oprindelig i "Himlen under jorden" (1994)

Et sted derude er han endnu, tænkte Pelle, mens han sad i s-toget på vej ind til byen. Ikke på en lille sky, i færd med at slå på harpe. Men i konsensus hallucinationen, i cyberspace. Den smule, der er tilbage af ham, billeder, erindringer. Det eksisterer i form af informationer. Og det er i virkeligheden det vi er. Ikke kød og blod, kulstof og ilter. Grundstofferne udskiftes hele tiden. Hvert syvende år er alle cellerne skiftet. Men man bliver ved med at være den samme, holdt sammen af informationer. Gigabytes af oplysninger. Kroppen er flodens vand. Man kan ikke stige ned i samme krop to gange. Men informationerne er strømmen. Hvis mor har gemt en lok af hans hår i en medaljon. (Men det har hun nu næppe). Så har man DNA-koderne, informationerne til at bygge en ny far. Og ellers kunne man lave noget, der ligner. Virtual people, målrettet bombardement af hjernecentre, fremkalde taktile, olfaktoriske hallucinationer...

Med et ryk tilbage til den konsensus hallucination, vi kalder virkeligheden. Nogle ord havde hægtet sig fast i ham. Han så på de to, der sad på bænken overfor. Uniformerede lejesvende, konstabler hed det vist. Børn med støvler på. Den ene spids og vimrende, den anden fregnet og troskyldig. Hvad var det, vi sagde som små? Løbet efter en øllebrødsvogn... Næ, noget i den retning.

- ... og over for sådan nogle som Saddams folk er det jo ikke

nok, vi har lige så mange, sagde den fregnede. - Vi skal have dobbelt så mange, for de er jo fanatikere. De har jo deres tro.

Været med i øllebrødskrigen.

Dér var den.

- Vi har navnet på et skuffeselskab, sagde Jørgen. - Dispox. Adressen er hos advokatfirmaet Blüwer & Bech, der holder til inde i Buen.

Pelle så sig om i det lille kælderlokale i en sidegade til Århusgade. Kassereoler med brune æsker, formodentlig film. En del brevordnere. Og i stedet for sædvanlige skriveborde og kontorstole overpolstrede lænestole, et skrammet mahognibord, en kæmpestor sofa, der sank sammen i midten. Købt for ingenting hos en marskandiser eller på et loppemarked. Matterede ruder ud til gården. Formodentlig havde det engang været et værksted af en slags.

- Godt, sagde Pelle. - Hvor har I historien fra?

- Vi har sådan set historien fra begge ender. Der var en på advokatkontoret, der gav os et praj. Og hende kan jeg altså ikke give dig navnet på. Hun kan blive fyret, hvis der kommer noget frem. Men så tjekkede vi det gennem en, der arbejder på et byggeprojekt i Guyana. Han tog ned til stedet, og kraftværket er bygget.

- Og det dér firma, Dispox, det sender altså giftaffald derover, og så futter de det af og producerer strøm? Og hvad så?

- Jo, altså, for det første er det drønforbudt. Dispox får penge af forskellige danske industrivirksomheder for at tage deres forurenede smøreolie og olieslam. Sludge, kalder de det. Normalt er det skidedyrt at destruere sådan noget. Det indeholder tungmetaller og forskellige andre rare ting som PCB og vinylklorid. Det kan godt koste 40-50.000 kroner pr. ton at få det destrueret på en sikker måde. Derfor prøver de at finde billigere metoder. For et par år siden sendte de en masse af det til Afrika. For eksempel hældte de et par tusinde tons PCB ned i et hul i jorden i Nigeria og stak en bonde hundrede dollars om måneden i afgift. Men så her sidste år vedtog alle de afrikanske lande en traktat, der forbød den trafik. Den foregår stadig, men det er blevet besværligere. Og det er her, Guyana kommer ind i billedet. Deres økonomi er ad helvede til, så de er nærmest desperate. Og præsidenten, Desmond Hoyte, havde i forvejen aftalt med amerikanerne at aftage tyve millioner liter kemisk affald, opløsningsmidler og forurenet smøreolie årlig fra USA. Det bliver så brændt af, og så bruger de varmen til el-produktion.

