13

13.

Pille præstelus

At pille fejl ud af beretningens oplysninger om mig er lige så let, og lige så enerverende, som at pille præstelus af en kattepels. Man kan ikke bare lade alle de forkerte informationer blive stående, for så får man at vide, at den, der tier, samtykker. Så der er ikke andet at gøre end at sukke dybt, gribe kræet ved nakkeskindet og gå i gang.

I afsnittet ”Arne Herløv Petersen som debattør på venstrefløjen”[1] læser man: ”Hans forfatterskab var bl.a. inspireret af en række udenlandsrejser til de kommunistiske lande Kina, Nordkorea, Albanien og Armenien (Sovjetunionen) og ikke mindst af en jordomrejse foretaget 1965-68.”

Det er simpelthen noget vås. Mit forfatterskab er hovedsagelig inspireret af mine oplevelser i almindelighed og min læsning. Kun i særdeles begrænset omfang af mine rejser. Af den snes bøger, jeg dengang havde udgivet, er den ene en rejsebog fra Armenien, en roman foregår i San Francisco og en handler om en rejse til Nepal. De andre foregår i Danmark.

Og hvorfor nævner beretningen kun ”kommunistiske lande”, når jeg i samme periode var i mange andre lande, som f.eks. Japan, Madagascar, Kenya, Taiwan, Indien, USA (Alaska), Grækenland og Grønland?

Det er tydeligt, at kommissionsmedlemmerne ikke aner noget om, hvad jeg har skrevet. Hvis de læste mine bøger, ville de få et mere nuanceret indtryk af mig, og det vil de åbenbart helst undgå.

Påstanden om, at mine bøger er inspireret af kommunistiske lande, er lige så hjernedød som de litteraturhistorier, der påstår, at jeg skriver arbejderlitteratur eller socialrealisme. For sådan noget skriver de jo, den slags. Faktisk skriver jeg inden for en del forskellige genrer: lyrik, science fiction, historiske romaner, udviklingsromaner, satire og sort humor.

Når Morten Heiberg, der er ph.d. i historie, sidder og skriver sådan noget vrøvl af fra politirapporten – for det er præget af en så monumental uvidenhed om emnet, at det ikke kan være skrevet af andre end PET – strejfer den tanke ham så ikke bare et øjeblik: ”Hvorfor gør jeg det her? Hvorfor bruger jeg ikke den uddannelse, jeg har fået, til at undersøge emnet bare en lille smule?” Han kunne måske have holdt en lille pause i arbejdet med at skrive PET-rapporter af og gå på biblioteket og kaste et blik i mine bøger, måske se på min hjemmeside[2] eller Scribd[3] eller slå mig op på Infomedia eller Google. Det er lidt pinligt, at han skriver så meget om mig uden at sætte sig bare en smule ind i det, han skriver om.

På samme side[4] kan man læse: ”I 1963 blev der indsamlet oplysninger om, at han var medlem af redaktionen for et nyt venstreorienteret blad kaldet Eksponent.” Ungdomsbladet Eksponent var ikke venstreorienteret. Faktisk var det overhovedet ikke politisk. Hovedartiklerne i bladets første nummer handlede om hash og prævention.

På side 48 citeres nogle betragtninger om forholdet mellem Kina og Sovjet i min rejsebog Gylden oktober[5] Citatet er skåret til, så nuancerne forsvinder, og det fremgår tydeligt, at PET/Heiberg ikke har forstået sigtet med mine bemærkninger: At det ikke var nødvendigt for os i Danmark at tage parti i striden mellem Kina og Sovjet, og at vi i stedet måtte finde vores egen vej til socialismen. Dette var helt i tråd med den opfattelse, jeg havde. Folk døde i Angola og Moçambique på grund af den sovjetisk-kinesiske strid. Det samme gælder for den tale, jeg holdt i Nordkorea i 1977, og som er citeret på den følgende side.[6] Talen er ikke holdt ”til ære for ”Den store Leder””, som beretningen hævder, men til ære for deltagerne i en konference. Delegationerne fra Danmark, Norge og Sverige – blandt andet SF, SV og VPK - indgik en uformel aftale, når vi mødtes i Korea eller til konferencer om at undgå personkult og i stedet fremhæve det, koreanerne kaldte Juche-princippet, dvs princippet om, at socialismen skal opbygges ud fra ethvert lands egne forudsætninger, og at revolution ikke kan im- eller eksporteres. Mens jeg mente, at tanken om at stole på egne kræfter var god og rigtig, var jeg ikke tilhænger af personkult. Jeg skrev i Akuelt, at Kim Il Sung var genstand for en ”persondyrkelse, der næppe findes mage til i verden”, og at personkulten var gået ”over gevind” og noget, ”man kan le eller græde ad som man vil”.[7] Hvorfor har man ikke taget sådan nogle citater med i beretningen? Hvorfor mon?

