oprindelig i "Blussende våger" (1991)

Pelles mor havde rigtig oppet sig. Der var alt, hvad der skulle være til sådan en god dansk søndagsfrokost. Pelle og Eva kom med nogle rituelle beklagelser. Det var da også for dårligt, de havde ladet hende om at lave det hele og dække bord og alt mulig, mens de bare havde gået tur i skoven. Men det manglede så sandelig da bare andet, når de nu endelig var her. Pelles forældre kunne jo gå lige så meget i skoven, de overhovedet gad, nu hvor de var blevet pensioneret. Men Pelle og Eva måtte jo slide i det til daglig inde i byen.

Pelles far fortalte med store fagter og små indforståede hyggenik om spegesildene, som han åbenbart selv havde flækket og speget eller hvad man nu kaldte det. Og han havde lavet dem ekstra salte, så man fik en god undskyldning for at tage sig en snaps mere. Til gengæld for arbejdet med sildene havde han siddet i ophøjet ro i kurvestolen og set sin kvind vimse frem og tilbage og dække bord. Ligeberettigelsen var aldrig rigtig sivet opad gennem generationerne.

Til de hjemmelavede spegesild var det mest renfærdigt med groft håndskåret rugbrød, andefedt der glinsede og lugtede af fjer, kælderkold pilsner i slanke glas og en helt ren Rød Aalborg lige fra fryseren, så glasset duggede blåt. De var tavse og andægtige og sagde skål og ahh og roste sildene. De var fede og flamske. Ikke fordi de var flamske - det var jo ikke til at se på dem - men så drivende af høstfylde og salt saft ind til benene, at de virkede flamske eller flomske. De rå løgringe trak næseborene ud og bankede en sonde af ram tåreløsnende alkylsulfid op i bihulerne. Kulsyren i øllet fik hovedet til at trække sig længere, til hovedbunden prikkede og den kolde krydrede snaps strakte ansigtet på tværs, så ørerne vibrede og sendte samtidig et dragepust af ild ned gennem kroppen, helt ned under nosserne.

Dette var ritualet. Det tavse og højtidelige. Så kunne man straks pjatte mere med de røde kryddersild og carrysildene. De var som ╗Højt for træets grønne top efter ╗Glade jul. Her kunne man også prøve sig frem og sætte de røde sild op mod porsesnapsens rønneblod. Den var så rød, at den begyndte at blive blå og havde en mystisk underklang af irsk tørvemose. Varmen havde nu bredt sig gennem hele kroppen, om Pelle kunne mærke, hvordan skovluften havde nappet ham i øreme, så de sved nu i den dobbelte varme indefra og ude*a. Mens kæbeme arbejdede videre med kryddersildene for at kække de sidste hemmelige strejf af molukiske nelliker, vestindisk allehånde, sandel, salpeter og laurbær ud i svælget, trængte ætylalkohol gennem hjemens beskyttende elektrokemiske filter og lammede dele af frontalloberne, hvilket medførte en undertrykkelse af tillærte hæmninger og induktion af fomemmelsen: Ih, hvor har vi det godt i det lille Danmark.

- Ja, hvad har vi dog gjort, at vi skulle have det så godt, spurgte Pelles far retorisk. Pelle så sig om ved bordet. Her sidder fire af klassens garvede stridsmænd og -kvinder, tænkte han. Men det er ikke just sultens slavehær. Der skal nok være dem, der mener, at man ikke kan være rigtig god socialist, hvis man ikke har prøvet at ovematte i en udrangeret godsvogn. På den anden side kan man måske gøre opmærksom på, at der er tale om en politisk holdning og ikke en fakirskole. Det er muligt at gå ind for social retfærdighed, uanset man ikke på egen krop har prøvet, hvad det vil sige at skulle gnave bark og rødder for at overleve.

Pelles mor syntes bare, det var synd, Allan og Connie ikke også var her. Pelle gøs i sit stille sind. Så skulle de tre unger vel også med. Og Brians forlovede Sussi, der var komplet blæst oven i hovedet. Og Tinas fyr Denny, der så ud som om han var løsladt på prøve. Familie er godt nok, men mest i små doser. Man skulle jo heller ikke sidde lårene af hinanden, og hvis de endelig skulle mødes alle sammen, skulle det hellere være i Odd Fellowpalæet eller sådan et sted, hvor der var plads, end i et lille bjælkehus.

