Skolens store lyserøde cementklods lå og ødelagde udsigten. Det var ganske forbløffende at blive sendt tilbage til sin gamle alma mater i første vikartime. Der var gået tre et halvt år siden, Pelle sidst havde sat sine fødder på anstalten, så mareridtet var blevet mildnet en kende med årene. Men ye gods, hvor var det pragtfuldt at sidde i den rigtige ende af pisken. Forbløffende, hvad man fandt sig i af ydmygelser og arrogance dengang. Det skulle bare have været nu, så kunne man have sagt et par sandheder til de ynkelige skvatnavler, der var lærere der. Men enhver hr. Flovmand kunne selvfølgelig nemt bagefter sige, hvad han egentlig burde have sagt.

Små knortede unger og lange leddeløse realelever pilede forbi til alle sider. Pelle var et øjeblik lige ved at følge med strømmen ind i de store drenges gård, men kom så i tanke om sin nye værdighed og gik højtideligt op til den store hoveddør af glas. Det var en indgang, der kun blev brugt af lærere og postbude.

Der var komplet øde på gangene. Alumnerne dernede var ved at stille op i formation for at gå op i gåsegang, så snart klokken ringede. Linoleummet knirkede let under PeLles fødder, og den gammelkendte lugt af vådt tøj, æggemadder og bonevoks kom strømmende ind i hovedet på ham, så han var ved at gå omkuld.

Pelle havde en underlig hul fornemmelse under fødderne. Der var noget meget mærkeligt ved at gå ned ad disse tomme gange. Det var ligesom i en drøm. Pelle alene i skolen. Han gik ind og satte sig på lærerværelset. Det var et stort lokale med blankslidt gulv og utallige sedler og meddelelser rundt på alle væggene. Midt i lokalet stod et meget langt bord med en masse stole om. På bordet lå nogle af morgenaviserne - Berlingeren, Kristeligt Dagblad og Aktuelt. Der var ikke et øje nogle steder. Stadig med en fornemmelse af, at det hele ikke rigtig kunne passe, satte Pelle sig ned og så granskende på forsiderne. Stolens sprukne lædersæde knirkede under ham. Mærkeligt at have lov til at sidde der. Pelles højre øre prikkede, som ventede han ubevidst, Hans Haps eller hr. Danielsen skulle komme og hive ham i det og sige: Kan du så komme op fra den stol, din laban.

Han så på uret. Klokken var to minutter i otte, så der var tid nok til at komme ned i klassen.

Pludselig gik det op for ham, han ikke anede, hviLken klasse han skulle have. Han havde bare fået at vide, han skulle møde på skolen klokken otte. Han for spjættende op og flaksede ned til inspektørens kontor, hvor han forfjamsket busede lige ind uden at banke på. Hr. Bøndergård-Olsen så yderst forurettet op fra sit skrivebord. Pelle kunne lige høre det for sig: Kan du så komme udenfor og banke ordentligt på.

- Jeg skal være vikar her i dag, sagde Pelle hæsblæsende og hev sig nervøst i skægget.

- Åh ja, goddag. Hvad er Deres navn? spurgte Bondefjolset.

- Pelle Møriche Jensen, sagde Pelle.

- Javel, ja, det står her, Jensen.

Bøndergård-Olsen så pludselig op. En forædt kanin med guldtand. Afpelset og lyserød.

- Sig mig engang. Har De ikke gået her på skolen engang?

- Jo, det har jeg da rigtignok.

- Det var da morsomt.

Bøndergård-Olsen rejste sig op og strakte cn rund og blød hånd frem. Pelle tog den. Det var som at trykke på en klump skumgummi.

Bøndergård-Olsen blottede sin guldtand i noget, der utvivlsomt skulle tolkes som et smil. Chrysostomos.

- Vi synes altid, det er så udmærket, når tidligere elever kommer her som vikarer. De kender jo forholdene. Hvad laver du så nu?

Pelle bemærkede, at Bøndergård-Olsen pludselig sagde du. Men han gik ud fra, at han selv stadig skulle sige De.

- Jeg læser historie, sagde Pelle.

- Historie? Det er da et meget omfattende fag, ikke?

- Jo, det er temmelig stort.

- Og så er du måske snart ved at være færdig?

- Næ nej, jeg begyndte først i sommer.

- Nå, sådan. Javel, ja. Men det var da morsomt, sagde inspektøren og gav Pelle detaljeret besked om, hvem han skulle have dagen igennem. I første time skulle han have 6a i regning på nr. 49.

Det klasseværelse kendte han udmærket. Han havde haft det i tredje klasse engang i tidernes morgen.

Klokken ringede, mens han var på vej derop fra inspektørkontoret, og han veg ind til siden for at lade kohorterne myldre forbi. Det var sikkert også bedst at lade ungerne sætte sig pænt ned først.

Han gik mled raske skridt op til nummer 49 og smækkede døren op. Tredive rødder gloede måbende op pålham. 6a var altså en hanklasse. Gamle tiders traditioner blev end holdt i hævd på skolen, og uhæmmet kønsblanding forekom ingenlunde i de højere klasser.

- Hvad vil du? mumlede en yderst respektstridigt.

Pelle gik op til katedret og så med imperatorblik ud over klassen. Der lød hvisken og mumlen. Blandt andet kunne man tydeligt opfatte ordet "skægabe" indtil flere gange.

- Jeres regnelærer, hr. Mortensen, er syg i dag, sagde Pelle.

- Mæskemorten er syg, Mæskemorten er syg, jublede alle ungerne.

- Ti så stiLle, sagde Pelle ret højt. Man måtte sætte sig i respekt med det samme.

- Bare han har brækket benene, var der en, der sagde. 6a brølede og hvinede og hylede og trampede og klaprede med pultlåg, så det var fuldkommen umuligt at høre ørenlyd.

- Ti så stille, råbte Pelle.

Det svarede nogenlunde til et gråspurvepip i en maskinhal.

- Kan I så holde kæft! brølede Pelle, så lungerne blev brændende og begyndte at prikke tørt. Slimhinderne i svælget sprækkede i flere afdelinger. Der var ingen, der havde fortalt ham, at man skulle have lunger som en Wagnersanger til det job her.

Men det hjalp da så småt. Glædesskrigene svandt ned fra et stykke over smertegrænsen til rundt regnet 85 decibel.

- Nå, råbre Pelle. Hvor langt er I så kommet i bøgerne? Du der, vil du komme herop med din bog.

Den tiltalte fyr fra første række kom op. Han stillede sig nonchalant op ad katedret med en hånd begravet i lommen. Kammerateme fniste anerkendende. Det måtte han nak ikke hos Mæskemorten. Pelle valgte at ignorere det.

Fyren pegede på nogle stykker.

- Dertil, sagde han overlegent.

- Hvorfor har du så krydset alle de næste af også? spurgte Pelle fiffigt.

- Åe, jeg har regnet lidt forud derhjemme. Er det måske blevet forbudt?

Det var ikke rigtig til at trænge igennem. Selvfølgelig vidste Pelle, at de snød så vandet drev, og fik ham til at gennemgå stykker de havde haft for flere måneder siden. Men hvad fanden var der at gøre ved det?

Hvis bare ungerne ville holde nogenlunde kæft. Man kunne selvfølgelig smække stængerne op på katedret og lade taxametret tikke. Så måtte de sgu selv om resten. På den anden side havde man vel visse rudimentære fornemmelser af lærergerningens pligter. Så Pelle fandt et typisk kompromis, hvor han lod et par unger gennemgå nogle stykker, de kunne udenad, mens han selv og resten af klassen dvaskede. Så gik tiden da så nogenlunde.

Han sad og så sig om i klasseværelset. Sandelig om ikke de brunskimlede billeder var der endnu. Stormen på Dybbøl Skanse og Christian Firtal på "Enfoldigheden", som det rettelig burde have heddet. Han blev næsten rørt over at se, at den lille ståltrådskurv til tavlesvampen stadig hang skævt på et søm, som den havde gjort i begyndelsen af halvtredserne, da han gik i tredje klasse. Man værnede sgu om traditionerne her på stedet.

