2

Påvirkningsagent

En tyv er en, der stjæler. En morder er en, der slår ihjel. En spion er en, der udleverer militære eller statslige hemmeligheder til fremmed magt. Det er ret enkelt. Hvordan kunne man så finde på at anklage mig for spionage, når jeg aldrig havde været i nærheden af en militær eller statslig hemmelighed?

Det kunne man, fordi man havde opfundet et begreb, man kaldte ”påvirknings-” eller ”indflydelsesagent”. Logikken var, at hvis man prøvede på at påvirke andre politisk, for eksempel ved at skrive læserbreve eller artikler, og nogen mente, at de kunne gavne et andet land, så var der tale om en form for spionage for dette andet land.

Der er forskellige definitioner på, hvad en påvirknings- eller indflydelsesagent er. En af dem lyder: “Man kan skelne mellem forskellige slags indflydelsesagenter ved at måle graden og typen af kontrol, efterretningstjenesten har. Først er der den ”fortrolige kontakt” – det vil sige en, der er villig til at samarbejde med en fremmed regering for at fremme mål, som han deler med denne regering, men som ikke er modtagelig for detaljerede instruktioner og typisk ikke modtager betaling. Han kan stilles op mod den ”styrede” agent, der modtager og efterkommer præcise ordrer og som normalt får økonomisk kompensation.”[1]

I den danske straffelov er der to hovedbestemmelser om spionage og tilsvarende aktiviteter. § 107 handler om den klassiske spionage. Hvis man udforsker eller giver meddelelse om forhold der af hensyn til danske stats- eller samfundsinteresser skal holdes hemmelige, så kan man straffes med op til 16 års fængsel eller fængsel på livstid, hvis det sker under krig eller besættelse. § 108 siger, at hvis man, uden at det falder ind under § 107, ”i øvrigt foretager noget, hvorved fremmed efterretningstjeneste sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område,” så kan man straffes med fængsel indtil seks år. Det er det, man kalder en gummiparagraf, fordi den kan vrides og strækkes på alle ledder og kanter, alt efter hvem der sidder i regeringen, og hvem man ønsker at ramme. Hvis man skal gå ud til den yderste, bogstavelige konsekvens, så kan en tankpasser få fængselsstraf for at hælde benzin på en bil, der viser sig at tilhøre en fremmed efterretningstjeneste, postbudene kan straffes for at aflevere breve til ambassader, og hvis en mand spørger om vej til Rådhuspladsen, og det viser sig, denne mand er tilknyttet en efterretningstjeneste, så kan man blive straffet for at sige, han skal gå lige ud ad Strøget. Så vidt går man selvfølgelig ikke i praksis, så derfor må man se på, hvordan loven er blevet forstået og fortolket.

I standardværket ”Kommenteret Straffelov”[2] hedder det: ”Det grundlæggende gerningsindhold består i etablering af kontakt med fremmed efterretningsvæsen … Bestemmelsen omfatter spionage, som retter sig mod andre stater, men ikke direkte berører danske stats- eller samfundsinteresser … Den omfatter endvidere efterretningsvirksomhed, der retter sig mod danske interesser, men angår forhold, der ikke skal holdes hemmelige … Bestemmelsen retter sig typisk imod den hemmelige, systematiske tilvejebringelse eller sammenstilling af oplysninger til brug for fremmed efterretningsvæsen, som kan være til fare for danske eller fremmede stats- eller samfundsinteresser eller herboende enkeltpersoners liv eller sikkerhed.”

Hvis man ser på domspraksis, er der ikke mange, der er blevet dømt efter § 108. ”Kommenteret Straffelov” nævner nogle eksempler. En handelsrådgiver ved en dansk ambassade fik et mikrofotograferingsapparat af fremmed efterretningstjeneste og udleverede forskellige oplysninger til denne tjeneste. En militærperson udleverede militært undervisningsmateriale. En tidligere premierløjtnant opsøgte et fremmed lands ambassade og tilbød sig som agent. En direktør solgte elektronisk udstyr, der var belagt med embargo, til fremmed efterretningsvæsen og udleverede samtidig militære og ikke-militære oplysninger. En person videregav dokumenter og oplysninger fra Udenrigsministeriet.

I alle disse tilfælde går strømmen fra den, der er blevet dømt, til det fremmede efterretningsvæsen. De dømte har alle udleveret noget.

Hos en påvirkningsagent må man imidlertid antage, at strømmen går den anden vej. Agenten får oplysninger fra den fremmede efterretningstjeneste og videregiver dem til den danske befolkning eller til andre. Der er ingen, der er blevet dømt for sådan noget. Mig bekendt er jeg den eneste i Danmark, der nogensinde er blevet sigtet og anholdt for at være ”påvirkningsagent”. Begrebet findes ikke i Straffeloven, men kan man måske bruge det alligevel, og hvis man kan, er det så strafbart at være sådan en ”påvirkningsagent”? Det er et ganske vigtigt spørgsmål. Hvis man kan dømmes for spionage udelukkende for at skrive kritiske artikler, bliver begrebet udvidet så meget, at en demokratisk diskussion bliver vanskeliggjort. I et demokratisk samfund prøver vi jo ideelt set alle sammen at øve indflydelse på eller påvirke hinanden.