Pelle lyttede og noterede. Imens så han på Jørgens ansigt. Hvis det ikke havde været for de kindben, havde han set meget almindelig ud. Måske lidt træt.

- Nå, sagde Pelle. - Men hvad er der så egentlig galt ved det, bortset fra at du siger, det er ulovligt? Hvis de får strøm ud af det?

- Der er det galt ved det, at der kommer udslip af bly og arsenik, når de brænder smøreolien af på den måde. Og desuden kommer der udslip af dioxin, hvis man ikke kommer op på en meget høj forbrændingstemperatur, omkring 4000 grader. Og det kan du være helt sikker på, at det gør de ikke.

- Men når Guyanas præsident har sagt ja, så er der vel ikke så meget at stille op. Uanset hvor forkasteligt det er.

- Jo, der er noget at stille op. For der er også regler for, hvordan vi må eksportere giftaffald herfra. Der er et EF-direktiv fra 1986, der forlanger, at eksportørerne skal sikre sig, at de lande, der importerer giftaffald har den tekniske kapacitet til at behandle det på den rigtige måde. Og det direktiv er helt klart overtrådt i det her tilfælde.

- Hvad vil I gøre ved det?

- Hvad vil vi gøre ved det, Pelle. Det er også noget, der kommer dig ved. Vi vil lave en dokumentarfilm, som vi så håber, vi kan få afsat til fjernsynet. Og hvis ikke vi kan her, så måske i Sverige. Men vi skal have beviser på bordet. Allerhelst skal vi kunne lægge nogle forfalskede fragtbreve frem. Vi skal have nogle papirer, der fortæller, at en masse danske industrivirksomheder bevidst overtræder loven og er ligeglade med om de smadrer miljøet i et fattigt land. Så sender vi selvfølgelig et par mand til Guyana og viser, hvad konsekvenserne er. Og de er temmelig rystende. Jeg kan for eksempel fortælle dig, at nogle kloge hoveder derovre har fundet ud af, at alt det dejlige olieslam er alt for godt til at brænde af alt sammen. For hvis man hælder det ud på jordvejene i byerne, så støver det ikke så meget om sommeren. Så børnene morer sig pragtfuldt og glider rundt i det og får bly og dioxin i sig.

- Ja, det kan jeg godt se en film i. Men det, du vil have mig til, helt konkret, det er altså at stjæle nogle falske fragtpapirer? Sorry. Det kan jeg sgu ikke.

- Stjæle og stjæle. Hvis vi kan gå ind i deres regnskaber eller deres korrespondance. Findes der ikke en slags dåseåbner? Nogle offentlige registre eller hvad ved jeg. Har de ikke pligt til at offentliggøre et eller andet?

- Ved du hvad, Jørgen. Helt ærlig, så tror jeg ikke, du skal vente dig noget. Men jeg skal gerne se på, om der skulle ligge noget fremme. Det gør der bare ikke, hvis det er ulovligt. Men OK, jeg kigger lige på det. Og så fortæller jeg dig, hvad jeg har set. Eller ikke set. Det skal du ikke betale ret meget for. Men jeg tror, du må nøjes med de der unger, der kurer i slam. Danske direktører vælter sig ganske vist også i slam og lort. Men de gør det bag lukkede døre.

Jørgen rystede på hovedet. - Nej. Vi kan ikke sælge den, hvis vi ikke har den danske ende med. På den ene eller den anden måde.

