Lermontov: En drøm (I Dagestan…)







Få måneder før digteren Mihail Ju. Lermontov i 1841 blev dræbt i en duel i Dagestan i Kaukasus, skrev han det ejendommeligt profetiske digt ”En drøm”, der måske er så tæt på at være fuldkomment, som noget digt kan være – ikke mindst i kraft af den krans af drømme, digtet består af. Disse drømme skaber en cirkelbevægelse i tiden, der får mig til at tænke på Milcho Manchevskis film "Før regnen".
 
 

Digtet er fejende flot i Erik Thomassens danske oversættelse:
 
 

I Dagestán, i middagssolens brynde,

jeg lå med blyets edder i mit bryst,

og dybt i sandets hvide flammehynde

randt ud mit hjerteblod, så tungt, så tyst.
 
 
 
 
 
 

Ensom jeg lå i dalens hede flimmer,

de tavse klipper stod i dyster rund,

og solen brændte deres gule glimmer,

og brændte mig, der sov de dødes blund.
 
 
 
 
 

Da drømte jeg om kvældens lys derhjemme,

om festligt blus og sorgløs vennefavn;

man sang og talte, og med glædesstemme

de unge kvinder nævnte højt mit navn.
 
 
 
 
 
 

Men der var én, hvis mund ej lo, ej talte,

som bleg og kummerfuld alene sad;

en dyster drøm for hendes sjæl sig malte

-hvad strejfed hende vel af vé og had?
 
 
 
 
 

Hun drømte om et land, hvor solen brændte

et ensomt lig i dalens hede ørk,

og af et bryst, som alt for vel hun kendte,

randt hjertets saft, så varm, så tung, så mørk.












Men nu er jeg sådan indrettet, at jeg ikke kan lade være med at pille ved tingene for at se, hvad for en mekanisme, der ligger inde bagved. Er digtet måske blevet for flot? Er det det, der står i originalen? Jeg så først på et par andre oversættelser af digtet.
 
 

Vladimir Nabokov har oversat det sådan:
 
 


 
 

In noon's heat, in a dale of Dagestan

With lead inside my breast, stirless I lay;

The deep wound still smoked on; my blood

Kept trickling drop by drop away.
 
 
 
 
 
 

On the dale's sand alone I lay. The cliffs

Crowded around in ledges steep,

And the sun scorched their tawny tops

And scorched me -- but I slept death's sleep.
 
 
 
 
 
 

And in a dream I saw an evening feast

That in my native land with bright lights shone;

Among young women crowned with flowers,

A merry talk concerning me went on.
 
 
 
 
 
 

But in the merry talk not joining,

One of them sat there lost in thought,

And in a melancholy dream

Her young soul was immersed -- God knows by what.
 
 
 
 
 
 

And of a dale in Dagestan she dreamt;

In that dale lay the corpse of one she knew;

Within his breast a smoking wound shewed black,

And blood coursed in a stream that colder grew.















Mens David M. Bennett får det til at lyde således:
 
 
 
 

THE DREAM
(Translated from Lermontov's 1841 poem)








 
 
 
 
 
 

In Dagestan a valley burned with sunlight


As I lay still, my chest pierced through with lead.
The wound was deep, its edges faintly smoking;
My blood pooled all around where I lay dead. 
 
 
 
 
 
 

Alone I lay upon the sandy valley.
The cliffs that crowded all around were steep,
And sunlight scorched their yellow precipices,
And scorched me too--but now I slept death's sleep
 
 
 
 
 
 

I dreamt about a fire-lit, evening party
Back in my Motherland, where I could see,
' Midst youthful girls, adorned with crowning flowers,
A happy talk went on concerning me.
 
 
 
 

But not partaking in this conversation,
A young girl sat alone, lost deep in thought.
Her youthful soul, now troubled by a daydream,
Was dragged into despair, God knows by what.
 
 
 
 

She dreamt about a Dagestani valley;
The corpse of one she knew lay in that dream,
Its chest wound, smoking still, was turning blacker,
As blood spilled in an ever-cooling stream.

