Huset Ushers fald af Edgar Allan Poe

Huset Ushers fald

af Edgar Allan Poe

Oversat af Arne Herløv Petersen

"Son coeur est un luth suspendu;
Sit“t on le touche, il résonne."

De Béranger

En lang mat, mørk og lydløs dag i høsten, mens skyerne hang lavt på
himlen, havde jeg redet alene gennem en usædvanlig trist egn af landet,
og omsider, da aftenens skygger blev lange, befandt jeg mig inden for
synsvidde af det melankolske Huset Usher. Jeg ved ikke, hvorledes det
gik til - men ved det første glimt af bygningen lagde en ulidelig dyster-
hed sig over mit sind. Ulidelig, siger jeg; thi denne følelse mildnedes ikke
af hin stemning, der er halvvejs behagelig, fordi den er poetisk, hvormed
sindet i reglen tager imod selv de barskeste naturindtryk af det øde eller
frygtindgydende. Jeg så på sceneriet foran mig - på det nøgne hus og
herresædets enkle landskabelige træk - på de kolde mure - vinduernes
tomme øjenhuler - de få tuer af stargræs - de spredte hvide og frønnede
træstammer - med en total modløshed, som jeg ikke kan sammenligne
med nogen anden jordisk fornemmelse end den, opiumsrygeren rammes
af, når han vågner af drømmen - det bitre fald tilbage til dagligdagen -
det modbydelige øjeblik, hvor sløret falder. Det isnede om hjertet, der
fyldtes af en synkende og kvalmende følelse - en uforløst tankens
melankoli, som ingen ansporing af fantasien kunne pine frem til det
sublime. Hvad var det - stoppede jeg op for at tænke - der i den grad tog
modet fra mig, mens jeg skuede Huset Usher? Det var et mysterium, der
ikke var til løse; ejheller kunne jeg fatte de skyggeagtige fornemmelser,
der trængtes i mit sind, mens jeg grundede. Jeg blev nødsaget til at lade
mig nøje med den utilfredsstillende konklusion, at selv om der ikke
herskede skygge af tvivl om, at der findes kombinationer af ganske
enkle naturlige genstande, der har magt til at påvirke os således, ligger
analysen af denne magt stadig blandt de overvejelser, der er uden for
vor rækkevidde. Det var muligt, tænkte jeg, at blot sceneriets enkelt-
heder, billedets detaljer var arrangeret anderledes ville det være
tilstrækkeligt til at mildne eller måske endda ganske fjerne dets evne til
at fremkalde sørgmodige indtryk, og jeg handlede ud fra denne tanke
ved at styre min hest til den stejle bred af en sort funklende bjergsø, der
lå i uforstyrret stråleglans nær huset, og skuede ned - og jeg blev ramt
af en endnu voldsommere gysen end før, da jeg så de omformede og
omvendte billeder af det grå stargræs, de genfærdsagtige træstammer og
vinduernes tomme øjenhuler.

Ikke desto mindre havde jegs at mig for at tilbringe nogle uger

på dette dystre slot. Dets ejer, Roderick Usher, havde været en af mine

nære venner i drengeårene; men der var nu gået mange år siden vort

sidste møde. Nu havde et brev imidlertid nået mig i en fjerntliggende del

af landet - et brev fra ham - der havde en så hysterisk indtrængende

karakter, at det ikke tillod noget andet svar end et personligt fremmøde.

Brevet vidnede om nervøs ophidselse. Den, der havde skrevet det, talte

om en heftig legemlig sygdom - om en sjælelig forstyrrelse, der havde

ramt ham - om et oprigtigt ønske om at se mig som hans bedste og

faktisk eneste personlige ven med det formål for øje, at jeg i nogen grad

kunne lette på hans lidelser gennem mit opmuntrende selskab. Det var

den måde, hvorpå alt dette og meget mere blev sagt - det var indtræng-

ende, der lå i hans bøn, der ikke gav mig plads til tøven, og som følge

heraf adlød jeg øjeblikkelig det, jeg stadig betragtede som en meget

besynderlig hidkaldelse.

