Cèsar Vallejo hedder en tragisk peruviansk digter-skikkelse fra mellemkrigstidens poetiske modernisme. Han døde ensom og glemt, af sult i Paris i 1938. Livslede og eksistentiel smerte, næret af de sociale elendigheds-vilkår, der er størstedelen af menneskehedens og af hans egen fattigdom og isolation veksler i hans forfatterskab med - kan vi i dag med historiens bagklogskab konstatere - fejlslagne og religiøst-naive politiske forhåbninger til kommunismen som en befrielsesideologi, der skal bibiringe oprindelsen til en ny og bedre verdensorden. Et uhyggeligt selvbedrag ved adskillige generationer af digtere og intellektuelle. Hos Vallejo finder vi en hengivelse til solidariteten med det lidende medmenneske igennem hele historien som en både abstrakt og konkret værdi der anråbes og besværges med en fortvivlelsens patos - om den så retter sig mod menneskeheden eller mod den konkrete næste,. Alle tre digte stammer fra Peer Sibasts danske udvalg: Den sorte herold, Husets forlag 1989. Oversætteren er Peer Sibast selv.

I kølig, fordomsfri betragtning

I kølig, fordomsfri betragtning af

at mennesket er bedrøvet, hoster og ikke

desto mindre er glad for sit rødlige bryst;

at det består af dage og intet andet;

at det er et dystert patterdyr, og reder sig ...

I betragtning af

at mennesket passer sit arbejde fredeligt,

gjalder som en overordnet og støjer som en underordnet ;

at tidens diagram

er et stillestående diorama af dets medaljer

og at dets halvåbne øjne

allerede fra tidernes morgen

har studeret deres forsultne masseformel ...

Når man uden videre gør sig klart

at mennesket fra tid til anden falder i tanker,

som om det ville græde,

og falder til føje som et objekt

og bliver en god tømrer, sveder, dræber,

og derpå synger, spiser frokost og bliver fåmælt ...

I betragtning af, ydermere,

at mennesket i virkeligheden er et dyr

og alligevel, så snart han vender sig om,

slår mig på tæven med sin sørgmodighed ...

Efter afsluttende undersøgelse

af værelserne han bor i, hans toilet,

hans fortvivlelse, når han ender sin grusomme dag

og slå en streg over den ...

Underforstået, naturligvis,

at han ved jeg holder af ham,

at jeg hader ham inderligt og at han, kort sagt,

er mig ligeyldig ...

I betragtning af hans almindelige papirer

og idet jeg med lup betragter attesten

som beviser at han blev født for tidligt ...

giver jeg ham et tegn:

Kom,

og jeg omfavner ham bevæget.

Og hvad så! Bevæget ... bevæget ...

Noget gør dig identisk

Noget gør dig identisk med den som fjerner sig fra dig

og det er den fælles evne til at vende tilbage : deraf kommer

din største sorg.

Noget skiller dig fra den som bliver tilbage hos dig og

det er det fælles slaveri i at drage bort : deraf kommer dine

ubetydeligste glæder.

Jeg vender mig på denne måde til de kollektive individer

såvel som til de individuelle kollektiver og til dem som det

ene og det andet sted hviler marcherende ved grænsernes

larm eller simpelthen markerer gangen på stedet ved verdens

yderste kant.

Noget af et typisk neutrum, af et ubønhørligt neutrum,

stiller sig mellem tyven og hans offer. Dette kan på samme

måde iagttages, når det gælder kirurgen og patienten. En

uhyggelig halvmåne, konveks og skinnende, giver både det

ene og det andet ly. For den stjålne genstand har også sin

ligeglade vægt og det bortoperede organ også sin triste

fedme.

Hvad er mere fortvivlet på jorden end det lykkelige

menneskes manglende evne til at være ulykkelig og det gode

menneskes til at være ond?

Fjerne sig! Blive! Vende tilbage! Drage bort! I disse ord

rummes hele den sociale mekanik.

De sorte herolder

Der er slag i livet, så hårde ... Jeg ved ikke!

Slag som af Guds vrede, slag som får

det allerede gennemlidtes dønning til at

stagnere i sjælen ... Jeg ved ikke!

De er få, men de er ... De åbner mørke strimer

i det hårdeste ansigt og den stærkeste ryg.

De kunne være vilde Attila'ers hingste

eller de sorte herolder Døden sender os.

De er dybe fald af sjælens Korstfæstede,

af en herlig tro som Skæbnen bespotter.

Disse blodige slag er et brøds krakelering

når det brænder fast i ovnens dør.

Og mennesket ... stakkels fyr! Se sig om

som når et klap på skulderen vækker os;

ser sig om med vilde øjne, og alt oplevet

stagnerer som en dam af skyld i blikket.

Der er slag i livet, så hårde ... Jeg ved ikke!

***