 
 
 
 
I Hans Gerschmanns tyske oversættelse kommer digtet til at lyde sådan:

 
 
 
 

Ein Traum
 
 
 
 

In Daghestan, im Brand des Mittagsstunde

Lag stil ich da, im Herzen das Geschoss;

Es rauchte noch die tiefe Todeswunde,

Draus sickernd tropfenweis mein Blut entfloss.


 

Still lag ich da im heissen, gelben Sande,

Und scheitelrecht der Strahl der Sonne traf

Die Felsen rings; doch ihre Glut verbrannte

Vergebens mich; ich träumt im ewigen Schlaf.


 
 
 

Es träumte mir: Von hellen Feuern glänzend,

Die Heimat nächtlich lag; im Festgewirr

Die Menge summte; festlich sich bekränzend

Die Mädchen schlemisch plauderten von mir.
 
 


Nur eine will nicht plaudern, will nicht scherzen,

Sie sitzt allein und sinnt und atmet kaum,

Und quälend lastet auf dem jungen Herzen

Ein ahnungsvoller, wunderbarer Traum.


 
 

Es träumte ihr: Im fernen Talesgrunde

Ein wolhlbekannter Körper einsam ruht;

Es klafft in seiner Brust die Todeswunde,

Und schon erkaltend sickert draus sein Blut.
 
 
 









Nu kan jeg ikke russisk, men jeg fandt alligevel frem til originalteksten, der lyder sådan:
 
 
 
 

http://public-library.narod.ru/Lermontov.Mikhail/lyrics.html#son
 
 
 
 
 

Og ved hjælp af en ordbog fik jeg en ordret oversættelse til at se sådan ud:
 
 
 
 

En drøm
 
 
 
 

I middagsheden i en dal i Dagestan

lå jeg ubevægelig med bly i brystet

Det røg endnu af det dybe sår

Dråbevis sivede blodet ud af mig


 
 
 

Jeg lå alene i dalens sand

Rundt omkring trængtes klippeafsatserne

Og solens brand stod på de lysende tinder

og brændte mig, imens jeg drømte dødens drøm
 
 

Og drømte mig i et strålende lysskær

en aftenfest i den hjemlige egn

Imellem de unge blomsterprydede kvinder

gik samtalen muntert om mig.


 
 
 

Men i den muntre samtale trådte ikke ind

en der sad i dybe tanker

og i en sørgmodig drøm hendes unge sjæl

var fordybet – Gud ved ved hvad


 
 

og drømte om en dal i Dagestan

et velkendt lig i hin dal

Det røg af hans bryst, såret sortnede

og blodet løb i en strøm der blev koldere


 
 









Det er så råmaterialet, og så gælder det bare om at få et brugtbart digt ud af det. Det lykkedes mig desværre ikke at bevare begge rim i hvert vers – jeg måtte give afkald på det ene. Så mit resultat er ikke så godt som det burde være, men det er måske lidt tættere på originalen end Thomassens og Nabokovs oversættelser:
 
 
 
 

I Dagestan, i dalen, lå jeg livløs

i middagssol med blyet i mit bryst.

Endnu stod røgen langsomt op fra såret.

og dråbevis faldt blodet uden trøst.


 
 

Jeg lå alene dér i sand i dalen.

Tæt trængtes om mig klippekransen rund

og solen sved de høje, gyldne tinder

og mig, der drømte mig i dødens blund.


 
 

Jeg drømte om en aftenfest derhjemme

hvor lys var tændt til glæde og til leg.

De unge kvinder sad med blomster smykket,,

og glad og fri gik samtalen om mig


 
 
 

Men der var én, der ikke ville tale,

og trak sig sorgfuld ud af festens strøm.

Gud ved hvordan den unge sjæl blev grebet

og sænket i en dyb, vemodig drøm
 
 
 

Hun drømte om en dal imellem bjerge

hvor død lå den, hun higede imod.

Det røg af brystet, sortere blev såret,

og kolde var de sidste dråber blod.
 
