10.

Motiver

I sin anmeldelse af mine pjecer Kolde krigere og True Blues skriver Hans-Jørgen Nielsen: ”Det er helt korrekt at Arne Herløv Petersen er ude på at miskreditere koldkrigerne og jern-ladyen. Men det er vel ingen forbrydelse? I så fald må jeg også hermed anmelde mig selv. Som analyser betragtet er der med begge pjecer tale om politik på det overfladiske anekdoteplan. Nogen dybere forståelse for thatcherismen som politisk-ideologisk fænomen finder man ikke. Men det særlige ved pjecerne er, at de omhyggeligt angivne kilder til deres påstande stort set stammer fra store og anerkendte borgerlige aviser og tidsskrifter. Hvis der er tale om ”disinformation” og ”sort propaganda” rammer anklagerne organer som Times, Le Monde, US News and World Report, Economist, Welt osv.! … Politiets beslaglæggelse af disse pjecer er et overgreb på den grundlovssikrede ytringsfrihed.”[1]

Hans-Jørgen Nielsen har helt ret i, at pjecerne ikke er nogen dyberegående analyser. Det er små journalistiske ting, True Blues på 19 normalsider og Kolde Krigere på 26. Med det format, Information havde dengang, kunne de begge to have stået på mindre end to avissider. Det, jeg ville med dem, var at ikke at lave en teoretisk analyse, men en citatmosaik, der viste, hvordan store, borgerlige aviser og tidsskrifter i Europa og Amerika så på Thatcher og koldkrigerne. De blev trykt i små oplag til en begrænset kreds, og der var ingen, der fandt på at anmelde dem, før PET gjorde dem kendte. Så det er et held, det var mig, der skrev dem, for hvis det havde været KGB, havde PET og MI6 gjort hovedindsatsen for at udbrede sovjetisk desinformation.

Det er meget sandsynligt, at Thatcher blev vred over at blive kaldt en heks og et afskyeligt menneske i pjecen. Men ved at vende vreden mod mig skød hun på postbudet og ikke på afsenderen. Det var ikke mig, der brugte disse fornærmelige ord om hende, men Le Monde.[2]                      Jeg citerede dem bare.

Det er svært at sige, i hvor høj grad Margaret Thatchers vrede var årsagen til, at MI6 og PET fandt sammen under konspirative former for at trodse den danske regerings ordre og iværksætte en ”kontraefterretningsoperation” mod mig. Det har nok spillet en vis rolle for, at det lige var mig, det gik ud over, og ikke en anden. Men jeg tror ikke, det var det eneste motiv til kampagnen. En anden grund til, at det lige blev mig, kan være, at PET regnede med, at jeg ville være et nemt offer, fordi jeg drak – en slags van der Lubbe[3]. Men enhver dranker er både dr. Jekyll og mr. Hyde – eller i dette tilfælde både Dimitrov[4] og van der Lubbe – de to anklagede for Rigsdagsbranden i 1933. Og når jeg var ædru, var jeg ikke helt så nem at få ned med nakken, som de nok havde regnet med.

Redaktør Torben Krogh mente, at det egentlige formål med sagen var at skade fredsbevægelserne: "Fredsbevægelsen og de folkelige krav om en effektiv indsats mod den fortsatte oprustning er styrket så kraftigt, at de politiske magthavere nu har fundet tiden inde til at gå til modangreb. Og da de ikke kan byde på fornuftsbetonede overbevisende argumenter... har de i stedet grebet til mistænkeliggørelsen. I den forbindelse er par. 108 i straffeloven som skabt til formålet"[5]

