I  2001 kom der et jubilæumsnummer af Hvedekorn, hvor de optrykte det første digt, en masse digtere havde haft i bladet. Mit første bidrag fra 1963 var også med. Jeg læste alle digtene og kom ti at tænke over, at mange af dem egnede sig til at blive læst op, og det gjorde mine ikke. Jeg skrev hovedsagelig nogle meget korte, haikuagtige digte, og hvis jeg prøvede at læse dem op, var jeg færdig, før folk overhovedet havde slået ørere ud. De sad bare og virrede på hovedet og ventede på, at der kom mere, men det gjorde der ikke.
Nogle dage efter sad jeg i bussen, og pludselig stod en sætning i hovedet på mig: ”Varanerne parrer sig”. Hvis nu det var et digt, tænkte jeg, hvordan skulle det så fortsætte?
Det blev til en slags taledigt, og dem kom der flere af i den næste tid. Vi var oppe i huset i Småland, og der gik det helt amok. Når jeg gik rundt i skoven, ynglede digtene i mig, og da jeg ikke havde taget pen og papir med, kom jeg storkende tilbage og var ved at rive døren af hængslerne for at komme ind og skrive det ned.
Det underlige var, at de nye fortællende digte selvfølgelig var mine, men så ikke var det alligevel. For fortællerstemmen var ikke mig. Det var en stemme, der var meget yngre end mig, en ung digterspire, der er interesserer sig brændende for alt det, unge mennesker interesserer sig for. Han kantede også ustandselig sig selv ind i alle digtene, så han skulle have et navn. Jeg besluttede, at han var 28 år og hed Mikkel, og så fik han efternavnet Fossmo. Så var han klar til at gå ud i verden.
Jeg sendte nogle Mikkel-digte til Vindrosen og Øverste Kirurgiske, og de ville gerne have dem. De vidste selvfølgelig ikke, det var mig, der havde skrevet dem. I nogle numre af Hvedekorn var der både mine egne digte under mit eget navn og Mikkel-digte.
Så var der noget, jeg ville have afprøvet. Alt, hvad jeg havde sendt til Gyldendal siden 1981, kom retur. De holdt op med at lade som om de læste det. Men var det nu, fordi de syntes, jeg skrev dårligt, eller var det mit navn, der spærrede? Det ville jeg gerne vide, så derfor sendte jeg et bundt Mikkel-digte til et Gyldendal-forlag. Det var den navnkundige redaktør Torben Madsen, der læste digtene, og han antog dem til udgivelse. Bogen kom til at hedde Vækstlaget, fordi der havde stået i en kronik, at man skulle gøre noget for vækstlaget i dansk litteratur. Og her var det så. De ville gerne have, jeg kom op med forlaget, så jeg fandt på, at jeg desværre boede i Venezuela. Jeg fandt på sindrige systemer, så man kunne sende post og betale honorar til Mikkel. Bogen udkom og fik rosende omtale. Så vidste jeg, at det ikke var kvaliteten af mine bøger, Gyldendal havde noget mod, men at jeg var mig. Kort tid efter fik Vækstlaget en produktionspræmie fra Statens Kunstfond. Jeg havde ikke søgt om noget som helst, og ingen af de bøger, jeg udsendte under eget navn, havde fået produktionspræmie siden 1975.
Nogle anmeldere blev meget sure over, at sådan en præmie var gået til en, de slet ikke kendte og delte netværk med og brokkede sig offentligt, og Torben Madsen svarede i Politiken, at når store bøger passerer gennem små hjerner, bliver de til små bøger – et citat fra den syriske digter Adonis.
Men de skumlede, anmelderne. To år efter udgav jeg en ny Mikkel-bog på samme forlag. Sissel-Jo Gazan anmeldte den begejstret, men dagbladene var helt tavse. Ikke én anmeldelse. Og som følge heraf blev den heller ikke solgt, og så ville forlaget ikke udgive flere Mikkel-bøger. En tredje Mikkel-bog kom på Jorinde & Joringel – der heller ikke vidste, hvem forfatteren var – og en fjerde og sidste på Det Poetiske Bureau. Da jeg gerne ville have nogle Mikkel-digte med i mine Udvalgte digte i 2018, måtte jeg jo indrømme, det var mig, der havde skrevet dem, så jeg afslørede det ved udgivelsesreceptionen.
 
