Åndernes land

Ambositra, Madagascar
1993

Åndernes hus, sagde vi til hinanden, da vi blev sat af ved det kæm­pestore, røde murstenshus i Ambositra - en by i Madaga­scars centrale højland, et par hundrede kilometer syd for hovedstaden.
 

Léa var min tolk, første gang jeg var i Madagascar for atten år siden. Vi havde holdt forbindelsen ved lige, og nu var vi inviteret til at bo hos hende og familien. Léa underviser i engelsk på byens gym­nasium. Hendes mand, Doda, studerede madagaskisk sprog og littera­tur, men da hans far døde, overtog han faderens billedskærerværk­sted.
 

Hvert andet menneske i Ambositra er billedskærer. Dodas far var en af de mest berømte af dem. Han havde nogle af sine ting med på udstillinger i Frankrig, hvor de vandt diplom og guldmedalje. Da han levede, var der butik og stort værksted i huset, hvor søskende og fætre og nevøer arbejdede. Så det sagde sig selv, at Doda ikke bare kunne blive adjunkt i sprog og litteratur. For hvad skulle der så blive af familien? Derfor måtte Doda gå i gang som billedskærer, og det er han også blevet dygtig til. Butikken er nedlagt, men fætre og halvfætre arbejder stadig på værkstedet, og nogle af dem bor også i huset med deres familie, sammen med barnepigen og et ukendt antal fjernere slægtninge, der principielt er på gennemrejse, men undertiden bliver hængende i længere perioder.
 

På værkstedet laver de billeder, skrin, rammer og skabe. Alting bliver lavet som puslespil af forskellige træsorter. Man bruger aldrig lak eller maling, men træ i mange forskellige naturfarver fra hvidt over gult, rødt, grønligt, lyse- og mørkebrunt til sort. Et billede af en lemur eller en kvinde, der planter ris, kan være limet sammen af hundreder af små træstumper. Det er et enormt tålmodighedsarbejde, og der ligger mange timers arbejde i en lille æske til 4.000 francs malgaches - eller tolv kroner og halvfjerds øre i danske penge. Et stort rundt spisebord med et detaljeret natursceneri indlagt i pladen koster 618 kroner.
 

Huset er en stor og rungende kasse. Man går op ad et par trin til verandaen med tre portaler ud mod gården. Døren er som porten på en middelalderborg og lukkes med en slå, der er en hel træstamme, man skyder for hver aften. I stadsstuen til venstre for entreen står et skab, Dodas far har lavet, og hans diplomer hænger i fint udskårne rammer på væggene. En mørk og knirkende trappe fører op til første sal, hvor køkkenet ligger med trækulskomfur, og der er masser af værelser, hvoraf en del nu står tomme. Fra verandaen deroppe kan man se ud over byen, de irgrønne rismarker og blå bjerge. Vi fik et værelse for os selv, og det eneste lille minus ved arrangementet var, at hele kolonier af lopper tilsyneladende havde ventet i årevis på at sætte tænderne i saftige europæere. Så vi blev bulede som æbleskivepander, men det er den slags, der hører med til rejselivets glæder. Vores værter var meget bekymrede for, hvad vi ville sige til, at der ikke var indlagt toilet i huset og stillede betænksomt en gul plasticspand frem. Det var der nu ingen grund til, for der var ligefrem stemningsfuldt på gård­lokummet med udsigt over tropisk vegetation og interessant dyreliv. Af hensyn til maskinerne på værkstedet er der indlagt elektricitet i huset, og det er lidt af et særsyn i Ambositra. I de fleste huse bruger man olielamper, der er billigere i drift end stearinlys. Familien har endda et lille sort-hvidt fjernsyn, der ganske vist ikke viser andet end flimmer, når der er tordenvejr inden for nogle snese kilometers omkreds. Og det er der i reglen. Installationerne ville give en dansk elektriker krampegråd. Nøgne ledninger er snoet, viklet og splejset i de særeste knob, og at skifte en pære er farligere end at stikke en hånd i gabet på en krokodille. 
 

