Betænkningen opstiller som et hovedkrav, at selskabsskatten skal sættes yderligere ned, så aktionærerne kan få endnu højere udbytte, for ellers vil kapitalen flygte fra Danmark. Og når virksomhederne ikke vil betale skat, er det lønmodtagerne, der skal betale det hele, og derfor må folk arbejde flere år. Vi skal tidligere i skole, afslutte uddannelsen hurtigere, straffes hvis vi vil lære verden at kende ("fjumreår", kalder man det, der hed "dannelsesrejse", dengang det kun var noget for de rige) og blive flere år på arbejdsmarkedet som trækdyr for aktionærerne, for det er et stort problem, at folk ikke mere dør tidligt. Ældrebyrden kalder man dem, der er formastelige nok til at overleve tiden som udbytningsobjekter.
 

Set fra de forgyldtes position er hele befolkningen vel i virkeligheden en folkebyrde, som kun tåles, så længe vi forgylder aktionærerne endnu mere.
 
 

Det kan ikke blive ved med at gå med velfærd til alle, når gruppen af gamle bliver ved med at vokse, hedder det. I dag skal 100 erhvervsaktive forsørge 69 uproduktive - børn og gamle og den slags - og i løbet af dette århundrede vil tallet stige til lidt over 90 uproduktive for hver 100 i arbejde. Derfor er det bydende nødvendigt at skære ned på velfærden.
 
 

Det lyder besnærende, men i et fattigt land som Kenya forsørger 100 erhvervsaktive 138 uproduktive - hovedsagelig børn. For hundrede år siden var tallet nogenlunde det samme i Danmark - dengang vi havde store børneflokke. Og når fattige kan sørge for mad og klæder til børn og gamle, burde vi vel også kunne.
 
 

I det hele taget er det underligt, at vi i dag ikke har råd til de sociale og kulturelle goder, vi havde råd til, dengang vi var meget fattigere, end vi er i dag.
 
 

Gør gode tider bedre, hed det i 60'erne. Hvorfor kunne vi bygge kulturhuse og skoler og biblioteker, dengang vi havde meget færre penge til rådighed, end vi har nu - når vi ikke kan gøre det nu, hvor vi er styrtende rige?
 
 

Det skyldes vel hovedsagelig, at man fra 1929 til 1973 - fra verdenskrisen til oliekrisen - havde det hovedprincip her i landet, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder.
 
 

Fra 1973 og især efter Margaret Thatchers revolution, er princippet blevet, at de smalleste skuldre skal bære de tungeste byrder, og de rigeste skal sidde uhindret på flæsket.
 
 

Der sidder de så, men flæsk er temmelig glat at sidde på, så forhåbentlig glider de ned igen.
 
 

Regeringen påstår, det skal kunne betale sig at arbejde, men dens handlinger siger det modsatte. Lønmodtagerne skal betale, og jo mere arbejdsfri en indtægt er, jo lavere skal den beskattes.
 
 

I toppen har vi de helt store socialnassere. Her finder vi kongehuset, godsejerne og gyllebaronerne med snablen dybt nede i statskassen og EU-kassen, skibsrederne og bankerne, der stort set ikke betaler skat, de multinationale, der slet ikke vil betale noget og kuponklipperne og sofaliggerne, der ikke vil have deres arbejdsfri udbytte beskåret af noget så vulgært som skat. Lønmodtagerne kan kun komme med i de skattefris selskab, hvis de vinder i tips eller lotto, for konsekvent nok beskattes arbejdsfri lotterigevinster lavere end arbejde.
 
 

Selskabsskatten er nu 28 procent og skal efter komissionens forslag ned på 25, men hundreder af multinationale smyger sig helt uden om at betale skat, og virksomheder som Mærsk og storbankerne betaler kun nogle få procent af deres overskud i skat.
 
 

For at få det store røveri til at glide ned, udbreder man myten om, at kapitalejerne er uundværdige for samfundets velstand, og hvis man forlanger for meget af dem, bliver de bare fornærmede og flygter fra landet. Samtidig har man siden kong Nebukanezer udbredt myten om, at når de regner på de rige, drypper det før eller senere på de fattige.
 
 

Man går ud fra, at når de allergrådigste har stillet deres sult, bliver der nok nogle krummer til de andre. Problemet er bare, at grådigheden ingen grænser kender. Det nytter ikke noget at spørge om, hvad folk skal med ti lokummer, når de kun har ét røvhul. Når de har fået bil, vil de have båd. Har de båd, vil de have fly. De vil hele tiden have mere, så hvis der er noget, der drypper ned på de fattige, er det kun fordi de rige pisser på dem.
 
 

Virksomhedernes indtægter kaldes udbytte, og det er et velvalgt ord, for pengene er krattet ind ved at udbytte folk, der arbejder.
 
 

Før i tiden skulle man betale en rimelig skat af dette udbytte, men nu er det den fremherskende opfattelse, at skatten på selskabernes overskud og aktieejernes udbytte skal sættes ned og ned af hensyn til den velsignede konkurrenceevne. Det er en spiral uden ende. Estland har allerede sat selskabsskatten ned til nul, og skal vi konkurrere med det, må vi overøse kapitalejerne med store pengegaver, så de ikke bliver fornærmede og flytter til et andet land
 
 

Men måske er skaden ikke så stor endda, hvis de vælger at flytte. Og måske skulle man være lidt mindre rundhåndet over for skatteflygtninge, der kommer tilbage til fædrelandet, når de skal have udført dyre bypass-operationer. Hvis virksomhederne ikke vil betale skat, kan samfundet måske overtage disse virksomheder og lader overskuddet gå i statskassen i stedet for i kapitalejernes lommer. Det ville vi alle sammen blive rigere af.
 
 

Det korte af det lange er, at når man taler om, hvorvidt ”vi” har råd til anstændige socialgoder, og når man konkret peger på at ”vi” ikke har råd til efterløn, selv om et overvældende flertal af befolkningen ønsker efterlønnen bevaret, så må man lige gøre sig klart, hvem ”vi” er. Pengene i de offentlige kasser er jo krattet ind fra skatteyderne, så det er vores egne penge, der skal fordeles.
 
 

Derfor må hver især stille sig selv dette enkle spørgsmål: Har jeg råd til mig?
 
 

Nu synes jeg jo nok, jeg har en vis affektionsværdi for mig selv, så jeg er måske en anelse forudindtaget, men hvis jeg skal være med til at disponere over vores fælles pengekasse, som jeg selv har bidraget til, så synes jeg nok, der skal være råd til, at jeg er der lidt endnu, selv når jeg ikke længere kan bruges som udbytningsobjekt. Jeg vil hellere bruge mine penge på folkepension, skoler og hospitaler end jeg vil forære dem til multinationale virksomheder og kapitalfonde, der er styrtende rige i forvejen.
 
 

Så når velfærdskommissionens direktører og Handleshøjskole-professorer foreslår, at lønarbejdernes fælles sparepenge i statskassen skal bruges til yderligere et lag forgyldning af de allerrigeste, så er tiden nok kommet til at sige: Fingrene væk fra vores penge. Vi skal nok selv finde ud af, hvordan vi vil bruge de penge, vi selv har tjent.
 
 

(17. december 2005)
 
 
 
 

Nu var der så kommet billeder frem af de metoder, amerikanerne brugte over for de indsatte i de irakiske fængsler. Og metoderne havde den danske oberst ikke noget mod. De var nødvendige, for terroristerne overholder jo ikke Genève-konventionen, så det kan vi heller ikke gøre. Men det at billederne var kommet frem, det viste at ledelsen havde svigtet sit "informations-management", for det var jo helt klart at den slags oplysninger ikke "egnede sig til det offentlige rum". Der var visse ting, der måtte holdes hemmelige. Derfor havde vi også i Danmark et kontroludvalg, der skulle se på efterretningstjenesterne. For kontroludvalget er efter oberstens opfattelse ikke en lup på det, der foregår i PET og FET, men en slags kloakdæksel, der skal forhindre at den gærende råddenskab i kældrene siver op i det offentlige rum.
 
