14

14.

Kilder og fejlkilder

Når man nu har samlet eksperter i historie og jura i PET-kommissionen, kunne man måske have forventet, at historikerne ville bidrage med kildekritiske overvejelser, og at juristerne ville have gjort sig nogle tanker om bevisføringen. Det er kun i meget ringe omfang sket. Så må andre prøve at stille de kritiske spørgsmål om kildernes pålidelighed, som kommissionen burde have stillet. Det er ikke så nemt for mig, som det kunne have været for kommissionen, for jeg har ikke adgang til materialet om min egen sag, men det er vigtigt for bedømmelsen af beretningen, at man i det mindste gør sig klart, hvilke fejlkilder der kan være tale om.

Lad os først se på, hvilke kilder PET og kommissionen har til min sag. Der er for det første to sovjetiske afhoppere, Oleg Gordijevskij og Vasili Mitrokhin. De hævder at have nogle af deres oplysninger fra sovjetiske rapporter og arkiver, så lad os tage dem med.

Så er der oplysninger fra stikkere, informanter og meddelere af forskellig art. De kan være fra hjemmeværnet eller bare være ivrige hjælpere, der enten har forsynet sig med kikkert og lytteudstyr eller udgivet sig for noget andet, end de er, så de kunne vinde min tillid.

Kilde nummer tre er de oplysninger, PET har kunnet fremskaffe ved direkte overvågning, for eksempel af frokostmøder eller offentlige forsamlinger.

Videre det, man har kunnet lytte sig til gennem ved telefon- eller rumaflytning eller finde frem til ved at åbne mine breve, få oplyst, hvilke bøger jeg låner på bibliotekerne og hvilke bevægelser, der er på mine bankkonti, eller hvad der står i mine journaler hos læger, skattevæsenet eller sociale myndigheder.

Kilde nummer fem er offentligt tilgængelige kilder – hvad jeg har skrevet og hvad andre har skrevet om mig og det, der kan give baggrundsviden af nytte for sagen.

Den sidste kilde er ikke offentligt tilgængelige kilder såsom mine notater, manuskripter og dagbøger, som man kunne tilvende sig ved en ransagning.

Det er muligt, der er flere kilder, men det er, hvad jeg umiddelbart kan se for mig.

Lad os så se på fejlkilderne – på de enkelte kilders større eller mindre troværdighed. Hvert ord i beretningen har passeret forskellige hjerner og sind, og hver gang har indholdet taget farve af det menneske, oplysningerne er gået igennem. En stikker mener måske at have set noget og rapporterer det videre til PET, der hører oplysningerne ud fra sine egne fordomme og gengiver dem, så kommissionsmedlemmerne senere kan læse dem ud fra de forudsætninger, de nu engang har, og videreformidle dem ud fra deres egen verdensopfattelse. En journalist læser så beretningen og gengiver den, sådan som han nu synes, historien skal vinkles, og læseren opfatter så det hele ud fra sin egen måde at se verden på. Det faktiske indhold – das Ding an sich – bliver pakket ind i det ene subjektive lag efter det andet – das Ding für mich.[1]

De ord, man bruger til at beskrive noget, farver læserens opfattelse af forholdet. Dengang jeg arbejdede på udenrigsredaktionen på Ritzaus Bureau, fik vi naturligvis at vide, at vi skulle være så objektive, som det nu engang er muligt. Men virkeligheden blev beskrevet af tusinder af journalister i marken, der plukkede en lille smule ud og skrev det ned. Deres rapporter blev sendt til de store telegrambureauer som AP og Reuter, der smed halvfems procent væk og flettede resten sammen til én, sammenhængende historie. På Ritzau fik vi så historierne fra de store bureauer, smed det meste væk og lavede vores egen udgave, der blev yderligere beskåret og bearbejdet på dagbladsredaktionerne. I min roman Lysets hastighed – min styrke beskriver jeg den uvirkelighedsfølelse, denne proces kan fremkalde.[2]

Jeg havde med Vietnamstoffet at gøre, og det slog mig, at vi sagde ”amerikanerne meddeler”, men ”Vietcong hævder”, så jeg gik op til chefredaktør Gunnar Næsselund og spurgte, om det ikke ville være mere objektivt at skrive ”meddeler … meddeler” eller ”hævder … hævder”, og så i øvrigt bruge bevægelsens navn FLN i stedet for at kalde den Vietcong. Det var Næsselund enig i, så det gjorde vi fremover.