Det var en stor lettelse, da klokken ringede. Ungerne møflede ud over ryggen på hinanden. Egentlig burde de vel gå i rækker, men Pelle syntes, hans pædagogpligter over for den klasse var opfyldt og gik over til lærerværelset. Nogle af lærerne fik sig en hastig kop nescafé i det korte frikvarter. Der var to relativt unge, som Pelle ikke kendte, en indskrumpet tysklærerinde, der hed frk. Schmidt, som han aldrig selv havde haft, og to gamle kendinge: Hr. Hansen, populært kaldet Hans Haps, og historielæreren hr. Danielsen, der engang havde konfiskeret hans blade af politiske grunde.

De så høfligt op. da han kom ind. Der stod kopper og en kedel vand og nescafe på bordet, så Pelle tog bare. Han præsenterede sig og sagde, han skulle være vilkar i dag.

- Nej, er det Pelle? sagde Hansen med henrykkelse i stemmen. Jeg kunne slet ikke kende dig med alt det skæg.

- Næ, det havde jeg vist ikke i fjerde mellem.

- Hø, næ. Nå, så du er kommet herud?

Det var et af disse spørgsmål, der kun kunne besvares bekræftende.

- Det var da morsomt, Pelle. Og du skal være skolelærer?

- Ja, cand. mag.

- Nå, oven i købet?

Hansen lod som om Pelle var dlen forlome søn, der var vendt tilbage til fedekalven efter mange års fravær. Da Pelle gik i skole, stod de ikke på nogen særlig hjertelig fod med hinanden, for at sige det mildt, men nogle års afstand kaster altid et nænsomt slør over de banske realiteter.

- Hvad læser du så? spurgte Hansen.

- Historie, sagde Pelle.

- Det var da spændende. Og hvad mere?

- Ikke mere lige nu. Jeg er først lige begyndt her til sommer. Så jeg tror lige, jeg tager filosofikum, før jeg begynder på bifaget, sagde Pe11e høfligt.

- Jamen, det er da også en god idé. Held og Iykke med det.

Danielsen så over: - Var det historie, du sagde, du læste?

- Ja.

- Hm.

Så behøvede de ikke snakke mere om den sag. Danielsen havde altid givet Pelle elendige karakterer i historie, selv om det var det fag, han var mest interesseret i. Det var efter Pelles mening mest fordi, han gerne ville diskutere de forskellige ting, mens Danielsen krævede, at man holdt sig strengt til lærebogen for mellemskolen.

- Nå, hvor skal De så hen nu? spurgte den lille visne lærerinde.

- Jeg skal have en klasse, der hedder 6b, sagde Pelle henkastet, mens han tog en slurk af kaffen.

- Nå. Det er skolens værste klasse, sagde tysklærerinden. Den tidligere lærer er indlagt med nervesammenbrud.

Pelle var ved at få kaffen galt i halsen.

- Jeg har lige haft 6a, sagde han. Den var også ret skrap.

- Den? Det er de rene dydsmønstre. Næ, 6b. Den er streng. Men De kan jo altid sende urostifterne ned til inspektøren.

- Måske ville det hjælpe, hvis jeg tog en masse eftersidningssedler med derop, sagde Pelle i et fortvivlet forsøg på at være tapper.

- Et maskingevær ville være bedre, sagde den gamle lærerinde stille og indædt.

Klokken ringede. Flere etager borte kunne man høre den berygtede 6b, der havde siddet hele første time uden lærer. Der var kun et at gøre. Optræde bestemt og roligt med det samme.

Som følge heraf smækkede Pelle resolut døren op på vid gab, da han gik ind i klassen. Døren smækkede tilbage og ramte ham hårdt på næsen. Ungerne havde stukket et stykke viskelæder i klemme i dørsprækken, så døren fungerede som en slags boomerang. Det var da også helvedes, at man kunne glemme det ældgamle trick.

En flok hylende hanbavianer løb rundt mellem hinanden. Da de så Pelle, steg skrigene til uanede højder. 6a havde på sit højdepunkt mindet om Kastrup Lufthavn lige bagved et afgående jetfly, men i 6b føltes det, som om man havde stukket hele hovedet ind i dysen.

Pelle anbragte med fast og sikker hånd folk ved forskellige pulte. De klagede over, at det ikke var deres. Pelle sagde, han ikke ville tolerere uro. Han kunne lige så godlt have holdt tale på et døvstummeinstitut.

De elendige varylere brølede og galpede op. og Pelle måtte endnu engang overbelaste lungerne til det yderste. Det kunne lade sig gøre at få et par pulterrækker ad gangen til at holde kæft, men hver gan8 steg råberiet bag hans ryg bare til uanede højder, så det var det rene sisyfosarbejde. Pelle havde lyst til at lægge sig ned ved siden af den foregående lærer på en stille og afsondret afdeling.

For alle tilfældes skyld havde Pelle taget et par bøger med til at læse op af, bl.a. Scherfigs "Det forsømte forår". Han mente, det ville være en progressiv gerning at læse lidt af den, og da det nu var dansk, klassen havde, foreslog han det.

- Han spørger, om vi vil have historie. Gu vil vi da ej. Vi er ikke pattebørn, sagde en usædvanlig led fedtklump af en unge hånligt. Alle skreg indigneret op. og Pelle lagde Scherfig ned i mappen igen.

- Så kan I fanden galeme også være fri. Frem med læsebøgerne, brølede han som en tyr.

- Må du bande? sagde den fede. Så vil jeg sgu også bande, for fanden.

- Ti så stille.

- Kraftedderrøveme nej, når du må, må jeg sateme også.

Pelle gik ned til den fede unge og så strengt på ham:

- Nu tier du stille lige med det samme.

- Årh, pis mig på patterne.

Pelle lagde frygtelig roligt hænderne på ungens slaskeskuldre og sagde højt og indædt:

- Så holder du din kæft, din fedling. Ellers får du nogen på frakken.

Vild forarget mumlen. Drengen blev hvid i hovedet.

- Du har ikke lov til at sige, jeg er fed. Det er fejt.

Selvfølgelig havde Pelle ikke lov til det. Han fortrød det også ad helvede til. Det var præcis den slags ting, man foragtede de gamle idiotlærere for. Og så røg man selv i faldgruben med begge ben og overtrådte garanteret samtlige reglementer. Han havde også lovet ungen korporlige tæsk. Der kunne komme både skolekommission og fanden og hans pumpestok på. Og forældrene kunne finde på at blande sig. Pelle så lige for sig et møde med en eller anden havnearbejder med næver som brandspande. Min søn siger, De har truet ham med tørre tæsk og sagt i klassens påhør, han var fed og blævrende. Vil De lige komme med udenfor et øjeblik? Pelle gøs stille. Og her prøvede man bare at få dagen til at gå på en nogenlunde hæderlig måde.

Men han var også klar over, at han umuligt kunne tillade sig at tabe ansigt ved at sige undskyld, så han brummede bare et eller andet og gik op til katedret, hvor det lykkedes ham ved ren stemmeudfoldelse at få blæst alle danskbøgerne op på den rigtige side.

Klassen faldt nogenlunde til ro. Der var så stille, at man kunne have hørt en pult vælte.

Pelles lunger smertede. Han syntes, han i hvert fald burde thave faretillæg for det job her. Men det lykkedes at få set på lektien, der gudhjælpeme var Blichers gamle "Røverstuen", som han så udmærket huskede fra sin egen skoletid. Nogen tid gik så nogenlunde med. at Pelle spurgte om indholdet i fortællingen. Han skulle ikke gentage Hans Haps' idioti med at hænge sig i alle petitesserne.

Men ikke så snart var Pelle begyndt at synes, at det gik da så nogenlunde endda, før der opstod vil,de tumulter nede bag i lokalet.

- Hr. vikar, han tager min bog! skreg en fyr.

- Det er min.

- Giv den så tilbage.

To unger, der var tomatrøde i hovedet, begyndte at tæske 1øs på hinanden med arme og mapper. Øjeblikkelig tog hele klassen parti for den ene eller den anden og kastede sig skrigende ud i kampen.

Døren blev smækket op. og hr. Nikolajsen, som Pelle havde haft som klasselæ}er engang i underskolen, stod der:

- Er her ingen lærer i klassen? brølede han.

Alle tav øjeblikkelig.

- Jo, mig, sagde Pelle forsagt. Han ønskede vildt, han havde taget et job på en posefabrik i stedet for.