 
 
 

Så langt er vi kommet. Så kort har vejen været tilbage til middelalderen. Krigen mod terrorisme er et særtilfælde, siger måske oberst Dahl. Men er den det? Hvad nu hvis politiet har taget en mand, der måske har begået et frygteligt seksualmord på en lille pige? Der sidder han og nægter hårdnakket, og man har ingen beviser. Hvis man så slipper ham, og det var ham, der gjorde det, risikerer man så ikke, han går ud og myrder endnu en lille pige? Skulle man så ikke hellere have givet ham tommeskruerne på? Og hvad nu, hvis man har fået fat i en narkohaj, der bare ikke vil fortælle, hvor han har gemt varerne? Risikerer man ikke, at hundreder af mennesker bliver fanget ind i afhængighed eller dør af overdosis, hvis pusheren går fri? Er det så ikke bedre at hive neglene af ham for at få ham til at tale? Når forbryderen ikke overholder loven, hvorfor skulle vi så gøre det?
 
 

Og hvad nu, hvis man virkelig oprigtigt mener, at en gammel kone står i ledtog med Satan? Hvis hun ikke vil tilstå, så er hendes evige sjæl fortabt. Men strækker man hende på pinebænken og brænder hende på bål, når hun tilstår, så bliver hun måske frelst - og har man så ikke gjort hende en tjeneste?
 
 
 
 
 

I 1764 udgav den italienske retslærde Cesare Beccaria skriftet "Om forbrydelser og straffe", hvor han fordømmer anvendelsen af dødsstraf og tortur som barbariske straffemetoder, der ikke sømmer sig for det oplyste attende århundrede. Beccarias essay fik enorm indflydelse i samtiden. Inden 1786 var dødsstraffen praktisk taget afskaffet i Italien, og Beccarias skrift blev rost i høje toner af Katharina den anden af Rusland, Maria Theresa af Østrig-Ungarn, af filosoffen Voltaire og af Thomas Jefferson og John Adams, der få år efter fik et forbud mod grusomme og uretfærdige straffe med i tillægsartiklerne til den amerikanske forfatning.
 

Beccaria gør blandt andet opmærksom på, at tortur angivelig anvendes for at fremtvinge sandheden. Men smerterne får folk til at tilstå selv forbrydelser, de ikke har begået, så derfor "vil selve de midler, der anvendes til at skelne mellem uskyldige og skyldige på den mest effektive måde ødelægge enhver forskel mellem dem". Beccaria peger videre på, at det store flertal af mennesker er lovlydige, og at sandsynligheden derfor taler for, at man ved anvendelse af tortur vil ramme flere uskyldige end skyldige.
 

Ikke uden grund har man kaldt det attende århundrede for oplysningstiden. Mennesker som oberst Dahl viser, at vejen fra oplysning og tilbage til formørkelsen er forfærdende kort.
 

I samme udsendelse som oberst Dahl optrådte den tidligere jægersoldat Carsten Mørk, der sagde at billederne fra amerikaner­nes torturkamre i Irak ikke kom bag på ham. Som gammel jægersoldat havde han været på uddannelse i USA og stiftet bekendtskab med alle metoderne. Det eneste, der var nyt for ham, var at man i Irak havde pudset hunde på fangerne. Den metode havde Mørk godt nok ikke prøvet.
 

I begyndelsen af Søndagsmagasinet lovede værten, Morten Løkkegaard, at magasinet ville blive absolut "bryllupsfrit". Men jægersoldaten Mørk fremmanede pludselig billedet af kronprinsen i Vor Frue Kirke.
 

Der stod han, så blød og nuttet som en hundehvalp, og blev gift med sit hjertes udkårne. Men hvordan var det nu? Han havde jo ligesom Mørk gennemgået en uddannelse som jægersoldat. Var han også blevet oplært i tortur eller var det et af de specialer, man var gået let henover i hans tilfælde?
 

Og hvad tog han på, da han skulle giftes? Jamen, selvfølgelig da en søofficersuniform med paradesabel dinglende fra bæltet. Det var den rette påklædning for ham, når han stod der foran repræsentanten for en religion, hvis fornemste symbol er korset - et romersk torturinstrument. Og så man ud over kirkerummet, så lynede og glimtede det fra alle militæruniformerne. Brudgommens far er en habil lyriker og efter sigende en udmærket pianist. Der er ikke noget som helst krigerisk over hans fremtoning, men i dagens anledning var også han forklædt som soldat og havde presset sig ind i en søofficeruniform. Og rundt om blandt gæsterne så man alle slags epauletter, sovsekander med og uden uldtrævler og med og uden fjerduske, guldknapper og tresser.
 

Hvad er det så, man fejrer, når man trækker i uniform? Et mordhåndværk, selvfølgelig. Man kunne for den sags skyld lige så godt have taget stivede slagterforklæder på. Når Frederik skal giftes, hænger han en sabel om livet. Et instrument, der er beregnet til at skære hovedet af folk med.
 

Kunne man forestille sig et samfund, der byggede på andre værdier? Så folk, der rigtig skulle være fine, for eksempel trak i lægekitler med forgyldte stetoskoper? Eller tog digterens slængkappe om skuldrene, trak i malerens kittel eller viste sig frem som videnskabsmænd, der udvider grænserne for vor viden, som murere, der bygger solide huse, eller som skraldemænd, der skaber rene og ryddelige forhold omkring os ved at fjerne affald og skrammel? Kunne man tænke sig en verden, hvor Frederik skiftede sablen ud med en pensel eller en murske?
 

Ja, det kunne man nok forestille mig. Men kun hvis det var et ganske andet samfund, vi havde med at gøre. I vores samfund ligger der en indre logik i, at magtens mænd klæder sig ud som mordere.
 

Oberst Dahl får nu på puklen, også af de borgerlige, for sine udtalelser. Men hans virkelige synd er, at han har sagt det, mange af dem mener. Han har, med sine egne ord, kludret i det med sin informations-management. Der er visse ting, der ikke skal siges offentligt.
 
 

At samfundet bygger på vold - at de kongelige historisk set ikke har deres position i kraft af deres dygtighed, men i kraft af rå magt - det kan man kokettere med ved at klæde sig ud i militæruniformer til et bryllup.
 

Men at magtens håndhævere bruger middelalderlige metoder - at der er torturkældre under slottet - det skal vi ikke sige højt.
 
 

(17. maj 2004)

En fast ingrediens i læserbrevene i Jyllands-Posten og Berlingske Tidende er påstanden: Kommunismen er et morderisk system, der har kostet 100 millioner mennesker livet. Kommunisterne har fem gange så mange liv på samvittigheden som nazisterne, så kommunisme er fem gange værre end nazisme.
 
 

100 millioner er et meget stort tal og et meget rundt tal, så derfor synes man sjældent, man behøver at argumentere mere for det eller fortælle, hvordan man er kommet frem til lige netop det tal.
 
 

Faktisk er der tale om to forskellige beregninger, der når frem til samme slutfacit. Den første er foretaget af professor RJ Rummel fra University of Hawaii, i Danmark i reglen formidlet gennem Rummels ven og kampfælle, den svenske politiker Per Ahlmark.
 
 

Rummel har omhyggeligt opnoteret alle rapporter om drab og massakrer, han er stødt på, og har så lagt tallene sammen uden at foretage nogen form for kildekritik. Det er selvfølgelig en helt uvidenskabelig fremgangsmåde, men man får nogle meget store tal frem på den måde.
 
 

Rummel når frem til, at det sovjetiske regime dræbte 61.911.000 mennesker i perioden 1917-87, mens det kommunistiske Kina dræbte 35.236.000 og Pol Pot-styret i Cambodja 2.035.000. (RJ Rummel: Death by Government, 1997 s. 4). Det giver så godt 100 millioner.
 
 

Danske borgerlige politkere og læserbrevsskribenter brugte Rummels tal, indtil Courtois’ Kommunismens sorte bog udkom på dansk. Så skiftede de over til Courtois’ beregninger.
 
 
 
 
 

Courtois opererer også med 100 millioner ofre for kommunismen, men tallet er sammensat på en helt anden måde. Han opererer med 65 millioner dødsofre i Kina, 20 millioner i Sovjetunionen, 2 millioner i Cambodja og 1 million i Vietnam (Black Book of Communism 1999, s. 4).
 
 
 
 
 

Jeg har ikke set nogen af de danske borgerlige politikere og læserbrevsskribenter give udtryk for, at de overhovedet har bemærket, at de således uden videre har skåret antallet af sovjetiske ofre ned til en tredjedel og næsten fordoblet antallet af kinesiske ofre fra den ene dag til den anden.
 
 
 
 
 

De fleste venstreorienterede skribenter har undladt at kommentere dette forhold, fordi de selvfølgelig ikke vil have, at man skal opfatte det, som om de kunne finde på at forsvare de myrderier, der er foregået i socialismens navn. Vi ved alle sammen, at et meget stort antal mennesker blev dræbt under Stalins terror, Pol Pots vanvittige styre osv. Hvis ét menneske er dræbt i socialismens navn, er det et menneske for meget, og derfor indlader man sig nødig på at tælle lig.
 
