Kurt Vonnegut

Blåskæg

(Schønbergske forlag 1992)

oversat af Arne Herløv Petersen

efter Bluebeard (1987)

uddrag

Efter at have skrevet "Slut" under denne historie om mit liv, finder jeg det klogest at fare tilbage til stedet her før begyndelsen, så at sige til hoveddøren, og komme med denne undskyldning til de gæster, der er på vej ind: "Jeg lovede jer en selvbiografi, men jeg havde et lille uheld i køkkenet. Det viser sig, det også bliver en dagbog over hele denne sidste forstyrrede sommer! Men vi kan altid sende bud efter et par pizzaer, hvis det skulle være. Kom indenfor, kom endelig indenfor."

* * *

Jeg er den tidligere amerikanske maler Rabo Karebekian, en enøjet mand. Jeg er født af indvandrede forældre i San Ignacio i Californien i 1916. Jeg påbegynder denne selvbiografi enoghalvfjerds år senere. For dem, der ikke kender til regnekunstens ældgamle mysterier, vil det sige, det er i år 1987.

Jeg er ikke født som kyklop. Jeg blev berøvet mit venstre øje, mens jeg kommanderede en deling ingeniørsoldater, ejendommeligt nok alle sammen kunstnere af den ene eller den anden art i det civile liv, i Luxembourg hen mod slutningen af anden verdenskrig. Vi var specialister i camouflage, men på det tidspunkt kæmpede vi for livet som almindelige infanterister. Delingen bestod af kunstnere, eftersom en eller anden militærperson havde den teori, at vi ville være særlig gode til camouflage.

Og det var vi også! Det var vi også! Sikken nogle hallucinationer vi gav tyskerne, om hvad der var farligt for dem bag vores linjer og hvad der ikke var det. Ja, og vi fik også lov til at leve som kunstnere, latterligt skødesløse med påklædning og militære hilsener. Vi blev aldrig underlagt noget så dagligdags som en division eller bare et korps. Vi fik vores ordrer direkte fra det allierede ekspeditionskorps' øverste hovedkvarter, der midlertidig anbragte os under den ene eller den anden general, der havde hørt om vore forbløffende illusioner. Han var vores mæcen en lille stund, medgørlig og fascineret og til sidst taknemmelig.

Så drog vi videre.

Da jeg havde meldt mig til den stående hær og var blevet løjtnant to år, før USA bakkede ind i krigen, kunne jeg have opnået rang af mindst oberstløjtnant inden krigen var forbi. Men jeg sagde nej til alle forfremmelser ud over kaptajn for at blive sammen med min lykkelige familie på seksogtredive mand. Det var min første erfaring med så stor en familie. Min anden kom efter krigen, da jeg blev ven og tilsyneladende ligemand med disse amerikanske malere, der nu er gået over i kunsthistorien som grundlæggere af den abstrakte ekspressionisme.

* * *

Min mor og far havde familier, der var større end de to, jeg fik, hjemme i den gamle verden - og selvfølgelig var deres familie der blodsbeslægtede med dem. De mistede deres blodsbeslægtede under det tyrkiske imperiums massakre på omkring en million af sine armenske borgere, der af to grunde blev anset for at være forrædere: for det første fordi de var dygtige og havde en uddannelse, og for det andet fordi så mange af dem havde slægtninge på den anden side af Tyrkiets grænse til sin fjende, det russiske imperium.

Det var en storhedstid for imperierne. Det er denne her også, og det er ikke så skjult igen.

* * *

Det tyske imperium, der var allieret emd tyrkerne, sendte objektive militære observatører ned for at vurdere dette århundredes første folkedrab, et ord der ikke fandtes på noget sprog på det tidspunkt. Dette ord bliver nu alle vegne defineret som en omhyggeligt planlagt indsats for at dræbe hvert enkelt medlem, hvad enten det er en mand, en kvinde eller et barn, af en formodet underfamilie af den menneskelige race.

