Pelle svulmer af glæde som en zeppeliner. Han anduver Rådhuspladsen, men glider videre langs dens ydre kyst. Der er noget underholdning af en slags med Preben Uglebjerg som konferencier, men han går ud fra, det er noget for de unge på fyrre og den slags mosefund. Selv går han i ret kurs mod Rådhuskroen.

Han er fuld af ord lige nu, kan han mærke. Karsk og ædru og oplagt til både dybsindige udredninger om verdens forhold og den stille samtale om livet, døden og kærligheden.

Der er mange, der siger, alkohol udelukkende er de gamles drug, men i den henseende er han traditionalist. Alt det der narrehalm og bhang er fint til at bolle. Og høre musik. Men det dur ikke at snakke på. Når sådan en flok varylere, der har røget, sidder til en fest, bestiller de ikke andet end at fnise umotiveret og æde og svare på noget, der er sagt af en der gik hjem for syv timer siden. Kort sagt ikke ret selskabeligt - andet end til den slags meget intime topersoners selskabelighed, der er en slags musik for blod og berøring.

Syre er så vidt han kan se religion i dråbeform, så det er han noget loren ved. Når han ikke engang vil gå til nadver og spise oblater, så skulle da fanden æde en hel kult på et stykke trækpapir. Han vil i hvert fald vente og se.

Tulte har egentlig ret i, at det er dumt at sande sanserne til. Hvad har man dem til, måske? Lige nu har han lyst til at opleve verden ud i alle de yderste hjørner, og han vil i hvert fald ikke komme ravende fuld hjem til Tulte. Han vil have noget ud af det, når han er sammen med hende.

Han smiler og dukker ind gennem Vartov. Det går hurtigere på den måde. Op med portene, tværs igennem, lukke efter sig, og han står i Løngangsskæde overfor Rådhuskroen.

Han husker sidste gang han var der. Med nøglen i lommen. Nu har han det der er bedre. Han har Tulte liggende at komme hjem til. Selv om magt er et afskyeligt ord, og han slet ikke vil sige han har magt over hende. Så er det vel ikke galt at sige, man har magt over tingene. Hun er der, og når hun har brugt flere uger på at se ham an, og så gerne vil, så må det jo være fordi hun mener noget med det. Noget særligt.

Han stopper op et øjeblik foran Rådhuskroen. Skulle han hellere vende om? Gå hjem til Tulte alligevel?

Nå, nu han er her, kan han jo lige tage sig en enkelt. Han har nu heller ikke tænkt sig at bestille mælk sådan som Tulte. Øl er en sund og nærende drik, fremstillet af gode naturprodukter.

Han smækker døren op og er ved at blive blæst baglæns ud med det samme. Røgen er skære- og snittefast. Larmen kan stå alene. Gennem pludren og råb kænger den taktfaste sang fra bagbordet:

Der ser ud til at være en enkelt plads ved langbordet til venske. Han kurer frem ad bænken og støder ind i Jeppes aflagte, hende Eva.

Eva er en skidesød pige. Og fornuftig. Man skulle ikke tro, hun studerede jura.

Men det gør hun, fordi hun vil være forsvarer. Ligesom Carl Madsen. Hun er overhovedet ikke interesseret i fede boer i skifteretten eller snusket boligadminiskation eller bestyrelsesposter og tantiemer og alt sådan noget. Hun vil forsvare almindelige små mennesker, der kommer i klemme i systemet. For hun har hjertet på rette sted. Det kan man mærke med det samme.

Hun er SF'er på Nørrebro. Hun har sin egen lejlighed i Wesselsgade. Hendes forældre bor lige i nærheden. De er gamle DKP'ere. Fuldkommen ligesom Pelles forældre. De er bare blevet i det gamle parti. Og hendes far er tillidsmand på Sadolin & Holmblad og hendes mor er fabriksarbejderske. På Haribo. Så det kan simpelthen ikke være bedre.

Hun har en storebror. Ligesom Pelle. Men så har hun også en storesøster og en lillebror. Og de er også gode nok, selv om lillebroren flipper ud. Men han er sytten, så han kan jo nå at rette sig. Eva er enogtyve og lidt moderligt bekymret for ham.

Hun siger ikke noget om Jeppe og hvorfor det skred med ham. Jeppe sagde jo, det var fordi han bollede udenoms. Så måske er hun lidt i den gamle stil med ejerfornemmelser. Men det vil han ikke spørge om lige nu.

I stedet snakker de om SF's femte kongres, der starter på Christiansborg i morgen. Og de er rørende enige om, at det er på høje tid at gøre noget ved højredrejningen i partiet.

Ingen af dem kan sige fem ord i sammenhæng uden at den anden nikker og siger: Lige præcis. Det er lige præcis det, jeg også synes.

Og inden for de sidste måneder har de begge to set Morgan og Limonade Joe, og de er begge to skideskægge, og Fahrenheit og Matthæus-evangeliet, og de er altså gode.

Og ingen af dem har fået set Blow-up endnu, men de har begge to tænkt på det.

Og de har begge to læst "Glasperlenspiel" på tysk, og den kan man tale meget længe om. Og de har også læst Tolkien, men han er nok noget overvurderet, og der er visse krypto-fascistiske tendenser, når man ser nærmere efter.

Men hun kender også både "V." af Thomas Pynchon og "The Sot-Weed Factor" af John Barth, og han troede ellers han var den eneste, der havde opdaget dem. Hun har købt dem begge to på konto hos Munksgaard, og det har han også. Hun har ganske vist ikke fået læst nogen af dem endnu, men hun har bladret i dem og de ser bare dødspændende ud. Og han er heller ikke kommet længere selv. Og hun kender endda sådan nogle som Goncarov og Saltykov og Bulatovic.

Og hun kan lide både jazz og Beatles. Og også Phil Ochs og Tom Paxton og Buffy Ste. Marie og Shel Silverstein og Cornelis Vreeswijk.

