Til Undersøgelseskommissionen vedrørende PET,

Det glæder mig, at Undersøgelseskommissionen i brev af 18.3.09 (j.nr. 2009-0002) meddeler mig, at jeg har samme ret som alle andre til at meddele kommissionen oplysninger, især fordi jeg i de forløbne 27 år ofte har kunnet tvivle på, at jeg havde de samme rettigheder som landets øvrige borgere.

Jeg blev 3. november 1981 arresteret og sigtet efter straffelovens § 108 (den såkaldte milde spionparagraf). Jeg blev anklaget for at have været indflydelsesagent (eller påvirkningsagent) for Sovjetunionen. Mig bekendt er jeg den eneste i Danmark, der nogensinde er blevet arresteret med denne begrundelse. Begrebet ”spionage” har almindeligvis været opfattet således, at det stod for udlevering af hemmelige oplysninger, især af militær eller politisk art, til fremmede magter. Ingen har nogen sinde hævdet, at jeg på noget tidspunkt har været i besiddelse af sådanne hemmelige oplysninger. Hvis man kan dømmes for spionage udelukkende for at skrive kritiske læserbreve, bliver begrebet udvidet så meget, at en demokratisk diskussion bliver vanskeliggjort. I et demokratisk samfund prøver vi jo ideelt set alle sammen at øve indflydelse på eller påvirke hinanden.

Da jeg kun i stærkt begrænset omfang har haft adgang til sagens akter, er det umuligt for mig i alle detaljer at afdække sagens forløb og motiverne bag den, men jeg har opstillet visse teorier, som muligvis kan være af interesse.

Man kan uden videre fastslå, at manikke tidligere har anset det for kriminelt at være indflydelsesagent for fremmede magter. Havde man gjort det, havde tyske agenter ikke frit kunnet optræde i landet under første verdenskrig, DKP var ikke blevet lovligt i 1945, og Land og Folk havde ikke fået lov til at udkomme. Da en lov må gælde for alle, uanset politisk opfattelse, havde det i så fald også været ulovligt at øve indflydelse eller påvirke til fordel for USA, ligesom ethvert samarbejde med vestlige efterretningsorganisationer havde været forbudt. I så fald skulle man eksempelvis have straffet Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og tidsskriftet Perspektiv for at modtage støtte fra CIA-frontorganisationer, ligesom det danske efterretningsvæsens samarbejde med allierede efterretningsvæsener havde været ulovligt.

Professor, dr. jur. Ole Hasselbalch skriver i ”Ugeskrift for Retsvæsen” nr. 34, 2008: ”I så henseende har opfattelsen hos ministeriet tilsyneladende været, at når der tales om ”fremmede” efterretningstjenester, faldt vore allierede sådanne uden for bestemmelsens område”. Det forekommer mig særdeles betænkeligt således at tilsidesætte princippet om, at loven er lige for alle, gennem en fortolkning, der tilsiger, at lovteksten implicit skal forstås således, at loven ikke gælder for regeringens venner. 

Om anvendelsen af § 108 skriver Vagn Greve, Bent Unmack Larsen og Per Lindegaard i ”Kommenteret´straffelov. Speciel del” (Jurist- og Økonomforbundets forlag 1989): "Bestemmelsen retter sig typisk imod den hemmelige, systematiske tilvejebringelse eller sammenstilling af oplysninger til brug for fremmed efterretningsvæsen, som kan være til fare for danske eller fremmede stats- eller samfundsinteresser eller herværende enkeltpersoners liv eller sikkerhed". 

I Berlingske Tidende 9.1.92 udtaler ekspert i strafferet, professor, lic. jur. Vagn Greve: "Straffelovens spionageparagraffer er indrettet på decideret spionage... Fælles for bestemmelserne, også den såkaldt milde spionparagraf 108, er, at de alle drejer sig om at levere oplysninger ud af landet - altså bagud. Når det gælder begrebet "meningsagent"... er der tale om det stik modsatte. Han beskyldes for at have viderebragt et fremmed lands synspunkter i sit eget land. Og selv om han skulle have modtaget penge fra KGB, er der ikke noget strafferetsligt angribeligt i det.”

