6

Virkemidler

Det var almindelig kendt, at vi blev registreret i de hemmelige kartoteker. På et tidspunkt var det omkring en tiendedel af befolkningen – børn og oldinge medregnet – der var opført i det hemmelige politis registre. Hvis man sagde, man foretrak fred frem for krig eller var aktiv i sin fagforening, blev man registreret. Hvis man sagde, det var for galt, at folk blev registreret, bare fordi de ikke havde samme politiske overbevisning som efterretningsfolkene, så blev man også registreret. Som det lakonisk hedder i beretningen: ”Senere i 1964 oprettedes Sjællandskomitéen mod de hemmelige Kartoteker … Komitéen blev registreret i PET, der indsamlede komitéens materiale og identificerede aktive medlemmer.”[1]

Vi vidste også, at vi blev overvåget. Hvis man blev valgt ind i bestyrelsen i et ungdomsforbund som SUF, stod der med jævne mellemrum en mand eller to i lyse cottoncoats nede i opgangen eller ovre på det modsatte fortov. Og det var almindeligt kendt, at telefoner blev aflyttet. Jeg husker fra bestyrelsesmøderne i Socialistiske Studenter i begyndelsen af tresserne, hvordan de ældre og mere erfarne medlemmer fortalte om sære klikkelyde eller at en stemme sagde: ”Rigspolitiet,” når man tog telefonen. Man blev rådet til at trække telefonen ud af stikket, hvis man ville have lidt privatliv engang imellem og ikke mente, alle de lyde, man i forskellige stunder kunne fremkomme med, skulle tjene til underholdning for politibetjente. Det var ikke nok at lade røret ligge på – man sagde, man kunne aflytte en hel stue gennem en telefon, selv når røret var lagt på. Når jeg spiste frokost med en sovjetisk diplomat, anbragte to letgenkendelige agenter sig ved et bord i nærheden. Jeg tænkte tit på, om vi ikke skulle give en omgang, så de ikke skulle sidde der med tør mund og ørerne på stilke.

Jeg skal ikke kunne sige, hvornår jeg selv optrådte i kartotekerne første gang – måske har de tidlige barnetegninger liggende i en mappe. Men da jeg var sytten, var jeg i hvert fald skrevet i mandtal. Kommissionsberetningen siger: ”En indberetning fra den 24. juni 1960 nævner, at Herløv Petersen var blandt deltagerne i en rejse til Østersøugen.”[2]

Hvis PET havde informanter med til Østersøugen – og det havde de jo nok – kunne de også fortælle, at da Poul Emanuel ved afslutningsceremonien 15. juli forelagde en resolution til afstemning, var jeg den eneste af de 600 deltagere, der rakte hånden i vejret for at markere, jeg ikke stemte for. Jeg var utilfreds med, at resolutionen ikke havde været diskuteret først, og mente, den virkede provokatorisk. Men den slags kendsgerninger er velsagtens PET ikke interesseret i. ”Det er ikke det, vi taler om,” siger de nok.

Da sovjetiske diplomater kom over og besøgte mig på Langeland en lille snes år senere, vidste vi også godt, at PET fulgte efter dem. Så vidt jeg husker, kørte de i altid i en grå Volvo. Engang stoppede en af russerne på Siødæmningen for at fiske. – Fangede du noget? spurgte jeg ham. – To torsk, sagde han. – Plus de to, der sad i bilen og ventede.

Hvis vi fik for meget at drikke – og det var snarere normen end undtagelsen – og den sovjetiske diplomat ikke kunne køre hjem, måtte efterretningsfolkene også overnatte her. De havde varmestue og overnatningsmuligheder hos den daværende, nu afdøde købmand oppe på hjørnet, der opstillede for de konservative til kommunevalgene og var ivrig hjemmeværnsmand.[3]

Det var selvfølgelig irriterende med kartoteker, overvågning og aflytning, men der var ingen, der tog det rigtig alvorligt. Det kunne være livsfarligt med de kartoteker, hvis det kom til krig og besættelse, men kom det til krig, fløj vi nok alle sammen ud i rummet, splittet i enkeltdele, så det havde næppe nogen praktisk betydning. Og i fredstid kunne det ikke få konsekvenser. Vi havde jo ikke gjort noget ulovligt. Vi lavede ikke bomber, vi trænede ikke med våben eller forberedte i smug en opstand. Vi belurede ikke militære installationer eller stjal krigsplaner. Når man ikke kendte nogen hemmeligheder, kunne man heller ikke røbe hemmeligheder. Så man kunne bare lade PET lege røvere og soldater, når nu de så gerne ville.