Der er ingen af dem, der går op i at købe tøj eller ting. Men bøger og plader er noget andet. Og de vil gerne have god kunst på væggene. Ikke oliemalerier, for de bør hænge på museerne, men god demokratisk grafik.

Så Pelle er helt overrumplet, og hvis han skal sige sin ærlige mening, så har Jeppe altså været godt tosset at give slip på hende, men det kommer selvfølgelig ikke ham ved.

Hun er også smuk. Måske ikke sådan smuk i betydningen at man falder på røven, men pæn på en god dansk måde. Hendes øjne er nærmest violette. Altså rigtig som violer. Og hendes hår er lidt lysere end det, man kalder kommunefarvet. Lidt mørkere end messing og gulere end bronze. Og hun har pæne tænder og meget pæne røde læber. Hun har cowboybukser på og en løsthængende bluse, så man meget tydeligt kan se, at hun ikke går med bh.

De sidder og snakker sammen over en time, før Pelle synes, han må komme videre ud i byen. På falderebet får han fortalt hende, at han har tænkt på at holde kandidatfest sankthansaften. Hun ved ikke rigtig, for måske kan det blive lidt akavet at rende ind i Jeppe så kort tid efter... Men hun vil da godt have hans adresse. Så kan hun altid se.

København er altid en stor udestue om sommeren, men i dag er den det endnu mere. Alle mennesker virker som om de er i familie med hinanden. Folk nikker og smiler og er glade og holder fødselsdag, og Pelle er velvilligt stemt overfor hele verden. Og der kan man bare se, hvor ærkedumt det er, når man påstår, man ikke kan være gode venner med en pige eller snakke fornuftigt med en pige uden at der er noget seksuelt i det. For han har lige siddet og snakket en hel time med Eva uden at lægge an eller prøve på at rage eller noget, og det har han det skidegodt med. Det behøver nemlig slet ikke være med bagtanker og få noget på den fjollede og alt det der. Man kan bare sige, at det er altså en sød pige, og selvfølgelig kan man da godt mærke på hele stemningen, at man er af forskelligt køn. Men det var da heller ikke godt andet. Den der lille gnist vil der selvfølgelig altid være, og især når det er en pige med et pænt smil og violette øjne og runde løsthoppende bryster. Men det er ligesom man kan kigge på et billede af Bonnard eller Zorn og bare glæde sig over det uden at der er mere i det.

Det begynder at knalde og brage og futte oppe fra Rådhuspladsen og folk skynder sig derop for at se det. Men Pelle går mod skømmen. Han er mere interesseret i at se om der ellers er nogen, man kender, rundt omkring på de små listige steder.

Byen har forandret sig Den er blevet levende. Husene har fået hud på. Det er ikke lige til at forklare. Og det har i hvert fald ikke noget at gøre med de to pils på Rådhuskroen. Men det er som om der er noget magisk eller mystisk over det. Han smager på ordene, en magisk mystisk tur gennem byen, den magiske dagligdag. Et eller andet. Himlen er Disney-lyseblå og stjernerne funkler så man kor Klokkeblomst kommer svævende ned med en kyllestav. Eller måske er det Lucy, der sprinkler sine diamanter over himlen. Ja, der er noget der. Træerne lugter af mandariner og marmelade flyder over himlen. Cellofanblomster i potter. I gult og grønt. Og også cellofan i luften. Den er... knusprig, hedder det på tysk. Den knirkellerer. Folk er blevet til blodlegemer. Skøget er en åre. Færdselsåre, siger man også. Nu med denne noprede venevæg, ligesom i den der film, Fantastic Voyage. Også derfor der er hud på husene. Og deres øjne, uudgrundelige. Hele denne karakter af noget dragende. En helt stille vind blæser tværs igennem ham og han opdager bestyrtet, at hans skygge er gået fra ham. Cellofanhoved, knikende grønt. Han folder fødderne sammen, går på vuggende runde fodbalder, som på elastiske tennisbolde. Vipper armene skråt ned og ud, alle indkyk gennem øjnenes kalejdoskop. Hvis man drejer en kvart omgang, kommer en anden by frem. Tør ikke prøve, ville måske pludselig stå i Karachi. Dukker nakken da han går lige i gabet på Jorok. Joroks passage, alas my poor Jorek, we weep for thy passage. Kommer aldrig ud igen, slugt, vil dalre omkring denne tilskoddede avisbod der dupper op af fliserne så blødt som en drøbel. Hongkongskrammel i vinduerne, knusprer og kniker, tigerstribet mørke. Men alligevel spyttet ud i Skindergade. Via Veneto foran, nu nøgleklub. Whisky à Gogo. En dag som i dag kan man nok komme ind alligevel. Skulle man prøve, mænge sig med the jetset? Malt on the rocks. Sige arrltså og tale om hvad der er håbløst out og hvad der er in. Trompetbukser? Jamen, Gudd, det er da fuld-kommen out igen. Må være måde med galskaben. Backtracking gennem Jorcks gab, ned mod store stygge Storkespringvand.

Mylderet er ikke ubehageligt men trygt. Organisk. Det er det, der er specielt for byen. Man kan se det på rimene. Moskva - røde flag. Athen - gamle sten. København - i din favn. En lidt sød lugt hænger ved den, som mælkespændte bryster. Til højre dette kærligt kluntede Christiansborg med sine ke kroner på pind. Og bagved Børsens sammensnoede øglehaler og Absalon, der beslutsomt vender røven til byen og rider lige ud i kanalen på en sokkel af svømmende sild. Pelle dukker hjemmevant ned til venstre ved Illum.

Men Pilegården er bare for meget. Der står folk i klump halvvejs ned mod Antonigade. Her hjælper det ikke at råbe Alf. Ikke i dag. Måske hvis Jeppe havde været med. Godt man har Rex i reserve.

