Men mens Lewis bevægede sig ind på sit eget indre Rupununi, blev hans makker, Allan Harvey, mere og mere veltalende. Han var mere ekspansiv i væsen og udseende. Favnende og ubarberet og buldrende. Hvis Lewis' hudfarve var som vindtørret tasso, var Allans som pastrami. Sært nok beholdt han en lillebitte rygsæk på hele tiden. Det var den slags, børn bruger i de allermindste klasser, og den sad og så ensom ud midtvejs mellem hans skulderblade. Vi ventede på at di­striktskommis­særen mr. Isaacs skulle blive færdig med et møde, så vi kunne blive præsenteret for de rette for­bindelser og aftale transport ud til in­dianerlandsbyerne. Og da rom af helflasker klokken elleve om for­middagen i tredive graders varme ikke lige var sagen, holdt vi os til tropernes forbandelse, den evige lunkne karamelklistrede cola, som man aldrig ville drømme om at drikke andre steder end der, hvor man absolut ikke kan få andet. Jo mere man drikker af det, jo tørstigere bliver man, så markedet skaber ligesom sig selv.

Var det Danmark vi kom fra? Dejligt land. Danskere var så grundige. Kendte vi nogen på Novo? Nå, ikke. Dejlige mennesker alle sammen.

Nå, så vi sad og ventede på Dwayne fra Dadenawa ranch, sagde Allan. Ja, det var i øvrig hans svoger. Han havde en myresluger, der hed Anita. Fin fyr. Skulle han være i byen i dag? Det havde han da ikke hørt noget om.

Men hvad i alverden lavede vi i øvrig her i Lethem. - Guds røvhul, som han kaldte det.

Vi fortalte, hvordan vi måtte opgive at flyve fra Paramari­bo til Georgetown i Guyana, fordi Air Guyanas fly enten blev helt væk eller omdirigeret til andre destinationer. Derfor var vi kommet kravlende ind ad bagdøren. Vi havde taget med bus ned gennem hele Venezuela og et hjørne af Brasilien og over Takutu-floden ind i Guyana. Nu regnede vi med at flyve op til George­town herfra. Der skulle være to ugentlige forbindelser fra Lethem.

Det lo Allan meget af. Det var godt nok det morsomste, han havde hørt længe. Alle smuglerne - hucksters - i Georgetown tager ned til Lethem og over grænsen til Brasilien og køber ind. Dels almindelige varer, der er knaphed på, dels narkotika. Den anden vej smugler man guld og diamanter ud fra Guyana. Det betyder, at alle fly er overbooked måneder i forvejen. Og selv om man har reserveret plads, bliver man sat af, hvis en huckster kan betale piloten ekstra for at få ens plads. De betaler tusinder af dollars i bestikkelse for at springe over i køen. Skulle der endelig være nogle ledige pladser mellem smuglerne, sætter politiker­ne sig på dem og fordeler dem til deres venner og forbindelser.

Vi kunne såmænd godt komme til Georgetown, fordi vi nu tilfældigvis havde mødt ham. Han havde de rigtige forbindel­ser, så han kunne få sat nogle andre godtroende fjog med pladsreservering af til fordel for os. Men han kunne ikke garan­tere os, vi kunne komme ud af Georgetown igen. Det ville endda ikke gøre så meget, hvis det ikke var fordi vi havde en 60 dages billet hjem. Hvis vi ikke nåede det rigtige fly fra Trinidad til London, måtte vi købe ny billet hele vejen hjem. 

- I må hellere tage tilbage samme vej, I er kommet, sagde Allan. - Det er også sikrere.

Guyana Airway har leaset sit jetfly af en privat millionær­familie i Georgia. Det er af en type, der er forbudt i USA, fordi de har en beklagelig tendens til at falde fra hinanden oppe i luften. Air Guyanas faste pilot er cubaner. Allan havde fløjet med ham engang, og da var piloten så døddrukken, at han ikke kunne stå på benene, men måtte hjælpes ud af cockpittet. I skyndingen havde de glemt at få copilot med. De to stewardesser var ved at falde om af træthed. De og maskinen havde været i gang uafbrudt i atten timer.

Piloten landede flyet som en sæk kartofler der falder ned fra et tårn. Små børn fløj gennem luften i kabinen. Det var et under, at ingen var blevet alvorligt kvæstet.

