17

17.

Nettet

Louis XIV sagde: ”L’état, c’est moi”, og Gustave Flaubert sagde: ”Madame Bovary, c’est moi”. Efter læsningen af PET-kommissionens Beretning sidder jeg tilbage og mumler: ”KGB’s agentnet, c’est moi.” Hvorfor man har valgt at kalde kommissionsberetningens bind 13 for ”KGB’s Kontakt- og Agentnet i Danmark” må henstå i det uvisse, for i de indledende bemærkninger siver 260 af de 262 formodede kontakter og agenter ud mellem fingrene på kommissionen, og tilbage står så Dragsdahl, der frikendes, og mig, der dømmes i en parodi på en retssag, hvor man ikke vil høre den sigtede, og der ikke findes nogen forsvarer.

At man af grunde, kun kommissionen kender, har valgt at skrive et helt bind om to personer, betyder dog ikke, der ikke er andre, der undervejs i de seksten bind får med grovfilen. Alle andre formodede agenter og kontakter bliver bare omtalt i forbindelse med de forskellige partier og grupper, de tilhører.

Jeg kan let have overset nogle i den lange beretning, men her er i hvert fald de, jeg umiddelbart har fundet frem til: I bind seks omtales Jens-Peter Bonde og ”Lenz” og ”Nelly”, der kun nævnes under dæknavnene. I bind syv om politiske partier omtales Gert Petersen, Meta Ditzel, Svend Horn, Hermod Lannung, Holger Vivike, Kurt Brauer, Svend Skovmand, Overgaard Nielsen og Palle Voigt. Desuden nævnes to anonyme radikale politikere. I bind ti omtales Ole Sohn. I bind tretten om Dragsdahl og mig nævnes kort Svend Jensen og Jacob Holdt. De fleste af de nævnte har tidligere været omtalt i forbindelse med KGB i dagspressen. Der har i helt overvejende grad været tale om ganske uskyldige kontakter, hvor man har spist frokost sammen og udvekslet synspunkter.

De mindre uskyldige sager er næsten ikke nævnt i kommissionens beretning, der i disse tilfælde holder sig nøje til kommissoriet. Direktør Bent Weibel, der i 1977 blev idømt otte års fængsel for spionage[1] er, så vidt jeg kan se, kun omtalt i forbifarten i bind 7 om politiske partier med ordene ”Bent Weibel, der havde udført teknologispionage for Sovjet”.[2] Journalisten Flemming Sørensen fra ”Jyllands-Posten”, der 3.9.82 blev fængslet i Vesttyskland for spionage til fordel for DDR,[3] er, så vidt jeg kan se, kun omtalt i en fodnote, der henviser til en bog, han har skrevet, mens spionanklagen ikke er nævnt.[4]

Det kunne umiddelbart se ud, som om kommissionen har valgt at lade de store fisk gå og spidde de små, hvilket kan henlede tanken på retsopgøret efter besættelsen, som kommissionsmedlem Ditlev Tamm har skrevet doktordisputats om.[5]

Af de andre sager, der har været omtalt i pressen, har kommissionen valgt at forbigå sagen om kriminalassistent Mads Sloth Laursen[6] og om Jan Henning Hansen fra Folkeregisteret i Gladsaxe, der i 1992 blev idømt otte måneders fængsel for spionage.[7]

Til gengæld vælger kommissionen at trække nu afdøde folketingsmedlem for SF Kurt Brauer frem ved navn og omtale hans forbindelse til det rumænske efterretningsvæsen Securitate udførligt.[8] Det er bemærkelsesværdigt, da hans navn, så vidt jeg ved, ikke tidligere har været fremme. Hvorfor anonymitetsprincippet skal brydes i lige dette tilfælde et uvist, men måske er det fordi manden er død og ikke kan forsvare sig. Historien om folketingsmandens forbindelse til det rumænske efterretningsvæsen blev omtalt i pressen i 1975 uden navns nævnelse.[9] Jeg havde dengang indtryk af, at det var et socialdemokratisk folketingsmedlem, det drejede sig om, og forhørte mig hos det, man kalder sædvanligvis velunderrettet kilde, om hvem det kunne være. Jeg fik at vide, at det var et medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, der var kendt for sin nære forbindelse til græske modstandsgrupper mod juntaen, hvilket også er nævnt i kommissionens beretning. Tilsyneladende gættede man forkert dengang – eller også havde Securitate kontakt til flere folketingsmedlemmer.