Lektor, lic.jur. Jørn Vestergaard, Kriminalistisk Institut., skriver i artiklen "Påvirkningsagenter" i "Juristen". April 1994: ”De strafbare tilfælde handler alene om tilvejebringelse (eller sammenstilling) af oplysninger, som kan benyttes på skadelig måde, ikke om modtagelse, videregivelse eller udbredelse. Det er således uden egentlig strafferetlig betydning, om en "meningsagent" modtager penge af sin hvervgiver... Der kan være grund til at påpege, at par. 108 er en forsætbestemmelse, der således også kræver forsæt til at hjælpe fremmed efterretningsvæsen... ”

Lovgivningsmagten afviste i 1951 at kriminalisere påvirkningsagenters virke. Det oprindelige forslag om kriminalisering af tilskud fra fremmed magt blev fremsat af KK Steincke 12.5.50 og genfremsat 20.10.50. Tre dage senere trådte en venstreregering til. Den nye justitsminister forberedte 8.3.51 en uændret genfremsættelse af Steinckes forslag. Samme dag meddelte hun skriftligt Folketinget, at hun trak forslaget tilbage. Det skete uden kommentarer eller begrundelse af nogen art. Ingen i Folketinget kommenterede den pludselige vending i sagen. Det eneste parti, der herefter ønskede at fastholde forslaget om kriminalisering af støtte fra udenlandsk magt, var Danmarks Kommunistiske Parti. (Alex Frank Larsen i Information 17.11.81). Man kan spørge om baggrunden for vendingen. Den mest sandsynlige begrundelse er, at det gik op for de borgerlige partier og socialdemokratiet, at deres tilskud fra amerikanske kilder dermed ville blive lovstridige.

Jørn Vestergaard siger herom: "Virksomhed, som ville have været omfattet af den foreslåede, men forkastede bestemmelse, kan naturligvis ikke uden videre behandles som ansvarspådragende ved, at man i stedet for den forkastede regel anvender gummiparagraffen i §108… Selv om §108 er overordentlig rummelig, kan sådanne aktiviteter altså ikke henføres under denne bestemmelse". 

Jørn Vestergaard har også behandlet emnet i artiklen ”Meningsagenter” i Kriminalistisk Instituts Årbog 1992. Artiklen fra ”Juristen” 1994 er i 2007 i forbindelse med Dragsdahl-sagen tilsendt Folketingets Retsudvalg.

I forbindelse med min anholdelse og det senere tiltalefrafald blev en række konkrete anklagepunkter fremført mod mig. Da der ikke er tale om ulovlige forhold, er jeg ikke forpligtet til at imødegå dem, men jeg har alligevel valgt at forklare, hvorfor de konkrete anklager er grundløse. Jeg skal i den forbindelse henvise til de to artikler om sagen af Jens Lenler i ”Politiken” 10-11. december 2005, hvor anklagepunkterne gennemgås nøje De vigtigste anklagepunkter var, at jeg skulle have indrykket en støtteannonce for en atomvåbenfri zone i Norden i Information og Land og Folk efter tilskyndelse af og med finansiel støtte fra den sovjetiske efterretningstjeneste, at jeg skulle have misinformeret den nordkoreanske ambassade om Kinas forhold til Sydkorea ved at overgive et dokument, der var fremstillet af den sovjetiske efterretningstjeneste, men skulle fremstå som om det stammede fra en vestlig kilde, og at jeg skulle have udgivet en pjece med kritik af premierminister Margaret Thatcher, som i virkeligheden skulle have været fremstillet af KGB.

Som jeg tidligere har forklaret, var annoncen om den atomvåbenfri zone inspireret af den fredskonference, der i foråret 1981 blev afholdt af fagbevægelsen i Aalborg. Jeg søgte økonomisk støtte til de to små annoncer i Information og Land og Folk fra bl.a. Munk Plum-fonden. Lise Munk Plum forklarer i et interview i Land og Folk 5.11.81: ”Plum-fondens bestyrelse havde sommerferie. Derfor gav jeg ham 1500 kroner af min egen lomme. Men det skete med den udtrykkelige besked, at pengene skulle bruges til en annonce i Information, og at pengene under ingen omstændigheder måtte gives ud til annoncer i Land og Folk". Jeg betalte selv resten af beløbet på 3.827,75 kr. for annoncen til Information i august 1981, efter at jeg havde fået honorar for et oversættelsesarbejde til Bristol Music Center. Annoncen i Land og Folk var endnu ikke var betalt, da jeg blev anholdt. Der blev derefter arrangeret en indsamling for at betale annoncen. 

