Anmeldelser

Arne Herløv Petersen giver opfindsomme og tankevækkende vinkler til historier, vi tror, vi kender  så godt.
Per Lou Pedersen. Lektørudtalelse.

Det er det levende, nutidige menneske over for fortidens overleveringer. Derved bliver myterne både til gammel sandhed og nutidig erkendelse.
Gert Poder, Arbejderen

Lad det være sagt med det samme: Arne Herløv Petersens bog er pissesjov. Jeg har sjældent leet så ofte, som jeg gjorde under læsningen af "Usømmelig omgang med fjerkræ".
Tobias Skiveren, Jyllands-Posten

Uddrag af bogen

Jerusalems skomager
 

Jesus slæbte sig op ad bjergets side med det tunge kors bundet på ryggen. Tornekronen stak i hans pande og nakke, så blod og sved silede ned i øjnene på ham. Knæene var gang på gang ved at give efter under ham, men hver gang, han segnede, gav den romerske legionær, der fulgte ham skridt for skridt, et slag over skuldrene og ryggen med svøben, hvis læderstrimler i enden var besat med blykugler.
 Langs vejen stod Jerusalems borgere tæt for at se på ham. De fleste stirrede med ufølsomt blik. Deres tomme fiskeøjne registerede, at her var en mand, der blev pint og skulle henrettes, men synet vakte ingen tanker eller overvejelser i dem. For dem var synet bare en adspredelse i dagligdagen, en begivenhed på linje med en hest, der styrter. Gadedrengene løb frem og tilbage og hujede og piftede og kastede småsten efter Jesus. Hist og her stod satte borgere, der med oprakte, knyttede næver truede ad fredsforstyrreren, der ødelagde det gode forhold til besættelsesmagten.
Ud til vejen lå en bod, hvor den gamle Daniel solgte limonade. Han stod bag en disk, hvor der lå opskårne citroner, som han pressede ned i krus, hvorefter han fyldte vand på. Skomagerlærlingen Ahasuerus stod ved disken og drak et krus citronsaft.
    - Hvorfor skal ham fredsforstyrreren absolut slæbe det kors gennem vores gade? Sagde Daniel. – Folk står og spærrer for at glo på ham. Der er ingen, der kan komme frem og tilbage. Det er skidt for omsætningen.
    - Nå ja, det er jo nok ikke noget han gør af sin egen gode vilje, sagde skomagerlærlingen godmodigt.
    Netop da kom Jesus forbi boden, slæbende på sit kors, svedende og blødende og udmattet. Lige ud for boden gav benene efter under ham, og han var nær ved at vælte med korset ind over Ahasuerus. Han rettede sig op og så på skomagerlærlingen. Hans øjne var tunge af lidelse, mens samtidig fulde af kærlighed.
    - Stakkels kræ, mumlede Ahasuerus. Han satte sit krus til Jesu mund og hældede det, så han kunne drikke lidt. Så tog han den svamp, Daniel brugte til at tørre disken af, og tørrede sved og blod af Jesu pande.
    Jesus løftede sit ansigt og så på Ahasuerus. Legionæren gav ham et svirp med pisken, og han prøvede at rette sig op. Før han vendte sig for at fortsætte sin vej mod Golgatha, så han Ahasuerus lige i øjnene og sagde:
    - Tak min søn. Du skal ingenlunde dø, men leve til min genkomst, hvor jeg træder frem på Himmelen.
    Da Jesus var gået videre, vendte Ahasuerus sig mod Daniel og sagde: - Hørte du, hvad han sagde? Jeg skal ikke dø, før han kommer tilbage. Så kan det have lange udsigter, for han var på vej til det sted, hvorfra ingen vender tilbage.
    - Hvis jeg var dig, ville jeg nu ikke være alt for sikker på at være udødelig, sagde Daniel. – Får du en sten i hovedet, så flækker hovedet nok på dig som på enhver anden. Skal vi gøre et forsøg?
    - Nej, nej, sagde Ahasuerus skræmt. – Det må du endelig lade være med.
    De to begge. Så glemte de Jesus; Jerusalem var jo en stor by, så der skete så meget andet hele tiden.

