Kulturredaktør Flemming Rose på Jyllands-Posten udmærker sig ikke ved tankens klarhed. I sin anmeldelse af Vibeke Sperlings bog ”Rusland i stykker” skrev han, at der var ikke noget odiøst ved at Jeltsin havde foræret Ruslands naturressourcer og de gamle stats- og kollektivt ejede virksomheder til en flok gangstere og spekulanter, for de tilhørte alligevel ikke nogen. Med samme blændende logik kan Kurt Thorsen eller Klaus Riskær sætte sig på postvæsenet og DSB. Det kan derfor ikke undre, at det var ham, der fostrede ideen om at kæmpe for ytringsfriheden ved at trampe på et mindretals følelser. Mere mærkværdigt er det måske, at det lykkedes ham at få sin chefredaktion til at hoppe på limpinden – selv om man på forhånd blev advaret af en fremtrædende religionshistoriker om de mulige konsekvenser.
 
 
 

Det sidste par dage har Flemming Rose og Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste forsøgt at overgå hinanden i den sælsomme disciplin at sige undskyld, samtidig med at man forsikrer, at man ikke har gjort noget galt og ikke fortryder beslutningen om at bringe tegningerne.
 
 

Flemming Rose bedyrer i et interview til den arabiske TV-station al-Jazeera, at han er ked af det, hvis nogen i den muslimske verden har følt sig krænket. ”Det var ikke vores intention med karikaturerne... Vores intention var at teste ytringsfrihedens grænser”. Jamen, er det dog ikke yndigt.  At afprøve ytringsfrihedens grænser ved at krænke andre er omtrent lige så heroisk som at kæmpe for den personlige frihed ved at slå en prut i domkirken. Ikke rigtig i Giordano Brunos format, bare dumt og ulækkert. Det drejer sig faktisk bare om at opføre sig som et civiliseret menneske. Men det kan Flemming Rose ikke fatte, så vi kan vel forvente, at Jyllands-Posten for fremtiden vil omtale Kofi Annan som en haleneger fra Ugga-buggaland og bringe karikaturtegninger af jøder, der skærer halsen over på kristne børn og drikker deres blod. Det har vi ret til, vil de sige. Og Ekstrabladet vil belønne dem med endnu en Victorpris, en forgyldt brosten af samme granitagtige beskaffenhed som de forenede redaktørers hoveder.
 
 
 

Carsten Juste skriver i Jyllands-Postens ”undskyldning”: ”De tolv tegninger var efter vores mening sobre og var ikke tænkt som krænkende... Initiativet med de 12 tegninger er – måske på grund af kulturelt betingede misforståelser – blevet udlagt som en kampagne mod muslimer i Danmark og verden over. Det må jeg kategorisk tilbagevise... At det åbenbart alligevel er sket er altså utilsigtet”.
 
 
 
 

Men hvordan blev tegningerne lanceret. I sin ledsagende tekst til tegningerne skrev Flemming Rose 30. september 2005, at muslimer må ”finde sig i hån, spot og latterliggørelse”. Det var udtrykkelig hensigten at håne og spotte muslimernes religiøse følelser.
 
 
 
 

Og er tegningerne ”sobre”, som Carsten Juste bedyrer? Se for eksempel på den tegning, der er produceret af den med god grund ukendte Erik Abild Sørensen. Den minder ved første øjekast om de kradserier, man laver på en telefonblok, mens omstillingen spiller muzak. Men kradserierne er ledsaget af et smædevers, der ikke er til at tage fejl af: Profet med kuk og knald i låget – som holder kvinder under åget! Profeten Muhammed bliver altså udtrykkelig betegnet som sindssyg – hvilket ikke virker særlig sobert eller ædrueligt. Ser man nærmere på tegningen, kan man se, at den består af fem ens symboler. Det kunne godt være en slags galger, men skal nok snarere være kvinder med slør. I stedet for ansigt har de en islamisk halvmåne, som en israelsk davidsstjerne har sat sig tungt på. Den dybere symbolik i det kan nok kun forstås af Abild Sørensen.
 

Det mindste man kan forlange af blasfemi er, at den skal være morsom og talentfuld. Målt med den målestok er Jyllands-Postens tegninger ikke engang blasfemiske, bare ynkelige.
 
 
 
 
 

Men hvordan kan det komme så vidt, at Rose og Juste er fuldkommen blinde over for konsekvenserne af det, de foretager sig?
 
 
 

Årsagen må naturligvis søges i den hetz- og hadkampagne, højrefløjen nu gennem mange år har ført mod alle indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed. Jyllands-Posten og Berlingske Tidendes ”Groft sagt”-klummeskrivere og Dansk Folkepartis mavedansere, europampere og sorte præster har gejlet hinanden op til hvem der turde komme med de mest hadske og menneskefjendske angreb på et mindretal. Og derfor har de efterhånden fuldkommen mistet fornemmelsen for, hvad det egentlig er de laver. Man kan betragte folk som Flemming Rose og Lars Hedegaard som en pendant til Milosevic, Radovan Karadzic og de andre serbiske nationalister. De storserbiske intellektuelle kunne være digtere, læger eller jurister, men de hidsede hinanden op til stadig mere hadske angreb på andre etniske grupper, indtil det endte med blodrus og etnisk udrensning. Man kunne måske også sende en tanke til Rwanda.
 
 
 

Nu ser vi den muslimske verdens reaktioner på hetzkampagnen. Og en undskyldning uden oprigtig anger er – som enhver katekismus vil fortælle – ikke vejen til tilgivelse og forsoning.
 
 
 

Lad os håbe, hadkampagnens bagmand ikke vil blive ved med at nøjes med floskler og tomme ord, der mere er dikteret af hensynet til oste- og smøreksporten end af den skade, de har gjort.
 
 
 

Og lad os håbe, befolkningens flertal endelig vil se det uhyrlige i højrefløjens ønske om at skabe en steril etnisk monokultur i Danmark i stedet for livgivende pluralisme og mangfoldighed.
 
 
 

Det er lidt sent. Sildig opvågnen, som Blichers novelle fra 1828 hedder. Men bedre sent end aldrig. Og det er aldrig for sent at føre forsoningspolitik. Når Sydafrika kunne, kan vi vel også.
(1. februar 2006)
 
 

                                                                              Opslå din ridderhjelm

                                                               FE: Vi er dumme som høns

             De kan jo bare lade være med at være fattige
 
 
 
 
 

                                                          Hvor er Ole Hyltoft?

(6. februar 2002)
 
 
 
 
 
 
 

•  Den med kænguruen

Når postvæsenet ikke kan finde ud af, præcis hvor meget bogen har kostet, fordi der ikke ligger en faktura i brevet eller pakken, sender de brev om det til modtageren, der så skal indsende faktura. Hidtil har man kunnet sende denne faktura som e-mail. Så det gjorde jeg her i midten af december. Da bogen ikke kom alligevel, rykkede jeg for den flere gange - pr. e-mail. Stadig ingen reaktion. Før midt i januar, da jeg fik et e-mail med den friske hilsen: Hej Arne. En kvindelig ansat, der ikke har noget efternavn, meddelte mig at Tina, der plejer at tage sig af e-mailene, havde været på forlænget juleferie, og da der ikke var nogen anden, der læste posten, var bogen desværre sendt retur til USA. Men hun ville da godt lige fortælle mig, at de alligevel nedlagde deres e-mail adresse fra og med nu. Så for fremtiden tog de kun mod fakturaer, der var fremsendt med posten. Næste skridt bliver vel at vende tilbage til brevduerne eller semaforsignaler.

Fra 14. januar er pakkeposten udskilt fra postvæsenet. Det betyder portostigninger på omkring 50 procent for pakker til f.eks. USA. Samtidig er verden blevet opdelt i zoner. Hvis man ser på zonekortet, opdager man, at Vestindien er fjernet fra Amerika og lagt ind under zonen "Andre verdensdele". Det betyder, at en pakke til Barbados eller Cuba for fremtiden koster lige så meget som en pakke til New Zealand eller Samoa. Det er en stigning på rundt regnet 70 procent. Og samtidig et interessant indblik i de geografiske kundskaber hos etaten. Samtidig har man indført nye pakkepost-blanketter til udlandet, hvor man blandt meget andet morsomt skal oplyse modtagerens telefon- og bankkontonummer og forsendelsens værdi, udtrykt i de Special Drawing Rights, der anvendes af den Internationale Valutafond. Så når moster Maren i kæret skal sende et uldent halstørklæde til sønnen i Australien, skal hun lige tage den lille børsmæglereksamen først.

At pakkeposten er skilt ud for sig selv er formodentlig et af skridtene på vej til total privatisering af postvæsenet.
Hvis man vil se på, hvad det kommer til at betyde for kunderne, kan man bare se på de private posttjenester, der allerede findes - kurérpostsystemer som DHL og UPS og Pakketrans - den med kænguruen. Disse kurérposttjenester har en række friske unge mennesker, der kører rundt med posten. Desværre har de ofte lidt svært ved at læse, stave og finde vej. Gang på gang kører de i et hastigt sving forbi mit hus og det tydelige og store husnummer for at ringe på hos naboen eller længere nede ad vejen. De kommer i reglen om formiddagen, hvor folk er på arbejde, så hvis jeg ikke når at løbe ud og fægte med armene, smider de en seddel ind det forkerte sted om, at de har været der, og kører igen i rasende fart. Hvis man så ringer, får man at vide, at man bare kan tage til Odense eller Kolding og hente forsendelsen (en bagatel af 80 eller 150 kilometer hver vej). De vil da også gerne komme ud med den igen, men de kan ikke rigtig sige, hvornår det bliver, så for en sikkerheds skyld bør man blive hjemme den næste uges tid og helst sidde ved vinduet hele tiden, så de ikke kører til det forkerte hus igen.

Ved en mindeværdig lejlighed ringede en blomsterhandler fra en anden by. En postkurér var kommet farende ind i hans butik, havde smidt en pakke med DVD'er og var stormet ud igen. Heldigvis stod mit navn på pakken, og han havde så fundet mit nummer i telefonbogen. Det var lykkedes kurerposten at tage fejl af by, postnummer, vej og navn på forsendelsen, men det skal siges til deres ros, at de havde ramt det rigtige husnummer. Da jeg ringede og kom med nogle spagfærdige indvendinger, fik jeg at vide, at hvis jeg havde noget at brokke mig over, kunne jeg ringe til deres hovedkontor i Amerika.

Hvis brevet eller pakken skal fortoldes, ordner kurértjenesten det på forhånd og sender så et girokort. Så varer det ganske vist lidt længere at få bogen. En bog, der er sendt med luftpost fra New York, kommer frem på 8-10 dage med postvæsenet, mens det ofte tager tre uger til en måned, før man får den med den særlige kurértjeneste. Ud over tolden skal der så betales et lille gebyr på 150 kroner for kurérpostens ulejlighed med at behandle en forsendelse, der allerede er betalt porto for, og så selvfølgelig moms af gebyret, der dermed kommer op på 187,50 kroner. Dermed kommer bogen til 85 kroner fra før op på 387,50 kroner.

Der skal ikke så mange flere gebyrer til, før det bliver billigere at flyve over til New York og hente bøgerne selv.
Hvis man køber tyve bøger ad gangen, kan det faktisk allerede betale sig.
 
 

(20. januar  2002)
 
 
 
 
 

• En symbolsk krone

Derfor fortæller nejsigerne os, at hvis vi siger nej, så er det business as usual. Livet går videre, og vi er stadig med i det gode selskab. Men hvis vi siger ja, afskaffer vi landets suverænitet. Jasigerne siger, at hvis vi siger ja, så hedder mønterne noget andet, men det har kun symbolsk betydning, og Lise Nørgaard kan alligevel ikke se forskel. Hvis derimod vi siger nej, så truer det folkepensionen og beskæftigelsen og fiskeriet og vindforholdene omkring Bornholm.

