Arne Herløv Petersen 
Go' nu nat
December 1982
 
(7. bog af "Fjerne mål")   
oprindelig i "Himlen under jorden" (1994) 
 
Copyright ã 1994, 1997 Arne Herløv Petersen   
 
 

Sølyst. Ikke mange mennesker sådan en tirsdag ved otte-nitiden. Men
jo heller ikke meningen, han skal i byen. I den forstand. Bare lige sidde
og sunde sig lidt. Fået en anelse slagside, må tage ballast ind for at holde
skruen sikkert i vandet. Tjeneren kommer over. Han siger, det ellers er
længe siden, man har set noget til Pelle. Men han har måske været ude
at rejse?

Pelle siger tjøh og tjah du ved og bestiller en grøn. Har faktisk været ude at rejse.

Syv måneders ørkenvandring. Men føler ikke trang til at indvie Egon i nærmere omstændigheder.

Det vil nu være opportunt at opstille en plan for aftenens videre
forløb. Pelle mærker efter ned i sig. Sender sonder op i hovedet. Er man
blevet påvirket i mærkbar grad? Det synes han ikke. Der er jo også det
ved det, at man efterhånden får en vis tolerance over for stoffet. Når
man nu gennem en længere periode har pimpet sig gennem skilsmisseve-
erne, bliver man efterhånden krystalklar af kvanta, der hos andre ville
fremkalde diplopi og dyslali. Dog vokser ingen træer op i krystalhim-
lene. Bør derfor foretage beregning. En genstand kan skønsmæssigt
anslås til en kvart promille. Leveren kan eliminere en sådan på en time
og et kvarter. Hvis vi nu ser bort fra eventuelle uforbrændte restpro-
dukter i kroppen, da han vågnede, må man gå ud fra en antal af ca. fire
portere, i alt halvanden liter, med en alkoholprocent på omkring de
seks. Hertil kommer skønsmæssigt 8 deciliter hvidvin, formodentlig med
en alkoholprocent på 11. Hvilket skulle give 17,8 centiliter ren alkohol.
Men det kan ikke passe. Pelle kasserer regnestykket og starter forfra.
Fire portere, hver som halvanden pilsner. Seks genstande. En flaske
hvidvin 6 genstande. I alt 12 genstande. Derfra trækker vi en pr. time
siden han stod op for ti timer siden. To genstande i blodet. Jamen
helledusse da. Ikke noget hastværk med at komme hjem...

Så kan det også bare være det samme, for så længe man kan få julebryg
er der ingen grund til at hænge med skuffen, vel?

Det er efterhånden lidt svært at filtre de forskellige samtaletråde ud
af hinanden, for de går på kryds og tværs hen over bordet, og der
kommer også hele tiden nye mennesker til. Men det meste af det handler
om arbejde og lidt om ægtefæller og børn, så Pelle føler sig sat uden for
nummer. For han holder sabbat, og kone og barn er også udsabbati-
seret. Der er selvfølgelig også nogle af de andre, der er enlige og fraskilte
og arbejdsløse og sådan, men de fleste af dem på Pelles alder, der bor i
Murergården, har to store børn og fast arbejde og et stabilt parforhold.
For ti år siden snakkede de om mad og børn og for tyve år siden om sex
og partnerbytte. Nu er det flextid og pensionsopsparing. Pelles
biologiske datter og på en måde biologiske ex-kone er meget langt væk.
Men hans ægteviede hustru nummer to plus reservebarnet er ikke
længere væk fra dette bord end at han næsten kan spytte derover. Og
Pelle løber fuld af mundvand ved tanken og skyller efter med julebryg
så hurtigt, at han kommer til at hikke. Og så begynder han at ulme.
Selvantændelse i mugne klude. For hvem er det måske, der er blevet
spyttet på? Ham ham ham. Men det skal sateme også være løgn. Og han
kunne ærlig talt godt tænke sig at sige kællingen et par borgerlige ord.
For det kunne hun trænge til. Og han har aldrig fået sagt lige det, han
havde tænkt sig at sige, for hun kom ham hele tiden i forkøbet og tog
munden ud af brødet på ham. Sludder, ordet ud af munden. Men nu
kan det være nok. Og det skal blive løgn. For sådan leger vi heller ikke
her. Og den der ikke vil høre, må føle. Nemlig. Og han gad nok vide,
hvad hun ville sige til at få læst. Og påskrevet. Så hun kunne indse, hvad
for en møgdulle hun er. Og hvad det er for en lorteunge, hun har. Ha!

