Det er en ualmindelig fin samling digte... Arne Herløv Petersen er gået til opgaven med en for nutiden sjælden ydmyghed og har nået en tilsvarende sjælden dybde. Det er digte om kærligheden, som noget uadskilleligt af menneskers eksistens, åndeligt som materielt.

Dansk lyrik har rejst sig for en stund.

Peter Gregersen - Land og Folk
 
 

Der er megen god naturlyrik og der er indtagende kærlighedssange.

Midtjyllands Avis
 
 

Jeg må indrømme, at jeg er imponeret... Vi går gennem bogen. Hører om naturen, dens pragt og kulde, hører om kærligheden til et "du" og oplever den kærlighed gå til grunde. Det er sådan set det hele, men det er jo også, hvad al god digtning handler om... Så kan man indvende, at det i formen måske ikke er det allermest nutidige. Det synes jeg er bedøvende ligegyldigt. Sålænge formen forløses som her... En spændende, anderledes bog.

Kolding Folkeblad
 
 

Fine iagttagelser og nye synsvinkler på et - også i lyrikken - velkendt tema.

Mads Ploug - lektørudtalelse
 
 

1
 
 

Jeg synger kroppen elektrisk

og træerne frysende rå.

Jeg synger nathimlen hektisk

så Peblingesøen blir blå.
 
 

Jeg danser fødderne af mig

og sparker en nattime op.

Jeg danser hårrødder af dig.

Jeg danser musik i din krop.
 
 

Jeg spiller længsel til glæde.

Jeg spiller, til kulde er ild

og tørhed fortættes i væde,

så tamheden let farer vild.
 
 

Jeg drikker gnister af asken.

Jeg drikker varme af sne.

Et ansigt er nøgent bag masken

og natten får tid til at ske.
 
 

Jeg elsker mørket på afstand.

Din krop blir langsomt til min

et sted i følelsens bagland,

hvor lykken kan flyde som vin.
 
 

3
 
 

Fra søvnjordens muldvarpegange

skal skyde et orme-let skud

og pikkende solstriber fange

de drømme, der borer sig ud.
 
 

Som kredsløb på morgenens plade

blir ætset ind i dit net,

og over en muldtrukken flade

har regnskyen sivet sig let.
 
 

Og to antiluftprojektører

der krydses med stilsom dégoût

ved nathimlens storbykulører

har spiddet et fluesort nu.
 
 

Et nu, der er flygtigt som æter

og hurtigt forsvundet i da

og kortlagt af tidsgeodæter

skal være et kortvarigt ja.
 
 

En tid, der kan presses i rammer,

får sømhuller ud til det fri.

Sekunderne gnistrer og flammer.

Man har kun den tid, man er i.
 
 
 
 

9
 
 

Og sneen ligger stum mod himlens blå.

En gren har fanget solnedgangen ind.

Selv urene er ved at gå i stå,

skønt dagen flygter som en opskræmt hind.
 
 

En vinterknugen lægger sig om os.

Alene står vi sammen i dens greb.

Refleksbetonet slår vi ud i trods.

Nu bryder vi os fri af kuldens reb.
 
 

Et forår vil slå hul på isens skal,

en solfyldt glæde spire frem som græs.

Ranunklers gule blomsterblades fald.

Din hånd i min, og kroppens nære pres.
 
 

Igen går forårsfisk i tidens garn,

og kærlighed kan blive til et barn.
 
 
 
 

12
 
 

Der var

skygger

der faldt over

alle træer

da jeg gik

omkring

i skov med

bare tæer.

Der var

fluer der

strøg summende

mod himlen

mens jeg søgte

ud og længtes

bort fra vrimlen.

Der var egetræer

med forskårne hjerter,

mens jeg vandrede

og følte mig

som Werther.

Der var mos. De

bløde

egeknuders tæpper

strakte sig som

miniaturestepper.