 
 
 
 

Ikke desto mindre har det dog vel en historisk interesse at finde frem til uhyrlighedernes omfang.
 
 
 
 
 

Da antallet at ofre tit bliver sammenlignet med nazismens ofre, og nazismen dermed bliver fremstillet som mindre skadelig end kommunismen, kan der også være grund til at se på, hvad vi sammenligner.
 
 

Der er et par spørgsmål, man må stille, før man overhovedet begynder.
 
 
 
 

 1. Hvilken periode beskæftiger vi os med? Kan man uden videre sammenligne tallet for 12 år under nazismen med tallet for 74 år under Sovjet-kommunismen?
 
 
 
 

2. Er det kun kommunismen og nazismen, der må sammenlignes, eller er det også relevant at inddrage ofrene for vores eget samfundssystem, hvad enten man nu kalder det kapitalisme eller imperialisme?
 
 
 
 

3. Når vi taler om dødsofre, regner vi så kun med dem, der direkte er henrettet, eller tæller vi også dem med, der er døde af sult og sygdomme – der i større eller mindre grad er fremkaldt eller forværret af et økonomisk system?

Hvis det store dødstal 1959-61 er kommunismens skyld, er det så kommunismens fortjeneste, at millioner af menneskeliv er reddet i perioden 1949-59 og efter 1962?
 
 

I Indien var dødstallet i 1960 24 promille – hvilket er nogenlunde på højde med, hvad det var i Kina samme år, det værste hungersnødsår. Men i Indien lå tallet højt og stabilt hele perioden igennem og faldt først mærkbart i halvfjerdserne og firserne. Er det så kapitalismens skyld, at millioner af indere døde af sult, når det kinesiske eksempel havde vist, at det var muligt at halvere dødeligheden?
 
 
 
 
 

De seneste tal for dødeligheden (http://www.nationmaster.com/graph-T/peo_dea_rat&int=-1) er 8,6 promille i Indien og 6,8 i Kina, men f.eks. 26,2 i Botswana, 18,8 i Sierra Leone, 17,4 i Afghanistan og 14,9 i Haiti. Hvis skyld er så det?
 
 

Nogle vil måske indvende, at hungersnød under kommunismen er direkte fremkaldt af det økonomiske og politiske system, mens hungersnød i kapitalistiske og koloniale lande er en art naturtilstand. Men det holder ikke. Omfanget af den irske hungersnød i 1840’erne hang i højeste grad sammen med den engelske regerings liberalistiske dogmer. Hungersnøden i Niger i 1931 var direkte fremkaldt af, at den franske kolonimagt tvangsudskrev arbejdsføre mænd til bygning af veje og jernbaner, så de ikke kunne dyrke deres marker. Hungersnøden i Vestbengalen i 1943, der krævede millioner af ofre, havde politiske årsager. Læs også Mike Davis: Late Victorian Holocausts, Verso 2001 om den økonomiske og politiske baggrund for hungersnøden i bl.a. Kina og Indien i slutningen af det 19. århundrede.
 
 

I vor egen tid fører den såkaldte strukturtilpasning, der påtvinges den tredje verdens lande, til en ekstrem ulighed med sygdomme og sult til følge.
 

Hvis man vender sig til Cambodja, varierer tallene af ofre for Pol Pots regime fra mindre end en til over to millioner. At tallet er meget højt, er der ingen tvivl om. Hertil skal lægges ofrene for de amerikanske luftbombardementer (formodentlig en halv til en million) og ofrene for borgerkrigen efter at Lon Nol med USA’s støtte havde kuppet sig til magten. De eneste nogenlunde pålidelige folketællinger viser, at Cambodja havde et befolkningstal på 5,7 millioner i 1962 og 11,4 millioner i 1998. Hvis befolkningstilvæksten i perioden 1970-80 havde været 3 % p.a., skulle der have været 9,4 millioner indbyggere i 1980, men det amerikanske Census Bureau anslår, at der ikke var mere end 6,5 millioner.  Det er uvist, i hvor høj grad fødselstallet faldt under Pol Pot. Nogle kilder regner med, at det i 1978 kun var på 1,1 %. Hvis man opererer med et langsomt faldende fødselstal frem til 1979, skulle Cambodja have haft et befolkningstal på 8,5 millioner i 1980, og der mangler dermed to millioner. Man ved, at omkring 700.000 mennesker flygtede fra Cambodja under Pol Pot-regimet. Amerikanerne kastede flere bomber over Cambodja end der blev kastet over Tyskland under hele anden verdenskrig. Alligevel regner Rummel med, at kun 30.000 mennesker blev dræbt af de amerikanske bomber. Pol Pot-regimet opgav tal på mellem en og to millioner. Fremtidens forskere må prøve at finde ud af, hvor mange af de ca. 1,3 millioner, der omkom, blev dræbt af amerikanernes bomber og hvor mange af Pol Pots regering. Hvis man kan bruge antallet af bombeofre i Vietnam som målestok, ligger tallene for ofrene for USA's terrorkrig måske på omkring 700.000 og antallet af ofre for Pol Pots despotiske regime på omkring 600.000. Det er under alle omstændigheder et uhyggeligt stort tal.
 

Om Pol Pots ofre skal lægges på kommunismens konto er derimod ikke ganske sikkert. Som bekendt blev Pol Pot afsat af det socialistiske Vietnams militære styrker, mens USA blev ved med at støtte hans regime i FN. Da Pol Pot sad ved magten, var hans vigtigste allierede Kina, der på det tidspunkt var i nært om end i vidt omfang hemmeligt militært samarbejde med USA. Således sendte kineserne uiguriske frivillige til Afghanistan, hvor de i et sælsomt rollespil agerede afghanske mujaheddin, der blev trænet af CIA, og Kina tillod USA at oprette satellitsporingsstationer på kinesisk jord for at dirigere kampen i Afghanistan (se John K. Cooley: Unholy Wars, 2001).
 
 
 

Nogle krige er i højere grad end andre bestemte lederes og systemers skyld. Hvis man giver Hitler og de japanske militarister skylden for anden verdenskrig, hvilket vel ikke er urimeligt, så har nazismen allerede på den konto været skyld i tabet af 50-60 millioner menneskeliv.
 
 

Hvor mange menneskeliv, imperialismen og kolonialismen har kostet, er vanskeligt at gøre op. Der findes en tabel i Le livre noir du capitalisme (Le temps des cerises, 2001), s. 460-62, der regner med mere end hundrede millioner. Alene den amerikanske angrebskrig i Vietnam kostede omkring tre millioner mennesker livet.
 
 

Hvis man går tilstrækkeligt langt tilbage – f.eks. til udryddelsen af den oprindelige befolkning i Nord- og Sydamerika – og frem til vore dage, og hvis man medtager alle dem, der er døde af sult og sygdomme, der kunne have været undgået, må kapitalismens og kolonialismens ofre tælles i milliarder.
 
 

Ofre er vel i øvrig ikke kun dødsofre. Man kan også lide under et system på andre måder. Her kan man for eksempel nævne de lidelser, Stalins terrorregime udsatte folkegrupper som volgatyskerne og tjetjenerne for, da de blev tvangsforflyttet, eller de tilsvarende lidelser, befolkningen i Thule, på Bikini og Diego Garcia blev udsat for, da danskerne og amerikanerne tvangsforflyttede dem.
 
 

Mindst én milliard mennesker i verden må i dag klare sig for under en dollar om dagen. Hvis den ene milliard mennesker i den rige verden hver dag afsatte prisen på en dåse kattemad til formålet, ville de fattigste få fordoblet deres levefod. Men det gør vi ikke.
 

Medicinalfirmaene vil meget hellere lave potenspiller til ældre mennesker i den rige verden end gøre en aktiv indsats mod tropesygdomme, der dræber millioner, for der er ikke penge i de fattige.

Når fattige lande som Cuba og Kina kunne indføre bedre undervisnings- og sundhedssystemer, kunne de rige lande vel også gøre en indsats, så alle børn i verden får mulighed for at gå i skole og alle syge kan få lægehjælp.

Markedsøkonomien er god til at lave varer - uanset om der er brug for dem eller ej - og god til at skabe rigdom til nogle. Men den er ikke god til at skabe velfærd for alle. Hvis de syge og fattige skal konkurrere frit for at få medicin og mad, så dør de af det. Liberalismen dræber.
 
