De sad alle sammen på nogle bakker, der gik ned til den plads, hvor lejrbålet var bygget op. Der var ikke rigtig mørkt endnu. Himlen var bare blå, med lilla skyer allerlængst nede. Der var en masse fårekyllinger i græsset, der sang. Det gjorde de ikke med munden, sådan som man skulle tro, men ved at gnubbe vingerne mod lårene. Det lød næsten ligesom når man løb på skøjter.

Mowgli lagde med det samme mærke til, at en hel masse af de andre sad og stak hovederne sammen og hviskede. Han troede først, det var på grund af det med robåden, men det var det ikke alligevel. Han satte sig over til Chuchundra og svøbte tæppet rundt om sig. Chuchundra fortalte ham hele historien.

Der var nogle fra rød bande, der havde været nede på stranden lige efter aftensmaden, og der havde de fundet en rigtig flaskepost. Og det var en meget speciel flaskepost, for inden i var der en lille seddel, hvor der stod: "Koden modtaget stop vi mødes 6.8. kl. 21.00 Raket USSR" og så var der bagefter nogle mærkelige kodetegn.

- Jeg tror altså det er nogle smuglere, sagde Chuchundra forpustet. Og 6.8. er i dag, så det er i dag, de skal mødes nede på stranden.

- Tror du ikke, det er russiske spioner? sagde Tavi fra gul bande. Måske er de ude på at myrde nogen. Det har de gjort mange gange før.

- Gu har de ej, sagde Mowgli, men han ville ikke nærmere ind på, hvorfor han ikke troede det. Det ragede ikke andre, hvad han vidste om russerne.

Det var brun bande, der havde ansvaret for lejrbålet i dag og nogle af dem var i gang med at tænde det. De måtte helst ikke bruge mere end to tændstikker, men det blev de nødt til alligevel, fordi de ikke kunne få det til at brænde med det samme.

Til sidst lykkedes det. Man kunne lugte røg og nogle gnister spruttede op mod aftenhimlen.

De skulle synge ulvesange og sang med høje og lyse stemmer, undtagen føreren og to-tre af de ældste ulveunger, der brummede:

Bagefter lavede brun bande nogle sketches. De var gamle, men de lavede dem meget godt.

Tikki og Bagheera lavede den med to tosser, der skal flygte fra anstalten, og så siger den ene af dem: Du, jeg tænder min lommelygte, og så kan du klatre op ad lysstrålen, og så siger ,den anden: Nej, så slukker du bare lyset, når jeg er rigtig langt oppe.

Den næste var med Chil, der var en mand, der kom ind og satte sig på en restaurant. Mang var servitricen. Han havde fået en af tanternes kjoler på. Den gik ham helt ned til fødderne. Han havde også fået læbestift på og sort på øjnene og vimsede rundt og lavede store øjne, så de ikke kunne lade være med at grine. Servitricen kom ind med en tallerken suppe, og Chil sagde: Nej, jeg kan altså ikke spise den suppe. Mang så meget forundret ud, men så tog han tallerkenen ud og kom ind med en anden, men Chil blev bare ved med at sige: Nej, jeg kan altså ikke spise den suppe. Mang blev ved med at vimse frem og tilbage, og da det var sket et par gange, sagde han: Jamen, hvad er der dog i vejen med vores suppe? og Chil sagde: Der er ikke noget i vejen med suppen, men jeg kan altså ikke spise den, når jeg ikke har fået nogen ske.

Efter sketchene talte Akela. Han sagde det var en rigtig dansk sommeraften. Den var lys og prægtig. Det var dejligt at se dem sidde der ,i deres uniformer, og de skulle tænke på, at de havde ordet "Danmark" stående på deres uniforrnsbluser.

Mowgli pegede på sit "Danmark", der var blevet buklet af vask og hviskede til Chuchundra:

- Det bugter sig i bakke dal. Det hedder gamle Danmark.

Akela sagde, at en sommeraften som denne forstod man virkelig, hvor dyrebart Danmark var. Danmark var deres fædreland, og det skulle de værne som grønne ulveunger. Og som der stod i den gamle sang: End er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag. Danmark skulle de stå vagt om, og Gud skulle de lyde og tjene.

Dårlige kammerater kunne ikke få nogen indflydelse på den, der frisk og frejdigt stod frem og bekendte sig til sin Gud og sit land.

Så sang de en sang om Gud, der hed "Altid frejdig, når du går."

