I det øjeblik, arbejdet bliver til åndedræt, glider man ind i en undersøisk lykke. Når tingene går som de skal, og tanker og bevægelser koreografisk skifter, danner kontrapunktiske mønstre, fletter sig sammen og spalter sig ud i tråde og mønstre. Pelle havde musik i kroppen, mens han gjorde Tyrkietrapporten færdig. Måske lige lidt finpudsning, så kunne han sende den over til det bureau, der trykte den på glittet papir og samlede den i et nobelt, kongeblåt omslag. Hvad gør man ikke for vor tids helte.

Telefonen forstyrrede ham. Irriterende at skulle rives ud af bevægelserne. Han burde få anskaffet en telefonsvarer, så han kunne være i fred. Greb røret og sagde: - FactFinder.

- Det er bare mig.

Hvor kunne hans mor dog lyde forknyt, som en lille klemt babusjka. Pelle tænkte på, om han skulle sige, han havde travlt. Men nu var skaden jo sket. Hans mor begyndte at spørge om, hvordan han havde det. Joh, hovedet op og benene ned. Og Louise? Udmærket, tak. Hun kom videre ind på meteorologiske udsigter for Jylland, Øerne og Bornholm. Nattetemperaturer ned til minus ti, dagtemperaturer mellem nul og minus fire. Letskyet, med en del sol. Det var da også underligt, at det sådan kunne blive ved og ved. Mon det kunne have noget at gøre med Tjernobyl? At der sådan var vendt op og ned på alting?

Pelle klemte røret fast mellem kind og skulder og stakkede rapportarkene. Gryntede lidt ind imellem.

Så greb han røret igen for at afslutte samtalen om vind og vejr. - Nå, men ellers har I det meget godt? spurgte hun.

- Joh... jeg er bare lidt bekymret for Frank.

Pelle fik en lodret fure mellem brynene. Når hans mor talte til ham om faderen, sagde hun ellers altid "far". Frank brugte hun kun i direkte tiltale.

- Nåh, hvad er der da med ham?

- Jo, han går rundt og klager over, at han har ondt i brystet. Han mener, det er noget halsbrand. Men jeg kan ikke lide, han er helt grå i hovedet.

- Må jeg lige tale med ham, sagde Pelle. Hans far kom i telefonen. - Nå, har mor nu kommet med en masse historier? sagde han.

- Hvordan har du ondt i brystet? spurgte Pelle.

- Åhr, det er ikke noget. Sådan noget trykken. Jeg har nok spist noget, jeg ikke kunne tåle.

- Hvor længe har du haft det?

- Et par timer. Først troede jeg, det var noget med musklerne, så jeg gik rundt på gulvet og sådan. Men det blev det ikke bedre af.

Mor siger, vi skal ringe efter lægen. Men det synes jeg da ikke.

- Nej, det synes jeg heller ikke. Du skal ringe efter en ambulance. Lige nu.

- En ambulance? Er du tosset? Det går nok over.

- Far. Må jeg lige tale med mor.

Pelles mor havde svært ved at indse, det kunne være farligt. Og ringe efter en ambulance? Hun lo forlegent. Det kunne man da ikke sådan bare, uden videre. Være til besvær. Skadestuen, sagde han. Jamen, var det ikke kun, hvis man havde brækket et ben eller sådan noget? Man kunne da ikke komme brasende ind på et hospital.

Hvor havde de den fra, den almue-undselighed? Når de havde været i partiet og alt mulig. Men alligevel stod de altid og krammede en mental kasket. Pelle sagde, at hvis ikke hun ringede efter en ambulance, gjorde han det selv. Så lovede hun at gøre det. Han skubbede alle papirerne over i den ene side af skrivebordet og rejste sig op. Ganske vist lød det ikke så dramatisk. Men han måtte hellere ringe efter en taxi og selv tage derud.

Det var Dunja, der tog telefonen. - Ja, hej, det er Pelle, sagde han.

Mens han sagde den næste sætning: - Der er noget, jeg må fortælle dig, sagde hun: - Der er noget, jeg må fortælle dig.

Filippine. HC Andersen Johannes V. Jensen.

De bakkede tilbage som to fodgængere på kollisionskurs. Dansetrin på fortovet. Busede frem igen. Dunja holdt tilbage.

- Farfar er kommet på hospitalet.

- Åh... Er det noget alvorligt?

- Det kan det godt være. Det var noget med hjertet. Men han har det da meget godt nu. Sådan da.

De tav begge to. Han hørte hendes åndedrag i røret. Huskede pludselig hendes lykkelige prusten i hans øre, når han svingede rundt med hende, små fedtede bolsjehænder. Ænderne siger rap rap, men hvad siger svanerne?

Nu i stedet dette mærkværdige, nærvær på afstand. Lydbølger trykkede kulpulver sammen. Elektromagnetiske svingninger. Og store vinger af fjernhed slog sammen om Pelles sind og kaldte en tør hede frem på hans hornhinder.

- Hvad var det, du ville fortælle? sagde han. Hans stemme krattede i halsen. Han havde en lille smerte ved næseroden, et blikagtigt indhug.

Dunjas stemme havde været bobleglad, lige da hun hilste på ham. Nu lød hun eftertænksom-trist.