Begge parter er tilsyneladende enige om, at vi er bundet på hænder og fødder af den Europæiske Centralbank i forvejen. Men hvis vi siger ja, mister vi også muligheden for at føre vores egen skattepolitik, siger nejsigerne. Jasigerne lægger derimod vægt på, at hvis vi siger ja, får vi lov til at sidde med ved bordet, når der bliver truffet beslutninger. Men nu er vi jo ikke så mange. Når der engang kommer rigtig demokratiske valg i hele Euroland (pragtfuldt navn, ikke? Lidt ligesom Tæppeland eller Bonbonland), så ryger vi under spærregrænsen. Og lad os se det i øjnene: Vi kommer alligevel aldrig til at sidde med ved bordet. Højst under bordet - som en slags Nyrup-formet fodskammel.

Som jeg ser på det, har afstemningen ikke den helt store reelle betydning. Men den er et led i en langsigtet proces, der ender med forbundsstaten. Til den tid kan vi selvfølgelig ikke føre en pensionspolitik, der er anderledes end de store landes. Og vi skal selvfølgelig stille unge mænd til EU's kolonikrige - i og uden for Europa - og få dem hjem igen i blå plasticsække med små gule stjerner på.

Men bortset fra det er alle altså enige om, at det i hvert fald har en symbolsk betydning at afskaffe kronen til fordel for euroen.

Er det så det samme som at afstemningen er ligegyldig?

Kun hvis symboler ikke har nogen betydning. Men det har de jo.

Lad os illustrere det ved et nemt eksempel. Kongemagten har rent symbolsk betydning i Danmark. Den danske monark blander sig ikke i politik, og monarkens hovedbeskæftigelse er at klippe snore over, når der bliver indviet en bro. Det kunne man stort set bruge en trænet chimpanse til. Vi har haft en konge, der var vitterlig sindssyg. Vi har haft en hel række alkoholikere og en broget hob regenter, hvis åndsevner lå på højde med en muldvarps. Den nuværende kronprins har taget embedseksamen, men hans hovedinteresser er tilsyneladende den velkendte treenighed, hvor hornmusik dog er udskiftet med rock. Suppleret med en ubændig trang til militære øvelser, til at køre i hurtige biler og flyve hurtigt, male sig sort i hovedet og gemme sig mellem bregnerne eller dykke ned på bunden af en havn og blive liggende der i længere tid.

Så derfor ville det kun have rent symbolsk betydning, hvis der kom et EU-direktiv om, at vi skulle afsætte dronning Margrethe og sætte Jodle-Birge på tronen. Han kunne sikkert sagtens klippe en snor over, og så kunne han endda synge en lille sang om rigtige venner bagefter.

Alligevel ville et massivt flertal af danskere afvise tanken. Ligesom de ville afvise tanken om at forbyde Dannebrog til fordel for det der firmaflag med stjernecirklen på blå bund.

Altså betyder symboler noget. Og desuden er det fjollet at have en valuta, folk ikke kan udtale. Hedder det ewro, ævro, øvro eller øjro?

Så længe vi ikke kan finde ud af det, må vi hellere lade være med at indføre den.

(17. september 2000)
 
 
 
 
 
 
 

• DSB - De Strategiske Bolsjeviker

På en almindelig onsdag eftermiddag er toget fra København så overfyldt, at man mindes sin tid som rygsækrejsende i Bangladesh. Folk er stuvet sammen i mellemgangene som burhøns, mens de seks business enklaver ligger øde hen. Ind mellem Intercitytogene kører med jævne mellemrum lyntog, der kun er for businessfolket, og følgelig kører trekvarttomme. Det må selvfølgelig give et betragteligt underskud for etaten, at man vælger at køre et enormt antal tomme lænestole rundt i riget, men det dækkes så ind ved at man opkræver fuld pris af burhønsene.

Alt dette kunne nu være hvad det være ville, men så kommeer det virkelig geniale træk, der ville få Ulbrichts Venner behængt med indtil flere kilo Leninordener, hvis de fandtes endnu. Da Storebæltsbroen blev bygget, afskaffede man med store fanfarer pladsreservationerne. Nu kunne alle demokratisk tage med alle tog. Men samtidig måtte man jo sige det som det var, at plads kan være ståplads, og hvis man ligefrem ville sidde ned på en plads, så skulle man alligevel reservere den. Og kunne man ikke det, for eksempel fordi man ikke vidste på forhånd, hvilket tog man skulle med, så måtte man altså stå op.Hvis man da ikke var så forsynlig selv at medbringe lænestol og standerlampe.

Hver gang Intercitytoget kommer ind, formaner højttalerne alle dem, der mangler pladsbilletter, om at sætte sig ind i vogn 90 og 91. Det er der så det morsomme lille raffinement ved, at det er en fælde. Vognene 90 og 91 er så forseglede og plomberede som Lenins jernbanevogn til Petrograd. Er man først kommet derind, lades alt håb ude. Man kan ikke prøve lykken i andre vogne, men må blive stående, mast mellem frænder, til det tynder ud i toget af sig selv et sted omkring Løgstør.

Og her kommer så det vitterlig geniale. Når man kommer ind til ståpladserne, opdager man at også halvdelen af vogn 90 - de armes eneste håb - er udlagt til Business Class. Her begynder folk virkelig at knytte de barkede næver og synge Internationale bag lukkede læbers lås. For stuvet sammen som svin i midtergangen kan de skue ind til de tomme Business-kupeer. Drister de sig til at stille sig derind, bliver de jaget ud. Erhvervslivet kunne få Børsen galt i halsen ved at se stående mennesker. Samtidig meddeler togstewardessen, at hun umuligt kan komme gennem toget med salgsvognen, fordi der er for mange stående passagerer. I stedet triller hun så ind til Business Class, hvor hun fodrer erhvervslivet med rundstykker, og derinde bliver hun. I forvejen kan bizzerne forsyne sig med kaffe fra de fremstillede kander. Så kan plebserne stå stuvet sammen, tørre i munden og med knurrende maver, og stirre ind til overflodens land. Godt gået, DSB. Det er sådan man skaber en revolutionær situation.

Samme motiver har sikkert luret, da man fandt ud af at Kastrup Lufthavn skulle være afspærret område for s-tog. I stedet er det det bedre borgerskab langs kystbanen, der kan trille direkte fra Rungsted Havn ud til gate 39. Og så kan de jo også sidde på business class hele vejen uden at skulle mænge sig med folket undervejs. For måske lugter folket.

Derimod er det i skrivende stund ikke muligt at finde den dybere logik bag den særlige Øresundperron. For at fremme integrationen i Øresundsregionen har man som bekendt gjort det tre gange så dyrt at tage toget til Malmø som at sejle derover med Pilen. Men dertil har DSB så indrettet en særlig perron, som man kun kommer frem til ved at vandre adskillige hundrede meter ud ad de gamle perroner, gå op ad en trappe, krydse færdselen på Tietgensbro og, stadig belæsset med kufferter og pakkenelliker, fortsætte ned ad yderligere en trappe til det særlige Sverigestog. Hvorfor gøre det nemt og udvide s-togsnettet til Skåne og lade folk bruge HT-kort, når man kan gøre det indviklet og dyrt?

Hvis også dette tiltag viser sig på en eller anden måde at have noget at gøre med ønsket om at skærpe klassekampen, således at passagererne griber til fortvivlelsens selvhjælp, bøjer jeg stille mit hoved og sænker det blodrøde flag. Men skulle det blot være udtryk for gemen antisvedisme og ønsket om at umuliggøre samfærdselen, må jeg kræve Ulbrichts Venner indstillet til øjeblikkelig eksklusion for partiskadelig virksomhed.
(28. juni 2000)
 
 

En mår i en hønsegård er det rene ingenting i sammenligning med litteraturkritikere blandt forfattere. Sidst har en flok universitetsuddannede kritikere foranstaltet en massakre på midaldrende og ældre danske forfattere i den nye udgave af "Danske digtere i det 20. århundrede", hvis hovedredaktør er Anne Marie Mai, og fremlægger stolt det blodige resultat på værkets hjemmeside.

Værkets andet bind, der skal udkomme i 2001, omfatter forfattere, der debuterede fra 1939 (Tove Ditlevsen) til 1966 (Vagn Lundbye). I forhold til anden udgave er 32 forfattere slettet i denne gruppe, og kun 39 er tilbage.

Det er især gået ud over forfattere med socialt sigte. Ud med Angelo Hjort, Erik Stinus, Ernst Bruun Olsen, Poul Ørum, Dea Trier Mørch, Martha Christensen, Ernst Bruun Olsen, Bent William Rasmussen og Ulrik Gräs. Men også ud med forfattere som Ove Abildgaard, Jette Drewsen, Hans Lyngby Jepsen og Jørgen Nash

De eneste nye, der er kommet til i aldersgruppen, er Jørgen Leth og Gynther Hansen.

Til gengæld er der ikke færre end 61 forfattere med i tredje bind af det nye værk, der med en vis tidsoverlapning rummer forfattere, der er debuteret mellem 1961 (Knud Sørensen) og 1996 (Pablo Henrik Llambias).

Mange af de således kanoniserede forfattere har kun skrevet ganske få og små bøger. I flokken finder man ikke kun så etablerede forfattere som Henrik Nordbrandt og Jens Christian Grøndahl, men også de mindre fisk fra dammen som TS Høeg , Helle Helle, Peter Asmussen og Janus Kodal.

Da anden udgave af værket udkom i 1982 skrev Asger Schnack et af højdepunkterne i dansk humor, en helsidesanmeldelse i BT 11.12.82, hvor han opfordrede til at makulere makværket. Årsagen var, at Asger Schnack havde en klar aftale med Borum om, at Schnack skulle skrive om Borum, og så skulle Borum til gengæld sørge for, at Schnack fik et kapitel for sig selv. Men Borum snød på målstregen. Han indkasserede sit eget kapitel, men sendte Schnack ned i brokkassen "Subkulturelle stemmer". Schnack skummede over, at der ikke engang var et billede af ham, mens Peter Poulsen fik otte sider og tre fotografier, hvilket efter Schnacks opfattelse kun kunne skyldes, at Peter Poulsen boede i samme opgang som Torben Brostrøm.

Denne gang har Schnack fået et helt kapitel for sig selv, og for at være på den sikre side har værkets redaktører også tildelt Lars Bukdahl et kapitel, samtidig med at Bukdahl er sat til at skrive om Hans-Jørgen Nielsen, Jørgen Leth, Katrine Marie Guldager og Peter Laugesen. Så bliver det i hvert fald ikke noget vrøvl med Weekendavisen.

Og for en ordens skyld. Jo, vist er rønnebærrene da sure. Jeg ville også gerne selv have været med. Men for mig er der ikke tale om nogen detronisering, for man har aldrig fundet mig værdig til optagelse i det gode selskab. I anden udgave fra 1982 var jeg overhovedet kun nævnt i en fodnote til en billedtekst om Lars Bonnevie. Der stod, at jeg ligesom Bonnevie var gymnasielærer og medlem af DKP. Begge dele var forkert

Redaktionsprincipperne tegner en trend, som man siger. I dag kan litteraturen simpelthen ikke være ny nok. De litteraturstuderende vil tilsyneladende helst ikke læse noget, der er ret meget ældre end den avis, de har liggende i mappen. Man ser det samme i Gads Danske Forfatterleksikon - Litteraturens Stemmer (1999), hvor Neal Ashley Conrad når et højdepunkt i sin artikel om Laus Strandby Nielsen ved at rose en bog, der endnu ikke er udkommet. Tilsyneladende sender de udvalgte digtere manuskripter og idéudkast til kritikerne, der så sørger for helt dugfriske analyser af det endnu ikke udkomne materiale.

De kælne kritikere tager de unge op på skødet og siger dikkedik. Litteratur fra i går er til at pakke fisk ind i. Og der er jo den fordel ved halvfemsernes minimalisme, at man kan nå at læse et helt forfatterskab i bussen ud til Njalsgade.