Rex påfaldende intim. Duge på bordene og levende lys. Par sidder lænet ind over bordene og ser hinanden i øjnene. Jukeboksen kværner løs med tilkampet slagermusik i baggrunden. Tage sig en øl? Man går jo ikke på værtshus for at drikke øl. Det kunne man gøre billigere derhjemme. Kun for at snakke med folk. Før eller senere kommer enhver, man kender, gennem det ene eller det andet af dem.

Stopper snusende i døren, ser sig omkring. Ingen? Gud jo. Per. Lidt tung i optrækket, men reel nok. Med i vennekredsen den gang for nogle år siden. Især berygtet for de plastiske stillinger han indtog i lænestolene ved enhver lejlighed sammen med sin pige dengang, store svulmende Tine, der købte mascara i spande og havde kunstige modermærker og øjenvipper som børsteorme.

- Hej, Per. Sidder du her helt alene?

Sådan et gensyn kræver godt nok en af de store towere. Var der ikke noget med at du flyttede ud på Amagerfælled? Og blev klunser?

Per var ikke blevet klunser. Men det var da rigtig nok, at han altid havde været på jagt rundt omkring. Hvis der var noget, der blev kasseret og måske kunne bruges. Et livsbillede rulles op. Per holder til på et lillebitte værelse på Amager. Hans eneste interesse i livet er skrot. Tine er skrottet. Værelset er fuldt af jernsenge og gamle køleaggregater og kasserede vækkeure og store rustne fjedre, der måske og måske ikke har siddet i bunden af togvogne. Et stille og fredeligt liv. På sin egen måde har han fundet lykken. Men synes dog, der ligesom mangler noget. Et savn i tilværelsen, et hul han forgæves prøver at fylde ud med kaffekander og emaljeskilte. Klunser er han ikke. Han ville aldrig kunne nænne at sælge noget af sit skrot. Snart er der kun en ganske smal passage gennem værelset hen til den jernseng, hvor han sover mellem dynger af skåret porcelæn og urlodder. En dag banker en pige, der bor i opgangen på. Hun vil spørge, om hun må låne telefonen (Per har enogtyve, ingen af dem sat til), men kommer aldrig så vidt. Hun bliver stående i døren som ramt af lynet og stirrer på skrotdyngerne. Det viser sig, at hendes eneste interesse i verden er skrot. Hendes etværelses lejlighed er propet til randen af ubrugelige køleskabe og turbiner. Det er kærlighed ved første øjekast, og de flytter deres skrotdynger sammen.

- Jamen, hvor er hun så nu ? spørger Pelle.

- Hun blev forført af en antikvitetshandler, siger Per dystert. - En slimet karl. Og så begyndte hun at rode rundt i alle vores dejlige dynger for at se, om der var noget der var penge i. Man kunne aldrig regne med noget mere. Alle de bedste ting forsvandt. Hun fik et helt forkvaklet forhold. Der stod kroner i øjnene på hende. Hun interesserede sig ikke mere for alle vores ting for tingenes egen skyld. Kun for hvor meget de var værd. Så det kunne jo ikke gå. Det havde jeg allerede indset, men hun kom mig i forkøbet. En dag kom jeg hjem til en ribbet lejlighed. Hun havde endda brækket dørpanelerne af for at se om der var gamle mønter eller frimærker bag dem. Det er der somme tider. Selv gasblussene var væk. Og stikkontakterne. Hun havde solgt det hele. Jeg ved ikke, hvor hun er henne nu. Men jeg orker ikke at begynde forfra. Jeg kor hellere, jeg vil forsumpe. Det er der ikke nogen, der kan komme og tage fra mig.

Pelle er rørt og smiler næsten ikke. Men han må videre. Byen kalder. Og det må være Laurits time. Det gælder om at komme før de store ryk fra Rådhuskroen og Drop Inn og Pilegården, hvis man vil ind.

Her ved midnatstid kan man komme lige ind på Laurits, selv om der selvfølgelig er godt fyldt op alle vegne. En skok studentersangere er i kjole og hvidt efter at have sunget på Rådhuset. Ved bordene i stuen ud mod kanalen sidder folk lag i lag om bordene. Det er snakkegrupperne. Spiralkappen ned til garderoben er som altid tæt besat af par på prøve, der føler hinanden på tænderne og en del mere håndfaste steder. Længere inde breder det store kæ sine lyserøde crêpeblomster ud over en dansende og svedende mængde, mens klaverbokseren får stillet den ene pils over efter den anden. Meget unge fyre går rundt i kanariegule eller Carnabyskibede bukser med sorte slidser og med tunge metalkors i ankerketting om halsen. De har langt velplejet hår med hæklede pandebånd om. De tilsvarende piger har lårkorte nederdele og knaldrøde skømpebukser. Når de sætter sig ned kan man glo op i klysset. Strømpebukserne sidder så stramt, at man ikke blot kan følge labiæ majoræ som små buede konditorhorn, men endnu finere gynækologiske detaljer. Men det er turister. De er her kun fordi København fylder 800. Stamgæsterne er de mere hærdede på Pelles alder. De fleste i de samme slidte cowboybukser og bluser, de har haft på i årevis. Så er der alle de gamle drukbiller med savlglatte læber og hængende næser i obskøne farver og deres afdankede duller. Og i dagens anledning et kraftigt tilskud af ganske almindelige square borgere på udflugt i byen. De er kendetegnet ved deres stemmepragt, rungende mandebrøl og hvinende kvindestemmer som negle over glas. Der er en hel del udlændinge, sorte pumaer der glider rundt på kattemuskler og små forfjamskede japanere, der ikke rigtig kan finde ud af noget og amerikanere, der af en eller anden sær akustisk grund kan høres fra den ene ende af et larmende lokale til den anden, selv når de - en sjælden gang - prøver at dæmpe sig.

Pelle bliver stående og lader sig skubbe hid og did, svimmel af larmen, røgen og hele den sikende stemning. Ved et af de små borde skråt foran sidder Mouritz fra partiets venskefløj i en hidsig diskussion om Vietnam med en engelsktalende, der lyder som John Wayne. Pelle dingler deroverad. Mouritz er lige så bred som han er høj. Hans ene fod er kort og klumpet, men så er den anden til gengæld så meget desto længere. Han vejer vel de hundrede pund levende vægt og har en stor dynge kruset hår over en af de skarpeste hjerner på den danske venskefløj. Men det er ikke altid hjernen, der tæller på Laurits.