Der var sten, hvorpå

jeg hvilte træt mit hode

mens jeg tænkte på

en nyromantisk mode.
 
 
 
 

13
 
 

Dage der ånder blidt i løv

fældes af nattens månekniv.

Roser med vinrødt blomsterstøv

spredes i lykkens sidste tid.
 
 

Det er det landskab, hvor jeg ser dig gå,

med fløjters rørdrumklang og lunken vin

og paradisisk ro, en gammel bog,

en sang der følges af en violin
 
 

og bringer minder frem som lette slør

på dine øjne. Se, det stride græs

blir gråt af alder. Nattens stjerner dør

når solen luer rødt i en cypres.
 
 
 
 

14
 
 

Rav er der også i grus.

Stranden er hvid.

Brændingens slikkende brus

lyder som tid.
 
 

Månen er netop i næ.

Natten er brugt.

Og på et månesygt træ

dirrer en frugt.
 
 

Nu er der sand i dit hår.

Sand i dit øl.

Fugtstriber ned ad dit lår

skinner som sølv.
 
 
 
 

15
 
 

Grib så om øjeblikket. Gør det nu.

Lad jorden glide gennem dine ben.

Der er en vej, der er et jeg og du.

Og tiden her kan aldrig blive sen.
 
 

Krymp bare sammen, hvis det strigler ned

for jorden mætter sig af al den regn.

Det varer sikkert ingen evighed,

og husk, vi lever her i ormens tegn.
 
 

Der er et land, vi aldrig kan få se.

Og der er græs, vi kun kan drømme om.

Men lige meget, hvad der end vil ske,

har vores verden aldrig været tom.
 
 

For husker du en tur med brød og vin

og øjeblikkets gyldne klump af rav,

en sommerfugl, en lugt af fjern benzin,

dengang vi lå på Sixten Sparres grav?
 
 
 
 

16
 
 

Her står jeg nu og pisser i et bed

hvor ukrudt venter på en langsom dag.

Og stjernerne vil ikke blive ved.

Orion har spændt flammesværdet af.
 
 

Det fryser ikke. Det er ikke lyst.

Og døgnet farer ubeslutsomt ud.

Nu samles nat og morgen til en dyst,

og jorden dækker sig med fugtig hud.
 
 

Der vokser stilhed frem på hver en gren,

og nøgne kroppe vokser bagved bark.

Når himlen bliver blank og grå og ren

vil solen knuse natten med et spark.
 
 

Kun et par timer til - så er det gry.

Og en forvandling sker med tordens ro.

Om lidt er græs og buske blevet ny.

Om lidt kan våde blomster atter gro.
 
 
 
 

19
 
 

Med solens hestemule mod din kind,

med strandens lugt af salt og tang,

med lyset, der slår gnister ud af vind

med sandet, der kan skride som en sang.
 
 

Med klintens fredeligt massive ro,

med slåenkrattets tornerosehæk

et sted, hvor hyben og hvor røn kan gro

et sted, hvor tiden selv kan blive væk.
 
 

Fossiler ligger mellem strandens sten,

og strandkål vokser op i sommerblæst.

Det er en dag, der aldrig bliver sen

en dag, hvor solen ikke går mod vest.
 
 

Dér står en anden sommers grønne buske.

Så lad os se, hvor meget de kan huske.
 
 
 
 

20
 
 

En tidszone har lagt sig over os.

Når du er vågen, tja, så sover jeg.

Det sker, men styres ikke af en trods.

Hvorend du går, så skal jeg følge dig.
 
 

En uafhængig tapper bitter tid

kan være positiv at bygge på.

Men stivnet stræben, overflødigt slid

er mørke, som man alt for snart kan nå.
 
 

Vær blød som mulen på en lille hest,

og varm som stenen i det grønne græs.

Vær glad for sol og luft og leg og fest,

vær glad for skyens hvide sårkompres.
 