 
 
 

Anmeldelser

Mikkel Fossmos digte vil gå rent ind hos det yngre, digtlæsende publikum; men vi andre kan heldigvis også læse med og glæde os over debutantens veloplagte digte.
Mikkel Fossmo har tidligere skrevet digte i Hvedekorn, men Vækstlaget er hans debut i bogform. Og hvilken debut. Med en imponerende stilstikkerhed og en vældig sproglig energi tager digteren livtag med den moderne tilværelse i en stribe tekster, som først og fremmest henter deres gennemslagskraft i en overrumplende udnyttelse af perspektivforskydningerne som virkemiddel. Der er næppe én eneste falsk tone eller overflødigt ord i Mikkel Fossmos skæve indfaldsvinkler til det hverdagsliv, vi tror at kende så godt, men som uden varsel kan ændre sig og fjerne tæppet under os.
Mikkel Fossmo skriver friskt og uimponeret som en ung Rifbjerg, vittigt som Benny Andersen, underfundigt som Dan Turell - og fandenivoldsk som Mikkel Fossmo…
Mikkel Fossmos evne til at se det største i det mindste - og evne til at formulere indsigten i digtform - har affødt en perlerække af digte, som giver smag på mere fra den kant.
Steffen Kronborg, lektørudtalelse

Indholdet formuleres oftest med et twist, der får smilet frem, fordi det er underfundigt og ofte spiller formuleringerne op mod den kanoniserede litteratur..
Jeg kunne frygte, at også Lars Bukdahl vil blive begejstret for Mikkel Fossmo, og det ville jeg jo normalt betragte som diskvalificerende for Fossmos tekster… Men i de bedste digte lyder en ægte stemme fra et lyrisk vækstlag, som det bliver spændende at følge.
Jørgen Falkesgaard i Standart

Digte er en alvorlig sag. Sådan mener mange. Og morskab i lyrik er derfor en form for revolte. Eller rim og remser. I Mikkel Fossmos debutdigte er morskaben imidlertid fuldt integreret. Hans digte er kåde, frække og overgivne, uden at blive platte, nemme eller manierede. Livets alvor bliver hævet op af morskabens svæv
Statens Kunstfond i begrundelse for tildeling af produktionspræmie

Vækstlaget er en topvulgær og morsom bog fra en uimponeret debutant. Den er samtidig spændende og vidner om modenhed… Mikkel Fossmo er sjov. Og når man virkelig er sjov, er det, fordi man overrasker og siger noget nyt… F.P. Jac. kan jeg næsten ikke komme udenom. Mikkel Fossmo og ham er meget forskellige, men det er sjældent, at man ser andre danske digtere bevæge sig i et så kompromisløst humoristisk felt.
Sentura

Dyredigtene vidner om en herligt bizar fantasi og kunne stå som en slags lyrisk sidestykke til Gary Larsons ’Far Side’-striber. Vittigt svares der igen i mange digte på en hel kongerække af danske digtere fra de sidste to århundreder.
Lasse Hore Kjældgaard i Politiken

De gange debutanten Mikkel Fossmo ryster på hånden i digtsamlingen ”Vækstlaget” er ikke værd at nævne… Fossmo er blandt de allerbedste i den yngre generation… For mig at se bliver Fossmo en kartograf på gennemrejse i det vækstlag, digte udspringer af.
Christian Stokbro Karlsen i Nordjyske

Mikkel Fossmo er en vittig mandsperson. Kønnet skal med. At ”Vækstlaget” er konciperet gennem en mandlig optik er ikke nogen genial iagttagelse, men nok en nødvendig oplysning til nysgerrige (kvindelige) læsere… Dan Turèll sidder sikkert i sin himmel og gnægger af fryd over Fossmos festligt flabede nedskrivning af den romantiske dvælen ved al-naturen. Men i modsætning til Turèll kan Fossmo nyde ubehaget
Erik Svendsen i Jyllands-Posten

En guldgrube af finurligheder og sproglige gylp, der giver klare associationer til F.P. Jacs humoristiske univers… Alt i alt en fantastisk sjov, forholdsvis let tilgængelig samling tekster, der vil kunne formidles til alle der gerne vil udfordres sprogligt og formligt.
Anne-Mette Lerche på Liteteratursiden

Anarkistisk og pistolhumoristisk tages gode udtryk ned fra hylderne og vristes og tvistes, så de bliver fulde af spas og nogle gange mening. Vækstlaget er en dækkende titel, selv om den er mindre original end det, den dækker over. For der er sandt for udyden meget, der kan vokse her. Både talent og selvtugt… Mikkel Fossmo er bedst, når der er et strejf af tynd hud og filosofisk nøddeknækkeri. Som i det krinkelkrogede, dybt vittige og mærkeligt følsomme »En samtale mellem træer er en forbrydelse«.
Liselotte Wiemer i Weekendavisen
 

