har nok ingen forståelse
for, hvad det vil sige at leve som oversætter uden noget sikkerhedsnet
overhovedet, ingen sygedagpenge, ingen ferie, ingen overarbejdsbetaling, ingen
pension. Da jeg engang forsøgte at forklare en ung dame i skattevæsenet, at jeg
ikke havde nogen anelse om, hvor meget, jeg kom til at tjene næste år, eller om
jeg overhovedet tjente noget, så hun på mig med åben mund og store, blå øjne og
hviskede: ”Hvor må det være forfærdeligt at have det sådan.” En tolk i EF
tjente måske ti gange så meget pr. oversat side som en litterær oversætter, så
det kunne godt være fristende. Det er selvfølgelig helt utænkeligt, at man
ville have sikkerhedsdeklareret mig, så havde jeg fået jobbet, var jeg vel
blevet sat til at oversætte rapporter om agurkers krumningsgrad. Så det er nok
meget godt, jeg ikke bestod prøven. Jeg ville være død af kedsomhed eller
skrumpelever.
Beretningen hæfter sig ved, at jeg havde
søgt en stilling i Energiministeriet og en ved den danske ambassade i Paris.[13] Gud
ved, hvorfor den ikke nævner, at jeg også søgte arbejde som rejseleder,
filmtekster ved Danmarks Radio, lærer ved Svendborg Friskole, medarbejder ved
ARTE’s programtjeneste og journalistvikar ved Villabyernes Blad.
Det andet forhold, der efter
rigsadvokatens mening ville kunne betragtes som en form for spionage, var, hvis
jeg havde deltaget i en KGB-desinformationskampagne, rettet mod den
nordkoreanske ambassade i København.[14] Det
ville i så fald have været en efterretningsoperation for fremmed
efterretningstjeneste, udført på dansk område (selv om en ambassade vist nok
juridisk ikke betragtes som dansk område), og sådan noget må man ikke.
PET-kommissionens Beretning skriver, at jeg ifølge PET sendte en pakke
hemmelige dokumenter til den nordkoreanske ambassade i København.[15] Det
fremgår også, at PET måtte prøve at gætte sig til indholdet ud fra nogle telefonsamtaler,
jeg havde med helt andre mennesker en måned senere. Allerede her knækker
filmen. For det første skulle jeg altså være i besiddelse af hemmelige
dokumenter. Det var jeg ikke. For det andet skulle jeg have sendt dem som
almindelig postpakke til den nordkoreanske ambassade uden at tænke på, at min
post kunne blive åbnet. For det tredje skal vi tro på, at PET har stået med
pakken med tophemmelige dokumenter i hånden. Måske har de rystet den, som et
barn kan finde på at ryste en pakke juleaften for at gætte sig til, hvad der er
i den. Men åbnet den har de ikke. For ”en gentleman læser ikke andres post”,[16] som
den amerikanske udenrigsminister Henry Stimson sagde i 1930, da han nedlagde
udenrigsministeriets efterretningstjeneste. Og når de, uden at vide hvad der
står i dokumenterne, alligevel kan vide, de er tophemmelige, så må det være,
fordi jeg har skrevet ”Tophemmelige dokumenter” på pakken. Hvis man tror på
det, så kan man sætte sig godt til rette og lytte efter kanebjælder fra
hustaget, for så tror man også på Julemanden.
Det hedder videre i kommissionens beretning:[17]
”Ifølge PET havde Herløv Petersen fortalt nordkoreanerne, at de pågældende
dokumenter stammede fra en amerikansk journalist, og at oplysningerne vedrørte
en hemmelig mission til USA foretaget af den kinesiske viceudenrigsminister
Zhao Wenjin i marts 1980. Kineserne skulle angiveligt have ytret sig om, at
nordkoreanerne ikke havde forstået situationen på den koreanske halvø, og at de
regnede med at kunne lave en hurtig genforening. Kineserne havde ydermere
foreslået, at USA skulle tage diplomatisk kontakt til Nordkorea, og at Peking
skulle indlede et økonomisk samarbejde med Seoul. PET tilføjede, at
oplysningerne ikke hidrørte fra en amerikansk journalist, som oplyst af Herløv
Petersen, men fra KGB.” Den nordkoreanske ambassade skulle herefter have ringet
til mig og fortalt, at man betragtede mit brev som vigtigt og havde sendt det
videre til den nordkoreanske regering.[18]
Jeg kan ikke huske alle detaljer om sagen, men jeg tror nok, PET blander
et par ting sammen. Hvis jeg har sendt et brev til den nordkoreanske ambassade
i april 1980 har det formodentlig været en hilsen til præsident Kim Il Sung,
der havde fødselsdag 15. april. Ambassaden ville meget gerne have, han fik så
mange fødselsdagsbreve som muligt og betragtede det som særdeles vigtigt at få
den slags breve.