Selv om vi som drenge havde stået hinanden endog særdeles

nær, vidste jeg i virkeligheden ikke meget om min ven. Han havde altid

været overdrevent og indgroet reserveret. Men jeg var klar over, at hans

ældgamle slægt fra arilds tid havde været kendt for en særegen tempera-

mentbestemt følsomhed, der igennem lange tider havde givet sig udtryk

i mange ædle kunstværker og i den senere tid i gentagne eksempler på

storslået, men upåtrængende veldædighed, såvel som inden for en liden-

skabelig hengivenhed til musikkens krogveje snarere end til dens

almindeligt accepterede og letforståelige skønhed. Jeg havde også fået

den bemærkelsesværdige oplysning, at skønt slægten Usher var af

ærværdig ælde, havde dens stamme ikke på noget tidspunkt skudt nogen

varig sidegren; med andre ord lå hele slægten i den direkte linje, og det

havde den altid gjort med meget små og meget midlertidige undtagelser.

Det var denne mangel, tænkte jeg, mens jeg i tankerne gennemgik, hvor

fuldendt herresædets ydre passede sammen med den karakter, man

tilskrev slægten, og mens jeg spekulerede over, hvilken indflydelse det

ene på nogen måde kunne have haft på det andet gennem århundre-

derne - det var måske denne mangel på sidegrene af slægten, og den

heraf aldrig svigtende videregivelse af slægtens arv og navn fra fader til

søn, der havde forenet de to dele så meget, at godsets oprindelige navn

havde udviklet sig til den ejendommelige og tvetydige betegnelse "Huset

Usher" - et navn, der hos de bønder, der benyttede det, syntes at omfatte

såvel familien som familieslottet.

Jeg har sagt, at det eneste resultat af mit noget barnlige

eksperiment med at se ned i søen havde været en uddybning af det første

mærkværdige indtryk. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at bevidst-

heden om min hastigt fremvoksende overtro - thi hvorfor skulle jeg ikke

benævne den således? - hovedsagelig tjente til at fremskynde selve denne

vækst. Dette, har jeg længe vidst, er den paradoksale lov for alle følelser,

der har skrækken som grundvold. Og det var måske kun af denne

grund, at en mærkværdig fantasi voksede frem i mit sind, da jeg atter

hævede mit blik fra spejlbilledet i søen til huset selv - et indfald så

latterligt, at jeg blot nævner det for at vise den levende kraft i de for-

nemmelser, der tyngede mig. Jeg havde i den grad oppisket min fantasi,

at jeg virkelig troede på, at der over hele slottet og området omkring det

hang en atmosfære, der var speciel for dem og de umiddelbare om-

givelser - en atmosfære, der intet slægtskab havde med himmelens luft,

men dunstede op fra de frønnede træer, den grå mur og den tavse indsø

- en mystisk pesttåge, mat, træg, næsten usynlig og blygrå.

Jeg rystede dét, der måtte være en drøm, af mit sind og tog

bygningens konkrete ydre nærmere i øjesyn. Hovedindtrykket var

ufattelig ælde. Tiden havde i høj grad skjoldet murene, og en fin svamp

havde bredt sig over hele slottets ydre og hang i et filtret net fra

tagskægget. Men til trods for alt dette var der intet særligt forfald at se.

Ingen dele af murværket var styrtet ned, og det var, som om der var et

stærkt misforhold mellem delenes stadig fuldendte indpasning i

hinanden, og de enkelte stens smuldrende tilstand. Heri var der meget,

der mindede om den forræderiske helhed i et gammelt træværk, der er

rådnet op gennem mange år i en forsømt hvælving uden nogen for-

styrrelse fra den ydre lufts ånde. Men bortset fra disse vidnesbyrd om

omfattende forfald gav murværket ikke særligt indtryk af manglende

soliditet. Måske kunne en nøjeregnende iagttagers granskende blik have

opdaget en næppe skelnelig sprække, der løb i siksak fra bygningens tag

ned over facaden, til den forsvandt i søens træge vand.