 

(30. december 2005)
 
 
Et glimt af egern

 
 
 

Jeg kom gående gennem skoven uden at tænke på noget særligt, da jeg så et rødt egern oppe i et fyrretræ. Jeg stoppede op og blev stående længe på skovstien, mens jeg så egernet pile rundt. Jeg så på dets buskede hale og de lodne ører, og jeg var så tæt på, at jeg også kunne se de spillende, kulsorte øjne.
 
 
 

Egernet tog sig ikke af mig. Det havde nok i sine egne sysler og jeg virkede næppe faretruende, som jeg stod der. Vi var sammen i skoven i lang tid, egernet og jeg. Så forsvandt det.
 
 
 

Jeg gik videre med sol i sindet. Dyret havde gjort mig glad, bare ved at være der. Jeg følte mig beriget og opløftet. Verden var lidt lysere, fordi jeg havde set et egern.
 
 
 

Da jeg gik videre, tænkte jeg over, hvad det egentlig var, der havde gjort mig så urimelig glad.
 
 
 

Hvad satan skal vi med stæren? spørger en tømrermester i Gustav Wieds novelle, og hvad i alverden skal jeg dog bruge et egern til?
 
 
 

Jeg har ikke tænkt mig at skyde det, flå det og bruge dets kønne pels til ørevarmere. Jeg ville ikke drømme om at æde det, og det er for lille til at kunne bruges som trækdyr.
 
 
 

Så hvis liberalisterne har ret i, at mennesket først og fremmest bliver drevet frem af ønsket om profitmaksimering, er det svært at se, hvor egernet kommer ind i billedet.
 
 
 

Det er heller ikke fordi jeg synes, der ligger en moralsk lære i at betragte et egern, og selv om det er kønt at se på, er det heller ikke den æstetiske behovstilfredsstillelse, der gør mig glad.
 
 
 

Det er noget andet – det er den hensigtsløse mildhed, dyret fremkalder i mig.
 
 
 

J. Anker Larsen formulerer det klart i sin fremragende bog ”For åben dør” (1926) – en bog, der har fulgt mig gennem det meste af mit liv, og som jeg stadig vender tilbage til.
 
 
 

Han skriver:
 
 
 

”Taknemlig lykke over, at tingene er til, ikke for det æstetiske behag, de vækker, ikke for den nytte, de kan gøre, men fordi de eksisterer - sammen med os, det er kendetegnet på, at man ser selve virkeligheden. Når vi glemmer, at de ting, som er vore, hører os til; når glæden over, at de er vore, drukner i glæden over, at de findes, er evighedens lunge begyndt at ånde. Da fødes i mennesket en hensigtsløs mildhed, der udstrømmer fra hans væsen uden persons anseelse. Det er evighedens sol, som skinner på retfærdige og uretfærdige.” (s. 57)
 
 
 

I det isnende tomme verdensrum hænger en blå dråbe. Det er Jorden, den eneste verden vi kender. Den er broget og mangfoldig, og den er så smuk, det gør ondt at tænke på den.
 
 
 

Denne klode er hverken god eller ond. Men hvis vi betragter den med hensigtsløs mildhed, ønsker vi ikke at skade den eller at skade nogen af dens levende væsener. Og så gør den os bedre, end vi ellers havde været.
 
 
 

(17. december 2005)


 
 

                                  A velt vos iz nishto mer

 

Der var engang en verden. Når man lukker øjnene, kan man mane den frem for sit indre blik. En verden, hvor brudgommen knæler og salver sin brud med nardus. Hvor der er en duft som kofer og kalmus, som safran og kanel. Hvor den elskedes bryster er gazelletvillinger, der græsser blandt liljer og hendes læber er som en purpursnor, hendes tinding et bristet granatæble.
 

 

En verden, hvor de lærde tolker de ældgamle skriftruller og tyder lovens inderste mening. Hvor grønne æsler nipper til skyerne, og den gale violinist læner sig op ad skæve hustage. En verden af dunkle bagbutikker og bugnende festborde med gefillte fisch, hakket lever og revet rødbede og peberrod i eddike. En verden af vildskab og orden, af fromhed der stiger som røgelse mod himlen og gudsfornægtende socialister.
 

 

Det er en verden, hvor humoren altid bliver til selvironi. Hvor man kan le ad verden, fordi man også kan le ad sig selv.
 