Jeg har aldrig set noget som helst dokument af den art, PET mener, jeg
skulle have sendt til koreanerne. Men jeg kan godt huske, at Vladimir Merkulov
engang fortalte mig, at Kina og Sydkorea forhandlede om handelsforbindelser,
hvilket var blevet nævnt ved den kinesiske viceudenrigsministers besøg i
Washington. Det kunne jeg godt sige til nordkoreanerne, hvis jeg ville. Jeg var
ude på den nordkoreanske ambassade i anden forbindelse i april 1980 og ved den
lejlighed har jeg sikkert fortalt, hvad jeg havde hørt. Jeg husker det ikke,
men det lyder sandsynligt. Da jeg ikke så nogen grund til hemmelighedskræmmeri,
har jeg i så fald også fortalt, at jeg havde oplysningen fra russerne, og at
jeg ikke vidste, om den var sand eller ej. Efter min anholdelse fik
Koreaforeningens formand Christen Amby at vide af den koreanske ambassade, at
man ikke var blevet desinformeret af mig. Som følge af deres diplomatiske
status ville de koreanske diplomater ikke kunne vidne ved en eventuel retssag,
men de bemyndigede Christen Amby til at tale på deres vegne.[19]
Man kan ikke have alting i hovedet, men man kan vide, hvor man kan slå
det op. Efter at jeg havde læst historien i PET-kommissionens Beretning, tog det
mig måske ti minutter at tjekke de faktiske forhold på Nettet. Det kunne
forfatteren af bind 13, Morten Heiberg, også have gjort, men han er åbenbart
tilfreds med at skrive af fra PET’s rapporter.
For det første viser det sig, at det ikke var nogen nyhed, som jeg måske
troede i 1980, at Kina og Sydkorea havde planer om handelsforbindelser. De
havde faktisk haft handelsforbindelser via Hongkong og Macau siden 1975.[20]
For det andet var det ikke nogen
hemmelighed, at den kinesiske viceudenrigsminister Zhang Wenjin[21] (som
han faktisk hed i stedet for Zhao, som PET skriver) var i Washington fra
18.3.80. Det kan man læse i Keesing’s
Contemporary Archives.[22] Washington
godkendte salg af transportfly og helikoptere til Kina, og de to parter diskuterede
et koordineret kinesisk-amerikansk militærsamarbejde. Pravda angreb i en artikel 7.4.80 amerikanerne for at forsøge at
fremprovokere en kinesisk-sovjetisk krig,[23] men
det havde sådan set ikke noget med koreanerne at gøre. Zhang skulle samtidig
have talt om muligheden af en genforening af Korea, hvor de to lande bevarede
hvert deres økonomiske system. Det svarede ret nøje til Kim Il Sungs forslag om
Koryo, et løst forbund af to Korea-stater med hvert sit økonomiske system, så
det kan ikke have skadet Kina i koreanernes øjne. Det kunne næppe heller være
til skade for Kinas anseelse i Nordkorea, at kineserne ved samme lejlighed
pressede på for at få USA til at anerkende Nordkorea.
