Åndernes land

Ambositra, Madagascar
1993

Åndernes hus, sagde vi til hinanden, da vi blev sat af ved det kæm­pestore, røde murstenshus i Ambositra - en by i Madaga­scars centrale højland, et par hundrede kilometer syd for hovedstaden.
 

Léa var min tolk, første gang jeg var i Madagascar for atten år siden. Vi havde holdt forbindelsen ved lige, og nu var vi inviteret til at bo hos hende og familien. Léa underviser i engelsk på byens gym­nasium. Hendes mand, Doda, studerede madagaskisk sprog og littera­tur, men da hans far døde, overtog han faderens billedskærerværk­sted.
 

Hvert andet menneske i Ambositra er billedskærer. Dodas far var en af de mest berømte af dem. Han havde nogle af sine ting med på udstillinger i Frankrig, hvor de vandt diplom og guldmedalje. Da han levede, var der butik og stort værksted i huset, hvor søskende og fætre og nevøer arbejdede. Så det sagde sig selv, at Doda ikke bare kunne blive adjunkt i sprog og litteratur. For hvad skulle der så blive af familien? Derfor måtte Doda gå i gang som billedskærer, og det er han også blevet dygtig til. Butikken er nedlagt, men fætre og halvfætre arbejder stadig på værkstedet, og nogle af dem bor også i huset med deres familie, sammen med barnepigen og et ukendt antal fjernere slægtninge, der principielt er på gennemrejse, men undertiden bliver hængende i længere perioder.
 

På værkstedet laver de billeder, skrin, rammer og skabe. Alting bliver lavet som puslespil af forskellige træsorter. Man bruger aldrig lak eller maling, men træ i mange forskellige naturfarver fra hvidt over gult, rødt, grønligt, lyse- og mørkebrunt til sort. Et billede af en lemur eller en kvinde, der planter ris, kan være limet sammen af hundreder af små træstumper. Det er et enormt tålmodighedsarbejde, og der ligger mange timers arbejde i en lille æske til 4.000 francs malgaches - eller tolv kroner og halvfjerds øre i danske penge. Et stort rundt spisebord med et detaljeret natursceneri indlagt i pladen koster 618 kroner.
 

Huset er en stor og rungende kasse. Man går op ad et par trin til verandaen med tre portaler ud mod gården. Døren er som porten på en middelalderborg og lukkes med en slå, der er en hel træstamme, man skyder for hver aften. I stadsstuen til venstre for entreen står et skab, Dodas far har lavet, og hans diplomer hænger i fint udskårne rammer på væggene. En mørk og knirkende trappe fører op til første sal, hvor køkkenet ligger med trækulskomfur, og der er masser af værelser, hvoraf en del nu står tomme. Fra verandaen deroppe kan man se ud over byen, de irgrønne rismarker og blå bjerge. Vi fik et værelse for os selv, og det eneste lille minus ved arrangementet var, at hele kolonier af lopper tilsyneladende havde ventet i årevis på at sætte tænderne i saftige europæere. Så vi blev bulede som æbleskivepander, men det er den slags, der hører med til rejselivets glæder. Vores værter var meget bekymrede for, hvad vi ville sige til, at der ikke var indlagt toilet i huset og stillede betænksomt en gul plasticspand frem. Det var der nu ingen grund til, for der var ligefrem stemningsfuldt på gård­lokummet med udsigt over tropisk vegetation og interessant dyreliv. Af hensyn til maskinerne på værkstedet er der indlagt elektricitet i huset, og det er lidt af et særsyn i Ambositra. I de fleste huse bruger man olielamper, der er billigere i drift end stearinlys. Familien har endda et lille sort-hvidt fjernsyn, der ganske vist ikke viser andet end flimmer, når der er tordenvejr inden for nogle snese kilometers omkreds. Og det er der i reglen. Installationerne ville give en dansk elektriker krampegråd. Nøgne ledninger er snoet, viklet og splejset i de særeste knob, og at skifte en pære er farligere end at stikke en hånd i gabet på en krokodille. 
 

Efter madagaskisk målestok hører Léa og Doda til middelklas­sen. Léa tjener 635 kroner om måneden som gymnasielærer. De har tre børn på ni, fem og halvandet år, så det er nødvendigt for dem at have en pige til at passe børnene, mens Léa er på arbejde. Vuggestue og børnehave er der ikke noget, der hedder. Værkstedet kan løbe rundt, men det giver sjældent det store overskud, for der er mange, der skal forsørges af det. Det hjælper lidt på økonomien, at familien har en indhegnet køkkenhave med squash, bønner, tomater, kål og salat.
 