Ahasuerus blev udlært. Han giftede sig med Judith, og de flyttede ind i en lille lejlighed i den gamle by. Efterhånden kom fire børn til. Ahasuerus var en god skomager; han havde mange kunder. Han var glad for livet. Det gav så mange glæder.
 Treogtredive år efter, at opvigleren Jesus var henrettet, belejrede og plyndrede romerne byen Jerusalem, der i fire år havde været i hænderne på de jødiske oprørsstyrker. De romerske legionærer gik metodisk til værks. De banede sig over dynger af lig for at kunne hugge dem ned, der endnu var gået fri. Ahasuerus så hele sin familie falde for romernes våben. Hans kone, Judith, deres børn og svigerbørn, deres børnebørn. Han så med forstenet blik en grinende romersk soldat kaste lille Sara op i luften og spidde hende på en lanse. Han så, hvordan Benjamin blev flækket af et sværdhug, som en træstub der kløves, så den lille krop faldt i to dele. Han så Judith, der rakte armene frem mod ham, mens hun segnede. Alt dette så han, og synet skulle han bære med sig gennem alle de kommende tider. Nogle omkringstående trak ham med sig; han ænsede dem næppe. De kom ned i en tunnel, der førte ud under murene, men de gik ikke fri. Da de kom op i solen igen, stod romerne og ventede på dem. De blev taget til fange og solgt som slaver.

Ahasuerus var allerede ved at være en gammel mand, da han blev sat til at hugge svovl af vulkanen på Sicilien. Tiden gik ikke sporløst hen over ham. Han ældedes som enhver anden.
  Det gule svovl lå frit fremme. De huggede blokke af og stablede dem op. De satte teglsten omkring dem og antændte milerne. Så løb det rene svovl i gule floder ned ad bjergsiden, og når det størknede, kunne man hugge det fri. Det var hårdt arbejde under den flammende sol. Slaverne segnede, mange af dem døde. Men ikke Ahasuerus. Han overlevede år efter år. Svovldampene imprægnerede hans hud; den lyste gulligt, den var stiv som pergament. Han hostede altid, hans lunger var elendige. Hans hænder af fulde af sår, der ikke ville læges. Hver morgen, når han blev sparket vågen, ønskede han, at han var død. Men han kunne ikke dø.
  - Det er underligt, sagde en af vogterne til en anden. – Ham der, den gamle, jeg synes, han har været her altid. Alle de andre dør som fluer, men ikke ham.
 - Ja, han været her i al min tid. Han er sej. Men han holder nok ikke så længe mere, sagde den anden vogter. – Han er helt affældig efterhånden. Men han hugger bare videre, svovlblok efter svovlblok.

I året 440 erobrede vandalerne under kong Gelseric Sicilien. I den almindelige forvirring slap Ahasuerus fri. Han gemte sig i lasten på et skib til Salerno. Han vandrede op gennem Italien. Han gik over Alperne og vandrede gennem Tyskland. Han slog sig ned som skomager i Köln. Når folk begyndte at undre sig over, at han ikke var død, vandrede han videre. Han sled mange sko op på sine vandringer. Altid videre, før folk begyndte at blive alt for nysgerrige. Nogle år kunne han blive på samme sted. Så var han bare den sære, gamle mand, der syede gode sko. Men så måtte han af sted, altid videre. Hver eneste dag længtes han efter døden. En gang sprang han ud fra en bro, men han blev båret med vinden ind på bredden. En anden gang blev han forfulgt af røvere, men et vindpust splittede dem ad, før de kunne nå frem til ham. Han prøvede at hænge sig, men rebet brast. Han prøvede at tage gift, men spyede giften ud og levede videre. Han prøvede at kaste sig ud foran en tung hestevogn, men vognen brød sammen, før den nåede frem til ham. Han resignerede. Han var dømt til at leve videre. Han giftede sig ikke igen; han ville ikke kunne bære at se sin kone og sine børn ældes og dø, mens han levede videre. Han havde ingen venner. Han smilede til kunderne, han prøvede på at være så upåfaldende som muligt. Når folk begyndte at undre sig over, at han var der endnu, gik han videre.

Under den sorte død blev han smittet og fik væskende bylder. Men han døde ikke. Bylderne tørrede ind og efterlod skorper, som han skulle bære på sin hud til evig tid. Affældig, rynket og vansiret levede han videre. Alderdommens plagsomme lidelser slap han ikke for. Han sjattissede, han fik grå stær, hans hår blev tyndt og sparsomt, han fik sære udvækster på næsen, hans stemme blev sprød som en revnet klokke, han gik trippende på gigtstive ben. Men intet kunne slå ham ihjel. Han vandrede gennem trediveårskrigens myrderier uden at få en skramme. Han vandrede gennem to verdenskrige, stadig uskadt.

Da Jorden ikke længere var beboelig, omkom næsten alle mennesker. Nogle få tusinde blev evakueret til boblebyen på Mars. Det var dem, der bar hovedskylden for katastrofen, der skulle overleve den. Statsledere, milliardærer, koncernchefer. Enkelte almindelige mennesker blev håndplukket til at betjene dem om bord, servere drinks for dem, rette på deres nakkepuder. Ahasuerus var blandt de udvalgte. Ingen vidste, hvordan det kunne gå til – alle de andre udvalgte var unge. Men sådan gik det.