Bålet var døet hen. Der lugtede meget stærkt af røg, men det blæste heldigvis ikke, så den steg lige op. Gløderne ulmede. Nu skulle de op og sove, men ligesom de var ved at rejse sig, lød der pludselig to skud nede fra stranden, og de for alle sammen sammen i tæpperne.

Akela og Baloo så meget alvorlige ud, og Akela gik tilbage til bålet og sagde, det nok var smuglerne, der var kommet ned på stranden, som der havde stået i den besked i flaskeposten. Mowgli tænkte på et skib, der kom ind, helt mørkt, ligesom i den Janbog, der hed "Med slukkede lanterner." Han ville ønske, han kunne gøre sådan som Jan og hans kammerat Tykke og få smuglerne afsløret, så han måske fik en dusør af politiet. Men det var nok for farligt at gå ned på stranden, hvis de skød. Han trak tæppet endnu mere op over sig.

Han havde regnet med. at Akela og Baloo ville smide dem i seng med det samme, men mærkeligt nok sagde Akela, at han syntes de skulle gå en aftentur og se, om de kunne finde ud af, om smuglerne var dernede. Det var første gang, Akela havde givet dem Lov til noget, der kunne være farligt. Akela sagde, at hvis der var nogen, der ikke turde være med. kunne de bare gå hjem, men de andre kunne komme med ham.

Mowgli var lidt nervøs, men han regnede ikke med. der kunne ske så meget, når føreren var der. Der var kun fire-fem stykker, der ikke turde gå med. deriblandt Won-tolla.

Det var ved at blive rigtig mørkt. De listede sig af sted gennem græsset, der slog mod anklerne. De gik ikke lige ned til stranden, men i en stor bue udenom. Akela sagde, de skulle smide sig ned med det samme, hvis der kom nogle mistænkelige lyde.

Pludselig kom der en, og de smed sig alle sammen ned i græsset, der stak i kinderne og på knæene, og lyden kom igen og lød som et mystisk tågehorn. Men så var der en der sagde, det bare var en ko, der brølede, og så fortsatte de igen.

De kom ned på stranden lidt længere henne, og der kunne de svagt se en mand, der løb hen over den lyse strand med et eller andet i hænderne. De kunne ikke se smuglerskibet, men det var også mørkt nu.

Mowgli kunne mærke en underlig fornemmelse i maven, som om han havde slugt en stor klump is alt for hurtigt, og han fik gåsehud på armene.

Manden var forsvundet med det samme igen, men pludselig dukkede han frem af nogle buske ikke mere end tyve-tredive meter fremme, og Akela og Baloo sprintede afsted for at fange ham. Nogle af ulvene løb med. men de fleste holdt sig på afstand.

Derfra, hvor de stod, kunne de se, at manden havde en stor æske tændstikker og en raket i hånden. Han skulle sikkert signalisere til skibet ude på vandet. Mowgli blev klam under armene.

Førerne nåede hen til manden, og Baloo spændte ben for ham, så han røg lige på tuden i sandet, og Akela for over ham og holdt ham nede. Men tænk, hvis han havde en revolver.

- Hjem med jer, brølede Akela over til dem. Det lod de sig ikke sige to gange. De pilede hjem til lejren. Den eneste, der ikke gjorde det, var Toomai. Han var en af de største af dem og skulle være rigtig spejder efter sommerferien. Han løb over og tog tændstikkerne ud af hånden på manden, før han luntede af sted efter de andre op til lejren.

Der var tændt lys inde i den store stue, og Else og de andre tanter havde lavet te til dem. Ulvene sad i det skarpe lys og stak næsen ned i de dampende blikkrus. En natsværmer slog hele tiden mod pæren i loftet. De snakkede om spionen og om, hvordan Akela altså turde kaste sig over ham.

-Hvad nu, hvis han bliver skudt? sagde Chil, og de krøb alle sammen endnu mere sammen om tekrusene. Det var godt at være indenfor.

Toomai viste tændstikkerne frem, og æsken gik hele vejen rundt så alle kunne se den. Det var en husholdningsæske med en lilla Tordenskjold på.

Ti minutter efter kom Akela op. Han så meget alvorlig ud, og han sagde, at Baloo holdt fast på manden, og nu ville han gå op til nabogården og ringe til politiet. Han gik igen, og de sad og gøs, mens de drak te og spiste tykke sigtebrødsmadder.

