18.
Hvad nu?
De sidste næsten tredive år har givet mig et indblik
i, hvor hadefuld stemningen kan være på højrefløjen. Jeg har været udsat for
konstante angreb i aviser og på Internettet på grund af denne sag. I 1999 blev
jeg udsat for mordtrusler fra den nazistiske gruppe Blood & Honour, der
offentliggjorde min adresse på Internettet og opfordrede folk til at myrde mig.
Den ansvarlige for truslerne udtalte ved retten i Rudkøbing, at han var kommet
på bedre tanker, hvorefter han slap for videre tiltale.[1]
Min sag har været behandlet i mere end et
halvt hundrede bøger i Danmark, USA og andre lande og i tusinder af
avisartikler. Næsten uden undtagelse har man opremset PET’s anklagepunkter mod
mig uden at tage stilling til deres sandhedsværdi eller spørge mig om min
forklaring. I en lang række tilfælde har man suppleret PET’s anklager med
opsigtsvækkende og frit opfundne anklager som f.eks. at jeg skulle have
”destabiliseret NATO’s nordflanke”.
DIIS’ Koldkrigsrapport fra 2005[2]
nøjedes ligeledes med at gengive PET’s anklager og afstod fra enhver form for
kritisk behandling. Jeg henvendte mig herom til chefudreder Svend Aage
Christensen, der ikke ønskede at svare. En medarbejder ved dr.phil. Bent
Jensens koldkrigscenter forsøgte i januar 2009 at indføje injurierende og
falske påstande i netleksikonnet Wikipedias artikel om mig.[3] Og nu
kommer så PET-kommissionens Beretning og gentager anklagerne, samtidig med at
man nægter at høre på mig.
Der er ingen grænser for de
beskyldninger, jeg er blevet udsat for – især i de dele af blogosfæren, hvor
man har en særlig layout med skrift i mange farve og størrelser i forskellige
bokse – en layout der af en eller anden grund bruges af dem, der også tror,
politikerne indopererer radiomodtagere i folks hjerner og at det var paven, der
stod bag 11. september. Den slags steder kan jeg blive beskyldt for at have
siddet i Cambodja i 70’erne og rådgivet Pol Pot om, hvilke befolkningsgrupper,
der skulle udryddes.[4]
Frem
til midten af firserne blev jeg ved med at søge arbejde forskellige steder, men
jeg fik altid afslag, undertiden med direkte henvisning til spionsagen. I 1985
opnåede jeg at blive indkaldt til jobsamtale, da jeg søgte arbejde ved
kulturredaktionen på Information.
Ansættelsesudvalget indstillede mig til stillingen, men på et medarbejdermøde
gik Jørgen Dragsdahl og Peter Wivel kraftigt mod min ansættelse, så derfor
ansatte man en anden.[5] Siden
har jeg koncentreret mig om det arbejde, jeg kan udføre alene ved mit
skrivebord, og med mit individualistiske gemyt er det måske også det bedste.
Jeg
har kunnet klare mig økonomisk ved at oversætte, men mine egne bøger har ofte
måttet sejle rundt på havene i årevis som små, flyvende hollændere, før de
fandt i havn. Men udkommet er de før eller senere.
Det
er gået nemmest med at få en bog udgivet, hvis den har været indsendt anonymt,
for eksempel til en konkurrence. I 1994 vandt
jeg en romankonkurrence, der var udskrevet af Jyllands-Postens forlag Centrum.[6]
Forlaget udgav adskillige af de bøger, der var indsendt til konkurrencen, og alle
de andre forfattere fortsatte med at udgive flere bøger på forlaget, mens
Centrum ikke ønskede flere af mine bøger.
Inden
for min branche er der ingen objektive målestokke. Derfor kan man altid sige:
”Det er ikke på grund af den spionsag, vi ikke vil udgive dine bøger. Det er
bare fordi du er uduelig.” Det må folk synes, hvis de vil. Jeg kan alligevel
ikke følge andres anvisninger for, hvordan jeg skal skrive, og selv den
blideste hånd får ikke lov til at føre mig. Jeg må prøve at udvikle hver enkelt
tekst efter den lovmæssighed, der gælder for netop den, og gøre den så god, som
jeg formår det. Andet kan jeg ikke.
Jeg
er ikke utilfreds. Jeg er alligevel ikke interesseret i at skrive bestsellere,
og enhver ret bliver spist, enhver pebermø gift og enhver bog finder før eller
senere frem til hin enkelte læser. Mange aviser undlader at anmelde mine bøger,
men de anmeldelser, jeg får, er som regel gode.
Ole
Espersen sagde i 2003[7] til
mig: ”Du har da klaret dig meget godt alligevel.” Det har jeg vel også.