På Madagascar er man altid sammen med familien. Da Léa fødte sine to første børn, troppede alle slægtens kvinder op og anbragte sig rundt om hende. De snakkede og spiste og så fjernsyn, mens hun lå der og kæmpede sig gennem smerterne. Alle mænd i familien samledes i et andet lokale og drak sig fulde i den lokale rom. Det ville hun ikke stå model til en gang til, så da hun fødte barn nummer tre flygtede hun hjem til sine forældre.
 

Ved dødsfald møder hele familien også op. Dodas kusines mand døde, mens vi var der. Han var omkring de firs og døde af en leversygdom. Hans kone sagde, at han ville have overlevet sygdommen, hvis de havde haft råd til et særligt skildpaddeafkog. Familien våger over den døde mindst en nat. Hvis nogle af slægtningene bor langt væk, venter man på at de kommer med, om man så skal sidde over liget en hel uge. Man bruger formaldehyd og skærer ananasskiver op og læsser en masse blomster over liget for at overdøve stanken. 
 

Liget bliver indsat i familiens gravmæle. Gravmælet er slægtens faste holdepunkt. Den værste straf er at blive nægtet begravelse sammen med sine egne. Mange mennesker bruger flere penge på gravmælet end på deres hus. Efter en vis tid bliver liget taget ud igen ved en højtidelig ceremoni og viklet ind i en ny rød lamba. Denne ligvendingsceremoni - famadihana - er dyr for familien. Der kan let komme flere hundrede gæster, og de skal alle sammen beværtes i flere dage. Dodas forældre skulle ud og vendes næste år. Hvis man drømmer om en afdød slægt­ning, kan det betyde, at ånden ikke har det godt, og så er det på tide at få liget vendt. Det kan lyde noget fremmedartet for en europæer. Men franskmændene flyttede jo også Napoleons lig hjem fra Sankt Helena, og i Rusland har man lige givet zarfamilien en ny begravelse.
 

Hvis man går ud fra den hovedsætning, at der findes et liv efter døden, og at de dødes ånder opholder sig i nærheden af gravstedet, er de madagaskiske skikke logiske nok. "Madagaskere tror på de døde, ikke på døden", siger psykologen Octave Mannoni.
 

Der er trængsel om det lange spisebord hver aften, og det tager lang tid at lave mad i det lille, mørke køkken. Vi er nede på markedet og købe ind hver dag. Til ære for os kommer der som regel zebuoksekød på bordet, kogt med ingefær. Dertil våd ris og kogte bladgrøntsager, der smager som rødbedeblade. Madagascars natio­naldrik er det vand, risen har været kogt i. Léa og Doda var engang i Frankrig, men det kunne de slet ikke lide. Hverken naturen, klimaet eller husene, og da slet ikke maden. Tænk, franskmændene spiste brød om morgenen. Men heldigvis mødte de nogle fra den madaegaskiske ambassade, så de kunne få rigtig madagaskisk mad med masser af klæg ris morgen, middag og aften.
 

Der er et mylder og et leben på markedet og rundt i gaderne. Foran slagterboden står en række afhuggede zebuokseben på rad og række og trækker fluer. På hjørnet sidder trækulsmanden. Trækul er dyrt, så folk køber kun en lille kurvfuld ad gangen. Brugen af trækul til madlavning er en af de vigtigste årsager til, at regnskoven på Madaga­scar er ved at forsvinde helt. I mange af de små boder sidder gamle koner med nogle få jordnødder eller chilipebere sirligt lagt frem i stjernemønstre og venter på kunder. Foran husene står kvinderne og støder maniokblade med lange træstænger. Man ser mange trækvogne på gaderne. Menneskelig trækkraft er billigere end benzin. Mange mennesker går med runde stråkalotter. De fleste kvinder er iført lamba, et stort stykke tøj bundet om livet. Tidligere brugte man smukke madagaskiske mønstre, men nu er stoffet importerede, østasiatiske syntetiske produkter i skingrende neonfarver. For femten-tyve år siden gik mændene også med lamba, men det ser man kun ude på landet nu. Inde i byerne går alle mænd og en del kvinder vestligt klædt. Der er markeder for brugt tøj. Meget af det stammer fra vestlige hjælpeorgani­sationer. Det skulle egentlig deles ud til de fattige, men korruptionen har sine fangarme alle vegne på Madagascar, så tøjet bliver overtaget af mellemmænd, der tjener formuer på det. 
 