På side 50 fortælles korrekt nok,[8] at jeg havde et vist samarbejde med den nordkoreanske ambassade om oversættelse af tekster frem til 1988. Her kunne man have indskudt den indlysende bemærkning, at så følte nordkoreanerne nok ikke, de var blevet desinformeret, men det ville stride mod beretningens tendens, så det undlader man. Det fremgår interessant nok af fodnoten, at oplysningen stammer fra ”Arne Herløv Petersens personsag: Oplysninger fra 5. maj 1988”. Det vil sige, at sagsmappen var aktiv endnu seks år efter tiltalefrafaldet. Hvordan mon det kan være?

På næste side finder vi den tidligere nævnte PET-påstand om, at hvis jeg sagde noget positivt om Sovjetunionen, var jeg agent, og sagde jeg noget negativt, var det for at sløre, jeg var agent. På side 52 hedder det: ”De fleste oplysninger om Herløv Petersen i Gordijevskij-materialet stammer fra perioden 1977-78. Der er dog også enkelte informationer fra perioden efter 1982, hvor Gordijevskij var udstationeret i London.” Det er interessant af to grunde. De fleste af de konkrete anklagepunkter vedrører perioden 1979-81, hvor Gordijevskij var i Moskva, og da havde han åbenbart ikke meget at sige om mig. I perioden efter 1982 kan der heller ikke have været meget at fortælle, da jeg ikke havde nogen som helst kontakt med sovjetiske diplomater efter min anholdelse i november 1981.

På side 53 får vi at vide, at jeg i februar 1975 blev forfremmet til ”fortrolig kontakt”, men aldrig opnåede status af ”agent”.[9] Hvad KGB kalder mig, siger ikke så meget om, hvad jeg faktisk var. Hvis jeg siger, at Annette og jeg var kærester i niende klasse, og Annette siger, at det var vi såvist ikke, jeg var bare ham den irriterende fyr, der sad og gloede på hende som en våd hundehvalp, så var vi ikke kærester. Der skal to til at være kærester eller fortrolige. Hvis SÄPO pludselig skulle komme på den tanke at tildele landsdommer Leif Aamand dæknavnet ”Pluske” og kalde ham deres fortrolige, så betyder det ikke, at han er agent for svenskerne.

I en rapport fra juni 1977 fortæller Gordijevskij, at KGB ville sende mig til Kina i 1976, men det var ikke muligt at komme videre med sagen, da jeg blev nægtet visum.[10] Jeg var faktisk i Kina i 1976, inviteret af den kinesiske regering, og selvfølgelig fik jeg også visum. Det var i forbindelse med en rejse til Nordkorea og havde ikke noget som helst med Sovjet at gøre. Derimod havde presseattaché Stanislav Tjebotok i januar 1975 sagt til mig, at han syntes godt om nogle rejseartikler fra Kina, jeg havde skrevet et par år før i Aktuelt[11] – om blandt andet akupunkturoperationer, et besøg i en fabriksarbejders hjem og et teknisk universitet - og at han godt kunne tænke sig, jeg rejste derover igen og skrev nogle artikler til et sovjetisk tidsskrift. ”Hvad skal du have for det?” spurgte han. ”En invitation fra den kinesiske ambassade,” svarede jeg, og så blev der ikke mere ud af den sag.

Ved samme lejlighed diskuterede vi valget dagen før – 9.1.75. Jeg sagde til Tjebotok, at Poul Harling nok ville prøve at blive siddende efter valget, men i løbet af en månedstid ville han formodentlig blive tvunget til at gå af, fordi socialdemokraterne kunne samle flertal mod ham. Det kunne de, fordi man i den situation kunne regne med, at den færøske republikaner Erlendur Patursson ikke ville vælte spillet, selv om han havde sagt, han ikke ville stemme i interne, danske anliggender, og så havde Anker Jørgensen lige netop flertal. Det var præcis det, der skete en måned efter, så Anker Jørgensen kunne danne regering 13. februar. Det var ikke noget, jeg havde hørt fra hemmelige forbindelser eller læst i en krystalkugle. Jeg kunne bare lægge tal sammen og tælle til 90. Men det var måske den slags analyser, der var skyld i, at russerne fandt det udbytterigt at tale med mig. Hvis Tjebotok skrev det i en rapport til sit udenrigsministerium, og det så var det, der skete, så har der nok været en vis wow-effect.