Vi snakkede om, hvordan mr. Jardine havde været så venlig at veksle penge for os og givet tyve Guyanadollars for en amerikansk. Ja, han tog altid røven på turister, lo Allen. Vi kunne have fået 36 på den anden side af floden. 

Allan lo i det hele taget meget. Spørgsmålet om Guyanas vej til socialismen fik ham også til at le hjerteligt. Ordet sam­fundssystem kunne man nok ikke bruge om Guyana, for det antydede, der var system i sagerne. De havde haft alle sy­stemerne. Demokrati, kommu­nis­me, socialisme, diktatur. Og alt sammen på samme tid, for at det ikke skulle være løgn. Men nu var situationen så småt ved at blive forbedret. De var ved at åbne for de udenlandske investeringer. Og den nye regering havde gjort noget for at bekæmpe den stærkt stigende krimina­li­tet. Mordere fik knoppen af. 

Sådan, sagde han og huggede ud med hånden. Sådan skulle det være. Det var det eneste, de havde respekt for.

Indianerne var så dovne, fortalte han videre. De gider ikke noget. De gider overhovedet ikke dyrke jorden ordentligt. Det eneste, de tænker på, er at æde og drikke og bolle. De planter bare et par kassavaplanter, og så lægger de sig i hængekøjen. Og de sviner til alle vegne, så det er en gru. Traditionelt har de fisket ved at hælde plantegift ud i floden og samle fiskene op, når de flyder rundt med bugen i vejret. Da de opdagede, hvad man kunne med DDT, blev de ellevilde af lykke. De hælder kilovis af det ud i floderne, og det får så sandelig alle fisk til at vende bugen i vejret, så det er en lyst. De brænder også DDT af for at holde utøj væk. De sætter ild til savannen ustandselig. Allan mente, det bare fordi de kunne lide at se det brænde, selv om de ganske vist påstår, det holder insekterne nede.

- Hvis man ansætter en indianer på en ranch, dukker han nok op og æder. Men så forsvinder han efter en dag og drikker sig fuld, og to måneder efter kommer han måske tilbage og tror, han har stillingen endnu, sagde Allan.

Jeg sagde noget om, at det ikke kun var indianerne, der havde en noget letsindig omgang med giftstoffer. Vi havde læst i avisen på Trinidad, at den nye regering, som Allan var så begejstret for, havde aftalt at importere tyve millioner liter kemisk affald, opløsningsmidler og forurenet smøreolie årligt fra USA. Det lunede så godt på betalings­balancen, for amerika­nerne ville give en formue for at slippe af med skidtet. Og så lunede det endnu mere, når man brændte det hele af og brugte varmen til el-fremstilling. Greenpeace og de guyanske op­positionspartier havde protesteret og sagt, det var alt for farligt for miljøet. Det ville give udslip af bly og arsenik. Men handelen var gået igennem alligevel. Det havde Allan ikke hørt om. Den guyanske presse er - skal vi kalde det "taktfuld" - i sin behandling af regeringens politik.

Men det undrede ham ikke. Han var overbevist om, at menneske­heden var i fuld gang med et orgie af selvdestruktion,.Bare se på Amazonas. "They are slashing down left, right and center". Og alt stinker af forurening. Fiskene er forsvundet fra floderne. For nylig havde de fundet ud af, at alle rørene fra vandtankene i Lethem var af bly, så det var et under, de ikke var blevet rablende sindssyge alle sammen.

Men det var de måske også. Skål.

Selv klarede han sig fint. Han startede som cowboy - vaquero - hernede, men så tog han magistergrad i biokemi og blev ansat af en canadisk filial af Novo. Der havde han så engang foreslået, man lavede insulin ved gensplejsning af gærceller. Det var ikke fordi han kunne gøre det selv. Han havde ikke nogen doktorgrad, så det var nærmest sådan en strøtanke. Men forslaget var godt nok, og de grundige og dygtige folk på Novo havde gjort det til virkelighed. Nu kunne man få et kilo insulin ud af et kilo gær, hvor der før skulle tonsvis af dyrekirtler til.

Novo havde vist sin taknemmelighed ved at give Allan en halv million amerikanske dollars, så det havde sat ham i stand til at gå på pension som femogtrediveårig, hvad han altid havde drømt om.

Nu delte han sin tid mellem Lethem, "et lille sted" på St. Lucia og Toronto, hvor han havde en lejlighed. Han havde skrevet digte til sin kone, "dengang han var forelsket i hende." Nu havde han planer om at indrette Lethems bedste diskotek med tilhørende kineserrestaurant.