 

Sig ikke, vi er kød af samme kød,

sig ikke, vi gror frem af samme sind,

sig ikke, vi kan overleve død.

Sig bare: Vi er blade, vi er vind.
 
 
 
 

26
 
 

En bølges hug. En krop der vendes om,

med øjne sitrende mod tang og sand.

Et brus af skum. Et ryk. Og tid er tom.

Der er kun strandbund under tonsvis vand.
 
 

Men solen trænger ned mod vandets bund

og alting vendes atter op mod luft.

Endnu engang er Jorden sund og rund,

og solen destillerer klar fornuft.
 
 

Men vandet giver fostertidens fred.

At gå på stranden er en fødsels gru.

I bølgekammen kan man slås afsted.

Men strandbredden er stenet, grå og ru.
 
 

Er havets død et andet spejllands liv?

Er jordens fasthed kun et stivnet skred?

Er ren logik blot skjult intuitiv?

Er vi på flugt imod et ukendt sted?
 
 
 
 

27
 
 

Det tynger ned på jordens vægt.

I hededisen går du ud.

Som skabt af ild, af flammers slægt,

som den, der hører klodens bud.
 
 

Engang var verden lys og varm.

Jord gav sig let for fingres tryk.

Enhver fandt hvile i din arm.

Godt var det sære land - din ryg.
 
 

Er alting blevet så besværligt nu?

Lad os så vise dem, når vi er to,

skal jeg blot være mig, du være du.

Kom med mig til et sted, hvor vi kan bo.
 
 

Er der en stilhed i den syge larm?

Rapunzel, slå så ud dit lange hår.

Vi vender kulden, så den bliver varm.

Der er en heksecirkel, hvor vi står.
 
 

Cyklonens øjne blinker, før det sker.

Før byens mursten flader ned i skår

og alt af stof fortættes blidt og sner

skal vi to se, hvor mange ting vi når.
 
 
 
 

28
 
 

Kan blæsten bruske sten i dine øjne?

Kan saltet sulte saften af dit blod?

Kan bølger komme krappende og nøgne,

så du kan mættes frit af havets jod?
 
 

Et krabbeskjold har rejst en spinkel himmel.

En papkarton er kastet fra et skib,

og tapre planter trykker sig som skimmel

til sten, der dukker sig og hvisker: Grib!
 
 

Den luft, der kommer, fylder dine bryster

med mindelser om fiskeskrog og tang.

Hvad gør det så, konkyliebruset ryster

dit hoved, når det gør det med en sang?
 
 
 
 

29
 
 

Der var en vej, hvor modne figner hang

som små testikler under bladets ly.

Der var et sted, hvor grå cikader sang

og først holdt inde i det uldne gry.
 
 

Der var en flod med store glatte sten,

og husker du en gammel rundslidt bro?

De ting, der viser tiden nok er sen -

de ting, der selv har fundet sig til ro.
 
 

Og der var mos og sprækker. Vi drak vin,

vi skulle se, om vandet holdt os oppe.

Men floden ville bare være sin

og ikke sinkes af to nøgne kroppe.
 
 

Den provençalske ælde sliber hud.

Man lærer sig at svømme gennem luft.

Hvem kan dog ønske sig at komme ud,

når man er spærret inde i din duft?
 
 
 
 

30
 
 

Jeg hugger tænder i den mørke blæst.

Jeg ved, at græs og kvan forgår.

Jeg ved, at solen tumler ned i vest.
 
 

Jeg ved, at tiden siver, når den går.

Men nu er der et nu, der er et nu,

et ravsekund som vi er sluttet i,

et øjeblik, der lukker om et du.
 
 

Når tiden dør, går universet fri.

Vi lever i en strøm af smeltet bly.

Vi lever i en flod af sort metal.

Vi lever i en nat, der bliver gry.

Vi lever, løftet opad i et fald.
 
