Anmeldelser

"Fugle kan ikke flyve" blev ikke anmeldt i noget dagblad eller tidsskrift. Den fik en lektørudtalelse fra bibliotekerne og blev anmeldt på Litteratursiden;
 

I disse digte læser vi Arne Herløv Petersens indtryk fra en hverdag, hvor de små ting kan glæde, hvis ikke sygdom og skavanker driller. Digterjeget kommer også ud og ser sig om, fx til steder, hvor "... tiden / aldrig har lært at gå". Det forunderlige ved livet, der dog engang også skal ophøre, og universets storhed besynges. Herløv Petersen har også flere digte, hvor en politisk og humoristisk tone kommer frem, og der leges med ord og begreber. Fx forudsagt i vejrudsigten for de politiske vinde, hvor der varsles "et vedvarende højretryk", ligesom "en ordfront nordøst for Metaforerne / spreder kulde over isolerede sind / og kan fremkalde akut galimatias"."
Der er en række fine poetiske beskrivelser i Herløv Petersens naturbilleder, og det er også let at trække på smilebåndet, når et ordspil overrasker og turneres rent
Lektørudtalelse

Arne Herløv Petersens digte er umiddelbare og lette at læse og forstå. Digteren beskriver sit univers i en flydende strøm, der vækker genkendelse og kalder på smilet.
Her er et menneske, der observerer livet omkring sig og finder glæde og poesi fra læskuret på hovedgaden i Humble. Hans ironi og skæve betragtninger bringer mindelser om Benny Andersen. Hans gammelmands-betragtninger og sanselighed minder om Knud Sørensen. Her er der ikke rum for identitetskriser.,,
Arne Herløv Petersen er et talent, som ikke får den nødvendige omtale i de gængse medier, og det er rigtig ærgerligt. Efter spionanklagen virker det som om, han er dømt ude af det gode, litterære selskab. Arne Herløv Petersen-sagen verserede i mange år. Ukueligt har han fortsat sit skribent- og oversætterarbejde. Hans forfatterskab består af romaner, digte og erindringer, ligesom han har oversat i alt 500 amerikanske bøger.
Helle Regitze Boesen på Litteratursiden

Jeg skriver i vand

Jeg kan mærke, at min tryghedszone krymper.
Jeg ligger i en lille pose og rimper den stadig tættere sammen om mig.
Jeg har mistet udveen, den glubende længsel efter de fjerneste strande.
Jeg har mistet den store glæde over fester og sammenkomster. Jeg kan bedst lide hverdagene.
Jeg kan bedst lide de små ting, der sker omkring mig, en blomst der springer ud, en bi der flyver forbi.
Jeg har det bedst sammen med de få, jeg kender godt og har kendt i mange år. Jeg føler ikke trang til at møde mange, jeg ikke kender.
Det er muligt, at de mange års beskydning omsider har ramt vitale organer. Jeg har været erklæret uperson så længe, at jeg føler mig som et genfærd.
Jeg skriver i vand, jeg blæser bort som en håndfuld aske.
Jeg holder en hånd op for ansigtet og ser tværs gennem den.
Og det er bedst sådan. Når der alligevel kun er den sidste stump tilbage af livet, er det godt at løsne grebet.
Jeg skal vænne mig til intetheden. Jeg skal sætte mig ud under det blomstrende træ, lade hvide kronblade drysse over mig. Sne inde i blomster, smelte og løbe ned i jorden.

Den lange vandring

Går dybere ind
i skoven
forfulgt af myggenes
små flyvende tandlægebor

Deres korte liv
deres enkle glæder
deres lille punktformede hjerne
Utrætteligt
stikker de snablen gennem min hud
rammes af klasket
og trimler ned fra min hånd
uden at forstå
hvad der skete.

Inde i skovmørket
er alt under nedbrydning
væde og trøske
skimmel og penselsvamp
Alt synker sammen
Fugle styrter til jorden
Fluerne bider vingerne af
Springhaler og mider
pirker i væv
Læg dig synk ned
messer skoven
Den pose af stjernestøv
du bar på din korte etape
af den evige vandring
kan du lægge fra dig her

Dine skinnende metalkorn
dit kalk og kulstof
din ilt og svovl
opstod i en stjernes indre
da universet var ungt
Giv det nu videre

Vi mørner din hud
vi spalter dine knogler
vi fordeler og formaler dig
til du er flydende
og kan sive som næring
til svampenes hyfer

Aldrig mere
skal disse atomer
forenes på samme måde
som nu

De skal hvirvle som små solsystemer
ind i de andre
Du skal svømme op ad floden og gyde
Du skal flyve over bjergene
Du skal spire under sten
Du skal hoppe som kænguru
over den australske busksteppe
med en lille unge i pungen

Du skal smøres tyndt ud over verden
du skal styrte i vandfaldenes kaskader
og engang
vil en gnist af dig
undslippe klodens tyngdekraft
og sejle videre ud
mod fremmede sole.

Hvorfor her?

I multiversets tidsgalleri
ligger alle de øjeblikke, der var,
de, der skal komme
og de, der kunne have været
strøet hulter til bulter
som brogede glasskår,
alle forsynet med et lille hul

Mit liv
er den lille hvide tråd
af negativ entropi
der søger blandt alle skårene
vælger nogle
glider gennem hullet i dem
og trækker dem på snoren
i den rigtige rækkefølge

Tråden glider gennem
den sidste mørke brik
og samler kæden
om tidens hals

Og tråden brister
så alle perlerne
falder klirrende på gulvet

Stopper jeg op midt på gågaden
og bliver stående
kommer de frem mod mig
hakkende
i de afbrudte styrt, vi kalder gang.
De skyller omkring mig
og fortsætter bag mig
Poser af hud
uden synlig sammensyning
lukket om håb og sorger
jeg aldrig skal kende
Inde i hver af dem dunker et hjerte
Alle har de næser der stikker ud i verden
og mærkelige ører
der fører ind til de hvide museknogler
vi kalder ambolt, hammer og stigbøjle

Hvordan kan det gå til
at de alle er lavet på samme måde
og alle så fremmede for hinanden?
Hvordan kan det være
at vi kan genkende de samme følelser
når vi aldrig kan smelte sammen
og flette tanker?
Hvordan kan det være
vi kan føle os forbundet,
når vi er adskilt
og alene i en krop?

Under os har de lagt asfalt
Omkring os står hule stenklodser
fulde af siddende mennesker
foran elektroniske skærme

Et par hundrede kilometer væk
labber Vesterhavet ind over hvide sandstrande
og lægger blæretang og kammuslinger
som om vi slet ikke var der

En rose springer ud i Firenze
Bomber falder over Aleppo
En sildestime glider lydløst gennem havet

Jorden fortsætter i sin bane
uanset hvordan vi klynger os til den hvirvlende klode
Set fra Pluto er solen en svag stjerne
og Jorden er ikke til at få øje på

Hvordan kan det være
at alt det, der er til,
er til?
Og hvordan kan det være
at alt det, der ikke findes,
slet ikke er der?

Undrende står jeg
i floden af mennesker
og tænker
Hvorfor her
hvorfor nu
hvorfor mig
Når det lige så godt kunne være
Haparanda
om tusinde år
og et elsdyr