Pelles far gav højlydt udtryk for nogle af de samme betænkeligheder ved den yngre generation. Men det skulle han ikke have gjort. I den henseende var Pelles mor en løvinde. Ingen skulle kritisere hverken hendes bømebøm eller de mere eller mindre umulige sengekammerater, de i en tidlig alder havde udset sig.

Dunja spredte skyerne.

Hun havde siddet nogen tid og vredet og vendt sig, som havde hun børneorm. Hun ville helst være midtpunkt i enhver situation

- Bedstefar, sagde hun så med denne stemme, der måtte være god at skære glas med. - Har du set, dronning Victoria er død?

Det varede et par sekunder, før de forstod, hvad hun mente. Hun fulgte med i Herskab og tjenestefolk, og det hun erfarede derigennem, havde for hende samme sandhedsværdi som TV-Avisen. Hvilken antagelse Pelle som historiker måtte indrømme ikke var så ganske urimelig.

Pelle var gået i gang med den røgede ål, der smøg sig fast mod sit ben. Dog kunne benet trækkes ud i en lang skolopender. Pelle hudflettede dyret og lagde det gyldne skind på tallerkenens kant, mens han dyngede en liden hob lun grynet røræg op ved siden af den flåede og dryssede ringskåren purløg fra forældrenes egen urtegård derover. Hertil øl og dyb tavshed. Ålefedt om læberne og smaskende salighed i sjælen.

Kommet så vidt i liturgien kunne man lade fiskene fare og søge kødets lyst. Her var mulighederne legio, men hvilken kvindefødt af danernes æt kan sige nej til lun hjemmelavet leverpostej med dynger af smørristede champignoner, sprødkrøllet bacon og en skive bleg og hemmelighedsfuld asie, hvortil små runde sennepskorn undseligt klæber? Leverpostejen havde denne blodige fært af mosede indvolde, blandet med spæk og indkogt suppe. En kold og bleggul Jubilæumssnaps, så fin og skær som strejf af vintersol, sendte lys og varme gennem kroppen.

Verden var nu en god opfindelse. Det måtte man lade ham deroppe. Fikst fundet på, du gamle. Kom bare med mere af samme slags en anden gang.

De tre snapse forvandlede så småt tungebåndet til klokkestreng. Det dirrede ved tungens rod af talelyst. Pelle så sig vennesælt omkring. Kvinde, afkom og ophav ved selvsamme bord. En mæt og lykkelig fornemmelse, der fik øjnene til at bulne af tryghed.

Lidt krydret skovluft hang endnu i tøjet. Stuevarmen fik den til at fordampe som røgelse og bringe mindelser om løvdynger, svampe og kogler.

Pelles far spurgte Eva, om hun så noget til Vesti og Ivan og dem fra det gamle parti. Det gjorde hun da. De havde det fint, skulle hun hilse og sige. Men kunne det ikke være noget for Frank og Helle at melde sig ind igen? Partiet var jo i rivende fremgang. Selv om SF havde overhalet det i stemmer ved februarvalget, havde DKP stadig lige så mange mandater som SF og flere end VS. Det var især de unge, der flokkedes, men der var også mange af de gamle udtrådte, der kom tilbage. Knud var jo simpelthen den danske politiker, der havde størst karisma.

- Nej, jeg har aftjent min værnepligt, sagde Pelles far.

Pelles mor skulle heller ikke have noget klinket. Hun troede slet ikke så meget på det med partier. Folk blev så indspiste og 1øgnagtige af at optræde i flok. Det havde hun set mere end nok til. Dengang, efter at hun og Frank havde meldt sig ud, var der også nogle af dem, der blev, der var blevet iskolde overfor dem. Som om de var blevet andre mennesker af ikke mere at have en partibog i lommen. Og hvor hørte den slags måske hjemme? Det mindede ærlig talt mere om Jehovas Vidner.