Efter madagaskisk målestok hører Léa og Doda til middelklas­sen. Léa tjener 635 kroner om måneden som gymnasielærer. De har tre børn på ni, fem og halvandet år, så det er nødvendigt for dem at have en pige til at passe børnene, mens Léa er på arbejde. Vuggestue og børnehave er der ikke noget, der hedder. Værkstedet kan løbe rundt, men det giver sjældent det store overskud, for der er mange, der skal forsørges af det. Det hjælper lidt på økonomien, at familien har en indhegnet køkkenhave med squash, bønner, tomater, kål og salat.
 

På Madagascar er man altid sammen med familien. Da Léa fødte sine to første børn, troppede alle slægtens kvinder op og anbragte sig rundt om hende. De snakkede og spiste og så fjernsyn, mens hun lå der og kæmpede sig gennem smerterne. Alle mænd i familien samledes i et andet lokale og drak sig fulde i den lokale rom. Det ville hun ikke stå model til en gang til, så da hun fødte barn nummer tre flygtede hun hjem til sine forældre.
 

Ved dødsfald møder hele familien også op. Dodas kusines mand døde, mens vi var der. Han var omkring de firs og døde af en leversygdom. Hans kone sagde, at han ville have overlevet sygdommen, hvis de havde haft råd til et særligt skildpaddeafkog. Familien våger over den døde mindst en nat. Hvis nogle af slægtningene bor langt væk, venter man på at de kommer med, om man så skal sidde over liget en hel uge. Man bruger formaldehyd og skærer ananasskiver op og læsser en masse blomster over liget for at overdøve stanken. 
 

Liget bliver indsat i familiens gravmæle. Gravmælet er slægtens faste holdepunkt. Den værste straf er at blive nægtet begravelse sammen med sine egne. Mange mennesker bruger flere penge på gravmælet end på deres hus. Efter en vis tid bliver liget taget ud igen ved en højtidelig ceremoni og viklet ind i en ny rød lamba. Denne ligvendingsceremoni - famadihana - er dyr for familien. Der kan let komme flere hundrede gæster, og de skal alle sammen beværtes i flere dage. Dodas forældre skulle ud og vendes næste år. Hvis man drømmer om en afdød slægt­ning, kan det betyde, at ånden ikke har det godt, og så er det på tide at få liget vendt. Det kan lyde noget fremmedartet for en europæer. Men franskmændene flyttede jo også Napoleons lig hjem fra Sankt Helena, og i Rusland har man lige givet zarfamilien en ny begravelse.
 

Hvis man går ud fra den hovedsætning, at der findes et liv efter døden, og at de dødes ånder opholder sig i nærheden af gravstedet, er de madagaskiske skikke logiske nok. "Madagaskere tror på de døde, ikke på døden", siger psykologen Octave Mannoni.
 

Der er trængsel om det lange spisebord hver aften, og det tager lang tid at lave mad i det lille, mørke køkken. Vi er nede på markedet og købe ind hver dag. Til ære for os kommer der som regel zebuoksekød på bordet, kogt med ingefær. Dertil våd ris og kogte bladgrøntsager, der smager som rødbedeblade. Madagascars natio­naldrik er det vand, risen har været kogt i. Léa og Doda var engang i Frankrig, men det kunne de slet ikke lide. Hverken naturen, klimaet eller husene, og da slet ikke maden. Tænk, franskmændene spiste brød om morgenen. Men heldigvis mødte de nogle fra den madaegaskiske ambassade, så de kunne få rigtig madagaskisk mad med masser af klæg ris morgen, middag og aften.
 