For det tredje havde Nordkorea siden 1966
kritiseret kinesernes ”dogmatisme” og ”supermagts-chauvinisme”, og
forbindelserne mellem de to lande nåede et lavpunkt i 1968.[24]
Nordkorea tog Sovjetunionens parti under grænsestriden ved Ussurij-floden
(eller på kinesisk Wusuli) i 1969, og de diplomatiske forbindelser mellem Kina
og Nordkorea blev først genoptaget i fuldt omfang i 1982. Lennart Weber på Aktuelt skrev: ”Via Nordkoreas ambassade
i København skulle der plantes informationer, som nordkoreanerne troede
stammede fra CIA. Meningen var, at Nordkorea i sin udenrigspolitik skulle
tvinges i armene på Sovjet i stedet for at vælge Kina som samarbejdspartner.”[25] Her
havde det havde været en god idé med et lille reality check. Hvis man mener,
Sovjetunionen ved hjælp af forfalskede dokumenter vil rive koreanerne ud af
kinesernes arme, så er det en forudsætning, at de befinder sig i disse arme.
Hvis de ligger i russernes arme i forvejen, falder teorien til jorden.
Lad os så se nærmere på det helt
usandsynlige, at jeg skulle have fortalt nordkoreanerne, at dokumenterne
stammede fra CIA eller en amerikansk journalist. Hvis jeg havde gjort det,
ville de have set på mig med stor mistro og spurgt, hvorfor jeg dog havde
forbindelse med sådan nogen. PET forklarer ikke, hvorfor nordkoreanerne skulle
opfatte CIA eller en amerikansk journalist som en mere pålidelig kilde end en
sovjetisk diplomat. Det kommer måske som en overraskelse for kommissionen, men
nordkoreanerne var faktisk slet ikke særlig glade for CIA.
PET-kommissionens Beretning siger videre,
at PET bygger sine formodninger om, hvad jeg har sagt og ikke sagt til
koreanerne, på, at jeg en måned senere fortalte chefredaktør Bent Hansen på Aktuelt hele historien om de planlagte
handelsforbindelser og sagde, jeg havde den fra russerne.[26]
Beretningen forklarer ikke, hvorfor det skulle indicere, at jeg havde fortalt koreanerne
noget helt andet om kilden, hvorfor jeg fortalte en chefredaktør noget, der
efter PET’s opfattelse var tophemmeligt, og heller ikke, hvorfor jeg gerne
ville have historien i avisen med korrekt kildeangivelse, så koreanerne kunne
læse den dér og se, hvordan jeg – efter PET’s sære teori – havde løjet for dem.
PET og kommissionen synes åbenbart, det hænger fint sammen.
Det var så de to eneste forhold, der
efter rigsadvokatens mening kunne have været ulovlige, hvis der ellers havde
været noget om dem. Hvis man koger suppe på den pølsepind, kommer man til at gå
sulten i seng.
Lad os så
se på to af de anklagepunkter, der har været mest fremme i pressen – at
annoncen om en atomvåbenfri zone skulle have noget med KGB at gøre, og at KGB
skulle stå bag min pjece om Margaret Thatcher.
Det
virker, som om PET mener, at jeg ikke selv kunne finde ud af at gå ind for en
atomvåbenfri zone og skulle have KGB til at fortælle mig, det var en god idé.
Men allerede som fjortenårig støttede jeg i 1957 Labour-lederen Hugh Gaitskells
tanke om en neutral zone i Europa,[27] og i
1958 deltog jeg i en konference i Kvækercenteret i Vendersgade om den plan om
en atomvåbenfri zone, der var fremsat af den polske udenrigsminister Adam
Rapacki,[28]
så tanken var ikke ny for mig i 1981.
Jeg husker tydeligt, at min daværende kone og jeg læste i avisen, at
fagbevægelsen i Aalborg gik ind for tanken om en atomvåbenfri zone,[29] og
vi syntes, det ville være en god idé, hvis danske forfattere og billedkunstnere
udsendte en appel om det samme.