Mens jeg bemærkede alt dette, red jeg over en kort gangbro ind

til huset. En ventende tjener tog mod min hest; og jeg trådte ind i hallens

gotiske hvælvinger. En kammertjener førte mig tavs og med snigende

skridt videre gennem mange mørke og slyngede gange frem til sin herres

studerekammer. Meget af det, jeg mødte på min vej, bidrog til at skærpe

de vage fornemmelser, hvorom jeg allerede har talt, uden at jeg kan sige

hvorledes. Selv om alle genstandene omkring mig - billedskærerarbejdet

i lofterne, de dunkle gobeliner på væggene, de ibenholtssorte gulve og

de drømmeagtige våbentrofæer, der klirrede, når jeg gik dem forbi - alt

sammen var ting, jeg havde været vant til fra min spæde barndom, eller

i det mindste lignede dem, jeg havde været vant til - selv jeg ikke tøvede

med at indrømme, at hvor velkendt alt dette var mig, så undrede det mig

alligevel at opdage, hvor fremmedartede de fantasier var, som almindeli-

ge synsindtryk fremkaldte. På en af trapperne mødte jeg familielægen.

Det forekom mig, at hans åsyn var præget af et blandet udtryk af

lavsindet snedighed og forvirring. Han hilste mig bævende og gik videre.

Kammertjeneren smækkede nu en dør op og førte mig ind til sin herre.

Det værelse, hvori jeg nu befandt mig, var meget stort og

højloftet. Vinduerne var høje, smalle og tilspidsede og sad så højt over

de sorte egetræsgulve, at de var ganske utilgængelige derfra. Matte glimt

af rødligt lys trængte gennem de indfattede ruder og tjente til at få de

mere iøjnefaldende genstande rundt omkring til at træde tilstrækkelig

tydeligt frem; men blikket søgte forgæves at nå de fjernere kroge af

værelset eller fordybningerne i de hvælvede og gennembrudte lofter.

Mørke gobeliner hang på væggene. Der var en overdådighed af

ubekvemme antikke og vakkelvorne møbler. Mange bøger og musikin-

strumenter lå spredt rundt omkring, men de formåede ikke at bibringe

en nogen livlig stemning. Jeg følte, at jeg indåndede en atmosfære af

sorg. En tung, dyb og ubodeligt dyster stemning hang over og gennem-

trængte alt.

Da jeg kom ind, rejste Usher sig fra en sofa, hvor han havde

ligget udstrakt i sin fulde længde, og hilste mig med livfuld varme, som

jeg først syntes mindede meget om den blaserte verdensmands over-

drevne og påtagede hjertelighed. Men et blik på hans åsyn var nok til at

overbevise mig om hans fuldkomne oprigtighed. Vi satte os, og nogle

øjeblikke, hvor han ikke talte, betragtede jeg ham med en følelse af halvt

medlidenhed og halvt ærefrygt. Aldrig har noget menneske visselig

forandret sig så frygteligt på så kort tid som Roderick Usher! Det var

med besvær, jeg kunne overbevise mig selv om, at det udtærede væsen

foran mig var identisk med mine tidlige drengeårs legekammerat. Men

hans ansigts karakter havde altid været bemærkelsesværdig. En ligbleg

lød; øjne, der var store, tindrende og uforlignelig lysende; læber, der var

noget smalle og meget blege, men overordentlig smukt buede; en næse

af fint buet jødisk form, men med næsebor, der var bredere, end man i

reglen finder ved sådanne næser; en smuk hage, hvis noget vigende linjer

røbede mangel på moralsk energi; hår, der var mere end spindelvævs-

agtigt blødt og fint. Disse træk udgjorde sammen med den abnormt høje

pande et ansigt, der ikke var let at glemme. Og nu lå der en så stor

forandring i den blotte overdrivelse af disse træks fremherskende

karakter, at jeg kom til tvivle på, hvem det var, jeg havde for mig.

Hudens nu genfærdsagtige bleghed, øjnenes nu mirakuløse stråleglans

forbløffede mig frem for alt og indgød mig frygt. Også silkehåret havde

fået lov til at vokse ganske uhæmmet og snarere svævede end faldt om

ansigtet som et slør. Selv når jeg anstrengte mig, kunne jeg ikke forbinde

dette udtryks arabesk med nogen forestilling om almindelig menneske-

lighed.