 

Nogle bøger, der er gode af få forstand af, er – ud over de allerede nævnte - David E. Stannard: American Holocaust (Oxford University Press 1992), Russell Thornton: American Indian Holocaust (University of Oklahoma Press 1987), Marc Ferro (red.): Le livre noir du colonialisme (Robert Laffont 2003), Yves Benot: Massacres coloniaux (La Découverte 2001), Mander & Goldsmith (udg.): The Case against the Global Economy (Earthscan 2001), William Greider: One World, Ready or Not (Simon & Schuster 1997), Gregory J. Millman: Vandals Crown (Free Press 1995), Jim Yong Kim m.fl. (red.): Dying for Growth (Common Courage 2000), Amartya Sen: Poverty and Famines (Oxford University Press 1981), Robert Kurz: Schwarzbuch Kapitalismus (Ullstein 2002), William Blum: Rogue State (Common Courage 2000), Mecklenburg & Wippermann (red.): “Roter Holocaust”? Kritik des Schwarzbuch des Kommunismus (Konkret 1998), J. Arch Getty: Origins of the Great Purges (Cambridge University Press 1985), Vadim Z. Rogovin: 1937 – Stalin’s Year of Terror (Mehring 1998).
 
 

Hvis man nøjes med at tælle dem, der direkte er henrettet eller likvideret, og hvis man ser på antallet ofre pr. år det pågældende regime har været ved magten, er der for mig at se ingen tvivl om, at nazismen er langt det mest morderiske system.
 
 

Det er af stor historisk interesse at få klarlagt disse forhold. Men uanset hvor store tallene, viser sig at være, mener jeg, at der er nogle ting, man allerede nu kan fastslå:
 
 

Inden for alle økonomiske og politiske systemer er der begået omfattende myrderier. Der er en vis tendens til, at de lande, der kaldte sig socialistiske, hovedsagelig har myrdet mennesker i deres egne lande, mens de kapitalistiske og imperialistiske lande hovedsagelig har myrdet mennesker i andre lande  og/eller mennesker med en anden hudfarve end den grå-lyserøde grisefarve, de fleste magthavere i disse lande selv har. Det er vanskeligt at sige, at det ene skulle være bedre end det andet.
 
 

Nazismen skiller sig ud fra alle andre systemer ved at bygge på det, der i almindelig daglig tale må kaldes ondskab. Nazismen hævder ligesom satanismen, at den stærke har ret til at træde den svage under fode, og at bestemte racer og folkegrupper har ret til at undertrykke andre.
 
 

Kapitalismen hævder ligesom nazismen den stærkes ret i fri konkurrence, men har også en slags voodoo- eller mumbojumbo-tro på markedets store usynlige hånd, der griber ind og vender alt til det bedste. Hvis man bare lukker øjnene og undlader at bruge sin fornuft, så går det nok. Kapitalismens værste træk har historisk været mildnet af kristendommen og humanitære tankegange. Når kapitalismen og imperialismen har ført til så megen død og ulykke, som den har, er det uhyggeligt at tænke på, hvordan den ville have set ud, hvis vi ikke i det mindste havde haft de menneskerettigheder og den form for socialt orienteret kristendom, folk som Søren Krarup vender sig så skarpt imod.
 
 

Socialismen bygger i sit væsen på tanken om demokrati på både det politiske og det økonomiske område, alle menneskers lige ret til basale goder og til frihed og troen på en næstekærlighed, som den man finder i urkristendommen.
 
 

De historiske erfaringer viser, at forsøgene på at indføre socialisme ofte i praksis er endt i terror og diktatur.
 
 
 

Det allerstørste problem ved kapitalismen er, at den tænker så kort tid frem. Bare profitten er hjemme det næste regnskabsår eller to, er alt tilsyneladende i orden. Hvis verdens dyr og planter er døde om halvtreds år, så er det selvfølgelig trist, men aktionærerne vil have udbytte her og nu, og de kan ikke bekymre sig om deres børnebørns fremtid. Når man ser, hvordan vi bruger løs af olie, der er lavet på dinosaurernes tid, i kultidens urskove, uden at bekymre os om, at reserverne snart slipper op, hvordan vi vælter gift ud til alle sider og fanger havets sidste fisk, så ryster man på hovedet. Men kapitalisterne er ikke bekyrmede. Markedets mekanismer skal nok ordne sagerne. Den store hvide hånd kommer og hjælper dem.
 

Vi må gøre op med markeds-fundamentalisterne, før de ødelægger verden.
 

Vi må bekæmpe fundamentalisme og bogstavtro. Sandheden står ikke i en bog. Vi når aldrig frem til et idealsamfund. Historien stopper aldrig op. Vi får aldrig et himmerige på Jorden.

Det er lidt af et mantra, at uanset hvad man ellers kan sige om professor, dr. phil. Bent Jensens fremfærd, sprogbrug, metoder og ideologiske blindhed, så er hans faglige kvalifikationer i hvert fald uangribelige. Det er den ene myte om Bent Jensen. Den anden myte er, at Bent Jensen først måtte så grueligt meget ondt igennem og stod over for en kompakt mur af politisk korrekte autoriteter, der sortlistede og sværtede ham, men nu har tiden vist, at han har haft ret hele tiden, så han endelig er ved at få medvind. Bent Jensens stemme er ifølge denne myte folkets røst og han selv en lykkelig blanding af den lille dreng i Kejserens nye klæder, den grimme ælling og Klods Hans.
 

Disse myters gennemslagskraft er forbløffende, da det forekommer mig lettere at argumentere for de modsatte synspunkter: at Bent Jensen er en særdeles ringe historiker, der tit og ofte forsynder sig mod de mest elementære regler for kildekritik og historisk metode, og at han kun har kunnet vinde frem, fordi han fra første færd er gået målrettet efter magten, i nær alliance med forsvaret, efterretningsvæsenet, den borgerlige presse, Dansk Folkeparti og et netværk af højreradikale.
 

Efter at have gennemgået en uddannelse som elektriker tog Bent Jensen studentereksamen på kursus og kom derefter ind på Forsvarets Sprogskole, hvor han tog eksamen i russisk. Så meget kan man med sikkerhed sige, at når forsvaret uddanner folk i russisk, er det ikke for at de skal læse Pushkin. Hvad man skulle bruge en fingernem elektriker med russiskkundskaber til, kan man kun gisne om. Derefter studerede Bent Jensen historie og russisk i otte år på Københavns Universitet og blev cand. mag. i 1969. Han blev øjeblikkelig ansat som amanuensis, senere lektor ved Københavns Universitet. Han tog doktorgraden i 1979 og blev straks året efter udnævnt til professor ved Odense Universitet. Næppe nogen anden historiker har derefter siddet på så mange faglige nøglepositioner. Bent Jensen har fået sæde i Statens Humanistiske Forskningsråd, Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie, det Kongtelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie, Selskabet for udgivelse af kilder til dansk Historie, bestyrelsen af Det Udenrigspolitiske Selskab, Dansk Udenrigspolitisk Institut , Selskabet for Samtidshistorisk Forskning og Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. Der er ikke tale om kortvarig gæsteoptræden – på nogle af disse poster har han siddet i årtier. Bent Jensen er formodentlig den mest magtfulde akademiker i landet.
 

Bent Jensen sidder også i det europæiske rådgivende udvalg for Radio Free Europe/Radio Liberty, der er et CIA-foretagende. Det er uvist, om han har forbindelse til PET i Danmark, men det forekommer usandsynligt, at han skulle have haft nær forbindelse til det danske forsvar og CIA uden nogen sinde at være i kontakt med PET.
 

Bent Jensen blev i 1989 udnævnt til politisk redaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten og sidder stadig i bestyrelsen for Jyllands-Postens fond. I denne egenskab bevilligede han sig selv en halv million til koldkrigs-forskning – hvilket Jyllands-Posten omtalte som et nyt og forfriskende initiativ. Andre ville vel kalde det nepotisme eller korruption. En sproglig sammenligning med hans indlæg i avisen vil med stor sikkerhed vise, at han også ganske ofte skriver ledere i Jyllands-Posten. Bent Jensen har været folketingskandidat i Nyborg-kredsen for partiet Venstre, men brød for nogle år siden med partiet og meldte sig ind i Dansk Folkeparti (Politiken 27.1.03).
 