- Du skal være morfar.

Pelle trak vejret.

Der gik tid.

- Jeg skal have et barn, sagde Dunja pædagogisk vejledende.

- Hvordan det? sagde Pelle.

Dunja lo. Men hvorfor lød hun så ikke glad? Det var sådan en lille billig latter, en skraldes gnældren.

- Skal du ikke sige tillykke? sagde hun lidt efter.

- Tillykke, sagde Pelle. - Ved du, hvem det er med?

- Åhr, Pelle, sagde hun opgivende. - Du kender da godt Troels.

Det gjorde han faktisk ikke. Men han havde vist hørt navnet. Nu og da. Det sidste års tid. Eller måske to.

Han måtte sige noget mere. Men han var ikke rigtig til stede. Han var blevet en gennemgangslejr.

- Synes du, jeg skal komme over til København? spurgte Dunja fra Svendborg.

- Nåh... næh... lad os nu se tiden an. Men du kunne jo skrive et lille brev til ham. Det ville han blive glad for.

Han gav hende adressen, Herlev Amtssygehus, stuens nummer.

Da han havde lagt røret på, sad han og kiggede på telefonen. Så ringede han op igen, til samme nummer.

- Ja, hej, det er mig igen. Har du Eva hjemme?

Der var så meget, han kunne have sagt. Engang blandede de gener. Det virkede som en god idé på det tidspunkt. Vi tror, vi bestemmer med hovedet. Men vi er maskiner, generne kører i. Vi er biprodukter for deres overleven. Nu var nogle af Pelles gener smeltet sammen med en vildtfremmed herre, der hed Troels.

Ikke bare bestemte generne over hans hjerne. Men nu var hans taleorganer også blevet overtaget af højere magter. Hjernens kommandocentral koblet fra. Han hørte på, hvad han sagde.

- Dunja siger, hun er gravid, sagde han.

- Jamen, det er hun sandelig også, sagde Eva. Det var svært at sige, hvordan hendes stemme var blevet anderledes de sidste ti år. Måske et svagt anstrøg af syngende sydfynsk. Men samtidig noget andet. En pondus. Pondus, det var ordet. Fruet. Som gik hun rundt i mørke stuer med værnemagerbuer, dystre billeder i guldrammer og uendelige landskaber af lysebrune Stella Novaportrætter på skænken.

- Jamen, så skal hun se at få gjort noget ved det.

- Det tror jeg ikke, hun vil.

- Så må du få hende til at forstå det.

Eva var høfligt afventende.

- Hun kan da ikke få et barn.

- Det kan hun altså åbenbart.

- Jamen, hun er jo selv et barn.

- Dunja er en meget moden og voksen pige.

- Eva, nu må du altså gøre noget. Hun er aldrig kommet i gang med en ordentlig uddannelse. Bare dalret rundt fra det ene til det andet. Og så kommer hun gudhjælpemig hjem og er bollet tyk som teenager. Kan du ikke forstå, det bliver en møllesten om halsen på hende?

- Pelle, sagde Eva, meget tydeligt og distant. - Har den tanke slet ikke strejfet dig, at hun måske vil have et barn. Og teenager og teenager, ja ja. Men hun er altså nitten.

- Hun er alt alt alt for ung.

- Ved du hvad, Pelle. Jeg tror, at hun gerne vil have et barn, fordi hun gerne vil prøve at opleve en barndom. For det fik hun jo aldrig lov til selv. Du forventede af hende, hun skulle være stor og voksen, før hun kunne gå.

- Gjorde jeg det?

Pelle sagde farvel. Hovedrystende. Og hovedrystet. Han kom i tanke om, at han ikke havde sagt noget om sin far til Eva. Men det kunne Dunja jo fortælle hende. Mens de sad og strikkede lyserøde trøjer.

Forbløffende så hurtigt en bestemt rute sank ind i kroppen. 116 fra Buddingevej til Amtssygehuset. Forhallen, elevatoren, fjerde sal. Voldsomme lyserøde og grønne vægge, ind på stuen. Kun tredje gang, og de kunne allerede finde vejen med bind for øjnene, mærke trykforskelle fra trappeskakter og døre, navigere efter sonar. Derind, på stuen. Neutrale vægge. Lyserødt forhæng. Men alligevel var lyset koldt. Måske kom det indefra, for det kastede ikke skygger, men knugede alting i et grelt skær. Pelle og Louise fik usynlige puder under fødderne, gik varsomt labbende over til sengen. Til lejet. Choket over at se far der, sengetøjet så hvidt, ansigtet så bjergrigt. Og armen, der ellers var så stærk. Lå nu slatten og pølset, hægtet på drop. Skærmen på bordet, hjertets sinuskurver. Så da meget normalt ud. For en lægmand at se. Louises dagøjer glødede van Gogh-gult i hånden, hun så sig om efter en vase, mens Pelle satte sig på stolen ved sengen. Lyset forvandlede fars skægstubbe og mystiske ørehår til hvidglødende stifter. Næsen var tynd som en kniv, leverpletterne dannede matte økort over åresprængte kinder. Brynene var to sovende målerlarver. Men øjnene. Der ellers var knust akvamarin, laserlys så man syntes man måtte kunne se hans bliks stråler. Hvad var der sket med dem? En hvidskimmelhinde. En åndelet fnugflor af mug, tørsot.