Det blik, Nikolajsen sendte ham, var ikke venligt. Han sendte tre tilfæ1dige unger ned til inspektøren og fik resten til at holde kæft ved at se på dem. Stilheden holdt sig resten af timen. Pelle skiftevis gennemgik Blicher og bed sig i knoerne.

Faneme nej om han nogen sinde ville have børn. De var da nogle underlige høveder. Når de var helt små lå de der bare som en slags melorme, der hverken kunne sige bu eller bæ. Og senere sad de og skreg med kastratstemmer. De havde flakkende reptiløjne og deres ånde lugtede af ballontyggegummi.

Pelles tanker om at afslutte menneskeheden i god ro og orden med den nuværende generation, blev bragt til ophør af klokkens ringen. De to næste timer var til gengæld et paradis og en lise. Skolen havde udvidet med nogle barakker, hvor man havde de allermindste gående. Som en interessant nyskabelse lod man børn af vidt forskelligt køn dele de samme lokaler. Pelle havde dem i regning, og de var levende interesserede og opmærksomme. Når de kom op til katederet for at vise ham noget, var de ved at kravle op på skødet af ham, og adskillige gange var der nogen, der i deres iver sagd!e "far" til ham. Pelle kunne mærke de værste sjælelige sår læges og tænkte på, at børnene sgu var gode nok i sig selv. Det var først efter, de havde været gennem hakkemaskinen et par år, de blev totalt ødelagte og ubrugelige.

Ja ja. Det kunne da godt være, han selv ville avle et par stykker alligevel.

Næstsidste time var en realklasse, og den gik også fint. Pelle læste et par kapitler af "Det forsømte forår" op. og de fik en god og fornuftig diskussion. Ganske vist var der kun tre eller fire af de tredive elever, der deltog aktivt i diskussionen. Men sådan var det jo også i Studentersamfundet og SF og alle mulige andre steder.

Sidste time var med en 7. pigeklasse i geografi. Hvis de halvstore drenge havde været nogle frygtelige skrigeballoner, var pigerne til gengæld så fulde af fnis, at de var ved at sprække.

Pelle prøvede tålmodigt at gennemgå karakteristika ved forskel1ige vestjyske byer.

- Og så du. Hvad er der så at fortælle om Skjern?

- Åe, det ved jeg såmænd ikke, sagde pigen og blafrede med lange, kunstige øjenvipper. Det er da en meget sød by. Synes De ikke også det, hr. lærer?

Pelle syntes ikke, det var nogen overdådig morsom bemærkning, men klassen var ved at gå til i undertrykte fnis. Pigen blinkede til ham med store øjne.

Pelle stred sig tappert gennem den opgivne lektie og ignorerede pigernes vilde flirten. Det værste ved det var. at flere af dem så ganske godt ud. De måtte være lige lidt under den kriminelle lavalder, men mange ,af dem havde yderst veludviklede former og vidste i højeste grad, hvordan de skulle fremhæve dem. Det var næsten ikke til at bære. Og med jævne mellemrum var der nogen, der hviskede noget, der fik de omkringsiddende til at eksplodere i fnis og hastige skråblikke op til katedret.

Men det gik da. De nåede både Skjern, Herning og Ringkøbing igennem på den ene eller den anden måde. Pelle smækkede bogen i, da der var ti minutter tilbage af timen, og sagde med venlig pædagogstemme:

- Nå, er der så nogen, der har nogen spørgsmål?

- Hr. lærer, hr. lærer.

Hun var lige ved at rejse sig op på tæerne af iver.

- Ja, hvad er der så?

- Hr. lærer - er De twistfans eller jazzbums?

De havde ikke noget til ham på vikaranvisningen næste morgen. Da han nu alligevel var kommet ret tidligt op. syntes han lige så godt, han kunne få noget ud af dagen, så han ringede resolut til Ella.

- Mnøe ggg, sagde hun.

- Hej, sagde han morgenfrisk. Skal jeg kornme ud og besøge dig?

- Mvø? Dikkeduddegåt.

Det var så en aftale, og han gik ned til stationen med udspilede næsebor og hapsede den klare frostluft i sig. Selve turen med våd uld, klumret belysning og folks purulente bronkier var knap så morsom. De elendige knastugler sad ligefrem og pumpede bakterier ud i rummet med vellyst. Men ude ved Virum var der til gengæld idyllerisk. Så snart man kom væk fra den sjappede hovedgade, lå der knirkende frostsne og luften var totalt renskuret. Pelle fyldte lungerne og gik rask til, men dog i et relativt værdigt tempo. Der var jo heLler ingen grund til at halse afsted med tungen ude af bukserne. De nåede nok det, der nås skulle. Bare hun nu ikke var stået op. Det var nemmere at nappe hende lige på sengekanten som en lille smålun morgencomplet. Forhåbentlig og -modentlig var hun alene hjemme. Ellers havde hun vel næppe indvilliget i, at han kunne komme derud tidligt om morgenen. Vil far holde mig i hånden, mens jeg boller med hr. Jensen? Nej, hun måtte være alene hjemme. Og om cirka tyve minutter ville hun kunne smykke sig med titlen: Verdens første Pellepuler. Hun boede på noget, der hed Nonnebakken, for at det ikke skulle være løgn. Inden Pelle gik derfra igen, turde hun formodentlig ikke vise sig i syv miles amkreds af det gadeskilt. Pelle kunne mærke, at hans tissemand var tung og saftig. Den strittede ikke endnu, men ventede bare på den mindste anledning til at folde sig ud og vifte med ørerne.

Hun kom ned og lukkede op iført negligé. Kors, hvor var hun stor. Sidst Pelle havde set hende, var hun foldet sammen i sofaen. Desuden havde han været lettere omtåget. Når hun stod op. var hun godt et halvt hoved højere end Pelle. Hun lignede en vægudsmykning af Leger. Negligeet var en Ole Lukøje-natkjole, der så ud som om den stammede fra Hærens overskudslager, og lyseblå trusser og bh. Stor dame, store patter. M.b.i.p., tænkte Pelle. Mig bide i patterne.

Han omfavnede og kyssede hende. Han kunne da nå rundt. Og hun var varm og blød at holde på.

- Mmmmm, sagde hun. Jeg er ikke engang stået op endnu. Vil du have en kop te?

Pelle bedyrede, at han havde spist morgenmad for længst, og absolut ikke havde lyst til mere. Hun forstod åbenbart en fin hentydning, for hun gik op ad trappen til første sal, og han fulgte efter. Hun sagde ikke noget om, at hun var alene hjemme, men det måtte man vel gå ud fra. Det ville være pinligt at få et skud hagl i røven, når man lige var i gang med det allerbedste.

Ellas værelse var blødt at se til, med flæsegardiner og ting og sager. Sengen stod op ad den ene væg. Den var meget smal, men det var vel kun en fordel. Der var en bogreol med temmelig mange bøger. I forbifarten opfattede Pelle en hel del franske fra Gallimard og Minuit. På væggene var der SAS rejseplakater med tukaner og dromedarer og DC 6'ere.

- Ih, hvor jeg fryser, sagde Ella og hoppede ned under dynen. Pelle satte sig på sengekanten og holdt hende i hånden. Der manglede kun en æske kattetunger for at det var ligesom et sygebesøg.

- Jeg må ellers have en alvorlig samtale med dig, sagde Ella og klemte hans hånd. Birgitte har advaret mig meget stærkt mod at have noget med dig at gøre.

- Nåe, har hun det7

Hvad hulen bildte den mæfikke sig ind? Hun kunne sgu da bare knytte sylten. Fordi hun lå og horede med Thøger hver anden dag, behøvede hun faneme ikke sdelægge det for andre.

- Jo, hun siger, du bare kaster dig over alle mulige piger til alle de fester, der er.

- Nå da.

- Og at det altid er en ny hver uge.

- Nå ja, hvad fanden. Det betyder da ikke noget.

- Nej, men så regner jeg også med. at jeg heller ikke betyder noget. Og hvis det ikke betyder noget for dig, så har jeg altså slet ikke lyst.

- Jamen, på en vis måde betyder det da noget. Jeg mener, jeg er da glad for, at vi har lært hinanden at kende. Meget mere kan jeg selvfølgelig ikke så godt sige endnu, for så grundigt kender vi jo heller ikke hinanden, men det kan da godt være, det udvikler sig til noget mere.