I halvfjerdserne var litteraturkritikerne ikke bare marxister, men også marxologer og kapitallogikere. Der har senere udbredt sig den myte, at hele samfundet var præget af venstreorienteret indoktrinering. I virkelighedens verden dannede Baunsgaard regering i 1968 og Glistrup fik 28 mandater i 1973. Men på de litteraturhistoriske institutter sad grosserersønner og udstrålede proletarisk bevidsthed, mens de som Robespierre-spirer dømte alle, der ikke var marxistiske nok, til guillotinen. Et morsomt eksempel er Morten Kyndrups "Dansk socialistisk litteratur i 70'erne", hvor han opstiller nogle sindrige diagrammer, der beviser, at Dea Trier Mørch "Vinterbørn" og min "Imod fremtids fjerne mål" må afvises som utilstrækkelig socialistiske, min især fordi den har en enkelt hovedperson. Mønsterromanen er efter Kyndrups diagram "Giftpølen" af en, der hedder Hans Jakob Helms.

Så blev de marxistiske litterater lektorer og professorer og udnævnte hinanden, og så blev de semiotikere eller bakhtinister. Men først og fremmest er de blevet neofile - lidenskabelige ungdomsdyrkere. Ungdommen er god nok. Og så er der penge i den, som Erik Knudsen skrev engang. Selv er mange af dem kommet godt til års, men de samler hentehåret i kække totter, afviser forarget deres jævnaldrendes skriverier og slår muntert gækken løs ved at være unge med de yngste.

På Weekendavisen huserer Lars Bukdahl, der er ung af år, men hengemt af sind. Han kunne gå lige ind i en Hostrup-komedie om glade studenter på Regensen med slåbrok og lang pibe. Men i stedet er han blevet litteraturens svar på instant noodles. Han har slået sig op på begrebet halvfemserlitteraturen, hvormed pudsigt nok ikke skal forstås den litteratur, der er skrevet i halvfemserne, men den litteratur, der er skrevet af forfattere, der debuterede i halvfemserne.

I 1999 udkom således her i landet samtidig trediverlitteratur (Ole Juul), fyrrerlitteratur (Jørgen Gustava Brandt), halvtredserlitteratur (Klaus Rifbjerg), tresserlitteratur (Svend Åge Madsen), halvfjerdserlitteratur (Jens Smærup Sørensen), firserlitteratur (Pia Tafdrup) og selvfølgelig en del halvfemserlitteratur.

Hvis man klemmer hårdt på Bukdahl (i sig selv en ubehagelig tanke) vil han nok indrømme, at en del af de bøger, der skrives af forfattere, der debuterede før 1990, kan læses. Men i de fleste af sine artikler koncentrerer han sig om alle de små nye, som han fra sit ophøjede stade som 31-årig giver faderlige råd og formaninger.

Formodentlig er han vågnet op med en alvorlig depression nytårsmorgen. For nu skal han skrotte alle kæledæggerne fra halvfemserne og begynde helt forfra med nullerne.
 
 

(6. januar 2000)

I Israel er man begyndt at stemple reklamer på de æg, man køber i bakker. Det næste skridt bliver formodentlig at skubbe stemplet op i hønen, så den selv hakker et logo på produktet under æglægningen.

Herhjemme kan vi også følge med. Der er snart ikke en overflade der ikke er klistret til med reklamer. Fjernsynet består næsten udelukkende af reklamer. DR 1 har ganske vist endnu ikke reklamer for produkter, men så reklamerer kanalen for sig selv i stedet for, og de fleste udsendelser er skjulte reklamer for "de kendte", der er kendt for at være omtalt af reklamebladene.

Samtidig bestræber regering og folketing sig på at sælge Danmark med folk og fæ til erhvervsinteresser. En gros har man solgt landet til EU, så vi kan levere kanonføde til den kommende europæiske stormagts kolonikrige, en detail sælger man alt tidligere fællesejet fra børnehaver til postvæsen til virksomheder, der selvfølgelig har større omkostninger, fordi de også skal give profit til aktionærerne, men som alligevel snor sig billigere igennem ved at læsse størsteparten af udgifterne over på skatteyderne. Man kan fx fyre halvdelen af de ansatte. Så kommer skatteyderne til at betale arbejdsløshedsunderstøttelsen for de fyrede og nogle år efter førtidspension til de nedslidte, der skal klare dobbelt arbejde. Men det kommer jo ikke aktionærenre ved, for regeringen har sat selskabsskatten ned til det komiske og afskaffet formueskatten som led i sine bestræbelser på at være regering, ikke for Danmarks Rige men for Danmarks rigeste.

Man skal jo følge med tidsånden, så her er et beskedent bidrag til privatiseringstanken.

Hvad med at privatisere kongehuset? De kongelige er i forvejen omvandrende reklamer for dansk erhvervsliv, og deres vigtigste funktion er at deltage i eksportfremstød. Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og sælge dem tl højstbydende? Vi har for eksempel kronprinsen Pingo, hvis vigtigste interesser i livet ud over øl, damer og rockmusik tilsyneladende er at springe ud på hovedet med elastik om benene eller at male sig sort i hovedet og lege frømand. Kunne man ikke forestille sig, at Toms chokoladefrøer kunne sætte et logo på ham? Eller at han udskiftede de uklædelige røde uniformsjakker med dinglende isenkram med en kæk t-shirt med reklame for Metronome eller Alfa Romeo?

Margrethe kan udskifte sine rædsomme hatte med en klaphat med reklame for Kings cigaretter, mens gemalen måske kunne figurere med bar overkrop som "Før" i en reklame for slankepulver med klid. Alexandra kan reklamere for forårsruller, og Ingrid er jo en nydelig gammel dame, der sikkert ikke har noget mod at spille med i en reklamefilm om inkontinens.

Næste idé kan være privatisering af Folkekirken. Det kunne måske virke anstødeligt med reklamer på krucifikser eller oblater påstemplet Wasa Knækbrød, så sponsorering er nok det bedste. Tryg Forsikring kunne for eksempel vise et diskret lysbillede på prædikestolen: Denne prædiken er produceret med støtte af Tryg Forsikring, gå Trygt til din Frelser.

Mere radikalt ville det være at flette reklamebudskabet ind i dagens bibelsteder. "I min faders rige er der mange boliger, og Nybolig sælger dem alle" eller "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men med Synoptik ser vi klart".

Så er der hæren, der jo er et bureaukratisk statsligt underskudsforetagende. Den skulle nok kunne shines op og privatiseres, så den kan give overskud til aktionærerne. Man kunne begynde med sætte navn på panservognene, ligesom man har gjort det på dyrene i Zoologisk Have. Når en dansk tank så pløjer sig frem gennem en serbisk landsby, vil de overlevende sikkert synes, det ser kækt ud, at der står Unibank på den.

Men skal hæren virkelig give kasse, må man udlicitere den til firmaer, så de kan føre krig mod hinanden. Det bliver nok mest de multinationale, men danske soldater er jo også blevet vænnet til at gå i krig alle vegne i verden, så det er i orden.

Og hvad har vi den frie presse til, andet end at motivere os til at føre krig for dem, der betaler regningen? Vi kan se frem til kommunikéer som dette: Generalkommandoen for den danske Coca Cola-Hær meddeler, at Pepsis hovedkvarter i Buenos Aires er indtaget efter fjorten timers kamp. Tre hundrede danske værnepligtige blev anvendt til barrikademateriale og vil få hver sin gravsten formet som Colaflaske.

Endelig kan man privatisere Folketinget og regeringen, der i forvejen i stigende grad blot er et serviceorgan for erhvervslivet. Folketingsvalgene kan blive omdannet til store festlige forbrugerundersøgelser hvert fjerde år med gratis balloner til børnene. Eller man kunne lave valget om til et lotteri, hvor gevinsterne er skattefri pamperjobs i den nye nomenklatura i Bruxelles, med særlige skattefri butikker, særlige skoler til børnene og gratis luksusrejser. Her stilles, som vi ved fra Camre, alligevel ikke særlige krav til intelligens eller indsigt.

Der er, som man ser, mange muligheder, bare man ser fordomsfrit på tingene og lærer at smile ligesom Nyrup, når han endnu engang skal sælge budskabet om at sælge Danmark til sine flåede får.

  (21. oktober 1998)

Reklamerne for Windows 98 viser nogle hovedpinepiller. Heraf kunne man forledes til at tro, at Microsofts nye styresystem tager den hovedpine, man får af at bruge en computer. Men det er forkert. Windows 98 er hovedpinen.

For tusinde kroner kan man få mange dejlige timer til at gå med beskæftigelser, der er mindst lige så interessante som at tælle felter i tapetet.

Forført af reklamerne forsøgte jeg mig med vidunderet. De første mange gange stoppede installationen brat op og meddelte mig, der var opståt en fatal error 0E på en nærmere angivet adresse, der ikke sagde mig noget. Man måtte takke alle små guder for, at man belært af tidligere erfaringer med de produkter, der har gjort Bill Gates rigere end tolv afrikanske lande, havde sørget for en flugtrute, så jeg kunne slette skidtet og vende tilbage til den gamle konfiguration.

De næste måneder prøvede jeg med mellemrum at lave forskellige små finurligheder for at få Win 98 installeret, men den samme fatal error dukkede op.

Men så var der en i en newsgroup, der hviskede, at det kunne have noget at gøre med mit modem. Det er et LASAT, og dem kan Microsoft vist ikke lide.

Jeg fjernede mit modem og heureka. Kun to-tre stop og et nødvendigt skift for at installere fra DOS, og jeg var igennem. Win 98 var på maskinen.

Den første iøjnefaldende ændring var, at min desktop blev pladret til med Børsen og Børnesider, som man åbenbart mente, alle mennesker brænder efter at få adgang til. Dem fik jeg så fjernet.

Og så viser detaljerne sig. De små finesser, de med grumme smil har udtænkt i korridorerne i Seattle.

Når man har brugt år af sit liv på at finpudse og justere en computer, er det fordi man gerne vil have den sådan. Men Microsoft tror, man vil tørre tavlen ren og begynde forfra hver gang. Samtidig med at man skal sættes på små drilske opgaver, så man ikke forfalder til at tænke.

Min fax fungerede ikke længere, og det var særdeles usikkert om den nogen sinde ville komme til det.

Printeren kan ikke længere trykke rammer.

Scannerens kopimaskine har fået en interessant ny funktion, idet alle kopier bliver strakt i længden. Hvis man vil kopiere et billede af Venus fra Willendorff, kommer hun til at se ud som var hun malet af Modigliani.

Selve scanneren skal have nye drivere. Dem har man hidtil kunnet hente gratis fra HP’s hjemmeside, men nu supporter man ikke længere udgåede produkter som 4c (købt som nyeste fremtidssikrede maskine for tre år siden). Man kan allernådigt få lov til at købe de nye drivere for tyve dollars plus fragt, moms og lommeuld, hvis man ringer til et telefonnummer iEngland, der ikke svarer, eller faxer (hvis man ellers kunne få faxen til at virke). Dog skal man være klar over, at den nye driver kun fungerer med en ny plug and play SCSI controller, der koster cirka tusinde kroner.

Word for Windows meddeler, at den gerne vil geninstalleres.

Den splinternye Norton Utilities 3.0 skal forsynes med en patch , der vil gøre den "fuldt kompatibel for Windows 98". Den henter man så på hjemmesiden og installerer, hvorefter Norton Utilities ved hvert boot stoppes med advarselsskiltet "illegal operation" og lukkes. Det var den fremtidssikring.

Netscape skal geninstalleres og alle bogmærker genskabes. De er af en eller anden grund slettet ved overgangen til det nye styresystem. Derefter viser det sig, at opkoblingen til min Internet provider af sære grunde tager ti gange længere tid end før. Omkring to minutter til verificering af password mod cirka tyve sekunder med Win 95.

Da det nye styresystem fylder mere end det gamle, ville jeg komprimere min harddisk. Men Win 98 meddeler mig, at harddisken er for slidt til at den kan komprimeres. Da jeg mistede tålmodigheden og ville hjem til det gamle styresystem, viste det sig, at Win 98 havde en overraskelse i baghånden. Selv om jeg undervejs havde givet besked på, at de gamle filer skulle gemmes, havde installationsprogrammet slettet dem. Herefter meddelte den lakonisk, at Win 98 ikke kunne afinstalleres. Jeg hang på den.