Pelle så sagen i et større perspektiv. Efter at han var gået ud af VS, havde det mere og mere slået ham, hvor megen god tid folk brugte på at bekæmpe andre, der mente næsten det samme som dem selv. Det var ligesom under religionskrigene i det sekstende og syttende århundrede. Dengang havde lutheranerne så travlt med at hakke på calvinisteme og zwinglianeme, at de overhovedet ikke opdagede, katolikkeme åd det meste af Europa under modreformationen. På samme måde havde trotzkisteme så travlt med at gnave maoisteme i skinnebenene, og dkpisteme med at tisse på kameleme, at de glemte, hvem hovedfjenden egentlig var. Så var der meget mere fomuft i at arbejde med ad hoc-bevægelser. Atomkampagnen og kampen mod Fællesmarkedet, for bare at tage nogle indlysende eksempler. Eller kampen mod atomkraften. Eller kvindebevægelsen, der måske når alt kom til alt var det eneste blivende resultat af 68. Faktisk havde han også lidt svært ved at forstå Evas prioritering, for man måtte jo indrømme, at DKP havde et noget snævert kønspolitisk synspunkt.

- Du aner ikke hvad du snakker om, sagde Eva. - Det er så typisk. Hvis man ikke lige går med lilla ble viklet om hovedet, tror du ikke, man kan have en bevidst holdning til kvindespørgsmålet. Men når du nu er så vild med rødstrømpeme, så kunne det måske være helt sjovt at høre, hvad du overhovedet nogen sinde har gjort i praksis for at solidarisere dig med kampen mod det reaktionære kønsrollemønster.

Nådada. Pelle så ned over sine fingre for at se, om der var kommet røde striber.

- Tja, sagde han. - Jeg er da begyndt at gå med underbukser uden gylp.

Eva så et øjeblik ud som om, hun skulle til at sige noget alvorligt, men indså heldigvis det ikke var det rette forum og nøjedes med at ryste på hovedet. Mænd.

- Du skulle prøve den skinke, sagde Pelles mor til ham. - Den er altså noget så god.

- Er der nitrit i? spurgte Dunja inkvisitorisk. De voksne smilede. Hvor sødt, den lille tog det så alvorligt.

Pelle overvejede alvorligt skinken. Med næserivende stærk sennep på. Men besluttede sig til at fravælge den. Der var dog også bund i fattigfolk. I stedet kunne man så se nærmere på den fine sønderjyske cognacspølse, der lå og glinsede i sin runkne tarm. Ah, denne aroma af garveri. Og ulmende enebærkviste under store boblende kobberkar. Nogle skiver hvidløg fuldendte indtrykket. En fornemmelse af vidtstrakte hedeegne. Ved lyngens rod. Heldigvis havde Eva ikke så meget mod lugten af hvidløg.

Pelles mor gik ud i det lille køkken og kom tilbage med ostefadet. Store bløde skiver, garneret af grønne saftige peberfrugtskiver og blå druer. En skarpere en af den slags, nogle mennesker spiser på surbrød med fedt og sky. Den så ud som om den burde tøjres om natten. Forskellige sødere dessertoste, brie og roquefort. Pelle gjorde et stort nummer ud af at riste en tynd skive rugbrød og komme roquefort på. Det syntes han altså bare var dødraffineret. Hans pilsner var sluppet op. men det passede fint med en porsesnaps til. Tid til at linde ved bukseremmen, gylpe svagt nede i kadaveret og strække sig lidt. Den fuldendte fred. Han så mildt over på Eva. Men hendes øjne var ikke milde. Der var disse skærver i bunden, han kendte så godt. Hvad havde han nu gjort forkert? Da ikke de par bemærkninger om hendes parti? Herregud, det var da ikke noget at fare op over. Nej, der måtte være noget andet, der fik violdybderne til at fryse i savtakkede mønstre.

Hun sad og bed tyndt i en kiks med brie. Nu opdagede hun, han så på hende og lavede en tjattebevægelse over tindingehåret som for at jage en flue væk.