Jeg har aldrig set noget sovjetisk dokument om Kinas forhold til Sydkorea og derfor heller ikke overrakt et sådant til den nordkoreanske ambassade. På den dansk-koreanske venskabsforenings generalforsamling i november 1981 forklarede foreningens formand, Christen Amby, at den nordkoreanske ambassade havde fortalt ham, at den ikke var blevet desinformeret. Da de på grund af deres diplomatstatus ikke kunne møde i retten, havde de givet venskabsforeningens formand bemyndigelse til om nødvendigt at aflægge vidneudsagn herom. 

Pjecen om Margaret Thatcher har jeg selv skrevet på grundlag af oplysninger fra vesteuropæiske og amerikanske aviser. Jeg har gennem næsten et halvt århundrede været professionelt beskæftiget med at skrive og er i stand til at skrive en artikel uden at skrive af fra andre.

Det er rigtigt, at jeg en del gange har spist frokost eller ved andre lejligheder talt med sovjetiske diplomater. Jeg syntes, det var lærerigt at høre, hvad de havde at sige. Jeg har også ved en lejlighed været inviteret til den amerikanske ambassade og ved en anden til den israelske ambassade og hørte med interesse deres redegørelser for politiske forhold. Jeg var godt klar over, at de sovjetiske diplomater ønskede at fremstille deres lands politik i et positivt lys og håbede at påvirke mig til fordel for denne politik. Men jeg er i stand til at tage stilling selv, og jeg har aldrig udtalt mig ud fra andet end min egen opfattelse. De sovjetiske diplomater var interesserede i at høre mine meninger, og jeg fortalte dem gerne det samme, jeg ville have fortalt enhver anden: Hvordan jeg troede, et valg ville gå, hvad jeg syntes om regeringens politik osv. Da jeg ikke var i besiddelse af hemmeligheder, mente jeg ikke, der var noget galt ved at fortælle om mine meninger og holdninger. Nogle gange var jeg enig med de sovjetiske diplomater – f.eks. om krigen i Vietnam og kuppet i Chile – andre gange var jeg uenig, f.eks. om forhold i Sovjetunionen. Formålet med diplomatiske forbindelser er vel at have samtaler. Hvis man mener, det var forkasteligt at tale med diplomater fra østlandene, ville det være logisk at afbryde de diplomatiske forbindelser. Efter Helsinki-aftalen opfordrede man faktisk til samtaler og samkvem over jerntæppet, og det var derfor chokerende, da det viste sig, at jeg kunne blive arresteret og sigtet for spionage for at optræde i overensstemmelser med disse henstillinger.

Mine møder med sovjetiske diplomater foregik helt åbenlyst. Når de besøgte mig på Langeland, kørte de i bil med blå nummerplader og parkerede foran mit hus. Ved flere lejligheder inviterede jeg en sovjetisk diplomat, jeg kendte, med til private fester og præsenterede ham for alle gæsterne. Der var derfor intet konspiratorisk eller fordækt over forbindelsen.

Jeg skal ikke kunne sige, om en eller flere af de diplomater, jeg har talt med, har haft forbindelse til KGB. Det har de aldrig sagt noget om til mig. Men for mig at se har de over for mig aldrig optrådt anderledes end enhver anden diplomat gør. Man må formode, at alle diplomater ønsker at fremstille deres lands politik i et positivt lys. LRS Jan Schultz-Lorentzen sagde i Pen Club 9.6.82: ”Forsøg på at påvirke almindelig holdning er en almindelig diplomatisk opgave. Det har aldrig været nogen efterretningsopgave, selv om den muligvis udføres af folk fra CIA eller KGB.”

Efter at jeg, uden at der var fortilfælde herfor, var blevet arresteret for et påstået forhold, fremtrædende jurister ikke anser for ulovligt, blev sagen mod mig ført for åbne døre i Rudkøbing, hvilket mig bekendt også er uden fortilfælde i sager om overtrædelse af spionageparagrafferne. Da der i ægte sager af denne art er tale om sager af betydning for rigets sikkerhed, føres sagerne altid for lukkede døre. I dette tilfælde blev mit navn og min adresse offentliggjort med det samme og sagen ført som skuespil for pressen. Man havde samtidig i strid med Retsplejelovens § 733 nægtet mig tilladelse til at få den forsvarer, jeg ønskede, og i stedet beskikket en forsvarer, der ikke modsatte sig, at sagen blev ført for åbne døre. Information skrev herom i en ledende artikel 6.11.81: "At sagen er ført for åbne døre, er et bemærkelsesværdigt element i en sag, som allerede synes pustet op i en grad, som gør en kølig og nøgtern vurdering til en by i Rusland. Længe har stærke forsvars- og NATO tilhængere spejdet efter en lejlighed til at tilsværte de fredsbevægelser, som gør sig bemærket med gigantdemonstrationer i Europas hovedstæder" 