En ny funktion er at maskinen går i sort, hvis man ser væk fra den mere end et par sekunder. Når man booter, vil den undertiden gennemføre en totalkontrol af harddisken med ScanDisk. Nogle problemer med bad sectors, der er løst for to år siden, optog den enormt meget. Den stod og gumlede en halv times tid over dem. Og man kan ikke engang vende ryggen til eller gå sig en tur, for den er som et uartigt barn, der skal have opmærksomhed hele tiden. Med tredive sekunders mellemrum skal man trykke OK på at den skal "fixe" et problem, der ikke er der mere.  En knap med: "Så fix da hele skidtet og lad være med at plage mig" ligger uden for programmørernes evner. Da jeg til sidst kunne beregne, at det med den fart ville tage den 552 dage at blive færdig, afbrød jeg den. Men det må man ikke. Så kommer den frygteligt tilbage hver gang, jeg starter.
Det er i det hele taget det, der er i vejen med computerprogrammer af enhver art. De er dumme som høns. Eller som de værste bureaukrater. "Hvis det skal kontrolleres, så skal det så kontrolleres, uanset om det tager flere år". De kan ikke forstå, at man måske gerne vil bruge sin computer til andet end legeplads for granskningsprogrammer.

Meget mere skal nok vise sig, efterhånden som man kommer rundt i krogene. Men hovedindtrykket er, at man for tusinde kroner kan gøre sin computer langsommere og mere ustabil end før.

Der kan være tre grunde til at de kvikke drenge i Seattle laver den slags. Enten regner man med, at forbrugerne er så dumme og monopolstillingen så sikker, at man bare kan sprøjte lort ud og skovle penge ind på det. Eller styresystemerne er beregnet på kontorfolk, der keder sig et hul oven i hovedet ved at sidde ved computeren, og derfor bliver lykkelige for sammenbrud og forviklinger, så de kan tage sig en kop kaffe og sladre med de andre slaver. Eller der er tale om en politisk konspiration, der skal fremme et reaktionært synspunkt ved at indpode budskabet: Alle forandringer er til det værre.

(9. oktober 1998)

 Bent Jensens far og hjertets viden

 
 
 

Alligevel - eller derfor - vidste han noget, faguddannede historikere ikke kan få øje på. Han havde en instinktiv fornemmelse for den historiske sandhed. Den lå ham ligesom i blodet - eller måske lå den i mulden. Og den slags instinkter skal man ikke ødelægge med noget så simpelt som historisk viden. Så når Bent Jensen selv gik omvejen gennem universitetet, må det være et udslag af masochisme. Han kunne have nøjedes med at stikke fingeren i Kjellerups jord.

Heldigvis for den ældre Jensens instinkter er der nu seks franske historikere, der heller ikke kan se forskel på nazismen og kommunismen. Det har de skrevet en bog på 846 sider om, som de kalder "Le livre noir du communisme".

Her argumenteres for, at den eneste forskel mellem de to ideologier er, at kommunismen er fire gange værre end nazismen, for kommunistiske regimer har slået 100 millioner mennesker ihjel i dette århundrede, mens nazisterne kun dræbte 25 millioner.

Nu kunne man mene, at ondskab ikke kan opgøres i antallet af ofre. Hvis ét uskyldigt menneske er myrdet for en sags skyld, er det ét for meget. Hensigten helliger ikke midlet, og mord og forbrydelser, der er begået i socialismens navn, må fordømmes kategorisk.

En forbrydelse bliver heller ikke mindre af, at andre har begået samme forbrydelse. Kommunismens forbrydelser kan altså ikke undskyldes med henvisning til, at kapitalistiske lande har gjort sig skyld i samme forbrydelser.

Folkemord har snarere været reglen end undtagelsen i dette århundrede. Den vigtigste forskel mellem de kapitalistiske lande og de såkaldt socialistiske er tilsyneladende, at de kapitalistiske lande foretrækker at myrde folk i andre lande - især hvis de har en anden hudfarve - mens de socialistiske hovedsagelig har myrdet deres egne borgere. Således begik USA folkedrab på tre millioner indokinesere i Vietnam og Pol Pot folkedrab på to millioner indokinesere i Cambodja. En anden forskel er, at de kapitalistiske lande har været dygtigere til at tilsløre deres forbrydelser. Alle har hørt om den kinesiske kulturrevolutions excesser, mens kun få har hørt om franskmændenes folkedrab i Madagascar 1947 eller Elfenbenskysten 1949.

Men der er selvfølgelig en mening med sammenligningen mellem nazismen og kommunismen til nazismens fordel. Denne mening kan man komme på sporet af ved at følge nynazistiske gruppers anvendelse af tallene på Internettet ("Se, vi var alligevel ikke så slemme") og læse interviews med sortbogens hovedredaktør Stéphane Courtois i ekstremt højreorienterede blade som "Ostpreussenblatt" 24.1.98

Hvis det overhovedet skal give nogen mening at sammenligne forskellige regimers antal ofre, må man anlægge de samme kriterier ved optællingen. Det behøver man ikke engang have gået i den stråtækte skole for at kunne indse.

Men det gør Courtois og kompagni ikke. Når de tæller kommunismens ofre, tæller de krigsofre med - f.eks. ofre for interventionskrigene i Sovjetunionen - og dertil ofre for hungersnød og epidemier. Ved nogle opgørelser af ofrene for "det store spring fremad" i Kina har man medtalt de børn, der ville være blevet født under normale forhold, men nu forblev ufødt. Efter den logik har kondomets opfinder gjort sig skyldig i folkedrab. Derimod tillægges nazisterne og deres allierede ikke ansvaret for anden verdenskrig, for så ville man jo allerede være oppe på et sted mellem 40 og 60 millioner.

Kommunismens sortbog lægger sig tæt op ad amerikaneren R.J. Rummel, der af Per Ahlmark og Bent Jensen betragtes som et geni. Rummel har i sit otium på Hawaii beregnet, at Sovjetstyret myrdede 61.911.000 mennesker og den "kommunistiske kinesiske myretue" 35.263.000. Rummels hovedkilde for de sovjetiske tal er Robert Conquest, der arbejdede for det britiske efterretningsvæsens propagandaafdeling og i sin bog om den "ukrainske holocaust" rask væk udgiver billeder fra hungersnøden ved Volga i 1921 for at forestille ofre for Stalins krig mod kulakkerne i Ukraine i 1933. (Courtois kommer til 20 millioner i Sovjetunionen og 65 millioner i Kina plus 10 millioner under andre socialistiske regimer, men resultatet bliver omkring de 100 millioner i begge tilfælde).

Derimod har de "demokratiske lande" ifølge Rummel kun dræbt 159.000 mennesker i deres egne lande i dette århundrede og kun 5.000 heraf under krig. For dræbte i andre lande er tallene henholdsvis 1,8 millioner og 4,4 millioner. Heraf skyldes endda de 90 procent "marginalt demokratiske lande" som Franco-Spanien under den spanske borgerkrig ("Death by Government" s. 24). Heraf må så følge, at de rigtig demokratiske lande som USA, Storbritannien, England og Holland højst har dræbt 500 mennesker i deres egne lande og 600.000 mennesker i andre lande under samtlige krige gennem hele dette århundrede. Disse drab består "hovedsagelig af fjendtlige civile, dræbt ved massebombardementer af byer, som af Tyskland og Japan under anden verdenskrig".

Da dette tal udgør omkring 1,2 millioner, er vi allerede i underskud. Rummel nævner også boere, der omkom i britiske koncentrationslejre under boerkrigen, tyskere der døde af sult som følge af blokaden under første verdenskrig og kinesere, der blev myrdet under Bokseropstanden. Derimod har Rummel tilsyneladende aldrig hørt om noget, der hed Vietnamkrigen eller om Storbritanniens kolonikrige i Malaya og Kenya, Frankrigs massedrab i Afrika og Indokina og Hollands krig i Indonesien.

I "Power, War, Revolution and Democide" fra 1992 har Rummel revideret sine tal. Nu har kommunisterne dræbt præcis 101.589.657 mennesker i løbet af det tyvende århundrede, mens de demokratiske lande har dræbt 100 - et hundrede - mennesker i deres egne lande. Det bliver én om året, og han var nok sløj i forvejen. Godt gået, Rummel.

Hvis man derimod fulgte Courtois' metode og talte ofrene for de økonomiske følger af den kapitalistiske ideologi med - altså folk, der er døde af sult og sygdomme, fordi den herskende ideologi dikterer, at verdens goder ikke deles - ville vi komme op i milliarder.

Men så ville Bent Jensens far blive nødt til at tænke lidt videre end Kjellerup Avis og Pressens Radioavis, og det ville måske gå ud over instinkterne.

 (19. august 1998)
 

     AMB og forfatterne

Landsskatteretten har besluttet, at forfattere, der er lønmodtagere, skal fritages for at betale arbejdsmarkedsbidrag, mens forfattere, der af skattevæsenet betragtes som selvstændige, skal betale fuldt bidrag.

Det vil sige, at ordbogsforfattere, der er fast ansat af et forlag, og skolelærere, der skriver et arbejdshefte eller to i de lange, betalte ferier, kan nyde deres biblioteksafgift ubeskåret.

Det er i vidt omfang præcis de grupper, der har fået ekstra i år, fordi deres bøger foreligger i klassesæt. Og selv om klassesættene ikke udlånes individuelt, betragter myndighederne dem alligevel som biblioteksbøger.

De forfattere, der betragtes som selvstændige, skal derimod betale fuldt arbejdsmarkedsbidrag af den nedsatte biblioteksafgift. Det vil især sige skønlitterære forfattere og oversættere, hvis bøger udlånes enkeltvis på bibliotekerne. Det er i vidt omfang de grupper, der måtte se deres biblitokesafgift beskåret. Hvis de havde fået samme fritagelse for AMA som de andre, og hvis de havde fået pengene for årene 1994-97 tilbage, ville det ellers have kompenseret for nedgangen.

For mit eget vedkommende beskar man min afgift med 22 procent, selv om antallet af bøger, jeg har stående på biblioteket, var steget 12 procent fra sidste år. Nu føjer man spot til skade ved at opkræve 9 procent i arbejdsmarkedsafgift af det nedsatte beløb.

Det er svært at se logikken. Lønmodtagere, der får gavn af arbejdsmarkedets fonde, skal ikke betale til dem. Forfattere, der regnes for selvstændige, og derfor hverken kan få feriepenge, arbejdsløshedsunderstøttelse eller pension, skal betale til det hele.

Der er dog også skønlitterære forfattere og oversættere, der slipper for arbejdsmarkedafgiften. Der er nemlig nogle kommuner, der betragter dem som lønmodtagere.

Jeg blev selv betragtet som lønmodtager i 24 år, men en dag kom der brev om, at jeg nu var omklassificeret. Jeg var blevet selvstændig med tre års tilbagevirkende kraft. Hvilket betød, jeg blev smidt ud af a-kassen, der samtidig forlangte tilbagebetaling af feriepenge og arbejdsløshedsunderstøttelse for de sidste tre år. Derimod kunne jeg ikke få mit kontingent til a-kassen for de samme tre år tilbage. Det beholdt man med den begrundelse, at jeg bare kunne melde mig over i en a-kasse for selvstændige.

Der er bare det ved det, at man ikke kan få understøttelse fra en a-kasse for selvstændige ved midlertidig arbejdsløshed, men kun hvis man drejer nøglen om og holder helt op med sin virksomhed. Og forfattere kan kun dreje nøglen om ved at lægge sig fladt ned og dø.

Altså kan man endnu engang få lov til at betale, men man kan ikke få nogen af de fordele, andre har af deres kontingent.

Jeg ankede kendelsen om, at jeg nu var selvstændig, men fik ikke medhold. Ved afgørelsen lagde man især vægt på, at jeg selv betalte mine arbejdsredskaber - altså papir og blækpatroner.