For det, der er hele problemet. Det er at han er for god af sig.
Tossegod, faktisk. Efter at de har været gennem hele den dér med: Du
kan da ikke bare sætte mig på gaden. Og opgav jeg måske ikke min egen
gode lejlighed for at flytte herind. Og havde du tænkt dig, Niels-Olaf og
jeg skulle stå ude i sneen og fryse, mens du sidder og mæsker dig her,
når det er dig selv, der har lokket mig herhen? Og så er det, han altid
skal spille ædel. Eller måske snarere: heldigvis spille fornærmet. Og sige,
så kan det også være det samme. Så går jeg bare min vej. Og lejlighed?
Pyt. Behold lortet. Jeg er da heldigvis ligeglad. Og så tager hun ham på
ordet. Møgkællingen. Og beholder det hele, selv om det var hans i
forvejen. Og det var lige præcis det samme dengang med Line. Som fik
lov til at beholde værelset ude i Rødovre. Og misligholdt huslejen og
blev strittet ud alligevel. Og hvis Eva havde kunnet tage en fireværelses
lejlighed med til Svendborg, så havde hun sgu også gjort det. For sådan
er kvinder. Lumske og beregnende. Og det kommer altid til at gå ud
over sådan en som Pelle, fordi han er blød og god. Og han er lige ved at
få blanke øjne over julebryggen. Og nu kommer de så også rendende alle
sammen og siger, at de vil slet ikke have bløde og forstående mænd
alligevel. De vil kastes op over nakken eller slæbes afsted ved håret og
dunkes ind i en mur og sættes på plads. For mænd skal være mænd og
have muskler i hele hovedet.

Pelle får søbet ud af glasset og tørret skum af hovedet og
hummet sig i vindjakken og betalt oppe ved disken. Og så er han
udenfor, og det er hundekoldt. Han ånder dybt ind, lange kolde fingre
af luft helt ned i alveolerne og fnysende i tynde strimer ud ad næsebore-
ne igen. Og hans ånde danner synlige skyer, der bliver hængende lidt i
luften, før de opløses og forsvinder, således som også Pelles krop og sind
skal opløses og forsvinde en dag. Det ville være komplet idiotisk at
komme vadende op til Mona nu. Det kan han godt indse. Han skal
meget hellere tage hjem. Og hjem er ikke her. Hjem er Jeppes værelse
ude på Havnen.