 

Om øjeblikket slikker tidens tunger,

som kattemødre slikker deres unger.
 
 
 
 

31
 
 

Som tavshed vokser opad gennem liljer

og fugle styrter ned ved vandets rand,

kan tillid vokse frem af mørke viljer

og evigheden lege på en strand.
 
 

De år, vi færdes i, er grå og nøgne,

og solen skinner ikke mere ned,

men lyset druknede i dine øjne

som mindet om en ukendt kærlighed.
 
 

En muldvarp søger fremad under jorden,

og bynken breder sig og knuser græs.

Det folk, der valgte vinteren i norden,

kan også tåle sommernattens pres.
 
 

En kølig brise snuser sig langs vandet.

Ved stranden klumper sandet sig i grus.

Den tid, der var, vil blive noget andet,

når fugle skifter ham til flagermus.
 
 
 
 

32
 
 

Mod klokkestøbte farer, lune sår,

er selv den spinkle klarhed ubehændig.

I bronzeklangen fra et smeltet år

er indsigten futil og unødvendig.
 
 

Som dugdråben er spiddet af et strå

og tandens renhed sat mod tungens svamp

er tankens klarhed viklet i et sprog

og roen camoufleret som en kamp.
 
 

Fornuften er en luksus af krystal,

en lysekrone splintret i sit fald.
 
 
 
 

34
 
 

Jeg har passeret højden af mit liv

og står nu nøgen mod den stærke blæst.

Mens vinden skærer i mig som en kniv,

ser jeg mod solen, der går ned i vest.
 
 

Jo, jeg har prøvet meget - måske nok.

Jeg ved omtrent, hvor langt jeg har igen.

Så døden kommer ikke som et chok.

Måske jeg favnes af en gammel ven.
 
 

Hvis kærlighed er glødende som vin,

så skal den drikkes nu, mens det er dag.

Du ved, jeg bliver ved at være din.

At intet varer er en anden sag.
 
 

Kun flygtigheden rummer evighed.

Kun flugten kender ilsomhedens ro.

Men husk, at der er ét, vi stadig ved:

At vi kan være en, mens vi er to.
 
 
 
 

35
 
 

Og blade rasler tørt som pergament

et støvet bjerg, der smuldrer og forgår,

en glohed sol på skyløs himmel tændt,

og jorden kløves som et udbrændt sår.
 
 

En stadig knitren af insekters hær

med tørre fødder i det visne løv.

Et dyb af tab, hvor ingen kyst er nær

har tørret alle vårens håb til støv.
 
 

Hvor er der håb, når heden varer ved?

Hvor lindring for mit håbløst tømte sind?

Forgæves siler kalkstenstanker ned

og alting slettes i den skarpe vind.
 
 

Der fyger gustne stenkorn i min mund.

Et timeglas min sjæl; og sandets flugt

der siler ned mod den konvekse bund

en håbløs sang om dig. Alt liv er slukt.
 
 
 
 

36
 
 

Sidst i august,

snert af september.

Vidende smil:

Do you remember?
 
 

Rejnfan står tæt,

blomsterne hule.

Mindernes sug -

endnu dog gule.
 
 

Himlen er blå,

bynken afmægtig.

Søen er grøn,

våd og fordægtig.
 
 

Solen er blind.

Læspende blade.

Græsroden brun.

Kornet i lade.
 
 

Svaler mod syd.

Bilernes brummen.

Knug om din dag.

Sensommer-summen.
 
 

Bakken er tæt.

Møllen er kullet.

Står der som den

altid har skullet.
 
 

Rønnebærs glød

varsler september,

slåen og hyld.

Do you remember?
 
 
 
 

37
 
 

En fugleflok - en kileskrift mod skyen,

der ligger tungt som smuldrende cement.

Som rådne tænder tårnene i byen.

Så tungt og grusomt - alting er så kendt.
 
 

Men børn kan vokse op med bløde fødder

og gå med Chaplinskridt og klumpet ble.