Bent Jensen blev kendt i en større offentlighed med værket ”Stalinismens fascination og danske venstre-intellektuelle” i 1984, hvor han anklager en række personer for at have støttet stalinismen. Både i dette og senere værker har stalinismens fascination tilsyneladende også ramt Bent Jensens sproglige udtryksform. Når man læser hans skrifter får man mindelser om den gamle officielle sovjetiske partihistorie, hvor modstanderne omtales som ”hvidgardistiske gnomer”.
 

Bent Jensen prøver at foregive, at hans bog i 1984 blev modtaget med massiv modstand. Det er ikke rigtigt. Bogen blev anmeldt særdeles rosende af Bjarne Nørretranders i Poltiken , af Henrik Stangerup i Ekstrabladet, og af Flemming Chr. Nielsen i Jyllands-Posten – alle på udgivelsesdagen. Anmeldelserne blev fulgt op af rosende artikler af Ina Rohde og Søren Krarup. Jyllands-Posten og Weekendavisen bragte helsidesuddrag af bogen. Bogen blev anmeldt negativt i DKPM-L’s organ Arbejderen, hvilket næppe kan undre, og i BT af David Jens Adler.
 

Det skulle Adler nok ikke have gjort, for straks efter brugte Bent Jensen den metode, han senere har udviklet til fuldkommenhed. I et debatindlæg i BT 26.11.84 med overskriften ”David Jens Adler aner ikke hvad han skriver om” gik Bent Jensen i gang med at trampe den formastelige anmelder ned i skidtet. Når han farer frem mod dem, der vover at tage til genmæle, minder han nærmest om en olm han-elefant, der har ædt lidt for mange gærede frugter. Han helmer ikke, før han har sværtet Adler til som ”bagvasker og formidler af mudrede ondskabsfuldheder tilsat en solid portion uvidenhed om det emne, han foregiver at oplyse BT’s læsere om”. Bent Jensen er ikke i stand til at diskutere med modstandere. Enhver, der ikke mener som Jensen, skal likvideres verbalt.
 

Med årene har Bent Jensen fået plads i et solidt netværk af højreorienterede skribenter. Ved at sætte sig på posterne som debat- og kronikredaktører på de store dagblade styrer de dagsordenen og bestemmer, hvad der overhovedet skal tales om. Og hver gang Bent Jensen føler sig forulempet eller tilsidesat eller han selv ønsker at tryne anderledestænkende, er der et helt kobbel, der kommer ham til undsætning.Et eksempel er Encyklopædi-sagen i 2001. Bent Jensen havde også her fået foden indenfor og var blevet medarbejder ved den Store Danske Encyklopædi. Men han kunne jo ikke så godt skrive en artikel om sig selv, og der var ingen af de andre, der havde husket at få ham med. Bent Jensen skrev så en række voldsomme angreb på Encyklopædien og dens redaktører. Han var stærkt utilfreds med, at man kunne slå folk som Elias Bredsdorff, Hans Kirk og Mogens Fog op i Encyklopædien, uden at der udtrykkelig stod nævnt, at disse mennesker kendte til Stalins forbrydelser, men ikke tog afstand fra dem. Han kritiserede, at Encyklopædien ikke nævnte Jensens meningsfæller som Per Ahlmark, Richard Pipes og historikeren Robert Conquest, der i en årrække arbejdede for det britiske efterretningsvæsen. Derefter satte højrefløjens hylekor ind og støttede Bent Jensen, samtidig med at skribenter som Ulrik Høy i Weekendavisen gav udtryk for forfærdelse over, at der ikke var nogen artikel om Bent Jensen.
 

Og kampagnen lykkedes. Encyklopædiens redaktion bøjede sig og udsendte et supplementsbind med artikler om Bent Jensen, Ahlmark, Conquest og Pipes. Derimod vil man lede forgæves efter kendte historikere, der ikke er enige med Bent Jensen. Man finder ikke Claus Bryld, Morten Thing eller Niels Finn Christiansen i Encyklopædien, ligesom der ikke er plads til fremtrædende sovjetforskere som Robert W. Thurston, J. Arch Getty og Vadim Z. Rogovin.
 

Som en anden Joseph McCarthy er Bent Jensen nu nået så vidt, at han kan mase sine meninger igennem alle vegne og trampe enhver modstand ned. Kronen på værket kom, da Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti sikrede sin partifælle fire millioner på finansloven til en undersøgelse af den kolde krig. Ingen vover at antyde, at en mand, der har siddet i det rådgivende udvalg for en CIA-propagandavirksomhed, kan have et habilitetsproblem. Folk tør ikke længere tage til genmæle – man ved, hvad man så udsætter sig for. I stedet dukker de fleste sig og håber, det går over.
 

Og desuden – siger folk. Meget kan man sige om Jensen, men han er en glimrende historiker. Det siger alle da. Og han har fået både Adam Smith-prisen, Ekstrabladets frihedspris og Weekendavisens litteraturpris.
 

Det er muligt, Bent Jensen har skrevet nogle gedigne historiske værker. Jeg har ikke læst hans doktorafhandling ”Danmark og det russiske spørgsmål” fra 1979 eller hans værk ”Bjørnen og haren” fra 1999, så det kan være, han indfrir de forventninger, man kan stille til en historiker, i disse værker.
 

Men han gør det ikke i sine utallige avisindlæg eller i sine populærhistoriske værker som det meget roste ”Gulag og glemsel” fra 2002. Og det er da en besynderligt skizofren holdning til faget, han må have, hvis han skriver som videnskabsmand det ene sted og forsynder sig mod al videnskabelighed det andet. Det ville svare til, at en fremtrædende læge dels skrev medicinske afhandlinger på et højt plan, dels gennem utallige læserindlæg og i populære værker agiterede for, at krystal-healing og numerologi er vejen til sundhed.
 

Lad os se på et par eksempler fra ”Gulag og glemsel”. Og lad det være sagt med det samme: Det drejer sig ikke om omfanget eller arten af Stalins fangelejre. Gulag-systemet var en forbrydelse mod menneskeheden og en hån mod alle demokratiske og socialistiske principper. Interesserede kan med fordel læse ”Gulag – a History” af Anne Applebaum (2003). Hun er ganske vist journalist og ikke historiker, og hun er mindst lige så højreorienteret som Bent Jensen og har nogle konklusioner, jeg ikke er enig i. Men hendes fremstilling af lejrsystemet er redelig og uafviselig.
 

Det samme kan man ikke sige om ”Gulag og glemsel”. Det ville være en interessant opgave for en historiker at gennemgå bogen side for side og vise, hvor Bent Jensen fremfører ubegrundede påstande og støtter sig til tvivlsomme kilder. Her bliver kun plads til et par eksempler.
 

På side 18 citeres den amerikanske hovedanklager ved Nürnbergprocessen Robert Jackson for en henvisning til, at ”vi undertiden i vort eget land har haft beklagelige tilfælde, hvor mindretal er blevet unfair behandlet”. Jensen skriver så, at Jackson formentlig og især tænkte på Sovjetunionen, og i næste sætning er dette forsøg på tankelæsning blevet til sandhed: ”Hensynet til det sovjetiske regime blev også [min kursivering] bestemmende for FN’s senere definition af folkedrab”. Bortset fra det problematiske i at forsøge at læse tanker, er det dog nærliggende at påpege, at Jackson sagde ”vort eget land” i ental og derfor nok snarere tænkte på sit eget land, der som bekendt er bygget på folkedrab på indianerne og senere har behandlet sit afrikansk-amerikanske mindretal særdeles unfair.
 

Det er et centralt argument for Bent Jensen, både i ”Gulag og glemsel” og i ”Stalinismens fascination”, at man i Vesten kunne have vidst besked med Stalintidens forbrydelser allerede på et meget tidligt tidspunkt, og når man ikke tog afstand fra dem, må det være fordi, man gik ind for likvideringer, fangelejre og etnisk udrensning.
 

Når tidligere kommunister siger: ”Ja, vi havde nok hørt om slavelejre og massehenrettelser, men vi troede, det var ondsindet propaganda” – så afviser Bent Jensen det som bortforklaringer.
 