Mirabile dictu, Marcus Blüwer var at træffe. Sonor barytonstemme. Uhyre elskværdig. Nærmest jovial. Og ikke til at rokke. En berlinmur med tandsmil. FactFinder? Jaså. Jo, ganske rigtigt. Dispox havde postadresse hos dem. Et eksportfirma. Industriaffald? Smøreolie? Det skulle han ikke kunne sige. - Du kan jo nok forstå, vi ikke sidder her på kontoret og ser efter, hvad der er i kasserne. Ejerforhold? - Det kan jeg desværre ikke, du. Hvis vi først begyndte at give den slags oplysninger fra os, så ville kunderne løbe deres vej, så hurtigt, vi ikke kunne se røven for bare skosåler. Ha ha. Nej, ved du hvad, det er jeg altså ked af. Men hvis der er noget andet, vi kan hjælpe med, så bare slå på tråden, ikke?

Jabberwockys mobiltelefon. No problems. Pelle havde fortalt om FactFinder før. Så de var jo i samme branche, på en måde. Pelle kunne bare kigge ud på kollegiet. Hvornår skulle vi sige? I morgen, onsdag? Om aftenen? Det gjorde ikke noget, det var sent. Han var alligevel oppe det meste af natten. Hejhej.

I samme branche... Når nu der er gået koldbrand i samfundets lemmer. Så de snøres af fra kroppen. Og krampen går videre.

Så kan polyhistorer fungere som en slags karudvidende stof. Få blodet til at strømme rundt i organismen igen. Og hvem var det, der gik på tværs? Historikere, journalister, bibliotekarer, oversættere. Og altså ham og hackerne.

En slags pantalogi. Skrive på tværs af linjerne, finde ligheder mellem ulige fænomener. Fosterudvikling betragtet som musikalsk komposition. Sammenligning mellem katedralernes arkitektur og fugles skeletbygning. Forholdet mellem nærobjekt og baggrund hos Hiroshige og Heisenberg.

Det kunne være udvendigheder. Men når man prøvede at kaste net over nyhederne. Se hele stimen af sprællende fisk på én gang. Så kunne man ikke undgå at se mønstre. Sammenbruddet i øst, Moskvas undergang som det tredje Rom, EFs forsøg på at blive et nyt Byzans, det genfødte Neuropa, Ostraum med billig arbejdskraft, industriarbejdets globalisering, den reelle opgivelse af Afrika...

Ikke nødvendigt at stille sig frem med paroler. Hvis bare man kan få folk til at se, hvad der sker. Svømme i informationsstrømmen i stedet for at drukne. Og gøre alle relevante informationer tilgængelige. Informations want to be free.

Megatrends, de to vendepunkter. Omvendte år, også som rent fysiske talbilleder: 68 89, tidsbåndet der snor sig om spolerne. Sløjfer tilbage. Er alt, hvad vi troede på, slettet, eller måske vendt på hovedet? Ikke helt. Slet ikke så lidt alligevel, én generation fik udrettet. Kan godt se tilbage på vores oeuvre. Fået plads for kvinder og børn på en anden måde end før. Og selv om racismen kan se ud til at være værre end før. Så behøver man bare læse en rejsebog fra halvtredserne, om de glade sorte, der er som børn, for at se, der trods alt er sket noget...

Og nu, efter cafétyranniet, er oprøret mod egoismen måske på vej på en anden måde. For neo-liberalismens teori om, at verden er alles kamp mod alle er en overfladeforklaring. Selv de mest rabiate liberalister plejer ikke at snyde deres børn i kortspil om penge. I virkeligheden hviler verden med dens kamp og nid og nag på et grundfjeld af symbiose og samarbejde. Vi er hobe af encellede organismer, der har valgt at gå sammen. Bakterier på planternes rodknolde fodrer os med kvælstof. Kropotkins Mutual Aid i stedet for den vulgærdarwinisme, Darwin ikke ville have genkendt. Fællesskabet gennemtrænger alt.

To trettenårige drenge sad i bussen og diskuterede tortur. De havde en forbløffende viden om emnet. Diskuterede indgående fordele og ulemper ved bambussplinter banket op under neglene og spark på knæskallerne.