Man kan uden videre fastslå, at man ikke tidligere har anset det for kriminelt at være indflydelsesagent for fremmede magter. Havde man gjort det, havde tyske agenter som Louis von Kohl[3] og Alexander Helphand[4] (”Parvus”) ikke frit kunnet optræde i landet under første verdenskrig. Hvis kommunister betragtes som indflydelsesagenter for Sovjetunionen, så skulle man vel også have fortsat nazisternes forbud mod det kommunistiske parti efter befrielsen, og Land og Folk havde så ikke fået lov til at udkomme. Da en lov må gælde for alle, uanset politisk opfattelse, havde det i så fald også været ulovligt at øve indflydelse eller påvirke til fordel for USA, ligesom ethvert samarbejde med vestlige efterretningsorganisationer havde været forbudt. I så fald skulle man eksempelvis have straffet Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og tidsskriftet Perspektiv for at modtage støtte fra CIA-frontorganisationer,[5] ligesom det danske efterretningsvæsens samarbejde med allierede efterretningsvæsener havde været ulovligt.

Faktisk har der været fremsat forslag i Folketinget om at forbyde betalt, politisk propaganda fra fremmede magter, men lovgivningsmagten afviste i 1951 at kriminalisere påvirkningsagenters virke. Det oprindelige forslag om kriminalisering af tilskud fra fremmed magt blev fremsat af K.K. Steincke 12.5.50 og genfremsat 20.10.50. Tre dage senere trådte en venstreregering til. Den nye justitsminister, Helga Pedersen, forberedte 8.3.51 en uændret genfremsættelse af Steinckes forslag. Samme dag meddelte hun skriftligt Folketinget, at hun trak forslaget tilbage. Det skete uden kommentarer eller begrundelse af nogen art. Ingen i Folketinget kommenterede den pludselige vending i sagen. Det eneste parti, der herefter ønskede at fastholde forslaget om kriminalisering af støtte fra udenlandsk magt, var Danmarks Kommunistiske Parti.[6] Man kan spørge om baggrunden for vendingen. Den mest sandsynlige begrundelse er, at det gik op for de borgerlige partier og Socialdemokratiet, at deres tilskud fra amerikanske kilder dermed ville blive lovstridige. En nærmere redegørelse for opgivelsen af den foreslåede § 101 - "femtekolonneparagraffen" - og årsagerne hertil findes i Paul Villaume: Allieret med forbehold.[7]

Cand.jur. Poul Smidt skriver: "Det er ganske givet ikke kriminelt i straffelovens forstand at modtage penge fra en fremmed magt til propagandaformål i Danmark. Det er ikke engang ulovligt, hvis man skjuler, hvor pengene kommer fra. [Dette blev] afvist i selve Folketinget og aldrig taget med i loven. Det, som Arne Herløv Petersen tilsyneladende sigtes for, har været forsøgt kriminaliseret, men blev det ikke ... Paragraffen gled ud inden vedtagelsen af straffelovens nye kapitler 12 og 13 i 1952”. [8] Information skriver: "Ironisk nok er det en tidligere borgerlig regering, der sørgede for, at det ikke ifølge dansk lov er strafbart at modtage hemmelige bidrag til meningspåvirkning i det danske samfund gennem annoncer og lignende."[9]

"Det korte af det lange er, at der på Folketingets bord har ligget et forslag om at kriminalisere netop de handlinger, som man ønskede AHP dømt for - og at tinget ikke ønskede forslaget vedtaget".[10]

Professor, lic.jur. Jørn Vestergaard siger herom: "Virksomhed, som ville have været omfattet af den foreslåede, men forkastede bestemmelse, kan naturligvis ikke uden videre behandles som ansvarspådragende ved, at man i stedet for den forkastede regel anvender gummiparagraffen i §108.”[11] Om § 108 i almindelighed siger Jørn Vestergaard: ”De strafbare tilfælde handler alene om tilvejebringelse (eller sammenstilling) af oplysninger, som kan benyttes på skadelig måde, ikke om modtagelse, videregivelse eller udbredelse. Det er således uden egentlig strafferetlig betydning, om en "meningsagent" modtager penge af sin hvervgiver ... Der kan være grund til at påpege, at par. 108 er en forsætbestemmelse, der således også kræver forsæt til at hjælpe fremmed efterretningsvæsen.”[12] Jørn Vestergaard har også behandlet emnet i artiklen ”Meningsagenter” i Kriminalistisk Instituts Årbog 1992. Artiklen fra Juristen 1994 er i 2007 i anledning af professor Bent Jensens påstand om, at journalisten Jørgen Dragsdahl var agent for KGB, tilsendt Folketingets Retsudvalg.[13]

Jørn Vestergaards synspunkter citeres i PET-kommissionens beretning: ”Lovudvalget, Justitsministeriet og Rigsdagen opfattede helt klart forholdet således, at § 108 kun omfatter ulovlig efterretningsvirksomhed, jf. paragraffens ordlyd. […] Dette betyder, at det er helt afgørende for den strafferetlige bedømmelse af en kontakt med et fremmed efterretningsvæsen, hvilken vej informationerne går. Den milde spionageparagraf retter sig alene mod videregivelse af oplysninger til udenlandske agent-organisationer. Til trods for sin vidtgående ordlyd omfatter bestemmelsen ikke modtagelse eller omgang med oplysninger, som sådanne organisationer måtte forsyne nogen med. Paragraffen påbyder så at sige ensretning af informationsstrømmen, og fornuftigt nok i den rigtige retning. Den er ikke tænkt som statssikkerhedens kinesiske mur eller – med det af Churchill i 1946 lancerede udtryk – ’jerntæppe’ til forebyggelse af påvirkning udefra..”[14]