Demonstrativt vendte hun sig væk fra Pelle, så kun hendes skulder så ham imøde og sagde til Pelles mor:

- Nu vi taler om mandschauvinister, så skulle du bare se ham

Müritz, jeg arbejder for. Han er simpelthen indbegrebet. Det er lille frøken Thomsen her og det skal De ikke bryde Deres hjeme med. Det er umuligt for ham at få banket ind i knolden, at kvinder kan bruge hovedet til at tænke med. Men jeg tænker også på at komme væk. Jeg rådner op af at gå og være bybud for ham. Eller sidde og være dekorativ. Så nu er jeg ved at se mig om efter noget nyt.

Pelle var der som en hugomm.

- Er du det? Det har du da ikke sagt noget om.

Han prøvede at bore blikket i hende, men det prellede af mod ydersiden af hendes øjne. Hvad fanden foregik der egentlig? Han blev ved med at stirre på hende, til hun for skams skyld blev nødt til at sige noget.

- Der er jo heller ikke noget at fortælle om. Jeg har ikke rigtig fundet noget. I hvert fald ikke noget, der er sikkert.

Hun havde altså hemmeligheder. Pelle skænkede en porsesnaps til op og gurplede demonstrativt i sig. Så hun kunne forstå, det var noget han på en obskur måde havde købt sig ret til.

Misstemningen hang og blafrede. Pelles mor viftede den væk ved at sige, at nu var der kaffe. De bevægede sig sidelæns over mod sofagruppen.

- Jeg kan ikke huske, om du drikker kaffe, lille Dunja, sagde Pelles mor omsorgsfuldt. - Måske med mælk i?

- Kaffe er ikke noget for bøm, sagde Dunja rapt. - Der er koffein i. Jeg vil have kakao.

- Hov hov, små slag, unge dame, sagde Pelle. - Du vil ha og du vil ha. Du tager, hvad der er, gør du.

Det var den lille lurende mislyd fra før, der gik igen nu, hvor han langede ud efter ungen. Det fik Eva til at springe ind i arenaen.

- Det er da kun godt, Dunja er sundhedsbevidst. Jeg skal nok lave den kakao.

- Nej, har man hørt så galt, sagde Pelles mor. - Ikke tale om. Den laver jeg. Det er da ikke noget besvær.

- Det er altså hysterisk, at du opvarter tøsen på den måde, sagde Pelle. - Du forkæler hende alt for meget.

- Hvis man ikke skulle forkæle sine egne børnebøm, hvem skulle man så forkæle?

- Hun bliver bare pløkumulig af det.

- Kan du ikke tage og klappe i, bare for en enkelt gangs skyld, sagde Eva lidende til Pelle. - Du er dum at høre på.

- Ja, øv bøv, hvor er du dum, pippede Dunja hoverende, men det skulle hun ikke have gjort. For så meget korpsånd havde Eva dog i forholdet til Pelle, at hun ikke ville finde sig i den slags. Eller også ville hun ikke dele fornøjelsen ved at banke på ham med andre.

I hvert fald vendte Pelle og Eva sig præcis samtidig mod Dunja og sagde i kor: - Du blander dig udenom.

Dunjas ansigt var et øjeblik lige ved at falde indad i waahlyde, men Pelles og Evas synkrone talekor var så timet, at det fik Pelle til at grine og sige: - Filippine og kroge lillefinger med Eva, og så opløste situationen sig i et lille fladt grin.

Pelles mor og Eva hastede begge ud i køkkenet for at opvarte den lille prinsesse, konstaterede Pelle surt. Så hun havde endnu en gang fået sin vilje. Det kunne ved gud ikke være godt for hendes udvikling.

Da Eva kom ind igen så Pelle på hende over kanten af kaffekoppen og rynkede brynene et øjeblik. Han blev grebet af en jamais vu-fornemmelse. Fornemmelsen af aldrig at have set hende før, selv om han havde set hende nogle millioner gange. Hvem i alverden er det menneske egentlig? Og hvorfor har jeg været sammen med hende i ti år? tænkte han.

Den næste tanke kom heIt af sig selv og fyldte pludselig hovedet på ham: Elsker jeg hende? Har jeg nogen sinde elsket hende?

Men den viftede han væk. Det var en slags forræderi at tænke sådan. Det kunne han ikke give sig selv lov til.