Præcis en måned før min anholdelse bragte Land og Folk et interview med den afhoppede CIA-agent Philip Agee med overskriften ”CIA vil blive sat ind i kampen mod Europas fredskræfter.”[6] Artiklens forfatter, Klaus Larsen, skriver her om Agee: ”Han advarer om, at CIA formentlig også vil optrappe sin anvendelse af direkte vold og naturligvis vil blive sat ind med fuld styrke mod fredsbevægelserne... Han mener bl.a. at det vil ske ved organisering af provokationer, der kan diskreditere bevægelsen og dens ledere. ”I store dele af pressen, [siger Agee] beskyldes bevægelsen nu for at være ”et redskab for Moskva” eller ”kontrolleret af kommunistiske partier”… Det er en af CIAs mest typiske måder til diskreditering af folk, der udfra en personlig overbevisning er modstandere af, at de nye atomvåben bliver udstationeret. Jeg har selv tidligere været med til at organisere den slags kampagner”… Den tidligere CIA-officer… tror ikke på det officielle USA's forsikringer om, at CIA er holdt op med at benytte et net af journalister og mediefolk til at ”plante historier.” ”Skulle de holde op efter at have brugt 30 år på at rekruttere og opdyrke journalister til at plante deres historier? Da jeg arbejdede i CIA fik vi regelmæssigt tilsendt tjeneste-bulletinen ”Propaganda Guidance” om, hvilke temaer der skulle skrives om. Naturligvis har CIA udsendt direktiv til alle sine propagandister om at diskreditere fredsbevægelsen,” [siger Agee].”

 

Og sandelig… Ti dage efter interviewet skrev Jens Thomsen, som vi tidligere har set omtalt som CIA-agent, i Berlingske Tidende, at de europæiske fredsbevægelser var finansieret af KGB.[7] Og tre uger senere blev jeg så arresteret. Newsweek bragte i det nummer, der er dateret 23.11.81, men faktisk udkom 17.11.81, en stor artikel om KGB’s infiltration af europæiske fredsbevægelser. Den slags hovedartikler kræver i reglen en vis produktionstid, så det er muligt, den var sat i værk, før jeg blev anholdt. Forsøg på at fremsætte påstande om KGB-finansiering af fredsbevægelser i Norge og Holland samtidig blev tilbagevist.[8] Der blev, efter hvad jeg har fået oplyst, ført sager mod aktive i fredsbevægelser i flere europæiske lande i 1982 om KGB-finansiering. Ingen af dem førte til dom.

Det mest sandsynlige er, at der var tale om en koordineret CIA-operation for at miskreditere fredsbevægelserne og lancere begrebet ”påvirkningsagent” om alle, der mente noget andet end NATO. Borchgrave og Moss blev brugt til at popularisere ordet i romanen The Spike i 1980, og så skulle sagerne køre i 1981-82. I den forbindelse kan det nævnes, at restauratør Jørgen Reimann fra Galatheakroen i en række udsendelser i Frederiksberg lokalradio i foråret og sommeren 2000 kategorisk hævdede, at det var J.R. Rainerson fra CIA's afdeling i Napoli, der stod bag sagen. Jørgen Reimann havde helt tilbage til første efterkrigstid som restauratør haft nær forbindelse til CIA's folk i Danmark.[9]

Kampagnen førte ikke til det ønskede resultat. Forsøget på at kalde det spionage at have en anden mening end regeringerne slog fejl, og ingen af sagerne førte til domfældelse. I de fleste tilfælde kunne man bare lade sagen falde, men i mit tilfælde havde udenrigsministeren udtalt sig så utvetydigt om min skyld, at man blev nødt til at finde på noget mere.

Der var det problem med at bruge mig som eksempel på, at KGB infiltrerede fredsbevægelserne, at jeg jo ikke rigtig kunne kaldes nogen bevægelse. Nogle gange håbede man bare, folk ikke lagde mærke til denne detalje, andre gange prøvede man at klistre mig til en af fredsbevægelserne, især Samarbejdskomiteen, der blev anset for at være DKP-domineret. Samarbejdskomiteens sekretær, Carl Rosschou, skrev i et indlæg i Politiken,[10] at min annonce var ”kørt som et personligt initiativ, og ingen af de danske fredsbevægelser har været involveret i annoncen.”

Der var også mange, der bemærkede det demonstrative sammenfald mellem strandingen af en sovjetisk ubåd i den svenske skærgård og anholdelsen af mig samtidig. "Det er hævet over enhver tvivl, at Herløv Petersen er blevet udpeget som syndebuk. dvs. til den person, som kan danne et vigtigt led i dels forklaringen på og dels kampen imod fredsbevægelserne. Ingen bortset fra Berlingeren undlader at omtale det demonstrativt heldige tidssammenfald mellem strandingen [af sovjetisk ubåd ved Karlskrona] og arrestationen på Langeland."[11] Den sovjetiske ubåd var af det, NATO kaldte Whisky-klassen. Sådan en kunne PET ikke komme med, men så havde man da en langelandsk forfatter af Vodka-klassen at vise frem.