- Nå ja, men så kan det godt være, jeg vil vente med at gå videre, til jeg har set, om det nu også udvikler sig mere eller ej, for ellers synes jeg, det ville være sådan en dum fornemmelse.

- Hvis ikke man gør noget for det selv, udvikler det sig sgu da aldrig. Det er da ikke noget, der kommner helt automatisk af sig selv.

Han kyssede hende på øjenbrynsbuerne.

- Nej, men derfra og så til ligefrem at gå i seng med dig med det samme...

Nu havde hun sagt det. Det var taktisk uklogt af hende, for nu kunne han føre krigen ind på hendes banehalvdel. Gå i seng med? Han havde da aldrig snakket om at gå i seng med hende. Og da slet ikke lige med det samme. Før frokost, min gode dame7

- Hvis vi nu tager den helt med ro og ordner sagerne i den rækkefølge, de kommer, går det nok, sagde Pelle.

- Jamen, så er der også noget andet, sagde hun og så på ham med store øjne. Hun kantede en hånd frem af dynen og strøg ham over kinderne. Jeg er faktisk bange for det. For jeg har aldrig prøvet det før.

Så for helvede, den var værre. Så var det som når to blinde negre skulle slås i en kulkælder.

- Der er ikke noget at være bange for. Det er da bare dejligt, sagde Pelle. Ikke om så syv vilde djævle klemte ham på nosserne med glødende tænger, skulle han indrømme, at han selv var novice på området. Tænk hvis det gik videre til de andre. Hvad kunne Thøger ikke få ud af det7

- Jeg er bange for, det gør ondt, sagde hun.

- Det er kun meget lidt.

- Det gjorde ondt i lørdags, da du rørte ved mig. Og jeg tror også, det blødte en lille smule.

- Nå, men så gør det overhovedet ikke ondt denne gang.

- Er du sikker på det7

- Fuldkommen.

Pelle havde en fornemmelse af, at al den snak bare gjorde det helt umuligt, så han lagde sig ned ved siden af hende og holdt om hende. Lidt efter begyndte han at tage tøjet af. Hun stoppede ham. De diskuterede sagen og efter lange forhandlinger nåede de frem til, at han gerne måtte tage tøjet af og lægge sig ind under dynen sammen med hende. Han beholdt underbukserne på, for ellers blev hun måske bange eller noget.

Efter endnu en del snak frem og tilbage fik Pelle lov til at ligge oven på hende. Med tissemanden kunne han gennem .sine egne og hen,des underbukser mærke, at hun var blød og varm. Han halede nedad i hendes elastik, og med en overraskende beslutsom bevægelse krængede hun selv trusserne af. Pelle skyndte sig at følge trop og lægge sig op mellem hendes ben. Spidsen af den var helt oppe ved skamlæberne. Så manglede der bare et ganske lille ryk.

- Du må aleså ikke komme ind. Ikke endnu i hvert fald, sagde hun.

Pelle prøvede på at støde til alligevel, men den gled ved siden af og op i hårene. De kildede, og det fik ham til at komme. Det splaskede ud over maven på hende. Det var lidt pinligt, syntes han, så han fortsatte med bevægelseme og håbede, hun ikke havde opdaget alt for meget. Et øjeblik truede den med at synke helt sammen, men så rejste den sig til fomyet indsats. Samtidig lod han hænderne, der havde holdt hende om hofterne, glide ned, og foretog vaginaleksploration. Hun var meget våd og klistret nu. Lagenet begyndte så småt at se underligt ud. Hver gang, han stak en finger op. klynkede hun lidt og nogle gange sagde hun, det gjorde ondt. Han krummede sig sammen og kyssede hende mellem benene. Ikke fordi det ophidsede ham synderlig. Gejsten var unægtelig gået af skt. Gertrud. Han var lige ved at finde det en smule uæstetisk, så smattet hun var. Men nu skulle det fanden galeme være.

- Det stikker med det skæg, sagde hun anklagende.

- Nå, sagde Pelle og dukkede op over maven igen.

Det ringede på døren, og Ella smuttede op. Pelle blev liggende og gloede på sine fingre, der havde været oppe i damen den sidste halve time. De var blevet fuldkommen vaskekonerynkede. Det var så vidt han kunne høre et bud med et eller andet. Hun kom op igen, og de fortsatte den afbrudte seance. Hun var også så småt begyndlt at pille ved hans forskellige kønneste dele, men hun gjorde det meget klodset, syntes han nok.

Så var tiden inde til atter at ligge mellem hendes ben. Denne gang var den lige ved at være der, men så sagde det desværre plut en gang til, og han slaskede helt sammen og var ved at falde i søvn oven på hende. Mens han lå der lettere groggy, ringede telefonen og Ella sprang op og kvidrede muntert med en eller anden veninde. Hun kom tilbage til en efterhånden noget dødfødt Pelle. Han havde ellers været helt glad for at kunne ligge alene og slappe af et øjeblik, men pligten kaldte, så han fortsatte med at lege avlstyr. Hjertet gungrede 1øs som en trommesolo med Billy Higgins. Det endte med at han vendte det hvide ud af øjnene for good.

De sagde ikke noget til hinanilen, men oksede sammenbidt Løs. Pelle havde efterhånden indtil flere fingre ad gangen op i hendes ophedede indre. Men hun ville stadig ikke give ham lov til at komme indenfor. Nu skulle det faneme snart være. Hvis den gik på ham en gang til, kunne han sælges til hundemad med det samme.

Telefonen ringede, og Ella jumbede op igen. Smat, sagde det, da Pelles fingre ploppede ud. Hun kom tilbage nogle minutter efter.

- Det var min mor, sagde hun og lagde sig ned igen. De fortsatte.

- Nå, sagde Pelle. Nu synes jeg altså, det skal være.

- Nå ja så, sagde Ella. Men tag endelig noget på.

Pelle fiskede ud efter sin tegnebog i baglommen og fandt kondomerne frem. Bare de ikke var mørnede af at have ligget ubrugt så længe.

- Birgitte rådede til at bruge to uden på hinanden for en sikkerheds skyld, sagde hun. Det gør Thøger altid.

De havde nok rigtig diskuteret sagen på forhånd.

- Nej, det er fjollet, sagde Pelle. Et er rigeligt.

Han krængede det på. Tissemanden buklede betænkeligt sammen på midten, men det gik vel.

Pelle proppede den ind mellem hendes kysk sammenpressede lår ag fik anbragt kalorius mellem skamlæberne. Men længere gik det ikke.

- Nej, det er ikke godt nok sådan, sagde hun.

- Du bliver nedt til at sprede benene lidt, sagde han.

Det gjorde hun. Men han kunne stadig ikke finde vej, selv om han lukkede det ene øje og førte den med to fingre.

- Hvis du nu løftede benene lidt op og spredte dem noget mere. Så ville det blive nemmere at komme til, sagde han.

- Nej, det vil jeg altså ikke, sagde hun genert.

- Nå, men du kan nok se, det ikke rigtig går sådan her.

Tænk at det skulle være så besværligt. Han havde altid troet, det gik ganske let. Men den blev ved med at glide af uden at komme rigtig op. Og det værste var. at den blev blødere og blødere og brækkede på midten.

- Nå, nu kan jeg ikke mere, sagde han tilsidst indædt. Nu må du prøve.

Men det ville hun ikke. Hun sagde, der nok ikke var noget at gøre, og nu ville hun op og tage bad. Pelle tænkte på, om hun havde fået orgasme, men det troede han ikke rigtig. Hun havde i hvert fald ikke skreget.

Det var pisseærgerligt, det ikke var blevet til noget, for han syntes da ellers, han havde været ihærdig nok.

Hun stod op og gik ud på badeværelset og åbnede for bruseren. Pelle tog tøjet på og gik ned i stuen. Han spillede "On top of Old Smoky" og "Red River Valley" på klaveret. Lidt efter kom Ella ned, og han sagde farvel. Han skulle se at komme hjem og læse, før det blev alt for sent på dagen. Men om ikke andet var der nok fest næste lordag, og så skunne de jo ses der.

- Du er vel ikke alt for skuffet? sagde hun.

- Næ, det er da helt i orden.