Men ikke tale om. Dér er den igen, den lille fnysende imp of the
perverse. For netop fordi han ved, det er lallende idiotisk at vade derop.
Netop fordi han ved, han gør sig selv til grin. Netop fordi han ved, han
ikke får et klap ud af det. Lige præcis derfor skal han gøre det, for at
vise, der ikke er nogen, der bestemmer over ham, og han gør lige præcis
hvad han har lyst til. Nemlig. Hans hjerte hamrer bare ved tanken. Men
ikke skarpt og gnældrende. Mere sådan med gummihammere, ligesom
når Louis Hjulmand spiller på vibrafon. Det er julebryggene, der lægger
dette dulmende vibreslør over slagene. Så han tramper oksefnysende ind
i opgangen. Hvor han har vadet op og ned i tolv samfulde år. Odysseus
vender hjem, og nu skal hun sateme få, Penelope. Og Telemachos med.
Og hans hænder kender gelænderrytmen, duuuh bip duuuh bip duuuh
bip, hvor bippene er de små knopper. Han går langsomt, mens han
bruser ned og damper af og bliver besindig og rimelig. Og overvejer,
hvordan han skal fremlægge. For det er et forslag, han vil stille. Han vil
foreslå hende, han kan få sin lejlighed tilbage. Ikke sådan lige med det
samme. Bevares. Men når hun selv finder noget andet. Hvad han da
gerne skal hjælpe hende med. Det må bestemt kunne lade sig gøre. For
hun må da kunne forstå, at lige den lejlighed her har en stor affektions-
værdi for ham. Det er her, han har levet så mange af sine år, at den er
som en udvidelse af ham selv. Den er en ham, han ubesindig har kastet,
og nu vil han gerne krybe i hammen igen. Det kan hun da nok forstå.

Han er så længe om at gå op, at trappelyset går ud og han må
tænde det igen på den flade dytknap med bakelitringe om. Men så er
han oppe på afsatsen, og den mørke dør er frygtindgydende tavs. Og
midt på den er der et nyt matgyldent dørskilt. MONA MØRICHE står
der. Og nedenunder er der en udstanset dymostrimmel Niels-Olaf Olsen.
Og det er... det er dokumentfalsk og bedrageri, er det. For ganske vist
blev de gift. Og ganske vist sagde hun, at det ene sen-navn kunne være
lige så godt som det andet, så der var ikke nogen mening i at hun
beholdt Olsen. (Og gudsketak og lov nåede han aldrig at adoptere
Reptilet). Men Møriche er et mellemnavn, så derfor er det ikke er
efternavn, men et fornavn. Efter dansk lov. Så det hedder hun overhove-
det ikke. Hun hedder Jensen. Alt andet er tilranelse af anden mands
navn. Hvilket må være strafbart. Simpelthen. Han hamrer på døren med
fast og myndig politihånd, for det er dog for galt. Beethovensk dung da
da DUNG.

Pelle hører de slæbende skridt, der kunne drive ham til vanvid (Kan
du ikke løfte fødderne fra jorden, knægt? Er du klar over, hvad
sko koster?) og så bliver døren åbnet af denne præpubertære padde,
øgleungen med tyggegummiånde og flakkende blik. Ikke ét formildende
træk kan han se ved Mokkens afkom lige nu. Men erindringer vælter op
med frygtindgydende styrke om hans og Mokkens allerværste skænderi-
er, når hun hvinede: Jeg hader dig jeg hader dig, og Reptilet klyngede
sig til hende og fistlede med sin øglestemme: Ja, vi hader ham, ikke også
moar, skal vi ikke meget hellere flytte væk fra ham? Pelles øjne gnistrer
stygt og han laver udskovlende bevægelse med hånden for at vappe
ynglen til side og tramper ind i entréen. Ikke om han vil tørre fødderne
på måtten, han er ikke kommet her for at være måttetørrer.

Han træder beslutsomt ind i stuen, og dér sidder Mokken i
sofaen og drikker kaffe og ser Nicholas Nickleby. På hans seksogtyve-
tommers B&O farvefjernsyn, som han også var dum nok til at sige, hun
bare kunne få, hvis det skulle være på den måde.

Hun rejser sig op i sin fulde højde af en enogtres. Kors i røven, hvor
er hun grim. Det må man selvfølgelig ikke sige i vore dage. Det
hedder fysisk paralleludviklet. Men hun er grim alligevel. Det mørke hår
er klasket og falmet, og hendes dumme brune koøjne glor, og den lille
spidse næse slår rynker. Hun prøver at se vigtig ud. Puster sig op. Tudse,
der leger ko. Bvadd.

Hun tror straks, hun har taget bestik af situationen på et halvt
sekund. Det er simpelthen så typisk af hende, at rende med en halv vind.
Hun spørger, hvordan i alverden det er, han kommer brasende.