Og træer føler frem med blinde rødder

og lærer, der er ingenting at se.
 
 

En flok af fugle, fælles om en vinkel,

et varsel, der er pakket ind i fjer.

Hver eneste bevægelse er spinkel.

Fra skyen ser man kun det tunge ler.
 
 

Så ligger jord og tynger under foden,

en klodes grødomslag af levet liv.

Hver tanke graver grådigt efter roden.

Kun gråspurve tør endnu sige: Bliv.
 
 
 
 

38
 
 

Et hestebid af sollys i min arm.

Murbiers tætte summen om mit hus.

En sten, der bliver tungere og varm.

Stierne raller tørt som kvalt i grus.
 
 

En muggen frugtbarhed af klæbrigt græs.

Lys falder stridt som striglet syreregn.

Gå ned i kælderen og føl dens pres.

Edderkopdansens sære lådne tegn.
 
 

Hvad skal jeg stille op med denne tid?

Blomsterne maser for at komme til.

I dette lys er stranden alt for hvid.

Ingen kan huske, hvad det er, han vil.
 
 

Jeg længes mod oktobers klare ro,

hvor alting bliver færdig med at gro.
 
 
 
 

39
 
 

Når glenter glimter mod en lilla sky,

og markmus hvisler gennem tørre strå,

når året trækkes i sig selv påny,

og morgenhimlen atter bliver grå,
 
 

når fuglekiler vender sig mod syd,

når nødden svulmer rundt og sundt og brunt,

når bølger flader udad til en lyd,

når frostens skære skrig gør land immunt,
 
 

når tankeflager falder lag på lag,

når dage hugges ned som med et le,

når blade lægger sig på vores tag

er en oktober-klarhed, man kan se.
 
 

Så ser man lyset sitre i sig selv.

Der findes ting som vand og brød og salt,

der findes træ og skov og luft og fjeld.

Der findes kærlighed der gælder alt.
 
 
 
 
 
 

40
 
 

Som vinens perler er oktobers luft,

men snart skal også denne himmel dø

i gråt, og feberhede blades duft

vil falme, mens de gøder nye frø.
 
 

Der var en sommer. Husker du endnu?

Jeg husker havets lugt af salt og jod,

og klittens løse skriden, dengang du

greb fat om strandmandstroens tørre rod.
 
 

Hvor krabbens tomme panser lå i tang

løb du henover hvidt metallisk sand.

Fra dine lunger lød en brændingssang.

Igennem øjnene løb havets vand.
 
 

Et øjeblik. Og rottens kolde fod

skal vidne om den verden du forlod.
 
 
 
 

41
 
 

Der var engang en kærligt levet leg

og græs med dugg og morgensol og luft.

Og solen fødtes for at se på dig

og vinden kom og rørte ved din duft.
 
 

På engen var der blomster - gule, blå,

og da du lå der, var de som en krans.

Hvordan kan noget menneske dog få

en krop, der selv i søvne er en dans?
 
 

Hvordan kan nogen lykke nå så vidt,

at den må skræmmes ved sit eget lys?

Hvordan kan kysset ånde ud så blidt,

at huden krymper i et stille gys?
 
 

Hvad står tilbage af en færdig leg?

Hvad kan i morgen lære af i går?

Vil tidens net få fanget dig og mig?

Vil mørket flette kranse af dit hår?
 
 
 
 

42
 
 

Lad solen hoste lidt og spytte blod,

lad skyer bygge bakker op i vest,

lad træet trække saften til sin rod,

lad græssets manke samle sig til hest.
 
 

For fugle lægger sig og lægger æg,

og salamandre bor i hver en sø,

og tangen tjavser som et uredt skæg.

I dag er det en dejlig dag at dø.
 
 

Når himlen bliver glasklar og azur,

når edderkopper slipper deres net,

og mørket lukker sig om kirkens ur,

betyder det, at tiden snart er mæt.
 