Der er et mylder og et leben på markedet og rundt i gaderne. Foran slagterboden står en række afhuggede zebuokseben på rad og række og trækker fluer. På hjørnet sidder trækulsmanden. Trækul er dyrt, så folk køber kun en lille kurvfuld ad gangen. Brugen af trækul til madlavning er en af de vigtigste årsager til, at regnskoven på Madaga­scar er ved at forsvinde helt. I mange af de små boder sidder gamle koner med nogle få jordnødder eller chilipebere sirligt lagt frem i stjernemønstre og venter på kunder. Foran husene står kvinderne og støder maniokblade med lange træstænger. Man ser mange trækvogne på gaderne. Menneskelig trækkraft er billigere end benzin. Mange mennesker går med runde stråkalotter. De fleste kvinder er iført lamba, et stort stykke tøj bundet om livet. Tidligere brugte man smukke madagaskiske mønstre, men nu er stoffet importerede, østasiatiske syntetiske produkter i skingrende neonfarver. For femten-tyve år siden gik mændene også med lamba, men det ser man kun ude på landet nu. Inde i byerne går alle mænd og en del kvinder vestligt klædt. Der er markeder for brugt tøj. Meget af det stammer fra vestlige hjælpeorgani­sationer. Det skulle egentlig deles ud til de fattige, men korruptionen har sine fangarme alle vegne på Madagascar, så tøjet bliver overtaget af mellemmænd, der tjener formuer på det. 
 

På markedet kan man også købe amuletter og tørrede urter. Man helbreder malaria med et bryg af papayablade, leverbetændelse med papayafrugter og kræftsår med omslag af en rod, der hedder ananambo. Brækkede arme og ben helbredes med urteomslag og massage. Det er almindeligt, at folk mødes til åndeseancer - bilo. Den, der besættes af ånden, kan spå og helbrede sygdomme med deres spyt. Og det er rigtig nok, sagde Léa. Da hendes datter Mirana var helt lille blev hun skoldet af kogende vand, men en klog kone spyttede på det, og så helede det på ganske få dage.
 

En dag lejede vi en åben varevogn og inviterede familien med på udflugt. Da vi talte om at køre en tur på landet med familien, havde vi måske tænkt på kernefamilien. Men sådan tænker man ikke på Madagascar, så det blev noget i retning af "den store badedag". Hele dagen i forvejen blev der kogt, bagt og braset, og da den store dag oprandt, opdagede vi, hvor mange mennesker, der kan proppes ind bag i en varevogn, sammen med madkurve, tæpper og benzindunke. Der blev også plads til chaufføren og hans tre assistenter. Det var helt imponerende. Turen gik ud til landsbyen Antoetra. Det er zafima­niry-stammen, der bor derude. Tidligere jagede de i skoven, men nu er regnskoven væk. Landsbyhøvdingen fortalte, at skoven gik helt op til landsbyen, da han var barn, men nu skal man gå fem timer for at komme derud. Man har altid brugt svedjebrug - brændt et stykke skov af og dyrket jorden, til den blev udpint. Det kunne gå, dengang der kun boede et par millioner mennesker på øen, men nu er der tretten millioner, og befolkningstallet vokser med tre procent om året. Fældningen af skoven har skabt tørke. Der kan gå mange måneder uden regn, og det betyder, at man kun kan høste én gang om året, mod tre gange før i tiden.
 

Zafimaniryerne er berømte for nogle særlige billedskærerier. De minder i forbløffende grad om udsmykningen på norske stavkirker, og det skyldes ikke noget arketypisk sammenfald. Det er mønstrene fra norske stavkirker, for zafimaniryerne har lært deres billedskæreri af norske missionærer i slutningen af sidste århundrede. Deres huse er traditionelle med bambustag og ornamenter på døre og vinduesskodder. Grise lå og sov rundt omkring, og børnene stimlede sammen om os og stirrede med åben mund. I en busk sad en lille kamæleon på størrelse med en lillefinger. Den var lysegrå med sorte prikker og halestribe og havde auberginefarvede øjne, der sad på udhvælvinger og kunne drejes hele vejen rundt. Da den så os, spærrede den gabet op, sikkert for at gøre os bange. Gabet var lysende svovlgult.
 

Lidt uden for landsbyen bredte vi duge ud i græsset og slog os ned med frokostkurvene. Ærter og kogt pølse, løg i tomat, zebuokse­kød og kylling, bananer og selvfølgelig baljer og kar fulde af våd ris. Det var ikke svært at forestille sig, at medlemmer af slægten gennem mange led var med til måltidet. For det var ikke kun huset, der var åndernes hus. Hele Madagascar er åndernes land.
 