Og så slår hun det dér lille kast med nakken, han kender så
godt, og bliver uendelig overlegen. Hun påstår, han stinker af sprut. Har
han måske siddet og drukket sig mod til? Vorherrebevares.

Pelle fumler ud og tager kvælertag på luften. Han synes, han
begynder at svede tran. Hvorfor kan hun altid få ham til at føle sig, som
om han er bondsk, lettere debil og fordrukken? Han lukker øjnene halvt
for at samle tankerne og mærker, han svajer en anelse frem og tilbage.

Han bevæger hovedet frem og tilbage og ser på stuen. Den
samler sig ikke til indtryk, men falder fra hinanden. Det er ligesom
Dommedag af Bosch. Det forvirrer bare at se hele billedet på én gang.
Man skal pille detaljer ud og forstørre dem, før man kan se noget. Han
rammes af bitemporal heteronym hemianopsi, svarende til pludselig
opstået læsion bag chiasma. I lægmandssprog skyklap- eller kikkertsyn.
Ser i stroboskopiske hak, én ting ad gangen. Og vredes ved alt, hvad
han ser, for det kommer ham for, at det alt sammen er hans og hans
alene. Som Mokken har usurperet. For se nu dér på skrivebordet. Hans
gamle skrivebord, hvor han sad og gennemgik historieopgaver i en fjern
og lykkelig fortid. Dér ligger nu et dynge hefter, der utvivlsomt er
hendes tåbelige tyske stile til retning. Durch für gegen ohne wider um.
Det mest åndløse af alle fag. Og ikke bare skrivebordet har hun taget,
men puffet ham ud af hans gode arbejde. Almindelig folkelig visdom
advarer mod husstrøg. Det bliver altid noget lort. Men skolestrøg er lige
så slemt. For når det så går skævt, så tager man det med på arbejde. Og
de sad og hvæsede til hinanden på lærerværelset, så sorte pesttåger
rugede over bordet. Mulm og miasme. Fik ondt i maven af at gå derind,
bare den bevidsthed om, at dér sad hun og ulmede over en kop nescafé
og fire halve i pergamentpapir. Indtil han sagde, at det kunne han altså
ikke holde ud. Én ting var, de skulle gå op og ned ad hinanden
derhjemme, men når man ikke engang kunne vide sig fri på sit arbejde.
En af dem måtte gå. Hvilket skete. Han gik.

Og dér hænger et lille billede af Marcel Rasmussen i sortlakeret
træramme. Med en bold og en kegle som postulater om sindets renhed.
Det skal han i hvert fald have med under armen, når han går. Om ikke
andet. For det er hans hans hans.

Med falsk omsorg råder hun ham til at passe på, han ikke
vælter. Og meddeler, at hvis der er noget, han absolut skal snakke med
hende om, så kan han ringe. Eller hellere skrive.

Hans ræsonnable indledende diskurs er blæst væk. Som
åndepust i frostvejr. Han siger, han vil have sin lejlighed. Let ratslør om
stemmebåndet. Føler selv, ordene kommer klumpende ud og lægger sig
tungt ned på hendes gnidrede gulvtæppe.

Hun ler. Gud, hvor han kender den latter. Hun tror selv, den er
klingende. Men skrattende er det rette ord. Den skraber myelinskederne
af alle ens neuritter. Så man stritter pindsvin i hele hovedet. h Gud,
hvor kunne han begå stump hustruvold. Med en mukkert.

Måske kan hun mærke det. Ligesom dyr kan mærke sådan
noget. Det kan være, der står en fært af mord om ham. For hun svinger
pludselig om. Som hun også kan. Og bliver betænksom og husmoderlig
og spørger, om han vil have en kop rigtig stærk sort kaffe, før han går?
Og om hun ikke meget hellere skal ringe efter en taxi?