Ekspert i strafferet, professor, lic.jur. Vagn Greve siger: "Straffelovens spionageparagraffer er indrettet på decideret spionage ... Fælles for bestemmelserne, også den såkaldt milde spionparagraf 108, er, at de alle drejer sig om at levere oplysninger ud af landet - altså bagud. Når det gælder begrebet "meningsagent”... er der tale om det stik modsatte. Han beskyldes for at have viderebragt et fremmed lands synspunkter i sit eget land. Og selv om han skulle have modtaget penge fra KGB, er der ikke noget strafferetsligt angribeligt i det.”[15]

Vi har set, at rigsadvokat Per Lindegaard (der er medforfatter til ”Kommenteret Straffelov”), politiassessor Arne Stevns, en unavngiven fuldmægtig i Justitsministeriet, justitsminister Ole Espersen og statsminister Anker Jørgensen alle kom til den konklusion, at § 108 ikke kunne bruges i forbindelse med min sag, og at jeg ikke havde gjort noget ulovligt.

LRS Jan Schultz-Lorentzen sagde i Dansk PEN 9.6.82: ”Forsøg på at påvirke almindelig holdning er almindelig diplomatisk opgave. Det har aldrig været nogen efterretningsopgave, selv om den muligvis udføres af folk fra CIA eller KGB.

Forfattere er meget ofte nødt til at modtage materiale fra forskellige steder til deres research. Det kan lige så godt være forfatteren, der bruger efterretningsvæsenet, som omvendt. Der er intet som helst strafbart ved sådan indsamling af researchmateriale. Kan man ikke det, har man ikke ytringsfrihed. Hvis man har skrevet noget, der giver udtryk for ens mening, og en vil finansiere udgivelse heraf - lige meget hvem det er - er det naturligvis ikke strafbart.”[16]

Ole Espersen indrømmede i Dansk PEN 9.6.82, at § 108 kun kan bruges, hvis man har forsæt til at bistå fremmed efterretningsvæsen med efterretningsmæssigt arbejde. Han bebudede, at han ville ændre § 108. "Den er for utydelig,” sagde han.[17] Ole Espersen kaldte § 108 ”en ubehagelig paragraf, en gummiparagraf",[18] men den blev alligevel ikke ændret – måske på grund af regeringsændringen fem måneder senere, hvor Poul Schlüter blev statsminister.

At § 108 kræver forsæt til at bistå fremmed efterretningstjeneste betyder, at man skal være klar over, at det er sådan en, man har med at gøre. Men for eksempel sovjetiske diplomater præsenterede sig selvfølgelig ikke som KGB-folk over for alle og enhver, hvis de var det. ”Jeg tror f.eks. ikke, at Vladimir Merkulov … nogen sinde fortalte Arne Herløv Petersen, at han arbejdede for KGB,” siger oberst Lars Møller. ”Det ville have været imod alle regler, og Herløv Petersen kan derfor med en vis sandhed sige, at det havde han ingen anelse om, og at Merkulov på intet tidspunkt havde sagt til ham, at han var fra KGB.”[19] Den tidligere efterretningsmand[20] Jens Gregersen er enig: »Goddag, hr. Petersen, mit navn er Vladimir Merkulov, jeg er Deres nye føringsofficer,« sagde den venlige mand og viste sit KGB-identitetskort. Uden denne præsentation ingen føringsofficer, mener Arne Herløv Petersen. Tror han for alvor, at hans kontakter på den sovjetiske ambassade ville afsløre deres virkelige funktion? Intet land ville naturligvis give indrejsetilladelse, hvis der under stillingsbetegnelsen i ansøgningen om diplomatisk status stod: Oberstløjtnant i KGB.”[21]

Dobbeltagenten Oleg Gordijevskij har udtalt, at der var tre betingelser, der skulle opfyldes, før en person kunne anerkendes som egentlig agent: At man var under KGB’s kontrol, at KGB-manden afslørede sit rette tilhørsforhold, og at møderne blev hemmeligholdt.[22] Ingen af betingelserne var opfyldt i mit tilfælde, men jeg var jo heller ikke agent.

21.4.82 spurgte Anders Poulsen (V) om man ville ændre straffeloven og kriminalisere arbejde for udenlandske efterretningstjenester. VS bebudede, man ville genfremsætte det forkastede forslag fra 1951, som kun DKP støttede dengang[23] Politiken udtrykte i en leder[24] ønsket om en lov, der krævede navn på betalte meningsannoncer og gjorde det lovpligtigt for politiske partier at oplyse, hvorfra de får deres midler. Nogle uger senere genfremsatte VS så faktisk forslaget fra 1951.[25] Det blev støttet af SF og de radikale. Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti var positive, men Ole Espersen afviste det, fordi han fandt tilstrækkelige regler i den nuværende straffelov.

Professor, dr.jur. Ole Hasselbalch, der er bedst kendt som formand for Den Danske Forening, skriver i Ugeskrift for Retsvæsen[26], at § 108 godt nok ikke kunne bruges på ””agenter”, der blot slusede stof ind i de danske medier m.fl.”, men at der ofte var tale om en ”tusmørkezone”, og man kunne overskride den ”etisk/moralske grænse for, hvad man bør deltage i”. Disse moralske grænser gælder efter Hasselbalchs mening ikke for agenter for CIA og andre vestlige efterretningstjenester. ”I så henseende har opfattelsen hos ministeriet tilsyneladende været, at når der tales om ”fremmede” efterretningstjenester, faldt vore allierede sådanne uden for bestemmelsens område.”