De problemer, sådanne ærgerrige projekter løber ind i, er af rent industriel karakter: Hvordan man kan dræbe så mange store, opfindsomme dyr billigt og hurtigt, sikre sig at ingen slipper væk og rydde bjerge af kød og knogler af vejen bagefter. Tyrkerne havde hverken evnen til virkelig stordrift eller det nødvendige specialiserede maskineri til deres pionerindsats. Tyskerne skulle visse begge dele til overflod kun et kvart århundrede senere. Tyrkerne tog simpelthen alle de armeniere, de kunne finde i deres hjem eller på deres arbejdspladser eller på caféer eller i gang med sport eller gudstjenester eller undervisning eller hvad det nu kunne være og gennede dem ud på landet, hvor de holdt dem væk fra mad og vand og husly og skød dem og bankede dem og så videre, indtil de alle sammen så ud til at være døde. Det blev overladt til hundene og gribbene og gnaverne og så videre, og til sidst til ormene, at rydde op efter alt roderiet bagefter.

Min mor, der ikke var min mor endnu, lå mellem ligene og lod bare som om hun var død.

Min far, der ikke var hendes mand endnu, gemte sig i pis og lort på et lokum bag den skolebygning, hvor han var lærer, dengang soldaterne kom. Skoledagen var forbi, og min far sad helt alene i skolen og skrev digte, fortalte han mig engang. Så hørte han soldaterne komme og forstod, hvad de havde tænkt sig at gøre. Far hverken så eller hørte noget til selve myrderierne. For ham var stilheden i landsbyen, hvor han var den eneste indbygger, da aftenen faldt på og fuldkommen dækket af pis og lort, det frygteligste minde om massakren.

* * *

Selv om min mors minder fra den gamle verden var mere grufulde end min fars, eftersom hun var midt ude i nedslagtningen, lykkedes det hende på en eller anden måde at lægge massakren bag sig og finde meget, hun kunne lide i USA og dagdrømme om en familiefremtid der.

Det gjorde min far aldrig.

* * *

Jeg er enkemand. Min kone, hvis pigenavn var Edith Taft, og som var min anden af slagsen, døde for to år siden. Hun efterlod mig dette hus med nitten værelser ud til kysten i East Hampton på Long Island, der havde tilhørt hendes angelsaksiske familie fra Cincinnati i Ohio i tre generationer. Hendes forfædre havde bestemt aldrig ventet, det skulle tilfalde en mand med et navn så eksotisk som Rabo Karabekian.

Hvis de hjemsøger huset her som spøgelser, gør de det så velopdragent og episkopalt, at ingen har bemærket dem endnu. Hvis jeg skulle løbe ind i genfærdet af en af dem på den store trappe, og han eller hun antydede, at jeg ikke havde nogen ret til dette hus, ville jeg sige til ham eller hende: "Det kan du give Frihedsgudinden skylden for".

* * *

Kære Edith og jeg var lykkeligt gift i tyve år. Hun var grandniece af William Howard Taft, den syvogtyvende amerikanske præsident og den tiende højestetretspræsident. Hun var enke efter en sportsmand og finansrådgiver ved navn Richard Fairbanks, jr., der selv nedstammede fra Charles Warren Fairbanks, en senator fra Indiana, der senere blev vicepræsident under Theodore Roosevelt.

Vi lærte hinanden at kende længe før hendes mand døde, da jeg overtalte hende, og ham med, selv om det var hendes ejendom og ikke hans, til at lade mig leje deres ubenyttede kartoffellade som atelier. De havde selvfølgelig aldrig været kartoffelavlere. De havde simpelthen købt jord af en bonde, der havde nabogrunden mod nord, væk fra stranden, for at forhindre, at den blev bebygget. Kartoffelladen fulgte med jorden.

Edith og jeg lærte ikke hinanden godt at kende, før hendes mand var død, og min første kone, Dorothy, og vores to sønner, Terry og Henri, var flyttet fra mig. Jeg solgte vores hus, der lå i landsbyen Springs ti kilometer nord for stedet her og brugte Ediths lade, ikke kun som atelier men også som bolig.

Denne usandsynlige bolig kan i øvrig ikke ses fra hovedbygningen, hvor jeg sidder og skriver nu.

* * *

Edith havde ikke nogen børn med sin første mand, og hun var for gammel til at få børn, da jeg omdannede hende fra mrs. Richard Fairbanks jr. til mrs. Rabo Karabekian.

Så derfor var vi en virkelig lille familie her i dette kæmpestore hus med de to tennisbaner og svømmebassinet og vognhuset og kartoffelladen - og tre hundrede meter privat strand ud til det åbne Atlanterhav.