Det kan han slet ikke tage. Når man ikke kan få en fornuftig
diskussion, så skal det være skænderi for fulde gardiner, til en af dem
tuder og hviner. Eller helst begge to og Reptilet med. Men blive
behandlet som en tumbe, der skal lægges ned i barnevognen. Det er for
meget. Billedet dér, ja det, af Marcel Rasmussen. Det vil han have. Lige
nu med det samme. Og hun ser på ham fra stor højde og meddeler, at
det har han selv givet hende. Han sagde selv, at han alligevel ikke kunne
holde ud at se på det mere. Når hun havde overbegloet det. Som han så
smagfuldt udtrykte det. Nå, så det gjorde han. Men nu har han altså
skiftet mening. Ser man det. Det har hun ikke. Og Pelle skyder under-
læben ud i habsburgsk eller dromedarisk skuffe og trækker øjenbryn. Og
vader lige over til væggen og tager billedet ned af sømmet. Og selv om
han vil tage det under armen, gør han noget andet. Han kyler det i
gulvet. Klirre klirre glasskår. HA. Når ikke han må få det, så skal hun
sateme heller ikke have det. Og han jokker på det med en stor våd sko.
HA. Hvis ikke jeg må få min vilje, så stamper jeg. Og slår mig selv i
hovedet. Og lægger mig ned og bliver vanskelig. Så kan du have det så
godt. Han snurrer om og tramper ud. Opfanger i forbifarten tilfreds
hendes dumme åbne mund. Lamme øjne. HA. Bare han havde rigtig
meget mudder på skoene, så han kunne tvære det ned i hendes tæppe.
Han mumler nogle olme ord om, at hun kan sateme bare lukke bylden,
og hun kan bare vente sig. Så er han ude på afsatsen, og han fik ikke
givet døren det rigtige SMAKK, så han prøver at få den op igen for at
smække efter, men den er låst.

Pelle står og kigger ned på sine vathænder. Så sukker han dybt og
lydeligt og går tungt ned ad trappen igen. Da han kommer ud på
gaden, er der koldt og klart. Han overvejer at sætte sig ned lige uden for
hoveddøren og fryse ihjel. Adjunkt fundet stivfrossen på gaden, efter at
hjerteløs ex-hustru havde kastet ham på porten. Han kan også bare gå
og gå, til han kommer langt ud i skoven. Og bliver bidt af giftige
grævlinger. Men han har en besk smag i munden, så han bliver
simpelthen nødt til at kigge indenfor på Sølyst én gang til og skylle efter.

Der er ingen, der har bemærket, han overhovedet har været
væk. Lille hikkende hiatus i tidens strøm. Thi de, der er borte, rider
hurtigt. På frygtelige genfærdsheste, med manker flettet af de druknedes
hår. Og ingen vil savne Pelle, når han engang ligger under de ukendtes
plæne. PM Jensen, der er indbragt fra De Gamles By. Eventuelle
pårørende bedes melde sig.

Stemmerne omkring ham er ikke andet end lyd. Mens han
tanker op af dem ned fnug på....