Det forekommer mig særdeles betænkeligt således at tilsidesætte princippet om, at loven er lige for alle, gennem en fortolkning, der tilsiger, at lovteksten implicit skal forstås således, at loven ikke gælder for regeringens venner.

Hvis man vil have, at § 108 ikke gælder for regeringens politiske venner, må man sige det eksplicit i loven, så befolkningen ved, vi ikke har nogen retsstat, at retfærdigheden ikke er blind, men skeløjet, og at politiet er et politisk politi, der sættes ind mod dissidenter ligesom i Hviderusland eller Burma.

Når vi har det levn af prædemokratisk ret, at kongefamilien er ansvarsfri, er det eksplicit nævnt i Grundloven. På samme måde må det udtrykkelig nævnes i lovene, hvis man ønsker at indføre en postdemokratisk retstilstand, hvor der gælder forskellige regler for regeringens formodede venner og fjender. Hvis man for eksempel ønsker, at det i almindelighed skal være forbudt at belure kvinder i solarier, men at loven ikke gælder for Venstres folketingsmedlemmer, så skal det stå i loven.

Der er altså udbredt enighed blandt de juridiske eksperter om, at hvis der overhovedet er noget, der hedder en ”påvirkningsagent”, så er det ikke ulovligt. Heraf følger selvfølgelig, at det ikke er noget, der skal give anledning til anholdelse, sigtelse, fængsling eller ransagning.

Det er ikke så nemt at finde jurister, der mener, at § 108 kunne bruges mod det, man kalder ”påvirkningsagenter”. Faktisk har det ikke været mig muligt at finde andre end Ole Espersen (efter min anholdelse) og Ole Stig Andersen.

Justitsminister Ole Espersen sagde i forbindelse med tiltalefrafaldet i min sag 17.4.82, at det måtte ”forudsættes”, at jeg havde udvist forhold. der i princippet falder ind under § 108. Hvorfor han pludselig sagde det, når han før anholdelsen mente, at § 108 ikke kunne bruges, skal vi se nærmere på i afsnittet ”Tiltalefrafald”.

PET’s leder, Ole Stig Andersen, mente, at der i min sag var tale om ”aktive foranstaltninger” (eller ”active measures”, som han foretrak at kalde det), der gik ud over den propaganda, der var nævnt i det forkastede lovforslag fra 1951. PET-kommissionen skriver i sin Beretning: ”Ole Stig Andersen var bekendt med, at spørgsmålet om sådanne aktiviteters strafbarhed i en vis udstrækning kunne influeres af den omstændighed, at en bestemmelse om økonomisk støtte til politisk propagandavirksomhed udgik af lovudkastet fra 1949. Ole Stig Andersen stillede sig imidlertid tvivlende overfor, om denne omst.hed måtte præjudicere fortolkning af § 108 i relation til active measures af lighed med politisk propagandavirksomhed eller politisk påvirkning af opinionsdannelsen, hvor denne virksomhed har efterretningsmæssig karakter. Endvidere henledtes opmærksomheden på at active measures fmtl. er videregående end dækningsområdet for det i 1949-området indeholdte forslag.”[27]

Den holder ikke en meter. Argumentet er, at man ikke kendte den form for propaganda, vi vælger at kalde active measures, i 1949, og når loven siger, at politisk propaganda ikke er forbudt, så gælder det ikke disse active measures, der derfor må være forbudt.

Men hvis der står i en lov, det er tilladt at spille musik på rejsegrammofon på terrassen, så er det ikke et gyldigt argument, at så må det være forbudt at spille på ghettoblaster, for sådan en var ikke kendt, da loven blev skrevet.

Man kan selvfølgelig ikke fortolke en lov sådan, at den dækker områder, der ikke var kendt, da loven blev skrevet. Hvis man for eksempel vil kriminalisere former for datakriminalitet, der ikke har været kendt før, må man skrive en ny lov. Hvis man vil kriminalisere active measures, må man først definere, hvori de adskiller sig fra almindelig propaganda, og derefter vedtage en lov.

Ole Stig Andersen synes her at gå ud fra, at et forhold, der ikke er direkte tilladt ved lov, er forbudt. I en retsstat forholder det sig omvendt. Alt, der ikke eksplicit er forbudt ved lov, er tilladt.

Bortset fra det, er det vel også tvivlsomt, om active measures er noget nyt eller bare et nyt navn for noget gammelkendt. Det kunne se ud, som om Ole Stig Andersen selv var involveret i active measures mod mig sammen med MI6. Så man må da håbe for ham, det ikke falder ind under § 108.