Men PET havde mange andre virkemidler, som de fleste af os ikke vidste noget om. Først og fremmest har efterretningsvæsenet et finmasket net af stikkere, lurere og meddelere – ligesom Stasi havde det i DDR. Sad man i venners lag og snakkede muntert sammen, kunne den ene af bordfællerne meget vel gå hjem og skrive indberetninger til PET. Jeg ved ikke, hvordan den slags mennesker ser ud indvendig, men de er vel beslægtet med dem, der borer knasthuller ud på badeanstalterne. Fik man besøg, gik man tur eller holdt man sommerfest, lå de på lur – snagede og lurede og skrev rapporter. Hvis der holdt en diplomatbil med blå plader foran huset, yrede og myldrede det med hjemmeværnsfolk i krat og busk. ”5. kolonne og regulær spionage var et emne, og enhver god hjemmeværnsmand havde et meldenummer i lommen, hvortil han til FET kunne indberette ”blå plader””,[4] skriver en gammel hjemmeværnsmand. Hjemmeværnet holder stadig med mellemrum øvelser, hvor de parkerer store kassevogne op og ned ad mit hus, måske for at simulere anholdelse.

Efter at jeg blev anholdt, skrev Politiken,[5] at PET gennem fire år havde presset en kvinde, der boede i nærheden af mig, til at skygge mig. Hun havde forstået på PET, at hun risikerede straf, hvis ikke hun efterkom ordren om at give indberetninger til PET. Skal man tro landsbyrygterne, var der også et par mænd, der efter min anholdelse gik rundt og brystede sig af, at deres indberetninger havde været med til at ”knalde ham kommunisten”.

Det er meget ubehageligt at tænke på, at folk har siddet ved mit bord under venskabs maske og været stikkere og lurere. Og det værste ved stikkersamfundet er, at alle kommer til at nære mistanke til alle. Er det dig, der belurer mig? tænker man uvilkårlig. PET og kommissionen er meget opsat på at beskytte ”informanterne”. Men ofrene vil de ikke beskytte. Når man som den, der er ramt af stikkersystemet, gerne vil have at vide, hvem der var Judas og hvem ikke, så er det ikke for at få hævn, men for at få ro – og for at kunne føle tillid igen. Når man ved, hvem det var, ved man også, hvem det ikke var.

En del af stikkerne er det muligt at identificere ud fra de få og spredte oplysninger i beretningen. Men den eneste, der har valgt at træde offentligt frem og stolt berette, hvad han har snust sig frem til, er tækkemand Walther Juul Hansen, der rejste Jorden rundt sammen med mig i slutningen af tresserne og senere sammen med Mikkel Plum var medlem af en maoistgruppe, der samlede penge ind til Pol Pot uden at fortælle dem, der gav bidrag, hvor pengene endte.[6] Senere svingede Juul Hansen fra den ekstreme venstrefløj til det ekstreme højre.

Da journalisten Jakob Andersen begyndte sit korstog mod venstrefløjen i Ekstra Bladet i 1992 og anklagede alt, der kunne krybe og gå, for at være KGB-agenter, følte Walther Juul Hansen trang til at være med, så han skrev en helsidesartikel i Ekstra Bladet med overskriften ”Nu kender jeg dig igen Arne”,[7] hvor han berettede om, hvad han under venskabs maske havde luret sig til i mit hjem.

Fra 1979 fik PET retskendelse til at aflytte min telefon og fra 1980 også til rumaflytning. I første omgang skulle de have hjælp fra CIA til at sætte lytteudstyr op, men planen blev forpurret, da jeg ikke var bortrejst, som de troede. I april 1980 fik de så lokale folk til at sætte mikrofonerne op, mens jeg var til min nevøs konfirmation i København.[8]Jeg tror nok, jeg har en fornemmelse af, hvor de sidder, men jeg har ikke lyst til at flå panelerne af for at se efter. Telefonaflytning er ubehagelig nok – det er ikke rart at vide, at politibetjente sidder der og sveder tran, mens de hører på alt, hvad man snakker med venner og familiemedlemmer om. Men rumaflytning er værre. Det er som at få de mest ulækre snagere og snusere til at stå bag gardinerne, ligge under sengene og krybe sammen i et hjørne af toilettet.

Siden 1985 har politiet kun måttet bruge rumaflytning ”i forbindelse med efterforskningen af en forbrydelse, som havde medført eller kunne medføre ”fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier.”[9] Men før den tid blev der ikke stillet større krav end til telefonaflytning. Det blev ikke anset for nødvendigt, for det var meget sjældent, man benyttede rumaflytning. Beretningen skriver: ”Den eneste danske statsborger, der er omtalt i kendelsesmaterialet i denne periode, er Arne Herløv Petersen, der var mistænkt for at udføre påvirkningsarbejde for KGB, og som blev rumaflyttet i en periode i 1980-81.”[10]

I den da gældende Retsplejelov § 787 stk. 5-6. hedder det: ”Stk. 5. Optegnelser om og anden gengivelse af aflyttede samtalers indhold skal tilintetgøres, så snart det er fastslået, at de ikke er af betydning for efterforskningen. Stk. 6. Har aflytning af samtaler fra en telefon i privat eje fundet sted, skal retten give telefonens indehaver meddelelse herom, når det kan ske uden skade for undersøgelserne, og når omstændighederne i øvrigt ikke taler herimod.”