Men hans begrundelser synes nærmest at tale mod hans påstand. Bent Jensen forlanger, at danske venstreorienterede i 1930’erne skulle forkaste rosende udsagn om Sovjetunionen af Niels Bohr (s. 353-55) og af en lang række andre iagttagere fra Halldor Laxness til de britiske fremtrædende socialdemokrater Stanley og Beatrice Webb, New York Times’ korrespondent Duranty og den amerikanske vicepræsident Henry A. Wallace. – og i stedet fæste lid til iagttagere som hønseavler Arne Strøm, gymnastikpigen Musse Gudiksen, der efter en gymnastikopvisning i 1932 udtalte at Sovjetunionen havde en ”intetsigende befolkning”, hvorfor Jensen kalder hende en ”skarp iagttager” (s. 341), lederen af Ollerup Gymnastikhøjskole Niels Bukh, der skrev, at Rusland var det ”ulykkeligste land i verden” (Jensen nævner ikke, at samme Bukh året efter gav udtryk for sin begejstring for Hitlers Tyskland) eller Berlingske Tidende, der i sommeren 1933 beskrev forholdene i Sovjetunionen ”på grundlag af oplysninger fra Det tyske evangeliske Presseforbund i Berlin” (s. 344). Altså: Danske venstreorienterede skulle tro på oplysninger fra Berlin under Hitlers regime og på eksperter i hønseavl og damegymnastik, men ikke på Niels Bohr, Laxness eller New York Times.
 

Spørgsmålet er ikke, hvem der har vist sig at have mest ret – efter at arkiverne er åbnet og oplysningerne kommet frem. Spørgsmålet er, hvad man kunne vide i trediverne, og hvem det i datiden ville forekomme mest rimeligt at fæste lid til. At ville bedømme aktørerne i en historisk situation ud fra bagklogskab er i sig selv en uholdbar tilgang til historien. Det er unægtelig nemmere at lave regnestykkerne, når man står med facitlisten i hånden.
 

Bent Jensens værk er ikke historieskrivning men moraliseren. Han anklager folk, ikke blot for hvad de har gjort eller sagt, men også for det, de ikke har gjort eller sagt. Ikke at tage afstand fra ugerninger er ifølge Jensen at være medskyldig i ugerningerne. Men det gælder kun for den ene side. Jensens moralske bud gælder ikke for ham selv. Venstreorienterede er medskyldige i mord, selv om de aldrig har agiteret for andet end demokratisk socialisme – hvis de ikke udtrykkelig og i samtiden har taget afstand fra forbrydelser som Gulag, Moskvaprocesserne og hungerkatastrofen i Ukraine. Men Bent Jensen er ikke medskyldig i noget som helst, selv om han ikke har taget afstand fra Vietnamkrigen, indespærringen af folk i strid med folkeretten på Guantanamo-basen, Kissingers støtte til folkedrabet i Indonesien i 1965 og torturregimerne i Chile og Argentina eller de talrige politisk fremkaldte eller forværrede hungerkatastrofer i koloniale og afhængige lande som Irland i 1840’erne, Indien i 1870’erne, Niger i 1931 (på grund af de franske kolonimyndighedernes udskrivning af mændene til tvangsarbejde) eller Vestbengalen 1943.
 

Bent Jensens moralisering bliver dermed til dobbeltmoral. Og hele hans historiske projekt er ikke andet end en række trompetstød, der signaliserer den vilje til magt, han fra første færd i så rigt mål har vist. Med sit magtbegær, sin manglende evne til at diskutere og sin totale nedtromling af enhver, der ikke mener det samme som ham, fremtræder han nærmest som et spejlbillede af den stalinisme, han skriver så meget om.

(14. december 2003)

Omkring 95 procent af den indfødte befolkning i Amerika blev udryddet. For at skaffe arbejdskraft indførtes derefter slaver fra Afrika. Det er ikke så længe siden, slaveriet blev afskaffet. Endnu da det første menneske trådte ud på månen, levede der mennesker i USA, der var født som slaver.

Hvordan USA har forvaltet idealerne om menneskerettigheder, retssikkerhed osv. i det tyvende århundrede burde være klart for enhver. Et par stikord kunne være Vietnam, Allende og Mossadegh. På det indenrigspolitiske plan har USA vist sin respekt for retssikkerhed ved at være et af de fire lande i verden, der henretter mindreårige. De tre andre er Iran, Pakistan og Nigeria. USA henretter også evnesvage.

Videre i brevet hedder det "Takket være amerikansk mod, storsind og fremsynethed blev Europa befriet for to former for tyranni, der lagde vort kontinent øde i det 20. århundrede: nazismen og kommunismen".

Vi skal altså tro, det var USA der alene besejrede nazismen. Hvad lavede den røde hær så imens?.

Vi skal også tro, at det var amerikanerne, der afskaffede kommunismen. Spillede borgerretsbevægelserne i Østeuropa da slet ikke nogen rolle?

Her ville det være ønskeligt at få præciseret, hvordan brevets underskrivere mener, USA fik afskaffet kommunismen. Var det propagandafremstødet gennem Voice of America? Var det alliancen mellem Reagan og paven, der var udslaggivende? Var det den økonomiske undergravning, bl.a. ved kunstigt at presse priserne på olie og andre af Sovjets råvarer? Var det rustningskapløbet, der tvang Sovjet i knæ? Var det støtten til islamiske fundamentalister som Bin Laden i Afghanistan, der var afgørende? Eller en kombination af alt dette? Smuldrede systemet i Østeuropa ikke af sig selv? Var det også USA, der stod bag fordelingen af disse landes rigdomme til enkelte rigmænd og dermed det nuværende kleptokrati? Så mange spørgsmål, så få svar.

Måske skulle vi i stedet se på, hvilke værdier, Europa og USA rent faktisk har stået sammen om gennem historien. Ligesom USA er bygget på folkedrab og slaveri, har de europæiske lande bygget deres velstand på massedrab og udbytning i kolonierne. På tyve år blev halvdelen af befolkningen i Congo Fristaten udryddet. Englænderne etablerede de første koncentrationslejre under Boerkrigen og indrettede senere tilsvarende lejre for afrikanske nationalister i Kenya og for indiske nationalister på Andamanerne. Englænderne bærer ikke kun ansvaret for hungersnøden i Irland i 1840’erne men også hungersnøden i Bengalen i 1943, der kostede fire millioner menneskeliv. Franskmændene udskrev folk i Vestafrika til tvangsarbejde, hvilket var en af hovedårsagerne til den katastrofale hungersnød i Niger i 1931, hvor halvdelen af befolkningen omkom. Franskmændene stod bag massakren i Madagascar i 1947, hvor op mod 200.000 mennesker blev dræbt, og massakren i Elfenbenskysten i 1949, der kostede 100.000 menneskeliv. Den portugisiske medunderskriver af Foghs brev har formodentlig hørt om Portugals kolonikrige. Den italienske medunderskriver har måske hørt om italiernernes anvendelse af giftgas under erobringskrigen i Etiopien. Den spanske premierminister José Maria Aznar har formuleret det åbne brev om de fælles værdier. Det er den samme Aznar, der udnævnte Federico Trillo fra Opus Dei til formand for nationalforsamlingen. Opus Dei var som bekendt en af de organisationer, der stærkest støttede Francos fascistiske diktatur, der ikke var kendt for sin respekt for demokrati, menneskerettigheder, retssikkerhed og individuel frihed.

Så et forslag til redaktionel rettelse af det åbne brev kunne lyde: Det egentlige bånd, der forener USA og Europa er troen på racisme, udbytning og undertrykkelse.

Siden den fundamentalistiske regering kom til magten i Danmark, har folk prøvet at forstå, hvad det egentlig er, der driver disse mennesker. Men man har taget grundlæggende fejl, fordi man har forsøgt at fortolke dem ud fra et dansk demokratisk tradition. Hvis man virkelig skal forstå, hvad det er for nogle, der har overtaget magten, må man snarere se på fænomener som Pol Pot eller Mullah Omar. Regeringen Fogh Rasmussen er de danske talibaner.
 
 

Fundamentalister kan kendes på, at de ikke vil diskutere. De har deres bestemte meninger, og hvis virkeligheden er ubehøvlet nok til at arte sig anderledes end teorierne, er det værst for virkeligheden. Fundamentalister findes i mange arter og aftapninger. Det kan være betonkommunister, der forkaster relativitetsteorien, fordi den ikke var forudset af Marx. Det kan være religiøse fanatikere, der mener at Gud har givet dem lov til at bosætte sig på andre menneskers jord eller til at stene kvinder, der går uden slør. Eller det kan være minimalstats-fundamentalister, der har læst i en bog, hvordan statens rolle skal beskæres, og så sætter sig for at følge bogen uden at skele til den besværlige virkelighed.
 
 

Fælles for fundamentalister er, at de hader videnskab og kunst og i det hele taget alle, der vælger at tænke selv i stedet for at tro blindt. Videnskabsmænd nægter at følge dogmer. Kunstnere er nogle besværlige størrelser, der skriver på tværs af linjerne og spørger om mere end ti troende kan svare på.
 
