I novellen ”The man who ate the world” fra 1956 skildrer den amerikanske forfatter Frederik Pohl et mareridtssamfund, hvor forbrug er blevet tvang. Borgerne skal købe og forbruge dagen lang for at holde hjulene i gang, og tilværelsen bliver et evigt løb rundt i trædemøllen. Samfundet bliver først befriet for forbrugstyranniet, da man finder ud af at lade maskiner om at smadre og kassere varerne lige så hurtigt, de triller af samlebåndet.
Når man hører dagens opfordringer til at forbruge sig ud af krisen og købe, til kontokortet gløder, føler man sig hensat til Pohls science fiction-verden. Det er som om, formålet med tilværelsen er at få hjulene til at snurre stadig hurtigere rundt, så produktion, forbrug og profit bliver ved med at vokse mod himlen.
Det økonomiske system bygger på, at folk låner penge og betaler rente, altså betaler mere tilbage, end de har lånt. For at alle skal kunne gøre det, skal økonomien hele tiden vokse. Uden vækst braser systemet sammen. Det er svulstens logik: Vækst uden grænser eller mål på bekostning af den organisme, man vokser i. For at sådan et system skal fungere, skal der hele tiden være uopdyrkede områder, man kan ekspandere ind i. Man kunne i århundreder finde nye markeder – først i kolonier og sidst i de tidligere kommunistiske lande. Men nu har markedet bredt sig over hele kloden, og Jorden bliver ikke større end den er.
Der skal ikke større matematisk indsigt til for at indse, at man ikke kan have evig materiel vækst inden for et lukket, materielt system som denne klode.
For det første kan befolkningstallet ikke blive ved med at stige. For øjeblikket udgør menneskeheden en biomasse på omkring 300 millioner tons. Hvis den nuværende vækstrate fortsatte, ville vi om cirka 300 år udgøre hele biomassen, så alle planter og dyr er fortrængt, og om 1700 år veje mere end den klode, vi står på. Det er selvfølgelig umuligt. Samme simple beregninger kan foretages for alle økonomiske parametre. Som myten om Ikaros så smukt fortæller, kan vi ikke flyve ind i himlen. Det eneste spørgsmål er, om vi vil flyve lodret op, til vi styrter ned, eller om vi vil foretage en blød landing.
Vi skal ikke sidde og vente på sammenbruddet. Vi kan gøre noget. Befolkningstallet er allerede ved at stabilisere sig af sig selv i de rige lande. Det er der nogle, der opfatter som et problem, men vi bør være henrykte over et stabilt eller faldende befolkningstal. I de fattige lande bliver befolkningstallet ved med at stige, og det skyldes manglende uddannelse, social nød og dårlig sundhedsforsorg. Det er indlysende, hvad vi kan gøre for at vende kurven.
Hvis det økonomiske system ikke kan opretholdes uden evig vækst, og evig vækst ikke er mulig, så må vi lave systemet om.
Indtil for nylig troede mange på systemets selvregulerende kraft. Man talte om markedets usynlige hånd, der griber ind og retter op på tingene. Hvor sært det end kan lyde, går mange politikere og økonomer ud fra, at vi ikke behøver at tænke os om. Uanset hvor dumt vi opfører os, skal vi bare lukke øjnene og vente på, at den store usynlige hånd kommer og hjælper os ud af den knibe, vi har anbragt os selv i. Det er ikke rationel tænkning. Det er voodoo eller cargokult, men alligevel er det en tanke, der fremføres med alvorlige miner.
Nu har finanskrisen vist os, at markedet ikke længere er selvregulerende. For at hjulene skal snurre videre, skal de smøres med hjælpepakker. Det er ikke enkelte, grådige kapitalister, der har skylden for krisen. Der er tale om en strukturkrise, hvor vækstsystemet er presset af de begrænsninger, klodens lukkede kredsløb sætter. Samtidig er den usynlige hånd visnet. Markedet kan ikke mere trække sig selv op ved hårene.
Det er lidt uforståeligt, hvor pengene kommer fra til alle de hjælpepakker, der er vedtaget de sidste måneder. Især fordi vi hele tiden har fået at vide, at samfundet ikke har råd til basale sociale goder. Alligevel var det kun et greb i lommen at give de amerikanske banker otte billioner dollars, der ville have været nok til at betale gratis sundhedsforsorg for alle amerikanere i hundrede år, føde alle verdens fattige eller indfri alle lån i amerikanske huse. Hvis man skaffer pengene til hjælpepakkerne ved at trykke flere penge, vil det selvfølgelig føre til galoperende inflation, der vil føre til endnu værre nedsmeltning. Hvis man tager dem af reserverne, har vi ikke længere noget bolværk mod en endnu værre krise. Hvis man tager dem fra de sociale udgifter, bliver vi alle forarmede.