Min vens væremåde forekom mig straks at være usammen-

hængende og selvmodsigende, og jeg opdagede snart, at dette skyldtes

en række svage og frugtesløse kampe for at overvinde en indgroet

skælven - en overdreven nervøs ophidselse. Jeg havde faktisk været

forberedt på noget i den retning, dels af hans brev og endnu mere af

mine erindringer og visse træk fra drengeårene og af de konklusioner,

jeg havde draget ud fra hans særegne fysiske fremtoning og tempera-

ment. Hans opførsel var skiftevis livlig og tvær. Hans stemme skiftede

hastigt fra en dirrende ubeslutsomhed (hvor den naturlige livskraft var

trængt helt i baggrunden) til den afart af energisk kortfattethed - disse

abrupte, vægtige langsomme og hule erklæringer - disse blytunge,

afmålte og perfekt modulerede gutturale ytringer, man finder hos den

håbløse dranker eller den uforbederlige opiumsryger i deres allermest

maniske perioder.

Det var på denne måde, han talte om formålet med mit besøg,

om sit oprigtige ønske om at se mig og den lindring, han ventede, jeg

kunne give ham. Han udbredte sig ganske vidtløftigt om dét, han mente

var hans sygdoms natur. Han sagde, at der var tale om et konstitutionelt

familieonde, som han havde opgivet af finde nogen kur imod - men han

skyndte sig at tilføje, at det ikke var andet end en nervøs lidelse, der

utvivlsomt hurtigt ville fortage sig. Den viste sig gennem en mængde

unaturlige fornemmelser. Nogle af dem interesserede og forvirrede mig,

da han detaljeret beskrev dem; selv om det måske var de udtryk, han

brugte, og hans fortælleform, der påvirkede mig mest. Han led stærkt

under en sygelig skærpelse af sanserne; den fadeste mad var ham

uudholdelig; han kunne kun bære klæder af visse bestemte stoffer; alle

blomsters duft generede ham; hans øjne blev pint af selv et svagt lys, og

kun ganske specielle lyde fra strengeinstrumenter indgød ham ikke

rædsel.

Jeg fandt ham slavebundet af en abnorm angst. - Jeg om-

kommer, sagde han, - jeg må omkomme i dette begrædelige vanvid.

Således vil jeg gå til grunde, således og ikke på nogen anden måde. Jeg

frygter fremtidens begivenheder, ikke for deres egen skyld, men for

følgerne af dem. Jeg gyser ved tanken om selv den mest banale episode,

der kan fremkalde denne utålelige sjælelige ophidselse. Jeg føler i

virkeligheden ingen rædsel for fare, kun for dens absolutte virkning -

angsten. I denne lammende - denne ynkelige - tilstand føler jeg, at tiden

før eller senere vil komme, hvor jeg helt og holdent må opgive både livet

og min forstand i en kamp med dette dystre fantasibillede, ANGSTEN.

Fra tid til anden og gennem afbrudte og forblommede

antydninger fik jeg yderligere besked om endnu et besynderligt træk ved

hans mentale tilstand. Han var besat af visse overtroiske indtryk i

forbindelse med det hus, han boede, i, og hvorfra han i mange år ikke

havde vovet sig ud - af hensyn til en påvirkning, hvis fiktive magt han

beskrev i vendinger, der var for vage til, at de kan gengives en - en

påvirkning, som visse særegenheder ved familiegodsets blotte form og

substans gennem langvarige lidelser havde præget i hans sind - en

indvirkning, som de grå mure og tårnes fysiske eksistens og den matte

sø, de spejlede sig i, til sidst havde fået på hans tilværelsens moral.