 

“Fun a velt vos iz nishto mer”, “Fra en verden, der ikke er mere”, kaldte I.J. Singer sine erindringsskitser fra en lille shtetl, en jødisk landsby i det, der dengang var Russisk Polen.
 
 

I.J. Singer fortsatte som sin bror, Nobelpristageren I.B. Singer, stædigt med at skrive på jiddisch – et sprog, ingen længere taler, når han berettede om denne verden, der ikke mere findes.
 

 

Det jiddische sprog er både velkendt og gådefuldt. Det er tysk, men så er det alligevel ikke tysk. Fun, velt, vos, iz og mer er selvfølgelig det tyske Von, welt, was, ist og mehr, men nishto er det russiske nitsjto – intet.
 

 

Leo Rostens ”The Joys of Yiddish” fortæller – selvfølgelig med masser af anekdoter – om udtryk på jiddisch, der har vundet indpas i amerikansk engelsk, og som ingen i dag kan undvære, fordi de siger mere end de tilsvarende engelske ord. ”Chutzpah” er meget mere end bare ”frækhed”, en ”nudnik” er værre end bare irriterende, en ”shmegegge” er ikke bare klodset, men så fummelfingret, at det trodser enhver beskrivelse.
 

 

Den amerikanske forfatter Michael Chabon fortæller om den sære oplevelse det var at støde på en parlør i jiddisch inde mellem alle de andre parlører i boghandelen. ”Say it in Yiddish” er udkommet på Dover Publications i 1958 og skal angivelig hjælpe den, der skal finde et hotel, spise på restaurant og køre i taxi i et land, hvor alle taler jiddisch – et land, der ikke længere findes.
 

 

Man kan ikke tænke på den forsvundne jødiske verden i Østeuropa uden at føle sorg og vrede. Nazisternes morderiske regime udryddede og fordrev et folk og gjorde verden fattigere. I virkelighedens verden kan vi ikke rejse til en sthtetl.
 

 

Den findes i endnu levendes erindring. Om få år er der ikke mere nogen tilbage, der kan huske den verden, der ikke er mere.
 

 

Men den findes også og vil altid findes i kunsten. Man kan se filmen ”Dybbuk” fra 1937, instrueret af Michal Waszynski og en af de eneste film med jiddisch tale. Man kan høre klezmer musikken med klarinetter, der hulker af den dybeste sorg samtidig med at de jubler af brusende glæde. Man kan læse brødrene I.J. og I.B. Singer og den uforlignelige Bruno Schulz, hvis Kanelbutikkerne må være en af verdens bedste bøger – herhjemme fremragende oversat af Jess Ørnsbo.
 

 

Her hamrer den åndssvage Tluja brølende sit skød ned i en hyldestub, mens de solsvedne tidsler skriger omkring hende. Her udruger forfatterens far fugleæg, så skyer af fugle danner et farvestort, bølgende bed, der flagrer op til alle sider som rødlige blomster. Her finder man Krokodillegaden med de førerløse drosker, der på egen hånd ruller rundt i gaderne, mens kuskene er optaget af tusinde andre sager.
 

 

Én ting fortæller bøgerne og musikken os. At man kan le på trods, le for ikke at græde. Midt i sorgen over den verden, der ikke er mere, lever glæden over, at den var der engang.
 

 

At trodse morderne ved at le. At le døden lige op i dens tåbelige kranium. Det kan kun mennesker. Det kan kun et mensh. Og ”mensh” på jiddisch er ikke bare et menneske. Som næsten alle jiddische ord betyder det meget mere end det, det siger på overfladen. At være et ”mensh” har ikke noget med status eller rigdom eller viden at gøre. Det er at være en, der gør det rigtige, en der af egen fri vilje opfører sig sådan, som alle burde opføre sig.
 

 

 

(22. januar 2004)
 

 
 

Glæden ved stumfilm

 

 

Man skal ikke være dogmatisk, så jeg vil ikke påstå, at der ikke er lavet gode film efter 1929. Blot at der i de sidste fem år af 1920’er blev skabt flere storfilm end i nogen tilsvarende periode senere. I stumfilmens sidste år var film virkelig levende billeder. Man kan vælge praktisk taget hver eneste scene, hver eneste indstilling i periodens storværker, klippe dem ud, forstørre dem og hænge dem op på væggen, og så har man et godt billede. Det samme kan man ikke sige om talefilmene, der i langt højere grad fremviser talende hoveder på en væg.