- Så kan man lige tage ham og knuse knæskallen, så benene kan bøjes den anden vej, sagde en af dem fnisende.

Den anden foretrak syre. Han mente, at det mest tilfredsstillende måtte være at spænde folk fast og dryppe syre ind i forskellige kropsåbninger. Han beskrev særdeles indgående, hvad han kunne tænke sig, og hvad resultatet formentlig ville blive.

- Men vi må nok hellere øve os på dyr først, sagde han.

*

Underligt at Jabberwocky fandtes i konsensus virkeligheden. Ikke bare et navn i cyberspace, sysoppens spøgelsesfingre der chattede på Pelles skærm. Men en ung mand, der boede på et kollegieværelse og læste til ingeniør. Pelle kunne se ham for sig på forhånd. Bleg og ludende, bumset, muligvis briller. Hår strittende i alle retninger. Så derfor var det lidt af et chok at se ham i virkeligheden, bag dørpladen med hans civile navn, Morten Jensen.

Han var solbrændt og senet. Stridt lyst sommerhår. Mørkeblå himmeløjne. Sweatshirt fra La Vida Sport. Sådan en, der skulle holde en tennisketsjer i hånden, og ikke en joystick.

Værelset var til gengæld efter fordommene. En blanding af automathallen i Tivoli, Risø og konstruktivt kaos af papirdynger, disketter og manualer. På væggene bifurkationer og fraktaler. Ikke dem, man altid så med de store sorte bobler og slyngearme og søhestedale, men en anden slags. De mindede om Escher. Et lille bord med en stor tekande. Blomsterte. Store kantede lerkrus.

Han havde både en macintosh og en bambsuclone af en PC med tower. Op ad vinduesvæggen stod en stor flippermaskine, af den slags man ser i arkaderne. Playboy, hed den. Det mest usædvanlige i værelset var et bjerg af gule plysbamser og papegøjer med plasticfjer i røde og grønne farver som slag på nethinden. Så det spurgte Pelle om. Jo, ude på Bakken er der en lille bod, der hedder Flaske-Hejs. Der ligger en sodavandsflaske på et bord. Og så skal man løfte den med en gardinring på en snor. De fleste rager flasken i dørken. Men Morten a/k/a Jabberwocky havde opfundet et system. Så han vandt en bamse eller en papegøje hver gang.

Pelle havde det som araberne. Der skulle så og så mange meter smalltalk til, før man kunne komme til sagen. Så da bamserne var udtømt, lod han en bemærkning falde om, at Morten så anderledes ud end han havde troet på forhånd.

- Nåh? sagde Morten lidt genert. - Ja, du troede selvfølgelig, at en hacker er en nørd, der ligner noget, der ligger under en sten. Og aldrig snakker med andre mennesker...

Han havde taget en femkrone op af lommen. Nu gjorde han noget med den. Gav den et skub med tommelfingeren, og så rullede den rundt om hånden, ind og ud mellem alle fingre, tilbage til et nyt dask med tommelfingerens flipper og ud igen. Han tabte den aldrig.

- Men så skulle du bare have set mig for et halvt år siden, sagde Morten pludselig med et stort grin, mens han skænkede teen op. - Da lignede jeg nærmest en vinbjergsnegl i huden. Men så fik jeg et julejob nede på Tenerifa, på et feriecenter. Som EDB-ansvarlig. Og jeg har også lige været dernede i påskeferien.

- Og så blev der altså også tid til at ligge i solen?

- Ok ja. Og rende rundt efter alle de der smarte aerobic piger... For til daglig... Ja, der har jeg sgu aldrig tid til at have kæreste... Så et stykke ad vejen lever jeg måske nok op til myterne. Døgnet har nu engang ikke flere timer end det har. Og når man både skal passe studierne og et BBS. Og se sig lidt om på nettet. Så bliver det ikke til så meget andet.

