Dette manuskript er for nylig fundet i en hule ved Qumran. Det er skrevet på gedeskind og var anbragt i en forseglet krukke sammen med en mindre skat i romerske sølvdinarer. Dokumentet har vakt stor opsigt i forskerkredse på grund af visse grammatikalske træk, der peger i retning af en hidtil ukendt form for latino-aramæisk.
 
 

Skønt det nu er femogtres år siden, jeg blev født, skal jeg dø som treogtrediveårig. Dette besluttede jeg, da jeg havde haft mit syn under samtalen med fangen i cellen. Den verden, jeg har levet mine manddoms år i, skal forsvinde sammen med den, jeg var, og kun dette dokument skal blive tilbage og overgives til min trofaste medarbejder, ham hvorpå jeg bygger mit rige - ham der sad indespærret i dødscellen.

Det var en pludselig indskydelse, der fik mig til at besøge fangen. Jeg stod ved tronsalens vindue og kiggede ud på torvet og glædede mig over min prægtige stad. Så vendte jeg mig om og gik med raske skridt over gården til vesttårnet. Slutteren sprang op fra sin stol, da jeg kom ind og stod og gloede. Jeg sagde, jeg ville se fangen, og slutteren førte mig ned ad trappen til kældergangen, men jeg betydede ham, at jeg ville være alene, da jeg gik ind i cellen.

Fangen rejste sig med besvær fra sit leje af muggent strå, da jeg kom ind. Hans engang så flammende røde hår var gråt og tjavset. Jeg lod som om jeg ikke så mærkerne efter det pinlige forhør, han havde været underkastet.

- Så kom vi så vidt, sagde jeg.

- Ja, sagde han. - Så vidt er det kommet.

Jeg stod længe og så på ham. Så faldt jeg på knæ og kyssede sømmen af hans smudsige kjortel. - Tilgiv mig, sagde jeg.

- Hvor gik det galt? sagde han.

Hvor kunne det gå galt? Da vi red ind i byen på vore æsler, dannede den jublende menneskemængde et levende skjold om os, så ingen turde krumme et hår på vore hoveder. Uovervindelige var vi. Sejren var vor. Besættelsesmagten trak sig tilbage og lod sine foragtelige lakajer i stikken, og mængden stormede slottet og sønderrev Pilatus og ligeledes statholderen for galilæernes land, Herodes, der var der i byen til påsken. Også ypperstepræsten Kajfas faldt som offer for folkets vrede, for det rygte var opstået, at han havde pønset på at trække mig for retten for bespottelse og forræderi, men blot ikke turde gøre det i helligdagene, for at der ikke skulle opstå tumulter. Og de sønderrev ham og trampede på hans lig.

Var det der, det gik galt? Skulle jeg have stoppet den rasende mængde? Kunne jeg have stoppet den?

Så fulgte krigens år. Tiberius sendte sine tropper imod os og vi måtte trække os ud af Jerusalem og kæmpe videre fra bjergene. Hungersnød og sot kom over landet, og mange døde, men jeg følte, at vi, der kæmpede, blev end mere stålsatte og forvissede om den endelige sejr.

Og sejren blev vor. Tiberius blev forgivet, og hans efterfølger Caligula havde ikke smag for langtrukne krige i Mellemøsten og trak sine styrker tilbage. Vi levede i væbnet neutralitet nogle år under Claudius, men da så hans efterfølger kom på tronen, kunne vi slutte fred.

Var det forkert af mig at se det som kronen på mit værk, da jeg blev modtaget i Rom som jødernes konge og underskrev ikke-angrebstraktaten med Nero?

Mange lidelser havde vi været igennem, inden vi nåede så vidt. I ensomme stunder i mit lønkammer nagedes jeg af tvivl, og mine nærmestes forræderi smertede mig, men over for folket måtte jeg altid træde frem med smilende åsyn. Mine veråb forvandledes til oratoriske mesterstykker, således som den pintes kvaler forvandledes til sød musik i Phalaris' bronzetyr. Deri lå måske mit martyrium.

Hvor meget nemmere var det ikke, dengang de tolv og jeg vandrede rundt i landet. Hvem kan vide, hvor jeg måtte lide for alles vel?

Som børn var mit folk. De krævede skuespil, og jeg måtte spille skuespillerens rolle for dem. Jeg havde sagt, jeg var Guds søn og mente dermed, at jeg var et barn af Gud, således som vi alle er Guds børn. Men de tilbad mig som en guddom i menneskeskikkelse, således som også kejserne i Rom tilbedes, og jeg lod dem gøre det for mit riges skyld.

Jeg var deres konge, og kongen er fange af sit slot. Han kan ikke bo i en hytte, men må sidde på tronen. Kongen skal have mange dronninger, og de skal føde ham sønner, og således måtte det da blive. Han kan ikke spørge andre til råds, men må selv træffe sine beslutninger, og ingen må få noget at vide om kongens smerte.