Mens Ole Stig Andersen tilsyneladende i mit konkrete tilfælde mente, at jeg kunne straffes for at være påvirkningsagent for KGB, mente han åbenbart, ligesom Ole Hasselbalch, at det ikke var strafbart at være agent for CIA. Det hedder i Kommissionens beretning: ”PET synes derimod ikke at have undersøgt den mere indirekte vestlige efterretningsaktivitet i Danmark i form af meningspåvirkning og støtte til antikommunistiske grupper. Således var Selskabet for frihed og kultur oprettet af Arne Sejr som en dansk afdeling af det CIA-støttede Congress for Cultural Freedom (CCF), der havde til opgave at tiltrække kulturpersonligheder og intellektuelle til den vestlige lejr. Senere udgav Jørgen Schleimann tidsskriftet Perspektiv med økonomisk støtte fra CCF. Den amerikanske oplysningstjeneste, United States Information Agency (USIA), søgte at påvirke den danske opinion gennem bøger, møder og film, og dens medarbejdere ved ambassaden søgte at placere amerikansk materiale i danske aviser. Den stærkt antikommunistiske forening Demokratisk Alliance, der agiterede imod Atomkampagnen og Vietnambevægelsen og infiltrerede venstrefløjen, havde kontakt til den amerikanske ambassade. Den danske fagbevægelse under De samvirkende Fagforbund (DsF), der var domineret af Socialdemokratiet, havde tætte kontakter med de amerikanske fagforeningers antikommunistiske Free Trade Union Committee (FTUC), der modtog økonomisk støtte fra CIA. Den socialdemokratiske oplysnings- og propagandatjeneste, Arbejderbevægelsens Informations-Central (AIC), havde også tæt kontakt til arbejdsattacheen ved den amerikanske ambassade. Det socialdemokratiske forlag Fremad fik amerikansk støtte til flere publikationer, bl.a. Stalins Slavelejre, ligesom socialdemokratiske politikere og fagforeningsmedlemmer var på betalte studieophold i USA. PET synes imidlertid ikke at have anset disse aktiviteter som overtrædelser af dansk suverænitet eller som ulovlig efterretningsaktivitet, hvilket formentlig skyldtes, at skjult udenlandsk finansiering af danske publikationer og politisk virksomhed ikke var omfattet af den såkaldte ”femtekolonnelov”.[28]

Her kunne PET altså godt se, § 108 ikke gjaldt, men i mit tilfælde mente Ole Stig Andersen, den gjaldt alligevel.

Hvordan er i det hele taget forholdet mellem PET og CIA? Det belyses ikke særlig grundigt i rapporten.

Optræder PET som en slags juniorpartner for CIA, og har PET samarbejdet med CIA om at vildlede eller imødegå den danske regering eller Folketinget? Kommissionen siger ikke noget. Den nævner ikke engang CIA ved navn, men taler om ”allieret tjeneste.” Måske skal det ses som udtryk for hellig ærefrygt, ligesom når ortodokse jøder ikke må sige Guds navn.

Hvis man skal tro beretningen, havde CIA et vist samarbejde med medier, organisationer og enkeltpersoner i den første tid efter krigen, men det er meget lidt, vi hører om deres agenter og kontakter senere. Det er påfaldende, at PET næsten kun kan se socialdemokrater som CIA-agenter, ikke alle dem fra de borgerlige partier.

Vi hører om Aksel Larsens samarbejde med CIA. Men hvor er alle de andre? Journalisterne, beslutningstagerne, politikerne. Var der ingen, der udviste konspirativ adfærd under deres samarbejde med CIA eller fik penge eller rejser? Var der ingen borgerlige politikere, der var på langvarige studierejser til Langley? Var der ingen, der skrev artikler efter forlæg fra CIA i 70’erne og 80’erne eller direkte optrykte færdige artikler i eget navn?

Historikeren Bent Jensen mener, i modsætning til juristerne, at begrebet påvirkningsagent er reelt, og at man kan straffes for at være det. I en kronik i Jyllands-Posten i 2007 skriver han: ”For mig, der altså ikke er jurist, er det som samfundsborger forbløffende, at der blandt jurister kan herske uklarhed om, hvorvidt det er strafbart eller ej at arbejde for en fremmed magts efterretningstjeneste ved – med eller uden betaling – at tjene denne magts interesser f.eks. via desinformation. PET’s chefer gennem årene har været af den klare opfattelse, at den slags var strafbart. Ellers ville Arne Herløv Petersen jo ikke være blevet arresteret og hans bolig ransaget. Den daværende socialdemokratiske regering mente også klart, at hans virksomhed var ulovlig – det har vi Kjeld Olesens ord for. Regeringens justitsminister, juristen Ole Espersen, mente det ligeledes – men mente altså samtidig, at han ikke skulle straffes for det. Men en lektor i strafferet kunne i 1992 uimodsagt hævde, at det beroede på en misforståelse af eller ligefrem ukendskab til straffelovens bestemmelser. Se, det var da et spørgsmål for seriøse journalister og historikere at undersøge. Har PET’s omfattende og årelange indsats på dette område under den kolde Krig beroet på en komplet misforståelse?”[29]

Hertil kan man så svare, at Bent Jensens opfattelse i hvert fald beror på en komplet misforståelse. Alene det, at jeg er den eneste, der nogensinde er blevet sigtet for at være påvirkningsagent, viser, at man ikke gennem årtier har været af den opfattelse, at forholdet er strafbart, og i mit konkrete tilfælde havde PET rigsadvokat Per Lindegaards ord for, at jeg ikke havde gjort noget ulovligt. Når jeg alligevel blev arresteret og min bolig ransaget, var det ikke fordi, jeg havde gjort noget strafbart, men tilsyneladende fordi man gerne ville sværte mig til. Siden 2007 har Bent Jensen selv oplevet at blive udsat for PET’s vrede, så måske forstår han bedre nu, hvad der foregår.