Mens han åd småkager og drak kaffe, tænkte han på, om det i det hele taget ikke er sådan, at de fleste mennesker aldrig oplever den der store rystelse, Hemingway skriver om i "Hvem ringer klokkerne for", hvor jorden glider væk under dem og tiden går i stå. Han havde læst en novelle engang om en ung mand, der synes sproget er utilstrækkeligt til at skildre det han føler overfor sin kæreste. Derfor går han på det store formuleringsakademi i s~w år og lærer at sætte de korrekte ord på alle følelser hele vejen fra isnende had til den kærlighed, der er så svimlende at man falder død om af den. Og efter s~w års uddannelse vender han tilbage til sin tålmodigt ventende kæreste og siger til hende præcis hvad han føler: Jeg holder af dig.

Hun smider ham selvfølgelig ud. Men hans gamle lærer på akademiet hører på ham med misundelse, da han beretter om hvad der er sket. - Heldige asen, siger professoren. - Jeg er aldrig selv kommet længere end til: "Jeg kan ganske godt lide dig".

Hvornår er det den store kærlighed, man møder? Og hvomår er det the common or garden variety? Far, er det verdenshavet? Nej, lille Gysse, det er Frederiksholms Kanal.

Men det var illoyalt at tænke sådan. Man skulle ikke analysere for meget. Det var godt nok, som det var. Jeg skulle hilse og sige, at det skal være som det er, og det skal blive som det var.

Pelle havde lyst til at gå en tur igen. De var ikke kommet på landet for at sidde og klumre inde i en stue. Når det nu var så sjældent, de kom derop. De kunne jo gå ned til havnen og se den lille åbne færge komme ind fra Lynæs-siden. Men Eva sad lige så godt, og Dunja var vildt optaget af at puste på sin kakao og trække rynket servietlignende skind af og hænge det over kanten af koppen.

Og så var det jo også snart på tide at tænke på aftensmaden. Når de var oppe i sommerhuset, gled måltideme over i hinanden. Pelle tilkæmpede sig symbolsk ret til at være med i køkkenet, hvor han ikke gjorde ret meget andet end stå i vejen. Men så havde han i det mindste vist sin gode vilje og kunne ikke beskyldes for kønsrolleforstening.

Når nu de havde spist sådan en stor frokost, skulle aftensmaden være noget nemt, så de spiste kylling og fortalte Dunja, at man godt måtte tage med fingrene, for det måtte man med alt der kunne flyve.

- Også flagemmus? spurgte hun logisk, og da Pelle tøvede, gik hun henrykt videre med sommerfugle om bier og guldsmede. Pelles far lo, og Dunja solede sig og vred hjemen for at følge succesen op. - Og natsvæmmere... eller hvad med rumpiloter... og flyvende tallerkener og hallikoptere.

- Helikoptere, rettede Pelle ubevidst. - Og tag så og prop noget i munden i stedet for at lade knævren gå hele tiden.

Mens de drak den første kop kaffe efter maden, skulle de lige se Huset på Christianshavn. Men ellers var der Otto Leisner *a Danmark og quiz og opera på de to svenske programmer, så de blev næsten nødt til at snakke med hinanden, som Pelles far bemærkede.

Pelles mor havde læst den der af Herdis Møllehave om knudemændene, og hun syntes der var noget rigtigt i det. Der var alt for mange mænd, der overhovedet ikke kunne udtrykke, hvad de følte, men gik helt i hårdknude.

- Den er bare så fodformet, den bog, sagde Pelle.

- Ja, nu er det jo ikke dit problem, det med at gå og brænde inde med noget af det, du har på hjerte, sagde Eva. - Dit problem er jo nærmest det modsatte, at du absolut skal delagtiggøre hele verden i hver eneste lille strøtanke eller fornemmelse, der kommer flagrende. Men det kan faktisk være ganske udmærket at have nogle brugsbøger. Det behøver ikke være Rilke alt sammen.

- Brugsbøger, sagde Pelle. - Tja, men det er nu engang en fordel, man kan se forskel på en roman og en strikkeopskrift. Nej, der skal være brus i en sodavand. Ellers smager den sgu for fladt.