Det er rent lotteri, om ens kommune synes, man er lønmodtager eller selvstændig. Det kan komme an på så meget. Måske også på, om man spiller bridge med skatteinspektøren. Vi kender ikke så meget til den form for korruption, der omfatter penge, her i landet. Men den glade, joviale korruption - Rotary-nepotismen - den er vi mestre i.

Vi har kommunalt selvstyre her i landet, siger man i skatteministeriet, så derfor vil ministeriet ikke sætte faste retningslinjer. Uanset om det så konkret kan føre til chikane til den ene side og nepotisme til den anden side, især i de små landkommuner, hvor alle kender alle.

Måske er der slet ikke tale om korruption i nogen af de konkrete tilfælde. Men muligheden er der. Man giver en kontormand i skattevæsenet, der måske har gennemgået et mindre kursus, en magt som Caligula og kalder det nærdemokrati.

Men faste bestemmelser - det ville jo være lighed for loven, og det kan en socialdemokratisk regering selvfølgelig ikke forestille sig.

Men så kunne man måske forestille sig en særlov. Når man kan lave en lov om negativ særbehandling af Tvindskolerne, kunne man vel også lave en lov om positiv særbehandling af forfatterne? Man kunne for eksempel lave en regel om, at forfattere selv kan bestemme, om de vil klassificeres som lønmodtagere eller selvstændige. Eller endnu bedre: Når nu biblioteksafgiften alligevel ikke må være en afgift, vi har krav på, men skal opfattes som kulturstøtte, som Folketinget efter forgodtbefindende kan skære ned på eller fjerne helt - så kunne man i det mindste betragte den som en hædersgave, der ikke skal betales AMA af. Og måske sige, at den skal beskattes lige så lempeligt som en tipsgevinst. Nobelprisen er endda helt skattefri, men den er der jo heller ikke så mange, der får.

Det nuværende lotterisystem fører desværre også til, at mange forfattere dukker sig og tier. Hvis man protesterer mod uretfærdig behandling, får man at vide af sine kolleger, at man hellere skal holde sin mund. For tænk hvis man ikke selv fik noget ud af protesten, mens de, der har klaret frisag, fik trukket deres forhold frem i lyset? Det udlægges sådan, at det er usolidarisk at forlange lige vilkår. De, der ved held, korruption eller tilfældighed har fået bedre betingelser, skal have lov til at sidde og hygge sig, mens de uheldige må finde sig i at blive slagtet.

Vi skal lære at krybe for magthaverne, godte os, hvis vi bliver begunstiget, dukke os, hvis vi får tæsk, og se den anden vej, hvis det er andre, der får tævene. Og det kalder vi så for solidaritet.

(5. august 1998)

     Camre
 
 
 
 

Mogens Camre, der bor på Avenue des Biches i den belgiske by Kraainem, en adresse der kan oversættes med Svinehundens Allé, udsender for tiden en stadig strøm af formaninger om at stå "vagt om den danske kulturarv" og afvise alle fremmede civilisationer.

Flygtninge i Danmark, der kommer fra lande med islamisk kultur, bør afvises, fordi den islamiske kultur er menneskefjendsk og aldrig har frembragt det liberale demokrati, der efter socialdemokraten Camres mening er historiens mål og mening.

Hans udfald har en så skinger tone, at selv Kjeld Flarup Christensen, der er folketingskandidat for Fremskridtspartiet, har taget til genmæle i Jyllands-Posten. "Jeg synes, at Mogens Camre går lidt over gevind, når han afviser fremmede kulturer så bastant", skriver fremskridtsmanden. Men synspunkter, der er for rabiate til Liste Z, er desværre velkomne i det særdeles bredtfavnende socialdemokrati.

Camre nævner som eksempel på de fremmede kulturers lave stade, at folk i fremmede lande får så mange børn.

Mogens Camre har seks børn med to koner.

Til en påstand om, at den vestlige civilisation også har frembragt uheldige regimer som det stalinistiske, svarer Mogens Camre i Jyllands-Posten 2.7., at russerne er heller ikke rigtige euruopæere, for de tilhører den ortodokse kulturkreds.

Mogens Camre forklarer ikke nærmere, hvilken kulturkreds tyskerne så tilhører.

Hvis fremmede i Danmark skal assimileres totalt, hvis de af sær nåde får lov til at blive, og i øvrigt udvises, hvis de kommer fra en mindreværdig kultur, må det samme gælde fremmede i Belgien.

Mogens Camre, der lever som u-assimileret fremmedarbejder i Belgien, bør således opgive de privilegier, han har som medlem af EU's nomenklatura og tilegne sig flamsk sprog og kultur. Men det er tvivlsomt, om han bør have lov til at blive, selv efter ihærdigt kursus i pommes frites-spisning og træskovals, for Mogens Niels Juel Camre (det hedder han faktisk) kommer fra en krigerisk kultur, der er kendt for at voldtage nonner og brænde byer af. Tænk bare på, hvordan Camres forfædre plyndrede Lindisfarne i 793.

Altså bør Camre straks sendes tilbage til Dannmark, eventuelt i en lukket trækasse. Spørgsmålet er bare, om vi har lov til at erklære ham for uønsket returgods og nægte modtagelsen.

(8. juli 1998)

I 1920'erne indlagde danskeren Johannes Schmidt sig evig hæder ved at kortlægge ålens vandringer fra ynglepladserne i Sargassohavet til de europæiske floder og åer.

Derimod er saksenes vandringer stadig ukortlagte, og en blankpudset Nobelpris ligger i en polstret konvolut i Stockholm og venter på den, der kan løse dette mysterium.

Den almindelige europæiske papirsaks (Scissorus papyrus europæus) er et meget sky væsen. Når et menneske har brug for en saks, kan denne aldrig findes.

Uanset hvor mange sakse, man indkøber, kryber de alle sammen i skjul efter kort tids forløb. Selv om man ved, man har fjorten sakse i alle størrelser fra brodersakse over trancher- til havesakse, er de sporløst forsvundet, lige meget hvor grundigt man gennemleder huset fra kælder til kvist.

Saksene har tilsyneladende en form for telepatisk radar, for det er kun, når man har brug for dem, de er væk. Hvis man ikke har brug for dem, finder man tit store mængder sakse filtret ind i hinanden den nederste køkkenskuffe.

Dette mysterium har længe været en gåde for videnskaben, og jeg skal ikke bryste mig af at have løst det, men der er dog enkelte træk ved saksenes adfærd, jeg synes, jeg kan kaste et vist lys over.

Jeg har iagttaget, at saksen er et udpræget nat- og flokdyr. Ved at lægge mig på alle fire og udstøde kaldelyde for mindre isenkram, har jeg konstateret at saksene ofte tilbringer dagene hengemt under et bord eller en radiator, men så snart husets beboere er gået i seng, kravler saksene frem, opsøger deres fæller og hengiver sig til unævnelige orgier i de underste køkkenskuffer.

Disse excesser udmatter i den grad saksene, at de ofte falder I søvn filtret ind i hinanden, og derfor ikke når at komme tilbage til deres reder inden morgenen gryr.

Selv om saksenes vandringer således må siges at være belyst i hovedtrækkene, er der stadig adskillige dunkle punkter, da ingen endnu har set en saks i bevægelse. Muligvis bevæger de sig i ryk så hastige, at det menneskelige øje ikke kan følge med.

Et andet mysterium er, hvorledes de alle sammen kan forsvinde op af de køkkenskuffer, hvor de ligger idvale, så snart man har brug for dem og leder efter dem. De må have hemmelige flugtveje, der kun benyttes, når de med deres radar opfatter, at de skal bruges til klipning.

Hvorfor saksene nærer en sådan antipati mod at blive brugt til at klippe, er ligeledes en gåde, der venter på sin opklaring. Det er muligt, at de raspende bevægelser mod papir irriterer deres følsomme inderlår, især efter et natligt skuffeorgie.

Ved ihærdig samordnet indsats fra de europæiske institutter for redskabspsykologi og med rundhåndet støtte fra diverse EU-fonde, vil sakseproblemet sandsynligvis kunne løses inden for en overskuelig årrække, hvorefter forskerne kan gå i gang med de beslægtede problemer, om der i afløbet under alle vaskemaskiner bor en étbenet sokketyv og hvorledes ubrugelige nøgler til forlængst nedrevne havehuse formerer sig i ens nøgleknippe og som gøgeunger kaster de endnu brugbare nøgler ud af knippet.
 
 
 

(6. april 1998)

Der findes en lidelse, der hedder bitemporal heteronym hemianopsi eller kikkertsyn. Hvis man bliver ramt af den, bliver ens synsfelt indskrænket til et rør eller en tunnel, så man kun kan se et lille udsnit af virkeligheden ad gangen.Noget kunne tyde på, at vi her står over for halvfemsernes folkesygdom. Det kan for eksempel betragtes som et symptom på epidemisk hemianopsi, at et flertal af den amerikanske befolkning er ude af stand til at se, at samtlige præsidenter siden George Washington har løjet så vandet drev om afgørende inden- og udenrigspolitiske spørgsmål, samtidig med at de stirrer sammenbidt gennem kikkertrøret på Bill Clintons tissemand og mener, at manden bør afsættes som præsident, hvis han lyver over for uvedkommende om, hvor han har anbragt eller har tænkt sig at anbringe bemeldte organ.

I svære tilfælde er hemianopsi en overordentlig invaliderende lidelse, men det er dog en trøst, at de hårdest angrebne kan påregne varig ansættelse inden for Skattevæsenet og Toldetaten.

På landets ligningsmyndigheder sidder skarer af hemianoptiske embedsmænd, der ikke kan få øje på selskabstømmere, der lænser statskassen for milliarder, samtidig med at de nidkært opmåler afstanden fra fru Jensens bopæl til hendes arbejdsplads for at se, om hun er berettiget til befordringsfradrag, hvis hun står af ved det ene eller det andet busstoppested.

Inden for Toldetaten har man folk, der ikke kan se diverse vognmænds og speditørers virkelig kreative udfoldelser. For at tage et eksempel fra det sydlige udland kom det for nogle år siden frem, at Vatikanstaten importerede så store mængder smør, at hver af de 1.054 munke, nonner og kardinaler, der bor i staten, kunne støbes ind i en massiv blok smør på størrelse med et mindre parcelhus. Jo, for Vatikanstaten er ikke medlem af EU, så derfor får de italienske smøreksportører eksportstøtte når de eksporterer til dette udland, og så kan man jo altid hente smørret igen på den anden side af Peterskirken. Denne politik kunne det italienske toldvæsen tilsyneladende ikke se noget mærkeligt ved.

Noget andet er, når vi kommer ned i småtingsafdelingen. Her kan toldernes kikkertsyn fejre enestående triumfer. Og de allerhårdest belastede bliver sat til at behandle pakker til mig.

For nylig holdt Internet-butikken Music Boulevard udsalg. Det var en glimrende anledning til at supplere samlingen op for 6,29 dollars pr. cd. Troede jeg.

Altså bestilte jeg syv styks og bad dem sende dem til mig. Jeg betalte med mit VISA kort. Det skulle man jo tro var forholdsvis enkelt.

Men nej. I stedet for at udbringe pakken, overdrog postbudet mig et anbefalet brev fra Post Danmark. Heri fandt jeg oplysning om, at der var kommet en pakke til mig fra Amerika. Jeg skulle sende mit importør-nummer, og hvis jeg ikke havde sådan et, en faktura.

Da jeg ikke havde nogen af delene, skrev jeg på formularen, hvad cd’erne kostede, og sendte den tilbage.

Der hengik nogle dage. Men så ringede en tolder til mig og fortalte, at pakken ikke kunne udleveres, før man fik en rigtig faktura. Man kunne ikke acceptere min oplysning om pladernes pris.

Desuden havde jeg ikke anført, hvad jeg havde betalt i porto for pakken. Manden havde netop færdigbehandlet en pakke fra Music Boulevard til en anden kunde, og her fremgik det, at der var betalt 10 dollars i porto.
 

- Nå, men så skriv ti dollars, sagde jeg.

