Uddrag af bogen:
 
 

Lucien bankede på. Der gik lidt tid. Så hørte de skramlen og knirken indefra, som om en stor bom blev fjernet fra døren. Døren blev åbnet, og der stod den smukkeste pige, Jan nogen sinde havde set. Hendes hud var som gyldent vaskeskind. Åh ja, maveskindet på et sovedyr. Hendes øjne var store og mørkebrune, med små guldprikker i det mørke. Hun smilede, og hendes tænder var præcis sådan, som Gud havde forestillet sig, tænder skulle se ud. Håret var sort som muldvarpens pels og hang i en bølge ned over hendes ene skulder. Det eneste, der skæmmede indtrykket, var hendes kjole. Den var blomstret i grønt og hvidt og så ud som den slags sommerkjoler, man solgte fra postordreforretninger i fyrrerne. Hun skulle selvfølgelig have været svøbt i en malegassisk lamba. Eller allerhelst...
 Men her stoppede Jans tanker op. Han hakkede og mumlede et eller andet, og Lucien sagde en hel masse på malagasy, der fik pigen til at le. Hendes latter var små sølvklokker i et fjernt tårn.
 Hun rakte en hånd frem, og Jan indså gysende, hun ville have, han skulle tage den. Han tørrede sin fugtige lab af på buksebenet, før han andægtigt og varsomt tog hendes hånd. Den var sval og smal og fast, og han kunne mærke hvordan berøringen sendte et gnistspor ned over rygraden på ham.
 - Jeg hedder Florine, sagde hun.
 - My name is Jan. I'm Danish, sagde Jan. Hvorfor kunne han dog ikke finde på noget sjovt eller originalt at sige? Han følte sig som verdens største svedige øbberbøv.
 Florine bad ham gå ind i stuen og sætte sig. Jan og Lucien gik ind i en mørk stue, der lugtede af gravkammer. Der stod en sofa med stift mørkegrønt plasticbetræk, der var revnet flere steder. Den så ud som noget fra en frisørsalons venteværel¬se. Foran sofaen stod et bord, hvis ene ben var brækket og sat sammen med ståltråd. Der var lagt en kapsel ind over et af benene, der var kortere end de andre. To stole med samme stive plasticbetræk som sofaen stod ved bordet. Op ad den ene væg stod en servante. På væggen hang et billede af Jesus. Med et stort rødt hjerte, som Jan nærmest syntes virkede lidt uhyggeligt. Der var også et land¬skabsbillede. Nogle brunlilla klipper, der gik ned i et frådende hav. En grønlig måne sendte et underligt sygt lys ned over vandet.
 Lucien gjorde tegn til Jan om at sætte sig i sofaen. Den knirkede, da han satte sig ned. Han vidste ikke, hvor han skulle gøre af sine hænder. Hvis han lagde dem i skødet, kløede det i dem, og lagde han dem op på bordet, virkede de fremmede og forladte.
 Jan prøvede at komme i tanke om noget, han skulle sige. Men det eneste, han havde lyst til, var at få alt at vide om Florine. Alt, simpelthen alt. Kunne hun lide Joe Cocker? Havde hun haft skoldkopper som lille? Var hun bange for edderkopper?
 Men det kunne han jo ikke så godt begynde at spørge om, så derfor sagde han ikke noget. Lucien spurgte om folk var meget rige i Danmark. Næ, sagde Jan, de fleste var nogle fattigrøve. Nå, men han måtte i hvert fald være rig, siden han havde kunnet tage på sådan en lang rejse.
 - Nå ja, rig og rig, sagde Jan. - Altså set i forhold til...
 Han var lige ved at sige "folk her i landet", men tog sig i det. Det kunne måske virke stødende eller pralende.
 - Nej, sagde han så. - Jeg er ikke rig. Jeg har sparet op længe til den rejse. Og det er faktisk slet ikke så dyrt, når bare man kender fiduserne. Jeg fandt for eksempel ud af at tage med Aeroflot...
 Det kunne han godt fortælle et par anekdoter om. Især om hvordan de skulle vente halvandet døgn i lufthavnen i Moskva.
 Men Lucien afbrød ham. - Og du kender... fiduserne?
 - Hø, sagde Jan. - Ja. På en måde.
 - Det er da godt, sagde Lucien. - Det er altid godt, når man kender fiduserne.