Det rumskib, Ahasuerus var med, blev ramt af en meteorit, da det var halvvejs til Mars. Meteoritten rev hul i skroget. Inden hullet var autorepareret, var luften fløjtet ud i rummet. Alle om bord omkom. Undtagen Ahasuerus, der bare holdt op med at trække vejret en stund, til hullet var repareret, og luften igen til at indånde. Men styresystemet var skadet. Rumskibet fortsatte ikke mod boblebyen på Mars. Det fortsatte udad.

Der var ikke længere mennesker på Jorden. Der var heller ingen mennesker på Mars. Boblebyen kunne ikke leve videre uden forsyninger hjemmefra. De få mennesker, der var i den, døde. Menneskehedens lange historie var forbi. Med én undtagelse. I et rumskib med kurs mod stjernebilledet Lyren sad Ahasuerus. Han lagde solsystemet bag sig. Om 25.000 år passerer han Sirius. Men han kommer ikke så tæt på, at rumskibets bane ændres. Han vil fortsætte udad i en lige linje, altid udad, ud mod universets yderste grænser. Han sidder og stirrer ud ad ruden med tomt blik. Den eneste tanke, han har i hovedet, er længselen efter den nådige død, der aldrig kommer. Til evig tid vil han sidde i rumskibet og stirre på rummets evige nat.
 

****


Ikke kun kattene

Det durrede i hende, når hun puttede sig ind til ham. Så tryg, så rolig havde hun aldrig været sammen med et andet menneske. Tænk, at hun havde fundet ham…
 Det var kommet så pludseligt. Hun forstod ikke selv, hvad der var sket med hende. Men det øjeblik, hun så ham, vidste hun, de var sjæletvillinger. Hun så ind i hans brune øjne, og hun så en genspejling af sig selv.
 Hun rakte op og strøg hans silkebløde skæg, der var så sort, at det næsten var blåt. Han smilede til hende. Hans tænder var så smukke.
- Jeg vil vide alt om dig, sagde hun. – Om din fortid. Om hvor du var, før vi mødte hinanden.
 - Der er ikke så meget at fortælle, sagde han. – Jeg har altid brændt mine breve. Jeg har aldrig ført dagbog. Jeg vil ikke leve i fortiden. Hver dag er en ny dag.
 - Men hvad har du i skrinet?
 - Vi skal ikke tale om skrinet.

At møde ham var som at tabe sig selv ned i hans sind. Som en brusetablet i et glas vand, sådan sydede hun, mens hun opløstes i ham. Han var alt for hende. Hun følte det, som om hun kun eksisterede gennem ham. Som vand og sol for en plante, sådan var han for hende. Hun var flyttet hjem til ham få dage efter at de havde mødt hinanden. Hans hus var nu hendes hjem. Dette store, hvide hus, der mindede om noget fra en anden tid. Et palæ, kunne man kalde det. Det lå midt i en park, omgivet af ældgamle egetræer. Der var gobeliner på væggene og gamle portrætmalerier hang på væggene op ad trappen til første sal. Der var bogreoler med indbundne bøger. Alt var så solidt, så herregårdsagtigt. Han måtte være rig, men hun spurgte ikke til hans arbejde. – Det er et Import-Eksportfirma, havde han sagt til hende. – Jeg har arvet det. Det er der bare. Det betyder ikke noget for os. For det, vi to har sammen.

- Mit hus er også dit hus, sagde han. – Du kan gøre med det, hvad du vil. Vil du indrette det anderledes, skal du bare sige til. Jeg vil have, du føler dig hjemme her.
- Det gør jeg allerede, sagde hun.
- Der er bare én ting, jeg bliver nødt til at sige til dig. Hvis du går op ad trappen til første sal, kommer du til en gang. For enden af gangen er der en dør. Døren fører ind til et lille kammer. Der er ingenting i det kammer, andet end et rundt bord. På bordet står et lille skrin. Det skrin er låst. Du må ikke låse det op. Det er mit. Det må du ikke røre.
Hun så på ham. – Hvorfor det?
- Sådan er det bare, sagde han. – Det er én eneste, lille ting, jeg beder dig om at respektere. Vil du love mig, du aldrig prøvet at åbne det skrin?
- Ja, selvfølgelig sagde hun. – Når det er sådan, du vil have det.