På markedet kan man også købe amuletter og tørrede urter. Man helbreder malaria med et bryg af papayablade, leverbetændelse med papayafrugter og kræftsår med omslag af en rod, der hedder ananambo. Brækkede arme og ben helbredes med urteomslag og massage. Det er almindeligt, at folk mødes til åndeseancer - bilo. Den, der besættes af ånden, kan spå og helbrede sygdomme med deres spyt. Og det er rigtig nok, sagde Léa. Da hendes datter Mirana var helt lille blev hun skoldet af kogende vand, men en klog kone spyttede på det, og så helede det på ganske få dage.
 

En dag lejede vi en åben varevogn og inviterede familien med på udflugt. Da vi talte om at køre en tur på landet med familien, havde vi måske tænkt på kernefamilien. Men sådan tænker man ikke på Madagascar, så det blev noget i retning af "den store badedag". Hele dagen i forvejen blev der kogt, bagt og braset, og da den store dag oprandt, opdagede vi, hvor mange mennesker, der kan proppes ind bag i en varevogn, sammen med madkurve, tæpper og benzindunke. Der blev også plads til chaufføren og hans tre assistenter. Det var helt imponerende. Turen gik ud til landsbyen Antoetra. Det er zafima­niry-stammen, der bor derude. Tidligere jagede de i skoven, men nu er regnskoven væk. Landsbyhøvdingen fortalte, at skoven gik helt op til landsbyen, da han var barn, men nu skal man gå fem timer for at komme derud. Man har altid brugt svedjebrug - brændt et stykke skov af og dyrket jorden, til den blev udpint. Det kunne gå, dengang der kun boede et par millioner mennesker på øen, men nu er der tretten millioner, og befolkningstallet vokser med tre procent om året. Fældningen af skoven har skabt tørke. Der kan gå mange måneder uden regn, og det betyder, at man kun kan høste én gang om året, mod tre gange før i tiden.
 

Zafimaniryerne er berømte for nogle særlige billedskærerier. De minder i forbløffende grad om udsmykningen på norske stavkirker, og det skyldes ikke noget arketypisk sammenfald. Det er mønstrene fra norske stavkirker, for zafimaniryerne har lært deres billedskæreri af norske missionærer i slutningen af sidste århundrede. Deres huse er traditionelle med bambustag og ornamenter på døre og vinduesskodder. Grise lå og sov rundt omkring, og børnene stimlede sammen om os og stirrede med åben mund. I en busk sad en lille kamæleon på størrelse med en lillefinger. Den var lysegrå med sorte prikker og halestribe og havde auberginefarvede øjne, der sad på udhvælvinger og kunne drejes hele vejen rundt. Da den så os, spærrede den gabet op, sikkert for at gøre os bange. Gabet var lysende svovlgult.
 

Lidt uden for landsbyen bredte vi duge ud i græsset og slog os ned med frokostkurvene. Ærter og kogt pølse, løg i tomat, zebuokse­kød og kylling, bananer og selvfølgelig baljer og kar fulde af våd ris. Det var ikke svært at forestille sig, at medlemmer af slægten gennem mange led var med til måltidet. For det var ikke kun huset, der var åndernes hus. Hele Madagascar er åndernes land.
 
 
 

 

 

Port of Spain, Trinidad

December 1987


Vreeswijks samba om Deirdre i Rio lyder for mit indre øre den første morgen i Port of Spain, hvor jeg står mellem krydsfinérskure og bølgeblik i en kølig dugget tropemorgen og ser ned over bjerget mod byen og havet langt dernede. Klokken er seks, og skravlede haner galer alle vegne. Der lugter af lort, kaffe og bitre blomster, der netop folder sig ud mod den disede sol.

Vi var kommet til Trinidad sent på aftenen, fra flyets kunstige kølighed, der får slimhinderne til at sprække, ud i et insektpibende, muggent og overdådigt yppigt tropemørke, der propper fløjl i alle sanser. Et brev, jeg havde skrevet, var nået frem, og Lawrence stod og viftede med et lille skilt. Vi kunne bo i hans gæstehus for femten US dollars.

