5

Anklager

Når politiet efterforsker en formodet lovovertrædelse og når frem til, at der skal rejses sigtelse, så ligger anklagen i reglen nogenlunde fast. Det er sjældent, at en mand bliver anholdt for voldtægt, forhørt om checkbedrageri, sigtet for indbrud og derefter anklaget for betleri og fremstilling af letfordærvelige varer under uhygiejniske forhold. Men i mit tilfælde er der noget amøbeagtigt over anklagerne. De ændrer form og farve fra den ene dag til den anden, muterer til noget helt andet, forsvinder og dukker op igen i stadig nye forklædninger. Det virkelig besynderlige er, at store dele af pressen hænger på i alle de skarpe sving og mumler deres stadige, rituelle ”Spion spion”, uanset hvad anklagerne kommer til at lyde på i dag, det er onsdag.

Da jeg blev forhørt af en kriminalbetjent og en navnløs person fra PET om aftenen den 3. november 1981, lige efter at jeg var blevet anholdt, var der i alt syv anklagepunkter. Jeg skulle have givet Merkulov en liste over ”progressive journalister”. Jeg skulle have haft planer om at rejse til Norge for at mødes med den sovjetiske diplomat, andensekretær og presseattaché Stanislav Tjebotok, der tidligere havde været stationeret i Danmark. Jeg skulle have udarbejdet pjecen Cold Warriors og ”overdraget” (eller måske solgt) Merkulov nogle eksemplarer, som han så åbenbart havde givet videre til Samarbejdskomiteen – selv om det er vanskeligt at se, hvordan jeg skulle kunne straffes for, at en mand forærer en bog, han har købt af mig, til en anden. Jeg skulle have ”overgivet dokumenter”, der stammede fra Moskva, til den nordkoreanske ambassade og fortalt dem, de stammede fra en amerikansk journalist. Jeg skulle have udgivet pjecen True Blues, hvis tekst angivelig stammede fra Merkulov, i eget navn. Jeg skulle have organiseret en underskriftsindsamling efter ”instruks” fra Merkulov og have fået 7000 kroner, ni flasker spiritus og et stereoanlæg ”for ulejligheden”, og jeg skulle have snakket med Merkulov om udarbejdelse af en ny pamflet, der skulle indgå i propagandaen omkring antiatomkampagnen.[1]

Jeg fik ikke lov til at se rapporten om afhøringen og har derfor heller ikke underskrevet den. Det er nok lidt usædvanligt, men skyldes formentlig, at rapporten påstår, jeg ”erkendte” at have overdraget ”de pågældende dokumenter” til den nordkoreanske ambassade ”men ikke at de stammede fra Moskva”. Da jeg aldrig har set nogen af de dokumenter, PET fabler om, har jeg selvfølgelig heller ikke erkendt det, og derfor ville jeg umuligt kunne underskrive en rapport, der hævder noget andet.

Atten timer senere, den 4. november 1981, var jeg i grundlovsforhør, og her var fem af de syv punkter fra aftenen før droppet, mens fire nye var kommet til. Nu lød anklagerne på, at jeg havde holdt 23 møder med Merkulov, benyttet hemmelige bokse, at Merkulov havde prøvet at ryste skygger af sig, at samtalerne var ført på konspiratorisk vis og så igen, at jeg havde desinformeret koreanerne og fået penge fra russerne til en annoncekampagne.[2]

I det videre forløb var annoncekampagnen det mest omtalte herhjemme, mens propagandaen i udlandet, som MI6 stod for, lagde størst vægt på den Thatcher-kritiske pjece.

Justitsminister Ole Espersens ”redegørelse” 17.4.82 omhandler otte anklagepunkter: Annoncen om en atomvåbenfri zone, desinformation af koreanerne, overdragelse af liste over progressive danske journalister, afgivelse af oplysninger om den danske venstrefløj, pjecen True Blues, forbud mod at melde mig ind i DKP, planer om evakuering til Sovjet og modtagelse af gaver, penge og spiritus.[3]

De fire nye punkter, der kom med i grundlovsforhøret, er droppet igen. To af punkterne fra det første forhør, der var droppet ved grundlovsforhøret – True Blues og progressive journalister - er kommet med igen, mens mødet i Oslo, Cold Warriors og planerne om en ny pjece er røget ud, og så er der kommet fire helt nye ting med – om DKP, venstrefløj, gaver og evakuering.

Rigsadvokat Per Lindegaard, der allerede i foråret 1981 havde udtalt, at man ikke kunne bruge § 108 i min sag, udarbejdede 18.3.82 efter ransagningen af mit hus et nyt notat ud fra det nu fremkomne materiale.[4] Han skrev her, at følgende punkter ikke var strafbare: Udgivelse af Kolde krigere og True Blues, annoncen om en atomvåbenfri zone og indsamling af oplysninger om personer. Lad os se bort fra den detalje, at jeg ikke har gjort det, jeg bliver anklaget for og nøjes med at konstatere, at selv hvis jeg havde gjort det, havde det ikke været ulovligt, og som følge heraf var det heller ikke noget, jeg skulle anholdes for og forhøres om eller en justitsminister skrive redegørelser om.