Men han indrømmede, om end kun tøvende, at en stor del af

den ejendommelige dysterhed, der således tyngede ham, kunne føres

tilbage til langt naturligere og mere håndgribelige årsager - til en

højtelsket søsters alvorlige og langvarige sygdom og åbenlyst snarlige

bortgang - en søster, der havde været hans eneste selskab i mange, lange

år og hans sidste og eneste slægtning her i verden. - Hendes dødelige

afgang, sagde han med en bitterhed, jeg aldrig vil kunne glemme, ville

gøre ham (ham den svage, der var blottet for håb) til den sidste af den

ældgamle slægt Usher.

Mens han talte, gik lady Madeline (thi dette var hendes navn)

afsides gennem en afsides del af gemakket og forsvandt igen uden at

have bemærket min tilstedeværelse. Jeg betragtede hende med den

største forbløffelse, blandet med skræk - selv om jeg fandt det umuligt

at forklare disse følelser. Jeg blev knuget som af en lammelse, da mit

blik fulgte hende på vej ud. Da en dør til sidst blev lukket efter hende,

søgte mit blik instinktivt og ivrigt hendes broders åsyn - men han havde

begravet ansigtet i hænderne, og jeg kunne ikke se andet, end at de

udtærede fingre, hvorigennem mange lidenskabelige tårer piblede frem,

var langt mere end almindeligt gustne.

Lady Madelines sygdom havde trodset hendes lægers dygtig-

hed. den usædvanlige diagnose lød på en indgroet apati, en gradvis

hentæring af hendes legeme og hyppige, om end forbigående anfald af

krampagtig stivnen. Indtil nu havde hun tappert modstået sygdommens

angreb og havde ikke lagt sig til et sidste sengeleje; men da aftenen faldt

på den dag, jeg ankom til huset, bukkede hun under for dræberens

knusende magt (som hendes broder sent på aftenen fortalte mig med

ubeskrivelig ophidselse), og jeg forstod, at det glimt, jeg havde set af

hende, således sandsynligvis ville blive det sidste, jeg fik - og at jeg ikke

ville komme til at se den unge dame mere, i hvert fald ikke i levende live.

I flere dage derefter nævnte hverken Usher eller jeg selv hendes

navn, og i denne tid var jeg travlt beskæftiget med en oprigtig indsats for

at mildne min vens melankoli. Vi malede og læste sammen, og jeg

lyttede som i drømme til hans vilde og talende guitarimprovisationer.

Men jo mere den stadig tættere fortrolighed tillod mig at trænge ind i

hans ånds krinkelkroge, jo mere bitter følte jeg det frugtesløse i ethvert

forsøg på at opmuntre en sjæl, hvorfra mørket stammede som en

iboende positiv egenskab ud over alle genstande i det moralske og

fysiske univers med én uafladelig udstråling af dysterhed.

Jeg vil altid bære i mig erindringen om de mange alvorsfulde

stunder, jeg således tilbragte alene sammen med Huset Ushers herre.

Men jeg ville ikke få heldet med mig, dersom jeg skulle forsøge at

videregive en præcis forestilling om de studier eller beskæftigelser, han

inddrog mig i eller viste mig vejen til. En eksalteret og forstyrret

idealisme kastede sit svovlskær over alt. Hans lange improviserede

klagesange vil altid genlyde i mine ører. Blandt andet bevarer jeg i

smertefuld erindring en bestemt enestående pervertering og udstraf-

fering af den vilde arie i Webers sidste vals. Af de malerier, hvorover

hans overudviklede fantasi rugede, og som lidt efter lidt voksede frem

til en uklarhed, der fik mig til at gyse så meget desto mere som jeg ikke

vidste, hvorfor jeg gøs - af disse malerier ville jeg forgæves bestræbe mig

på at fremlokke mere end en ringe del af det, der ligger inden for det

blotte skrevne ords rækkevidde (hvor levende end disse billeder står for

mig nu). Han fængede og overvældede opmærksomheden gennem sin

totale enkelhed, gennem tegningernes utilslørethed. Hvis nogen sinde

nogen dødelig har malet en idé, så var denne dødelige Roderick Usher.