Der var hundreder af politikere og journalister, der lejlighedsvis havde frokostmøder og samtaler med sovjetiske diplomater under Den Kolde Krig. Det er der ikke noget fordækt eller underligt ved. I et demokratisk samfund må det være en selvfølgelig ret, at man kan udveksle synspunkter med hvem som helst, og hele meningen med at have et diplomati er, at det giver mulighed for at man kan føre samtaler med repræsentanter for et andet land. Det er ikke nogen lov, at man udelukkende skal føre samtaler med mennesker, man er enig med på forhånd. Faktisk kan det undertiden også være ganske udbytterigt at høre på folk, man ikke er helt enig med. Det var netop fordi, jeg vidste, at mange journalister og politikere, jeg kendte, havde frokostmøder som mine, at jeg følte mig overbevist om, at der ikke kunne være noget ulovligt ved forbindelsen, og det var derfor, jeg hele forløbet igennem mente, at jeg ikke havde noget at skjule.

I årene efter min sag har der adskillige gange været historier fremme i pressen om folk, der har haft ”østkontakter” svarende til mine. Ingen af dem er nogen sinde blevet sigtet for noget kriminelt. Politiken fortalte for eksempel i 1994, at ”politiet lod 11 spioner løbe.”[10]

Flere pressefolk har valgt at fortælle om deres ganske uskyldige frokostmøder med diplomater fra den sovjetiske ambassade. Det gælder for eksempel fhv. chefredaktør Herbert Pundik, der har fortalt om sine frokostmøder med Leonid Makarov på Sporting Club i Vester Voldgade og på Syv små Hjem i 1970[11] og nu afdøde sikkerhedspolitiske medarbejder ved Radioavisen Mogens Espersen, der i en kronik i Berlingske Tidende har fortalt om et frokostmøde med en sovjetisk diplomat.[12]

Ved at blande uskyldige samtaler sammen med egentlig agentvirksomhed eller direkte spionage opnår kommissionen, at det ikke kun er PET, der kan være tilfreds med beretningen. Tjenestens gamle kolleger i KGB kan sikkert også være det. De vil kunne pege på beretningens bind 13 og sige: ”Der kan I selv se. Vores kontakt- og agentnet bestod af én person. Vi havde stort set ingen virksomhed i Danmark. På halvtreds år lykkedes det os kun at få fingre i en enkelt mand på Langeland, og vi behøvede ikke engang at sige til ham, han skulle skrive læserbreve eller artikler, for det gjorde han i forvejen. Vi behøvede ikke sige til ham, han skulle gå ind for en atomvåbenfri zone eller være kritisk over for Thatcher, for det var hans holdning hele vejen igennem. Han gjorde sandelig arbejdet nemt for os ved at skrive, hvad han havde ment hele tiden. Så der kan I selv se, hvor uskyldige vi var. Gennem hele Den Kolde Krig havde vi ikke større aktivitet i Danmark, end CIA har på en formiddag.”

Jeg kan ikke bevise det, men jeg tror, KGB har gjort meget mere end det. Jeg mener, det er sandsynligt, at KGB har haft spioner i Danmark, ligesom man havde det i andre lande. På mig virker det, som om kommissionen ved at omtale fuldt lovlige forhold udførligt og – i mit tilfælde – fordømmende, prøver at dække over PET’s uduelighed – at efterretningstjenesten ikke har kunnet finde spionerne for østlandene, fordi man som følge af tjenestens politiske fordomme har kviet sig ved at lede de steder, de ville kunne findes – på de bonede gulve og i militærets underjordiske kommandobunkere.

Det er en historie, vi har til gode. Ligesom historien om CIA’s helt anderledes omfattende virksomhed i Danmark.

[2] PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 248

[3] Politiken, 22.12.82. Se også Ekstra Bladet, 18.12.97

[4] PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 108

[5] Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen, København 1984

[8] PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 226-227