Men selv om vi prøvede at være objektive, blev vores historier tit farvet ude på redaktionerne. Præcis det samme telegram kunne blive til ”Terrorister myrder samarbejdsmand” på Berlingske Tidende og ”Frihedskæmpere likviderer quisling” på Land og Folk.

Folks fordomme og holdninger er nok den vigtigste, generelle fejlkilde. Andre er bevidste løgne og misforståelser. Misforståelser opstår tit, hvis man mener at høre noget andet end det, man faktisk hører. Hvis man blander forskellige kategorier sammen, så man for eksempel tror, man hører en faktuel beretning, når man i virkeligheden hører en anekdote eller ironisk bemærkning, opstår der fejl.

Da PET og Kommissionen opfatter Oleg Gordijevskij som en vigtig informant, kan der være grund til at se nærmere på hans troværdighed. Det har kommissionen faktisk også gjort, og i beretningens bind 7 giver den udtryk for sin uforbeholdne mening: ”Der er flere forhold, der gør, at Gordijevskijs samtidige oplysninger må tillægges en høj kildeværdi. For det første, som det tidligere er blevet beskrevet, tegner de samtidige kilder et billede af en person, der var motiveret af en oprigtig opposition til det kommunistiske regime. Som sådan var Gordijevskij en troværdig kilde.”[3]

Her løber kommissionsmedlemmernes politiske fordomme af med dem. De siger, at Gordijevskij er pålidelig, fordi han er anti-kommunist. Det argument har ingen gyldighed uden for PET’s lille, lukkede verden.

Kommissionen fortsætter: ”For det andet må det tillægges betydelig vægt, at Gordijevskijs mundtlige oplysninger blev bekræftet af det udsmuglede dokumentariske materiale, der som omtalt er omfattende og varieret … Det skal dog bemærkes, at PET kun modtog kopier af oversættelsen. Det er derfor ikke muligt at undersøge kopierne af de originale russiske dokumenter eller vurdere, om oversættelsen er korrekt.”[4]

Her siger kommissionen, at Gordijevskij er pålidelig, fordi der er overensstemmelse mellem det, han siger, og de dokumenter, han selv kommer med og siger, han har skrevet af eller oversat. Alt andet ville også være mærkeligt. Men uden de originale dokumenter er det umuligt at sige noget om afskriftens pålidelighed.

I bind 10 af beretningen hedder det: ”Det er vurderingen, at det materiale, som han leverede, mens han var dobbeltagent, og umiddelbart efter at han var hoppet af, generelt havde en høj grad af troværdighed … Imidlertid skal materialet anvendes med varsomhed. Gordijevskij var kun andenhåndskilde til mange af de oplysninger, han viderebragte, og oplysningerne skal derfor, så vidt det lader sig gøre, efterprøves på andet kildemateriale, hvorpå en samlet vurdering kan foretages … Gordijevskij havde et kritisk blik og en god forståelse af det sovjetiske system. Om Gordijevskij skal det endeligt anføres, at hans omdømme i den danske offentlighed har lidt under, at han efter den kolde krigs afslutning har indgået i nogle avisartikler i ”Ekstra Bladet” og i den forbindelse blevet citeret for mindre nuancerede udtalelser, end kildekritiske overvejelser almindeligvis vil tilsige.”[5]

Kommissionen siger her, at Gordijevskij var pålidelig i begyndelsen, fordi han så kritisk på Sovjetunionen, men desværre har det senere vist sig, han skriver ting, man ikke kan stole på. Man skulle tro, at Ekstrablads-skriverierne ville kaste en slagskygge over hans tidligere beretninger og generelt så tvivl om hans pålidelighed, men sådan vælger kommissionen ikke at se på det.