Per Lindegaard mener, at kun to forhold kunne være ulovlige, hvis de ellers kunne bevises: Desinformationen af nordkoreanerne, der i så fald ville være en efterretningsoperation, udført for fremmed magt på dansk territorium, hvilket ikke er lovligt. Og som noget nyt, der hverken var med i forhørene eller redegørelsen: Hvis jeg havde søgt optagelse i hjemmeværnet eller søgt arbejde forskellige steder med det formål at indsamle hemmelige oplysninger og videregive dem til det sovjetiske efterretningsvæsen, så ville det også være ulovligt. Desværre for PET havde de ingen beviser på, at jeg skulle have foretaget mig noget af det, der ville have været ulovligt. Det var bare noget, de sådan troede, jeg måske i mit stille sind kunne gå og finde på.

Da en del af de ”anklagepunkter”, der blev rettet mod mig, nok virkede noget klejne som ”beviser” på, at jeg var en farlig spion – at jeg havde tænkt mig at tage til Oslo og møde en mand, jeg kendte, at Merkulov skulle have rystet skygger af sig (hvad jeg vel næppe kunne lastes for) og givet en fredsorganisation nogle eksemplarer af en pjece, han havde købt af mig, eller at jeg skulle have fortalt Merkulov, at nogle journalister var mere progressive end andre – fandt man med det samme på en række nye, fiktive anklagepunkter. Det var lige meget, hvor usandsynlige anklagerne var. Man skød bare med spredehagl og håbede på at ramme et eller andet. Således kunne Jyllands-Posten[5] fortælle, at jeg og Merkulov holdt møder på øde landeveje, og at jeg efterlod hemmelige beskeder i forskellige telefonbokse. Berlingske Tidende fortalte[6], at både jeg og Merkulov gik under jorden efter en artikel, Berlingeren havde bragt i sommeren 1981 (mens vi i virkeligheden nøjedes med at gå under bordet), Information[7] kunne fortælle, at jeg lige var hjemkommet fra flere måneders ophold i Nordkorea og Aktuelt[8], at jeg splittede NATOs militære forsvar, misinformerede om europæiske landes hensigter, indsamlede hemmelige oplysninger om Kina og i øvrigt havde indrømmet alt i min dagbog. Da MI6’ del af ”kontraefterretningoperationen” begyndte at rulle, kunne The Times meddele, at jeg var den danske fredsbevægelses leder[9], AP at jeg var formand for Samarbejdskomiteen[10], Reader’s Digest at jeg havde arrangeret fredsmarch fra Oslo til Paris[11] og den svenske forfatter Dragan Jovius,[12] at jeg havde arrangeret foredragsturneer rundt i Norden for russiske professorer, formidlet penge til fredsorganisationer, udspredt forfalskninger og – oh, gru – fået ordre til at rejse til Norge, mens hans landsmand Charlie Nordblom[13] kunne fortælle, at jeg under forhør havde tilstået alt. Gik man til Sydafrika, kunne man få at vide, at jeg ville berøve NATO’s nordlige flanke hele dens atomforsvar.[14] Senere har Jyllands-Posten[15] kunnet fortælle sine læsere, at jeg var formand for Koreaforeningen og forsynet med et dæknavn fra den nordiske mytologi. Christopher Andrew har fortalt, at jeg støttede Pol Pot,[16] Walther Juul Hansen at jeg indrykkede kæmpeannoncer for Korea i aviserne[17] og Ekstrabladsjournalisten Jakob Andersen, at jeg er infam og perfid og minder om en bænkebider.[18]

Da man åbenbart stadig mente, at det foreliggende bevismateriale ikke rigtig var nok til at overbevise befolkningen om, at jeg var spion, erklærede udenrigsminister Kjeld Olesen som tidligere nævnt i TV-Avisen 6.11.81, at jeg var skyldig. I april 1982 gentog han beskyldningen: ”Der er ingen tvivl om beviserne, ellers træffer vi ikke en sådan beslutning”[19] Til Fyens Stiftstidende præciserede ministeren, hvad der var bevist: ”Jeg har udtalt mig om beviserne for de to forhold, som var grundlaget for udvisningen af den sovjetiske diplomat … nemlig misinfomeringen af den nordkoreanske ambassade og videregivningen af penge til annoncering fra den sovjetiske ambassade.”[20] Kjeld Olesen har i denne sag svært ved at se forskel på en politianklage og et bevis. Det er han ikke ene om.

[1] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 64-65

[3] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 132-136

[4] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 119

[12] Dragan Jovius: Sovjethotet mot Norden, Stockholm 1984, s. 174

[13] Charlie Nordblom: Krig i fredstid, Timbro, Stockholm 1988, s. 121-122

[16] Christopher Andrew og Oleg Gordievsky: KGB – The Inside Story, Hodder & Stoughton, London 1990, s. 495

[18] Jakob Andersen og Oleg Gordievsky: De røde spioner, København 2002, s. 623-624