 

Regeringen ynder at sige, at der ikke længere findes klassemodsætninger i samfundet, og at socialisme og fællesskab er forældede tanker fra det nittende århundrede. Samtidig klamrer regeringen sig til Adam Smiths tankegods fra det attende århundrede, kogt sammen med amerikansk libertarianisme, Thatchers korstog mod velfærd og Milton Friedmans økonomiske teorier.
 
 

Straks efter valget proklamerede Fogh, at den nye regering ikke vil høre på eksperter. Problemerne skal løses politisk. Faglig indsigt skubbes til side og hovedløs handling føres frem.
 
 

Men det er ikke nok at stikke hovedet under armen og gå til handling, blæst for tanker. Der skal gøres en indsats for aktiv fordummelse. På miljøområdet er det ikke nok at smadre alt det, Auken fik bygget op gennem en halv snes år. Der skal også oprettes et Lomborg-institut for alternativ miljøpolitik. Det næste bliver formodentlig et Institut for Krystalhealing til erstatning for Rigshospitalet og et Astrologisk Institut til aktiv horoskopformulering.
 
 

Kunstlivet skal udsættes for tæppebombardementer, og aktive kunstnere rammes hårdest. Hvis en mand som Henrik Nordbrandt har fået 50.000 om året i bibliotekspenge, bare fordi han har skrevet nogle digte, der ikke engang rimer, så skal han nu nøjes med 40.000. Sammen med det loft og de nedskæringer, der tidligere er indført, betyder det, at Bibliotekspengene for en del aktive forfattere nu er faldet med 38 procent siden 1995. I samme periode er folketingsmedlemmernes løn pudsigt nok steget med 37 procent. Fogh-regeringens kunstsyn minder mest af alt om det kunstsyn, der fik talibanerne til at sprænge Buddhastatuer i luften. Det er typisk, at den nye kulturministers kvalifikationer til jobbet tilsyneladende er, at han var i stand til at læse BT som seksårig, og at han har været trænet for et lilleputhold i Ganløse.
 
 

Viden er af det onde, så derfor skal undervisningen saboteres. Studerende skal udsultes, universiteterne beskæres, efteruddannelsen beskæres. Ganske vist indså man, at man havde gået lidt for vidt, og sløjfede en del af nedskæringerne på Finansloven igen, så handelshøjskoler og universiteter ikke blev ramt helt så hårdt, som hensigten først var. Men daghøjskoler, musiske og faglige uddannelser bliver bombet tilbage til stenalderen
 
 

Bistanden til u-landene bliver beskåret, og det går hårdest ud over de fattigste. AIDS-syge i Malawi og fattige risbønder i Bangladesh må klare sig, som de bedst kan uden vores hjælp.
 
 

Flygtningene i Danmark skal behandles som andenklassesmennesker. Bertel Haarder mener, at en voksen flygtning nok skulle kunne klare sig for 71 kroner om dagen, mens han selv skal have halvtreds gange så meget for at få det til at løbe rundt. Folk må ikke længere gifte sig med dem, de vil. Centret for menneskerettigheder skulle lægges ind under udenrigsministeriet, og Per Stig Møller, der anses for regeringens eneste intellektuelle, fik det tvivlsomme hverv at forsvare regeringens apartheidpolitik i BBC's Hard Talk og lignede mere og mere et kogt pindsvin.
 

Samtidig fører den regering, der påstår at klassekampen er død, benhård klassepolitik. Mange pæne menensker på skattekontorerne, der stemte borgerligt ved valget, opdager nu, at de har slået sig selv i hovedet med en hammer. Stemmesedlen er blevet udskiftet med en fyreseddel. Mange af disse mennesker burde overveje om de ikke skulle sætte en lille hat på hovedet, hvor der står: Gud hvor har jeg været dum. Jeg har fyret mig selv.
 
 

Det er ikke tilfældigt, at skatteligningen skal forringes. Fogh har sagt, at ethvert hul i skattelovgivningen er et åndehul for erhvervslivet. Erhvervslivet skal forgyldes. En halv milliard mere til de rigeste. Det er ikke noget under, at Mærsk McKinney klamrede sig til Fogh som en druknende til en redningskrans, da de blev fotograferet sammen til Nytårskuren. Fogh ved nok, hvem der er hans sande venner. Ligesom Bush vil han først og fremmest give skattelettelser til de allerrigeste.
 
 

Retsstaten skal undergraves. Ligesom Bush vil Fogh fjerne afgørende borgerrettigheder og se stort på forfatningen. Den såkaldte terrorpakke giver mulighed for fængselsstraf til folk, der bare verbalt støtter terrorister. Det er sandelig et held for regeringen, at den lov ikke blev gennemført for tyve år siden, for så kunne Lars Løkke være blevet dømt for at støtte mujaheddinerne i Afghanistan i deres terrorkampagner.
 
 

Militæret skal selvfølgelig have mange flere penge. Også her trasker Fogh i hælene på Bush. I den forbindelse er det i øvrig interessant at se, at man nu i USA har indført et nyt ord. I gamle dage hed det krigsministeriet. Efter anden verdenskrig fandt man på at kalde det forsvarsministeriet. Nu taler de om det amerikanske sikkerhedsbudget, så vi får nok også snart en sikkerhedsminister. Undervisnings- og kulturministerierne kan så blive slået sammen til en sandhedsministerium. Det er ren Orwell.
 
 

Politiet skal styrkes. Bare for at passe på EU-ministrene under topmøderne skal der bruges dobbelt så mange penge, som man tager fra landets forfattere. Så upopulære er politikerne åbenbart blevet, at det koster hundrede millioner at sikre sig, at ingen kaster æg på dem.
 
 

Men nu er der selvfølgelig ikke mange stemmer i at sige: Vi vil hjælpe de store virksomheder til skattesnyd, stikke penge i lommerne på de rigeste og smadre miljø og uddannelse. Så derfor har regeringen og dens venner i Dansk Folkeparti valgt sig et mantra, der hedder Fru Jensens dårlige hofte. Både fra statsministeren og den talende amagerhylde på yderste højrefløj lyder det igen og igen: Tænk på fru Jensens hofte.
 
 

Ødelæggelsen af naturen, krigen mod kunst og videnskab og overgrebene mod de fattige og flygtningene, bliver alt sammen forsvaret med, at pengene skal bruges til fru Jensens dårlige hofte, og det er der vel ikke nogen, der kan have noget imod. Så mange gange gentages flosklen, at man må frygte, det er farligt at blive indlagt for tarmslyng eller bihulebetændelse, hvis man er kvinde og hedder Jensen. Man risikerer at komme hjem med en ny hofte eller tre.
 
 

Når Fogh siger sådan noget, prøver han at se oprigtig ud. Der må jo være nogen, der synes, det lykkes for ham, siden de stemte på manden. Selv synes jeg, hans fremtoning får mig til at tænke på Rudolf Hess' stirrende overansigt, klasket ned i Richard Nixons underkæbe, komplet med små dirrende muskelknuder. Turde De købe en brugt bil af den mand? som man sagde om Tricky Dick. Men han prøver i det mindste på at skære en grimasse, der kan passe. Regeringens kvindelige medlemmer ser ud som Barbie-dukker og hele den øvrige flok af ministre står som figurer fra en Macdonalds-æske og smiler stift med alle tænderne til folket. For at virke menneskelige har de fundet på at hale deres uskyldige børn med foran kameraerne og sidder ustandselig og savler ned i ungernes hår eller fodrer dem med cornflakes, mens de forklarer, at når de bliver nødt til at være lidt umenneskelige, er det udelukkende for at sætte nye hofter på fru Jensen. Vi skal virkelig tro, at der banker et hjerte af plastic bag de stive jakkebryster. I næste omgang vil de sikkert optræde med hundehvalpe, kaniner og små guldfisk for at virke mere overbevisende. Hærskarer af spin doctors får ufattelige beløb for at narre folk til at tro på regeringen og tilsløre dens virkelige politik.
 
 

I et demokratisk samfund skal der være plads til alle meninger. Der findes besindige konservative, der mener, at man skal holde lidt igen og ikke kaste sig ud i det første, det bedste eksperiment. Der findes fornuftige liberale, der fremhæver retsstaten og frihedsgoderne og advarer mod for enerådig statsstyring. Dem kan man diskutere med.
 
