Ttrykt i Information 14. oktober 1992 -
på 500 års dagen for Columbus' ankomst til Vestindien
 

Søfærden til Cipangu

Eftersom det blussende skær på mine kinder ikkun er som den ned-
gående sols sidste dvælende stråler, og jeg allerede mærker vinterens
vinde suse i mine benpiber og frostens komme stilne blodets bæk, skal
da jeg, Luis de Torres, i min alders firsindstyvende år nedskrive denne
sande beretning om enkelte aspekter af admiralens rejse over oceanet,
der hidtil har været ukendte. Men da min beretning kunne føre til, at
nidkære kristne ville forfølge folk af mine fædres tro med det påskud, at
jeg har anvendt trolddom for at hjælpe admiralen på hans færd, byder
jeg, at det pergament, hvorpå jeg prenter denne Relación, skal indlægges
i en forseglet blyæske, der ikke må åbnes før et halvt årtusinde er
henrundet fra den dag, vi nåede frelst over havene. Således skal da dette
først læses den 12. oktober 1992, dersom verden endnu står til den tid
og Dommedag endnu ikke er indvarslet.

Jeg fødtes i staden Murcia og havde dér et andet navn, som jeg nu ikke
længere må nævne. Som ung drog jeg til Lucena, der blev grundlagt i det
skønne Andalusien af Israels fordrevne stammer under den babyloniske
konge Nebuchadnezzar. Jeg studerede der ved hin berømmelige
yeshivah, hvis navn den lærde Isak al-Fasi havde gjort kendt over den
ganske diaspora. De skønne digte af Shmuel ibn Nagrela og Shlomo ibn
Gabirol var min ungdoms kæreste læsning, men jeg forsømte ikke for
poesiens blomster de kvægende frugter, jeg fandt hos den store Moses
Maimonides og hos de dybsindige kabbalister. Sprog granskede jeg, til
hebraisk, kaldæisk og arabisk faldt mig så let på tungen som det
lærketrillende andalusiske mål. Og så længe kaliffen i Granada bredte
sin skærmende hånd ud over Bogens tre folk, kunne min stamme så vel
som de kristne og muslimerne dyrke vor tro i fred.

Men da Ferdinand og Isabella f¢r mod Granada med ild og sværd, var
fredens og lærdommens tid forbi. For ikke at ende mine dage med den
kolde klinge gennem livet eller kætterbålets flammer slikkende om mine
fødder, antog jeg de kristnes tro og lod dem gyde deres døbende vand
over min isse.

Men mit sind martredes under de nye herrers voldelige fremfærd, thi
lærdom og fredelig syslen med de yderste spørgsmål blev trådt under
fode, og kun to ting var i tankerne hos disse goyim: Guld og blind
udbredelse af deres tro på den falske Messias.

Jeg længtes bort, og da jeg hørte om admiralens gale planer, slog jeg
til og meldte mig straks til hans skare. For om admiralen må man sige,
at det er svært at se, om tørst efter guld eller trang til at omvende
hedninger flammer vildest i hans blod, og efter min formening har han
for længst overskredet grænsen til vanviddets land.

Admiralen trådte frem for kongen og dronningen af Castillien og
Aragonien, Ferdinand og Isabella, og fremlagde sin plan, der byggede
på to antagelser. Den første den, at Storkhanen i den by Peking i
Cathay, som John de Mandeville har beskrevet så indgående og som
venetianeren Marco af købmandsslægten Polo besøgte for to sekler
siden, er en mægtig kristen herre, der ønsker oplæring i den sande tro.
Thi ligesom Presbyter Johannes i Africa nedstammer fra Sem og
Europas konger og folkeslag fra Jafet, således nedstammer Storkhanen
fra Kam, hvoraf vel også hans navn er en forvanskning. Og disse to
mægtige fyrster, Presbyter Johannes og Storkhanen, bor hinsides
barbarernes riger, og derfor har de mistet deres livgivende tråd til paven
i Rom, og Marco Polo beretter at Storkhanen Kublai Khan bad den
hellige fader i Rom om at sende sig et hundrede mand vel bevandrede
i den kristne tro til hans hof, at de kunne give belæring herom.