Men som det så ofte er fremhævet, betyder ordet ”krise” oprindelig ”vendepunkt”. En krise åbner for nye muligheder.
For ikke så længe siden sagde Thor Pedersen, at vi er så rige, at vi kan købe hele verden. Lige nu er verden på brandudsalg. Lad os slå til og købe den.
Vi vil alle sammen gerne have et godt velfærdssamfund, men vi vil ikke betale mere i skat. Vi vil have lav skat og samtidig kortere arbejdstid, gode skoler og sygehuse. Vi vil gerne gå tidligt på pension og nyde den tredje alder. Og det kan vi alt sammen. Vi skal bare se os om efter andre indtægtsmuligheder for staten, så vi kan betale udgifterne. Det er simpel husholdningsøkonomi.
En del lande har som Norge været fornuftige nok til at sikre sig indtægterne fra landets naturrigdomme. Så kloge har vi desværre ikke været. Men banker og forsikringsselskaber kan give gode indtægter til statskassen. I en række lande er man allerede i gang med at nationalisere bankerne. Lad os gøre det samme. Hvorfor skal vi uddele hjælpepakker uden at få indflydelse og udbytte til gengæld? Enhver privat investor ville forlange at få aktier for sit indskud. Lad os forlange det samme.
”Jamen, bankvæsen er ikke en opgave for staten”, lyder det så. Men det er ikke noget argument. Det er et fundamentalistisk dogme.
Da man ikke længere får løn udbetalt i kontanter, skal alle have en bankkonto. Det giver store indtægter til bankerne. Hvis alle offentligt ansatte havde konto i en offentligt ejet bank, ville det give store indtægter til os alle sammen. I stedet for at sælge ud af arvesølvet og privatisere, kan vi bruge pensionsfonde og andre offentlige midler til at skaffe indtægter til almenvellet.
Vi må holde fast i, at vi kan bruge statens penge, som vi vil. Det er det, der hedder demokrati. Hvis vi vil købe syltetøjsmadder for alle pengene, vil det være meget dumt, men vi har lov til det. Hvis vi vil købe bankerne, så er det mest fornuftigt at købe dem, mens aktiekursen er i bund. Hvis vi render ind i nogle begrænsninger, der er fastsat ved lov, kan vi fjerne begrænsningerne. Det er ikke Gud, der har skrevet vores love på stentavler. Vi har selv lavet loven, og vi kan selv lave den om.
En statsovertagelse af udvalgte områder giver mulighed for at bevare en fungerende velfærdsstat, men det løser ikke det grundlæggende vækstproblem.
Vi skal selvfølgelig ikke skifte vores nuværende system ud med den model, der blev brugt i de østeuropæiske lande før 1989. De var lige så vækstfikserede som vi er, og de svinede mindst lige så meget med miljøet. En centraliseret statskapitalisme er alt for stivbenet til at fungere i et moderne samfund. I det omfang, markedsmekanismerne giver os fordele, skal vi selvfølgelig udnytte dem. Kun fundamentalister klynger sig til en ideologi uden at se ud mod virkeligheden. Der er ikke nogen grund til at nationalisere enhver lille butik. Det er fint med kræmmermarkeder og genbrugscentre. Men den nuværende krise har vist, at bankerne ikke længere kan styre sig selv, og derfor må samfundet styre dem.
Når man står på Titanic, findes der ikke højreorienterede eller venstreorienterede redningsbåde. En løsning på verdens store problemer ligger ikke et bestemt punkt på det politiske spektrum, men må tage sit udgangspunkt i den konkrete situation, vi står i. Det er alle vækstideologierne, vi skal imødegå, ikke kun den, der hersker her og nu. Under omvæltningerne i 1989 kørte en del amerikanere rundt med en kofangermærkat, der sagde: One Evil Empire down. One to go. Det ene system brød sammen under sin egen vægt for tyve år siden. Nu er turbokapitalismen ved at bryde sammen, og det skal vi ikke være kede af. Det giver nye muligheder.
Vækst er vækst, uanset om man kalder den grøn eller blå. Når Fogh den ene dag siger, at nu er han blevet grøn, og Barfoed næste dag siger, at så må vi sætte afgiften på biler ned og bygge flere motorveje, så hænger det ikke sammen. Grøn eller bæredygtig vækst kan lige så lidt fortsætte i det evige som den vækst, vi har nu. Selv ikke verdens mest økologiske træ kan vokse ind i himlen.