Hans gæstehus lå højt oppe på bjergsiden, i et favelha agtigt slumdistrikt. Han bor der også selv. Lawrence og hans venner havde været to dage om at bygge huset, og det så også sådan ud. Hastigt opsmækkede vægge af krydsfinér. Tag af bølgeblik. Vand måtte hentes ude i gården. Lokummet var en spand i et lille skur ude i gården. Huset var bygget på pæle på en stejl og mudret skråning, lige ved siden af hans fætters lidt større hus.

Skillevæggen mellem Lawrences stue og det kammer, hvor vi skulle sove, gik ikke op til loftet. Der var ikke nogen dør, der kunne låses, kun halvdøre og forhæng. Der var ingen lys på kammeret, og selvfølgelig ikke ventilator, så kroppen måtte starte sit eget lille sprinkleranlæg. Varmen var som midt på eftermiddagen en augustdag før torden på barndommens pulterkammer.

Sengetøjet var jordslået og brugt af forskellige, der havde sat livets spor på det. Der var et stort moskitonet, der dog havde det med at synke sammen, så man følte sig som fisk i trawlet. Lawrences radio kunne spille højt. Den kunne tilsyneladende tage tre stationer på én gang. Lawrence kunne godt falde i søvn til musikken. Det kunne Helen ikke, så hun listede ud og skruede ned.

Natten igennem hylede og gøede hundene, og hanerne galede selv i bælgmørke. Jeg sov som et murmeldyr, vugget af romantisk Orfeu Negro fornemmelse.

Lawrence stod tidligt op, så det gjorde vi også. Det sprøde lys rakte sine morgenstive fingre op over bjerget. Dugdråberne sitrede af kulde, og hanegalene skar tyndt gennem luften.

Lawrence lavede kaffe. Vi sad og snakkede hyggeligt frem og tilbage. Han havde sejlet engang og været i Tyskland. men nu levede han af at leje soveværelset ud eller arrangere ture for turister. Han havde ingen transportmidler selv, så turene var enten fodture eller ture med de lokale maxitaxier kleinbusser, der svarer til de tyrkiske dolmu_'er. Når han engang havde tjent nok, ville han bygge sig et rigtigt gæstehus med brusebad. Hans venner kunne komme over og hjælpe til. Man skulle bare sørge for, at der var nok at spise og drikke. Så blev de hængende, til huset stod der. Nu var det snart jul, og så skulle han rundt til alle vennerne og spise og drikke rom og synge. Han var baptist, så han måtte godt. Der er nogle mennesker, der er så kristne, at de hverken må danse eller drikke, men den slags religioner brød han sig ikke om.

En dansk lærerinde havde engang boet en hel måned på det lille kammer, hvor vi havde overnattet. Vi var glade for at have haft et sted at sove den første nat, men nu ville vi nok kigge os om efter noget nede i byen.

Jamen, så fulgte han os da derned. Han bar endda noget af vores bagage. Hvis vi fortrød, kunne vi jo altid komme op til ham igen. Der var køligere oppe på bjerget. Nede i byen var der stinkende varmt.

Lawrence kendte alle de mennesker, vi kom forbi. Stoppede op og hilste alle vegne. En forhenværende bokser viste et kæmpestort vægmaleri, han havde lavet. Det var fuldt af dyr og profeter. Vi tog afsked med Lawerence ved det danske konsulat, hvor den kinesiske sekretær Frances var hjælpsom og imødekommende. Vi fik lov til at stille vores bagage ind på hendes kontor, mens vi fandt et sted at være. Hun kom med kaffe til os og gav os lov til at låne telefonen.

Og så drev vi ned ad hovedgaden Frederick Street. Trafikken var tæt, men hensynsfuld. Bilisterne holdt tilbage for fodgængerne. Og dem var der masser af. Sorte i alle nuancer fra pudset kakkelovn til halvsmeltet nougat. Det første, almindelige indtryk var, at folk virkede søde og venlige. Helt anderledes end hjemme. Hvis man købte et æble, blev det ikke rakt med et surt håndledsvrik og en vrissen, men med en fejende bevægelse, et stort smil og et: Here you are, brother.