Nej. Det kunne slet ikke lade sig gøre. For tolderen stod til ansvar over for toldrevisionen, så han kunne så sandelig ikke bare skrive sådan et beløb på slump. Tænk hvis det virkelige tal nu var 12 dollars.

Tja. Så ville statskassen blive snydt for tre kroner og femoghalvfjerds, hvilket er det samme, som man forlangte, jeg skulle bruge i porto for at indsende blanketten og en syvendedel af hvad det havde kostet samme Toldetat at sende et anbefalet brev til mig om sagen.

Men sådan kunne man ikke se på det. Jeg måtte fremskaffe en faktura, eller cd’erne blev sendt tilbage til Woodland i Californien.

Der står vi så for øjeblikket. Jeg har sendt et e-mail, jeg fik fra Music Boulevard med bekræftelse af bestillingen. Men jeg regner med en fornyet opringning fra Toldvæsenet, der formodentlig vil forlange underskrifter og laksegl, en edsvoren erklæring fra Music Boulevards direktør og en udtalelse om de juridiske aspekter af sagen fra den amerikanske Højesteret.

Måske vil man nedsætte en udvalg, der gennemgår sagens forskellige punkter og underpunkter. Og så må jeg vente på en betænkning.

Men hvad. I betragtning af, at det tog fyrre år at udlevere de islandske håndskrifter, har jeg vel ikke noget at beklage mig over.

(29. januar 1998)

    En succeshistorie

Balzac og Dickens skrev romaner. Det gør Michael Larsen ikke. Han ville formodentlig synes, det var alt for bart - som at spise franskbrød uden rejer på. Michael Larsen skriver succesromaner - eller rettere internationale succesromaner. Han har foreløbig skrevet tre af dem, og hvis du ikke har læst dem, gør det heller ikke så meget. For de er ikke beregnet til at blive læst. Meningen med dem er, at de skal omtales.

Michael Larsen har en fortid som journalist - eller rettere succesjournalist - på BT. Det er formodentlig der, han lærte, at det er meget godt, hvis en forfatter kan skrive, og det gør da heller ikke noget, hvis han har noget på hjerte, bare man ikke kan se det, men det vigtigste er trods alt, at han kan etablere et netværk af kontakter.

Michael Larsens første succesroman hed "Med livet i hælene". Den blev lanceret som stand-up-roman, og er fuld af den slags vittigheder, Caspersen med de firkantede briller ville elske.

Den næste hed "Uden sikker viden", og det var her succeshistorien blev til en international succeshistorie. Det er meget almindeligt, at forlagene prøver at få noget i aviserne om de bøger, de udsender, men i Michael Larsens tilfælde erklærede forlaget offentligt, at de ikke behøvede gøre sig nogen anstrengelser. Michael Larsen ordnede selv det hele.

Bogen handler om en succesjournalist, der hedder Molberg. Hans forlovede er myrdet, og så vil han gerne finde morderen, men i stedet får han sværere og sværere ved at finde sig selv.

Den fik rigtig pæne anmeldelser, men så begyndte der at dukke utallige notitser op i aviserne om modtagelsen ude i den store verden.

I lange perioder gik der ikke en dag uden meddelelser om Michael Larsens ufattelige sejrsgang over hele planeten. Så var der et forlag i Litauen, der havde lovet at kigge på den engang ved lejlighed, så var der en gal mand i Marokko der ville lave den om til vandpantomime, og så var der et patagonsk filmselskab, der kunne tænke sig at hyre Jack Nicholson til at spille hovedrollen i den planlagte succesfilm. Det blev stort set ved planerne og overvejelserne, men det gør heller ikke noget. For hver gang et forlag havde sagt pænt nej tak, kunne der komme en notits om, at et nyt forlag havde den under overvejelse.
 
 

Med tiden udkom endda nogle oversættelser af værket. Man finder ikke bogen i stativerne i de internationale lufthavne og der er forbavsende stille om Larsens navn i litterære kredse rundt omkring i verden, men de har store stabler af oversættelserne liggende inde på Litteratur Informationscentret, så det er næsten lige så godt.

Nu er så opus tre udkommet, "Slangen i Sydney". Den handler om en kvindelig naturforsker, der hedder Smilla - eller noget i den retning - og er skrap, men alligevel blød bag den skrappe facade. Når romanen ikke farer afsted for at være succesroman, fortæller den om en del emner, der ikke har så meget med handlingen at gøre, men viser at forfatteren har læst en masse numre af "Illustreret Videnskab" og "Fysik for alle" og kan skrive af efter dem. Nu var sne jo taget, men så blader man bare lidt tilbage i encyklopædien, og slanger er også meget gode at bruge. Den fik ikke ret gode anmeldelser, men det betyder heller ikke noget. Succes har selvfølgelig ikke et klap med kvalitet at gøre. En succesudsendelse i fjernsynet er en, der bliver set af en hulens masse mennesker, uanset hvor debil den så er. En succesjournalist er en journalist, der skriver for en meget stor og bred og flad læserskare. Og en succesroman er en roman, der bliver solgt meget, eller i hvert fald omtalt meget. Og er der ikke andre, der omtaler den, er det også godt nok, hvis forfatteren omtaler den selv - bare han kan få vennerne til at trykke sin omtale alle vegne.

I forbindelse med udgivelsen af "Slangen i Sydney" blev forfatteren da også interviewet af alle sine gamle kolleger, og på Bogmessen i Forum var Michael Larsen ikke til at komme udenom. Så sad han på scenen, så signerede han bøger og så blev han anbragt på en stol og udstillet for offentligheden. Der er fremstillet særlige Michael Larsen-bogmærker, som man får stukket ud, uanset om man køber Kraks kort eller Salmebog for Hus og Hjem. Der hænges Michael Larsen-plakater op og dekoreres med Larsen-guirlander. Snart kommer et fikst armbåndsur med Michael Larsen som Mickey Mouse og en gummi-Larsen som bidedyr for de mindste. Og videre kører mediemaskinen. Slangen er under ovevejelse af forlag fra Harparanda til Ushuaia, film- og teaterfolk trænges på den larsenske græsplæne, så man må sætte hegn om dem, og det uruguayanske fjernsyn har planer om en mini-serie for døvstumme baseret på romanen. Det er symptomatisk, at ingen af de utallige notiser, Michael Larsen spyr ud i pressen, handler om, at bogen er god eller tankevækkende eller underholdende. Det eneste, der betyder noget, er udbredelsen. Æd lort, halvtreds millioner fluer kan ikke tage fejl.

Det virker sikkert. "Den må jeg have. Den har været så omtalt."
 
 

Succesmøllen maler. Og bogen bliver til et biprodukt. Det er ligesom i Billed Bladets verden, hvor "de kendte" udelukkende er kendte for at være kendte,. Ikke for det de laver eller ikke laver.
 
 

Men hvorfor så ikke spare træmassen og tryksværten og springe bogen over? Michael Larsen kan blive den første post-postmodernistiske succesforfatter i verden, den første der koncentrerer sig om sin uadadvendte rolle med interviews, talkshows og optræden ved markeder og fugleskydninger, og som ikke skriver andet end pressemeddelelser om sin succes. Det er da et oeuvre, der vil noget: M. Larsens Samlede Selvros.

(5. december 1997)
 
 

    Jytte Hilden får Nobelprisen i kemi

Alle husker, hvordan Jytte Hilden cyklede til Paris som kulturminister og erobrede sejrsskamlen sammen med Bjarne Riis. Hun puffede cykelrytterens kone og børn ned, lagde armen om ham og smilede til fotograferne. Alle husker de utallige litterære priser, Jytte Hilden dels betalte af sin egen lomme , dels tilsyneladernde modtog for sin litterære indsats - at dømme efter hendes taler og de talrige fotografier.

Alle husker, hvordan hun hædrede en sagesløs pressefotograf ved først at sige, at hun var glad for, at fotografen var sådan en blond, nordisk pige, og derefter udtale, at hun måtte være en virkelig god fotograf, for hun havde taget mange billeder af Jytte Hilden.

Alle husker Jytte Hildens snakkeklub for yngre litterater, som hun opfordrede til at kalde sig Yoyo Jytte.

Så røg hun over i Forskningsministeriet, og man troede hun var kommet uden for blitzlysene.

Men det varede kun, til en dansk forsker fik Nobelprisen i kemi.

TV-Avisen præsenterede Jens Christian Skou, der viste sig at være en venlig og beskeden gammel mand, der sagde at han ikke havde forsket for at få priser, men for at lære noget mere.

Men så kom vi til aftenens egentlige hovedperson - forskningsminister Jytte Hilden. Alle de små proptrækkerkrøller strittede lige i vejret ved tanken om, at hun nu endelig havde fået den Nobelpris, hun så rigeligt havde fortjent.

Hun meddelte, at hun ville bruge hele natten på at tænke over, hvordan hun bedst skulle fejre begivenheden, som hun uvist af hvilken grund sammenlignede med Utzons operabygning i Sydney.

Man kan se det for sig. Skou åbner døren i Risskov, og Jytte står ude på måtten med en skok pressefotografer i snor.

Inden den arme mand kan presse døren i, kanter hun sig ind som en støvsugeragent og trænger ham op mod væggen. Hun slynger begge arme om ham, mens han stirrer rædsesslagen - som en kanin der er ved at blive ædt af en boa constrictor.

- Nu må I godt fotografere os, siger Jytte Hilden så og trykker et smaskkys på Skous grå hår, mens hun klemmer ham ud af facon.

Og så slæber hun ham med til festivitas og taler for, af og om Hilden, mens manden brændende ønsker, han var blevet bagermester i stedet for kemiker.

Man kan med gru se frem til Nobelfesten i Stockholm, hvor Jytte Hilden sikkert vil dikke Carl Gustaf under hagen og smile til alle fotograferne med det særlige Hilden-smil, der ser ud som om hun har ædt en skefuld alun.

Det eneste, man kan gøre, er at skynde sig at udnævne hende til direktør for den kongelige Afstøbningssamling. Men så varer det vel heller ikke længe, før hun har fået snoet sig ind i Laokoongruppen og hyler, til fotograferne forbarmer sig over hende.

(16. oktober 1997)

Tænk hvor tomt og indholdsløst livet var, dengang man ikke havde en computer. Endeløse sommerdage lå foran en, og man måtte finde ud af, om man ville til stranden eller plukke hindbær eller bare flyde ud i en liggestol med en god bog.

Den slags problemer har man ikke med en computer. Den kræver mere opmærksomhed end en tamagotchi eller en hundehvalp. Og hvis man ikke tager sig af den fra morgen til aften, bliver den urimelig og laver underlige ting.

Mit eget dyr af slagsen er en Dell Pentium 133, og ikke et ondt ord om den. Da jeg købte den for små to år siden, var den ikke bare et flagskib, men også en frontløber, og den kan jo ikke gøre for, at de andre har vokset den over skulderen i mellemtiden, så den nu virker som en kær lille antikvitet.

Jeg havde et faxprogram, men det havde jeg pillet ud, fordi jeg ustandselig blev bombarderet med meddelelser om, at der heller ikke i dag var nogen fax til mig. Og desuden synes jeg, fax som teknologi betragtet er på omgangshøjde med runestenene. Hvorfor proppe papir i en sprække, når man kan sende e-mail med attachment?

Men så forleden skulle jeg skrive til en, jeg havde skrevet til mange gange før, og denne gang fik jeg alle mine breve tilbage i hovedet. Hans provider var gået fallit, så han var død netdøden. Og så ville jeg nu så faxe et brev til ham.

Altså satte jeg min CD ROM med Windows 95 i for lige at geninstallere det manglende faxprogram. Og så gik det næste halvandet døgn med det.

De første fem gange blev jeg midtvejs mødt af noget, der kaldte sig en "fatal exception", hvilket lyder som en Hollywood-film, men bare er en dum melding på en blå skærm.

Nå, men så installerede jeg da fra DOS, tænkte jeg. Det kunne være det gik lettere. Og det gik også så let, at jeg burde være blevet mistroisk.

For da alt var på plads, tonede skærmen frem i 16 farver og en opløsning for nærsynede på rundt regnet 400 x 300. Jamen, så måtte jeg da bede computeren finde min display adaptor.

