Der findes frø, der skal have frost for at spire. Lægger man dem i jorden uden at de har mærket kulden gennem sig, rådner de bare. På samme måde er det med mennesker og sneløse vintre. Hvis alt bliver ét pløre og ælte fra oktober til april, rådner fine føletråde i sindet, og sanserne bliver stoppet til med dynd. Der skal sne til, høj himmel, nøgne træer med vanter af sne på alle kviste, solblink i blåt, gyldent og violet fra frostskorpen, udsyn over landskaber, der er forvandlet til et bølgende hav af hvide driver.

I erindringens troldspejl var der altid sne i min barndoms vintre. Når jeg lukker øjnene, kan jeg endnu langt op i næsen mærke smagen af at bide i en snevåd, froststiv vante. Denne blanding af jern og lanolin, der er uløselig knyttet til minderne om sneborge og snehuler, sneboldkampe og lange glidebaner i skolegården. Jeg husker, hvordan det var at forcere de høje driver, der kantede gaderne, og hvordan den blændende hvide sne langsomt blev sort og hullet til der tilsidst, omtrent den tid hvor de første erantis kiggede frem, kun var små, skinnende sorte klatter tilbage. Det sneede, når man kælkede ned ad bakkerne, og sneen tog af for faldet, når man kæntrede og trillede lykkelig ned, uskadt og varm i flyverdragten.

Tænker man tilbage på de rigtige snevintre, skal man grave dybt i erindringen. Man skal vel tredive år tilbage til den store nytårs-snestorm 1978/79. Det år lå sneen op over vinduerne på første sal. I den fygende sne kunne man kun se et par meter frem, og når man vågnede, var landskabet forvandlet af vinden, huse begravet og grøfter slettet ud. Vi havde ikke set vores nabo, den gamle stationsforstanderenke, i flere dage, og hendes hus lå begravet i sneen, og telefonen virkede ikke, så vi gravede en mellemting mellem en tunnel og en sti over til hendes dør og bankede på.  Hun lukkede op og stod der og tørrede hænder i forklædet, lidt forundret over det uventede besøg, men glad for at se os. Jamen, kom dog indenfor. Hun havde lige sat kaffe over, og småkager havde hun alligevel bagt til jul. Sne? Jo, der var nok faldet sne. Ikke at hun havde bemærket det. Kunne man ikke komme ud ad døren? Jaså. Næ. Men hvad skulle man også udenfor, nu det var så koldt.

Nu er det snart december. Der har været mange tunge og mørke skyer, der godt kunne have rummet sne. Men ikke et fnug er faldet endnu. Meteorologerne fortæller opstemt, der er tretten grader. Hylden begynder at skyde knopper, pindsvinet kommer frem af sit hi og misser. Hvor blev vinteren af? spørger det vel.
Og vi kan ikke svare dyret. Vi ved ikke, hvor vinteren bliver af. Ligesom sommeren ikke længere er evig sol, er vinteren ikke længere sne og frost. Alle årstider er æltet sammen i én ubestemmelig masse, en evig klæg november. Efter 30. november kommer den 31. Og så 32. november og fremdeles videre, måned efter måned. Det er som i et digt af Nordbrandt, men det er bare virkelighed. Menneskeskabt virkelighed.

Så må man enten drage mod nord, til de steder, hvor sneen falder endnu, eller man må lukke øjnene og søge tilbage til den tid, da snefnuggene faldt uden for vinduer fulde af isblomster.
 
 
 
 
 

(28.november 2009)