Det var så argumenterne for Gordijevskijs pålidelighed. Videre siger beretningen: ”Den største svaghed ved Gordijevskij-materialet består omvendt i, at Gordijevskij kun var andenhåndskilde til en række af oplysningerne. Det var kontakter og aktiviteter, som han ikke havde personligt kendskab til, men som han havde erfaret fra andre KGB-officerer eller fra KGB-dokumenter. Problemet med disse kilder var, at såvel den enkelte KGB-officer som residenturet havde en interesse i at overdrive deres egen indsats for at gøre indtryk på Centeret i Moskva og dermed forbedre deres karrieremuligheder. Således var der en tendens til at overdrive betydningen af kontakterne.”[6]

Det skal nok være rigtigt. I hvert fald underbygges det af et udsagn fra KGB-residenturets chef i København, Mikhail Ljubimov: ”KGB-oberst Mikhail Ljubimov, sjef for den senere KGB-generaloberst Titov og for oberst Gordijevskij, gikk på restaurant også i sin tid som rezident i København. Han gikk ”på krogene” i det glade Nyhavn og pådro seg ofte store restaurantregninger. Internrevisjonen i KGB visste selvsagt at det formelt så puritanske Politburo med gamle menn uten mye moro, ugleså slikt. Om det ikke var strengt tjenestlig. ”Derfor førte jeg nok opp Jørgen Dragsdal på avisen Information noen ganger som min gjest uten at han hadde vært det, eller om han hadde vært det. Så ventet jeg gjerne en ukes tid med å levere inn regningen for å se om Jørgen skrev en eller annen kritisk artikkel mot NATO’s dobbeltvedtak (anno 1979) eller slikt noe. Da la jeg gjerne Dragsdals artikkel fra Information ved, med en påtegning om at KGB-sentret i Moskva burde notere seg hvor godt min påvirkningsagent jobbet!””[7]

Gordijevskij har selv fortalt, at KGB’s Center i Moskva opfattede indberetningerne fra de forskellige ambassader som så upålidelige, at man ikke engang gad læse dem. Han ”omtaler i sin selvbiografi et møde, som han kort efter hjemkomsten til Moskva i 1978 holdt med sin afdelingschef i Centret, Viktor Grusjko. Grusjko var ifølge Gordijevskij fuldstændig ligeglad med de rapporter, som folk sendte ind fra de forskellige residenturer: ”Jeg så et udtryk af forfærdelig kedsomhed brede sig over Grusjkos ansigt … Han ville ikke have noget at gøre med de rapporter, som folk vedblev med at indsende fra de udenlandske legationer: selvom han var leder af afdelingen, læste han dem aldrig, eftersom han vidste, at det meste af det, som de sagde, var opfundet og de kontakter, de beskrev, ligegyldige.”[8]

Både Gordijevskijs[9] og Mitrokhins[10] bøger er skrevet ”i samarbejde” med Christopher Andrew, der bruger ordret de samme vendinger om mig i Gordijevskij- og Mitrokhin-bøgerne. Det er formodentlig Andrew, der har skrevet dem, ligesom tonen fra belægningsstuen i den bog, Gordijevskij angivelig har skrevet ”i samarbejde med” Jakob Andersen[11] antyder, det er Andersen, der er forfatteren. Andrew er tit blevet anklaget for nært samarbejde med MI5. Han blev i 2003 valgt til at skrive det britiske efterretningsvæsens historie og i den forbindelse officielt tilknyttet tjenesten.[12]

Christopher Andrew var medlem af det ultrakonservative Churchill Society[13], hvor han optrådte sammen med Enoch Powell[14]. Andrew havde også sin gang på Daily Telegraph, dengang Robert Moss bragte sin artikel om mig, som vi nu ved var et bestillingsarbejde fra MI6.

Andre iagttagere har tegnet et mindre flatterende billede af Gordijevskijs pålidelighed end PET-kommissionen. Fhv. justitsminister Ole Espersen sagde i 1990 til Jyllands-Posten: ”Det er det rene sludder, at Arne Herløv Petersen er blevet hvervet til noget som helst. Gordijevskij er en fantasifuld person – overordentlig fantasifuld.”[15] Historikeren Jes Fabricius-Møller siger: ”Oleg Gordievskis udsagn må tages med tilsvarende forbehold. Den tidligere dobbeltagent lever i dag af – med journalisten Marie Tetzlaffs udtryk – at levere partsindlæg til højestbydende.”[16] The Nation skriver[17], at Gordijevskijs ”afsløringer” bygger på vestlige kilder og ikke indeholder noget nyt.