Justitsminister Brian Mikkelsen tog på ferie straks efter at han med et koket smil havde indrømmet, at han som følge af ”ungdommeligt vovemod”[30] (lige før han blev valgt ind i sit partis hovedbestyrelse) havde modtaget 30.000 kroner af den sydafrikanske efterretningstjeneste BOSS til udgivelse af en pamflet.[31]

Hvis man mener, jeg har overtrådt § 108 ved at udgive en pjece med kritik af Thatcher, har Brian Mikkelsen også overtrådt § 108, der kan give seks års fængsel. Så man må alvorligt håbe for justitsministerens skyld, at § 108 ikke kan anvendes i den slags tilfælde. Hvis PET har givet ham grønt lys til det, er det endnu mere betænkeligt. Her kan man ikke engang argumentere for, at Sydafrika var vores allierede, da Schlüter i 1986 havde indført sanktioner mod regimet. Og selv om Mikkelsens sag nu er forældet, ville et strafbart forhold af den karakter gøre ham lige så politisk uegnet til at være justitsminister, som hvis han indrømmede, at han som 22-årig i ungdommeligt vovemod havde begået voldtægt.

Bent Jensen vil få svært ved at blive ved med at påstå, at det under alle omstændigheder var strafbart at samarbejde med fremmed efterretningstjeneste. For så havde landets justitsminister jo begået en strafbar handling, hvilket man vel næppe har set siden Alberti.

Endelig skriver journalisten Jan Bo Hansen i Weekendavisen[32], at man kan være påvirkningsagent uden at vide det, og at man i virkeligheden mister sin værdi i samme øjeblik, man opdager, man bliver brugt.

Dette er formodentlig det hidtil mest vidtgående forsøg på at udvide spionagebegrebets rammer. Teorien rummer store muligheder for fremtidig kriminalistisk forskning. Det kan for eksempel tænkes, at Jan Bo Hansen i virkeligheden er påvirkningsagent for små grønne mænd fra det ydre Rum, men bare ikke er klar over det selv. Det ville måske kunne forklare nogle af hans skriverier.

Dengang jeg blev anklaget og anholdt for at være ”påvirkningsagent” eller ”indflydelsesagent”, virkede det som et helt nyt udtryk, der lige var trukket op af hatten til lejligheden. Men hvor kom begrebet overhovedet fra? "Influencing agent" i gåseøjne, optrådte tilsyneladende første gang på engelsk i Guardian Weekly i 1978. Men det var først i 1980, begrebet blev populariseret og almindeligt udbredt. Det skete i romanen The Spike af Arnaud de Borchgrave, der var redaktør på Newsweek og i 1978 indrømmede, at han stod i nær forbindelse med lederne af CIA, MI6, Mossad og det sydafrikanske efterretningsvæsen BOSS[33], og journalisten Robert Moss fra Daily Telegraph.

Robert Moss? Ja, det navn har vi hørt før. Det var ham, MI6 brugte som sin agent for at få mig sværtet til som – netop – ”påvirkningsagent”.

Lad os lige se lidt på, hvem Robert Moss ellers er. Han er født i Australien 1942 som søn af en efterretningsmand. I 1970 arbejdede han i Chile for CIA for at forberede kuppet mod Allende. Han udarbejdede således sammen med CIA "Plan Z”, der "afslørede" et kommunistisk komplot. I 1974 var han bagmand for højreorganisationen NAFF, der støttede Thatchers kandidatur. I 1977 indrykkede han pro-apartheid-annoncer i Washington Post og engelske aviser, der blev betalt af den sydafrikanske regering. Han deltog i en konference for Mossad 1979 og var senere redaktør af et blad, hvis hovedaktionær var Nicaraguas diktator Somoza.[34] Pinochets militærjunta købte 9.750 eksemplarer af Moss’ bog Chile’s Marxist Experiment og fordelte dem gennem sine ambassader. CIA har udtalt, at man hverken kan bekræfte eller kan afkræfte, at man har arbejdet sammen med Moss om udgivelsen af bogen om Chile,[35] men Covert Action skriver, at bogen blev finansieret af CIA.[36] I slutningen af 1980’erne flyttede Robert Moss til en gård i Upper Hudson Valley i staten New York, og her begyndte han at drømme på et ukendt sprog, der viste sig at være en uddød variant af mohawk-sproget. Gennem sine drømme kom han i kontakt med en afdød, shamanistisk mohawk-kvinde, der forklarede ham mange ting, så på en måde blev Robert Moss til den sidste mohikaner. Jeg forstår ham udmærket. Hvis jeg havde alt det på samvittigheden, han har, ville jeg også begynde at drømme på uddøde sprog. Moss har skrevet en række bøger om sine drømme, holder foredrag, seminarer og workshops om dem og lever tilsyneladende ganske godt af at sove sig til pengene. På nyere billeder af ham ser han ud som en glad, lille gris.[37]