Hun tav lidt. Så sagde hun:

- Jeg var virkelig glad for det. Nu har jeg da konstateret, at jeg godt kan.

Det har jeg desværre ikke, tænkte Pelle. Måske er min anatomiske opbygning jhelt forkert. Måske er jeg i virkeligheden impotent.

Han tænkte på de smerter, han havde haft i nosserne og så for sig, hvordan den henfaldne materie sivede ud ad porerne som mørk sirup, når man trykkede på dem. Han gøs.

Dybt deprimeret gik han ned til Virum station. Han havde tabt lidt af lysten til at have mere med Ella at gøre, men det syntes han på den anden side ikke, han kunne være bekendt. Han ville i hvert fald prøve en gang til - på 1ørdag. Hvis det så heller ikke gik der, måtte han søge optagelse i Benedictinerordenen.

8

S-togsmotoren durrede under ham som en anden vibrator. Det begyndte at prikke allerbagest i pungen, og lidt efter blev der åbnet for blodsluserne. En svag forhøjning af lodenfrakken viste, hvor tissemanden pegede frem med krøget pegefinger. Han fik kantet en hånd ned i bukserne og lirket kalorius på højkant. Det kunne lige passe, man blev anholdt for utilbørlige blottelser i offentligt transportrniddel, efter at man forgæves havde prøvet at få den til at rej,se sig høfligt op for en dame de sidste mange timer. Han var rasende på den. Hvad fanden lignede det at stå og lege blodpølse i Btoget efter at have svigtet ham så groft? Indædt stirrede han ud ad vinduet og så burgøjsernes villaer glide forbi. Elendige pak. Op i Iygtepælen med hele bundtet.

Det var noget lort det hele. Tre uger tilbage af juleferien, og der var så helvedes meget, han skulle nå at læse. Cipolla var han færdig med. men så var der den store tyske. Ye gods. Og kronologi og diplomatik ikke at forglemme. Det skulle de begynde på nu, og folk på holdet havde sagt, man blev nødt til at være nogenlunde orienteret i emnet, før forelæsningerne begyndte. Han havde prøvet at se på nogle duplikerede oversigter, han havde lånt, men det var det rene lort og latin. Quoniam uiuax est literarum memoria, in factis stabilibus earum necessario subsidium impetratur. Det var en arenga. Ikke at forveksle med publicatio, der kom bagefter, eller intitulatio, der kom før. Resten kunne han ikke huske. Der var noget, der hed sanctio, men det var lidt uklart, hvor det stod henne i diplomet, og hvad hulen der egentlig var meningen med det.

Tissemanden var krympet ved tanken om Valdemar den andens privilegiebrev for Løgumkloster. Et virksomt middel, hvis man skulle få brug for et en anden gang.

Nå. Han så på uret. På en eller anden besynderlig måde var hele formiddagen gået. Klokken var halv et. Det måtte være ny dansk rekord i forhindringsløb for samlejeaspiranter. Han kunne lige så godt se at få noget ud af dagen. Imorgen skulle han ringe til vikaranvisningen igen. Det var simpelt hen nødvendigt, der kom nogle kroner i kassen, nu hvor han havde tid til at gøre noget ved det. Legaterne blev opslået sidst på måneden. Han kunne nok regne med fire-fem tusinde eller deromkring. Men ingen hjælper den, der ej sig selv hjælper, så der var ikke andet at gøre end at tæve lærdom ind i de sære små kreaturer på kommuneskolerne de næste uger.

Men først ind til Munksgaard og se, om de havde fået "Wirtschaftsgeschichte der Neuzeit" af Hans Haussherr.

Det havde de. Den kostede så ugudeligt meget som 56 kroner, men det var også en ordentlig moppedreng på mere end 500 sider. Den skulle han helst nå at gennemgå kursorisk inden forårssemestret begyndte. Stihlle gysende stod han og bladede i den, mens damen lagde hans kontokort i aftrykmaskinen. Viertes Kapitel. Der Silber- und Kupferbergbau in Deutschland und Ungarn ... Dies "BerggeschreiN machte zunächst eine Anzahl von kleinen Kapitalisten flüssig, die sich in Händen von bergbaufremden Privaten befanden. Der var sgu noget at gå i krig med.

Nu han havde kontokortet fremme, kunne han selvfølgelig lige så godt se på, om der var andet, man skulle have med hjem. Det var der ikke, men han bestemte sig til at gå ned til Arnold Busck og kigge, nu han havde bukserne nede. Han havde kontokort til alle de steder, hvor man overhovedet kunne få det.

Et besøg i en boghandel kunne mageligt tage en times tid. Pelle bevægede sig sidelæns som en krabbe langs alle reolerne og tog forskellige bøger ned og læste lidt hist og her. Han endte som sædvanlig nede i den medicinske og farmakologis;ke afdeling. Helvedes interessant. Han havde efterhånden været gennem de fleste af værkerne og blev helt sur, når et, han var i gang med. var solgt. Bulmeurt (Hyoscyamus niger) indeholder atropin. På engelsk hedder den "henbane", hvilket skyldes, at taterne stak en lægte med ulmende bulmeurtsfrø ind un,der sovende høns. De droppede så ned i sækken uden en lyd, og man undgik at forstyrre ejeren. I Mellemeuropa troede man, at man kunne fremkalde regn ved at binde en lille frisk kvist bulmeurt under lilletåen på en nøgen jomfru og lede hende ud over markerne.

Se se. Pelle tænkte på, om man kunne holde lægter med rygende frø ind under nøgne jomfruer, så de ploppede om i dynerne. Anvendt toxikologi for lægmand.

Atropin indeholdtes også i astmacigaretter, der kunne købes på ethvert apotek. Fremkaldte pupildilatation og virkede centralnervestimulerende. Aha. Empiriske eksperimenter var måske ikke af vejen. På den anden side så det ud til, at man også kunne få krampe og lammelser, så doseringen måtte i hvert fald være ganske nøjagtig.

Pelle stillede lærebogen i toxikologi op på hylden igen og tog en anden bog ned. Den handllede om tropesygdomme og indeholdt verdens mest realistiske farvebilleder. Føj for helvede. Der var noget om nogle små kreaturer, der borer sig ind i alle kropsåbninger og spiler modhagerne ud, omtrent som når man slår en paraply op. Må skæres ud. Snegle og rundorme i sand overdådighed smykkede bogens plancher mellem tropebuboner og yaws. Hjælp mand. Jeg vil aldrig længere sydpå end til Næstved.

- Nej, nu er det på tide at komme op. tænkte Pelle, da han opdagede, at han havde de fleste kendte symptomer på malaria. Den grufulde "kolden" var vendt tilbage til Danmark efter mange års fravær. Og hvorfor ikke? Han havde med sikkerhed set anophelesmyg ved Furesøen. Og begyndte han ikke at få kulderystninger, samtidig med at panden blev varm af feber? Giv agt, manne. Plasmodierne går til angreb. Op på Købmagergade i en fart.

Da han var kommet op i kulden, fortog malariaangrebet sig hastigt, men til gengæld opdagede han, at han skulle tisse noget så gudsjammerligt. Med sammenknebne lår overvejede han situationen og besluttede sig til lige at smutte ned på "Det lille apotek", der vist var det nærmeste sted, hvor man kunne komme af med vandet.

- En tuborg, sagde han i forbifarten til tjeneren, mens han med stive skridt hastede ud til det primitive gårdlokum ude bagved. Man blev jo nok nødt til at tage en enkelt for et syns skyld. Der var en, der råbte Pelle, men lige nu var det umuligt at stoppe op og se nærmere efter.

Let og i opdrift som en zeppeliner svævede Pelle to minutter efter ind i skænkestuen, hvor sure Holbergfigurer gloede ondt på ham fra gnidrede vægbilleder.

- Pelle, var der igen en, der råbte. Kom så med dig, din store lort.

Den pågældende havde særdeles tykt mæle. Overforfrisket, straks fra om formiddagen. Utilbørligt. Pelle så sig om med let udspilede næsebor og øjenbryn syv millimeter under hårgrænsen.

- Pelle, brolede manden igen, og Pelie så, at det var en yderst fordrukken udgave af hans gamle klassekainmerat, Jan. Det var dog som helvedes. Han havde kun set Jan i forbifarten de sidste år. Det var ikke sådan, når man kom i gymnasiet og mere eller mindre skiftede vennekredsen ud. Han fandt sin øl, der hvor tjeneren havde stillet den i ensom majestæt, og tog den med over tii Jan, der virkede så udflydende, at han måtte kunne spises med sugerør.