I hvert fald for mig - i de omstændigheder, hvori jeg befandt mig

dengang - opstod der af de rene abstraktioner, som denne melankoliker

udkastede over sit lærred, en uudholdelig intens ærefrygt, som jeg ikke

har følt skygge af nogen sinde, når jeg har betragtet Fuselis ganske vist

glødende, men alt for konkrete drømmebilleder.

Et af min vens genfærdsagtige sindbilleder, der ikke så absolut

beherskedes af abstraktionens ånd, kan - om end svagt - gengives i ord.

Et lille billede forestillede det indre af en umådelig lang og rektangulær

hvælving eller tunnel med lave vægge, der var glatte og hvide og uden

afbrydelser eller udsmykning. Visse støttepunkter i tegningen tjente

udmærket til at indgive betragteren forestillingen om, at denne

udgravning lå i en overordentlig dybde under jordens overflade. Ingen

udgang var at se noget sted gennem dens vældige udstrækning, og dog

strømmede en flodbølge af intenst lys igennem den og badede alt i en

uhyrlig og uforståelig stråleglans.

Jeg har netop talt om hin sygelige tilstand af hørenerven, der

gjorde al musik utålelig for den syge, med undtagelse af visse klange af

strengeinstrumenter. det var måske de snævre grænser, han således satte

for sig selv på guitaren, der i vidt omfang affødte hans spils fantastiske

karakter. Men hans improviseringers ildfulde lethed kunne ikke

forklares derigennem. Den må have ligget - og lå - i både tonerne og

ordene i hans vanvittige fantasier (for han akkompagnerede ikke

sjældent sig selv med rimede verbale improvisationer) som resultat af

den intense sjælelige samling og koncentration, der - som jeg tidligere

har nævnt - kun kan iagttages i særlige øjeblikke af den højeste kunstige

ophidselse. Jeg har med lethed kunnet huske teksten til en af disse

rapsodier. Den gjorde måske så stærkt et indtryk på mig, da han

fremsagde den, fordi jeg i dens menings understrøm eller mystiske lag

forestillede mig, at jeg for første gang hos Usher opfattede, at han var

kommet til fuld bevidsthed om, at hans overlegne forstand vaklede på

sin trone. Versene, der bar titlen "Spøgelsesslottet", lød om ikke præcis,

så dog næsten således:

I den grønneste af dale

hvor de gode engle bor

stod et slot med fejre sale

som det prægtigste på Jord

i monarken Tankens rige

et land så grønt.

Ingen engleflok kan stige

over noget halvt så skønt.

Og fra hvert af slottets tage

smældede det gyldne flag

(dette var i gamle dage),

og hver brise let og svag

strøg langs brystværn, over tinder.

En krydret luft

slottets høje mure finder,

glider som bevinget duft.

III

Vandringsmænd i lykkedalen

gennem lyse vindver så

ånder danse rundt i salen,

danse let som hind og då.

Kongen sad der på sin trone

(til purpur født!)

bar på hovedet en krone,

guldet funklede så rødt.

Og af perler og rubiner

gnistred' kongeslottets dør,

hvorigennem violiner

deres klingre toner strør.

Ekkoer sig sammenkalde

til lov og pris

for den konge, som de alle

kalder såre klog og viis.

Ondskaben i sorgens kapper

angreb kongens høje slot.

Kongen, der var god og tapper,

blev i støv og mørke trådt!

Prange, engle kunne prise,

der ham omgav

er en halvglemt gammelt vise

om en ukendt, smuldret grav.

Kommer vandringsmand til dalen -

gennem rudens røde glas

ser han genfærdsdans i salen

til en dump, sørgmodig bas.

Angst om vandringsmanden fatter,

slår han hvil,

thi han hører grufuld latter,

men ser aldrig mer et smil.