Den engelsktalende plaffer løs med floskler om commierne der er ude på at skabe et Sovjetnam. Mouritz svarer behersket med en udredning om USA-imperialismen. Han slutter af med at spørge den anden, om han er amerikaner. Han er canadier.

- Det skal du sateme være lykkelig for, siger Mouritz, der ikke har bemærket en menneskeabe, der er kommet op fra toiletterne. Menneskeaben hiver Mouritz op i skuldrene, så klumpfoden dingler i luften og hvæser: - So what's you saying 'bout the yanks. HUH ?

Pelle lukker øjnene. I dette øjeblik flammer en heroisme, man ikke har set magen til siden angrebet på Moncada-barakkerne.

Mouritz vender sig om, stadig dinglende som en sprællemand, løfter en buttet knytnæve i vejret og siger: - Ho Ho Ho Chi Minh!

En martyr er født. Folk fra nærstående borde finder servietter frem, så Mouritz kan få tørret blodet af.

Døren er belejret nu. Folk lukkes ind stødvis. Der puffes og presses, man dalrer rundt og rives med af skømhvirvlerne. Pelle falder lykkeligt fra bord til bord. Alle vegne er der folk, han kender. En stump liv her, en bid politik der. Han er blevet lidt blussende, føler sig ikke på nogen måde beruset, men let i sindet. Alle er i familie. Vi er den nye stamme, vi bryder frem og lyser sprudlende. Tiden nu er den bestjernede drøm, myternes skum. Den er bevægelighedens bue, kuglerammen uden tværpinde, stalaktitter af ordskred, stilstandens flygtighed, regnbuens tågesøvn, kinenes uafvendelighed og mørkets naftalinpels. Det er timen, hvor vi holder flagermus som brevduer. Det lykkelige øjeblik, hvor muslingegudinden Yolkai-Estsan sender salte oceaniske kys med brisen til sin søster, den evigt omskiftelige turkisjord Estanathlehi. "Socialisme" er for fattigt et ord, vi bliver edsbrødre og blodssøstre.

Og hulsvogre, drypper det pludselig ætsende. Vift det væk.

Kant sig ind ved et bord. Hvorom pludrer man netop her?

Nickie sidder med sin grønne jægerhat på hovedet og ligner en krydsning mellem en gibbon og en lammegrib. Han slår ud med arme og ben for at underskege, at vor tids digtsamlinger presses i vinyl. Eleanor Rigby samler riskorn op i kirken efter brylluppet og gemmer sit ansigt i en krukke. De sælger postkort af hængningen, de maler passene brune. Ofelia er gammeljomfru den dag hun fylder toogtyve, Noahs regnbue står under hendes øjne. Einstein går forbi med sine erindringer i en kuffert. Han snuser til vandrørene, mens han reciterer alfabetet. Engang for længe siden var han berømt for at spille elekkisk violin i Trøstesløshedens Gade... Kan du ikke se det?

Pelle er konstitutionelt rummelig. Han vælger aldrig side, hvis han kan få et både-og. Og han siger til Nickie, at det er fuldhommen rigtigt, at ingen for bare fem år siden kunne have anet, at man kunne få den slags sangtekster. Det er også på vej herhjemme, med Eiks nye plade. Men han kor nu nok, at bogen også har en fremtid. Og han vil i hvert fald ikke gå så vidt som Carsten Grolin, der skrev i Ekska Bladet sidste år, at Shakespeares monologer kom til at virke meget blege, når man havde hørt Bob Dylan.

Han sommerfugleflagrer videre til et andet bord. En pige, han ikke kender, fortæller om, hvordan hun lige har været oppe på en ødegård i Sverige, og det var bare for meget. Dem. der havde den, var lærere på en skrammellegeplads, og deres to piger på en halv snes år gik på den lille skole ude i Bagsværd. Og ungerne var kreative døgnet rundt, så det var ikke til at holde ud. De var ikke en kæft glade eller oprindelige, men væmmelige og udspekulerede. De klædte sig ud, men det var ikke i fars gamle jakkesæt og mors kjole som andre tøser på ni år.

Det var med mondæne mannequin-skråskeger ud fra øjnene og vippende falske bryster, og så dansede de moderigtigt og affekteret-rytmisk til "Something New From Africa".

- Er de dog ikke vidunderlige? havde den henrykte pædagogmoder spurgt, og da hendes gæst svarede, at de mest af alt mindede hende om et børnebordel i Alexandria, blev hun skidemopset.

Ved bordenden sidder en jovial rødmosset fyr, der må være mindst tredive og lader som om han er ung. Han bliver tolereret så længe han giver øl. De glade modtagere er to unge langhårede fyre. De synes altså, det er øglefedt, der er sådan drøn på, og de har det bare så pølselækkert.

- Ja, her er ret så børget, siger den trediveårige, og der opstår en boble af pinlig tavshed omkring ham til alle sider.

Pelle går ned for at tisse. Fra vindelkappen til de nedre regioner kaster han et blik mellem kemmer ind over dansegulvet i fodhøjde, og det er meget skægt for der er en af pigerne, der godt kan ligne Tulte.

Det er Tulte.

Pelle er i blinde klatret op på en sto1 for at få bedre udsyn over dansegulvet. Tulte danser med en lang lemmedasker, Pelle aldrig har set før. Han ser ufattelig dum ud med et 1angt hvidt ansigt og åben mund. Tulte trykker overkroppen helt ind til han, mens hendes røv svanser rundt for sig selv, på en måde der minder lidt om Andersine And. Hun har sin store flø3lssløjfe i håret, men hun har også et vinrødt fløjlsbælte om livet og en kort lysebrun kjole med store knapper, som han heller ikke har set hende med. Hun har lukket øjnene og ser ud til at nyde både musikken og lemmedaskeren. (Skal hun hjem og daske med hans lem?