Men
jeg ved ikke, om jeg overhovedet kunne have klaret det, hvis ikke jeg i
Orwell-året 1984, da alt så mørkest ud for mig, mødte min livs kærlighed.
Sammen med hende fik jeg mod til at gøre noget effektivt ved det
alkoholproblem, jeg stadig havde. Jeg havde i årevis prøvet at holde mig ædru
med antabus, men det lykkedes først for alvor at mane djævelen i jorden, da jeg
gennemgik en såkaldt Minnesotakur. For tyve år siden holdt jeg helt op med at
drikke og ryge, og jeg har ikke savnet det et sekund siden. Jeg har fået min
kvote.
Jeg
tænker tit, at alt, hvad jeg har været igennem, har været til det bedste, fordi
det alt sammen har ført frem til dette nu, hvor jeg i mit livs efterår kan
sidde og holde min kæreste i hånden. Når jeg er sammen med hende, når jeg
sidder med katten eller går rundt i haven, oplever jeg det, vi kalder lykke.
Og
bliver de hadefulde angreb for skingre, kan jeg trøste mig med Epiktet: ”Af
tingene i verden er der nogle, der står i vor magt, og andre, der ikke står i
vor magt. I vor magt står opfattelse, tilbøjelighed, attrå og modvilje, kort
sagt, alt det, der er vort eget værk. Ikke i vor magt står legeme, ejendom,
anseelse og ydre stilling, kort sagt alt det, der ikke er vort eget værk. Det,
som står i vor magt, er af naturen frit, uhindret, uhæmmet; det, som ikke står
i vor magt, er kraftesløst, ufrit, udsat for forhindringer og os uvedkommende.”[8]
I den tid, der er gået siden min anholdelse, har
verden ændret sig radikalt to gange. Først ved murens fald i 1989 og så efter
11. september 2001.
I dag hedder det ikke mere spionage og
kommunisme, men terrorisme og islamisme. Begreberne ændrer sig, men systemet er
det samme. Og systemet har altid brug for syndebukke, for uden dem ville folk
måske begynde at tænke sig om og indse, at de selv betaler for at blive
udbyttet.
Engang
kunne man blive anklaget for spionage, hvis man skrev et læserbrev. I dag kan
man blive anklaget for terrorisme, hvis man sælger en T-shirt.[9]
Terrorlovene er det hidtil alvorligste anslag mod ytringsfriheden, for man kan
bare vilkårligt erklære en hvilken som helst bevægelse for terroristisk, og så
er det forbudt at støtte den. Hvis terrorlovene havde eksisteret i 60’erne, var
Vietnambevægelsen formodentlig blevet forbudt.
Efter både murens fald og 11. september har PET
vokset sig større, mens retssikkerheden er blevet yderligere nedbrudt og
borgernes beskyttelse mod overgreb fra politiet smuldret.
Hvis vi skal gøre noget ved PET’s overgreb, er det ikke nok med mindre
reformer. Efterretningsvæsenet skal laves om fra grunden, så det ikke længere
er et politisk politi, vendt mod religiøse mindretal eller den halvdel af
befolkningen, der ikke er enige med den regeringen og dens støtteparti. PET
skal være et upolitisk politi, der efterforsker anslag og planer om anslag mod
statens og befolkningens sikkerhed. Også jeg er taknemmelig, hvis nogen gør et
stykke arbejde for at forhindre bombeattentater i tog eller på cafeer. Men
husk, at Timothy McVeigh[10]
hverken var muslim eller venstreorienteret. Det var bagmændene bag attentatet
på Bolognas hovedbanegård[11]
heller ikke, ligesom det sandsynligvis var en fra højrefløjen, der stod bag det
eneste politiske mord i Danmark i efterkrigstiden – mordet på Henrik
Christiansen på Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade.[12] Vi
skal ikke have et hemmeligt statspoliti,[13] men
et demokratisk politi, der beskytter borgerne og ikke driver klapjagt på
dissidenter.
De lukkede arkiver
skal åbnes for de krænkede. Jeg vil gerne have udleveret en kopi af alt, hvad
efterretningstjenesten har liggende om mig. Alt. Hvert gulvtæppe skal vendes,
og alle de sten, der er fejet derind i tidens løb, trilles ud. Det er mit liv,
og det har jeg krav på at få tilbage. Originalerne kan passende overdrages til
Rigsarkivet, båndlagt, så de ikke må åbnes de næste 50 eller 100 år, måske
undtagen i forbindelse med forskning og da med alle mulige klausuler om
beskyttelse af privatlivets fred. Den kolde krig sluttede for tyve år siden, og
sagerne fra dengang har lige så lidt efterforskningsmæssig betydning som middelaldertraktater
om legationer til Byzans, så derfor hører de ikke hjemme i et politiarkiv.