 

Men fundamentalister ønsker ikke at diskutere. De er overbevist om, at alt hvad de siger, er rigtigt, og andre tager fejl. De ser verden som hvidt og sort, godt og ondt. Folk som Bush og Fogh er fundamentalistiske manikæere. De mener, at de selv står for solen, lyset og fru Jensens hofte og alle andre for mørke, ondskab og lede rænker. De gør en debat umulig. De hævder at føre krig mod terrorismen, men de er selv så forblindede som terrorister. De nægter at høre på andre, og eksperter vil de slet ikke høre på. De vil hellere udstede påbud end risikere en debat. Som talibanerne i Afghanistan sprængte ældgamle buddhastatuer med dynamit, lægger de bomber under fundamentet for retsstaten og civilisationen.

(6. februar 2002)

KZ-lejren på Cuba

De, der ikke er med os, er mod os, proklamerer den frie verdens leder, George W. Bush. Vi skal forstå, at vi står midt i en kamp mellem det gode og det onde. Alt, hvad USA kan finde på at foretage sig, er pr. defintion godt, og enhver, der retter kritik mod USA, må finde sig i at blive betragtet som ond og allieret med de værste terrorister.
 

Det er ikke længere politik. Det er religion. Og ikke kristendom, men manikæisme. Troen på at verden er delt op i godt og ondt, i sort og hvidt uden plads til gråtoner eller nuancer.
 

Straks efter terrorangrebet på World Trade Center, proklamerede den amerikanske regering, at der var tale om en krigshandling. Det var begrundelsen for, at NATO skulle slutte op op USA med den såkaldte musketer-ed. Et NATO-land var blevet angrebet af en fremmed magt, og så måtte alle med i krigen.
 

Derfor er det helt logisk, at de fanger, USA har taget i denne krig, skal anklages for krigsforbrydelser. Men logikken bryder sammen, når USA samtidig hævder, at fangerne ikke er krigsfanger. For krigsfanger skal behandles ordentligt i henhold til Genève-traktaten, og det har USA ikke tænkt sig at gøre. Fangerne skal heller ikke behandles som almindelige kriminelle, for almindelige kriminelle har krav på en fair retsbehandling. Og det må disse fanger ikke få.
 

USA har nu bygget en koncentrationslejr til de fanger, der hverken er krigsfanger eller kriminelle, men bare indsatte. Vi skal tro amerikanerne, når de siger, at de indsatte er Al Qaeda-terrorister, men beviser må vi ikke kræve. Vi ved, at amerikanerne har bombet bryllupsgæster, stammeældste og landsbyskoler, fordi nogle afghanere bevidst eller ved fejl har udpeget de forkerte mål. Men hvis nogen er taget til fange på lige så løst grundlag, vil det ikke blive opklaret. Der kan sidde folk i KZ-lejren på Guantanamo, der er havnet der på lige så tilfældigt grundlag, som Edmond Dantes havnede på øen If. Men de får ingen forsvarer, de bliver ikke stillet for en domstol, de bliver bare siddende i tropeheden.
 

Vi bliver med rette forargede, hvis dyr bliver transporteret under elendige forhold. Det danske fjernsyn har gang på gang haft reportager om hestetransporter, hvor hestene udsættes for unødvendige lidelser. Men fangerne blev transporteret værre end dyr, og der lød næsten ingen protester. For hvis man ikke nikker og siger amen til alt, hvad amerikanerne finder på, bliver man betragtet som en slags terrorist.
 

Fangerne skal sidde i åbne bure i KZ-lejren. ”Hvad så hvis det regner?” spurgte en journalist. ”Så bliver de nok våde,” svarede en talsmand for det amerikanske militær med et stort grin. De bliver lænket sammen, de får hætter for hovedet, de bliver hundset med og udsat for en nedværdigende og racistisk behandling. Men de får da et håndklæde, ”som de også kan bruge som bedetæppe”, og en Koran. Så kan de jo bare bede til Allah om tørvejr. Koranen er i øvrig på engelsk, så vidt man kunne se på tv-indslaget fra lejren. Det svarer til at stikke Søren Krarup en bibel på pushtu. De ”skal vænne sig til” at sove i stærkt projektørlys. De vil blive underkastet forhør, og vi ved godt, hvilke metoder, CIA bruger, når de forhører folk. Amerikanerne har i årevis undervist sydamerikanske politi- og militærfolk i forhørsmetoder med anvendelse af det, der nu kaldes ”moderat fysisk pres” og som indtil for et år siden hed tortur.

Amerikanerne mener, at fangerne bliver behandlet godt. De får ganske vist hverken kød, frugt eller grøntsager, men de får jordnødder og chips til frokost og ris og bønner om aftenen. De kan låne en pen og skrive breve engang imellem. Pennene bliver så inddraget bagefter, for måske kunne de finde på at gå amok og stikke en kuglepen i fangevogterne. Og brevene skal de selvfølgelig ikke regne med bliver afsendt. Man skal jo heller ikke ligefrem hjælpe til terrorisme.

Burene bliver ifølge "Dag og Tid" bygget af det norske firma Kværner. Man må sandelig sige, at det skandinaviske erhvervsliv er hurtigt til at kende sin besøgelsestid. Måske er der også et lille job til FL Schmidt. De har jo en vis erfaring fra dengang, de byggede til  besættelsesmagten.
 

I øvrig er det jo ikke kun Al Qaeda-folk, fanget i Afghanistan, der bliver indsat i lejren. Seks bosniere sidder der også. De havde talt sammen i telefon on mulige angreb på den amerikanske og britiske ambassade i Sarajevo. De blev arresteret, men da det amerikanske efterretningsvæsen ikke ville udlevere beviser til bosniere, besluttede den bosniske højesteret, at de seks mænd skulle løslades på grund af manglende beviser. Men en højesteretskendelse stopper ikke amerikanerne. Når der er noget, de vil have, så tager de det - ret eller ikke ret. Så amerikanerne satte sig på bosnierne og fik de seks mænd udleveret, hvorefter de blev fløjet til Cuba.
 

Så hvis du i løftet stemning ringer til en af vennerne og siger, at nu futter vi en ambassade af, så kan du sidde med hætte over hovedet og lænker på fødderne i tropisk regnvejr, før du ved af det. Og hvis du hyler op om dommer og grundlovsforhør og det pjat, så får du at vide, at du kan få en Koran.
 

Derimod skal den "amerikanske taliban" Walker ikke anbringes på Cuba. Sådan noget kan man ikke udsætte amerikanere for, uanset hvad de har gjort. Men nok danske og svenske statsborgere.
 

En del af de indsattes forbrydelse består tilsyneladende i, at de har gjort præcis det samme, som tusinder af muslimer fra hele verden gjorde i firserne for at hjælpe mujaheddinerne - dengang for CIA's regning. Der er ikke noget, der tyder på, at den dansk-marokkaner, der efter sigende er på vej til Cuba, har gjort noget andet, end folk som den nuværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke eller overlæge Jørgen Røjel gjorde, dengang de rejste til Afghanistan for at hjælpe og opmuntre oprørerne mod landets regering. Hvis en eller anden gal mujaheddin dengang havde lavet et attentat i USA, kunne Røjel og Løkke have endt med fodlænker på. Nu bliver der hængt ordener på dem i stedet for, og efter at Røjel oven i hatten er blevet dømt for bagvaskelse, kan hans navn ikke nævnes i regeringspressen uden at der bliver klistret et "den gamle hædersmand" på.
 
 

Amerikanerne vil ikke have fangerne i USA. For tænk hvis nogle terrorister indleder vilde aktioner for at få fangerne fri. Så kunne det jo gå ud over folk rundt omkring. Derfor har man anbragt dem på en stump jord, man har stjålet fra cubanerne og nægtet at rokke sig fra, selv om den cubanske regering har forlangt det de sidste 43 år. For hvis det så kommer til krigshandlinger, der går ud over civile, er det jo kun civile cubanere, det drejer sig om, og de betyder ikke noget.
 
 

Man kan ikke ved et dekret fjerne verdens gråtoner, lige så lidt som Knud den Store ved et dekret kunne få havet til at trække sig tilbage. Man kan faktisk godt både være modstander af terrorisme og modstander af USA’s krigspolitik og foragt for elementære retsprincipper. Men man kan godt vende Bushs påstand en smule og sige: Den, der tier, samtykker. Hvis ikke man protesterer mod amerikanernes behandling af deres fanger, har man stiltiende været med til at godkende brugen af KZ-lejre.

(24. januar 2002)