Pelle har ikke én tanke i hovedet. Der er ikke andet inde i kuplen end en summen som et defekt lysstofrør.

Han bare ser og ser. og fordi han har glemt hvordan man blinker, bliver øjnene tørre som sandpapir. Der er også noget sand af en slags inde bagved de nedre øjenfolder, så det er ikke så mærkeligt, hvis øjnene bliver lidt røde og irriterede, og det svier og de løber lidt i vand. Han er vist nok kommet til at åbne munden, for kroppen er fuld af røg og dunst og der kommer en mild ironisk stemme ved hans venstre knæhase.

Laurits Betjent skyller ind på ham, og han søkker sammen i knæene og får svedpiblinger ned ad siderne. Det går op for ham, han står på en stol. Han klavrer forfjamsket ned, så febrilsk at han er ved at vælte ned i kælderhalsen med stol og det hele. Thøger står og ser på ham med et lille krøllet smil. Hans gamle ven, Thøger, der er arkitektstuderende på sådan noget som fjortende semester.

Pelle lader sig lede ind til en ledig plads og får en iskold flaske stukket i hånden, og han bøvser og hikster flere gange, før han finder ud af, hvor han er og hvad han hedder og den slags.

- Jeg troede aldrig den dag skulle oprinde, hvor jeg kunne komme til at føle medlidenhed med dig, siger Thøger. - Men det syn derinde var altså bare for meget. Og så på grund af den lille sDlitterskøre tøs til Tulte Thoff.

Der kommer ord ud af Pelle. - Kender du hende?

- Kender og kender, siger Thøger overbærende. - Jeg kender i hvert fald hendes far.

- Har hun en far? siger Pelle dumt.

Nu ser Thøger oprigtig overrasket ud. - Du må da have hørt om Thoff Holding.

- Næh.

Pelle læser ikke de sider i aviserne.

- Jamen Gud, det firma ejer jo halvdelen af Nørrebro.

- Vil det sige hendes far er bolighaj?

- Tja. Det ville Ekstra Bladet sikkert kalde ham.

- Jamen, siger Pelle overvældet. - Hvorfor bor hun så sådan som hun gør? I halvandet værelse med lokum i gården?

- Tja, siger Thøger. - Overklassens excentriske vaner. Hun har vist sine egne teorier om en del ting, der ikke er helt sammenfaldende med hvad hendes kære papa og mama mener. Men hun tager da gerne mod en håndsrækning i ny og næ.

- Gud, siger Pelle. Det er lidt lammende, og han må tænke over det. Men det er ikke det vigtigste lige nu. Det vigtigste er, at Tulte er her. Med en anden.

- Men vil det sige, du ikke aner noget om hendes familie? spørger Thøger og læner sig interesseret frem. - Hvor længe har du kendt hende?

- Lige knap fjorten dage.

- Nå ja, siger Thøger overbærende. - Så har I vel ikke haft tid til andet end at sammenligne underliv.

Pelle lader ham blive i troen.

- Men hæng endelig ved. Der er grunker i foretagendet, siger Thøger.- Men du skal vænne dig af med at klatre op på en stol for at stirre på hende. Det bruger man ikke i de kredse.

- Hffl...

- Og du skal nok heller ikke sidde og glo på hende med de der store utrøstelige øjne, som en hundehvalp på et kødben. Mark Bolvig lavede en temmelig ond parodi på dig inde på Akademiets frokoststue.

- Mark Bolvig?

- Ja, fra cementfamilien, du ved... Hør her, sover du? Han sagde da, I kendte hinanden.

Der er nogle tråde her, der skal redes ud. Og nu filtrer det hele sig sammen.

For første gang kan han mærke øllerne som en lidt irriterende hæmsko på tankeflugten. Et: Tulte er her. Hvorfor? To: Hendes familiebaggrund. Den er han sgu ikke så begejstret for. Han kommer i tanke om dengang han var fjorten og forelsket i en burgøjserpige, der hed Suzanne. Sådan noget kommer der aldrig noget godt ud af. Men Tulte kan jo ikke gøre for det. Og hvis hun har brudt med miljøet. (Hvis? Mark). Og man kan da ellers ikke mærke det på hende. Og han vidste jo ikke noget om det, så der er ikke noget der.

Men tilbage til hovedsagen. Han siger farvel til hende og aftaler halvt om halvt, at hun bliver hjemme og venter til han dukker op af byens flod igen som den sejrende helt, og ikke så snart har han vendt ryggen til, før hun på den mest tøjlesløse måde kaster sig ud i nattelivet og vrikker med røven som en lille liderlig gås.

- Du ved ikke, hvor godt du har det, siger han tungt til Thøger.

- At du har Birgitte. Hvor mange år har du ikke kendt hende?

- Åhr, hende har jeg kendt altid, siger Thøger let. - Første gang havde hun ikke et hår på bøffen.

Hvor må det være trygt. Men det kan selvfølgelig også være magelighed. Thøger gider heller ikke rejse nogen steder. Hvorfor skulle man det, når der er alt, hvad man har brug for i København, siger han altid.

Pelle vil op fra bordet lige med det samme. Og ind ved siden af og gribe fat i Tulte. Og konfrontere. Men Thøger siger, at det må han sgu ikke. Nu skal han bare tage den lidt med ro og drikke en enkelt kølig pilsner til. Og Pelle kan godt se, han må være en lille smule mere taktisk.

Men han kan ikke forstå en lyd af det hele. Hvordan kan Tulte gå på Laurits med en anden, når hun lige har sagt til ham, hun ville blive hjemme?

Han har jo sat et segl af sæd på hende. Hun er hans. Men han kan godt selv høre, det lyder lidt fjoget. Hvis hun anede, det var sådan noget, han tænkte, ville hun bare fortælle ham, at kyskhedsbælterne faktisk blev afskaffet engang i det fjortende århundrede.