Lidt efter kom Akela og Baloo tilbage med en anden mand, og de sagde, det havde været en øvelse alt sammen, og at den anden mand, der havde spillet smugler, i virkeligheden var Akela inde fra Æbeltoft.

- Det vidste jeg da godt, sagde Darzee, men den måtte han længere ud på landet med.

Chuchundra sad og gloede åndssvagt på Else, men det fik han ikke noget ud af, for nu skulle de i seng, for de skulle tidligt op i morgen.

De sjokkede ind på sovesalen og følte sig lidt snydt over, at det alligevel ikke var rigtigt, men så sagde Mang også, at det var faneme en spændende øvelse.

Akela kom ind og slukkede lyset og sagde, at nu skulle de være stille, og han ville ikke have noget larm på sovesalen, og det varede næsten to minutter, før de begyndte at snakke.

Der var nogen, der begyndte at drille Chuchundra med Else, og så sagde han, at det var da værre med Mang, der stak tissemanden ned i sit WC, og så lå de og fniste og trak tæppet op over ørerne.

Det var rart at ligge og være lidt søvnig og høre folk mumle rundt omkring og selv komme med en enkelt bemærkning engang imellem. Der var nogen, der fortalte sjofle vittigheder, som for eksempel den med ekspeditricen, der ikke har nogen trusser på, og så kommer en kunde ind og skal have noget på den øverste hylde, og hun kravler op. og så siger han bagefter: Her har De to kroner til nogle trusser. Men næste dag er det det samme igen, og næste dag også, og så til sidst siger manden: Nå, men her er så femogtyve øre til et hårnet.

Så begyndte Darzee at synge:

Men han sang lidt for højt, for pludselig kom Akela ind og tændte lyset og så vred ud og sagde, at nu skulle de tie stille øjeblikkelig, og den næste der lavede larm fik overhovedet ikke lov til at være med til indianerdagen i morgen.

Så snart han var ude af døren, fniste og tiskede alle sammen, men de passede på ikke at tale højt. Lidt senere hørte Mowgli, at der var en, der listede over til Kaa og Toomai, der lå i over- og underkøje henne ved væggen, og der ,kom en masse prusten og mumlen derovrefra, og der var en der stønnede, som om han havde ondt i maven.

Han lukkede øjnene og trak tæppet helt op over hovedet og bad til Gud: Kære Gud, vil De ikke nok sørge for, der ikke sker noget med mig eller min familie eller nogen af dem jeg kender. Amen.

Førerne sagde du til Gud, men det syntes han ikke rigtig, han kunne, for Gud måtte i hvert fald være voksen. Han var ikke helt sikker på, at han troede på Gud, for det gjorde far og mor ikke.

Far og mor troede overhovedet ikke på noget af det med de grønne ulveunger. Men Mowgli syntes alligevel det var meget spændende, og når Chuchundra var med. ville han da også. Og der kunne i hvert fald ikke ske noget ved at bede til Gud, og det var beroligende, for ellens kom han bare til at længes for meget hjem til far og mor og Allan. Han følte sig lille og alene, nu hvor det var mørkt, og det eneste man kunne høre var prusten og snøften ovre fra Toomai og Kaa.

I geografi havde de for om Asien. Pelle sad med lige ryg og så frem, for det kunne han i hvert fald godt. Han tænkte på den gamle ulvesketch, hvor læreren spørger: Hvor ligger Asien? og så siger eleven: Den ligger ude i køkkenskabet ved siden af agurken. Så dum var han i hvert tilfælde ikke.

Det var hr. Petersen, de havde til geografi, og han var meget rar. Han var ikke så gammel som de andre, og så havde han rødt fuldskæg. Han havde også nogle store, tykke hornbriller på. Det var meget nemt at få ham væk fra det, de havde for, og snakke om noget andet, men det var bare ikke noget særlig godt tricks, for så begyndte han bare at snakke om hvordan u,ndervisningen skulle være indrettet, og det var lige så kedeligt som lektien.

- Hvem kan så nævne nogle lande i Asien7 spurgte hr. Petersen. Der var en hel skov af hænder. Han valgte Jan.

- Kina, sagde Jan.

Hr. Petersen spurgte, om der var flere. Det var der. Ejgil kendte Indien, og Benny kendte Japan. Så var der heller ikke andre end Pelle, der stadig havde en hånd oppe. Han var til gengæld lige ved at stå på tæer for at få hånden langt nok op. Han sagde ikke noget, men med læberne formede han ordene: Hr. Lærer. Hr. Lærer.