Ifølge
PET-kommissionens Beretning[30]
fortalte jeg 8.5.81 en bekendt, at Vladimir Merkulov fra den sovjetiske
ambassade ”så velvilligt på initiativet”. Det ville i så fald være et bevis på,
at initiativet ikke kom fra Merkulov. Hvis jeg siger til en mand, det er en god
idé, han har der, så kommer ideen ikke fra mig. Jeg havde på forhånd regnet
med, at det ikke blev ret dyrt at sætte sådan en lille annonce i to små aviser
– Information og Land og Folk – og blev ubehageligt overrasket, da det viste sig, de
skulle have omkring 3500 kroner hver. Det var i en periode, hvor min
tankevirksomhed ikke var optimal, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle skaffe
pengene fra. Kommissionen siger, at jeg 12.5.81 skulle have fortalt et
”fredskomitémedlem”, at russerne betalte. Jeg husker det ikke og har ikke hørt
båndoptagelsen af telefonsamtalen, men har jeg sagt det, har det været en slags
galgenhumor, ligesom da man i en periode gik rundt og sagde: ”Der kommer nok en
mand med en papkasse”, når man ikke anede, hvor man skulle få penge fra. Jeg
søgte om penge til annoncerne forskellige steder, blandt andet BT Klubben, der
24.7.81 svarede, at de ikke havde mulighed for at imødekomme anmodningen. Jeg
søgte også Plum-fonden. Den holdt sommerferie, men Lise Munk Plum gav af sin
egen lomme et tilskud på 1500 kroner på betingelse af, at pengene gik til Information, da hun under ingen
omstændigheder ville give penge til Land
og Folk. Det bekræftede Lise Munk Plum også efter min anholdelse, både i
Radioavisen og i et interview i Land og
Folk.[31]
Ved selv at skyde det resterende beløb til lykkedes det mig så, i
overensstemmelse med Lise Munk Plums ønske, at betale ”Information” regningen
på 3827,75 kr. den 5.8.81 på Humble Postkontor. Da min økonomiske situation var
anspændt, og jeg ikke fik støtte fra andre, fik jeg ikke betalt regningen til
”Land og Folk”, og den var endnu ubetalt, da jeg blev anholdt i 3.11.81, men
senere var der nogle, der startede en indsamling for at få regningen betalt,[32] og
det lykkedes åbenbart, for jeg fik ikke flere rykkere fra avisen.
PET-kommissionens
Beretning hævder, at jeg skiftevis sagde, at russerne betalte og klagede over,
at de ikke gjorde det, og til sidst skulle jeg have sagt, jeg havde fået 7000
kroner af dem. Mens PET omhyggeligt skrev alle andre aflytningsrapporter ned,
nøjedes man med at resumere dette centrale udsagn,[33] og
det forstår kommissionen ikke. Derfor mener man ikke, de 7000 kan bevises, men
for dog at kaste en luns til PET mener man, det er bevist, der er givet
”tilsagn” om pengene, og selv om det påståede tilsagn altså kom flere måneder
efter,at annoncen blev trykt, skulle det på en eller anden måde med
tilbagevirkende kraft bevise, at annoncen blev til på KGB’s initiativ. Jeg skal
ikke kunne sige, hvad jeg har sagt eller ikke sagt. Noget kan være sort snak,
noget ironi eller galgenhumor. Hvis jeg får båndene udleveret, kan jeg måske
forklare, hvad der er hvad, men indtil da vil jeg nøjes med at sige, at teorien
om, at man skal høre sandheden af fulde folk ikke er korrekt. Fulde mennesker
siger faktisk en masse vås.
Kommissionen
afsiger dom i sin beretning uden at ville høre på sigtede, og siger
skråsikkert: ”Det er også godtgjort, at Herløv Petersens annonce var blevet til
i samarbejde med den sovjetiske ambassade, og det fremgår af Kommissionens fremstilling
af Arne Herløv Petersen-sagen (bind 13), at Merkulov havde lovet at bidrage til
at finansiere annoncens offentliggørelse.”[34] Det
er aldeles ikke godtgjort. Hvilke beviser er der på, at annoncen er blevet til
i samarbejde med KGB eller nogen anden?