Det kunne den ikke, og nu den var i gang, kunne den også fortælle mig, at den hverken kunne finde min skærm, min scanner eller min SCSI adaptor. Plug and pray for alle pengene.

Jeg gik ind i Control Panel, men på grund af skærmopløsningen var de enkelte skærmbilleder så store, at jeg ikke kunne komme til de nederste knapper, hvor jeg skulle trykke for at ændre noget. Jeg prøvede med Move i øverste hjørne, men kunne kun rokke lidt på giganterne.

På et tidspunkt kunne jeg så slet ikke komme ind i Windows i andet end Safe Mode. Det udmærker sig ved, at man ikke kan bruge CD ROM-drevet, så man kan få gjort noget ved sagen.

Jeg tænkte på at geninstallere hele molevitten fra det backup-bånd, jeg så forsynligt havde taget. Men da jeg ville lave backup fra DOS, meddelte programmet mig, at mit backup var til Windows. Og fra Windows kunne man ikke aktivere programmet i Safe mode.

Den hjælpsomme maskine mente, at miseren kunne skyldes mit installerede QEMM, så det burde jeg deaktivere i config.sys. Hvilket jeg gjorde, uden at det dog hjalp et klap, bortset fra at der nu heller ikke var hukommelse nok til at starte Windows.

Nå, men jeg kunne da også formattere hele harddisken og starte forfra. Troede jeg. For da jeg gik i gang med de forberedelser, der i computerverdenen svarer til at hænge strikken ned fra loftet eller ryste pilleglasset ud i hånden og altså skrev: format C:, svarede den "ukendt kommando". Win 95 kender tilsyneladende ikke til fortrydelsespararaffer.

Jeg har liggende en Win 97, men den kan ikke installeres oven i en Win 95, men kræver en ren harddisk, og sådan en kan man åbenbart ikke få.

På et vist tidspunkt overvejede jeg at hente en hammer og gå amok, men i stedet for gik jeg i seng og sov uroligt et par timer.

Jeg tumlede op af sengen ved firetiden om morgenen med en tanke i hovedet. Styrtede ind til tamagotchien, gik ind i Control Panel og System og opdagede en række ensartede skærmkortfiler. Slettede alle undtagen en og rebootede, og skærmen så nogenlunde normal ud. Til næste gang jeg rebootede. Så meddelte den mig, at der var problemer med mit display og vendte tilbage til de seksten farver og opløsningen for svær myopi.

Da det blev formiddag den anden dag, ringede jeg til Support, hvor jeg fik lov til at høre Ravels Bolero spillet igennem fra ende til anden sådan noget som fjorten gange. Er man ikke tosset i forvejen, er Ravels Bolero i stadig gentagelse det bedst egnede middel til at drive én ud over kanten.

Men en venlig mand i den anden ende kom frem i telefonen, på et tidspunkt hvor knoerne var ved at blive blåhvide af at knuge om knoglen, og fortalte mig, at jeg da bare skulle gøre det modsatte af, hvad maskinen foreslog. Når den sagde, jeg burde beholde en fil, skulle jeg naturligvis svare: Gu' vil jeg ej. Slet den.

Og tænk, så virkede den. Lige bortset fra at computeren ikke længere vil kendes ved min scanner, som den ellers har haft et nært forhold til i atten måneder, og at det faxprogram, det hele startede med, stadig ikke er til at finde.

Udenfor skinner solen vist nok. Og engang imellem kan jeg høre nogle kræ, der muligvis er fugle. De synger, men de har jo heller ingen computere.
 
 

(30. juli 1997)
    Om guldæg og arvesølv

Nogle mennesker tager sig en dram eller en morgenbitter for at kradse op i systemet. Jeg læser Jyllands-Postens lyserøde erhvervssider. De puster galdevejene igennem mere effektivt end noget andet.

Her kan man hver dag læse, hvordan indtægterne ved ærligt arbejde presses i bund, mens aktionærernes arbejdsfrie indtægter stiger med raketfart, så de forgyldte pengejonglører kan grave muldvarpegange gennem pengetankene og kaste mønterne op i luften, så de regner ned i hovedet på dem selv igen. Samfundets nødlidende nægtes hjælp, mens skibsredere og godsejere skal have milliardtilskud. Og da heller ikke det er nok, svindler de med deres EU-støtte og snyder sig fra at betale skat.
 
 

Da Thatcher og Reagan for femten-tyve år siden startede det ideologiske korstog, brugte man flittigt dryppe-billedet. Hvis man lod det regne tilstrækkelig meget på de rige, ville de dryppe lidt af ned på de fattige.

Nu har det så regnet en snes år, og de fattige har ikke fået et dryp, men bliver tværtimod vredet som karklude.
 
 

Thi som det så rigtigt hedder i "Ordsprogenes bog" i Bibelen: "Dødsrige og underverden mættes ikke, menneskets øjne mættes ikke". Giv aktionæren en Mercedes, og han vil have en lystyacht. Giv ham en lystyacht, og han vil have et privat jetfly. Giv ham et Lear jetfly, og han vil have en Concorde.
 
 

En af de krikker, der oftest piskes af stalden under det ideologiske korstog, er myten om staten og privatiseringerne.

Myten går ud på, at det private erhvervsliv er meget bedre til at drive forretning end staten. Derfor bør statsvirksomhederne privatiseres. Det tilføjes ofte, at folk viser meget større initiativ, når de arbejder i private virksomheder, end hvis de arbejder for det offentlige.
 
 

Hvis det nu var sådan, at alle statsvirksomheder var underskudsgivende, var det da pænt af bankerne og de store virksomheder, at de ville overtage dem. En rent filantropisk gerning, der måske kunne ses som et forsøg på at få aflad for deres stadige skatteunddragelser.
 
 

Men sagen er jo den, at der ikke er nogen interesse i at overtage de statsvirksomheder, der vitterlig giver underskud, mens det klør i alle fingre efter at få fat i overskudsforretningerne.
 
 

Der var engang noget, der hed Girokontoret. Det var en afdeling af postvæsenet, der gav milliardoverskud. Pengene gik i statskassen, så derfor kunne vi alle sammen slippe lidt billigere i skat. Og kunderne var godt tilfredse. De fik kontoudtog, hver gang der havde været bevægelse på deres konto, og det skulle de ikke betale noget for. De kunne foretage alle tænkelige ind- og udbetalinger uden at det kostede dem noget, og så fik de endda en ganske god rente af deres indestående.
 
 

Men det passede jo ikke ind i privatiseringsmønsteret. Derfor slagtede man gåsen, der gav guldæg ved at sælge til Bikuben. Nu skal der først og fremmest skrabes penge sammen til aktionærerne. Udbyttet går i private lommer, og det bliver alle vi andre fattigere af. Aktionærernes grådighed kender ingen grænser, så derfor får man nu kun kontoudtog hver fjortende dag, og der skal betales gebyr for alting, samtidig med at renten er skrabet helt ind til benet.
 
 

Der er en lang række andre statsvirksomheder, der giver overskud, og Jyllands-Posten fortæller frejdigt, at netop derfor er de oplagte muligheder for privatisering. Staten vil få en del penge i kassen ved salget, fortæller man.
 
 

Det minder lidt om at tisse i bukserne for at få varmen. Hvis jeg byggede min private økonomi på at sælge møbler og husgeråd, ville man ikke mene, jeg opførte mig ret økonomisk. Hvis jeg havde en lille butik, der gav mig til dagen og vejen, skulle jeg være mere end almindelig tåbelig, hvis jeg solgte den og brugte pengene i en fart.

Men hvorfor skal det, der er galmandsværk for den enkelte, være den højeste nationaløkonomiske visdom for staten?

Jamen, så er der jo også det ved det, at det private erhvervsliv forbedrer effektiviteten og folk arbejder meget mere, når det er noget privat, end når det er noget offentligt, siger man.

Det er en sandhed med modifikationer. Selvfølgelig kan et privat firma sætte effektiviteten op, hvis man afskaffer alle andre hensyn, men hvad koster det så i det lange løb, og hvem skal betale?

Hvis et rengøringsfirma privatiseres og kræver det dobbelte arbejde af de ansatte eller fyrer halvdelen af de ansatte og tvinger resten til at arbejde for to, bliver aktionærerne glade. Men hvem skal betale understøttelse til de fyrede og pension til dem, der bliver slidt ned før tiden? Rigtigt gættet, det skal skatteyderne.

Umiddelbart er det ikke indlysende, at postbud Jensen bliver lykkeligere og arbejder bedre og med muntrere sind, hvis postvæsenets overskud ryger ind på en bankkonto i Schweiz end hvis pengene går i den danske statskasse og blandt andet kan sættes af til Jensens folkepension.

Hvis det private postfirma får pisket mere arbejde ud af Jensen, er det fordi det er skrappere til at fyre de ansatte. Hvis man indfører et terrorregime, hvor alle lever i evig angst, kan man på kort sigt få folk til at løbe hurtigere. På lidt længere sigt får man dem selvfølgelig til at bryde sammen, men det kan det private firma være ligeglad med. Der er flere, hvor de kom fra. Det er derfor, erhvervslivet har brug for en såkaldt "strukturarbejdsløshed", der ikke må blive for lav, for så begynder de bare at stille krav, de snøbler.
 
 

Hvis regeringen havde lige så meget forstand på økonomi som en almindelig kioskindehaver, ville den klamre sig til de virksomheder, der giver overskud og ikke drømme om at skille sig af med andet end det, der alligevel ikke giver andet end udgifter.

Som et beskedent forslag til en sådan nyorientering kunne man foreslå, at staten satte sig tungt på bankerne og nationaliserede gasfelterne i Nordsøen. Til gengæld kunne man overveje at privatisere militæret, kongehuset og statskirken.
 
 

(13. juli 1997)

Gud steg ned på Jorden og var iblandt os. Skyerne sprak, og William Jefferson Clinton steg ud af sin helikopter og ned blandt sine trofaste undersåtter, der stod med åben mund og polypper for at få et glimt af verdens hersker.

Det danske politi havde med sædvanlig tjenstvillighed ryddet gaderne for folk og fæ og efter gammel skik overopfyldt den herskende magts ønsker ved at sørge for, at ikke så meget som en enkelt forkølet demonstrant kunne få lov til at stille sig op foran den amerikanske ambassade og vifte med et lille skilt. Ikke fordi det kunne forstyrre Clinton, der alligevel ikke skulle til Dag Hammarskjölds allé, men fordi der ikke måtte slås selv det mindste skår i underdanigheden.

Her var han så, og han så ud som alt andet end verdens herre. Faktisk lignede han en lille genert tullefryns. En otteogtresser, der som ung var glad for jazzmusik og hash og for at bolle med så mange damer som muligt, men som drevet af sin egen - og måske ikke mindst sin kones - ærgerrighed havnede på det ovale kontor med fingeren på den lille røde knap, de fleste har glemt, men som faktisk stadig er der.

Hvis der er to lande, der går hånd i hånd, er det Danmark og USA. Vores egen lille Hækkerup bliver klappet på håret af amerikanerne i tide og utide og omtalt som deres bedste mand i NATO, og vores opgave i EU er tilsyneladende først og fremmest at tale for de amerikanske interesser i Europa. Hver gang, vi så får held med os, og amerikanerne smider en karamel til os, smiler vi huldsalig. Tænk hvor vi kan. Hør hvor vi gungrer, som musen sagde til elefanten, da de gik sammen over broen.

Næppe noget andet land har arbejdet så ihærdigt for at udviske sit nationale særpræg og rette sig ind efter hver eneste lille modestrømning fra amerikansk side som Danmark. Danske sangere synger på engelsk. Danske filminstruktører arbejder ihærdigt på at skabe amerikanske thrillers i amerikadanske miljøer. Danske forfattere skriver af efter Bukowski eller Coupland eller Bret Easton Ellis.

Og hvad galt er der så ved det? Skal man ikke være åben for strømninger udefra, og kommer de fleste og største af strømningerne måske ikke fra Amerika?