- Hvad så med en roman fra Brugsen? sagde Dunja rapt, og det syntes Pelles mor selvfølgelig var mageløst morsomt, så Pelle brændte inde med hele sin udlægning om litteraturens form og indhold. I stedet lukkede han øreme for hvad de andre snakkede videre om og sagde til sig selv, at de der pædagogiske debatbøger var som sex uden kærlighed. Stakåndet afleveret og sikkert velment, men de stak ikke dybt og gav ikke nogen varig glæde. En bog skal give en ren sproglig skønhed og vække den glæde, der er i slægt med forfærdelsen. På den anden side havde han heller ikke meget til overs for dem, der sad og nørklede og ciselerede uden at have noget på hjerte. De var så til gengæld som kærlighed uden sex. Noget goldt og munkeagtigt noget.

En forfatter skal ville noget, sagde Pelle til sig selv. Han skal have en mening om livet. Han skal gå i kødet på virkeligheden og ikke bare sidde og pille sig. Det er lidt for lidt at sidde og glo på bogstaverne "k-o" og konstatere, at det er tegn på et stykke papir, og at tegn på et stykke papir ikke kan æde græs eller daske med halen. Det kunne ikke rigtig være nok i længden, uanset hvor meget man så kaldte det skriftproblematikken og så alvorlig ud.

I det hele taget var nørklerne som regel så frygtelig selvhøjtidelige. Danskerne pralede altid ad den danske humor, men hvis en anmelder brugte overskriften "En humorist" kunne det kun betyde at han rakkede lortet ned.

Humor er på en sær måde beslægtet med den poetiske metafor. Den er overrumpling. Og den eneste måde, man kan se livet i øjnene på. Og døden. Derfor kan den også bruges i en bog, der vil noget. En bog der kaster lys over sammenhænge, læseren kender i forvejen, men bare har glemt eller lukket øjnene for. Den kan lige som det lyriske udtryk give samme aha-fomemmelse som en videnskabsmand får, når han indser, at DNA-molekylet selvfølgelig må være en dobbeltspiral.

- Men det synes du vel ikke, sagde Eva pludselig til ham.

Han fór sammen og var billedlig talt lige ved at dække for ansigtet med en arm. Han følte sig et øjeblik hensat til tredje mellem, når han sad og dagdrømte i Hans Haps' dansktimer.

- At hvad? sagde han fjoget, og Eva så irriteret på ham. Hørte han ikke engang efter, hvad hun sagde.

- Du mener vel ikke, at litteraturen skal være med til at mobilisere masseme, sagde hun med meget pædagogisk stemmeføring.

Det mente han måske nok. På en måde. Men lige nu havde han ikke lyst til at stå til regnskab for det. Og han brød sig slet ikke om hendes tone. Så han svarede surt: - Nå, er du ved at demonstrere "den lille kommissær"? Fås også i samlesæt.

Evas irritation blev øjeblikkelig til dyb fjendtlighed.

- Du bliver sgu da også mere og mere skvattet, sagde hun. Du har ikke en tøddel engagement tilbage.

- Ved du hvad, sagde Pelle frygtelig roligt. - Jeg kan tilfældigvis forene mit engagement med mit arbejde. Jeg er faktisk med til at opdrage den næste generation. Og det er et meget vigtigt arbejde, hvis jeg ellers selv skal sige det. Jeg er faktisk en af dem, de borgerlige er så hundeangste for. En af dem der præger Danmarks ungdom i én bestemt retning, som Erhard siger, fordi det ikke er hans bestemte retning.

- Og det synes du er nok?

- Det er i hvert fald mere end du kan sige om dit arbejde.

Du sidder jo nærmest og bruger hele dagen på at snyde og bedrage folk. Og så køber du dig lidt aflad om aftenen ved at stille dig op sammen med de andre i afdelingen og synge op om at I har trådt jeres bømesko med barkede næver på skaft.

- Ja, skal vi ikke meget hellere synge en sang? sagde Pelles far. - En af de gode gamle arbejdersange.

Pelle lo højt. Det var altså utroligt, som forældrene altid skulle glatte ud. De kunne ikke tåle, virkeligheden var lidt krøllet. Straks var de der med strvgeiemet.