Far bevægede sin frie arm, den der ikke var stukket rør i. Langsomt som en kran gled hans hånd over, lagde sig på Pelles arm. Pelle så på sin far, og mens han så, bulnede hans øjne lidt udad, blev tykkere og varmere på midten.

- Hvordan har du det så? spurgte Pelle. Det var et spørgsmål, man kunne stille på så mange måder. Henkastet, tilfældigt. Men nu var hvert ord betydningsladet. Hvordan? Har? Du? Det? Så? Som bar han et kuld spurveunger i hånden, slap dem, lod dem flyve fri.

- Jo, sagde far. - Jeg har det da meget godt. Jeg er bare lidt træt.

- Det er da en fin udsigt, du har, sagde Pelle. Man kunne se græs. Bygninger, en høj skorsten.

Louise kom tilbage med vasen. Blod skvulpede rundt i Pelles hjerne fra forskellige sider, bølger og modbølger. Mellem far og Louise. Og i Louises underliv løb blodet til. Vidste han, for det var fuldmåne, og så var hun altid højmenstruel. Hun trak den anden stol over og satte sig, så på Pelles far med et blik så omsorgsfuldt og bedrøvet, at Pelle glippede øjnene endnu varmere.

- Nu må du se at blive rask i en fart. Vi kan ikke have dig liggende her og dangdere den, sagde han med stemmen forklædt som brøsig.

Pelle kunne ikke se på den unge læges ansigt, mens han talte. Det ville gøre dem til personer. Når der bare var tale om udveksling af informationer. Datatransmission. Derfor rettede han blikket mod det sorte bakelitnavneskilt over venstre brystlomme i kitlen.

- ...meget massivt infarkt, lød det fra højttaleren over bakelitskiltet. - ... må nok forberede jer på, at prognosen ikke er særlig god... femten til tyve procents chance for at overleve det første år... under alle omstændigheder er en stor del af hjertevævet gået til grunde. Så han må lære, hvad han kan og hvad han ikke kan... selvfølgelig altid håbe på det bedste... mulighed for ophold på rekonvalescenthjem...

Hvordan kan han vide noget om, hvad der er sket med min far? tænkte Pelle. Han er jo yngre end mig.

Pelle prøvede at huske, hvordan livet havde været i gamle dage. Før fredag. For fire dage siden. Hvor hans dage havde været stille som søer. Violette skygger og åkandemørke. En frø der kvækkede luft i tynde halsbobler. Bristeklar tyggegummihud, et lille sitreliv.

Men så var det ikke sø, det var bassin. Og pludselig dannede sygehuset afløb, satte vandene i ringformede bevægelser, sugede alt ind i disse besøg ved en hvid seng, trak timerne nedad og indad. Nedfaldne blade, flimrende fiskeyngel, alting drejedes ned i en tragt, gurglede ind i et mørkt rør. Selv byens buslinjer måtte være omlagt. For Pelle var det pludselig som om alle ruter førte til Herlev.

Og alle busser var proppet til bristepunktet med livskraftige halvfemsårige, obskønt sunde og skræppende sad de og bredte sig. Brokkede sig over latterlige småskavanker, krykkede ned ad alle midtergange, simulerede levende. Men så man på dem i det rette martslys, sivede bleg væske ud af deres vokshud.

Hen mod aften begyndte det at sne. Kredsende vinde hvirvlede sneen op og rundt. Pelle gik en tur alene. Væk fra telefonen, der havde forvandlet sig til noget andet. Var blevet fortættet og rugende. Han gik ned ad villavejen og prøvede på at lade være med at tænke. Det gjorde godt at få frosne snekorn pisket ind i kinderne, de var som byger af kvartsstøv, måtte sandblæse gruber og huller i hans stive kinder. Gadelygterne slog prismeglorier om deres lys, brudt gennem smeltevandsdråber i øjenvipperne. Tankerne stivnede som paraffin, blev hvide og langstrakte, brækkede løs i kolde flager. Fygesneen skabte hvidt mørke. Som døde radiokanalers hvide støj, omsat til billede. Overbelastning af indtryk og informationer, interferens. Pelle blev til et glemt stykke legetøj, en lille glaskugle med et hus og en flagstang på støbt græs. Kuglen vendtes, fyldtes af dansende fnug. Der ikke fik lov til at lægge sig.

Én gang til, én gang til, med insisterende barnestemme. Ikke falde på plads. Hvirvle.