- Ja, à propos det der med at se sig lidt om på nettet... Pelle fortalte om Dispox og Blüwer & Bech.

Morten trillede femkrone og tænkte sig lidt om.

- Nu har jeg ikke så meget at gøre med phone phreaking, sagde han. Du ved... i sin enkleste form er det en box, man sætter på, så man kan ringe gratis over hele verden. Men man kan jo også gå ind i samleboxen i en ejendom, og så skulle der ikke være noget i vejen for at tappe en telefon. Men det hører til det lidt mere avancerede. Og det er vel heller ikke helt ufarligt.

Der findes selvfølgelig også forskelligt sniper udstyr, så man kan høre hvad der bliver sagt. Enhver telefon er principielt en mikrofon. Du kan høre alt hvad der bliver sagt i et lokale, selv om røret er lagt på. Og så kan man selvfølgelig sætte en retningssøgende mikrofon på en parabolskærm...

Pelle blev nervøs. Han drak teen, selv om den var for varm, og brændte sig.

- Det er nu så drastisk igen, sagde han med skoldet tunge. - Jeg ville bare gerne vide, hvem der ejer firmaet og måske se på deres regnskaber og den slags...

- Ja, men jeg kan da godt kigge på Blüwer & Bech. Det er der da ikke noget i vejen for. Hvis de altså ikke hører til dem, der bruger fjerpen endnu. Jeg siger dig, der er masser af systemansvarlige, der lader simpelthen alt ligge og flyde på gaden. Når de skal vælge et password, hvad tror du så de bruger? "Secret", for eksempel. Jamen, er det ikke guddommeligt. Eller konens fornavn.

Så. Det var det. Nu kunne Pelle godt rejse sig og gå. Men i stedet kom han med nogle bemærkninger om, at hvis man ville gemme noget på en virkelig effektiv måde. Så skulle man lægge det frit frem, mellem en masse gammelt skrammel. Det var det, der skete med informationerne. Der var så mange af dem, at det blev mere og mere umuligt at få overblik. Derfor endte man med en generation, der havde zappet synapserne i smadder. Ikke længere kunne se linjer, kun skår. Ingen huse, kun dynger af informationsbrokker. Tiden bliver ikke forløb, men dynger af spots. Når alle nyheder serveres som lige gyldige, bliver de ligegyldige. En atomiseret bevidsthed er ingen bevidsthed, punktformet verden, set gennem insekters facetøjne.

- Netop derfor, sagde Morten.

Informations want to be free. Han var sådan set ligeglad med alle de gamle ideologier og de andre skeletter i skabene. Men han betragtede hackerne som vor tids partisaner. Når de store edderkopper sidder i informationsspindet, og trækker i summende tråde. Så kan man lægge øret til, advare fluerne.

Selv når han blev ivrig, tabte han ikke mønten. Pelle så det for sig, den nye avantgarde, pimply proles, nerds of all nets, unite.

- Ideologier og ideologier, sagde Pelle.

Han troede heller ikke på de store systemhuse mere. Man kan ikke bo i et blåtryk over paradis. Men drømmen, drømmen om et samfund, der har fundet sammen. Den må ikke dø. Det er en evig stræben, som laksens spring op ad floden.

Det betød ikke, man skulle grave en død marxisme op af jorden. Man kan ikke helbrede et lig. Og man måtte se med åbne øjne på, hvad der var gået galt i Øst. Vigtigt at opgive troen på vækst. For miljøets skyld. Se på magten. Magt korrumperer. Derfor måtte man sætte ind mod magten.

- Ja, lige netop. Det er også det, vi gør. Vi modvirker magten, sagde Morten. - Det er skægt nok, men måske er vi alligevel mere enige end jeg havde troet på forhånd. For hvis du havde troet, jeg var bleg og bumset, så havde jeg til gengæld troet du gik med strikket tophue og fløjlsbukser med hængerøv.