Uddrag af bogen

Brændende busk

Ude ved Ringvej 3A står der en busk og brænder. Der kommer lyd ud af busken, sådan noget med: Ja, hallo, det er Gud, det er mig der taler.
De fleste drøner lige forbi med lukkede ruder og kan alligevel ikke høre andet end The Voice i bilradioen.
Men så er der nogle der skyder genvej over hellen, når de skal over i Netto, og de stopper tit op et øjeblik og ser på busken.
Too fucking much, siger de så. Hvad bliver det næste de finder på?
Vi gider ikke stå og vente, han kommer nok snart med et tilbud på sildesalat.
Men de der flammer, de ser godt nok ægte ud, det er vist noget man kan købe til pejsen.
Paw Dennis stopper op og kigger på busken. Så kyler han en flaske over i flammerne.
Lav dig nogle flinteknive og omskær mit folk ved forhudshøjen, siger busken.
Nå, er det med den på, bror lort, siger Paw Dennis, nu skal du ikke komme for godt i gang.
Din farbrors køn må du ikke blotte. Din fasters køn må du ikke blotte. Jeg er Herren din Gud, siger busken.
Ja, ja, godt med dig, siger folk, men kan du lige sige mig hvor I har flaskeautomaten?
Er der fine gule hår på bylden, skal præsten erklære den uren. Så er det skurv, siger busken. Kommer et tinsjemetdyr ned i lerkrukken, er den uren.
Var det den vi så på den video vi lejede nede i døgneren? siger en mand til sin kone. Den hvor der kommer små mider ud af dem alle sammen?
Gud snøvler videre, Hjul i hjul, siger han, og folk siger: De begynder da også tidligere og tidligere hvert år.

Drømmesporvogn

Der var stadig sporvognsskinner i Frederikssundsvej femogtyve år efter at HT var gået over til busser
halvt fyldt med asfalt lå skinnerne dér og lynede i solen som en russer med ståltænder.
Jeg har det lidt på samme måde
med alle dem jeg har været forelsket i
de kører med natsporvogn gennem mine drømme
maser sig sammen på forperronen
skiftes til at styre med store håndsving
opfinder mystiske rutenet der aldrig før har eksisteret
linje 24 ud ad Slotsherrensvej
linje 38 ned ad Ålekistevej
sladrer sammen og bagtaler mig fnisende.
Forsvinder så hvide som sølvmåger
ned i en undersøisk remise.

Aftægtsengle

Deres pensionskasse har bygget ude på Dokken;
den får ikke for lidt med snoede tårne og gesimser.
Det er et hjem for firserengle på aftægt; dér sidder de og hænger med fjerene.
Vi havde fast arbejde i lyrikken, siger Gabriel til mig. Selv når der gik hul på os, viste vi aldrig kløer.
Nu er der ingen der har brug for os. Vi er ikke så gode til det med ironien.
Men jeg skal være den sidste til at klage; vi har fjernsyn på alle værelser. Vi kan altid tage mobilen og ringe til Gud.
Der går en havnetaxi så vi kan komme i byen. Vi skal bare folde vingerne godt sammen når vi skal med bussen.
Hvis vi hjælper hinanden, kan vi få vingerne ned i en rygsæk. Så ligner vi næsten norske turister.
Men selvfølgelig ville det være rart at få lidt sus i gevandterne igen. Kunne du ikke skaffe mig et job som søndagsengel?
Jeg kan stå i døren og vifte med vingerne. Det er godt når der er hedebølge, og så sparer det på elregningen.
Måske kan vi komme med i et digt en gang imellem. Om ikke andet så en konfirmationssang.
Engel rimer på stængel, det kan du godt hilse og sige.
 

Drømmefår

Vågner af en drøm om menneskeædende får
der nappede begge mine ben op til knæene.
Hvad mon Freud havde fået ud af det
spørger jeg mens jeg trækker mig ud af sengen ved hænderne og maver mig frem mod døren.
Det burde være muligt at kende forskel på almindelige fortrængninger og dødbringende lidelser.
Hvis der går koldbrand i benstumperne, ryger lårene også, og så skal jeg bæres rundt i en kurv.
Bah bah, lille får
har du noget uld?
spørger jeg venligt.
Mon ikke, gamle nar,
hele ryggen fuld,
lyder det truende kor ude fra trappen.
Hele trappeskakten én masse af morderiske
ulddyr.
Oh shit
sikken en elendig begyndelse på dagen.
 