- Pelle, hvad fanden, mand, ,det er jo Pelle, råbte Jan henrykt. Pelle nikkede og smilede forekommende.

- Ved du hvad jeg er? Jeg er fuld, fastslog Jan, ganske i overensstemmelse med sandheden.

- Nå da da, sagde Pelle og skænkede øl op.

- Og ved du, hvorfor jeg er fuld? sagde Jan.

- Formodentlig fordi du har drukket en ugudelig mængde pilsnere? foreslog Pelle, men det viste sig, at det ikke var en sådan behavioristisk forklaring, Jan tilsigtede. Han ville åbenbare de dybere bevæggrunde.

- Jeg er fuld, fordi jeg kommer lige fra min forlovelsesfest, fastslog Jan og slog ud med armene, så Pelle klamrede sig til sin øl. Hvad siger du så?

- Tillykke, sagde Pelle. Nå, så du er blevet forlovet. Er det ikke lidt usædvanligt at holde forlovelsesfest om mandagen?

- Nej, op i røven med det. Det var i lørdags, ikke? Og jeg har sateme ikke været på arbejde siden. Du skulle have været med til den fest, mand. Hvorfor kom du ikke?

Pelle gad ikke forklare, at han ikke var blevet inviteret. I stedet spurgte han, hvem der var den lykkelige udvalgte.

- Gurli, selvfølgelig. Du ved da godt, vi har kommet sammen et halvt år. Hvad siger du så?

Pelle sagde pling i sit stille indre. Gurli. Den skønne lyshårede med de store blå øjne. Han havde ærlig talt næsten glemt hende igen, men nu dukkede hun pludselig frem for hans indre blik, blød og yppig. Han blev lidt fornærmet over, at det var Jan, der var trukket af med hende. Egentlig burde alle piger først vælge ham. Så kunne alle andre få dem, han vragede.

- Gir du så ikke en øl? sagde Jan. Det måtte Pelle jo så gøre.

-Vil du dermed sige, du har været på værtshus fra lørdag til tirsdag? spurgte han.

- Ja, faneme, sagde Jan så stolt, som havde han lige taget idrætsmærket i guld med emalje. Gurli ville ikke med, men så tog jeg bare afsted sammen med alle vennerne. Jeg sov hjemme hos Asger i nat. Hvor helvede er Asger blevet af?

Han så sig om, men Asger var ikke at finde nogen steder.

- Tror du ikke, du skulle se at komme hjem, mand? sagde Pelle, men det optog Jan nærmest som en personlig fornærmelse. Det var sgu ikke hver dag, man kom i byen, så den skulle have hele armen. Ja ja, det måtte han jo da selv om. Pelle skulle hjem og læse Hausherr.

- Ved du, hvad vi skal? sagde Jan. Nu skal vi ud og drikke en masse bajere. Pelle, din gamle røv. Det er faneme dejligt at se dig igen.

Jan omklamrede Pelle, der forsøgte at klemme sig ovenud som tandpasta af tuben.

- Ja, jeg skal ikke nogen steder, sagde Pelle. Det er vist ikke rigtig opportunt.

Jan gloede på ham.

- Det er schkide oppor, sagde han. Tunt, tilføjede han lidt efter. Han saksede ud med armene for at bestille flere bajere. Han hældte dem åbenbart lige ned. Pelle havde drukket sin første nu og kunne allerede mærke en ganske vag murren i hjernebarken. Men selvfølgelig... Der kunne da ikke ske noget ved lige at tage en eller to til. Men så skulle det også være slut. Så var det bare med at komme til hest og se at få bestilt noget.

Jan forklarede Pelle, at Gurli var en dejlig pige. Hundrede procent. Nu var de altså blevet ringforlovet, og de regnede med. at de skulle giftes til sommer. Gurli var frisk, hele vejen i.gennem. Hun var ikke sådan en, der blev sur, bare fordi man gik på værtshus.

- Er det tirsdatg? sagde han eftertænksomt. Hvor fanden har jeg så været alle de andre dage? Nå... op i røven med det. Hvor fanden er Asger henne? Den gamle røv.

Pelle drak sin øl nummer to. Jan bestilte bare ind, så der stod allerede to til foran ham. Dette måtte snart have en ende. Jan var ved at forklare, at han ikke havde været fuld i to år. Men nu havde han fået lige så hatten den passede. Var der måske noget i vejen med det? Hvad fanden mand, var han måske ikke ungkarl endnu? Og var det ikke med bare at få udnyttet den sidste tid, inden man skulle sige farvel til det hele?

Jans tøj var usandsynligt krøllet. Han havde slips på, men knuden sad en halv meter nede på brystet. Hans hår hang slapt ned over det ene øjenbryn. Og hans ansigtsfarve mindede om ymer med solbærsyltetøj. Han forklarede Pelle, at han var blevet ansat inden for shippingbranchen. Spyttet fløjtede ud til alle sider, da han sagde det. Schtschippenbrangschtschen. Schkideinteresschant, mand. Og der var muligheder for at komme ud i verden.

- Så jeg kan jo ikke gå rundt og se sådan ud, sagde han og hev Pelle i skægget. Det gjorde ondt.

- Næ, det kan du vel ikke, sagde Pelle.

- Du er på unnerverscherscheeet, ikke? sagde Jan. Det måtte Pelle jo indrømme, han var.

- Det ville jeg sgu også have været. Men du ved nok ...

Pelle så høfligt forekommende på ham, men der kom ingen yderligere forklaringer. Det kunne jo også være det samme.

- Ved du hvad jeg tjener? sagde Jan. Det vidste Pelle ikke. Han var også ligeglad.

- Prøv at gætte, sagde Jan. Pelle sagde, han opgav på forhånd. Jan sagde, at han garanteret tjente flere penge end Pelle nogen sinde havde set på én gang.

- Ja, du har vel ikke noget, sagde han. De studenter har sgu altid røven ude af bukserne. Zjener: En bajer til schtudenten.

Pelle tænkte på, hvad Jan egentlig lavede. Han så bestemt ikke ud som om han sad på et.af ØKs kontorer eller noget i den retning. Shippingbranchen. Lager og pak?

Det var nu alligevel ganske rart med de tre pils, man havde fået indenbords. Man måtte jo have været i væskeunderskud. Pe]le følte sig spirituel og havde lyst til en gang verbal pingpong med en eller anden værdig modstander. Jan kunne næppe siges at være kvalificeret. Trist. Han så sig om i lokalet, men der var næsten ingen. Så måtte man jo nok,hellere falde ned og tage hjem.

Jan begyndte at komme ind på gamle skoleminder. Det kunne såmænd være ganske skægt at fordybe sig i dem engang imellem. Tilsyneladende havde de sidste øl gjort Jan lidt klarere i hovedet igen. Forbløffende, efter hvad manden havde været igennem. Det var måske den døendes s!idste krampetrækninger. Ave Cæsar, morituri te salutamus. Eller også var det det fænomen, der vist nok fandtes: at man kunne drilcke sig ædru, hvis man konsumerede tilstrækkelig meget.

- Ved du hvad, her er? sagde Jan, da de var nået gennem de opstillede flasker. Her er røvkedeligt.

- Ja, vi må nok hellere se at finde hjem, sagde Pelle. Skal vi deles om en taxa? Vi skal jo samme vej.

- Hjem? sagde Jan forarget. Hvad er det for noget? Nej, ved du hvad, vi skal, du? Vi skal faneme i Nyhavn.

- Åe nej, sagde Pelle. Han havde aldrig været der, men havde en fornemmelse af, at det var noget med store fordrukne læs, der kun tænkte på at smække folk øretæver, og afdankede ludere. På den anden side kunne,d,et være ganske interessant at opsøge virkelig folkelige steder. Som akademiker levede man i en lille enklave af verden. Hvorfor ikke tage ud og betragte det rå og usødede liv, som det levedes på de usleste steder?

Han hjalp Jan frakken på. Det var uhyre besværligt, for Jan ville hele tiden gå forlæns ind i den og knappes på ryggen. Men det lykkedes da til sidst. Jan hyrede en vogn lige udenfor. Pelle syntes, det var noget pjat, for de kunne da nok gå den smule vej. Men det mente Jan altså ikke.