I forbindelse med min anholdelse havde politiet beslaglagt mine dagbøger. ”Berlingske Tidende” og ”Aktuelt” bragte derefter en række angivelig direkte citater fra de beslaglagte dagbøger. Forespurgt hvordan aviserne kunne komme i besiddelse af beslaglagt materiale, svarede PET: "Det er ikke til at sige, men det er jo svært at holde noget skjult for pressen" (Land og Folk 6.11.81).

Ved grundlovsforhøret i Rudkøbing fremlagde politiet forskelligt ”bevismateriale”. Man fremlagde blandt andet tre ubrugte sovjetiske frimærker, en ubrugt serviet fra Hotel Metropol, visitkort fra en armensk astrofysiker og en armensk antropolog samt en papkasse fra Dansk Fryse-Økonomi med pjecer, der ikke var blevet solgt.

Udenrigsminister Kjeld Olesen blev interviewet i TV-avisen 6.11.81 af Erik Ove. Kjeld Olesen udtalte, at der ikke var skygge af tvivl om, at jeg var skyldig. Udenrigsministeren overtrådte herved efter min opfattelse Grundlovens paragraf 3 om magtens tredeling ved at tiltage sig dømmende magt i en verserende sag. Der må ligeledes antages at være tale om en overtrædelse af Retsplejelovens § 1016a og § 1017 stk. 3:”Med bøde eller hæfte straffes den, der i tale eller skrift, beregnet med en at virke i en videre kreds, forsætlig eller ved grov uagtsomhed… så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt, fremsætter udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse”. Information skrev herom i en ledende artikel 11.11.81: "Det er en alvorlig sag, når landets udenrigsminister for åbne mikrofoner og skudklare kuglepenne afsiger sin dom over en sigtet... Det er groft utilstedeligt og udtryk for en herrefolksmentalitet, at politiske magthavere blander sig i og offentligt ytrer sig om skyldsspørgsmålet i en verserende sag" . Landsretssagfører Hagens indgav politianmeldelse mod udenrigsministeren, men vicepolitidirektør Ole Nørgaard nægtede at tage imod anmeldelsen. Han sagde, at han ikke erindrede at Kjeld Olesen havde sagt som anført, og da han fik tilbud om en videoptagelse, nægtede han at tage mod den. Efter at Kjeld Olesen selv havde bekræftet sin udtalelse, sagde Ole Nørgaard til Politiken 21.4.82: "Det er uden betydning for vores vurdering af politianmeldelsen, hvad Kjeld Olesen i dag siger, at han sagde til TV-avisen den 6. november.. Jeg forstår ikke, at Politiken nu traver rundt i denne sag".

I februar 1982 afviste Klageretten, at lrs. Hagens kunne være min forsvarer. Advokat Jørgen Jacobsen udtalte iflg. Politiken 4.2.82, at afvisning af Hagens strider mod retsplejeloven par. 733 om frit forsvarervalg, der også er knæsat i den europæiske menneskeretskonvention. ”Sagen bør indbringes for denne. Iflg. retsplejeloven kan man kun nægte at beskikke ønsket forsvarer, hvis hans medvirken ikke kan anses for forsvarlig eller der er påviselig risiko for, at advokaten vil hindre sagens opklaring.”

Jeg valgte derefter til forsvarer lrs. Jan Schultz-Lorentzen, hvis arbejde blev hæmmet af, at han trods talrige henvendelser ikke måtte få udleveret det materiale, anklagen byggede på. Der var her endnu engang tale om et helt usædvanligt skridt. Jan Schultz-Lorentzen sagde i den forbindelse til ”Jyllands-Posten” 30.5.82: ”Anklagemyndigheden nægter mig de fornødne papirer og redskaber. Jeg har ikke givet op, snarere tværtimod, men jeg betragter sagen som afsluttet… Jeg må som forsvarer selvfølgelig have mulighed for selv at vurdere materialet og finde de dele, der støtter min klient. Kan jeg ikke det, er der ikke nogen mening i at fungere som forsvarer”.