I de tidlige stumfilm føles fraværet af tale som et handicap. Der er alenlange indledende tekster, og mellemteksterne fortæller og forklarer handlingen med få minutters mellemrum. Men snart lærte filmskaberne at gøre en dyd af nødvendigheden og fortælle historien i billeder, der ikke behøver ord. Et højdepunkt i så henseende er FW Murnaus ”Der letzte Mann” fra 1924, der er fortalt uden én eneste mellemtitel.

 

De store stumfilm er ikke mimetiske. De foregiver ikke, at kameraet er en flue på væggen og at det er virkeligheden, vi ser. De skaber et kunstværk i billedsekvenser. Den virkelighed, filmen gengiver, er den kunstneriske virkelighed, ikke dagligdagens. Når en mand føler sig meget lille ved mødet med skrankepaverne i filmen ”Crainquebille”, skrumper han på billedet ind til han er på størrelse med en orm. Når politiets angreb på de strejkende i Eisensteins ”Strejke” opleves som en nedslagtning, krydsklippes til slagtning af en okse og nærbilleder af dyrets øje. Der eksperimenteres med lærredets format – billedet er ikke nødvendigvis firkantet; nogle gange bliver det rundt, ovalt eller trekantet – med tintede billeder, så aftenscener er blå og indendørsscener gule eller røde, og endda med film fremvist på flere lærreder på én gang.

 

Billederne kan være eksponeret oven i hinanden, lærredet kan være delt op i flere billedfelter, der taler til hinanden, og gennem montage og klipning kan forskellige billedelementer smelte sammen til en psykologisk enhed.

 

De store stumfilm opleves flydende, bevægelige. Mange af dem er optaget med et lille, håndholdt kamera som Dzjiga Vertovs ”Manden med kameraet”.

 

Da tonefilmen kom til, blev optagelserne bundet til studiet, og kameraerne var tonstunge monstre, der ikke var til at flytte rundt på. Derfor blev filmene stive og træge i sammenligning med stumfilmene. Først da den nye franske bølge omkring 1956 indførte det håndholdte kamera igen, kunne filmen genvinde sin bevægelighed.

 

I de mange år, filmene blev til registrering af samtaler, levede stumfilmens virkemidler videre i tegnefilm, i reklamefilm og senere i musikvideoer, der ligesom stumfilmene først og fremmest er billeder i bevægelse. I den seneste tid har filmskabere som Tarantino søgt inspiration fra musikvideoerne.

 

Jeg vil hævde, at de store stumfilm er mere beslægtet med Tarantino end med køkkenvask-realismen. Og at netop den generation, der er vokset op med MTV og musikvideoer, i særlig grad vil kunne værdsætte en film som Napoleon af Abel Gance. Under optagelserne af den berømte sneboldkamp i Napoleon ønskede Gance, at filmen skulle opleves fra sneboldens perspektiv, og derfor smed han rundt med filmkameraerne. Det gik de selvfølgelig i stykker af, men da producenten beklagede sig over udgifterne, svarede Gance bare: Snebolde går i stykker. Klipningen af sneboldkampen er så ekstrem, at der undertiden er klippet ned til ét billede på 1/24 sekund. Det kan man ikke opfatte med øjet, men kun med underbevidstheden, og det er netop det, der er meningen. I samme film foregår slutscenen på tre forskellige lærreder, der rytmisk smelter sammen til et super-widescreenlærred, holdt i trikolorens tre farver.

 

Det er selvfølgelig ikke alle stumfilm, der er mesterværker. Dengang som nu var halvfems procent af alle film noget hø. Men de store stumfilm af filmskabere som Murnau, Pabst, Lang, Griffith, Borzage, Gance, Eisenstein, Pudkovkin og Dovzjenko er uovertrufne.