Og nu er det så længe siden, han har deltaget aktivt i samtalen rundt om
bordet. Så nu vil han delagtiggøre. For det er ikke kun Olfert, der kan
føre sig frem. Pelles picaresque med portvin kan nok være lige så
interessant. Så Pelle følger med i forskellige samtaletråde, og da han
synes, der er noget, der er relevant, falder han ind. Og begynder på sin
beretning. Han hægter knaphul i Bøve-Bent, der er gået i katatonisk
humlechok imens. Han ville næppe kunne vifte fluerne væk, hvis de satte
sig på ham. Og det passer Pelle helt fint. Captive Audience. Ælle bælle
pelle fortælle. I en lind strøm, så han kan gyde galden ud og få bokket
Mokken af tankerne. Jo, for nu skal Bent bare høre, for hvis han nogen
sinde skulle komme på den tanke at gennemgå en udvikling fra
neanderthaler til civiliseret elsker, så kan han lære det af Pelle i ti små
nemme lektioner. For det Pelle gjorde, da safterne steg og hylden bredte
de svale hænder, det var at han satte en lille kontaktannonce i Infor-
mation. Og hemmeligheden i al reklame det er, at man skal skille sig ud
for at blive lagt mærke til. Så derfor skrev Pelle: Jeg er en kugle af
mudder med en kerne af slam. Fordrukken, forhoret, forgældet,
forurettet, fortvivlet, forladt. Halvgammel, med strålende fremtid bag
mig. Jeg søger kvinde, der er smuk, begavet, klog, kreativ og venstreori-
enteret. Til at nusle og pusle med og ligge som teskeer i en skuffe. Som
Erhard Jacobsen siger: De andre lover og lover, men de holder ikke
noget. Jeg lover ingenting. Men jeg holder det.

Og så kom der 62 svar, og det er ikke engang løwn. Og en hel
masse af dem skrev, at det var da en herlig selvironi, han havde. Selv om
det ved gud var den skinbarlige sandhed, hvert evige ord.

Og så sorterede Pelle breve, og da han var færdig med det, gik han
i gang med et af de matematiske problemer, der ikke er løst af selv de
største talknusere. Nemlig "den handelsrejsendes rute". Hvordan man
lægger den mest hensigtsmæssige rute mellem et stort antal destinationer
uden at krydse sine egne spor. Efter denne logistiske udredning drog da
Pelle af by for at hilse på.

Og når han så kom til sådan et sted, så bankede han på med
albuen, ved det at han havde en flaske portvin i hånden. Altid portvin,
husk det, formaner han Bent. For der står altid noget med Very Old
Fine Pale på etiketten. Så man skal bare pille prisen af, så de ikke kan
se, det er den billigste fra Netto.

Og altid kun én flaske med, for så virker man ikke for fugtig, og
hvis der skal hældes mere på pigen for at gøre hende putteklar, så har
hun selv noget i skabet.

Nå, og så skal man være utrolig dæmpet og stilfærdig til at
begynde med, og først og fremmest skal man høre på alle hendes
problemer. For i 9 ud af 10 tilfælde er hun mellem 30 og 35 og enlig mor
og fraskilt og enten bibliotekar eller bankassistent. Lyt lyt lyt, formaner
Pelle. Og hvis hun byder på noget at drikke, så må du aldrig bælle. Og
hvis man nu er kommet gennem portvinen, eller hun synes man skal
smage hendes eget, og hun så kommer med noget helt afskyeligt som
Danziger Goldwasser eller neongrøn myntelikør, af den slags der ligner
dr. Dralles hårvand, så skal man drikke det. Langsomt og nydende.

Og så skal man på et eller andet tidspunkt af aftenen ind og se på
barnet. Og dér er det uhyre vigtigt, at man ikke siger, det ligner en
fladklemt frø. Man kan altid finde på noget pænt at sige. Om et eller
andet organ. Og hvis det er helt galt, kan man tælle fingrene og tæerne
og konstatere, at de er meget små, og at der er lige mange af hver. (Det
er der i reglen.)

Når så det er blevet sent, skal man se hende dybt og lige i
øjnene og spørge hende, om hun kan fortælle en, hvor der ligger et
billigt missionshotel. Så siger hun for det meste, at det behøver man da
ikke. Mens hun - altid - kigger skråt nedad og til siden, nærmest ned i
gulvet foran den sofa, man sidder i. Og så rykker man lidt nærmere,
uden at kaste sig over hende, og så ser man hende dybt i øjnene og er
nænsom.