Under sagen mod spionen Michael Smith blev Oleg Gordijevskij krydsforhørt af forsvareren og indrømmede, at han i årevis havde løjet for sine KGB-kolleger. Han sagde også, at han gerne løj, hvis han mente, det fremmede britiske interesser. Det skal næsten stå på originalsproget:

MR TANSEY: Good liar, are you not?

MR GORDIEVSKY: Pardon me?

MR TANSEY: You were a good liar then.

MR GORDIEVSKY: I used to be a good liar in the defence of the British interests.[18]

Under samme retssag blev det hævdet, at Gordijevskij ikke var hoppet af ud fra idealistiske grunde, som han selv sagde, men fordi MI6 havde lokket ham i seksuelt baghold, en såkaldt honningfælde, og truet med at kompromittere ham. Det har dog ikke kunnet verificeres.

Gordijevskij var i København 1966-70, i Moskva 1970-72, igen i København 1972-78, i Moskva 1978-82 og i London 1982-85. Han var altså ikke i København 1978-81, da alle de ting, anklagepunkterne mod mig bygger på, skulle have fundet sted. Jeg har aldrig mødt ham. For mit eget vedkommende siger det tilstrækkeligt om Gordijevskijs pålidelighed, når han udtaler sig om mig, at han, som vi tidligere har set, troede jeg var af hunkøn, at han løgnagtigt påstår, at den kinesiske ambassade har nægtet mig visum, og at han ikke kan huske fra gang til gang, hvad han har sagt om mig. I 1990 sagde han: ”Arne Herløv Petersen blev af KGB anset for en løst tilknyttet, lavtstående agent, der aldrig modtog penge fra KGB.”[19] To år efter var jeg ”for forsigtig til at modtage faste kontante beløb”, men alligevel var jeg en ”meget meget god KGB-agent”. [20]

Gordijevskij har anklaget Labour-politikerne Michael Foot og Neil Kinnock for at være KGB-agenter,[21] og i 2005 erklærede han, at BBC var en kommunistrede, ”The Red Service”.[22] Da han i 2007 blev delvis lammet, fordi han havde været så tankeløs at købe receptpligtig nervemedicin ulovligt på Nettet, udtalte han, at der var tale om et KGB-komplot.[23] Men PET-kommissionen mener stadig, han har en høj grad af pålidelighed.

Stikkernes pålidelighed er der ikke grund til at sige så meget om. Det er i reglen folk fra højrefløjsmiljøer, undertiden helt ovre i nærheden af nazisterne, og hjemmeværnsfolk. De kunne ikke tænke sig noget bedre end at slå mig i hovedet med en dannebrogsfane og klynge mig op på galgebakken.

Den politiske holdning inden for PET er formodentlig omtrent som i stikkermiljøermne: Gud, konge og fædreland Anno dazumal, og send så alle de venstreorienterede op på indlandsisen og hugge isterninger med sløve hakker. I hvert fald fremgår det af kommissionens beretning, at PET ser mig gennem tykke lag af fordomme.

Når man har aflyttet alt i årevis, har man et meget stort materiale. Hvis man så kun plukker det ud, der bestyrker ens forudfattede fordomme, udelukker det, der taler imod, og klipper og klistrer sammen, kan man få hvad som helst ud af det. Det gælder selvfølgelig i endnu højere grad, hvis man optager store mængder fordrukkent vås. Hvis man stillede en mikrofon op ved en bænk på Enghave Plads i tre år og derefter klippede flittigt i materialet og satte stumperne sammen i nye og overraskende mønstre, kunne man finde beviser på, at drankerne stod bag mordet i Finderup Lade. Det kommer vi tilbage til i gennemgangen af det såkaldte bevismateriale.

Nogle gange hører PET-folkene forkert, som når de tror, jeg taler om en ”soldaterforening”,[24] selv om det i sammenhængen er en helt umulig tolkning.

Men den vigtigste fejlkilde i kommissionens materiale er utvivlsomt mig. Ikke mindst fordi man på forhånd opfatter mig som noget andet end det, jeg er. Det var PET’s opfattelse, at jeg var en ”umådelig dårlig agent”, fordi jeg fortalte gud og hvermand om mine møder med sovjetiske diplomater. Og det var jeg sandelig også. Jeg var en umådelig dårlig agent på samme måde, som jeg er en umådelig dårlig jordemoder eller jetpilot. Men jeg giver mig heller ikke ud for at være nogen af delene. Derimod var jeg ikke ueffen til at fortælle historier.