Man skulle tro, at mine to sønner, Terry og Henri Karabekian, som jeg havde opkaldt efter min nærmeste ven, afdøde Terry Kitchen, og den kunstner Terry og jeg misundte mest, Henri Matisse, ville synes om at komme her med deres familie. Terry har to sønner selv nu. Henri har en datter.

Men de taler ikke til mig.

"Nå, og hvad så!" råber jeg i denne sminkede ødemark. "Jeg er da heldigvis ligeglad"! Undskyld dette udbrud.

* * *

Kære Edith var som alle de store Jordens Mødre, en mangfoldighed. Selv når der kun var os to og tjenestefolkene her, opfyldte hun denne victorianske ark med kærlighed og munterhed og aktiv huslighed. Selv om hun havde været så privilegeret hele sit liv, lavede hun mad sammen emd kokkepigen, passede haven sammen med gartneren, stod for alle madindkøbene, fodrede kæledyrene og fuglene og blev en nær, personlig ven af de vilde kaniner og egern og vaskebjørne.

Men vi holdt også en masse fester, og havde gæster, der somme tider blev her i ugevis - for det meste hendes venner og slægtninge. Jeg har allerede sagt, hvordan sagen var og er med mine egne blodsbeslægtede, der alle sammen er fremmedgjorte efterkommere. Hvad angår mine syntetiske slægtninge i hæren, så blev nogle af dem dræbt under det lille slag, hvor jeg blev taget til fange, og som kostede mig det ene øje. De, der overlevede, har jeg hverken set eller hørt noget til senere. Det kan tænkes, at de ikke var helt så glade for mig, som jeg var for dem.

Den slags hænder.

Medlemmerne af min anden store syntetiske familie, de abstrakte ekspressionister, er for størstepartens vedkommende døde nu, dræbt af alt fra almindelig alderdom til selvmord. De få overlevende taler lige så lidt som mine blodsbeslægtede til mig.

"Nå, og hvad så!" råber jeg i denne sminkede ødemark."Jeg er da heldigvis ligeglad!" Undskyld dette udbrud.

* * *

Alle vores tjenestefolk sagde op, lige efter at Edith døde. De sagde, der simpelthen var blevet for ensomt her. Så derfor ansatte jeg nogle nye og betalte dem en masse penge for at finde sig i mig og al denne ensomhed. Dengang Edith var levende og huset var levende, boede gartneren og de to piger og kokkepigen her alle sammen. Nu er det kun kokkepigen, og det er som sagt en anden kokkepige, der bor her, og hun har alle tjenestefolkenes værelser på anden sal i sidefløjen for sig selv og sin femtenårige datter. Hun er en fraskilt kvinde fra East Hampton, der er omkring de fyrre, ville jeg tro. Hendes datter, Celeste, laver ikke noget arbejde for mig, men bor her bare og spiser min mad og underholder sine larmende og forsætligt uvidende venner på mine tennisbaner og i mit svømmebassin og på min private badestrand.

Hun og hendes venner ignorerer mig, som om jeg var en senil veteran fra en eller anden glemt krig, der dagdrømmer de sidste rester af livet bort som museumskustode. Hvorfor skulle jeg være fornærmet over det? Ud over at være et hjem rummer dette hus den mest betydningsfulde samling af abstrakt ekspressionistiske malerier, der stadig er i privateje. Eftersom jeg ikke har lavet noget nyttigt arbejde i årtier, hvad er jeg så i virkeligheden andet end kustode?

Og ganske som en betalt kustode skulle gøre, svarer jeg så godt jeg kan på det spørgsmål, den ene gæst efter den anden stiller mig, selv om det selvfølgelig bliver formuleret på forskellige måder: "Hvad skal de billeder egentlig betyde?"

* * *

Disse malerier, der ikke forestiller noget som helst andet end sig selv, var min egen ejendom længe før jeg giftede mig med Edith. De er mindst lige så meget værd som al den jord og de aktier og obligationer, Edith har efterladt mig, inklusive en fjerdepart af det professionelle fodboldhold Cincinnati Bengals. Så derfor kan jeg ikke brændemærkes som en amerikansk lykkejæger.

Det er muligt, jeg var en elendig maler, men sikken en samler, jeg viste mig at være!