For min egen part er det nu min tro, at Storkhanen blot har søgt
adspredelse og underholdning, thi han sendte ligeledes en mission til den
ø Madagaskar at spørge nyt om fuglen Rok, men jeg skal vel vare min
mund. Og muligt er det vel også, at Storkhanen vil sammenligne de
lærdomme, de forskellige religioner byder på, således som khazarernes
konge i fordums tid tilkaldte lærde mænd af alle Bogens tre folkeslag og,
som vel bekendt er, overbevistes om sandheden i mine fædres tro og
tilligemed hele sit folk omvendte sig til Moses lære.

Dette var da admiralens første antagelse, at Storkhanen ønskede en
mission for at lære om kristendommen. Og hertil lagde admiralen, at
ikke kun sjæle var at vinde ved en færd til Storkhanen, men også
rigdomme, som intet menneske havde kendt før. Thi ud for Cathays
kyst ligger den ø Cipangu, hvorom Marco Polo beretter: "De har guld
i overflod, thi det findes der i umådelige mængder. Og jeg forsikrer Eder
om, at ingen udfører det fra hin ø... De har en overflod af perler, der er
røde i farve, meget skønne og store og runde."

Men admiralens anden antagelse var den, at man kunne komme til
Storkhanens land ved at sejle stik vest mod den nedgående sol. Og
denne teori byggede han ikke blot på antagelser, han havde hørt fra sin
tid i Italien, om at Jorden måtte være en kugle, eftersom kuglen er den
mest fuldendte af alle former og Guds skaberværk må være fuld-
komment, men også på visse iagttagelser han havde gjort sig, de år han
boede på den ø, portugiserne har fundet i havet og kaldet Madeira. Thi
drivtømmer kommer dertil, og fugle af ukendt art er undertiden fløjet
hid over havet fra vest og pålidelige mænd fortæller, at de stundom ved
tusmørke langt ude i kimingens rand har kunnet se konturerne af hine
lykkelige øer, som de gamle kaldte Hesperidernes øer eller Hy Brazil.
Rygtet vil vide, at admiralen talte sin sag så vel i dronningens sovege-

mak som i tronsalen, men hvorom alting er, vandt han de høje her-
skabers øren og udrustede sin ekspedition, og da jeg fandt, at livet i det
besatte Granada alligevel tegnede sig kummerligt for en mand af min
lærdom og baggrund, meldte jeg mig da med mit kendskab til orientali-
ske sprog til admiralen og anbefalede mig som tolk, og som sådan tog
han mig i sin tjeneste, og vi sejlede da ud fra Palos den 3. august i året
1492 efter de kristnes tidsregning, men i virkeligheden den 10. av 5252.

Allerede i de første dage havde admiralen problemer med Pintas ejer,
Cristóbal Quintero, der skubbede skibets ror af gænge for at tvinge os
til at vende tilbage, idet han frygtede for sit skib, men disse problemer
blev overvundet ved de kække tre brødre Pinz¢ns indsats, og de næste
uger var en lykkelig tid, hvor havet lå så stille som floden ved Sevilla og
hvor luften var mild og krydret som april i Andalusien. Og som ad-
miralen sagde, savnede man kun nattergalens sang.