PET er
meget glad for sin teori om, at jeg har fået 7000 kroner, et stereoanlæg og ni
flasker spiritus af russerne som betaling for annoncen. Måske er det noget med
de magiske tal syv og ni. Fyns Amts Avis[35]
skrev, at jeg ”mellem den 30. og 31. maj modtog 7000
kr., ni flasker spiritus og et stereoanlæg som vederlag og til dækning af
udgifterne.” Det var natten mellem en lørdag og en søndag, og jeg var på vej
hjem fra Berlin på det tidspunkt. Ekstra
Bladet kunne fortælle, at stereoanlægget også havde en værdi af 7000
kroner.[36]
Man aner den rituelle påkaldelse af syvtallet. PET-kommissionens Beretning
fortæller, at jeg 20.6.81 fik ni flasker spiritus og en ”kassetteradio”, hvad
sådan en ellers er for et kræ, i bryllupsgave af Merkulov,[37]
men i ”Opsamlingen” to sider senere er kassetteradioen muteret til et
stereoanlæg[38] og ikke længere
bryllupsgave, men en mere suspekt foræring fra KGB, og de mystiske 7000 kroner
er rykket frem til 1. august, hvor jeg – ifølge et løst notat fra PET - skal
have modtaget dem af Merkulov ved et møde på Langeland,[39]
selv om jeg den dag rent faktisk var på vej til en 80-års-fødselsdag i Nykøbing
Sjælland.
Lad os gå videre med anklagepunkterne og
se på pjecen ”True Blues”, hvor jeg drister mig til at kritisere jernladyen
Margaret Thatcher.[40]
Det er svært at kalde den misinformation, da den er en mosaik af citater fra
anerkendte vestlige aviser og tidsskrifter. Ole Espersen har sagt om den: ”Den
dér med Thatcher, dér må jeg medgive, det er ikke misinformation. Jeg har læst
noget af den.”[41] Men så siger man, at det
er KGB, der har skrevet den, idet man åbenbart ikke tiltror mig evnen til selv
at skrive en artikel. PET-kommissionens Beretning fortæller, at jeg på et
tidspunkt skal have sagt til Vladimir Merkulov: ”Den pjece, vi har talt om… det
er mere nødvendig end nogensinde.”[42]
Det lyder i mine ører, som om det er mig, der har sagt, der skulle skrives en
pjece. Jeg har selvfølgelig talt med russerne om den, da det ikke var noget at
holde hemmeligt, og jeg lånte også en del fotokopier af avisudklip af dem, hvad
jeg aldrig har lagt skjul på. Et citat bliver vel ikke ændret af, at nogle
russere har fotokopieret det, så det kunne jeg ikke se noget galt ved. Russerne
har nok syntes, det er en god idé, og det er også meget muligt, de med
mellemrum har spurgt mig om, hvad det blev til med pjecen, men det betyder
selvfølgelig ikke, jeg har skrevet den efter deres ordre. Jeg tager ikke mod
ordrer. Men hvis jeg skal øve selvkritik, kan jeg nok sige, jeg var for eftergivende, dengang jeg drak. Mange
mennesker, min daværende kone, venner og familie sagde tit til mig, når vi
diskuterede et eller andet: ”Skriv et læserbrev eller en artikel om det. Du kan
jo formulere det.” Det sagde russerne givetvis også. I almindelighed er jeg
ikke helt så aggressiv, som man åbenbart er vant til på højrefløjen, så hvis
nogen siger, at de synes, jeg skulle tage og skrive et læserbrev eller en
artikel om et eller andet, så svarer jeg i reglen ikke: ”Klap i. Jeg bestemmer
selv, hvad jeg skriver om”, men snarere: ”Det lyder som en god idé. Det vil jeg
tænke over.” Hvis så folk tog det for et løfte, skød jeg det hen, men det kunne
også være, jeg på et eller andet tidspunkt skrev læserbrevet eller artiklen –
men selvfølgelig kun, hvis det var noget, jeg selv mente i forvejen.
Ingen ringere end den senere amerikanske
udenrigsminister Lawrence Eagleburger fortæller, at teksten til pjecen om
Thatcher var ”leveret af Sovjetunionens ambassade”.[43]
Oplysningen stammer tilsyneladende fra Gordijevskij, hvis pålidelighed vi
tidligere har set på. Forfatteren Vagn Lundbye kan fortælle, at han besøgte mig
20.9.80,[44]
mens jeg skrev på pjecen, og da sad der tilsyneladende ikke en KGB-mand under
skrivebordet og dikterede teksten.