17. april 1982 tog sagen en ny vending, da justitsminister Ole Espersen besluttede at meddele mig tiltalefrafald, men ledsagede dette med en udførlig "redegørelse", hvori han hævdede, at jeg var skyldig alligevel. 

Ekstrabladet havde kort tid forinden (12.4.82) skrevet: "Spion-sag kan fælde minister. Kjeld Olesens politiske liv i fare, fordi anklagemyndigheden ikke tror på domfældelse af Herløv Petersen... Efter hvad Ekstra Bladet erfarer, hersker der alt andet end begejstring i anklagemyndigheden i Herløv-sagen. Der er tvivl om, hvorvidt det materiale, efterretningstjenesten gennem fire år samlede mod ham, vil kunne føre til en domfældelse... Rigsadvokat Per Lindegaard har taget det helt usædvanlige skridt at anmode ministeriet om en juridisk vurdering af materialet, ligesom han skal have udbedt sig nærmere instrukser om, hvad Justitsministeriet mener, der videre skal ske i sagen. En beslutning om ikke at rejse tiltale mod Herløv vil uvægerlig føre til en storm mod udenrigsministeren på grund af hans bombastiske udtalelser. Det er ganske enkelt Kjeld Olesens politiske liv, der står på spil." Bemærk at der igen er tale om et ”helt usædvanligt skridt”. Dem er der nogle stykker af i denne sag. 

Ifølge Ekstrabladet 27.10.82 ønskede kriminalinspektør Eigil Dalgaard at gennemføre en retssag. Det modsatte den juridiske chef, politimester Ole Stig Andersen, sig. Striden mellem de to førte til sidst til, at Dalgaard gik. Ole Stig Andersen og Espersen bryggede derefter tiltalefrafaldet sammen. Det har også været hævdet, at rigsadvokat Per Lindegaard skrev indstilling om, at der ikke på juridisk holdbart grundlag kunne rejses sag mod mig. Det var samme Per Lindegaard, der sammen med Vagn Greve og Bent Unmack Larsen havde skrevet i ”Kommenteret´straffelov. Speciel del” (Jurist- og Økonomforbundets forlag 1989) om par. 108: "Bestemmelsen retter sig typisk imod den hemmelige, systematiske tilvejebringelse eller sammenstilling af oplysninger til brug for fremmed efterretningsvæsen, som kan være til fare for danske eller fremmede stats- eller samfundsinteresser eller herværende enkeltpersoners liv eller sikkerhed".

Ifølge bogen ”De røde spioner” af Jakob Andersen og Oleg Gordievsky (Høst & Søn 2002) s. 658-660 blev sagen imod mig drøftet på en møde i regeringens sikkerhedsudvalg 16.4.82. Daværende forsvarsminister Poul Søgaard deltog i mødet og konkluderede: ”Mødet i sikkerhedsudvalget drejede sig om at pakke sagen ned, så der ikke skete mere”. Kjeld Olesen havde udtalt sig skråsikkert om skyldsspørgsmålet, og det kunne koste ham hans politiske liv. Justitsminister Ole Espersen kom ham til undsætning med et forslag om, at der ikke skulle rejses tiltale, men at tiltalefrafaldet skulle ledsages af en erklæring om, at jeg var skyldig alligevel.

Normalt bruger man kun tiltalefrafald, hvor der er tale om tilståelse. I andre lande som Norge og Sverige kan et tiltalefrafald appelleres. Det kan det ikke herhjemme, hvorved det bliver et fortrinligt våben, hvis man vil beskylde en mand for et kriminelt forhold uden at give ham mulighed for at blive renset for anklagerne ved retten.

 I Mogens Koktvedgaard og Hans Gammeltoft-Hansens ”Straffeproces” (1978), s. 101-02 hedder det om tiltalefrald: "Et særligt problem af mere principiel end praktisk betydning kan knytte sig til tiltalefrafaldet. I lighed med domfældelse indebærer tiltalefrafald, at den pågældende anses for skyldig i det påsigtede forhold. Da tiltalefrafaldet ikke kræver noget egentligt samtykke fra den sigtede, kunne det forekomme, at personer, der anser sig for ikkeskyldige, og ønsker dette godtgjort gennem en frifindelse, påtvinges tiltalefrafraldet med den deri liggende skyldsformodning. Problemet er dog som nævnt ikke særlig praktisk. Ved tiltalefrafald med vilkår efter par. 723a kræves sigtedes tilståelse, og også i andre tilfælde ville man næppe give frafald uden den sigtedes tilståelse eller i hvert fald hans indforståelse med denne afgørelsesmåde. Situationen kunne imidlertid tænkes at opstå, og under en mere principiel synsvinkel burde der nok indføres hjemmel for, at den sigtede i givet fald kan begære sagen indbragt for domstolene". 