 
 

 

 

Port of Spain, Trinidad

December 1987

Vreeswijks samba om Deirdre i Rio lyder for mit indre øre den første morgen i Port of Spain, hvor jeg står mellem krydsfinérskure og bølgeblik i en kølig dugget tropemorgen og ser ned over bjerget mod byen og havet langt dernede. Klokken er seks, og skravlede haner galer alle vegne. Der lugter af lort, kaffe og bitre blomster, der netop folder sig ud mod den disede sol.

Vi var kommet til Trinidad sent på aftenen, fra flyets kunstige kølighed, der får slimhinderne til at sprække, ud i et insektpibende, muggent og overdådigt yppigt tropemørke, der propper fløjl i alle sanser. Et brev, jeg havde skrevet, var nået frem, og Lawrence stod og viftede med et lille skilt. Vi kunne bo i hans gæstehus for femten US dollars.

Hans gæstehus lå højt oppe på bjergsiden, i et favelha agtigt slumdistrikt. Han bor der også selv. Lawrence og hans venner havde været to dage om at bygge huset, og det så også sådan ud. Hastigt opsmækkede vægge af krydsfinér. Tag af bølgeblik. Vand måtte hentes ude i gården. Lokummet var en spand i et lille skur ude i gården. Huset var bygget på pæle på en stejl og mudret skråning, lige ved siden af hans fætters lidt større hus.

Skillevæggen mellem Lawrences stue og det kammer, hvor vi skulle sove, gik ikke op til loftet. Der var ikke nogen dør, der kunne låses, kun halvdøre og forhæng. Der var ingen lys på kammeret, og selvfølgelig ikke ventilator, så kroppen måtte starte sit eget lille sprinkleranlæg. Varmen var som midt på eftermiddagen en augustdag før torden på barndommens pulterkammer.

Sengetøjet var jordslået og brugt af forskellige, der havde sat livets spor på det. Der var et stort moskitonet, der dog havde det med at synke sammen, så man følte sig som fisk i trawlet. Lawrences radio kunne spille højt. Den kunne tilsyneladende tage tre stationer på én gang. Lawrence kunne godt falde i søvn til musikken. Det kunne Helen ikke, så hun listede ud og skruede ned.

Natten igennem hylede og gøede hundene, og hanerne galede selv i bælgmørke. Jeg sov som et murmeldyr, vugget af romantisk Orfeu Negro fornemmelse.

Lawrence stod tidligt op, så det gjorde vi også. Det sprøde lys rakte sine morgenstive fingre op over bjerget. Dugdråberne sitrede af kulde, og hanegalene skar tyndt gennem luften.

Lawrence lavede kaffe. Vi sad og snakkede hyggeligt frem og tilbage. Han havde sejlet engang og været i Tyskland. men nu levede han af at leje soveværelset ud eller arrangere ture for turister. Han havde ingen transportmidler selv, så turene var enten fodture eller ture med de lokale maxitaxier kleinbusser, der svarer til de tyrkiske dolmu_'er. Når han engang havde tjent nok, ville han bygge sig et rigtigt gæstehus med brusebad. Hans venner kunne komme over og hjælpe til. Man skulle bare sørge for, at der var nok at spise og drikke. Så blev de hængende, til huset stod der. Nu var det snart jul, og så skulle han rundt til alle vennerne og spise og drikke rom og synge. Han var baptist, så han måtte godt. Der er nogle mennesker, der er så kristne, at de hverken må danse eller drikke, men den slags religioner brød han sig ikke om.

En dansk lærerinde havde engang boet en hel måned på det lille kammer, hvor vi havde overnattet. Vi var glade for at have haft et sted at sove den første nat, men nu ville vi nok kigge os om efter noget nede i byen.

Jamen, så fulgte han os da derned. Han bar endda noget af vores bagage. Hvis vi fortrød, kunne vi jo altid komme op til ham igen. Der var køligere oppe på bjerget. Nede i byen var der stinkende varmt.

Lawrence kendte alle de mennesker, vi kom forbi. Stoppede op og hilste alle vegne. En forhenværende bokser viste et kæmpestort vægmaleri, han havde lavet. Det var fuldt af dyr og profeter. Vi tog afsked med Lawerence ved det danske konsulat, hvor den kinesiske sekretær Frances var hjælpsom og imødekommende. Vi fik lov til at stille vores bagage ind på hendes kontor, mens vi fandt et sted at være. Hun kom med kaffe til os og gav os lov til at låne telefonen.

