Ulrik Høy efterlyser i Weekendavisen 27.11. 2009 en "tilpas rå, voksen, modig og moden statsminister", der tør fortælle folk, at det ikke er statens opgave at sikre dem tryghed. "Tryghed? Det må I sgu selv sørge for. Som statsminister er jeg hverken boss for en børnehave eller et plejehjem", skulle denne rå børste fortælle folk. Hvorefter han måske, med Høys udelte velsignelse, kunne gå i gang med at genne ungerne ud af børnehaverne og de gamle og syge af plejehjemmene, så de kunne lære at klare sig selv eller omkomme under forsøget.
Det er som om en vis gruppe borgerlige skribenter tror, vi alle sammen bor i det lille hus på prærien. Hvor en kvinde er en kvinde, der grutter korn og støber lys og laver blodpølser af den gamle so, mens manden med bøssen på skulderen pløjer ny jord, fisker og skyder et passende antal større dyr til nedsaltning.
Men sådan spiller klaveret jo ikke længere. Ulrik Høy ville næppe overleve mange døgn alene ude på prærien. Hvis han tabte brillerne, ville han ikke kunne se et elsdyr, og det er nok tvivlsomt om han kunne klare sig ret længe i nærkamp med vilde indianere, der var ude efter hans skalp.
Tanken om et evigt, jomfrueligt grænseland, man kan drage ud i og bosætte sig, passer ikke så godt til en verden med snart 7 milliarder indbyggere, hvoraf de fleste bor i storbyer.
De fleste af os forventer, at el og vand bare er noget, der kommer af sig selv. Vi køber maden pakket ind i plastic, vi lader os fragte rundt i bus og metro, og hvis lokummet går i stykker, ringer vi efter en mand, der kommer og ordner det.
Det er det man kalder tryghed. Det er sådan, man indretter sig, når man har et forholdsvis udviklet samfund.
Ulrik Høy har ganske ret i, at selv ikke verdens mest udviklede velfærdsstat kan afskaffe sygdom og død. Men vi kan sørge for at have ambulancer og hospitaler inden for rækkevidde. Der vil stadig være skilsmisser og ulykkelige forelskelser. Folk vil stadig være ensomme og ulykkelige. Men vi kan forhindre, at folk dør af sult eller af sygdomme, der ville kunne behandles.
Når jeg tegner en livsforsikring, forventer jeg ikke, den får mig til at leve evigt. Jeg forventer, at den løser nogle økonomiske problemer, der ellers ville opstå for mine efterladte. Når jeg betaler skat, forventer jeg, at det offentlige sørger for, at børnene kan gå i skole, at de syge kan få lægehjælp, at det er muligt at komme frem og tilbage med kollektive transportmidler, og at vand bare kommer ud af hanen og ikke skal hentes med en pøs i nærmeste vandhul.
Det kan godt være, jeg bliver stukket ned på gaden alligevel, men skulle det ske, regner jeg med at man vil forsøge at finde den skyldige og straffe ham.
Når vi i velfærdsstaten har vedtaget at lade det offentlige tage sig af at skabe tryghed på en række områder i stedet for at tegne hver sin private forsikring, så er det dels fordi det er billigere for os - der er ingen fordyrende mellemled - og dels fordi vi på den måde sikrer os, at der ikke er nogen, der falder gennem hullerne i nettet. Hvis man har den opfattelse, at der ikke er nogen, der skal dø af sult eller omkomme, fordi de ikke har råd til lægehjælp, så er det naturligt at spænde sikkerhedsnettet ud under alle i stedet for at lade de rige spænde et net ud under sig og de andre synke ned i mudder.
Det kan kan jo godt kalde tryghedsnarkomani,
hvis man vil. Man kan også kalde det civilisation.
(28. november 2009)