- Øresund! beordrede han, og de kørte så derned.

Der var uhyre blåt og skummelt dernede. En trio bestående af to guitarister og en harmoniliaspiller var i gang med sæsonens tophit: "Der er hul midt i spandenn." Det fåtallige publikum, der sad som strandede sælhunde rundt om ved bordene, sang med. Enkelte par daskede Etrægt rundt med hinanden ude på gulvet. The dregs of humanity. Det var næsten for meget at tage, når solen skinnede udenfor. Men når de nu engang var her, måtte de hellere studere de interessante dyr. Det var som at være i zoologisk have. Pelle lod sig trække med ned ved et bord, hvor der i forvejen sad to svulmende halvtredsårige herrer med purpurfarvede hoveder.

Jans skjorte skinnede ultraviolet. Han holdt med begge hænder om sin flaske og så mere derangeret ud end for ti minutter siden. Han havde nok ikke kunnet holde til at blive skrumplet rundt i hyrevognen.

Pelle så sig omkring. Mor, er dette her folket? Bider det? Nej, sludder og vrøvl. Dette her var bare et tilfældigt skrabsammen af alt mulig. Havnens brokkasse. Folket, det var alle de små folkenarkomaner med deres fjernsyn og småkager.

Det er edderbuhkeme svært at være socialist, sagde han til sig selv. Hvor er de klassebevidste arbejdere blevet æf? Hvor er det store sunde proletariat? Uddløde folket virkelig omkring første verdenskrig? Fik det gullaschen galt i halsen og kvaltes ynkeligt? Er der ikke andet tilbage end alle disse små domesticated animals rundt omkring, og så lidt vraggods ude i udkanten? Det store platfodede danske folk. Forædte og korrupte æder de de fattige landes proteiner og mæsker sig i bøffer, mens inderne sulter.

Trioen havde gynget sig gennem sangen om spanden og var nu godt i gang med en anden melodi, der havde publikums bevågenhed:

Det var sgu noget, folk kunne synge med på. De brølede med brankede stemmer og slog germansk takt med flaskerne. Pelle tænkte på de lotter, han havde set i s-toget. Ansigter, der ikke bestod af andet end kalkede flader og hestetænder. Hårdtpumpede Gentoftepatter og ben som bundgarnspæle.

Pelle kunne mærke, at hans lyst til at diskutere på et højt plan blev kendeligt afstumpet. Kontaktbehovet kom langsomt snigende. Om et øjeblik begyndte han sgu nok at synge med.

Han så over på Jan, der var sunket helt sammen og gylpede stille. Ingen hjælp fra den kant. Fantastisk, at netop Jan var trukket af med Gurli. Men ... Pelle slog tankemæssigt ud med hænderne... Why not? Jan var sgu god nok. Det var bare trist at se ham så slatten.

- Skål, sagde en af de store, skvulpende herrer ved bordet.

- Skål, sagde Pelle og blottede tænderne i et Iydløst flagermusesmil.

- Det var en hård fødsel, sagde den anden.

- Såe? sagde Pelle. Gud ved, hvad man mente med det.

- Ja, hun tog hele kransen med. fortsatte fyren.

- Åe, de par kvitefittehår, sagde den første og pegede på Pelles skæg.

- Ha ha, sagde Pelle hult.

Han gik ud for at tisse for at få tiden til at gå med noget. To rødblissede herrer af samme vægtklasse som dem ved bordet trængtes om kummerne. Pelle lod sig sive ind mellem dem og trak tissemanden ud. De pissede som heste. Pelle lukkede øjnene og prøvede at få noget til at komme ud, men den var pludselig gået i baglås, som havde han slået knude på den. Mentalt koncentrerede han sig om et punkt i mellemkødet og prøvede at presse fremad. Pjut, sagde det bare, og så kom der et lille skvæt. De to fede så vist nok ned på ham. Det var skrækkelig pinligt. Han rystede den og lynede op og gik ud med røde ører. Herrerne flød sammen om midterkummen igen og pissede videre, som om de blev betalt for det.

En af bordherrerne havde fundet en cerut frem, der lugtede som afbrændt madras.

- Hvad helvede er det for noget hø? sagde den anden og viftede ud med en kødfuld hånd.

- Ja, jeg synes sgu heller ikke, den er god.

- Hvorfor ryger du den så?

- Det er Brugsens.

- Hvad så?

- Jo, forstår du: det er jo kooperativt, ikke? Så jeg synes, man bliver nødt til at støtte dem. Men jeg har været gennem dem alle sammen og de smager ad helvede til hele bundtet.

Aha, tænkte Pelle. Han er dog på sit plan en forkæmper for socalismen. Selv om jeg personlig nødig vil gå over til Fællesforeningens fejlfarvede for at vise mit solidariske sindelag.

- Brugsen? Det er sgu bare røv og nøgler, sagde den ikke-cerutrygende, og det udviklede der sig så en lille diskussion om. Pelle blandede sig og sagde noget om andelstanken og dens betydning som led i udviklingen.

- Jo, forstår du, det er det, vi skal frem til, ikke? Det er sådan et system, hvor man altså arbejder sammen om at nå noget, ikke?

Til sin skræk opdagede han, at hans stemme automatisk blev rund og Stauningfolkelig. Han snobbede nedad. Og han kunne selv mærke, der var noget pinligt falsk i det hele, så han følte sig ramt, da Brugsmodstanderen vrissede:

- Årh, du er sgu så klog, du kunne undvære hovedet.

- Hvis jeg ikke havde hovedet, kunne jeg netop ikke være klog, sagde Pelle automatisk, og manden så lidende ud.

Pelle var igen uden for samtalen, og koncentrerede sig om sin pilsner. Jan sad ret op og ned og sov med øjne som glaskugler.

Pelle rejste sig resolut op. Han havde lyst til at snakke med folk. Hvem fanden var der? Han gik over til et andet bord, hvor der sad nogle unge fyre. Dem var han sikkert mere på bølgelængde med. De snakkede mest om øl, kusse og hornmusik, og den samtale kunne man selvfølgelig altid deltage i. Pelle kom med nogle udvalgte eksempler på begivenheder fra tidligere tiders fester. Det var ikke noget, der vakte den store og vilde begejstring, men han følte sig i hvert fald mere eller mindre accepteret. En af fyrene rejste sig op og gik ud på lokum.

- Ah. Det er skønt at skide, sagde han, da han kom ind igen og satte sig tungt ned.

- Javist, javist, sagde Pelle. Ganske dejligt...

De andre snakkede igen uden om ham, og han sank ned i kontemplativ ro over sin øl. Folks samtale var kørt ind i en rille, det åbenbart var umuligt at komme ud af igen:

- Den er sgu ellers højt oppe.

- Ja, det sagde hun også i går.

- Årh, kommer du nu med den igen ?

- Ja, det sagde hun også i går.

- Nå, sagde en af dem for at bryde ud. Du der - atombums med skægget. Synes du ikke, du skulle give en omgang for at få lov til at sidde med ved de voksnes bord?

Det kunne Pelle da godt. Der kom bajere, og de skålede og var sgu meget gode venner alligevel. Pelle så over på Jan, der nu var gledet halvt ned ad stolen. Det varede nok ikke længe, før han blev verfet ud.

- Her er faneme ikke atndet end to ludere og en lommetyv, sagde en af Pelles nye venner. Skal vi ikke meget hellere tage ud på Gummihjømet?

Pelle anede ikke, hvor det var, men nu ville han holde sig til. Han hældte Jan ud i en taxa og gav manden adressen og gik ind for at klamre sig til sin skuldertaske med Hausherr, mens de andre diskuterede, om de skulle blive på Øresund eller tage videre. De blev enige om at tage videre.

Der var ingen, der direkte opfordrede Pelle til at tage med. men det var han efterhånden helt ligeglad med. Der var heller ingen, der sagde, han ikke måtte.

Gummihjørnet lå på det mørkeste Nørrebro, over for en kirke. Det var et meget fredeligt sted med halvgamle druksutter. Pelle slog sig ned ved et bord med de folk, han var kommet med. og så sig interesseret om. Han havde aldrig været den slags steder før.