Erstatning for tort og svie ville være en god idé, men jeg er ikke så
pengegrisk, at det gør noget. En buket blomster, et kort og en undskyldning
ville være nok for mig. PET ønskede dengang for tredive år siden, at deres
kampagne mod mig skulle vende KGB-desinformationen, som de kaldte mine
skriverier, mod KGB. Jeg ville ønske, at dette skrift vendte PET’s
politistatsmetoder mod tjenesten selv.
Man siger, man skal
tage vidtgående hensyn til stikkerne, og derfor kan man ikke give adgang til
arkiverne. Derimod synes man åbenbart ikke, der skal tages hensyn til dem, de
har stukket. Men hensynet til stikkere behøver ikke at være afgørende. Stasis
arkiver blev åbnet, arkiver i Polen og Tjekkiet er åbnet. Det kan gøre ondt.
Men det kan være nødvendigt for at komme videre.
Jamen, så får vi svært ved at skaffe nye stikkere, siger de. Ligesom når
Dick Cheney siger, at man ikke bør undersøge CIA’s brug af tortur, for så
bliver det måske svært at finde folk, der vil lave den slags arbejde.[14] Men
måske kan politiet fungere uden stikkere, provokatører og infiltratorer. Måske
hjælper man ikke demokratiet ved at undergrave dets grundvold. PET skal være en
afdeling af politiet. Ikke statsmagtens politiske stormtropper.
I forbindelse med min
egen sag kunne jeg godt tænke mig at stille PET’s tidligere chef, Ole Stig
Andersen, nogle konkrete spørgsmål:
Vi skal rydde op, men
vi skal ikke være den røde hævnerskare. Det drejer sig ikke om at få hævn, men
om at komme videre. Jeg hader ikke nogen. Tværtimod ønsker jeg det bedste for
alle mennesker. Jeg bliver blød om hjertet, når jeg på et fotografi ser Ole
Stig Andersen sidde i sin have på Møn med sin lille tjavsede hund og se glad
ud.[15] Jeg
ville ønske, at Bent Jensen ville holde op med sine hadske udfald og bruge sine
sidste år på at slynge honning og save brænde. Han har sådan en mild stemme, og
det ville være godt for ham at bruge den til at sige milde ord. Jeg synes,
Anders Fogh skulle købe et hus i Texas ved siden af George Bush. Så kunne de
løbe lange, svedige ture, cykle med hjelm på hovedet og stege grillbøffer, og
de kunne sidde glade og lykkelige i hængesofaen på verandaen og klaske hinanden
på mørbraden. Jeg ville ønske, at Brian Mikkelsen fik et nyt og lykkeligt liv
som håndboldtræner, og at Pia Kjærsgaard ville koncentrere sig om at danse
bouzouki på en græsk taverna. Ole Espersen skulle gå lange, gode ture i den
bornholmske natur og Kjeld Olesen sejle rundt på de syv have med en af disse
tyske sejlerkasketter på hovedet.
Jeg er ikke engang
ironisk. Livet er så kort, og der skal i virkeligheden så lidt til for at gøre
os glade. Så hvorfor forpeste tilværelsen for os selv og hinanden med had og
nedrighed?
[1] ”Omvendt nynazist: Nu dyrker jeg kærligheden” i Fyens Stiftstidende, 7.6.03
[2] http://www.diis.dk/sw13004.asp
[3] http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Arne_Herl%C3%B8v_Petersen&action=history
[4] http://anti-samfundsvirus.dk/smagsdommere.htm
[5] Meddelt af Jørgen Dragsdahl, 28.8.09
[6] Arne Herløv Petersen: ”Helgardering”, 1994. http://herlov.dk/helgard.htm http://www.scribd.com/doc/17257084/helgardering
[7] Samtale 29.4.03
[8] Epiktetos’ Haandbog. Oversat og indledet af J.A. Bundgaard. København 1942, s. 38
[9] http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/pressemeddelelser/Pages/%E2%80%9DFightersandLovers-sag%E2%80%9D.aspx
[10] http://en.wikipedia.org/wiki/Timothy_McVeigh
[11] http://en.wikipedia.org/wiki/Bologna_massacre
[12] http://www.socialister.dk/socrevy/02/sry02s26.htm
[13] http://en.wikipedia.org/wiki/Gestapo
[14] http://www.washingtontimes.com/news/2009/aug/31/cheney-cia-torture-probe-outrageous/
[15] http://www.sjas.dk/archive/PDF/Publikationer/Brochurer%20og%20nyhedsbreve/Profil%20Brochure.pdf