Hun havde aldrig troet, at en sådan mand fandtes i virkeligheden. Han var smuk og rig. Han var stærk og modig. Og når de elskede… Åh, når de elskede. De så hinanden dybt i øjnene hele tiden imens. Hver eneste lille sitrebevægelse forplantede sig gennem dem begge. De var så samstemt, de forstod hinanden, som ingen mennesker havde forstået hinanden før. Sådan følte hun det. Den kærlighed, hun følte i sig selv og som hun kunne mærke i ham, den var ikke af denne verden.
 Han var ikke bare stærk, men kunne også blive svag og blid i hendes arme. Han var følsom og forstående. Når hun rakte ud efter ham, kom han hende i møde. De blandede sjæle, de flettede deres inderste væsen sammen. Aldrig før havde hun forstået de ord, der sagde, at mand og kvinde bliver til ét kød. Deres sind var kødeligt; deres kødelighed var sjælfuld. De var to, der blev ét.

Det var aften. De sad i den grønne stue. Ilden brændte i pejsen. Der var ikke andet lys, kun det flakkende røde skær fra ilden – i guldrammerne om de gamle, mørke malerier, i det hvide i hans øjne. Katten sad på hendes kød og spandt. Den begyndte at lave malkebevægelser mod hendes bryst med forpoterne, den var lutter velvære.
- Hvor har vi det godt, sagde hun. – Og hvor vi forstår hinanden. Alle tre. Dig, mig og katten.
 - Man kan aldrig forstå en kat, sagde han. – Den er helt anderledes end menneskene. Dens tanker er rovdyrtanker, du ikke kan følge. Dens kærlighed til dig er ikke kærlighed, sådan som du kender kærligheden. Den er ikke et sødt, lille kæledyr. Den tænker i territorier og rov. Hvis du virkelig kunne læse dens tanker, ville du blive forfærdet. I hvert fald til at begynde med. Til du selv måske begyndte at tænke kattetanker.
 - Ja, sagde hun. – Jeg har tit tænkt på, om kattene i virkeligheden er fra en anden klode.
 - Ikke kun kattene, sagde han.
 Hun så over på ham. Var der ikke noget drillende over det smil? De hvide tænder, der lyste sådan, nu med et flakkende genskær af ilden. De hvide tænder midt i det blåsorte skæg.
- Nå nej, sagde hun let. – Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus.
 - Hvor er det heldigt, vi er astronauter, sagde han.

Han var på arbejde. Der var mange timer, til han kom hjem igen. Hun gik ud i haven. Hun plukkede en favnfuld store, tunge pæoner og satte dem i den blå vase i havestuen. Hun gik hen til reolerne og søgte langs bøgerne, tog en ud på må og få, satte den ind igen. Hun blev stående lidt med en gammel udgave af Grimms eventyr, indbundet i rødt shirting. Hun satte den ind igen uden at have åbnet den. Hun var for rastløs til at læse.
 Hun gik frem og tilbage i stuerne. Der var en uro i hende, hun ikke havde haft i den tid, hun havde kendt ham. Hun kunne ikke koncentrere sig om noget. Hun kunne ikke samle tankerne, de flakkede rundt, de kunne ikke samle sig.
- Jeg gør det, tænkte hun pludselig. En helt klar tanke, midt i alt det flakkende. Det var ikke til at sige, hvor den kom fra. Den var ikke resultatet af overvejelser. Den stod der bare, lysende og ubønhørlig. Jeg gør det.
 Hun gik op ad trappen. Hun undgik at se på de dystre portrætmalerier på væggen til højre, hun så ned på gelænderes blanke mahogni, på sin egen hånd, der gled op over gelænderet, mens hun gik op. På første sal gik hun til venstre, til den lille dør for enden af gangen. Hun åbnede døren. Skrinet stod på det runde bord med de buede ben. Et lille, mørkebrunt skrin. Glat som lak. Et nøglehul omgivet af perlemor. Nøglen sad ikke i.
 Der var ikke tvivl i hendes sind. Hun tænkte ikke på, hvad han ville sige. Han opdager det aldrig, tænkte hun. Men hvordan får jeg skrinet op?
 Hun gik ned i køkkenet og hentede en køkkenkniv og gik op ad trappen igen med kniven i hånden, som en morderske på vej mod sit offer. Hun gik ind til skrinet og baksede med kniven i låsen. Skrinet sprang op. Nede i skrinet lå nøglen til skrinet. En lille sølvnøgle. Ikke andet.

Hun sad i stuen, da han kom hjem. Han åbnede døren, han kom ind i gangen. Han kom frem i stuedøren. Han så hende. Han stod stille. Ganske stille og så på hende.
 Hun så op fra stolen og så ind i hans øjne. Hun så ind i hans inderste. Han var en anden. Ikke som et dyr. Ikke engang som en plante. Noget helt, helt andet.
De så hinanden i øjnene, og han åbnede sig og sugede hende ind. Hendes bevidsthed flød ind i ham og opløstes, som en brusetablet i et glas vand. Som en kødstump i mavesyre. Hun så ud af hans øjne, ned på det tomme hylster i stolen.
 
 

****


Tilbage til Kraniebakken
 

****
 

Søfærden til Cipangu