Ved et bord sad en ældre, uhyre nobel herre i lang, grå frakke sammen med en meget ung pige med papegøjegrøn kjole og sorte nylonstrømper. Hun havde mørkt, touperet hår. Ved et andet bord sad fire-fem mænd i arbejdstøj og drak øl og snaps. Andre gæster var der ikke.

- Ketty, hvad med en lille sang? sagde en af arbejdsmændene til servitricen, der var moderlig, hennafarvet og cirka halvtreds.

Nej, det havde hun nu ikke lyst til, men de andre blev ved med at presse på, og til sidst lod hun sig overtale. Hun dansede rundt mellem bordene og slog lidt ud med hænderne, mens hun sang en nørrebrosk folkevise: Oppe på kvisten, hvor svalerne flyr. Den var uendelig sørgelig. Den handlede om en luder, der lå for døden. Hun havde ikke husket på, hvad hendes kære mor havde sagt, og nu var det for sent. Den papegøjegrønne græd, som var hun pisket, og den ældre herre beroligede hende, så det touperede hår var ved at glide i et lavineskred ned over ansigtet.

Pelle hørte henrykt efter. Dette her var sgu den ægte vare. Bare han havde en lille Uher. Han måtte kunne låne en et eller andet sted. Han var sikker på, at Dansk Folkemindesamling ikke havde den sang. En ægte, folkelig tradition levede her på stedet.

Pelles Øresundskammerater råbte på øl midt i det hele, så den grønne - der viste sig at hedde Alice - blev pissefornærmet. Pelle føLte sig også stødt over deres manglende taktfølelse. Kunne de ikke forstå, at de stod over for et stykke gedigent folkekunst, der stort set var uddødt ude i den store verden?

Ketty sagde, de lige kunne holde kæft et øjeblik og sang sangen færdig. Der var masser af vers i den, det ene mere bedrøveligt end det andet. Da hun var færdig, smilede hun. Alice klappede, og Pelle klappede med. Der var ikke andre, der deltog i bifaldet. De råbte bare pa øl og snaps.

Ketty spurgte den noble herre, om han ikke gav en snaps. Gu gjorde han ej.

- Det gør jeg, sagde Pelle, og Ketty kom over og skålede med ham. Hun sagde, han var sød.

Pludselig blev døren revet op, og en mand vaklede ind. Han var helt grå i hovedet.

- Ring lige efter en ambulance, sagde han og sank ned på en stol.

Folk gloede bare på ham.

- Det er hjertet, sagde manden og så yderst opgivende ud.

Pelle blev forarget over at de andre bare sad og gloede. Sekunder kunne være afgørende for et hjerteinfarkt.

- Jamen, så ring dog efter den ambulance, sagde han til Ketty.

- Årh, det er bare Anton. Han skal altid skave sig, sagde hun.

- Nej, ring. Måske dør han, sagde Alice med eksalteret stemmeføring og spidst ø i "dør". Ketty trak på skuldrene og gik over og ringede.

Ganske få minutter efter hørte han sirenen udenfor. Men lige i det samme rejste den hjertesyge sig og spænede ud ad døren.

- Åe. Han dør måske, hulkede Alice.

- Hold kæft, sagde hendes noble ledsager.

- Efter ham, græd Alice.

Pelle sprang op og satte efter manden. Han nåede ned til hjørnet, men manden var allerede væk. Et par knallertfyre stod på hjørnet.

- Har I set en mand komme stæsende forbi7 sagde han.

- Næ, sagde de.

Pelle gik lidt videre. Lige ved siden af, var der et hospital, der hed Skt. Joseph. Så var manden nok 1øbet derind. Han gik tilbage til Gummihjørnet.

Alice og hendles fyr sad og skændtes. Alice mente, han var hjerteløs og umenneskelig. Da Pelle kom ind, fór hun op og sagde ånde1øst:

- Fik du fat i ham?

- Det er i orden, sagde Pelle og viftede ud. Han løb ind på hospitalet.

- Åe, det var godt. Du har reddet ham. Du har reddet hans liv, henåndede hun. Ketty sagde, det var noget helvedes rod med Anton. Ambulancefolkene var blevet godt sure.

-Jamen, forstår du ikke? sagde Alice og så med store øjne på Ketty. Han var måske død, å... han anede jo ikke, hvad han gjorde... stakkels mand...

Hun vendte sig igen om mod Pelle.

- Du har reddet ham. Åe, tak.

Hun omfavnede Pelle. Hun lugtede stærkt af parfume. Noget af hendes hår kildede Pelle på kinden. Det var stift som edderkoppeben af lak.

- Årh, rend mig i roven, sagde Alices ven og rejste sig, så stolen var ved at gå bagover. Jeg ved sgu ikke, hvad det er for et galehus.

Alice så koldt på ham. Bare skrid, stod der i øjnene. Det gjorde mlanden så. Alice insisterede på, at Pelle skulle have en øl, fordi han havde reddet et menneskes liv. Hun var stadig helt oppe på mærkerne. Ketty vrissede lidt for sig selv.

De to øl, Alice havde bestilt, kom ind på bordet og de sad over for hinanden og drak dem. Engang imellem lagde Alice en hånd på Pelles, eller hun strøg ham over kinden.

- Klør det ikke med alt det skæg? sagde hun.

- Næ. Det vænner man sig til.

Nå, tænkte Pelle. Man tskulle måske se at komme hjem. Han så sig om efter sin frakke og skuldertasken ovre ved det andet bord, hvor Øresundsfolkene sad og raflede nu.

- Du går da ikke? sagde Alice.

- Joæ.

- Nå, men så kom med mig hjem. Jeg vil gerne snakke med dig, sagde Alice. Hun rejste sig damet og værdigt op. og Pelle syntes, han blev nødt til at følge med. Han var godt støvet efterhånden. Det var ikke sådan at drikke midt på dagen.

De fulgtes ned ad gaden, ærbart en halv meter fra hinanden. Alice snakkede stadig om, at Pelle havde reddet et menneskeliv. Han gad ikke rive hende ud af illusionen. De kom ind til en surt stinkende opgang i Griffenfeldsgade og gik op ad en muggen trappe, der var slidt helt ned i midten. Oppe ved en hvid dør med små glasruder på anden sal tog Alice nøglen frem og låste op.

Gardinerne var trukket for, så der var bælgmørkt i stuen. Der var et fjernsyn, en sofa, et par lænestole, der flød af nylonstrømper og bluser, et sofabord med nogle numre af Se og Hør og Billedbladet og små billeder og figurer på væggen. Glarmesterkitsch af værste skuffe. En negerdiame i træ. Et billede af en solnedgang i brækfarver. Et klokkespil i messing.

Alice vendte sig om mod Pelle og omfavnede ham. Hun holdt ham om nakken, og de kyssed,e hinanden. Hun lugtede ikke kun af parfume, men også af øl og sved. Men Pelle kunne mærke, at hans uregerlige tissemand begyndte at stritte alligevel.

Derefter blev det hele flyvende nylonstrømper og knirkende sofafjedre. Pelle blev ædru som en snebold et øjeblik, Eda hans negle skrabede over kunstsilke. Det var en isnende fornemmelse, som en gaffel over en tallerken. Men så var der pludselig en overdådighed af hår og noget varmt og blødt. Der var fingre ved hans gylp og før han vidste af det, var han sunket i til skæftet og lå og bollede løs.

Det var gået på rygmarv det hele, og var overstået meget hurtigt. Han lå åndeløs inde i hende og blev plud,selig bange for kønssygdomme og alt mulig, fordi han ikke havde haft gummi på. Men samtidig var han lykkelig for, at det omqsider var blevet til noget. Fantastisk.

Det var svært at sige noget bagefter. De forsøgte begge to lidt, men det kørte i stå med det samme. Så sad de bare og holdt lidt om hinanden.

- Ih, hvor var den stor, mumlede hun. Det var dejligt.

Han havde ellers selv syntes, den virkede for lille. Den forsvandt helt i hendes varme dybder. Men hendes bemærkning gjorde ham da helt stolt.

Længe efter gik han ned for at finde en taxa hjem. Hausherrs økonomiske historie daskede ham mod hoften. Han havde en lykkelig tyngde i øjenlågene og en behagelig ømhed over skambenet, hvor hun havde trykket op mod ham.