Der var så at sige ingen turister. De første par timer på gaden så vi kun et par af disse blåhårede amerikanske enker og nogle franske Club Mediteranée piger i alt for korte og snærende short. Deres blege lår så syge og maddikeagtige ud i tropesolen. Vi så også selv ud som noget, der har ligget under en sten. Og når vi så på folk omkring os, var det kun alt for tydeligt, at vi bevægede os stift og kantet og ufrit. De sorte piger vuggede med røven. Fede madammer gyngede og skvulpede rytmisk og hoppende. Unge mænd gled katteblødt frem, med en varm snigen i leddene.

Tænk at bevæge sig, som om det var en dans at gå. Og en sang at danse. I stedet for at være skruet sammen af pinde og stivere eller bumpe rundt som en sækfuld myoser.

Der er to tre procent hvide på Trinidad. men de kommer ikke i butikkerne i centrum. De køber ind ude i deres shopping malls i forstæderne. Og bevæger sig direkte til og fra deres kontorer med aircondition i biler med aircondition. Så man ser dem ikke på gaden eller i maxitaxierne og busserne.

Man ser også forbløffende få indere inde i Port of Spain. Trinidad er på størrelse med Vendsyssel-Thy og har halvanden million indbyggere, og 37 procent af dem er indere. Men de fleste bor ude i landsbyerne og kommer sjældent ind til hovedstaden.

Mange af de sorte kvinder gik med curlers i håret. Det virkede lidt som at sælge sand i Sahara. Krushår har de jo i forvejen. Der var også mange, der havde fletninger i alle tænkelige størrelser, former og varianter. De var tit omviklet med glasperler i utallige farver. Det er et stort arbejde at lave et helt hovedfuld bittesmå fletninger. Man bruger en særlig kam, der ligner en gaffel med otte ti tænder i den ene ende. Med den trækker man små ståluldslignende totter op. I den anden ende er der en meget fintandet lille kam, som man reder totterne helt ud med, før man med fingrene fletter dem stramt sammen og binder knude om ved at føre fletningerne gennem hårløkken. Det bliver man så ved med, til hele hovedet er dækket. Til gengæld kan sådan en gang fletninger holde i flere måneder, bare de er bundet stramt nok. Hvis man har gjort det rigtigt, kan man vaske håret med alle fletningerne i, uden at de går op.

Der var også mænd, der gik med fletninger. Nogle sorte muslimer stod i hvide fodside kapper foran et stormagasin og solgte små flasker med underlige essenser og eliksirer. De havde små hæklede grydelapper på hovedet i de etiopiske farver grøn, gul, rød.

Men muslimer var der ikke så mange af. Der var mange flere rastaer.

Rastaerne lader håret gro og fletter det i "dreadlocks" store løse og uldne lokker, som lange fed garn. Mange af dem har tilsyneladende sat kunstige fletninger ind mellem deres naturlige hår. Det er almindeligt at farve sine dreadlocks okkergule. Alle disse løse fletninger er så som regel bundtet sammen og pakket ind i en stor, strikket hue i de etiopiske farver. Sådan en strikhue kan sagtens være på størrelse med en almindelig papirkurv. Den bruges også som håndtaske. Rastaerne har endollarsedler, cigaretter, tændstikker og andet godt liggende inde i håret.
 
 
 

                                               Auki, Malaita, Salomonøerne

 

                                                                       19. januar 1991
 
 

Vi havde fået plads i en førsteklasses kahyt på det gode skib Iu Mi Nao, der sejlede fra Honiara på øen Guadalcanal til Auki på Malaita. Vi delte kahyt med nogle amerikanske Peace Corps-folk og adskillige tusinde sorte borebiller, der var på størrelse med en lillefingernegl. Jeg gik ud på dækket, hvor jeg kom i snak med en ung fyr, der hed Modesto Tuadola. Han arbejdede på provinskontoret i Auki og tjente 290 Salomon-dollars om måneden. Det er 635 kroner, hvad der blev betragtet som en god løn. Han var ikke gift endnu, så han boede stadig hjemme hos sine forældre og skulle køre halvanden time på ladet af en lastbil hver vej til og fra arbejde. Han glædede sig til at blive gift, men problemet var, at han skulle købe sin kæreste. Brudeprisen var 10 strenge muslingeskaller – shellmoney – og de kostede 6000 dollars. Så har det lange udsigter, sagde jeg medfølende, men det skulle jeg ikke sige. Hans far, hans brødre, onkler og fætre ville alle sammen hjælpe til. Men pengene skulle selvfølgelig betales tilbage hen ad vejen. Når man blev gift, byggede man i reglen et nyt hus lige ved siden af mandens forældres hus. Sådan var det i hvert fald på Malaita – på Guadalcanal flytter de hjem til brudens forældre. På Malaita arver man gennem manden, på Guadalcanal gennem kvinder. Hvis en ung mand fra Malaita gifter sig med en pige fra Guadalcanal, arver de både fra hans og fra hendes forældre, men hvis en ung mand fra Guadalcanal vælger en pige fra Malaita, arver de slet ikke noget.
 