Den eneste i Europa, der er blevet dømt for at være ”indflydelsesagent”, er franskmanden Pierre-Charles Pathé, der i 1979 blev idømt fem års fængsel. Pathé udgav fra 1976 en nyhedsbulletin, der hed Synthèse, angivelig med økonomisk støtte fra KGB. Bulletinen blev meget indflydelsesrig – i en periode var tre fjerdedele af alle deputerede i den franske Nationalforsamling blandt abonnenterne.[38] Det har været sagt, at Pathé ikke blev dømt for det, han skrev, men for at han havde så stor indflydelse. ””Hvis retten kun havde dømt ud fra det, Pathé havde skrevet, var han ikke blevet dømt,” indrømmer en fransk efterretningsmand.”[39] Hvorfor blev han så retsforfulgt? ”En af grundene kan være, at han af en pro-sovjetisk venstreorienteret at være havde usædvanlig nære forbindelser til erhvervslivet og regeringen,” skrev Time Magazine.[40] Fransk straffelov afviger fra den danske, så det er muligt, der har været lovgrundlag for dommen, men sagen vakte stor opmærksomhed, og efter en større pressekampagne, hvor 100 journalister underskrev en erklæring, der kaldte sagen en ”alvorlig trussel mod ytrings- og informationsfriheden”,[41] blev Pathé benådet.

Det kan se ud, som om PET og PET-kommissionen mener, at påvirknings- eller indflydelsesagenter er en sovjetisk opfindelse. Det hedder i kommissionens beretning: ”I den sovjetiske efterretningsterminologi fandtes der ud over de fire allerede nævnte (a, b, c og d) en særlig kategori kaldet ”agent vlijanija.” Ifølge et hemmeligt KGB-leksikon, som stammer fra Mitrokhin-arkivet, var det ”en agent, der opererer under efterretningsinstrukser, og som bruger sin officielle eller offentlige stilling og andre midler til at øve indflydelse på politik, offentlig mening og særlige begivenheders gang, politiske organisationers virke og statsapparaturet i mål-landene.” Denne præcise udlægning kom først PET til kendskab i 1996.”[42]

Men det forholder sig omvendt. KGB har begrebet fra CIA. ”Den russiske ekspert i efterretningsspørgsmål, Jurij Sjtjekotjikhin, siger, at begrebet ”agent vlijanija” første gang blev brugt inden for KGB af chefen Vladimir Krutjkov i 1991. ”Agent vlijanija er slet ikke vores opfindelse. Det er CIA’s. En anden ting er så, at Krutjkov har brugt det. Hans formål var klart nok. Ved at bruge det begreb kunne han få lagt løkken om halsen på sine politiske modstandere,” forklarer Sjtjekotjikhin.”[43]

Når man rundt om i verden taler om ”påvirkningsagenter”, nævner man ofte Pathé og mig som de bedste eksempler på KGB’s ”aktive foranstaltninger”. Det er et magert resultat af så mange års aktivitet. Måske skulle man lade være med at lede efter ”indflydelsesagenter,” dvs. personer der deltager i den offentlige, demokratiske debat, og i stedet koncentrere sig om dem, der overtræder loven.

Skulle jeg skrive en håndbog for spionjægere, så skulle der stå, at hvis man vil finde folk, der kan finde på at udlevere statshemmeligheder til fjenden, så skal man lede blandt dem, der er i besiddelse af sådanne hemmeligheder. Det vil sige i Forsvarsstaben og centraladministrationen og blandt politikere, diplomater og efterretningsfolk. Ingen på venstrefløjen kom i nærheden af statshemmeligheder. Men PET går ud fra, at der er de gode og de onde. Spioner er onde. De røde er onde. Derfor er de røde spioner. Det er rendyrket Erasmus Montanus-logik. De nægter at indse, at spionerne kan være dem, de går til cocktailparties med, dem der sælger hemmeligheder til hvem som helst.

De leder og leder efter spioner blandt de onde røde, og når de ikke finde nogen dér, tror de, det betyder, der slet ikke er nogen spioner.

Så tror de på dobbeltagenten Oleg Gordijevskijs smiger, når han siger, at danskerne glødede af patriotisme, pligtfølelse og integritet og derfor aldrig kunne finde på at blive spioner.[44] Vi er meget bedre end nordmænd og svenskere. Og vi labber det i os, selv om virkeligheden - fra de kriminelle, Venstre har haft i sin folketingsgruppe[45], til Stein Bagger-sagen - vidner om en katastrofalt svigtende moral. Hvorfor skamroser Gordijevskij os så for at få os til at tro, der ikke var rigtige spioner?

Noget ville måske dukke op, hvis man ledte blandt dem, der har mulighed for at være spioner – fordi de kan komme i besiddelse af hemmeligheder. For selvfølgelig havde KGB spioner i Danmark. Det ville da være underligt andet. Efterretningsvæsenerne spionerede mod hinanden. Fhv. forsvarschef generalløjtnant Kjeld Hillingsø siger, at han i Honeckers kommandobunker i Berlin har set detaljerede kort over alle militære og militært vigtige installationer i Danmark.[46] Hillingsø har fortalt, at han tror på spøgelser og ser syner[47], men når han ser militærplaner, er jeg sikker på, han ved, hvad han taler om, så i dette tilfælde tror jeg på ham. Nogen må jo have givet østtyskerne de oplysninger. Kortene er ikke kommet flyvende til DDR af sig selv. Det må være spioner, der har overbragt dem. Og selvfølgelig sidder spioner de steder, hvor de kan spionere og opsnuse hemmeligheder.