 

Så søger fugle mod en anden egn.

Endnu en dag, der bare er forbi.

Det ord, jeg siger, stivner til et tegn

og snart går alle mennesker i hi.
 
 
 
 

46
 
 

Ingen har

ingen ar.

Går der år

blir de sår.
 
 
 
 

50
 
 

Et rusk af skælven. Neonlyst forfald.

San Bernardino klynger sig til Riverside.

En kamp imellem sima og sial.

Come on, enjoy the Californian slide.
 
 

En mængde skorper, der går hver for sig,

et hav, der grådigt sluger hver bid jord.

Nu er tsunamien fra nord på vej,

og den er hurtig, frygtelig og stor.
 
 

Når kontinentet sprækker, tier Gud.

Vi ved, at undergang er ingen hævn.

Vi skylles bare som Atlantis ud

og bliver til et smukt, historisk levn.
 
 

En bil der flyver over husets tag.

I vandet styrter nok en nedblæst ørn.

Så kom en ny og sær pacifisk dag

og under bølger leger vores børn.
 
 
 
 

51
 
 

Blade blir rustne af tab.

Jorden fortæller

dyret om natmørkets gab,

vinterens fælder.
 
 

Solen kan kun lyse gråt.

Skyerne skæller.

Havet er vældigt og blåt.

Vi mangler gæller.
 
 
 
 

52
 
 

Kast en harpun mod din morgen.

Bid alle blomsterne af.

Stik en kanyle i åren.

Sluk så for endnu en dag.
 
 

Tiden kan sprænges i luften.

Mørket er bedst for enhver.

Luk så for engenes duften.

Natten er evig og nær.
 
 

Hvis du får syner om natten,

drømmer om træer og græs,

fuglene, hunden og katten.

Glem det for skyernes pres.
 
 

Skrøbeligt er det at være.

Mennesker går os forbi.

Men den slags ting må man lære.

Livet er søm slået i.
 
 
 
 

53
 
 

En grusgrav i min hjerne. En lavine.

Og træer der kan stoppes ud med luft.

En irgang dybt i mig - en halvglemt mine.

Og kullenes og stenens fine duft.
 
 

En barriere skabt af bark og tidsler

og knæhøjt græs med vilde modne aks,

et sted hvor planter holder dyr som gidsler,

hvor tanken går i nuets rævesaks.
 
 

Og skyerne vil trykke sig mod jorden.

Hvert strå, der står, skal blive gennemblødt.

De lave bølger peger ud fra fjorden

mod noget, ingen mennesker har mødt.
 
 

Når alting skrider i de tavse gange

kan tiden slappe af og være tryg.

For vi behøver ikke være bange

når sten slår mod din mave og min ryg.
 
 
 
 

54
 
 
 
 

Men meget mere end kinetisk glæde

og endnu mere end en håndvarm ven

er dette lommeløse hvide klæde,

der siger, at vi aldrig ses igen.
 
 

Når træet fælder alle sine blade

til gavn for orme og til gavn for muld

skal vi så ikke kunne blive glade,

som får er glade uden deres uld?
 
 

Kun tomheden kan rumme lysets styrke,

kun tabet giver helheden sit præg,

og kun i tidens bede kan man dyrke

de mørke blomster, der kan give læ.
 
 

I dagens lig bor nattens lådne larve.

Man rådner i den sikre klæge død,

og sort har suget solen for dens farve,

men mørket har sin egen dystre glød.
 
 
 
 

55
 
 

Kulden er stjernestum, sort og beknuget.

Skyerne kvalte månen i nat.

Jorden er snegleslim. Luften er truet.

Græsset er stadig livløst besat.
 
 

Vinduer klaprer, og træerne knirker.

Oppe på loftet tramper en mår.

Tiden der vrister og vrider og lirker

klaprer så kisten over et år.
 