Når PET flittigt noterer, hvad jeg siger i muntre og undertiden ganske fugtige stunder, opfatter man alting skævt, fordi man tror, jeg taler om politirapportens virkelighed, mens min virkelighed er en ganske anden – historiefortællerens og fabulantens.

Som Thomas Pynchon så rigtigt siger det: ”Hvo paaberaaber sig Sandheden, svigtes af Sandheden. Historien er forhyret eller under Tvang af Interesser, som altid er gemene. Den er for uskyldig til at forvares hos nogen, der har Magten indenfor sin Rækkevidde, - han behøver blot at berøre den, og strax mister den al Troeværdighed, som om den aldrig havde eiet det mindste deraf. Den har nødig at pleies med kiærlig og retsindig Haand af Fabulanter, Løgnhalse, Versemagere og Tossehoveder af enhver Beskrivelse, Mestre i Forklædningens Konst, som kan forsyne den med Costume, Toilette, Fremtræden og Talegaver saa konstfærdige, at de kan beskytte den mod Regeringsmagtens Begierlighed og tilmed Nyfigenhed”[25]

Når jeg sad og fortalte, var det ud fra mottoet ”Si non è vero, è ben trovato” – ”Hvis ikke det er sandt, så er det godt fundet på.” Vi sad på lørdagsvagten på Aktuelt og fyrede historier af, og den fik ikke for lidt. Vi fortalte historier om prins Knud og prins Henrik og om dronning Ingrid, der sneg sig rundt i Magasin og i smug proppede brokbind og plasticdukker ned i indkøbstasken. Det var da ikke meningen, man skulle tro bogstaveligt på det. Det var jo bare gode historier. Pure entertainment. Ligesom senere den med at Fogh klæder sig ud i tylskjoler foran spejlet

Hvis nogen havde spurgt, om det nu også var noget, der kunne holde i Byretten, ville vi have set på ham med stor undren og betragtet ham som Spielverderber. Det er ikke noget, vi skriver i avisen. Når vi skriver, er vi journalister, og så skal det være rigtigt, hvad vi skriver. Men nu holder vi fri og rafler over en kop øl og fortæller historier. Det er noget helt andet.

Det var en smutter, hvis en af historierne endte i avisen alligevel. Som da The Sun viderebragte historien om, at prinsesse Margrethe skulle have savet tyve centimeter af benene for at komme ned i normal omgangshøjde. Tsk tsk, bad form, old chap. Skæg for sig og snot for sig.

Når historierne så alligevel kommer med i politirapporten, fordi PET lurer og lytter, så er det et kultursammenstød af format. Måske siger politifolk og dommere aldrig andet til deres koner eller nærmeste venner end det, de siger i retten. I så fald kunne man lave en sort farce om deres kærlighedsliv. For os andre har historierne deres egen ret, helt uanset den bogstavelige sandhedsværdi.

Jeg havde et stort repertoire af historier om mit liv. Som når jeg fortalte, jeg engang red på en hvid hest op til Mount Everest. Det var ikke helt forkert, men heller ikke helt rigtigt. Jeg sad på en hest, og der var ingen grund til at præcisere, at der gik en dreng ved siden af og trak hesten i snor, og hesten med mig på bevægede sig faktisk frem til udkigspunktet Tiger Hill ved Darjeeling, hvorfra man i godt vejr kunne se Mt. Everest i det fjerne.

I denne periode havde jeg mange historier om KGB, spioner og agenter. Moskvaguldet hørte med til sådan en historie. Jeg anede ikke, at der faktisk lå realitet bag begrebet, og at DKP modtog penge fra Moskva.[26] Jeg troede naivt, at de mange indsamlinger og festivaler betalte for DKP og bladet sammen med Terpo Tryks mange opgaver. Og det kunne det også have gjort, hvis de ikke havde kørt det hele i sænk økonomisk, selv om de fik penge østfra. Men det anede vi ikke. Vi troede, Moskvaguldet var en af de sædvanlige Det Bedste-floskler. Bare en god historie.