Underligt, som man kunne tage ro og voksenvæsen på sig som en frakke. Selv når man følte sig som en myretue, der er pirket op i. Kriblefornemmelser og visne grannåle. Så kunne man krybe i konsulentdragten. Sætte sig ned på Ditlev Hanstholms privatkontor, iført nydelige mørkeblå, smalstribede fløjlsbukser og lækker cashmeresweater (kunne dog ikke vænne sig til slips og manchetknapper), drikke mineralvand, bladre i den fremlagte kongeblå sagsmappe. Være forekommende og vittig. Komme med små tips og anekdoter om mad, sex og religion. Så føler de, de får noget i tilgift, helt gratis. Og det kan forretningsmænd godt lide. Den bedste be?endi kebap i ?stanbul får man i Pandeli Usta i M?s?r Çar??s?. Kejserinde Theodora optrådte offentligt i cirkus med gæs, der var trænet til at pikke bygkorn fra hendes underliv. I Topkap? opbevares et særdeles stridt S-formet hår, der er plukket ud af profeten. Samt en sort sten, hvori hans fødder satte aftryk, da han steg til himmels. Når man skal på den tur, må man tage grundigt afsæt. Pelle sluttede af med en lille indføring i udtalen af tyrkiske ord. Nu for eksempel "?". Prøve at sige y ø-agtigt med bred mund. Men mere anskueligt: Den lyd, man uvilkårligt udstøder, hvis man bliver trådt over tæerne i en elevator. Pelle viste hvordan og frembragte et smil om Ditlev Hanstholms læber.

Efter afslappet snak rejste Pelle sig nikkende, i bevidstheden om at et betragteligt beløb blev indsat på hans girokonto.

Pelle nikkede farvel til frøken Forkontor med emaljeneglene og muzakstemmen. - Ha' en fortsat god dag, kvidrede hun. Pelle undlod at sige: Hvordan kan du vide, min dag har været god indtil nu? I samme sekund, han vendte sig mod døren, trak nogle muskler ind mod hans øjne fra panden og kinderne. Da de glattede ud igen, var hans ansigt blevet anderledes.

Det var knap så koldt nu. Sludregn. I radioavisen havde de fortalt om isskruninger på Storebælt.

I Balleruptoget trykkede han sig op i et hjørne. Trak sig væk fra både formiddagsfylderi, pensionister på jagt efter dagens nettotilbud og børn, der i stigende grad forvandledes til neongrønne og svovlgule reklamesøjler for alskens produkter. Hvor mange gange havde han ikke taget med dette tog til og fra byen? En Tur i Byen. Da han var lille denne Novra Næh-fornemmelse. Guldæbler i springvandet på kongens fødselsdag, de tre små prinsesser på altanen. Have en krone og femogtyve og efter lange svedige overvejelser købe "Anders And på Grønland" til 90 øre og et ustemplet frimærke fra Bahalwalpur til 35 øre hos Mølmann Ibsen i Peder Hvitfeldtsstræde og være svimmel af rigdom og lykke på hjemvejen. Gå alene i Tivoli for penge, han havde tjent ved at gå med avisregninger. Én gang i karavellerne, én amerikanervaffel, én indsats på de små cyklister, hvor man kunne vinde chokolade og så alligevel have råd til både den blå vogn og det mystiske hus før pantomimeteatret. Senere, som studerende, smutte en tur ind med s-toget, når man ikke gad læse mere. Et par øl på Pilen eller Rådhuskroen. Altid nogle man kendte, det store samvær i de år, da musikken erobrede nyt land hele tiden, da alt var i opbrud. Og ni tiendedele af Pelles tankevirksomhed var optaget af kønnets mysterier. Årevis hvor han forvekslede sin søgen efter en tvillingesjæl med blikkenslagerarbejde eller komparative anatomiske øvelser. Rasle hjem i morgensporvogn fra værelser i eksotiske bydele som Hvidovre eller Sundby uden at kunne huske navn eller øjenfarve, men med indgående erindringer om disse sære små flige og hudfolder. Hvis jeg må se din, må du se min.

Men altid altid have trygheden at falde tilbage på, forældrene hjemme i rækkehuset, tumlingens blykugle i bunden.

Og nu. Husene stod der endnu, som han huskede dem. Havde set hver lille havenisse, hvert tilsodet rønnebærtræ. Og disse ledninger fra mast til mast, i store svajende sving. Så tankerne glider med, dirrer og glider, og man må lægge panden mod ruden, selv om den rasler i rammen, indtil dunket forplanter sig ned gennem hovedet til underkæbens ophæng.

Hjem til mor. Hvor fars stol stod ved sofabordet.

Mens han selv lå, hvid i en hvid seng. Koblet til drop og målere. Pulsslaget omsat til grønne EKG-kurver.

Jyllingevej, det smalle irgrønne kirketag. Så var det lige før, det var nu.

Dengang en klæbrig prop kilede sig fast i hans fars hjerte, måtte trykket være steget under den. Pelle så det for sig geologisk, som han sad alene ved sengekanten torsdag formiddag. Blod stemmet op i magmakamre, presset op i kraterrør. Og så det fnysende vulkanudbrud.

Hvidt askepudder dryssede ned, kittede sig ind og knugede sammen. Som menneskene i Pompeji, der størknede i favntaget eller løbet, skorpede ind i støvet. Således var også hans far kapslet i aske, hans hud hvidgrå, lavaens foldebjerge over ansigtet. Selv øjenbrynene var kuede buske, tynget af askens vægt.

Han sov. Sygeplejersken havde fortalt Pelle, han ikke havde haft det så godt her til morgen. Smerter, lidt uregelmæssig puls. Pelle så på ham. Børstehår i næsen dirrede. Muskler bevægede sig i ansigtet, som trækninger i flueben. Hans tindinger hulede ind, med tyndslidt trommeskindshud.