Gordijevskijs teori om, at pjecen skulle være skrevet efter forlæg fra
KGB, stammer formodentlig fra den kendsgerning, at jeg sammen med
avisudklippene fik en artikel om Thatcher, som jeg fik at vide stammede fra
nyhedsbureauet Novosti. Den er på fire sider, og ved at sammenligne med min
pjece og med mit kapitel om Thatcher i pjecen ”Kolde krigere” kan jeg se, at
jeg ikke har brugt Novosti-artiklen overhovedet. PET-kommissionen fortæller, at
jeg fik denne besked: ”Så snart der ikke længere er brug for materialet, skal
det destrueres.”[45]
Men jeg har det endnu.
Hvis jeg havde skrevet pjecen af efter andre, havde det været en form
for plagiat, og den slags overlader jeg til højrefløjens skribenter.[46].
PET-kommissionen
beretter[47]
at Vladimir Merkulov 29.2.80 under et besøg i mit hjem fik ”overdraget” et par
hundrede eksemplarer af pjecen ”Cold Warriors”. Til gengæld fik jeg seks
flasker spiritus og tre kartoner cigaretter. Så har han fået dem billigt, hvis
de kostede ti kroner stykket. Så meget kostede spiritus og cigaretter vist ikke
dengang. Jeg skal ikke bestride, at russerne kan have købt nogle af mine
pjecer. De var faktisk til salg, blandt andet i nogle af de bogcafeer, man
havde dengang. Jeg har nok forsøgt at få indtægterne ved salget af pjecen til
at dække mine udgifter til trykning. Det er der heller ikke noget overraskende
ved – det gælder for alle bøger. Men kommissionens ordvalg er ejendommeligt.
Ville man sige: ”Ved et møde i Bog & Idé fik Arne Herløv overdraget et
eksemplar af Vi, de druknede. Til
gengæld fik ekspedienten 299 kroner”?
Et godt eksempel på
PET’s almindelige insinuationer og usandheder finder man på side 75, hvor der
står: ”Ifølge dagbogsblad … 1. maj 1976 omtalte Arne Herløv Petersen under et
møde med Tjebotok arbejdet med en ”russisk pjece””.[48] Det
lyder jo grangivelig, som om jeg har aftalt med ambassaden at lave et eller
andet med en pjece, men det er bare ikke det, der står. Jeg skriver, at jeg
tilfældigt mødte Tjebotok i Fælledparken 1. maj og spiste middag hos ham og
hans kone Ludmilla, der lavede russisk mad. Derefter skriver jeg – uden
forbindelse med Tjebotok – at jeg ved en anden lejlighed nogle dage før snakkede
med en, jeg kendte, om ”den russiske pjece”. Jeg kan ikke huske, hvad det var
for en, men det var ud fra sammenhængen bare en, vi havde læst og diskuteret.
Også i de andre tilfælde, hvor min dagbog er citeret, har man skåret til og
bryder af lige der, hvor jeg siger noget, der kan tolkes i modsat retning af
den, PET ønsker. Jeg mener derfor, det er sandsynligt, at referaterne af
telefon- og rumaflytning er skåret til og manipuleret på samme måde.
Lad os gå hurtigt gennem de øvrige anklager, der vist
hører til i småtingsafdelingen. Jeg skulle have været ”konspirativ”, blandt
andet ved undertiden at hive telefonstikket ud, så PET havde svært ved at lytte
med.[49] Jeg
burde åbenbart have rettet mig efter det gamle slogan: ”Hjælp politiet. Tæv dig
selv.” Hvis man er konspirativ, hver gang man gerne vil tale med nogen, uden at
andre lytter med, er de konspirative til alle bestyrelsesmøderne i Danske Bank.
Og alle kærestepar er umådelig konspirative. Læstadianerne i Lapland kalder
gardiner for ”djävulens kalsonger” – djævelens underbukser – for hvis man ikke
har noget at skjule, behøver man ikke hænge gardiner op. PET kalder det
konspiratorisk, hvis jeg ikke ønsker, at en betjent skal sætte sig med albuerne
på bordet hjemme i min stue og lytte til alt, hvad der bliver sagt. Men selv om
man ikke har hemmeligheder, kan man måske godt synes, det bør være noget, der
hedder privatlivets fred.