Jeg har aldrig fået besked om, at PET er holdt op med at aflytte mig. Jeg har spurgt dem, om det betyder, de stadig lytter, og de svarer, at det kan de hverken be- eller afkræfte. Så måske lytter de endnu.

Da jeg blev anholdt, blev jeg beskyldt for at bruge hemmelige bokse, lægge beskeder i telefonbokse og den slags. Der manglede kun brevet i det hule træ. Dengang rystede jeg bare på hovedet og regnede med, at de sad i PET og læste Enid Blytons bøger om De fem. Nogle gange kommer man til at tvivle på, at de er rigtig voksne. Men nu kan jeg læse i beretningens bind 4 – ”PET’s virkemidler” – at PET rent faktisk brugte alle den slags børnebogs-metoder sammen med sine agenter og stikkere. Det har rigtig været noget for de glade hjemmeværnsdrenge, der jo også ofte virker, som om de har gået i korte bukser lige et par år for længe.

Da jeg blev anholdt, konfiskerede PET også mine notesbøger og mine dagbøger for de sidste seksten år. Jeg klagede over, at jeg ikke kunne undvære dem, og fik udleveret fotokopier. Efter at jeg fik tiltalefrafald i april 1982, fik jeg dagbøgerne tilbage. Jeg synes, jeg kan huske, jeg spurgte betjenten, om de så havde taget en ekstra kopi, og at han sagde, at det havde de skam ikke. Men det havde de altså. De har dem endnu.

Hvad jeg ikke kunne have forestillet mig var, at PET-kommissionen 28 år efter min anholdelse offentliggjorde uddrag af mine dagbøger og af aflytningsrapporterne. Jeg behøver næsten ikke at tilføje, at ingen andre har været udsat for samme behandling. Også i dette tilfælde er min sag enestående. Da justitsminister Brian Mikkelsen har bebudet, at arkiverne skal åbnes for alle interesserede,[11] kan man måske forvente, at mine dagbøger bliver udleveret til Ekstra Bladet eller andre, der kan finde morskab i at læse om mine kærester og ungdomskvaler. Tre unge historikere, der var ansat af PET-kommissionen, har allerede skrevet kontrakt med Gyldendal om en folkeudgave af beretningen.[12] Mit liv er blevet en salgsvare, som et forlag kan købe af nogle historikere. Det næste bliver måske en Pixibog, en manga og en musical. Alle og enhver må tilsyneladende snage i mit liv, men jeg selv har stadig ikke fået lov til at se, hvad PET har om mig i sine arkiver.

Jeg troede, der fandtes love om privatlivets fred. Vi kan læse i Encyklopædien, at man ikke har anvendt fredløshed som straf siden begyndelsen af 1600-tallet.[13] Vi kan læse i aviserne, at Danmark er en retsstat. Men et lands retssikkerhed kan ikke måles på, hvordan man behandler regeringens tilhængere, kun på hvordan modstandere af regimet behandles.

Umiddelbart efter beretningens offentliggørelse sendte jeg en klage over krænkelsen af mit privatliv til kommissionen, men fik brev fra landsdommer Leif Aamand om, at kommissionen ikke længere eksisterede,[14] så han havde sendt mit brev videre til justitsministeriet. Når man klagede til kommissionen, før beretningen var fremkommet, fik man ikke svar, fordi de sad og arbejdede og alt var hemmeligt. Klager man bagefter, får man heller ikke svar. Kommissionen er tilsyneladende lige så ansvarsfri som kongehuset.

Justitsministeriet svarede 10. august 2009,[15] at der står i bemærkningerne til PET-kommissionsloven § 20, at der kan medtages fortrolige oplysninger i beretningen. Det er mig uforståeligt, at bemærkninger til et lovforslag kan sætte alle eksisterende regler og love om privatlivets fred og ukrænkelighed ud af kraft. Kan man så også afskaffe ytringsfriheden med en henkastet bemærkning? Sandelig, vi lever i skumle tider.[16]

[1] PET-kommissionens Beretning, bd. 2, s. 221 fodnote

[2] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 47

[3] Politiken, 10.12.05 http://politiken.dk/kultur/fakta_kultur/article131574.ece

[4] http://www.avedoere-selskabet.dk/Byland/Mili/Hjemmevaernet/hjemmeværnet_i_dag.htm

[5] ”Kvinde tvunget ind i spionsag,” Politiken, 6.11.81

[6] Mikkel Plum: Bombardér Hovedkvarteret, København 1998, s. 308

[7] ”Nu kender jeg dig igen Arne,” Ekstra Bladet, 27.2.92

[8] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 63

[9] PET-kommissionens Beretning, bd. 1, s. 134

[10] PET-kommissionens Beretning, bd. 4, s. 207

[13] Den Store Danske Encyklopædi, København 1997, bd. 7, s. 101

[16] Bertolt Brecht: ”An die Nachgeborenen,” Gedichte, Suhrkamp 1981, s. 722