 

BT spurgte Eigil Dalsgaard, der fra 1.11.81 var leder af PETs kriminalpoliti-afdeling, om sagen var kommet frem fordi "NATO, som vi læste for nylig, var sure over vores besparelser på forsvarsudgifter. Har man så fra regeringens og PETs side sagt: "Nu giver vi dem en lille spionsag, så de kan se at Sovjet ikke uhindret skal have lov til at infiltrere i Danmark?"” Dalsgaard svarede: "Det kræver et politisk svar. Jeg ville få på hattepulden, hvis jeg kastede mig ud i det".[12] Vi kan vel så konkludere, at formodningen i hvert fald ikke er blevet afvist.

Et motiv kan det også have været, at man ønskede at splitte venstrefløjen endnu mere, end den var i forvejen. Del og hersk har altid været en yndet strategi. Derfor lagde PET stor vægt på, at jeg skulle have været illoyal mod mine egne. Jeg skulle blandt andet have udleveret lister over progressive, danske journalister, og så betød det mindre, at jeg bare havde skrevet et par navne på en serviet som eksempler på folk, der skrev gode og tankevækkende artikler, som russerne burde læse, hvis de ville vide noget om Danmark. PET optrådte pludselig i rollen som fredsbevægelsens faderlige beskytter og sagde, at sagen blev kørt, fordi "fredsbevægelserne i Danmark skulle beskyttes mod kommunistisk infiltration"[13] Samtidig viste PET pludselig og noget overraskende en rørende omsorg for, at Nordkorea ikke blev forledt til noget snavs, fordi jeg ”desinformerede” dem. At koreanerne protesterede og sagde, de aldeles ikke var desinformeret,[14] druknede i det almindelige kor. Til en vis grad lykkedes del og hersk-strategien nok. Da jeg ikke var med i nogen gruppe, var der ikke så mange, der var villige til at forsvare mig. DKP var mistroisk over for mig, fordi jeg ikke var en af deres, mens andre opfattede mig som DKP-venlig. På den måde kunne PET forsøge at gøre mig til paria. Og hvad skulle man så bruge det til? Tja, det kunne måske tjene andre til skræk og advarsel. Se, hvad der sker, hvis du stikker næsen frem. Ikke bare bider vi den af, men vi sætter dig på hjul og stejle og viser dig frem offentligt.

Der er noget, der kan tyde på, at PET og MI6 tænkte, at når de nu alligevel var i gang, så kunne de lige så godt slå flere fluer med ét smæk. Thatcher. Fredsbevægelser. Venstrefløj. Men hvis nu fluerne sidder helt forskellige steder, så risikerer man, at det ender med et slag i luften.


 



[1] Hans-Jørgen Nielsen: ”En anmeldelse,” Information, 1.12.81

[2] Le Monde, 24.4.79, s. 5, cit. Arne Herløv Petersen: True Blues, 1980, s. 3

[3] http://en.wikipedia.org/wiki/Marinus_van_der_Lubbe

[4] http://en.wikipedia.org/wiki/Georgi_Dimitrov

[5] Socialistisk Dagblad, citeret i Forfatteren, december 1981

[6] Land og Folk, 3-4.10.81

[7] Berlingske Tidende, 13.10.81

[8] Henrik Heie: ”International rygtekampagne skulle sværte fredsbevægelserne”, Information, 16.12.81

[9] Jørgen Reimann i Frederiksberg lokalradio, 2000

[10] Politiken, 6.11.81

[11] Nils Bredsdorff og Morten Thing i Politisk Revy. 20.11.81

[12] BT, 14.11.81

[13] BT, 5.11.81

[14] Refereret af Venskabsforeningen Danmark-DFR Koreas formand Christen Amby i hans rapport til foreningens generalforsamling, november 1981