 

Andre steder i verden bliver de vist i biografer og i fjernsynet. Den fransk-tyske kulturkanal Arte sender således en nyrestaureret stumfilm den sidste fredag i hver måned. Herhjemme sender fjernsynet kun de samme komedier af Chaplin og Gøg og Gokke, der er glimrende. Det er ikke det. Men altså ikke det eneste. Og biograferne kender slet ikke stumfilm. Så er det godt, der er noget, der hedder laserdisks og DVD. Her kan man få det meste. Men ikke meget dansk.

 

Danmark var engang verdens førende filmnation, men de store danske stumfilm ligger lige så stille og forvandledes til eddike i et fort i Bagsværd. Der findes en amerikansk laserdisk-udgave af Atlantis fra 1913 og et amerikansk DVD-sæt med Carl Th. Dreyer. Men vi venter stadig på danske DVD’er med Fy og Bi, Asta Nielsen og alle de andre store. Det er en kulturarv, vi kan være stolte af – hvis vi ellers kan få øje på den.

 
 

 

(14. december 2003)
 

 
 

                                         En mosgængers bekendelse
Smagen af en mango er grund nok til at leve, stod der i en bog, jeg læste som barn. Når den daglige avis eller TV-nyhederne får adrenalinen til at pumpe helt op i øjnene, og når man ofte synes, at den eneste lille trøst er, at dumheden trods alt i reglen er større end den rene ondskab, kan der være god grund til at lede efter dagligdagens mangoer, lysprikkerne i mørket, smørhullerne i grøden.

 

Glæden ved at gå på mos er et sådant lys i mørket. Det bedste gåmos finder man nok i de svenske storskove. Her er urfjeldet ofte byltet ind i bløde mostæpper så tykke og svuppende, at man synker i til anklerne. Det optimale udbytte får man selvfølgelig ved at tage sko og strømper af. Så kan man sprede tæerne ud til siden, vrikke dem ned i mos og mærke den sært peberagtige fært stå op mod ens næsebor for hvert gyngende skridt over irgrønne måtter. En fjern erindring dukker op, fornemmelsen af hvor sjovt det var at gå hen over en opredt seng, da jeg var tre eller fire år. Glæden ved at mærke noget give efter under benene, ved at føle knæene søkke ned af sig selv og noget elastisk svuppe under fodbalderne. Men mosset er bedre end dyner, det kilder og kratter ganske let. Engang imellem kommer man selvfølgelig til at træde på en kvist eller støder storetåen mod en sten, men det sætter kun det bamsebløde ved mosset i relief. Hvis man vil, kan man lade sig falde uden at være bange for at slå sig. Man dejser bare ned og ned i duftende lag, der giver efter under en og tager imod.
 

Under danske himmelstrøg er mosdækket sjældent helt så imponerende, og i græsplænen er det tyndere end i skoven. Men det er der. Tænk engang, at nogle mennesker bliver firkantede i øjnene, hvis der kommer mos i deres plæne. Så hælder de mosdræber over det, de graver og fræser og roder og regerer for at slippe af med mosset. Så var den mand, jeg købte huset af, mere fornuftig. Hvis det er grønt, kalder jeg det græs, sagde han. Det er ord, jeg har taget til mig. Men allerhelst ville jeg hælde lidt mosfremmer på plænen.
 
 

Mosgang er selvfølgelig en sæsonbestemt sport. I frostvejr kradser mosset, og man kommer til at fryse om fødderne. I regnvejr bliver mosset fladt og glat og giver slet ikke den rigtige taktile fornemmelse. Men med lidt held kan man gå på mos syv-otte måneder om året. Det behøver ikke at være så meget. Fem minutter er nok. Lidt frem og tilbage, vrikke tæer, vuppe op og ned på fødderne for at mærke jordbunden give efter. Og så stå helt stille, som et barn der tisser i et svømmebassin, bare mærke tæer og mos gå i forening og imens kigge op mod drivende skyer. Gøre sig tom og lade skyerne drive tværs gennem ens øjne. Spartle fødderne ud mod mos en sidste gang og gå ind. Så holder man til et par radioaviser mere.
 
 

(21. januar 2002)