Lærdomstempel eller pølsefabrik

Nogle gange kan man komme på den tanke, at det er bladtegnernes forbund, der har bestemt sammensætningen af regeringen. For når man ser ud over forsamlingen, virker den umiddelbart som alle karikaturtegneres hedeste drøm. Man behøver ikke anstrenge sig - enhver gengivelse af disse fysiognomier vil i sig selv være en karikatur. Tænk for eksempel på skatteministeren, der har en slående lighed med en havenisse, og til al overflod er udstyret med ører, der ville gøre Dumbo misundelig. Men selv om konkurrencen er skarp, er det måske ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, der er den største vittighed af dem alle sammen. Hver gang Helge Sander åbner munden, kunne hans samlede udsagn glide lige ind i Cirkusrevyen, og folk ville vride sig af grin, når de hørte dem.

Sander er ubetalelig morsom, når kan i en kronik i Jyllands-Posten 27.11.09 med gravalvorlig mine hævder, at de otte år under hans styre har styrket universiteterne. Det er blandt andet sket ved at regeringen har gennemført "en ledelsesreform, der gav universiteterne selvstændige bestyrelser med eksternt flertal". Med andre ord, at man afskaffede demokratiet på universiteterne og satte grosserere og fabrikanter til at styre dem. Sander er også glad for, at han har sat sine umiskendelige "fingeraftryk på opgøret med de alt for mange sabbatår og den kedelige rekord i lange universitetsstudier". Tjept skal det gå, og der er virkelig ikke tid til at gå i dybden med noget som helst.

Hvis man tror, et universitet skal være et lærdomstempel, kan man godt tro om igen. Det er en pølsefabrik, der hurtigt og mekanisk fremstiller ensartede kandidater til brug i erhvervslivet. Forskning og selvstændig tænkning er forstyrrende elementer. Det bedste er at få skolebørn ind i så tidlig en alder, at de ikke gør vrøvl over bare at skulle lire lektier af sig. Hvis de så kan gentage det, de bliver proppet med, er de færdige og kan komme ud og tjene penge til erhvervslivet. I den anden ende afskaffer man efterlønnen og sætter pensionsalderen op, så erhvervslivet kan suge de sidste dråber ud af folk, før de bliver kasseret.

Kunst og videnskab har kun værdi, hvis man kan bruge det til at kratte penge ind til de rige. Det er omtrent, som hvis man i det gamle Athen havde været af den opfattelse, at Platons skrifter kun kunne bruges til noget, hvis de fremmede afsætningen af olivenolie, eller man i det elizabethanske England havde hævdet, at værdien af Shakepeares skuespil afhang af, hvor meget de gavnede uldproduktionen.

I Sanders verden bliver Newton sat til at beregne salgskurver, og Darwin kan blive dyrlæge og fjerne deller på direktørens ruhårede terrier.
Hvem kan tage sig af, hvordan universet er opstået eller hvad der sker med det om milliarder af år. Hvis ikke det betyder noget for eksporten her og nu, er det irrelevant. Kemi er at lave et bedre vaskepulver, matematik at regne den rigtigt ud for skatteunddragerne, lægevidenskab at tjene penge til medicinalindustrien. Hele formålet med tilværelsen er at styrke erhvervslivet, der har omtrent samme dominerende rolle i vores verden, som kirken havde det i den tidlige middelalder. I den situation er Sander den ideelle videnskabsminister. Han har ikke nogen forstyrrende baggrund inden for videnskab, men har i stedet været arrangementschef for Herning-Hallen, direktør for en fodboldklub og konsulent på bryggeriet Carlsbergs marketingafdeling, så han er lige den rette mand til posten som minister for erhvervslivets teknologi og afvikling af videnskaben.

(28. november 2009)