 

Lyset er selvdødt, og blade forstener.

Trapperne tynger huset i knæ.

Ilden forvitrer, og gusen forener.

Vinden kan knap nok krybe i læ.
 
 

Tankerne kramper om ingentings mening.

Ord fryser fast til stivnede ark.

Kroppen er knækket i hvidnet forbening.

Det, der var hud, er tørret til bark.
 
 
 
 

57
 
 

Det luder fremad mod en skummel fred

hvor selv de værste nok kan være med.

Måske det ender i den sidste krig,

hvor kun Antarktis kan forblive rig.
 
 

atomerne smurt tyndt ud overalt,

en verden uden liv. Alt er forbi.

Og hvert sekund er blevet målt og talt.
 
 

Måske en tragt ned til det sorte hul.

hvor intet lys har held at slippe ud.

At kapsles inde i et stykke kul.

Eller er det det favntag, der er Gud?
 
 

Måske at slippe ud af hullets tragt

og blomstre som et hvidt huls blinde blomst.

At vende tiden ryggen med foragt

og vise, ingenting var helt omsonst.
 
 

Måske er verden til hvert individ,

måske en tid, der går på langs og tværs.

Og hvorfor ikke stroboskopisk tid?

Måske en cirkeltid, et multivers.
 
 
 
 
 
 

59
 
 

Hør mine sidste ord:

Skrigene bliver til jord.

Hør mine sidste råb:

Mørket har avlet et håb.
 
 
 
 

60
 
 

Stilheden følger på ord.

Blomster bliver til jord.

Efter istidens gys

bliver mørke til lys.
 
 
 
 

61
 
 

Ensian lugter af gult,

tanker og rådd.

Under det bløde er skjult

røddernes od.
 
 

Timian vokser i mørke,

rude i skygger af muld.

Salte krystaller af tørke

lutres af sollysets guld.
 
 
 
 

62
 
 

Og skyer puster gennem mulden dis.

Græs fyger sammen strå mod strå.

Selv tiden stivner til krystalklar is.

Snart er der sikkert ingenting at nå.
 
 

Og heste gumler sig igennem græs.

De aner ingenting om dioxin.

Har du en hjerne, er den lagt i pres

og stenet som en urtids søpindsvin.
 
 

Når skyerne kan være lådne lig

og pindsvin køres flade hvert minut,

når det, jeg så, er andet end fordi,

når selv sekunderne er nakkeskudt,
 
 

så må vi gribe ind og holde fast,

så er det tid, vi finder et alternativ.

Vi bygger på en tro om kærlighed,

en verden fuld af glæde, fuld af liv.
 
 
 
 

63
 
 

Hvalerne synger

gennem et hav.

Tidsfristen tynger

som en klump rav.
 
 

Alle skal leve -

mennesker, dyr.

Alle skal leve -

mennesker, dyr.
 
 

Krig er en trussel

mod vores jord.

Glubskhed er ussel.

Rovdrift er mord.
 
 

"Æd blot din næste.

Knus alting smukt.

Gør du dit bedste,

rådner hver frugt."
 
 

Vær ikke bange

for disse ord.

Hvalernes sange

stryger mod jord.
 
 

Alle skal leve -

mennesker, dyr.

Alle skal leve -

mennesker, dyr.
 
 
 
 

Glæder og kvaler,

naivitet.

Mennesker, hvaler -

samme planet.
 
 

Alle skal leve -

mennesker, dyr.

Alle skal leve -

mennesker, dyr...
 
 
 
 

64
 
 

De har plantet frygtens sorte træ,

tvunget os mod hadets frosne bræ.
 
 

De har trykket våben i din arm.

Smid dem. Du er åben, jeg er varm.
 
 

De har sået splid, men høster spot.

Vi vil vælte deres krigskomplot.
 
 

Du og jeg er levende af trods.

Fremtiden bestemmes kun af os.