Jeppe kommer dinglende forbi og slår sig ned.

- Hør, hvad gik der af dig på Monten forleden? siger han.

- Pludselig var du væk. Blev du dårlig?

Nu er Pelle blevet så tilpas bajerkry at han kan sige: - Næ, jeg hverken blev dårlig eller fik en dårlig... håber jeg da.

- Nå, sådan, siger Jeppe.

- Hej-sah! siger Thøger langtrukkent. - Er det med den på.

Henvendt til Jeppe siger han: - Han prøver ellers på at spille helligt monogam. Men han har åbenbart mange jern i ilden.

- Eller meget ild i jernet, siger Jeppe.

Thøger fortæller om, hvilket udbytte man kan have af at slå op i ordbøger. "Fornicate" betyder "at bedrive hor" og "formicate" "at kravle rundt som myrer", så han forleden. Det synes han er et sammenfald, der må kunne bruges til noget.

Jeppe kender en, der er lige så god. "Chretien" er "kristen" og "cretin" er "idiot", så der kan man bare se.

Pelle har i hvert fald myrer kravlende under sig, mens de kommer ind på teologiske overvejelser over hvem der er dummest, dem der *or på en gud eller den gud de tror på, at han har skabt sådan nogle oggenokker i sit eget billede. Konfrontation eller ikke konfrontation. Han må tale med Tulte. Tænk hvis hun går.

- Jeg gir en omgang, siger han for at få anledning til at gå ind til disken i danselokalet.

Et par sekunder er Tulte glad overrasket over at se ham. - HEJ! råber hun henrykt på afstand, og inden hun får bugtet sig *em til ham, har hun fortalt, at Ulrik, det er altså ham der - og hun nikker over mod bøvlingen på dansegulvet - han kom lige forbi, og så blev vi også enige om, at det var da dødssygt, at jeg sad der og rådnede op. og Gud hvor er her skægt.

Men så er hun kommet helt over til Pelle og ser han har sorte øjne. Og så stopper hun op og virrer irriteret med hovedet.

- Åhr! siger hun og sukker dybt. - Ikke nu igen.

- Ikke hvad igen? siger Pelle, halvt vrissende og halvt skamfuld. For hun har jo ret. Han må brænde den jalousi af. Den fører ikke til noget. Ligesom børn skal have hundrede forældre, skal vi alle sammen elske med hinanden. Både åndeligt og korporligt. Går der måske nogen bid af ham, fordi hun kan være glad sammen med en anden?

(Næ, men det svier i maven).

- Nej, altså, når du skal være tung og trække ned, så orker jeg ikke, siger Tulte. - Så må du have det så godt for i aften. Og du skal ikke stå og kradse på døren i nat. Jeg kan simpelthen ikke få vejret, når du er så rugende.

- Jeg er da ikke spor rugende, siger Pelle med en stemme, der skal være lys som dagen, men bliver grel og skinger.

- Du må altså vænne dig af med at være så forkælet, siger Tulte. - Hvis du vil ruge, så find dig nogle æg at ruge på. Du kan ikke tillade dig at lægge dig oven på mig.

Hun danser på helt ubekymrede fødder tilbage til Ulrik, der får lysprikker i sine små matte kretinerøjne, og de danser overvældende frigjort som en hel flok lilleskoleunger rundt til pjaskede slagermelodier. Pelle er klam og ryster. Et øjeblik er han bange for at besvime. Måske kan man dø af pludselige sindsbevægelser. Han må støtte sig til disken, mens han bestiller tre Grønne Tuborg.

Thøger og Jeppe er stadig i gang med teologien, men nu er de blevet alvorlige. På deres egen måde. Thøger er i gang med at udvikle en teori om, at vi måske er Guds storetå. Og storetåen beder da ikke til hele kroppen.

Jeppe siger, at han blev tævet til at bede aftenbøn, da han var lille. Og han kan stadig godt tage sig i mentalt at folde hænderne, når han bliver bange, og lire en remse af. Ikke fordi han tror på det.

- Men det er ligesom med Niels Bohr og hesteskoen, siger han.

- Det hjælper også, selv om man ikke *or på det... Men jeg har det ikke mere så meget med at blive bange. Da jeg var på andet år var det helt ad røven til, for så lærte man jo om alle de frygtelige sygdomme, man kan få. Så vi gik alle sammen rundt og gloede hinanden ned i halsen og spurgte hinanden om vi havde små folder i øreflipperne, for så faldt vi nok sn art om af hjerteslag.

Men så var der en dag, hvor jeg sad og gennemgik hele kompendiet fra ende til anden, og der var mindst 800 sygdomme at dø af. Og oven i lagde jeg så alt det med at blive kørt ned af en ølvogn eller få en pind fra en pindemad på tværs i halsen ligesom Sherwood Anderson eller blive slået ihjel sådan som Aischylos, der blev ramt i hovedet af en skildpadde, som en ørn kom til at tabe. Og så så jeg dem alle sammen for mig, i alle detaljer. Og så døde jeg. Jeg døde 900 gange efter hinanden, og så opdagede jeg, at man egentlig godt kan leve videre bagefter. Så nu er jeg ikke så bange mere...

Thøger ser over på Pelle og hæver et øjenbryn.

- Hun sagde, hun var i filantropisk lune, siger Pelle og trækker på skuldrene. - Hun ville opmuntre et eller andet skvat hun kender, Og hvad fanden, hvad betyder en pølse i slagtetiden.

- Næ. Det slider jo ikke på den. Nu er du ved at blive fornuftig, siger Thøger. Man kan tydeligt se på ham, han ikke tror Pelle over en dørtærskel. Men det er bedst at være diplomatisk.

Pelle får pludselig lyst til at spørge Jeppe ud om Eva. Han vil gerne have så meget at vide om hende som overhovedet muligt.