Men når du siger, vi skal gøre sådan og sådan for miljøets skyld. Så tror jeg ærlig talt, den kamp er tabt. Så det kan vi bare erkende. Skråt op med naturen, den kan vi alligevel ikke bruge til noget. Megacities du. Det er der, det sner.

- Det siger du, sagde Pelle. - Men så længe du bliver ved med at spise, snylter du på naturen. Ikke engang cheeseburgers eller pizzaer kan de lave af silicone endnu. Selv om de smager sådan.

- De finder nok på noget, sagde Morten. - Man kan dyrke noget i kemiske opløsninger.

- Eat dish and chips, sagde Pelle.

- Er du nu sikker? sagde Louise, da de sad og drak tranebærte. - Er du nu helt sikker på, at det er den rigtige vej at gå?

- Hvorfor skulle det ikke være det?

- Det er forbudt. Du kan komme i fængsel for det.

- Det er jo ikke mig, der hacker.

- Pel-le. Det havde jeg ikke ventet af dig. Hvis du er medskyldig, så er du medskyldig. Og så er det lusket at lade andre tage skraldet.

- Nå ja. Men han hacker heller ikke rigtigt. Han ser bare, om der ligger noget og flyder.

- Jeg kan ikke rigtig lide det... Er du sikker på, det ikke bare er fordi, du absolut vil være ung med de unge?

Pelle lo. - Ja, det er jeg helt hundrede procent sikker på... Jeg begynder ikke at gå med omvendt baseballkasket.

- Nej, udvendig ser du meget normal ud. Men du er blevet så krøllet inde i hovedet. Du render rundt og taler om RAM og ROM og bit og båt hele tiden.

- Det er ikke for at spille ung. Jeg er godt tilfreds med min alder. Dengang jeg var lille og helt ung, ville jeg altid være ældre. Nu er jeg ældre. Og det har jeg det fint med. Tak.

- Jeg har læst, at nogle af de dér hackere spreder virus og alt mulig. Bare for at ødelægge.

- Der er forskel mellem dem. Ligesom mellem folk på vores alder. Ham her, Morten. Han synes, informationer skal være frit tilgængelige. Det er jo fuldkommen det samme, du og jeg altid har sagt. At alt det her hemmelighedskræmmeri, det er noget lort.

- Jah...

- Og ved du hvad. Jeg er glad for, at der er nogle unge, der er enige i, at man skal bekæmpe magten. Hvis det altså er det, de vil.

- Det lyder selvfølgelig meget sympatisk.

- Det er den slags, der jager mismodet væk... Jeg har det ligesom hajerne. Hvis ikke de svømmer hele tiden, så dør de.

Men nogle gange... Nogle gange er jeg bare en meget træt og gammel fisk.

.

Dispox beskæftigede sig med alkymi. De forvandlede lort til guld. Pelle sad og stirrede på følgebreve og kolonner, der flimrede ned over skærmen. Systemet var enkelt nok. Dispox havde aftaler med en lang række danske industrivirksomheder om bortrydning af forurenet smøreolie, olieslagger og kemisk affald til destruktion. Firmaerne betalte en vis afgift for at få Dispox til at fjerne skidtet. Et gebyr, der lå væsentlig under det, Kommunekemi forlangte, som det fremgik af nogle introduktionsskrivelser, der også var med i den samlefil, Jabberwocky havde suget ud af systemet.

I samme skuffelag tilsvarende mængder af bilag for afsendelse til destruktionsanstalt i et af de nye bundesländer, Mecklenburg-Vorpommern. Tilsyneladende kunne man indkassere noget eksportstøtte undervejs gennem en af de utallige EF-kasser til almen forkælelse af det store hellige erhvervsliv. Det var så det øverste lag i skuffen. Pænt og nydeligt, måske lidt mistænkeligt billigt, men så absolut inden for lovens rammer.

Men så var der, billedligt talt, skuffen nedenunder. Det ekstra sæt konnossementer til internt brug. Fortroligstemplet og sikret mod uvedkommende blikke gennem skiftende passwords. Som Jabberwocky altså havde cracket.