Pludselig vidste Pelle, hans far var vågen. Umuligt at sige, hvorfra han vidste det. Ingen bevægelser, åndedrættet det samme. Men en tilstedeværelse, et nærvær som et svøb om kroppen.

Hans øjne åbnede sig. En skildpaddes øjenlåg af læder, der foldedes op. Og blikket ramte Pelle som daggerstød. Som et dobbeltfyrtårns fejestråler. Det gamle blik.

Nogle stivere inde i Pelle knækkede sammen, skillevægge raslede over hinanden, et varmt mudderskred i kroppen.

Fars blik hægtede sig fast i Pelles. Satte modhager, huggede sig ind som en bjergbestigers isbolte. Holdt ham fast.

- Du skal ikke tro, jeg dør, sagde han med en bidsk summen i stemmen. Pelle lyttede, nogle muskler bag ørerne, ved sammenføjningen, spjættede.

Far samlede stemmen og stødte den ud.

- Det er ikke noget, jeg gør. Det er ikke med min gode vilje. Det er noget, der bliver gjort med mig. Jeg døs.

Han slappede af. Det hvasse glimt forsvandt. Lidt træt sagde han: - Nå, men smut så med dig. Det er ikke noget at sidde og glo på.

- Far, sagde Pelle mildt bebrejdende.

- Nej, jeg mener det. Det er alt for intimt. Du sidder vel heller ikke og stirrer på mig, når jeg klæder mig af?

Louise og Pelle sad i Børge Mogensen-sofaen hjemme hos Birgitte og Ketil med et glas fino. Birgitte gik frem og tilbage fra køkkenet, kom så ind og satte sig, ubevidst tørre fingre af-bevægelse. De kunne da have ringet afbud, havde Louise sagt. Være blevet ved telefonen. Men nu havde det jo været aftalt i ugevis. Også vigtigt at holde forbindelsen. For man så tit, at når en døde, så forsvandt vennerne også. Og det var da ikke værre end at de kunne ringe til Pelles mor derudefra i aftenens løb. Og høre om der var sket noget.

Birgitte blev smukkere og smukkere. Nu hendes udseende ikke længere var sammenstød af tilfældigheder og lykketræf. Nu hun var kommet op i den alder, hvor hun formede sit eget ansigt. Kønne vifterynker i øjenkrogene, en stille værdighed, der lige pludselig kunne krakelere i store blussende smil og en latter, der kom hoppende op fra maven som et lille dyr.

I det første årstid efter Thøgers selvmord havde Pelle haft svært ved at tage kontakten. Thøger stod og smilede ironisk til dem fra alle kroge, fyldte værelset helt ud, netop ved ikke at være der. En aura af hellighed om Birgitte, da hun var blevet enke. Enke, sådan et muffedisseord, ikke til at hæfte på en fyrreårig. Og Pelles største angst, lige dengang, måske at hun skulle tro, at han lagde an på hende. Nu der var fri bane. For det kunne han aldrig være bekendt. Over for Thøger.

Nu havde de genoptaget. Det var jo også blevet nemmere, efter at hun var flyttet sammen med Ketil. I denne helt eventyrlige Bredgadelejlighed, man ellers skulle være født ind i. Ketil var arkitekt som Thøger, men mere afdæmpet. Han havde vist et par børn et sted. Thøgers og Birgittes var ude på egne fødder. Lennart lydmand på reklamefilm, Amalie læste på handelsskole i London.

Egentlig ville Pelle ikke bruge sin far som konversationsemne. Men kunne ikke lade være med at snakke om ham. Og om Dunjas graviditet, som han havde svært ved at få plads til.

Det var nemt nok at sige det: Min far fik en blodprop i hjertet. Det ser ikke så godt ud. Men vi håber selvfølgelig alle sammen.

Og: Jeg skal være bedstefar. Dunja er blevet gravid.

Nemt nok. Men umuligt at fatte, især når man koblede de to ting sammen.

I et højhus i Herlev ligger en gammel mand og prøver at holde pulsslaget i gang i sine kalkede årer. Og samtidig er nogle af hans gener ved at klumpe i blastula i en pæreformet nullipara-livmoder i Svendborg.

Og i en sofa i Bredgade sidder et sammenføjningsled mellem den gamle mand og livmoderens indehaverske, har suget den enes gener i sig, spyttet dem videre ud gennem et lille rør til den anden.

Pelle så op på et Skotte Olsen-billede med dansende hvide masker og rystede langsomt på hovedet.

De andre var begyndt at tale om forældretabet. Så så, havde han lyst til at sige, han er der endnu. Men de tre andre havde været gennem det. Sammenlignede det med at få børn. Bagefter kunne man se, det var det, der havde gjort en rigtig voksen.

Pelle gjorde modstand. Fik en stor hårbolle af trods i maven. Han ville ikke være voksen. Ikke for den pris. Ikke gennemgå disse barbariske riter, sætte myrebæltet om livet, blive omskåret med en stenkniv. Han ville være kujonen, der gik rundt med lang forhud livet igennem, om så alle kvinderne lo ad ham.