Eva så næsten hadefuldt på ham nu. Pelles far kunne indse, at han ikke kom langt med sit forslag om fællessang. I stedet luntede han over til sit lille aflåste hjørneskab og fremdrog en flaske martini og Pelles mor fandt glas og citronvand frem. Hun havde sandelig også franske kartofler, så der manglede ikke noget.

Eva genoptog samtalen om knudemænd med Pelles mor. Hele hendes minespil sagde tydeligt, at det var spildt ulejlighed at snakke med de der vanskabninger, der på den mest uhygiejniske måde brugte det samme organ til at tisse og bolle med. Ligesom gattet på en fisk.

Pelle følte sig i den grad udenfor at han var lige ved at genoptage sin fars forslag om rundesang. Det var vel hans eneste mulighed for at komme til orde. For at hans autoritet ikke skulle smuldre helt, sagde han til Dunja, at nu var det også på tide, hun kom i seng.

Men Eva syntes godt, hun kunne få lov til at blive oppe, for det var jo søndag i morgen. Og Pelles mor var af ganske samme mening, så endnu engang måtte Pelle se sig desavoueret. Han hældte et ølglas fuldt af den klistrede vermouth og drak den ren. Lidt kanelagtig eftersmag. Mindede om fester i fjortenårsalderen. Han sank hen i vage fortidsdrømme og lod kvindernes pludren skvulpe som søens mumlen omkring sig.

Dunja skulle sove inde hos sine bedsteforældre, for det syntes hun var så skægt. Så kunne Pelle og Eva få det lille kammer ved siden af.

Sengen var for smal til uvenskab. Desuden havde Pelle en nedgroet modvilje mod at falde i søvn i uforsonet tilstand. Det ødelagde drømmene og gav svie i maven og tungt hoved næste morgen.

Han tog kejtet Eva om skuldrene, da de var krøbet under den fælles dyne. Hendes skuldre var alt for kantede, men langsomt rundede de sig lidt og hun gik med til små næsetryk. Han orkede ikke tage en diskussion om, hvad fanden der egentlig havde været i vejen hele dagen. Hellere lade kropssproget tale.

Men kropssproget måtte åbenbart heller ikke blive for veltalende. Eva rykkede væk, da hun mærkede hvordan han begyndte at bygge bro.

- Nej, her er så lydt, hviskede hun. - Dine forældre kan høre det.

- De har sikkert en fomemmelse af, at vi undertiden kan finde på at lægge vores kønneste organer sammen. De tror ikke, vi har fundet Dunja på et hittegodskontor.

- Nej, jeg kan ikke lide, hvis de kan høre noget. Det kan jeg altså ikke.

- Nå. Jamen, så vil jeg da bare lige sige nattenat til den lille musling, sagde Pelle og dykkede hurtigt ned i dynemørket.

Han nufflede med næsen ind i hendes små folder.

Pludselig stod et lysende stærkt synsindtryk for ham. Skrå solstriber ind over grønne mospuder i en skov. Ikke Nordskoven, hvor de havde været i dag. En anden skov. Smålandsk. Svuppende irgrøn mos og høje graner. Ja, selvfølgelig. Denne lugt af peber, solstøv og skovbund.

Han gled op over hende og sagde de smukkeste ord, han kunne sige til en pige: - Du lugter af kantareller.

- Prøver du på at antyde, jeg har svamp i kussen? fnisehviskede Eva. Ingen romantik i den dame. Han bevægede understellet og gled lige så stille ind i hende. Det fik hende i hvert fald til at tie stille. Hun snappede efter vejret, men han blev bare liggende presset ind i hende og langsomt begyndte at sitre.

Hun sitrede med. Han bevægede sig helt hudfint rundt i hende. Kendte hvert et *emspring, hver en lap. Helt helt stille. Som at lege stilleleg. Da hun begyndte at komme lavede hun store hvide stirreøjne på en komisk overdreven måde og holdt en hånd for munden. Det tydede på en vis grad af presence. Jorden gled åbenbart heller ikke væk under hende. Han lå stille, da hun var kommet og begyndte så for*a, så han kunne give sig selv lov til at komme lige når hun var midt i anden ombæring. Smukt klaret. Uden et knirk. To flagermus kunne ikke have gjort det mere lydløst. Han blev liggende og blev lille i hende og sank over i forsonet søvn.