Jeg skulle have været
”talentspejder”, hver gang jeg fortalte, der stod en god artikel i avisen,
eller gav udtryk for, at nogle journalister var mere højreorienterede end
andre. Her giver beretningen et interessant eksempel på det, man kunne kalde
freudiansk fejlhøring. Jeg skulle have sagt i telefonen om en af mine venner: ”Han
kan godt være svær at komme ind på, idet han har nogle meget faste
standpunkter. Han ville f.eks. ikke være medlem af den lokale soldaterforening,
fordi den var konservativt domineret.”[51] Jeg
kan sige med hundrede procents sikkerhed, at jeg ikke har sagt ”soldaterforening”.
Jeg ved ikke, om der overhovedet er noget, der hedder sådan, og det er helt
vanvittigt at forestille sig, at en venstreorienteret skulle have tænkt sig at
gå ind i en ”soldaterforening”, men lod være, fordi den var konservativt
domineret. Jeg har måske sagt ”lejerforening” eller ”beboerforening” eller
sådan noget. Derimod kan jeg levende forestille mig, at den kriminalbetjent,
der har siddet og lyttet, har været medlem af både den ene og den anden
soldaterforening. Det er en bagatel, men den viser, man ikke kan stole på udskrifterne
af telefonaflytningen. Når de kan skrive forkert her, kan de også gøre det
andre steder.
Kommissionen mener,
at KGB havde forbudt mig at melde mig ind i DKP, hvilket ellers skulle være mit
hedeste ønske. Jeg aner ikke, hvordan nogen skulle kunne forbyde mig det, hvis
det var det, jeg ville. Hvilke sanktioner ville de have? Jeg skal ikke kunne
sige, om jeg i meget omtågede øjeblikke talte om at melde mig ind i DKP eller
Sportsdykkerforbundet, men jeg kan forsikre kommissionen om, at når jeg var
ædru, lå tanken mig umådelig fjernt. Kommissionen meddeler, at der ”høres ingen
form for ironi eller distancetagen”, da jeg 21.6.81 udtalte, at jeg ”ellers
havde tænkt mig” at melde mig ind i DKP.[54] Jeg
kan fortælle Aamand, Tamm og de øvrige ironi-evaluatorer i kommissionen, at
ironiske bemærkninger ikke nødvendigvis skal ledsages af et wink-wink
nudge-nudge som i en sketch med Monty Python,[55] men
virker bedst, hvis de fremsiges med stenansigt à la Buster Keaton.
Endnu mere grotesk
bliver kommissionens optræden som tekniske eksperter og morsomme mænd med
speciale i ironi og underfundighed i forbindelse med de påståede planer om, at
jeg skulle evakueres til Sovjetunionen i tilfælde af krig,[56] men
det har jeg fortalt om tidligere.[57]
Bortset fra at tanken, om at en sovjetisk ubåd skulle sejle ind mellem ænderne
i Tryggelev Nor og hente mig, lyder som noget fra en film af Roy Andersson, kan
jeg måske lige minde kommissionen om, at jeg måtte være dum som en dør, hvis
jeg prøvede at flygte til Sovjetunionen
i tilfælde af krig. Man måtte formodentlig gå ud fra, at bomberne ville regne
tættere ned over Sovjet end de fleste andre steder, inklusive Langeland. Skulle
man endelig evakueres, skulle det vel være til Tristan Da Cunha[58]
eller Pitcairn Island.[59] Men
det ville nok heller ikke hjælpe så meget, for vi ville alle sammen blive
evakueret op i højere luftlag.