Morgenstemning

Der lugter af pige i værelset og jeg sidder og snuser.
Det er til at forstå at lagenet er krøllet, men hvordan kan der være bundet knude på det?
Der hænger små atomer af hendes ånde i luften,
jeg sidder med åben mund og polypper og sutter hende ind til drøbelen.
Nu sidder hun i Farum-toget med tandmærker på den ene balde.
Hun er så splitternøgen inde under tøjet at de bliver nødt til at sætte hende i enekupé og blænde alle ruderne; ellers ville folk få sanktvejtsdans.
Hvad skal de stille op inde i byen? Måske indfører de sommertid i utide i ren panik.
Jeg tør ikke gå ud og tisse; jeg ville få tårer i øjnene ved at se den så uædel, efter det den har været indviet til.
Nu ville det være helligbrøde at tænke på mobiler, faste telefonnet og især sms'er.
Der skal afsendes større korps af rokokobude i røde uniformer med guldtresser alle vegne, trekantede hatte på hovedet og hvide glacéhandsker.
De skal bære på vinrøde fløjlspuder med viftende sorte kvaster
og på hver pude skal der ligge et enkelt hvidt rosenblad
så let og duftende som hendes øjenlåg.

Lad tonerne fortælle

I mange år fik jeg stiv pik af orgelmusik.
Buxtehudes Magnificat primi toni var instant Viagra.
Hvis jeg skulle sammenligne reaktionstiden på min kæreste med røven i vejret
iført armbånd og ring i næsen
og Mozarts Requiem i d-mol (Köchel 626)
vandt Mozart med alle dommerstemmer
og karakteren 9,9 for elegant kunstnerisk udførelse.
Jeg kunne jo ikke fortælle nogen om det; folk ville bare tro jeg var mærkelig.
Så der sad jeg til syv bryllupper og en begravelse og dampede
koret istemmer Alterlyset i Herrens hus er det ædleste brudeblus
og famlefamle ned i lommen lirkelirke op over navlen
og så sidder man der og ånder.
Det er ikke til at vide hvad sådan noget kommer af
det må være noget meget tidligt, mens der var morgenandagt på Program 1.
Men så blev hun gift
hende jeg var forelsket i alle tre år i gymnasiet
(hende der altid så på mig som om jeg var en amagerhylde over Børge Mogensen-sofaen)
og selvfølgelig med min bedste ven (det røvhul)
og i Holmens kirke, mindre kunne ikke gøre det
og så drønede orgelet løs med Det er så yndigt
og jeg så på hende med stor undren
og tænkte hold kæft en smatso, hvad har jeg nogen sinde set i hende
og samtidig var det som om jeg havde en isvaffel i bukserne
totalt afdød fra brystbenet og ned
så det var da et held jeg ikke gik til psykolog og betalte en formue.
 

Blød som en krop

En sommerdag begyndte det at klø i græsset nede under asfalten.
Strandbredden under brostenene grusede helt sammen.
Ladegårdsåen brød gennem rørsystemerne og skyllede som en mindre Amazonas ned ad Åboulevarden.
Og lige pludselig var byen blød som en krop.
Ikke bare det: Der groede hud på alle husene.
Rådhustårnet knækkede over i tre led, fik negl på tårnet og pegede anklagende på Palace Hotel, der åbnede gabet og begyndte at sutte indholdet af en turistbus i sig med pludselig myreslugertunge.
Folk styrtede skrigende over på Burger King, hvor der snart efter lød en højlydt bøvs fra restauranten på første sal da hele huset begyndte at fordøje.
Politikens hus lagde en lort i porten ind til Ekstrabladet.
Oh shit, hylede folk, blomsterbørnenes værste drømme er gået i opfyldelse.
Byen begynder at æde os.
Snart kravlede mindre beboelsesejendomme rundt som krokodiller.
Domus Vista flød sammen til en gople med fangtråde helt over til tårnet i Zoologisk Have (der havde fået fjer på og var lige ved at lette).
Vor Frelser var en narhval der stod på sin hale og strittede.
Tivolis hovedindgang var snoet af sammenfiltrede kæmpeorme.
Vesterbrogade gik i regnskov, Ishøj blev til Jurassic Park.
Nørreport station smækkede gabet i og opløste tusinder med sin mavesyre.
Da det regnede, skød der hvide svampe op alle vegne.
Bygningerne flød ud, smattede sammen og opløstes.
Kun en klistret masse lå tilbage.
Og stivnede langsomt til sten.