Vil man absolut lede efter noget, man kan kalde ”indflydelsesagenter”, så finder man dem blandt dem, der har indflydelse på beslutningstagerne. Det havde Pathé, og det var derfor, han blev anholdt. Indflydelsesagenter kan være spindoctors, erhvervsfolk, reklamefolk, chefredaktører eller medlemmer af sikkerhedspolitiske nævn og udvalg. Jeg opfylder ingen af betingelserne for at være ”indflydelsesagent”, for jeg havde ingen indflydelse. Jeg havde ikke arbejdet som journalist i en årrække, jeg var ikke medlem af noget parti, jeg havde ingen ledende stilling i fredsbevægelsen eller andre græsrodsbevægelser. Et læserbrev eller en artikel, skrevet af det, Ekstrabladsjournalisten Jakob Andersen så venligt kalder ”en lille skribler”,[48] har ikke større indflydelse på beslutningstagerne end de myriader af læserbreve af Henning Prins og Robert Refby, man halvfjerdserne igennem kunne læse i Information. Måske kunne man indføre en sondring og sige, at hvis man mener, hvad man siger, så er man ikke agent for nogen. Så bruger man bare sin demokratiske ret. Mener man ikke, hvad man siger, men er ansat af et ministerium, en virksomhed eller et reklamebureau til at lyve for penge, så kan man for min skyld godt tale om indflydelsesagenter og for min skyld også godt bruge begrebet i nedsættende betydning. Men kriminelt er det ikke, og det er også umuligt at granske hjerter og nyrer. Måske tror ham reklamemanden virkelig på, at man bliver lykkelig af at bruge en bestemt slags vaskepulver.

Men lad os se det i øjnene: Direktøren for en mindre provinsbank har større politisk indflydelse i et samfund som det danske end de engagerede, men alt andet end indflydelsesrige kredse på venstrefløjen.

En aktivist eller læserbrevskribent på venstrefløjen er lige så magtesløs som sommerfuglen, der basker med vingerne mod ruden. Men en sommerfugl, der blafrer med vingerne, kan måske starte en kædereaktion, der engang vil rejse en storm. Det er det, vi siger til hinanden: Du er kun en dråbe i havet. Men havet består af dråber.

[1] Oversat fra Abram N. Shulsky og Gary James Schmitt: ”Silent Warfare,” 3. udgave, Brassey’s, Washington, D.C. 2002, s. 81-82.

[2] ”Kommenteret Straffelov. Speciel del.” 2. omarbejdede udgave ved Vagn Greve, Bent Unmack Larsen og Per Lindegaard. Juristforbundets forlag 1980, s. 23-25.

[3] Carl Madsen: ”Vi skrev loven”, København 1968, s. 123-129

[4] http://en.wikipedia.org/wiki/Alexander_Parvus Se også Tørk Haxthausen: ”Dr. H.”, København 1986

[7] Poul Villaume: ”Allieret med forbehold.” Eirene 1977. s. 787-788

[8] Journalist, cand. jur. Poul Smidt i indlæg i Politiken. 17.11.81

[11] Jørn Vestergaard: ”Påvirkningsagenter” i ”Juristen” 8. april 1994, s. 164

[12] Jørn Vestergaard: ”Påvirkningsagenter” i ”Juristen” 8. april 1994, s. 162

[13] Folketingssamling 2006/07. Retsudvalget. REU alm. del – Bilag 284. Offentligt. Henvendelse af 16/1-07 fra Jørn Vestergaard, Københavns Universitet, vedrørende menings- eller påvirkningsagenter under den kolde krig

[14] Jørn Vestergaard: ”Påvirkningsagenter,” s. 161, cit. PET-kommissionens Beretning, bd. 15, s. 171

[19] Lars R. Møller: ”Operation Hurricane”, København 2000, s. 70

[20] Oplysning om at Gregersen var efterretningsmand fra ”DIIS’s svar på kritik af udredningen om “Danmark under den kolde krig,”” Konference i Selskabet for Samtidshistorisk Forskning, København, 16. september 2005, s. 7

[21] Berlingske Tidende, 13.7.02, cit. Bent Blüdnikow (red.): ”Opgøret om den kolde krig,” Peter la Cours forlag 2003, s. 295

[22] PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 247

[26] Ole Hasselbalch: ””Indflydelsesagenter” og straffelovens 12. kapitel” i ”Ugeskrift for Retsvæsen” nr. 34, 2008, s. 251-259

[27] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 116, møde 5.1.82, repr. PET, Svendborg Politi, Statsadvokaten for Fyn samt Rigsadvokaten

[28] PET-kommissionens beretning, bd. 4, s. 58-59.

[29] Bent Jensen: ”Jura, historie, politik – og brødnid.” Jyllands-Posten, 7.2.07

[31] PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 138-139

[33] http://www.sourcewatch.org/index.php?title=Arnaud_de_Borchgrave

[35] http://covertaction.org//content/view/177/0/

[36] http://covertaction.org//content/view/172/0/

[37] http://www.mossdreams.com/dreamarcheology.htm

[38] Abram N. Shulsky og Gary James Schmitt: ”Silent Warfare,” 3. udg. Brassey’s, Washington, DC, 2002, s. 81-82

[39] http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,954571,00.html. Time Magazine, 6.10.80

[42] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 21

[44] PET-kommissionens beretning, bd. 13, s. 38

[45] Se http://www.forbryderalbum.dk/ om bl.a. Brixtofte, Oppfeldt og Møller

[46] Kjeld Hillingsø: ”Warszawapagtens planer for angreb mod Danmark” i Hvem holdt de med?, red. Bertel Haarder, Peter la Cours forlag 1999, s. 10