Og jeg sad sammen med admiralen mangen en aften i hans kahyt og talte om
både fordums tider og hvad denne færd ville bringe, og jeg husker,
hvad admiralen med stor vægt fremførte, medens han drak sig en pokal af den
mørklødne vin fra Madeira: "Vi sejler ikke ud på et ukendt hav, men vender
tilbage til menneskehedens vugge," sagde han. "Det ville være fejlagtigt
at styre mod fremmede kyster for at opleve nyt og styre kloden gennem
ukendte og usikre tider. Gennem de forgangne århundreders krige og
nød har vi lært, at den eneste sande vej er vejen tilbage. Vi må søge
tilbage til antikkens skød og derfra fødes på ny. Genfødslen, renæssan-
cen, er det lysende mål, man har sat sig i mit fødeland Italien. Og som
sand italiener skal jeg vise vej til svundne lærdommes genfødsel. Ved at
knytte den brudte forbindelse til Storkhanen i Cathay kan vi stilne den
storm, der har kastet os hid og did på oprørte have, og søge ind i troens
sikre havn. Naragtige er de, der vælger fremskridt. Døde i sindet er de,
der, som indesluttede lærde i tidligere århundreder, søger stilstand. Vi
vælger den sande vej: Vejen tilbage. Renæssancen er slangen, der bider
sig selv i halen. Frygtelige uhyrer kan vi møde på vejen, thi Mandeville
fortæller såvel som Strabo og Plinius, at Cathay er omgivet af øer og
lande med alskens uhyrer, androphager og amazoner, mennesker med
hundehoveder og mennesker med hovedet nede i maven. Men, min gode
Don Luis. Vi skal klare os igennem, og I skal med al Eders sproglige
kunnen knytte de sprængte broderbånd til Storkhanen selv!"

Den 14. september så vi en terne, og admiralen noterede, at denne fugl
aldrig vover sig længere end femogtyve sømil fra land. Og dagen derpå
så flere pålidelige mænd en brændende gren styrte fra himlen og i
vandet, og dette måtte være et varsel om, at vi nærmede os land. Men
dagene gik, og til trods for, at vi senere så mange slags fugle - både suler
og tropikfugle - så vi intet land. Og vi kom til drivende tang, og nogle
af sømændene fandt i denne masse af tang en levende krabbe, som
admiralen beordrede bragt ned til sin kahyt, hvor han længe sad og
studerede den og sagde, at vi nu måtte være inde under Cathays kyst.

Men stadig strakte havet sig ubønhørligt foran os. Da turde admiralen
ikke længere fortælle mandskabet, hvor langt vi hver dag havde sejlet,
men forfalskede tallene og opgav dem som langt lavere, end de i
virkeligheden var. Thi efter alle beregninger skulle vi nu have krydset
oceanet, men dog var der intet tegn derpå.

Og mændene blev urolige og oprørske og skumlede. Nogle ulærde
iblandt dem mente nok, at vi nærmede os verdens kant og ville styrte ud
over randen, så vi vendte masterne ned i det uhyrlige gab, men de fleste
var velbefarne sømænd og troede ikke på sligt. Men de havde en anden
frygt, der var nok så virkelig at tage på, og det var frygten for, at vinden
ville puste os den samme vej mod vest i uendelige tider, at oceanet var
endeløst, og at vi ville fortsætte ud mod den synkende sol, mens
provianten slap op, uden nogen sinde at kunne vende skibet omkring,
da ingen vind syntes at blæse imod øst. Og jeg skal gerne tilstå, at jeg
selv i lønlige stunder delte denne frygt.

Men netop da man kunne se på mændenes miner, at de gjorde sig rede
til at tage magten over skibet og forsøge at vende dets kurs, da sendte
Herren som et jærtegn en vældig vind, der steg op fra havet, og ad-
miralen sagde, at Gud heri viste sin nåde, thi lignende havde man ikke
set, siden dengang Herren skilte det Røde Hav for at Moses skulle føre
sit folk sikkert over.

Men havet strakte sig nådeløst videre. Og frygten voksede i alles sind,
at færden aldrig ville få en ende.

Men da greb jeg, Luis de Torres, ind og førte færden til en lykkelig
afslutning. Og jeg prøvede først at bede til de kristnes Gud, men Han
hørte mig ikke. Han kunne vel sende gækkende krabber og tropikfugle
som falske tegn om en kyst, der ikke fandtes. Men føre sin skare i sikker
havn formåede denne tømrersvend og falske profet ikke.