Store luffer og labber af sne havde væltet sig ud over landet. Kun en ganske tynd frostskorpe over dyner af våd nulresne, lige til at lægge sig fladt ned i og baske engel med armene. Hvidhed og blødhed slubrede ind over sjælen, gjorde en glad og underlig højstemt. Solen stod klar og blå og hvælvede sig op i tindrende rum. Grenene var vantet ind i snefingre, og fuglene hoppede rundt med dryssende vinger og satte pilespor. Når man gik ud, sank fødderne dybt ned. På nært hold var sneen ikke kun hvid. Der var gule og blå skygger og lys i den, og fra de enkelte halvtoptøede fnug funklede diamantprismer med en vild blå og rød glans. Man kunne ikke lade være med at tage en håndfuld af sneen op til munden og smage dens rene metalsmag, der sendte krystaldrømme op i næsen.

Pelle og Louise gik ud ad vejen. Parkerede biler var blevet klitter og driver, hustagene var lådne og runde og haverne fejet af vinden i blide bølger. Man måtte trække vejret på en anden måde, nyde den rene luft i lungerne, spile næseborene ud og gabe munden og øjnene op for at få verden i sig. Heraklit gik på opdagelsesfærd i driverne, med høj poteføring. Dens spor var heraldiske rosetter, stemplet i sne. Som for ikke helt at forsvinde, løftede den halen op i en bue som en bispestav. Archimandritten Herakleitos på inspektion i en ny verden.

I lang tid var de tavse sammen. Den eneste lyd i verden kom fra fjerne fugle.

Trampen i sne ruskede blodet rundt i kroppen. Der blev ved med at være en sakral højhed over landskabet, men det blev tilladt at tale. Ligesom børn kan løbe legende rundt i katolske domkirker.

- For hver dag, der går, er der lidt større chancer for, at Frank kommer over det, sagde Louise. - Det er farligst de første døgn.

Bare man turde tro det. Pelle gik lidt uden at sige noget.

- Men Gud hvor er jeg glad for, at vi har hinanden, sagde han så. - For ellers...

- Det er også et mirakel, sagde Louise og smilede. Hendes ene hjørnetand i overmunden var helt spids, en syl eller dorn af ben. Æggetanden, kaldte Pelle den. Til at prikke hul på skallen indefra.

Så tilfældigt, som tingene kan gå. At de begge to lige den dag gik ind for at se den udstilling. Og stoppede op foran samme billede fra Utagawa Hiroshiges berømte serie "Meisho Edo hyakkei". Og pludselig flettede de fugle. Og indtil det øjeblik havde han gået rundt og troet, at forelskelse var hvalpefedt på hjernen. Ikke noget for voksne mennesker. Men så viste det sig, at når der går ild i gamle huse. Der er grundigt imprægneret på forhånd. Så brænder de med flammer, der ikke fortærer. Men bare bliver ved og ved.

Hovedrystende ufatteligt. Og mere var der egentlig ikke at sige om det. Wovon man nicht sprechen kann, darüber muß man schweigen.

- Det er sjovt, sagde han eftertænksomt. - Der er nogle, der hele tiden vil have, der skal ske noget. Action action. Og jeg synes mere og mere, at der sker mest, når der ikke sker noget.

- Der er da rigelig spænding, sagde Louise. - Vi har jo alt det, vi har. Sådan som en lyskreds. En lille kugle af liv rundt omkring os. Det andet... det bliver bare japperi.

- Men er du klar over, vi er ved at blive sådan nogle rigtig halvgamle kulturgribbe, sagde Pelle med et lykkeligt grin. - Du ved. Culture vultures. Hvor udstillinger og nye bøger og teater betyder mere og mere i ens liv.

- Det er jo klart. Når man får børnene - barnet - lidt fra hånden. Ved du hvad. Skulle vi ikke tage på højskole? En af de der kunsthøjskoler? Har Broby stadig det der oppe i Nordjylland?

De snakkede lidt om Broby. Om hvordan han i en sen alder igen havde meldt sig ind i DKP. Lidt overraskende, med det kultursyn, partiet ellers havde stået for.

Og det var så den anden af Pelles grundpiller fra tidligere, der var rokket. Nu vidste han, at kærligheden fandtes. Mens den realt eksisterende socialisme, som han trods alt troede på dengang, i sit mismods vinter. Med fejl og skavanker, der kunne udbedres. Den viste sig mere og mere at have været gennemsyret af råddenskab og korruption. Glitrende overflade af sputnikker og marsraketter, over tomrum. Ligesom de snefaner i Grønland, hvor man trådte et skridt for langt ud og lavede et hul i sneen over tre hundrede meters lodret fald.

- Jeg har tit en fornemmelse af, at jeg blev trukket til siden i årevis, sagde han. - Mens det nu går op for mig, at det meste af det, der betyder noget, det vidste jeg... om ikke i børnehaven, så i hvert fald da jeg var fjorten. At kærlighed bærer verden oppe. Og at socialisme ikke er noget værd, hvis ikke den er ægte. Broderskab. Næstekærlighed. Og ikke sådan en flok halvdøde oldinge der står og vinker med blød hånd på en balustrade. Til mordvåben i kolonner.