Næste gang Pelle er inde efter øl, er Tulte og splatlingen der ikke mere. Det tynder i det hele taget ud mellem folk. Der er en del vaklerister nu, men Pelle holder sig oprejst. En pige, han kender svagt, står inde i krogen ved klaveret. Hun hedder Mette Schlützmann og kom engang sammen med hans gamle kammerat Henrik Enevoldsen fra Atomkampagnen. Nu bor hun sammen med en maler, der hedder Tue. Ude på havnen. Hun præsenterer ham. De snakker lidt om det nye samfund, der er på vej. Det skal bygge på de små enheder. Man kan ikke lære mere end en halv snes mennesker at kende virkelig dybtgående.

Mette og Tue synes i modsætning til Pelle, at hash er helt fint at kommunikere med. For når man har røget, kan man meget bedre se på folk, hvad de tænker og føler. Alle små bevægelser fortæller meget mere end ord. Samtidig hjælper pot med til at skabe en form for selveentrering, der ellers ikke har været almindelig i Europa siden renæssancen. Man synker ned i sig selv på en fredelig måde, ligesom folk gjorde i middelalderen, i stedet for at flintre og fare alle vegne hen.

Men hash er kun en slags forpost. Syre er det virkelig nye land. Og det kan man kun vide noget om, hvis man selv har været der. For ord kan ikke beskrive det. Det er ligesom med nirvana. Eller tao te king. At det navn, der kan nævnes, ikke er det evige navn. Pelle viger stadig tilbage fra det med syre, for tænk nu hvis man kommer så langt ud i det der land på den anden side, at man ikke kan finde tilbage igen.

Men måske skal han overveje at ryge noget mere shit. Hvis det er rigtigt, det kan give ham den fingerspitzgefühl og situationsfornemmelse, Tulte siger han ikke har et klap af.

Da han kommer tilbage med de tre øl, er Jeppe og Thøger gået. Solen står i brede striber ind over lokalet. Der er fred og ingen fare.

Når nu han har købt de øl, er der jo ikke andet for end at han må drikke dem selv, og han må til at skynde sig lidt, for de lukker vist snart.

Hvor er lyset dog lyst, konstaterer Pelle da han kommer ud mod kanalen efter at være kylet på gaden sammen med de andre sidste stragglers. Denne iagttagelse forekommer ham at være så dybsindig, at han bør delagtiggøre andre i den. Men der er ingen mere. De er gået alle sammen. Hvor blev de af? Hvorfor svigter alle ham ? Det er så sørgeligt, at det er til at tudbrøle over.

Cykelstativer og rækværker har det med at stå i vejen. Det er underligt, som man altid stiller dem lige for fødderne af folk.

Han ser en fugl. Den er pakket ind i fjer. Det må være en sær fornemmelse. Han prøver at stikke armene lidt ud til siderne, men han kan ikke rigtig få fornemmelsen ind i kroppen. Måske ville det hjælpe, hvis han kunne flyve.

Men det kan han ikke, tænker han med vemod i sjælen. Pelle kan ikke flyve. Pelle kan. Pelikan.

Han fniser uhæmmet. Gud, hvor er han morsom. Hvorfor er der ingen, der hører på ham. Hvor er I henne, I store og små?

De er alle sammen på Piccadilly. Det er der man går hen, når man går ud. Før man går helt ud. Sidste chance for at få mos på pinden. Stedet går ikke uden grund også under navnet Pik-erdejlig. Laurits er sygeplejeelevernes paradis de almindelige lørdage. Pikken er klientmæssigt på niveau med broerne under Seinen.

Hvis man synes, man går en lille smule usikkert, skal man sætte fødderne helt fladt og fast i fortovet. En fod ad gangen. Og *ykke lige meget med hele foden. Sådan.

Det er sguda for dårligt, at murene står sådan, at man ikke kan undgå at buse ind i dem. Men han har næsten ikke slået næsen. Der er vist nok et genialt ordspil i noget med næsen og næsten. Slå af hesten. Men han kan ikke rigtig finde det.

Trappen op til Piccadilly er sort og slidt og skæv. Mere skæv end man skulle tro, en trappe kunne være. For den hælder både nedad og udad. Det er sgu naturstridigt. Til gengæld sidder døren løs. så den smækker alt for hårdt op. Og så ser folk op.

Dem om det. Det kan i hvert fald aldrig nogen sinde komme ham ved.

Nu kunne man selvfølgelig tage kaffe og rundstykker med smør. For det har de. Men han har hørt, at hvis man føler sig en lille smule tåget, så er der ikke noget i verden, der hjælper bedre end snaps med angostura. Angst og uro, som man også siger. Og han er en ganske lille smule ulden i udkanterne af synsfeltet. Hvis han skal være helt ærlig. Og det skal man jo. Ikke også?

Nu kunne man selvfølgelig prøve at lægge an på et eller andet damemenneske. Den sidste, han havde med hjem herindefra, var en grønlandsk pige. Han kan ikke huske, om han bollede med hende, for hun var så sulten, at hun åd alt, hvad der var i køleskabet, og så var han vist nok faldet i søvn, før hun endelig kom op til ham. Og om morgenen blev han forfærdet, da han så hun havde nogle små sår i mundvigen, for hvad nu hvis det var syfilis. Men hun sagde, det var forkølelsessår, og den var da ikke faldet af ham endnu. Men hans mor havde brokket sig over, at al maden var væk. Nå. Men. Altså.

Yrkkk. Den er sgu stram, sådan en bittersnaps. Det er noget, der holder fluerne væk fra røvhullet. Han læner sig op ad den mørkebrune disk og ser sig om. Nej, han gider altså ikke lægge an på nogen. For kællinger er noget rak. Simpelthen. De forstår ikke et klap af det hele. Ikke et. Klap.

Folk er bare så fulde rundt omkring. Der er ikke nogen, man kan snakke med. Han er ellers lige i stødet til lange diskussioner om sjælens ubodelige ensomhed. Og om hvorvidt det er kærligheden, verden hviler på. Som en skildpadde i urhavet.