I anmeldelsen af denne bog i "Juristen" 70 s. 89, skriver H. Krag Jespersen: "I almindelighed bør anklagemyndigheden imidlertid ikke kunne afslutte sagen med at påtvinge sigtede et tiltalefrafald, uden at sigtede har aflagt tilståelse i hvert fald i det væsentligste". 

Professor, dr. jur. Peter Blume skriver i ”Tiltalefrafald” i Ugeskrift for Retsvæsen 1982. s. 362-72: ”Ubetinget tiltalefrafald kan opfattes som benådning før dom. ” I min konkrete sag virkede begrundelsen "yderligere stigmatiserende for sigtede, der ikke havde reelle muligheder for kontradiktion, da det materiale, der begrundede afgørelsen, nægtedes udleveret til sigtede og dennes forsvarer… I sådanne tilfælde har sigtede ingen retsmidler over for afgørelsen. Ganske undtagelsesvis vil det være muligt at opnå erstatning.” Men "et erstatningsspørgsmål må her baseres på par. 1018a, stk. 2, og vil ikke give mulighed for at få prøvet skyldsspørgsmålet på sædvanlig straffeprocessuel måde." 

Bernhard Gomard skriver i "Studier i den danske straffeproces” (1976), s. 85-86 : "At finde sigtede skyldig mod hans benægtelse kan kun ske ved dom… at holde en sag borte fra domstolene kan være et politisk overgreb". 

Tiltalefrafaldet var ledsaget af en ”redegørelse” fra justitsminister Ole Espersen, der siger, det "må forudsættes", at AHP har udvist forhold. der i princippet falder ind under par. 108, men man har ikke fundet danske interesser er skadet i en sådan grad, at der er fuld tilstrækkelig anledning til at rejse tiltale. Han gentager derefter de anklagepunkter, der var fremført af PET. 

For at man kan forudsætte, at jeg har udvist forhold, der falder ind under § 108, må to betingelser være opfyldt. Dels skal paragraffen omhandle forhold, der falder ind under begreberne ”påvirkning” og ”indflydelse”. Dels skal de konkrete anklagepunkter være i overensstemmelse med sandheden. Som nævnt mener de juridiske eksperter, der har beskæftiget sig med emnet, ikke at den første betingelse er opfyldt. I hvert fald jeg ved, at den anden betingelse heller ikke er opfyldt. Det er et grundprincip, at enhver skal anses for uskyldig, med mindre det modsatte er bevist. Dette princip er her krænket af landets justitsminister, der fælder dom udelukkende ud fra det hemmelige, politiske politis påstande.

Min forsvarer, lrs. Jan Schultz-Lorentzen kommenterede redegørelsen således: "Et tiltalefrafald skal ikke været ledsaget af kommentarer. Det havde været langt mere tilfredsstillende, om ministeren blot havde meddelt, at sagen ikke kunne holde til en domfældelse, og at man derfor undlod at rejse tiltale." (Pol. 18.4.82). Gert Petersen kalder det en "retsskandale" at ministeriet fremsætter en række påstande om AHP og samtidig afskærer ham fra at få påstandene undersøgt ved en domstol. "Påstande som er belastende for ham at have hængende over sig, og det kan han ikke komme til at modbevise" (Pol. 19.4.82) . I Information sagde Gert Petersen 21.4.82, der kan være indført ny praksis i sager vedrørende statens sikkerhed, så politiet indleder sigtelse, og ministeriet frafalder tiltale, men opretholder sigtelse og derved afsiger dom. "På den måde vil politisk debat om udenrigspolitik kunne afløses af myndighedernes uhæmmede sværtning af folk af anden opfattelse". Preben Wilhjelm udtalte: "Ministeren har forplumret retstilstanden", mens Information i en ledende artikel 19.4.82 kaldte Ole Espersens ”redegørelse” et "makværk, som for al fremtid vil gøre ministeren suspekt som jurist".