- Men det ser da ud til, de er ved at gøre noget ved det nu, sagde Louise. - Og tænk, hvis det virkelig lykkes for Gorbatjov. At lave det, Dubcek ville have lavet, socialismen med et menneskeligt ansigt.

- Ja. Men ansigtet er ikke menneskeligt, så længe det har atomtænder.

De gik videre. Heraklit cirklede omkring dem, op og ned over de lange driver.

Ja, tænkte Pelle. Hvis de kunne hælde ny vin i den gamle sæk derovre. "Revisionist", kaldte betonhovederne Gorbatjov. Men man måtte nødvendigvis hele tiden revidere teorierne, så de passede til virkeligheden. Termostatregulere, tænke kybernetisk.

Dialektikken. Det eneste varige var ubestandigheden. Heraklits flod. Teorier skulle skildre virkeligheden, ikke hugge den til. Kunne man for eksempel bruge det gamle klassebegreb? Ikke hvis det betød, at direktøren for Handelsbanken og rengøringskonen tilhørte samme klasse af lønmodtagere, vendt mod fiskeren, ejeren af døgnkiosken og børsspekulanten. Helt andre klasseskel i dag. Også i østlandene. Klasse defineret som adgang til magt.

- Det vigtigste, vi kan gøre, sagde han. - Det er måske at kysse himlen farvel. Tage afsked med de store utopier. Det kan være nogle flotte bygningsværker at se til, udefra. Men de er ikke til at bo i.

- Nej, sagde Louise. - Hvorfor skulle man være så bange for lappeløsninger? Det er da praktisk genbrug, at lappe på tingene... Bortset selvfølgelig fra de ting, der ikke kan lappes på. Og som skal skrottes. Både mentalt og helt konkret. Som atomkraftværkerne.

- Ja. Og hvis de kan skrotte militæret. Og det tror jeg virkelig, Gorbatjov vil. For det har de slet ikke råd til. Det sluger 30-40 procent af budgettet derovre. Fordi de skal bruge det samme som USA, selv om deres økonomi er ti gange mindre. Så kunne de bruge pengene til noget fornuftigt. Infrastruktur. Forsvarlig energi. Få ryddet op i miljøsvineriet ved Aralsøen og i bomuldsbæltet og alle andre steder. Lave nogle ordentlige boliger. Og alligevel få råd til at hjælpe den tredje verden. Så begynder det at ligne noget.

- Ja, hvis, sagde Louise. - Hvis de kan få lov til at nedruste. Hvis de kan få fred til at omlægge det hele. Hvis de kan holde sammen på alting, mens det flyder. Det er en balancegang.

Heraklit viste dem, hvor yndefuldt det kunne gøres. Gå i løs sne uden at synke i.

De andre dage havde Pelle kunnet være alene med sin far om formiddagen. Men nu var det søndag. Mor sad henne ved fars seng, da Pelle og Louise kom. Klappede hånd og sagde: - Frank Frank.

Pelle så dem fra døren og tænkte på, om de hellere skulle vende om. Lade hans forældre være alene. Komme igen en anden gang. Men mor så op og smilede til dem.

Et smil, nogle blanke øjne. Hvordan skulle det kunne fortælle så meget? Der var noget, der jog gennem Pelle, da han så sin mors ansigt. Noget varmt og brændende, men alligevel rummede det inderst en klinge af is. Huden knoppedes, blev oversået af små blege gryn. Samtidig med at en glødende sten vendte sig i mavesækken.

- Vi har jo haft hinanden så længe, sagde mor. Næsten undskyldende. Løftede en lille flig for ham og Louise, samtidig med at hun uden ord forklarede, at ingen andre kunne lukkes derind.

Far så på hende. Han gjorde sig umage for ikke at dirre med musklerne ved munden. - Ukrudt forgår ikke så let, sagde han.

Pelle og Louise havde lukket døren efter sig og lidt forknyt anbragt sig ved fodenden. Men nu blev døren smækket på vid gab, og den førstefødte og hans klan buldrede ind. De trak stole over fra alle vægge og læssede far til med blomster og chokolade. De mindre så ud som om de ville rise fastelavn på ham med blomsterkostene. Allan gik efter to et halvt minut ud til siddeafdelingen nede ad gangen for at få sig en smøg. Æggeklumpen flød sammen i et hjørne og fimrede små interne meddelelser. Connie fortalte far, hvor meget bedre han så ud.

Pelle fik afvisende sugefornemmelser i maven. Menageri og zoologisk have. Manglede bare de solgte billetter og smed jordnødder ind til ham. Den primitive jalousi, mig være alene med min farmand.

Men så så han sin mors blik. Sådan som hun så på den mand. Efter tooghalvtreds år. Og så skammede han sig, fordi han ikke gav plads. Der var noget, han måtte vige til side for. Der kom nogle skred og brudflager i ham. I ansigtet løb de sammen mod næseroden, fra brystet stemte de ned mod navlen. Blev til en slags muskelplader under huden.

Det var faktisk rigtig nok, at far så bedre ud. Meget bedre. Han sad op, havde fået farve i kinderne. Blikket klart og fast. Selv om han ikke sagde så meget. Det kunne han også dårligt komme til, i almindelige pludrekor.