Men så er det til gengæld helt individuelt, hvordan det videre
udvikler sig, og hvis det er lidt underligt, det hun har lyst til, så skal man
bare hele tiden huske på, at hun har siddet og hørt Björn Afzelius og
Leonard Cohen derhjemme hver aften i to år og fodret Franz-Ferdinand
med cornflakes med en ske, så hun er blevet desperat. Så lige meget
hvad hun vil, så gør det.

Og så er det vigtigt at huske på, at det er ikke hundredemeter-løb.
Man skal give sig god tid. Og man må ikke under nogen om-
stændigheder begynde at brøle som en tyr, fuldkommen lige meget
hvordan man har det, for så vækker man bare den lille, og så er det hele
ødelagt.

Og næste morgen skal man have masser af tid til morgenmaden,
og hvis man vil, kan man selvfølgelig godt sige noget om, at det er vel
nok synd, man bor i hver sin ende af landet, og det er ved Gud også en
skam, ens firma sender en til Tannu Tuva de næste fem år. Men det er
ikke absolut nødvendigt. Bare man husker aldrig aldrig at love noget.
For så bliver de bare kede af det, og det er synd.

Og når man så går derfra, så skal man gå direkte hen til
nærmeste møntvaskeri og vaske sine underbukser med det samme. (Det
er en fordel at have et ekstra par med). For kvinder har næser som
blodhunde, og hvis de kan lugte, man kommer lige fra en anden, bliver
de mopsede. Så derfor skal man også vaske sig grundigt både hist og
pist, før man trækker i tøjet, der hvor man har overnattet. Det gør også
et godt indtryk, at man er så renlig. Og mens så ens tøj roterer i
vaskemaskinen, kan man lige inhalere et par pilsnere (der ligger altid en
bodega ved siden af møntvaskeriet, af hensyn til mændenes weekend-
huslighed), mens man studerer køreplanerne igen, for at finde ud af,
hvordan man kommer videre til den næste.

Og hvis Bent skulle mene, at der kunne være noget moralsk
angribeligt over en sådan rundrejse (Bent siger ikke et klap, han har
laminerede øjne), så vil Pelle tværtimod hævde, at det er en god og
gavnlig indsats. For der sidder tusinder af ensomme kvinder, der ville
være lykkelige over at have sådan et minde om en god nat, for ellers
oplever de aldrig andet end at barnet får kighoste. Man burde oprette
et korps. EMB. Enlige Mødres Besøgsvenner.

Pelles talestrøm har skabt ørkenpletter i halsen, som han vander
grundigt. Og samtidig lettere lyskedunken. Bent er komatøs. De andre
ved bordet er fordybet i deres evige alvorlige snak om arbejdet. Der er
ikke nogen af hunkøn, der er attakeringsmodne. Men Pelle kan heller
ikke løbe risikoen for, at damen har opfanget noget af det, han har
siddet og øst op med over for Bent. For det vil næppe være opportunt.
Nogle kvinder vil måske nok finde total oprigtighed afvæbnende.
Teoretisk set. Men længere kommer man så heller ikke, for ingen kvinde
vil reduceres til strategisk objekt. Og en og anden ville måske opfatte
hans beretning som en anelse mandschauvinistisk. Det synes han nu
ikke selv. Han er dybt fascineret af de vedhæng og huller, vi render
rundt med. Og han kan ikke se en pige uden at tænke på, hvordan hun
ter sig på et lagen. Men han tror ikke, forstanden sidder i pikken, eller
at det er en naturlov, man skal vaske op, fordi man har hul i bunden. Og
så er han vel ikke mandschauvinist. Bare naturligt liderlig.
 


Uddrag af anmeldelserne af "Himlen under Jorden":

Der er et enormt verbalt overskud i "Himlen under Jorden". Det er ikke
bare kærligheden, men også sproget, der holder liv i Pelle. Romanen
vrimler med litterære indfald og udfald... Selv når Pelle er mest
jamrende, er han det på en måde, som læseren har glæde af.
John Chr. Jørgensen i "Politiken"