Gordijevskij fortalte også, at jeg skulle ”samle oplysninger om Statsministeriets aktiviteter og om Udenrigsministeriet.”[12] Hvordan i Herrens navn skulle jeg kunne det? Det kan selv PET ikke forstå, da jeg ”vel næppe havde vigtige kontakter i Statsministeriet og Udenrigsministeriet.” Jakob Andersen skrev i Ekstra Bladet[13] om denne plan og citerer Gordijevskij for dette udsagn: ”Efter indledende undersøgelser vil vi blandt det tekniske personale i Udenrigsministeriet forsøge at udvælge en kandidat til intensiv dyrkning.” Han fortsætter, at det er ”skrivemaskinedamer og kvindelige sekretærer”, man er ude efter, og artiklen fortsætter: ”Når kvindelige medarbejdere er fremhævet, så er det fordi, der er tale om en særlig KGB-specialitet: Seksuel krigsførelse. Mange ensomme sekretærer er blevet fanget ind af virile og generøse KGB-agenter.” Måske har Gordijevskij troet, jeg var en skrivemaskinedame eller ensom sekretær, der kunne fanges ind af virile agenter, for i sin første artikel om mig i The Times tror han åbenbart, jeg hedder ”Anne” og omtaler mig konsekvent som ”she”.[14] Jeg skal ikke kunne sige, om Gordijevskij er vant til, at kvinder har overskæg, men jeg tror nok, jeg kan sige, han ikke kender mig særlig godt. Det er den mand, PET-kommissionen anser for særdeles troværdig og en udmærket kilde til oplysninger om mig.

Den pålidelige Gordijevskij fortæller videre,[15] at jeg under dæknavnet Palle var i gang med pamfletter om ”den vesttyske politiske og økonomiske indflydelse på Danmark, støtten til modstanderne af Fællesmarkedet og NATO og støtten til afspændingsprocessen … skrevet ud fra en repræsentant for den vestlige arbejderbevægelses synspunkt.” Det er i hvert fald ikke noget, jeg har skrevet. Måske er Palle en anden, måske en repræsentant for den vestlige arbejderbevægelse, måske en, der faktisk hed Palle. Når russerne skulle finde på rigtig snedige dæknavne, brugte de tit folks eget navn. Mithrokhin sagde, mit dæknavn var Kharlev, hvilket er den russiske transkription for Herløv.[16]

Hvis jeg er det bedste eksempel på en KGB-agent, man kan finde, så står det skralt til, og hvis Gordijevskij er den mest pålidelige kilde til KGB’s arbejde, man har, så ser det endnu mere sølle ud.

I 1977 noterede PET, at der ikke var ”konstateret nogen spredning af sovjetisk propaganda fra AHP [Arne Herløv Petersen] efter de kendte møder med Tjebotok, og han skriver i øvrigt mest om almene socialistiske forhold samt rejsebeskrivelser fra de lande, som han har besøgt.”[17] Ikke desto mindre besluttede PET i 1979 at aflytte min telefon, til dels fordi ”Gordijevskij havde forladt København i 1978, hvorved det blev mindre risikabelt for den danske tjeneste at gennemføre en overvågningsoperation. Der var ikke længere fare for, at operationen, hvis den blev opdaget af KGB, kunne føre til en afsløring af PET’s forbindelse til Gordijevskij.”[18] Tilladelsen til aflytning fik man uden videre fra dommer Hulsrøj i Rudkøbing, og den blev så automatisk forlænget hver tredje måned de næste år.[19]

Efter min anholdelse fandt PET et visitkort fra Stanislav Tjebotok. På kortet stod anført ”KGB-agent”, og politiet var af den opfattelse, at ”teksten var skrevet på Herløv Petersens skrivemaskine”.[20] Det er så sandelig også min opfattelse. Ordene ”KGB-agent” blev skrevet på kortet på min skrivemaskine af en journalist fra Aktuelt, der hed Kristian, til min valgfest 4.12.73, hvor Tjebotok også var til stede. Nogen havde åbenbart lagt Tjebotoks visitkort på et bord, og Kristian, der var den eneste tilstedeværende ved festen, der havde stemt på det Radikale Venstre, syntes, det var en pragtfuld joke. Det var ikke noget, jeg tænkte nærmere over, før kortet dukkede frem i Byretten ved grundlovsforhøret 4.11.81. Men hvordan kunne politiet i øvrigt finde ud af, at det var min skrivemaskine, der var brugt? Visitkortet er fra 1973, og jeg skiftede min skrivemaskine ud med en elektrisk IBM i 1975. Så da de ransagede mit hjem i 1981, kunne de ikke finde den skrivemaskine, der blev brugt i 1973. Måske var de også med til festen i 1973, forklædt som sørgende venstreorienterede efter Glistrups jordskredssejr. Efter tiltalefrafaldet fik jeg visitkortet udleveret i en lille plasticpose med mit sagsnummer ”14K1-70171-00001-81” og påskriften ”koster nr. 18”.

[1] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 47

[3] http://www.scribd.com . Søg på ”herløv”

[4] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 47

[5] Arne Herløv Petersen: Gylden oktober, 1977, s. 129-132. Cit. PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 48

[6] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 49

[7] ”Stolen Kim Il Sung sad i er på museum” i Aktuelt, 6.8.72

[8] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 50

[9] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 53

[10] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 55. Fodnote 128

[12] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 55

[15] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 58

[16] Ifølge Olav Hergel i Berlingske Tidende, 10.9.99

[17] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 60

[18] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 60

[19] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 62

[20] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 67