Tja, man kunne jo svare, at den der falder på røven, mister udsynet.

For mit eget vedkommende elsker og hader jeg Amerika. Som syttenårig kom jeg til Milwaukee og gik et år i amerikansk high school. Jeg kom til at elske amerikanernes gæstfrihed og åbenhed. Jeg elsker naturen mange steder i USA. Jeg blev vild og gal med det, der dengang var den nye amerikanske litteratur - Kerouac, Ginsberg, Ferlinghetti. Jeg dyrkede jazzmusikken og fyrrernes film noir.

Men det vigtigste resultat af dette år var, at jeg fik en dyb respekt for og kærlighed til den amerikanske frihedstradition.

Det er bare ikke slaveejernes forfatning eller storkapitalens glubskhed eller socialdarwinismens junglelovsstat, jeg tænker på.

Det er traditionen fra Tom Paine og Abraham Lincoln. Det er de mennesker, der byggede arbejderbevægelsen og det socialistiske parti op for snart hundrede år siden: Big Bill Hayward, Joe Hill og ikke mindst Eugene V. Debs, der svarede på et tilbud om en stor stilling med ordene: "Jeg ønsker at rejse mig med min klasse, ikke fra min klasse".

Det er "Vredens druer" og Dos Passos' "USA", Woody Guthrie, Paul Robeson og Pete Seeger.

Og da den amerikanske regering brændte mennesker med napalm og blev skyldige i folkemord på tre millioner vietnamesere, lød protesten lige højt fra Europa og fra USA selv.

Man har senere hånligt sagt, at Vietnamdemonstranterne i Europa først og fremmest arbejdede for hvide middelklassedrenge i USA, der ikke ønskede at gå i krig.

Det er ærefuldt ikke at ville være medskyldig i mord. Og vi arbejdede først og fremmest for os selv. For vores egen værdighed og selvrespekt. For hvordan skulle man kunne se sig selv i øjnene, hvis man ikke tog afstand fra barbariet?

I dag ser det ud som om frihedstraditionerne er glemt. Vi lever i et samfund, der er så gennemsyret af en totalitær ideologi, at vi knapt nok kan se det. Anonyme bureaukrater og kommissærer bestemmer hen over hovedet på de folkevalgte. Regeringerne bliver sat til vægs af valutaspekulanterne. Verdensbanken og Valutafonden træffer enevældigt beslutninger om verdens folks ve og vel. Folkestyret er blevet en parodi i en grad, så folk i USA ikke engang gider stemme mere.

I den situation er Clinton hverken værre eller bedre end så mange andre. Han er ikke direkte kriminel som Nixon og ikke helt så primitiv i sin tankegang som Reagan. Han har sikkert haft mange gode intentioner. Det er bare ikke rigtig gået op for ham, at ingen folkevalgt regering har noget at skulle sige mere.

Måske tror han selv, at han er "den frie verdens leder". Eller måske ligger han nogle gange vågen om natten og tænker på sin magtesløshed. Verden regeres iklke af politikerne i dag. Og ikke engang af kapitalister med høje hatte. Men af anonyme investorer, skummel korridorpolitik, dukkeførerne, der får markedets usynlige hånd til at bevæge sig, valutaspekulanter og våbenhandlere.

Men velkommen til Danmark, mr. Clinton. Synd og skam, du ikke kan få lov til at gå en tur i byen og more dig.

Det kan godt være, du er en sprællemand uden virkelig magt. Men trøst dig: Sådan bliver det ikke ved med at være.
 
 

De gode gamle amerikanske traditioner for folkeligt oprør ligger måske i dvale, men de skal nok vågne igen engang. På den ene eller den anden måde.
 
 

For som din forgænger i embedet, Abraham Lincoln, så udmærket sagde det: Man kan snyde en del af befolkningen hele tiden eller hele befolkningen en del af tiden, men man kan ikke snyde hele befolkningen hele tiden.
 
 

(12. juli 1997)
 Male overskæg på Mona Lisa

For et par år siden begyndte samtlige danske fjernsynskanaler at klistre et logo på skærmen. Begrundelsen er tilsyneladende, at man anser fjernseerne for så hjernedøde, at de ikke aner, hvad for en kanal, de kigger på, hvis de ikke hele tiden får det at vide.

Hvis man skulle føre logikken en smule videre, kunne man foreslå fjernsynsfabrikanterne at sætte små fikse skilte med ordet "Fjernsyn" på apparaterne, så folk ikke af vanvare kommer til at glo på radiatoren eller køleskabet i stedet for.
 
 

Nu er det ikke altid, et logo på skærmen er lige distraherende. Hvis man har valget mellem at se på Casper og Tæskeholdet eller et ettal, foretrækker jeg ettallet til hver en tid.
 
 

De fleste af de film, de danske fjernsynskanaler vælger at sende, kunne såmænd også klistres til med kuffertmærker alle vegne uden at det gjorde noget videre.
 
 

Men det hænder trods alt, at man viser en film, der har en vis kunstnerisk værdi, og så er det ikke rigtig nogen god idé at smække sit bomærke oven i kunstværket. Det svarer nærmest til at male overskæg på Mona Lisa. Og ikke engang private mæceners kunstmuseer har dog endnu fundet på at sætte deres firmamærker på billederne. Vi har endnu ikke set Botticellis Venus stige op af en Shell-skal eller Cézannes kartoffelspisere få en Pepsi Cola på bordet.
 
 

Da bomærkerne blev indført, var der en del kritik af logo-svineriet, og på det tidspunkt udtalte en af DR-pingerne, at man naturligvis ville gøre en undtagelse, hvis der var tale om særlig lødige film. Hvoraf man kan se, at DR ikke selv mener, de har sendt nogen lødige film siden da.
 
 

Begrundelsen for at male graffiti hen over filmene er tilsyneladende, at sådan gør alle de andre. Det er dog ikke helt tilfældet. For eksempel klarer de engelske Sky-kanaler sig glimrende uden logoer.

Desuden er argumentet ikke overbevisende. Om så samtlige andre passagerer i s-toget sprøjtemaler kupéerne, bør jeg ikke følge trop.
 
 

Og programcheferne skyder sig selv i fødderne. For når de sender programmer, der er totalt identiske med dem på alle de andre kanaler, og der altså ville være en vis logisk grund til at sætte logo på skærmen, undlader man det. Det er selvfølgelig reklameindslagene, jeg taler om.

Endnu har der aldrig været et logo på en reklamefilm.
 
 

Det er tilladt at smøre graffiti ud over Citizen Kane eller Panserkrydseren Potemkin. Men trusseindlæg og vaskepulver skal man kunne betragte med hellig andagt uden forstyrrende elementer.
 
 

Så meget om fjernsynets kulturpolitik.
 
 

 (8.juli 1997)

          Nyborg station

Man skulle tro, det var en forholdsvis enkel opgave at tegne en ny jernbanestation. Til syvende og sidst har man jo en del erfaringer at bygge på - vi har haft jernbaner her i landet siden 1847. Alligevel er det lykkedes DSB at score 13 ud af 13 mulige tåbeligheder ved konstruktionen af den nye station i Nyborg.

1. Når man ankommer til stationen i bus, ville det være en fordel, hvis man blev sat af i nærheden af indgangen til stationen. Det er sjældent, man kører i bus til Nyborg station udelukkende for at beundre bygningen på afstand. I reglen er det ens hensigt at rejse videre. Det forekommer, man medbringer bagage. Den kan undertiden være ret tung, og derfor er det ikke så rart at slæbe den langt.

Men i Nyborg har man anbragt parkeringspladser for privatbiler lige foan stationsbygningen, mens busserne holder i den anden ende af pladsen.

Det er muligt, stationsforstanderen og/eller arkitekten kører i bil til stationen, men det ville være rart, hvis man også tænkte på almindelige vejfarende.

2. Når man skal stå og vente på en bus, er det rart, hvis man kan stå i læ. Det hænder, det regner eller sner i Nyborg. Alligevel har man kun opført et læskur med plads til tre danskere af normalstørrelse eller syv-otte katte (hvis de bliver stablet oven på hinanden).

3. Det kan være en fordel, hvis bussernes ankomst- og afgangstider er nogenlunde koordineret med togtiderne. Dette er ikke tilfældet i Nyborg. Hvis man kommer med toget fra København og skal videre til Svendborg, skal amn vente en lille halv times tid. Den bus, man skal med, står ofte og venter, men selv om chaufføren sidder bag rattet og kigger ud over regnen og de våde passagerer, er der ingen, der får lov til at komme ind til ham, før umiddelbart før afgang. Så kan man nemlig opleve allle de morsomme situationer, hvor en - i reglen kvindelig - passager lige skal udveksle tankegods med chaufføren om alle tænkelige forbindelser i ind- og udland, mens resten af passagererne står dryppende med kufferter i hænderne.

4. Det ville yderligere være en fordel, hvis de gennemgående busser var dem, der kørte længst. I stedet har man det sælsomme system, at personer, der skal til Langeland, skal med den langsomme bus til Svendborg, der stopper ved hver kiosk og benzintank undervejs, mens de der kun skal til Svendborg, kan tage ekspresbussen.

5. Når man endelig kommer frem til stationen, ville det være rart, hvis man kunne købe billet. Men på Nyborg station har man indrettet billetsalget i aviskiosken. Hvis man skal skynde sig, risikerer man at skulle stå i kø bag en hoben børn, der omhyggeligt udvælger syv stykker bændellakrids og fjorten bolsjer enkeltvis - nej, alligevel ikke det sorte, hellere det røde - mens toget til Holstebro afgår imens.

Som en epokegørende nyskabelse indrettede man ganske vist flere uger efter staionens åbning en billetluge. Men den har kun åbent få timer hver dag og slet ikke i weekenderne, hvor de fleste rejser. Og for at almindelige indenlandske rejsende ikke skal tro, de er noget, sælger billetlugen kun billetter til udlandet. Fattigrøve, der holder sig inden for landets grænser, kan værsågod stille sig op i bolsjekøen.

6. Da man kan påregne at bruge lang tid i kiosken, ville det være godt, hvis kiosken havde et vist udvalg af kioskvarer. Men udvalget er tilsyneladende foretaget af en kommissær med fortid i GUM-Moskva. Man finder rundt regnet firs æsker Bogø chokolade, men kun ganske få aviser og et udvalg af tidsskrifter, der er begrænset til Danmarks royale ugeblade og en del pornoblade i charcuteri-stil.

7. På en del andre stationer i ud- og indland har man indført noget, der hedder ventesale. Det er faktisk en ganske udmærket opfindelse. Men på Nyborg station kender man ikke sådan nogen.

8. En del andre steder har man en slags grillbar, cafeteria eller i det mindste et sted, hvor man kan købe et par pølser. Men i Nyborg skal man have mad med hjemmefra.

9. Ude på toilettet stod en lille fyr og græd. Han kunne ikke nå op, og i modsætning til andre steder, har man på Nyborg ikke anbragt nogen kumme i en højde, der passer til mindre drenge.

10. Rullende trapper kender man ikke på Nyborg station. Der er en elevator, men den er anbragt så afsides, at man ikke bliver snydt for glæden ved at slæbe sin bagage et godt stykke vej.

11. På andre stationer har man trillevogne, men de kendes ikke på Nyborg station.

12. Oppe på perronerne er der næsten ingen læskure, så er man ikke blevet våd i forvejen, bliver man det her. Der er sådan noget som fire bænke på hver perron til de hundrede mennesker, der plejer at stå der.

13. Alt dette ville være til at bære, hvis togene så kom og afgik til tiden. Men det er endnu ikke sket.

Alt i alt må man ønske etaten tillykke. Det er godt nok at bygge tunnel og Storebæltsbro. Men lidt ordinært.

I disciplinen Benspænd for Kunder derimod. Dér er DSB helt oppe i verdenseliten ved siden af Indien og Burma.

(6. juli 1997)
 
 
 
 
 
 
 

Copyright ã 1997, 1998, 1999, 2000, 2001, 2002, 2003, 2004, 2005, 2006  Arne Herløv Petersen