Justitsministeren har muligvis i lighed med udenrigsministeren overtrådt Grundlovens bestemmelser om magtens tredeling og Retsplejeloven ved at tiltage sig dømmende myndighed og udtale sig om skyldsspørgsmål i en sag, der ikke har været prøvet ved retten. Han forklarede sig i Jyllands-Posten 19.4.82 således: "Jeg fortæller hvad sagen drejer sig om. Så må befolkningen fælde dommen". Hermed indfører han folkedomstol, samtidig med at han kræver, man skal have tillid til, at han, uden at høre på anklagedes forsvar, kan ”forklare, hvad sagen drejer sig om”.I Pen Club 9.6.82 forklarede Ole Espersen sig således: ”Hvis man bare havde sagt, at nu var sagen slut, så var det det samme som at sige, PET havde dummet sig.”

I sin Årsrapport for 1982 skrev Politiets Efterretningstjeneste Region IV: ”Som allerede nævnt var den manglende tiltalerejsning skuffende for sagsbehandlerne, men vi må, når dette er sagt, også konstatere, at sagen ikke har været kørt forgæves, idet den offentlige omtale af sagen vel overvejende er faldet ud til fordel for Politiets Efterretningstjeneste, ligesom sagen på en række områder har været til gavn for regionsafdelingens arbejde.”

PET vurderer tilsyneladende, at det er af underordnet betydning, om de anklager, der fremsættes, kan bevises ved en domstol. Det afgørende element ligger i selve propagandaværdien ved et karaktermord - at anklagerne fremsættes for offentligheden. Ved at unddrage den anklagede mulighed for at forsvare sig sikrer man sig mod at lide det nederlag, en frifindelse ville være.

Da jeg for et par år siden talte med Ole Espersen, sagde han: ”Du har da klaret dig meget godt endda”.

Det er svært at sige, hvor meget bedre jeg ville have klaret mig uden denne sag, men det er givet, at den ikke har hjulpet mig arbejdsmæssigt. Jeg har flere gange fået afslag på ansøgninger om journalistisk arbejde med direkte henvisning til sagen, ligesom jeg mener, at sagen har skadet mit virke som forfatter og oversætter.

Sagen har været behandlet i mere end 40 bøger i Danmark, USA og andre lande og i tusinder af avisartikler. Næsten uden undtagelse har man opremset PET’s anklagepunkter mod mig uden at tage stilling til deres sandhedsværdi eller spørge mig om min forklaring. I en lang række tilfælde har man suppleret PET’s anklager med opsigtsvækkende og frit opfundne anklager som f.eks. at jeg skulle have ”destabiliseret NATO’s nordflanke”. DIIS’ Koldkrigsrapport fra 2005 nøjedes ligeledes med at gengive PET’s anklager og afstod fra enhver form for kritisk behandling. Jeg henvendte mig herom til chefudreder Svend Aage Christensen, der ikke ønskede at svare mig.

Jeg har gennem snart tredive år været udsat for konstante angreb i aviser og på Internettet på grund af denne sag. I 1999 blev jeg udsat for mordtrusler fra den nazistiske gruppe Blood & Honour, der offentliggjorde min adresse på Internettet og opfordrede til at myrde mig. Den ansvarlige for truslerne udtalte ved retten i Rudkøbing, at han var kommet på bedre tanker, hvorefter han slap for videre tiltale. Angrebene fortsætter med uformindsket styrke. En medarbejder ved dr. phil. Bent Jensens koldkrigscenter forsøgte i februar 2009 flere gange at indføje injurierende og falske påstande i netleksikonnet Wikipedias artikel om mig. Som et eksempel på, hvordan jeg den dag i dag bliver forfulgt på grund af sagen vedlægges et læserbrev fra fhv. politianklager Erik Dagø, Svendborg, der var en af de skuffede sagsbehandlere, der nævnes i PET’s rapport fra 1982 og senere områderepræsentant for Den danske Forening Han mener det er ”taktløst”, at menighedsrådet i Humble på Langeland inviterede en person som mig til at læse digte op.

Der er mange punkter i denne sag, der er uden fortilfælde. Jeg er den eneste i Danmark, der er blevet sigtet for at være påvirkningsagent. Grundlovsforhøret blev efter mit skøn ført som skueproces for åbne døre, to ministre udtalte sig om skyldsspørgsmålet, og jeg fik tiltalefrafald, hvorved man afskar mig fra at få sagen for retten og blive frikendt. 