Og da anråbte jeg mine fædres Gud. Jeg påkaldte af mit glødende sind
den Vældige, hvis åndedrag er et flammepust, og jeg kaldte Ham i
navnet Ma'ase haMerkava, i den skikkelse Han viste sig for profeten
Ezechiel. Og jeg kaldte imod vest fra skibets forstævn en dag, hvor alle
sømændene var beskæftigede agterude, og hvor kaptajnen var i sin
kahyt, således at ingen så mig, da jeg slyngede mine arme anråbende
mod himlen og kaldte ham hid.

Og se, der kom som et stormvejr af vesten, en stor sky og ild, som
slyngede sig sammen, og med en glans trindt omkring; og midt ud af den
var der som et syn af glødende malm, midt ud af ilden.

Og midt ud af ilden sås en skikkelse med lysende åsyn og med purpur-
røde vinger.

Og skikkelsen kaldte mig ved mit navn, som jeg ikke længere må bære,
og kaldte mig sin tro tjener. Og jeg sagde da: Herre, forbarm Eder over
mig, din usle tjener og den flok, jeg færdes tilsammen med, og før os
sikkert i havn på øen ud for Cathays kyst, at vi kan komme frem til
Storkhanens hof.

Men den vældige lysende skikkelse sagde: Jeg er ikke Herren, men
Herrens tjener, og det, du beder om, er større end du aner. Og jeg
magter det ikke.

Men da kaldte jeg af mit hjertes nød og kvide de lønlige ord, jeg havde
lært for at påkalde Ein Sof, den Ufattelige der har skabt alle disse
verdener ved sin stråleglans. Og ingen skal mere høre disse ord, thi jeg
var den sidste, der kendte dem, og jeg tager dem med mig i min grav.

Og da brast himlene, og jeg så ind i Skabelsens Lys, og Lyset var
omkring mig, og Lyset var i mig.

Og jeg sagde: Herre! og jeg faldt på knæ og slog min pande mod de
tjærede planker. Og jeg bad Ham af mit ganske hjerte om at fjerne
enhver forhindring, der måtte ligge mellem os og Cipangus kyst.

Og jeg hørte som en rungen, der kunne være torden og kunne være
latter. Og stemmens malm lød i mit øre: Det ske som du vil, thi du er
min tjener, der tror af hele dit hjerte. Og jeg er Mit Folks Gud, og de
fremmede skarer er for mig blot som svirrende døgnfluer om en lampe!

En dampsky stod af havet og fordunklede alt. Men i de tumlende
dampe så jeg sære syner, som jeg intet menneske har fortalt om.

Jeg så trindelte pyramider, og på det øverste trin af pyramiden stod en
præst, hvis hud var som bronze, og han bar en prydelse af fjer på sit
hoved. Jeg så vidtstrakte græsstepper, og på disse stepper så jeg men-
nesker rejse kræmmerhusformede telte og jage et sælsomt oksedyr med
stor manke. Og jeg så dampende urskove, hvor slanger slyngede sig om
rådnende stammer, og hvor træge dyr hang i træerne i deres arme og
sorte fugle fandtes med et frygteligt stort gult næb af horn. Og nøgne
mænd satte pusterør af bambus for munden for at nedskyde spraglede
røde fugle og langlemmede aber. Og alt dette tumledes rundt imellem
hinanden og blev til tåge og idel damp, og det var som om det aldrig
havde været. Og det var som kloden sprækkede og strammedes, og den
blev knuget og krystet i Skaberens hånd, som en snebold trykkes til en
iskugle af et legende barn.

Men en ædende grøn fjer faldt fra himlen i min hånd, og idet jeg greb
den, dannede min mund et ord uden mening: Quetzal.
Og da tågen lettede, så vi byen ligge ret forud for os, den skønne hvide
by på Cipangus kyst. Og vi sejlede ind i dens sikre havn, i havn i den by,
som de indfødte kalder Nagasaki.