Hr. Petersen blev ved med at se lige forbi ham, men endelig forbarmede han sig.

- Hvad kan du så mere af lande i Asien?

- Korea, sagde Pelle stakåndet.

- Ja, sagde hr. Petersen glad, mens resten af klassen sank ned i sløvhed. Ved du også, hvorfor man hører så meget om Korea lige for tiden?

- Det er for det der er krig mellem kineserne og amerikanerne, sagde Pelle. Hr. Petersen nikkede.

- Og amerikanerne har en fører, der hedder pestgeneralen Ridgway, fortsatte Pelle ivrigt. Og han er fascist og laver bakteriekrig mod kineserne.

Hr. Petersen gloede på Pelle. Så virrede han lidt med ørerne og sagde:

- Hvor har du dog det fra?

- Det siger min far selv, sagde Pelle med knusende sikkerhed.

- Se se, ser man det, sagde hr. Petersen.

De andre i klassen sov bare videre. Hr. Petersen rømmede sig, så ud over klassen og sagde så højt, at de alle sammen vågnede:

- NÅ. Men er der nogen, der kan nævne nogle store floder i Indien. Kom så. Lad os så se alle hænderne.

Der kom ikke nogle hænder, og hr. Petersen måtte selv sige både Ganges og Brahmaputra. Pelle kendte dem godt, men han gad ikke sige mere, for han syntes, hr. Petersen var åndssvag. Han havde afbrudt ham, selv om han havde meRet mere at fortælle om Korea. Om Kim Ir Sen og luftangrebene på Pyongyang og alt mulig. Men det gad den dumme lærer altså ikke høre på.

Hr. Petersen var gårdvagt i,næste frikvarter sammen med hr. Sørensen. De gik frem og tilbage. Pelle løb rundt og legede ettagfat sammen med nogle af de andre fra sin klasse lige i nærheden. Det var Viggo, der var den. Pelle så skulende over på Viggo. Før i tiden syntes han Viggo var meget sød, men nu kunne han ikke lide ham mere. Han gik altid og vigtede sig af alle sine penge..

Hr. Petersen pegede med pibespidsen på Pelle og sagde højt til hr. Sørensen:

- Kan du se ham den lille? Det er en af kornmunistspirerne. Han kom med en lang smøre i dag om bakteriekrig og det hele. Jeg skal love for, de mennesker indoktrinerer deres børn tidligt.

Det hørte Viggo og Torben og Benny desværre. De holdt op midt i legen og stillede sig op foran Pelle og sang:

- Øv bøv, du er kommunist, øv bøv, du er kommunist.

- Gu er jeg da ej, mand, sagde Pelle overlegent.

De trak over i en krog, hvor gårdvagterne ikke kunne høre dem. Pelle gloede ondt på dem. De var vel nok åndssvage.

- Hvis du ikke er kommunist, hvorfor siger hr. Petersen så du er? sagde Viggo. Kan du måske svare på den.

- Hvad rager det dig?

- Skal du spille fræk?

Pelle havde trukket øjenlågene helt ned. Han kunne mærke, han blev rad i hovedet og knyttede næverne.

- Jeg er sgu da ikke kommunist, sagde han. Tror du, jeg er åndssvag?

- Gu er du så. Du er helt vild med Stalin.

Pelle sænkede hovedet og røg lige ind i Viggo. Han stødte hårdt til, så Viggo tumlede bagover. Viggos sweater lugtede af uld.

Viggo dansede et skridt tilbage. De andre slog kreds om dem. Pelle røg frem igen og bankede Viggo i maven med knytnæver. Viggo grinede og sagde: - Se den lille hidsigprop.

Viggos dumme hoved flimrede rødt. Pelle bankede løs på ham. Viggo trådte et skridt tilbage og smækkede Pelle en lussing. Hårdt og præcist. Man kunne mærke hver eneste finger som en brændende stribe. Pelle fik tårer i øjnene. Det sved på kinden, men det sved endnu mere nede i maven. Han ville banke 1øs og 1øs på Viggo, men Viggo veadte bare ryggen til og gik sin vej. Han gik over til gårdvagterne, så Pelle ikke kunne komme efter ham. Pelle blev stående og trak skuldrene op over ørerne. De andre var forsvundet igen. Det blev ved med at brænde nede i maven.