Connie fortalte oprømt Louise, at de allerede havde fået lovning på en plads til far på rekonvalescenthjem. Kløvergården. Så han rigtig kunne gå og komme til hægterne. Pelle så det for sig, far på græs. Omgivet af dansk hornkvæg.

- Åh! sagde Louise pludselig. - Nu glemte jeg fuldkommen at få de påskeliljer med, jeg havde købt. Så må jeg smutte indenom med dem i morgen aften.

For hver dag der går, havde Louise sagt. Better and better day for day, day for day...

Lad ham. Lad ham. Sidde i en halmstol i solen. Placidement.

Der var så meget, Pelle ikke vidste om den mand, der var hans far. Om hans liv og drømme, om hans kærlighed og arbejde. Om Pelles bedsteforældre, som han ikke huskede. Om barndom og besættelse. Glæder og skuffelser.

Hvis nu bare. Bare lidt endnu. Et år eller to. Eller fem. Så skulle Pelle sætte sig ved sin fars fødder med en båndoptager. Far far, fortæl om dengang dine onkler lærkede på isen på Ladegårdsåen. Men også om hvad I legede hjemme i baggården. Rendte du rundt i korte bukser, med sårskorper på knæene? Hvem var den første, du var forelsket i? Rev du hende i fletningerne?

Og ikke bare båndoptager. Men også fotografere ham. Fra alle vinkler og kanter. Optage videofilm.

Lave hologrammer. Tage gipsafstøbninger.

Hvad som helst.

Endelig tøvejr. Sneen løb i vand og dryppede af grenene. Radioavisen fortalte, at en kvinde var druknet, da hun forsøgte at gå over isen på en sø. Fuglene kvidrede nye melodier, opbrud efter jævndøgn.

Lige nu blev jorden våd og sort under den hullede sne. I mørket dernede spændte grøn saft i erantis og vintergækker, erigerede stritstængler foldede sig ud og op, bulnede frem mod lyset.

Da telefonen ringede klokken halv ni om morgenen, vidste Pelle det på forhånd.

"Sov ind", sagde hans mor. "Kom ikke til bevidsthed".

- Er han død? spurgte Pelle.

- Ja... han er... død.

Pelle var helt rolig. Praktisk og velovervejet. Fik besked. Blodprop nummer to, kommet uden varsel. Hvis Pelle ville se ham. Så skulle det ske inden seks timer. Hans mor kunne ikke. Kunne ikke.

Se ham.

Udstillet.

Helt roligt drak han kaffe. Sad bare. Ventede til Louise kom ind på arbejdet klokken ni. Så ringede han til hende. Hun græd, da han fortalte hende det. Hvorfor kunne han ikke græde? Var han en ond og følelseskold søn?

Sneen var sjappet sort på Buddingevej. Byltet ud i kanterne, så vejbanen lå glinsende bar. Der er ikke noget så almindeligt i verden som en mandag.

Han blev siddende i forhallen og ventede på Louise, der havde taget en taxi. Der var jo ikke noget, der hastede. Stadig denne stilhed i kroppen. Ikke højstemt, som forleden i sneen. Egentlig heller ikke trist. Bare tom og stillestående. Som en fraflyttet lejlighed.

Fraværende kiggede han på væggene. Poul Gernes' store ringe. Kompasrose. Koncentriske cirkler i sort og hvidt, der svimlede vasarelysk. En skydeskive. Bull's eye, got me. Mens elevatorerne hele tiden udskød lydpile, plingg plingg. Louise kom over til ham. Hendes øjne var helt røde. Hans var blå.

Da de forklarede deres ærinde i receptionen, blev der tilkaldt en hvidkitlet kvinde, der fulgte dem derned. Ad gange og trapper.

Kvinden lukkede Pelle og Louise ind i et værelse med nøgne gule vægge. I et hjørne stod en enkelt faconbøjet bøgetræsstol. Midt i værelset stod en hospitalsseng på hjul. I sengen lå far. Han havde sit eget tøj på, ikke hospitalstøjet. Et tæppe og et lagen var pakket op om ham, så kun hovedet og en spids trekant af halsen var fri. Han havde åben mund og lukkede øjne. Han så meget normal ud, måske var huden lidt gullig. Men det kunne også være lyset.

Pelle bøjede sig ind over sin fars ansigt. Hans far havde en lille kødtrævl mellem fortænderne. Et øjeblik havde Pelle lyst til at kratte den ud med en negl. Den skulle ikke være der.

Så kyssede han sin far på panden. Det var som at kysse marmor. Huden var kold.

Helt kold.

De blev stående lidt ved siden af sengen. Sygeplejersken stod og ventede udenfor. Hun fulgte dem op igen. De tog bussen hjem. Det kunne de lige så godt. De snakkede om, hvordan vejret var slået om. Nu blev det nok forår.

Da de kom ind i stuen derhjemme, fik Pelle øje på vasen med gule påskeliljer.

- Åh herregud, sagde han, - de var jo til far.

Han så på blomsterne, og de flød ud i de tårer, der pludselig kom piblende op, løb over og trillede ned over kinderne.