Rent fysisk rørte folkene bag Dispox ikke lortet. De omdirigerede det bare. Det gik ikke til den tyske destruktionsanstalt, der skulle have haft et temmelig stort beløb for at uskadeliggøre giftaffaldet. I stedet fik det nye navne og bestemmelsessteder.

Nogle pesticiderester og tungmetalholdige slagger blev via Tyskland sendt til Litauen og Albanien som "humanitær hjælp". Andre forsendelser var tilsyneladende opkøbt af noget, der hed BYS Import-Export med adresse på Isle of Man. Hvad de gjorde af det, fremgik ikke. I perioden 1989-91 var en del "smøreolie" eksporteret til Benin. Og her havde vi det, i de første fire måneder i år i alt to millioner liter "fyringsolie" til Guyana. Det interessante ved forsendelserne var, at guyanerne ikke betalte for olien. De fik penge for at tage mod den. Men ikke så mange penge, som anstalten i Østtyskland skulle have haft for at destruere den. Meget mindre end Kommunekemi ville have taget for det samme. Og meget mindre end Dispox havde fået af firmaerne. Dispox' overskud så ud til at ligge i størrelsesordenen 35-40 %.

En lille fil på én kilobyte hed "ejere.doc". Pelle læste den. Dispox var hundrede procent privatejet. Af advokat Marcus Blüwer, advokat Lasse Bech, direktør Mark Bolvig og direktør Thomas Thoff.

Pelle sad længe og kiggede på de hvide bogstaver på den blå skærm. Hvis man så meget nøje på dem, kunne man se, de var uldne i kanterne. De to f'er i Thoff havde begge to et lille knæk i nakken.

For femogtyve år siden. Dengang Sgt. Pepper lige var kommet frem. I kærlighedens sommer. Dengang var Pelle forelsket i en rablende gal pige, der hed Tulte. Tulte Thoff. Han fik engang at vide, at hendes far var "bolighaj". Han behøvede ikke slå Thomas Thoff op i den Blå Bog, for han havde så tit strejfet ham i forbifarten. Men han gjorde det alligevel. Født 1922. Direktør i Thoff Holding, formand for bestyrelsen i Danmerc A/S, medlem af bestyrelsen i Jysk Ståltråd A/S, Corpodox Scandinavia A/S, Klitgaard & Søn A/S, Damm Cement A/S og Eksportbanken.

Mark. Mark mark, giv ham et spark. Som det summede i Pelles hoved den sommer. For Mark var ham den unge fløs, der yndede sig ind hos Tulte. I '67. Og Tulte skrev breve til ham med små hjerter på.

Pelle anede ikke andet om Mark dengang. Bortset fra at han var satans irriterende og lignede noget afklip fra en Wajdafilm, med røgfarvede solbriller og sort nappajakke og en gauloise i flaben. Og alt for hvide tænder.

Hvad var det nu, Thøger havde sagt engang inde på Laurits? "Kender du ikke Mark Bolvig? Fra cementfamilien?"

Pelle havde ikke skænket Mark Bolvig en tanke, siden Yellow Submarine blev taget af plakaten. Nu slog han op i Blå Bog under Bolvig. Sure 'nuff. Født 1942. Søn af direktør Rasmus B. Gift 1974 med Anne-Dorthe Bohrt, datter af direktør Mogens B. Direktør i Damm Cement A/S, medlem af bestyrelsen i Corpodox Scandinavia A/S, Dan-Litau A/S og Eksportbanken.

Den normale procedure ville være, at Pelle lige samlede de oplysninger, han havde fået, stillede dem overskueligt op og så sendte eller faxede dem til Panda Film. Men han ville hellere selv tage ind og snakke med Jørgen mandag. For der var jo det ved det, at hvis man pirkede op i et hvepsebo. Så kunne hvepsene måske godt finde på at stikke.