Tanken om evig vækst er ikke særlig gammel. I middelalderen forestillede ingen sig, at økonomien skulle ekspandere. Den skulle bare fortsætte, sådan som den var. Det var bestemte historiske forudsætninger, der skabte vækstideologien, og når omstændighederne ændrer sig, må ideologien også ændres. I stedet for at lade os inspirere af den falske tro på vækst, skal vi måske søge inspiration hos de gamle kinesiske tænkere, der talte om harmoni og balance.
Både højre- og venstrefløjen har haft svært ved at tage forestillingen om et stabilt samfund til sig. Det har været nemmere for naturvidenskabsmænd, der umiddelbart kan se, at en lodret vækstkurve ikke kan opretholdes. En af grundene til, at vi er havnet i elendigheden, er at politikerne har opfordret os til ikke at høre på folk med sagkundskab. Vi kan selv, har vi fået at vide. Men de fleste af os kan hverken udføre hjerneoperationer eller måle klodens tilstand. Vi må høre på videnskabsmændenes klare advarsler.
Det britiske videnskabelige tidsskrift ”New Scientist” havde 10. oktober 2008 et særnummer med temaet ”Vækstens vanvid. Hvordan forhindrer vi, at økonomien dræber kloden?”
En vigtig konklusion i artiklerne var, at et samfund med nulvækst ikke behøver at være et dårligere samfund at leve i end et samfund med stadig vækst. Tværtimod vil nulvækst give os muligheder for at skabe et bedre liv, samtidig med at den giver biosfæren mulighed for at hele de sår, vi har påført den. Det er muligt vi kommer til at undvære boblebadet og firehjulstrækkeren, men vi skal nok blive rene, og vi skal nok kunne tage på udflugter. Selv om man ikke spiser på et syvstjernet hotel i Dubai, kan man godt blive mæt.
Uanset om vi gør noget eller ej, skal Jorden nok klare sig. Livet på Jorden klarer sig nok også. ”She is a tough bitch” – ”Hun er en sej kælling” som Lovelock siger om Gaia. Men det kan meget vel blive uden os. I firs procent af den tid, der har været liv på Jorden, har der kun eksisteret encellede organismer. Det er måske den stabile tilstand for livet og den, Jorden falder tilbage på i en nødsituation. Men i stedet for at vente på at blive skrottet som mislykket art skulle vi forsøge at leve op til det artsnavn, vi har givet os selv: Homo sapiens – det tænkende menneske. Hvis vi vil overleve, må vi gøre noget, og det skal være nu.
Vi må indse, at vi kan undvære fortsat materiel vækst. Flere argumenter for tanken kan findes på http://www.zerogrowth.org. Derefter kan vi finde ud af, hvordan overgangen til en verden i økologisk ligevægt eller økostase kan gøres så smertefri som mulig. Kriser har det med at vende den tunge ende nedad, så derfor bør man ad politisk vej løse fordelingsproblemerne, så overgangen til et nyt system ikke gør de fattige endnu fattigere. Det bliver ikke nemt at indføre nulvækst i hele verden, men det er nødvendigt.
Når vi opbygger det stabile samfund er det vigtigt, at vi gør os klar, at stabilitet ikke er det samme som stagnation. Evig materiel vækst er ikke mulig i et lukket system, men der er mange andre former for vækst, der kan fortsætte i det uendelige. Der er ingen grænser for videnskabens søgen efter viden. Der er ingen grænser for kunst eller for en søgen efter mening og sammenhæng i tilværelsen. Der er ingen grænser for kærlighed og venskab. Vi kan blive ved med at udvikle os, vi kan blive ved med at finde nye områder for vores virketrang. Lad os gøre os fri af tvangstanken om, at vækst er begrænset til en stadig stigende strøm af mønter i Joakim von Ands pengetank. Slip fantasien løs og lad os vokse i hundrede retninger. Det perfekte samfund finder vi aldrig, men vi kan blive ved med at gøre verden bedre. Alle undersøgelser viser, at følelsen af lykke stiger med voksende materiel velstand indtil det punkt, hvor de grundlæggende materielle behov er dækket. Derefter bliver man ikke lykkeligere af at blive rigere. Mange mennesker i dag opfatter tilværelsen som stresset og utilfredsstillende, fordi de med rette føler, at de bare pisker af sted for at tjene flere penge uden rigtig at få noget ud af livet. Et samfund i balance og harmoni vil skabe bedre forudsætninger for et godt liv end det samfund med tvangspræget forbrug, vi har nu.