Og så drev vi ned ad hovedgaden Frederick Street. Trafikken var tæt, men hensynsfuld. Bilisterne holdt tilbage for fodgængerne. Og dem var der masser af. Sorte i alle nuancer fra pudset kakkelovn til halvsmeltet nougat. Det første, almindelige indtryk var, at folk virkede søde og venlige. Helt anderledes end hjemme. Hvis man købte et æble, blev det ikke rakt med et surt håndledsvrik og en vrissen, men med en fejende bevægelse, et stort smil og et: Here you are, brother.

Der var så at sige ingen turister. De første par timer på gaden så vi kun et par af disse blåhårede amerikanske enker og nogle franske Club Mediteranée piger i alt for korte og snærende short. Deres blege lår så syge og maddikeagtige ud i tropesolen. Vi så også selv ud som noget, der har ligget under en sten. Og når vi så på folk omkring os, var det kun alt for tydeligt, at vi bevægede os stift og kantet og ufrit. De sorte piger vuggede med røven. Fede madammer gyngede og skvulpede rytmisk og hoppende. Unge mænd gled katteblødt frem, med en varm snigen i leddene.

Tænk at bevæge sig, som om det var en dans at gå. Og en sang at danse. I stedet for at være skruet sammen af pinde og stivere eller bumpe rundt som en sækfuld myoser.

Der er to tre procent hvide på Trinidad. men de kommer ikke i butikkerne i centrum. De køber ind ude i deres shopping malls i forstæderne. Og bevæger sig direkte til og fra deres kontorer med aircondition i biler med aircondition. Så man ser dem ikke på gaden eller i maxitaxierne og busserne.

Man ser også forbløffende få indere inde i Port of Spain. Trinidad er på størrelse med Vendsyssel-Thy og har halvanden million indbyggere, og 37 procent af dem er indere. Men de fleste bor ude i landsbyerne og kommer sjældent ind til hovedstaden.

Mange af de sorte kvinder gik med curlers i håret. Det virkede lidt som at sælge sand i Sahara. Krushår har de jo i forvejen. Der var også mange, der havde fletninger i alle tænkelige størrelser, former og varianter. De var tit omviklet med glasperler i utallige farver. Det er et stort arbejde at lave et helt hovedfuld bittesmå fletninger. Man bruger en særlig kam, der ligner en gaffel med otte ti tænder i den ene ende. Med den trækker man små ståluldslignende totter op. I den anden ende er der en meget fintandet lille kam, som man reder totterne helt ud med, før man med fingrene fletter dem stramt sammen og binder knude om ved at føre fletningerne gennem hårløkken. Det bliver man så ved med, til hele hovedet er dækket. Til gengæld kan sådan en gang fletninger holde i flere måneder, bare de er bundet stramt nok. Hvis man har gjort det rigtigt, kan man vaske håret med alle fletningerne i, uden at de går op.

Der var også mænd, der gik med fletninger. Nogle sorte muslimer stod i hvide fodside kapper foran et stormagasin og solgte små flasker med underlige essenser og eliksirer. De havde små hæklede grydelapper på hovedet i de etiopiske farver grøn, gul, rød.

Men muslimer var der ikke så mange af. Der var mange flere rastaer.

Rastaerne lader håret gro og fletter det i "dreadlocks" store løse og uldne lokker, som lange fed garn. Mange af dem har tilsyneladende sat kunstige fletninger ind mellem deres naturlige hår. Det er almindeligt at farve sine dreadlocks okkergule. Alle disse løse fletninger er så som regel bundtet sammen og pakket ind i en stor, strikket hue i de etiopiske farver. Sådan en strikhue kan sagtens være på størrelse med en almindelig papirkurv. Den bruges også som håndtaske. Rastaerne har endollarsedler, cigaretter, tændstikker og andet godt liggende inde i håret.
 
 
 

                                               Auki, Malaita, Salomonøerne

                                                                                             13. juli 1961