 
 

Vi skulle have været i Auki klokken 23, men det er ”Solomon time”, som de siger – hvilket betyder det kan være når som helst. Vi kom frem halv-to, men kunne ikke komme i land. Der var lavvande, og skibet lå tre meter neden for kajkanten, og der var hverken stiger eller landgangsbro. Da der var gået lidt tid, begyndte de lokale at klatre op på rælingen og springe i land over en meters afgrund med vandet dybt under sig – ofte med rissække, madrasser og papkasser på ryggen. En mand med skinner på begge ben, formodentlig efter polio, sprang i land på sine stive ben. Det kunne vi ikke gøre efter. En matros foreslog os at springe fra forstavnen, men det var fire meters spring opad, så heller ikke det var vi meget for. Så vi og fredskorpsfolkene lagde os til at sove og ventede på højvande, så vi kunne gå lige i land.
 

 

Vi slog os ned på Auki Lodge, hvor kakerlakkerne var på størrelse med gråspurve, og nød livet. En af dagene sejlede vi i motorkano rundt i Langa Langa lagunen. Vi gik i land i en lille landsby, hvor en del af indbyggerne var tilhængere af Baha’i religionen, mens andre tilhørte South Sea Evangelist Church. Nogle meget mørke krushårede mænd med pinde i næsen kom med en Bibel, hvor der var et kort over det hellige land, og bad mig vise dem, hvor Kuwait var, for det sagde de så meget om i radioen. Bush den første var i gang med sin Golfkrig. Det viste jeg så, og vi snakkede om, hvad det ville betyde for transporten rundt i lagunen, hvis de stak ild på alle oliekilderne, så benzinen blev dyrere.
 
 
 

For et par generationer siden var folk kannibaler på Malaita. Men det skulle ikke forstås sådan, at de gik rundt og åd alle og enhver, sagde de. Det var udtryk for aggression. Man dræbte sin fjende og spiste hans kød. Men det var ikke særlig almindeligt – det var kun en gang imellem, de gjorde det. Derimod var hovedjagt meget udbredt. Som regel dræbte man sin fjende og tog hovedet med, så man kunne vise, hvor mange, man havde dræbt. Det gav stor prestige at have dræbt mange fjender. Hovedjægere kunne man forstå. Det kneb mere med Golfkrigen.
 
 
 

Alle snakkede meget om Golfkrigen. Også i en landsby inde i nærheden af Auki, jeg en dag gik ud til. En klynge huse rundt om en katolsk kirke i grå cement. Der sad en gruppe mænd i meget laset tøj rundt om en transistorradio for at høre nyt. En af dem havde bogstavelig talt røven ud af bukserne, hvilket dog ikke gjorde hans holdning mindre værdig. Der var meget varmt, og en masse børn tumlede rundt i vandet, så jeg spurgte om det var sikkert at bade der. Det var det ikke. Der var alt for mange hajer, og de var meget aggressive. Nå, sagde jeg. Men hvorfor var de så ikke nervøse for deres børn. Næ, for hajerne rørte ikke deres børn. Ikke det? Nej, for i gamle dage ofrede de til hajerne og betragtede dem som guder. Ja, ikke for det. Nu var de jo kristne.
 
 

Men det ved hajerne ikke, sagde de.
 