Jamen, Gud, det lille bundt uld dernede. Det er jo Tom. Gode gamle Tom, for han er nemlig en guttermand. Hej Tom. Hej med dig. Nå, er du ude og vifte med ørerne? Hyhy. Ja, for Tom er god nok, for han prøver ikke på noget med Tulte. Mere. (For hun vil ikke have ham. Haha).

Pelle holder Tom om begge skuldre og læner sig ind over ham for at fortælle ham, at han er sgu god nok. Hele vejen igennem. Og han må love at han kommer med til Pelles kandidatfest næste fredag. Sankthansaften, så det kan han nok huske. Men for en sikkerheds skyld vil Pelle lige skrive det ned på en serviet.

Der er nogen, der rusker i ham. Årrh, lad være. Lad så vær! Altså. Han åbner øjnene, og er vist nok kommet til at falde i søvn et lille bitte øjeblik. Og han kigger ud over et fuldkommen fremmed lokale. Det har aldrig været Pikken det her. Der er en der spiller på harmonika, og folk råber og griner og synger. Og nu spiller harmonikaen sølvbryllupsvalsen og et helt bordfuld folk brøler med: Sølvstænk i de gyldne lokker!

Han ser sig om til alle sider, og det går op for ham, at han sidder på Cafe Øresund i Nyhavn. Det er sgu da underligt. For han har ingen anelse om, hvordan han er kommet der. Og nu rusker den der en eller anden i ham igen, og han vender hovedet for at se om det er en sur tjener eller hvad.

Det er Eva.

Selvfølgelig er det Eva. Hvorfor skulle det ikke være Eva? Det overrasker ham ikke spor. Hun skal bare være der. Det er lige som det skal være.

Og han er helt lysvågen og fuld-kommen ædru. Så kom bare ikke her. Og skal de tage sig en øl? Han kan da godt give.

Men Eva spørger bekymret, om hun ikke skal skaffe en taxa til ham. Han langer ud med store vappende hænder. For nu vil han godt rage på hende. Men hun vil ikke rages på. Hun bliver ved med at snakke om at tage en taxa. Men så fuld er han da ikke. Og desuden er S-togene nok begyndt at køre. Så han kan bare gå op til Nørreport.

Eva siger, at så kan de følges, for hun skal også hjem nu.

Tak for gode som for onde år. Angosturaen virkede overhovedet ikke, det lort. Men bare det at se Eva virker som tre dexere. Han spiler næseborene ud og krøller hjernen lidt sammen, så vindingerne kommer tilbage og rynker øjenbrynene og så er han så ædru som en snebold igen. Det hjælper også på det med luften oppe ved kanalen. Det er midt på blanke dagen. En jublende fuglemorgen i juni i verdens dejligste by. Og Gud, hvor er hun sød, hende Eva. Så han foreslår de går op over Strøget i stedet for ad Gothersgade. For at se det lange bord, der er sat op. Verdenshistoriens længste kaffe- og ølbord.

Det har Eva da ikke noget imod. Der er allerede mennesker ved bordet. Gud! Jamen, det er jo Jan. Hjemme fra legepladsen. Han sidder og vifter med et ølhorn af plastic. Man må tage dem med hjem. Men Pelle nøjes med at vinke i forbifarten. For nu er han sammen med Eva.

Nu kan han godt spørge hende om, hvad det var med hende og Jeppe. Og Eva er ked af det endnu. Også fordi det var sådan en åndssvag måde, det endte på. Det er ikke så meget det, at han bollede med andre. Det kunne han da bare gøre, hvis det var ham så meget om at gøre. Men at han havde sådan en dårlig smag. Og at han lå der, når han vidste hun skulle komme derud. Det var så ydmygende. Hun følte sig så nedværdiget.

Hun er ikke jaloux. Især ikke på sådan en lille åndssvag mokke. Så dybt vil hun aldrig synke. Men der må være grænser for, hvad man skal finde sig i. Og hun finder sig ikke i at blive trådt på.

Og Pelle kan så godt forstå hende. For han har det præcis lige sådan. Han ved lige præcis, hvad hun føler.

På en måde er hun nok forelsket i Jeppe endnu. Men Jeppe bliver aldrig anderledes. Det ved hun også godt. Så derfor er det bedst for begge parter at gøre det forbi.

Og Pelle forstår.

Og imens er de kommet op til Rådhuspladsen. Og hun bor ude i Wesselsgade. Og Pelle vil gerne følge hende hjem. Men det vil hun ikke høre tale om. Nu skal han gå ned til Hovedbanen, og så skal hun ud ad H. C. Andersens Boulevard, så nu skal de sige farvel.

Og Pelle prøver på at kysse hende, men det vil hun ikke. Bare et lille farvelkys.

Nå, så måske et lille kusinekys på næsen. Sådan tutt.

Og så måske et lille et, der ikke er helt så kusinet.

Orrrwwww. Hun har en lille dyretunge. Og lukker øjnene og håret falder ned over panden på hende. Gud, hvor er hun sød.

Men ikke tale om, at Pelle må følge med mere.

Men så må hun love love love at komme til hans kandidatfest. Der er jo det med Jeppe. Skal han sige til Jeppe, han ikke skal komme? For det kan han da godt.

Nej, det ville også være dumt. Og kunstigt. Og hun kan jo også lige så godt vænne sig til at omgås ham på en afslappet måde.

Så lover hun altså at komme?

Ja, hun kommer.

Pelle er zeppeliner igen. Han duver ned mod Hovedbanegården og er helt let og ædru og boblende. Hvor er hun dog sød, hende Eva. Det virker bare så rigtigt og naturligt alt sammen, når man er sammen med hende.

Det er ligesom om han hverken skal passe på, hvad han siger, eller spille op eller præstere noget. Der er ikke noget kunstigt eller krampagtigt over det.

Og det kan der godt være over det en gang imellem, når han er sammen med Tulte.

Må han indrømme.

Fordi han hele tiden er så bange for at miste hende, hvis han siger noget forkert.