Når jeg troede mig aflyttet, havde jeg for vane at komme med drabelige spionhistorier, så de fik noget at tygge på. Allerede i min første roman ”Morgensol og glasskår” fra 1963 sidder en af personerne og fortæller vilde løgnehistorier om spionen Konstantin Ivanov[27]. Jeg husker tydeligt en aften på Rådhuskroen i 1966, hvor jeg sad sammen med en radiojournalist, vi kaldte Pols, og skreg af grin over, at vi havde taget røven på dem ved nabobordet ved at komme med uhyrlige historier om hemmelige gange under den amerikanske ambassade, som man kunne komme ned i fra et bestemt kloakdæksel i Sundby, så man kunne lægge en bombe. Vagn Lundbye fortæller om sådan en spionhistorie: ”Nogle gange sagde Arne direkte: ”Så, nu bliver vi aflyttet.” Andre gange kunne han finde på at sige i telefonen: ”Husk, tasken står oppe bag hyldebærbusken. Du skal huske at hente den”. Jeg spillede med og sagde: ”Det skal jeg nok.” Han spøgte meget med det. Det har nok ikke ligefrem været til hans fordel senere”.[28]

Når jeg var tilstrækkelig fuld, talte jeg sort. Tit var der overhovedet ikke hoved og hale på, hvad jeg sagde. Det var karakteristisk for mig, at jeg talte andre efter munden, og også at jeg pralede vildt og grænseløst. Det er ikke rart at tænke på, at jeg har været så dum at høre på, men det var jeg. Som så mange trænede drankere havde jeg evnen til at lyde ædru som en snebold, selv når jeg var totalt lallende. Det førte til mange ubehagelige situationer, når folk troede, vi havde aftalt et eller andet, og jeg ikke kunne huske noget som helst. Hele dage kunne forsvinde i sort tåge, så jeg bagefter måtte prøve at stykke sammen, hvor jeg havde været og hvad jeg havde lavet, ud fra det, jurister kalder ”materielle beviser”. En Guds lykke var det da, at jeg aldrig havde taget kørekort, for så skulle jeg have startet hver dag med at se, om der var blodspor på dækkene. Andre talte også mig efter munden, for ellers blev jeg påståelig. Det fremgår ret tydeligt af aflytningsrapporterne, at når jeg ringede til mine familiemedlemmer, sagde de stort set kun ”jah jah jah” til alt det, jeg pludrede løs med.

Direkte komisk bliver det, når kommissionen ikke bare ifører sig dommerkappen eller optræder som politianklager, men også mener, de er kvalificerede til at være tekniske eksperter. Det fortæller jeg om i et indlæg i Politiken:[29]

”PET-kommissionens rapport er blevet misforstået. Det er da rigtigt nok, at den juridisk og historisk set er et makværk og i ét og alt taler PET efter munden. Men anskuet som sort humor er rapporten intet mindre end et mesterværk.

I bind 13[[30]] citerer rapporten mig for at have sagt, at hvis atomkrigen kommer, vil en ubåd lægge til i fuglereservatet i Tryggelev Nor og sejle mig til Sovjetunionen. Det er ikke lige til at se det på Tamm og Aamand, men de må være eksperter i humor, for de siger, at de har lyttet til aflytningsbåndet og kunnet konstatere, at jeg ikke talte humoristisk eller ironisk, men mente hvert ord, jeg sagde. Førende lydeksperter kan ikke høre, om en betjent siger ”perle” eller ”perker”, men kommissionen kan, uden at kende mig og ud fra et tredive år gammelt bånd fastslå, om jeg er ironisk. Hvis jeg ikke har en stemmeføring som Dirch Passer, så er jeg alvorlig.

Heldigvis for kommissionen beviser rapporten, at det ikke er tomme floskler, når kommissionsmedlemmerne påstår at være eksperter i humor. Et højdepunkt i sort humor nås i bind 10, side 257-258, der beretter om EF-modstandernes avis Det ny Notat. I 1980 indeholdt avisen et tillæg, der var formet som en officiel EF-publikation og fortalte, at der skulle bygges bro fra Esbjerg til Harwich. PET og kommissionen har gransket tillægget og opdaget, at det må være et falsum. I stedet for angivelse af bogtrykker står der ”Tryk avler Modtryk” og på bagsiden læser man ”0891 Gøps Remmos Staton”, hvilket læst bagfra bliver til ”Notats sommerspøg 1980”.