Både i kommissionens
”Opsamling”[60]
og ”Konklusion”[61]
– det vil sige det, der i denne pseudoretssag gælder for dom - fastslås det som
en kendsgerning, at KGB leverede tekstforlæg, der indgik i mine artikler om
kolde krigere og Margaret Thatcher. Hvor er de tekstforlæg? At de overhovedet
har eksisteret, er en påstand, som PET aldrig har anset det for nødvendigt at
fremlægge bevis for. Kommissionen anfører begge steder, at der ikke er belæg
for at kalde mig ”agent”, kun ”fortrolig kontakt”. Der er tale om noget, KGB
kaldte mig. Det er muligt at kalde folk hvad som helst, og det siger ikke noget
om de faktiske sagsforhold. Kommissionen når frem til, at det ikke kan bevises,
at jeg har modtaget 7000 kroner eller at jeg har vildledt den nordkoreanske
ambassade. Kommissionen mener, jeg har optrådt ”konspirativt”, og når jeg ikke
har gjort det, er det fordi jeg er en ”umådelig dårlig agent”. I ”Opsamlingen”
giver kommissionen udtryk for, at min åbenhed omkring forbindelsen til de
sovjetiske diplomater kan have været led i en ”dækhistorie” fra KGB.
Konspirationsteorier er jo altid populære, men når en mand fortæller helt åbent
om sit forhold til nogle diplomater, bør man nok i det mindste overveje, om det
kunne være, fordi han ikke har noget at skjule.
[1] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 119
[2] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 87
[3] http://www.dr.dk/kroniken/kroeniken/persongalleri/noeglepersoner_boerge_from_2004.asp
[4] http://herlov.dk/hjv.jpg
[5] Øboen, 8.2.83
[6] Fyns Amts Avis, 6.1.83
[7]Information 2.12.00. Se også
http://www.socialister.dk/ist/ist-03as.htm og
http://www.demos.dk/NyhedsbrevePDF/Nyhedsbrev67_68.pdf
[8] http://www.svdf.dk
[9] http://www.svdf.dk/sentenser
[10] Arne Herløv Petersen. Epitafium, 2008. http://www.bod.dk/index.php?id=465&objk_id=125903
http://herlov.dk/epitafium.htm http://www.scribd.com/doc/17238840/epitafium
[11] Øboen, 23.9.08
[12] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 120
[13] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 88
[14] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 119
[15] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 89
[16] Niels Levinsen: Spionernes krig. Bogan 1981 s. 55
[17] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 89
[18] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 90
[19] Christen Ambys beretning til venskabsforeningens generalforsamling, november 1981
[20]
http://en.wikipedia.org/wiki/South_Korea-China_Relations
[21] http://www.nytimes.com/1991/02/23/obituaries/zhang-wenjin-is-dead-chinese-envoy-was-76.html
[22] Keesing’s Contemporary Archives 1980, s.
30387
[23] Robert S. Ross:
[24] http://en.wikipedia.org/wiki/North_ -_Korea -
Russia_relations
[25] Aktuelt, 6.11.81
[26] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 91
[27] ”Dona nobis pacem,” Juni 1957
[28] http://www.ena.lu/rapacki_plan_warsaw_14_february_1958-020006641.html
[29] DIIS rapport 2005, del IV, s. 143. http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2005/Koldkrig/Kapitler/KK65.pdf.
[30] PET-kommissionens Rapport, bd. 13, s. 83
[31] ”Lise Munk Plum bekræfter: Jeg gav Arne Herløv penge til annoncer” i Land og Folk, 6.11.81
[32] Land og Folk, 8-9.5.82
[33] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 87
[34] PET-kommissionens Beretning, bd. 10, s. 319
[35] Fyns Amts Avis, 5.11.81
[36] Ekstra Bladet, 5.11.81
[37] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 92
[38] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 94
[39] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 86
[40] Arne Herløv Petersen: ”True Blues,” 1980.
[41] PEN Club, 9.6.82
[42] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 79
[43] NATO-Nyt, 2/83
[44] Vagn Lundbye: ”Fodrejser på Langeland,” Forlaget Langeland 1993, s. 110
[45] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 74
[46] ”Christopher Arzrouni plagierer amerikansk anmeldelse,” Information, 7-8.6.08
[47] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 20
[48] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 75
[49] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 70
[50] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 69
[51] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 92
[52] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 92
[53] Land og Folk, 23.4.82
[54] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 72
[55] http://www.youtube.com/watch?v=ona-RhLfRfc
[56] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 80
[57] I kapitel 14
[58] http://www.sthelena.se/tristan/tristan.htm http://www.tristantimes.com/
[59] http://www.government.pn/
[60] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 94
[61] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 126