Mange andre journalister, mediefolk og politikere har holdt møder med sovjetiske diplomater, både venstreorienterede og fra de borgerlige partier. Ingen af dem er nogen sinde blevet sigtet for noget kriminelt. Se f.eks. artiklen ”Politiet lod 11 spioner løbe” (Politiken, 7.2.94). I forbindelse med den såkaldte Lenz-sag udtalte justitsminister Frank Jensen, at han som justitsminister hverken kunne eller skulle udtale sig om skyldsspørgsmål. Samme forståelse for magtens tredeling finder man ikke i min sag.

Det er blevet klargjort, at PET under min sag har benyttet sig af et netværk af lokale meddelere eller stikkere, der kan sammenlignes med Stasis netværk i DDR. PC Poulsen og Jens Holsøe skriver i Politiken 6.11.81: ”PET har gennem fire år presset en kvinde på Langeland til at skygge den spionsigtede forfatter AHP og hans kone. Kvinden, der bor i nærheden af forfatterparrets hjem i Tryggelev, havde forstået på efterretningstjenesten, at hun risikerede straf, hvis hun ikke efterkom ordren om at give indberetninger til PET”.Jeg er bekendt med, hvem nogle af PET’s meddelere er og ved, at der i nogle tilfælde har været tale om personer, der af personlige grunde ønskede at skade mig. Jeg ved ikke, hvad de har fortalt PET, og jeg kan ikke sige,om PET selv har ment, at jeg har begået noget kriminelt. Men jeg er tilbøjelig til at tro, at PET ikke har været interesseret i at føre en retssag, men kun i at begå karaktermord på mig ved at sværte mig til over for offentligheden. Derfor de åbne døre under retssagen med offentliggørelsen af mit navn. PET har fået uvurderlig støtte til sine bestræbelser fra justitsministeren og udenrigsministeren i den daværende regering.

Motivet kan man kun gisne om, men det er muligt, at man skal følge de mange formodninger i pressen under sagen om, at man under den kolde krig ønskede at skade den danske fredsbevægelse ved at hævde, at den blev styret af Sovjetunionen. Det var måske lidt klodset, at man valgte mig, der ikke havde nogen nærmere forbindelse til fredsorganisationerne, men da først sagen rullede, fik man alligevel drejet propagandaen, så det fremstod som om jeg var en betydelig skikkelse inden for fredsbevægelsen. I nogle artikler hævdede man, at jeg var leder af en af fredsorganisationerne eller havde organiseret en fredsmarch, jeg i virkeligheden ikke engang havde deltaget i. 

Det er uklart, om PET har handlet på egen hånd. I 1979 blev Pierre-Charles Pathé i Frankrig dømt til fem års fængsel for at være ”påvirkningsgant”. Han er mig bekendt den eneste i Vesteuropa, der er blevet dømt på en sådan anklage. Sagen førte til voldsomme protester i den franske presse, og i 1981 blev Pathé benådet. I 1980 udgav Newsweek-redaktøren De Borchgrave og den tidligere CIA-medarbejder Robert Moss romanen ”The Spike”, der populariserede begrebet ”påvirkningsagent”, der ikke tidligere havde været almindeligt brugt. Dette kan få mig til at gætte på, at PET ikke handlede isoleret, men i samarbejde med andre vestlige efterretningstjenester, der ønskede at undersøge, om man kunne kriminalisere politiske modstanderes ytringsfrihed ved at stemple kritiske udtalelser som en form for agentvirksomhed. Men hvordan det faktisk forholdt sig, kan man ikke vide, før arkiverne åbnes. Sikkert er blot, at et lands retssikkerhed ikke kan måles på, hvordan man behandler regeringens tilhængere, men kun på, hvordan modstandere af regimet behandles.

Sagen mod mig kan betragtes som det første forsøg på at anvende politiet til politisk indsats mod personer, der ikke følger regeringens linje. Den er dermed af principiel betydning, også ved at skabe præcedens for senere tiltag i samme retning.

Ved at nægte mig mulighed for en retssag, hvor jeg kunne blive renset, og administrativt stemple mig som skyldig har man undergravet retssikkerheden. En stat, hvor skyldsspørgsmål afgøres ved retten, kan kaldes en retsstat. En stat, hvor politiet alene afgør skyldsspørgsmål, kaldes en politistat.

Arne Herløv Petersen