Herefter mener PET og kommissionen, at der ikke er tvivl om, at sommerspøgen er en del af en sammenhængende kampagne mod EF, der antagelig er sovjetisk desinformation, da metoden er ”velkendt og ofte brugt af KGB”.”

Lad os for en ordens skyld slutte med den sidste mulige fejlkilde: bevidste løgne. Vi kan ikke vide, om lydteknikere har manipuleret med PET’s optagelser. De oplysninger, PET giver kommissionen, kan simpelthen være forfalskede. Inden man slår syv kors for sig og bedyrer, at det kunne PET da aldrig finde på, så tænk lige over, hvad de ellers kan finde på. Vi skal tro på, at det sovjetiske efterretningsvæsen i vidt omfang benyttede sig af forfalskninger. Ifølge Ole Hasselbalch[31] fremstillede KGB en forfalsket båndoptagelse, der udgav sig for at være en samtale mellem Reagan og Thatcher, men var klippet sammen af udtalelser fra andre lejligheder. Hvis KGB kan, kan PET vel også, eventuelt i samarbejde med det, de kalder ”allierede tjenester”. Vi ved også, at CIA gjorde det. De prøvede at miskreditere den indonesiske præsident Ahmed Sukarno med en forfalsket pornofilm.[32] Skal vi så virkelig tro, at PET og MI6 ville vige tilbage fra at forfalske materialet, hvis de anså det for nødvendigt for at sværte mig til? Hvorfor skulle de ikke bruge alle midler? Der skal ikke så meget til. Det er utroligt, hvad man kan lave med en saks. Det kan Ekstrabladsjournalisten Jakob Andersen tale med om. Han havde skrevet ”Venstrefløjen var et uhyre komplekst begreb”, og en lidt for ivrig læserbrevskribent citerede ham for at have sagt ”Venstrefløjen var et uhyre”.[33]

[2] Arne Herløv Petersen: Lysets hastighed – min styrke, Thaning & Appel 1973

[5] PET-kommissionens Beretning, bd. 10, s. 249

[6] PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 26-27

[7] Hans-Wilhelm Steinfeldt: ”KGBs troverdighet” i Dagbladet, Oslo, 8.2.97

[9] Christopher Andrew & Oleg Gordievsky: KGB – The Inside Story, London 1990 Christopher Andrew & Oleg Gordievsky: Instructions from the Centre, London 1991

[10] Christopher Andrew & Vasili Mitrokhin: The Sword and the Shield – The Mitrokhin Archive, London 1999

[11] Jakob Andersen og Oleg Gordievsky: De røde spioner, København 2002

[12] http://en.wikipedia.org/wiki/Christopher_Andrew_(historian)

[13] http://www.churchill-society-london.org.uk/Webmap.html

[14] http://en.wikipedia.org/wiki/Enoch_Powell

[16] http://www.historie-nu.dk/site/index.php?option=com_content&task=view&id=496&Itemid=31

[18] Cross-examination of Oleg Gordievsky, sagen mod Michael Smith, Central Criminal Court, Old Bailey, 23.9.93, s. 9. R. Tansey, Q.C. var forsvarer for sigtede.

[19] TV2, citeret i ”Topspion renser dansk forfatter,” Politiken. 19.10.90.

[21] http://www.independent.co.uk/opinion/leading-article--michael-foots-tainted-accuser-1573992.html

[22] http://en.wikipedia.org/wiki/Oleg_Gordievsky

[23] http://en.wikipedia.org/wiki/Oleg_Gordievsky

[24] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 91

[25] Thomas Pynchon: Mason & Dixon, København 2002, s. 379. Oversat af Claus Bech

[26] Morten Thing: ”Kommunisternes kapital” i Arbejderhistorie nr. 3, 1995, s. 1-13. Se også Jens-Peter Bonde: ”Justitsminister – uden justits”, Jyllands-Posten, 12.7.09

[27] Arne Herløv Petersen: Morgensol og glasskår, Gyldendal 1963, s. 13

[28] Jens Lenler: ”Spionsagen der ikke ville forsvinde 1,” Politiken, 10.12.06

[29] ”Sort PET-humor i verdensklasse,” Politiken, 17.7.09

[30] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 80

[31] Ole Hasselbalch: Den stille krig, København 2001, s. 207

[32] William Blum: CIA – a forgotten History, Zed books 1986, s. 111