Dybest ramte kniven mig, da jeg hørte om Peters forræderi. Jeg ville ikke selv have troet det, men beviserne var uomstødelige, og hvor ondt det end gjorde mig, måtte jeg udlevere ham til den retfærdige straf og se ham ophængt med hovedet nedad på et kors. Han var den første af de mange, der måtte lade livet på den bakke i byen, der kaldes for Kraniebakken. Thi for sagens skyld må vi bære alle ofre og ofre alle bærere af det onde.

Simon Zelotes vendte sig åbent imod mig og hævdede, at jeg, jeg, havde svigtet vor sag ved at antage kongetitel. Forstod han da ikke, at jeg var Herrens salvede? Jeg tøvede ikke med at sende min hær imod ham og hans lille skare af uvidende og pjaltede, og de blev hugget ned til sidste mand ved den lille befæstede by, jeg til minde om min magt gav navnet Kirjat-'Atara eller Kronens By.

Matthæus stod i ledtog med partherne og blev halshugget med sværd og Andreas strakt ud på et X og hængt op til spot og spe. Elleve af de tolv måtte lade livet, og senere fulgte straffen til andre af dem, der i prøvelsernes år havde sluttet sig til vor lille skare, men siden forrådte sagen. Lukas flygtede fra folkets vrede, da hans undergravende virksomhed blev afsløret, men min hævnende hånd ramte ham i den hule på Malta, hvor han havde søgt tilflugt, og han sank om med en syl i nakken. Markus blev kastet for løverne i den arena, jeg havde ladet opføre, så folket kunne få sit cirkus. En for en svigtede de mig, og en for en lod jeg dem med blødende hjerte henrette, så mit rige kunne skabes på Jorden. Paulus betagtede jeg længe som min nærmeste medarbejder. Han blev leder af oplysingsarbejdet og udarbejdede teksten til den lille tavle med mine ord, alle skulle bære på sig. Men også i hans hjerte gnavede magtbegærets orm. Han lagde planer om at styrte mig og selv overtage magten, og da planerne blev afsløret af hans egen søn, flygtede han, men omkom under flugten ved et styrt fra hesten ude i Sinais ørken.

Kun én var mig tro gennem alle disse år og prøvelser, Judas Iskariot. Men nu stod han foran mig i cellen, efter at den nye ypperstepræst, Kajfas' søn, havde afsløret hans rænker imod mig. Også du, min søn Judas, tænkte jeg og så ham i øjnene.

- Som en so, der æder sine unger. Således har vor sag udviklet sig, sagde Judas.

Jeg så ham dybt i øjnene, og hans øjne tågede ud for mit blik, og jeg fik et syn. Jeg så for mig, hvorledes mit rige skulle vokse og brede sig over Jorden. Og jeg så de midler, der skulle blive nødvendige for rigets udbredelses skyld. Korstog, inkvisition, kætterbål og heksejagt.

- Hvor gik det galt, spurgte du, sagde jeg til fangen. - I haven gik det galt. Du ville have forrådt mig. Du havde fået din stikkerløn af Kajfas. Men du gjorde det ikke. Du havde din frie vilje, og jeg kunne ikke gribe ind. Dér gik det galt.

- Jeg kunne ikke, sagde Judas. - Jeg vidste, at jeg måtte hænge mig af skam, dersom jeg gjorde det.

- Min Judas, min Judas, hvorfor har du forladt mig? sagde jeg. - Ser du ikke, at du måtte gøre det? Du må tage denne bitre kalk fra mig og drikke deraf. Thi kun ved at blive konge i Himmelen kan jeg undgå at blive konge på Jorden og suges ned i den jordiske magts sump.

- Nu er det for sent, sagde fangen.

- For mig er det aldrig for sent, sagde jeg. - Har du glemt, at jeg kunne opvække den døde? Også den døde tid kan jeg genopvække. Vi kan vende tilbage til haven, hvis jeg befaler det.

- Befaler du mig at gøre det, må jeg gøre det, sagde Judas.

Jeg slog ud med min hånd og sagde: Det ske.

Og det skete, og vi var tilbage i haven. Jeg så over på Judas og nikkede til ham, og han nikkede tilbage.

Nu har jeg sat mig afsides for at skrive dette brev, som jeg vil overlade til min trofaste discipel, der skal hjælpe mig gå den tornefulde vej op til den bakke, de kalder Kraniebakken eller Golgatha.

Dette må jeg gøre for at de skal forstå min lære, så sagen forbliver ren og ubesmittet af verdslig magt. Og jeg ser for mig et samfund, der bygger på det offer, Judas har bragt, og på det offer, jeg skal bringe. Et samfund hvor broderskab og samdrægtighed trives, et samfund hvor alle er Guds børn og ingen står over andre i magt, hvor ingen forfølges for deres tro eller mangel på tro, og hvor idel lykke skal herske frem til de yderste tider.