 

(14. december 2003)
 
 

                                           Rose Garden, Washington, D.C

                                                                                             13. juli 1961

 

Præsident Kennedy ville tale til os, så vi skulle samles på græsplænen i Rose Garden foran det Hvide Hus. Det var varmt, og vi var mange. Året igennem havde vi været spredt ud over landet, boet hos amerikanske familier og gået i amerikansk skole. De sidste uger havde vi kørt rundt i busser for at se mere af Amerika. Bus 28 og 29 fra Milwaukee havde koncentreret sig om sydstaterne. Vi fik southern fried chicken hos alle de familier, vi blev indkvarteret os. Vi så på toiletter og parkbænke i Mississippi med skiltene "Whites Only" og "Coloreds Only". Jeg havde anskaffet mig et sort cigaretrør på en halv meter. Iført mine hvide cowboybukser, stribet frottébluse og solbriller sad jeg i skrædder­stilling og mumlede "Cool, man" og "Bird lives", mens jeg øvede mig i at lave røgringe. I Charlotte i South Carolina gik jeg en aften tur i en have med Ariane fra Berlin. Vi kan alligevel aldrig blive gift, sagde hun. Vi er alt for væsensfor­skellige. Jeg prøver virkelig at synes om alle mennesker, men jeg har det svært med dig, fordi du er så egoistisk. Hun sagde også, at alle på hendes skole græd, da hun skulle rejse. På min skole var der ikke nogen, der græd. Er jeg egoistisk? spurgte jeg Ann fra Genève. Du skubber folk fra dig, fordi du er så stejl og ikke hjælper til. Og så fordi du har så stærke og usædvanlige meninger, sagde hun. Er der en gud? spurgte jeg Natel fra Cypern. Hun vidste det ikke mere. Det sidste år havde hun fjernet sig fra sin ortodokse tro. Vi forkastede i fællesskab den personlige gud, arvesynden, treenigheden, retfærdighed og perfektion. Vi accepterede tanken om, at universet udgør en enhed, at det har reel eksistens, at de fysiske bestanddele af os er udødelige, og at menneskene er en del af universets enhed og derfor burde føle ansvarlighed og kærlighed til hinanden og kaldte vores nye system "panpsykisk universalisme". I Roanoke i Virginia sad jeg under et træ og så ind i Arianes øjne, der var lysebrune med et skær af guld inderst, og prøvede at overbevise hende om, at modsætningerne mødes. Jeg var måske nok ikke katolik sådan som hende, men vi havde da været til messe sammen, og jeg respekterede hendes tro. Men hun havde hørt, jeg troede på fri kærlighed. Det kommer an på, hvordan man definerer det, sagde jeg, men det var ikke det, jeg skulle have sagt. De andre ville spille fodbold, men de manglede en dommer. De spurgte om jeg ville være dommer. Det kunne jeg ikke sige nej til. Ikke når Ariane hørte det. Jeg rejste mig, børstede græs af mine hvide bukser, rettede på den blå blazer og stak solbrillerne i brystlommen. De gav mig en trillefløj­te. Første gang, jeg tudede i den og sagde Straffe, stoppede alle 22 op og gloede på mig. Manden er åndssvag, sagde Ignacio fra Buenos Aires. Men vi må rette os efter ham. Han er dommer. Anden gang jeg tudede i fløjten og råbte Straffe, gik fodboldspillerne fra begge hold over og løftede mig op. Jeg lå sprællende som en græshoppe, mens de bar mig over til svømmebassinet og smed mig ud i den dybe ende. Det var et held, jeg ikke havde cigaretrøret med. I States­ville i North Carolina gik jeg en aften tur med Yasue rundt om en sø. Hvad for en by i Japan kommer du fra? spurgte jeg. Hiroshima, sagde hun. Jeg sad på anden række i Windsor og så Emmanuelle Riva elske med Eiji Okada i "Hiroshima mon amour". Ståldragerne på den sprængte katedral, skygger brændt ind i murene, smeltede ure. Origami-foldede traner, små både sat ud på søen den sjette august. Der var store skridflader og huller inde i mig, en nænsomhed og ærefrygt, mens jeg holdt om hende og kyssede hende. Vi kyssede hinanden længe og stille og næsten liden­skabsløst, mens mentale kirsebærblomster dryssede ned over mig. Hun var så skrøbelig, så porcelænsagtig, at jeg var bange for at sætte fingermærker på hende, hvis jeg tog hårdere fat. Hun fortalte mig, at "Arne" betyder "storebror" på japansk. Ikke noget godt tegn. Næste dag gled hun væk, hver gang jeg nærmede mig, og om aftenen gik hun tur med Alain fra Toulouse.

Men Washington var the gathering of the tribes. Busserne stimlede sammen, og de 116 danskere på AFS-årgangen genså hinanden under vilde jubelråb. Bjørn og Christopher og Peter sang for: Han var nigger, han var nigger, han var niggerhottentot. Når han tissed', så blev maveskindet vådt. Hvorfor det? Jo, for hans far, han var vognmand i Slagelse. Men skidevær med det, her går det godt.

Peter kendte en anden: En mand sprang ud fra Runde­tårn og slog sin skalded' isse. Hans kone skreg fra femte sal: Kom op og få lidt kaffe. Bjørn og Christopher sang Avanti popolo. Vi lavede undersættelser den ene og den anden vej. "Er du en nød? Du må jo være firkantet, men det dér kan du ikke kyllinge ud af". Og "Nut teaches naked woman to purr".

Når vi kom hjem, ville vi holde fester. Tre dages pyjamas­party i sommerhuset i Asserbo, whiskyorgier med plyndring af vinkælderen i Holte.

I sammenstimlingen dukkede ansigter op fra skibet over til New York for et år siden. En hel aften havde jeg stået med store våde øjne og gloet på Ghislaine, mens hun dansede med de andre. Hun var mulat og så blød og bøjelig og duftende som en stang vanilje. Nu var hun stor og kvabset med bumser alle vegne, fyldt til ørerne med burgere og milkshakes. Ti år mere i Amerika, og hun ville sidde i en beboelsesvogn med curlere i håret og se quiz i fjernsynet, mens hun spiste af en aluminiums­bakke inddelt i tre rum.

Om formiddagen fik vi rundvisning på FBI. De havde 160 millioner fingeraftryk i deres arkiver. En agent demonstrerede sin skydefærdighed med pistol og maskingevær for os. Det var imponerende og uhyggeligt at se, hvor godt han kunne ramme. I et lokale var der særudstilling om "The Crime of the Century", der var ægteparret Rosenbergs spionage for Sovjetunionen. Da de blev henrettet, stimlede folk sammen og råbte Fry them Fry them. Så blev vi kørt i busser over til det Hvide Hus. Jeg gik rundt mellem folk og ledte efter Marit fra Stavanger. De smilehul­ler kunne få mig til at lægge mig fladt ned på maven og pludre usammenhængende. Men jeg fandt hende ikke. Det var varmt. Det var fugtigt. Jeg løb ind i Michiko og spurgte om hun havde set Yasue. Det havde hun ikke. En rødhåret fyr spurgte på dansk om jeg ikke hed Arne. Jo da. Det var Lars. Jeg så på ham. Hans næse var tynd som et knivsblad. Kendte jeg ham? Vi havde gået i klasse sammen fra første til femte. Nåeh, Lars Lars. Ja, sagde han og greb min hånd. Jeg så overrasket ned på den. Alle de andre i klassen havde mobbet ham. Jeg var den eneste, der ikke gjorde det. Det ville han gerne sige mig tak for. Mobbbede de ham? Det havde jeg aldrig opdaget. Hvis jeg havde vidst det, ville jeg da have mobbet med. Det blev mere og mere lummervarmt og fugtigt. Jeg havde ladet blazeren ligge, men nu klæbede den hvide nylonskjorte til ryggen og jeg fik store våde pletter under armene. Folk maste og puffede og strakte hals. Kennedy kom ud på verandaen og talte til os. Han var mindre end jeg havde troet. En lille tæt mand. En af den slags, der breder armene ud til siden og skråt bagud, når de går i modvind. Alle på plænen jublede og klappe­de. Kennedy løftede en hånd halvt og lænede sig ind over mikrofonen. Vi tav andægtigt og duvede forover. Han var "very impressed by the AFS program", sagde han til os. Han håbede, at nogle af os engang ville komme tilbage til det Hvide Hus som statsoverhoveder for vores lande.

Da vi kom hjem, ringede jeg nogle gange til Bjørn og Christopher og Peter og spurgte, hvad det blev til med festerne. De veg udenom, der var vist ikke nogen fester alligevel. Jeg forstod, at de ikke ville have turister fra Brønshøj med til Asserbo og Holte. Vi var hjemme igen. Peter blev direktør. Bjørn blev advokat. Christopher blev ambassadør. Kennedy blev skudt. Jeg kom til at bruge mit liv på at formidle amerikansk kultur, og blev almindeligt betragtet som antiamerikansk.