Jeg husker, at nogle associationer, der affødtes af denne ballade, førte
os ind på en tankerække, hvorved Usher gav udtryk for en opfattelse,
som jeg ikke så meget nævner for dens originalitet (thi andre har tænkt
det samme), som fordi han så hårdnakket slog til lyd for den. denne
opfattelse går i sin almindelige form ud på, at alt, der gror, kan sanse.
men i hans forstyrrede fantasi havde denne idé antaget en endnu
dristigere karakter og udstraktes under visse betingelser til det formløses
rige. Jeg mangler ord til at give udtryk for det fulde omfang af hans
overbevisnings indtrængende glød. Men denne tro var (som jeg tidligere
har antydet) forbundet med hans forfædres hjems grå stene. Han
forestillede sig, at de nødvendige betingelser for bevidsthed her var bragt
til stede gennem den metode, hvorefter disse sten var sammensat - den
lå inderes arrangements orden såvel som i den yppige svampevækst, der
dækkede dem og de frønnede træer, der stod omkring dem - og først og
fremmest i den lange uforstyrrede varighed af denne orden og dens
fordobling i søens stillestående vand. Beviset, sagde han - beviset på
denne bevidsthed kunne ses (og mens han sagde dette, f¢r jeg sammen)
i at den langsomt men sikkert havde fortættet sin egen atmosfære
omkring vandene og murene. Resultatet kunne iagttages, tilføjede han,
i den tavse, men vedvarende og grufulde indflydelse, der gennem
århundreder havde formet hans slægts skæbne, og som havde gjort ham
til den, jeg nu så for mig - til den, han var. Sådanne meninger kræver
ingen kommentar, og jeg vil ikke fremkomme med nogen.

Vore bøger - de bøger, der i årevis havde udgjort en betragtelig

del af den syges åndelige tilværelse - var, som man kunne formode, i

nøje overensstemmelse med disse fantasier. Vi fordybede os i fællig i

sådanne værker som "Ververt et Chartreuse" af Gresset; "Belphegor" af

Macchiavelli; "Himmel og Helvede" af Swedenborg; "Niels Klims

underjordiske rejse" af Holberg; "Kiromantik" af Robert Flud, Jean

d'Indaginé og de la Chambre; "Rejse til det fjerne blå" af Tieck og

"Solens stad" af Campanella. Et yndlingsbind var en lille oktavudgave

af "Directorium inquisitorium" af dominikaneren Eymeric de Gironne;

og der var passager i Pomponius Mela om de gamle afrikanske satyrer

og ægipaner, som Usher kunne sidde og drømme over i timevis. Men

den største fryd fandt han i en overordentlig sær og sjælden bog, trykt

med gotisk skrift i kvartformat - et kompendium fra et glemt kirkesam-

fund - "Vigiliæ mortuoroum secundum chorum ecclesiæ maguntinæ".

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på dette værks van-

vittige ritualer og dets sandsynlige indflydelse på den tungsindige, da

han en aften efter brat at have meddelt mig, at lady Madeline ikke var

mere, erklærede det som sin hensigt at hensætte hendes lig i fjorten dage

(indtil den endelige begravelse) i en af de mangfoldige hvælvinger inden

for bygningens hovedmure. Men den verdslige begrundelse, som blev

fremført for denne besynderlige fremgangsmåde, følte jeg mig ikke

berettiget til at anfægte. Broderen var (efter hvad han fortalte mig)

bevæget til sin beslutning af den afdødes sygdoms usædvanlige karakter,

visse påtrængende og nyfigne spørgsmål fra hendes læger og familiens

gravsteds afsides og udsatte beliggenhed. Jeg skal ikke nægte, at da jeg

erindrede mig den person, jeg havde mødt på trappen, den dag jeg

ankom til huset, og hans skumle ansigt, nærede jeg intet ønske om at

gøre modstand mod noget, som jeg betragtede som en i bedste fald blot

uskadelig og under ingen omstændigheder unaturlig forholdsregel.

Efter Ushers anmodning bistod jeg ham personlig i arrange-

menterne omkring den midlertidige gravlægning. Da liget var lagt i

kisten, bar vi to den alene til dens hvilested. Den hvælving, hvori vi

anbragte den (og som havde været uåbnet så længe, at vore fakler halvt

kvaltes af dens trykkende dunster, så at vi ikke havde større muligheder

for en nærmere undersøgelse) var lille og fugtig og ganske uden

muligheder for belysning; den lå i stor dybde direkte under den del af

huset, hvor jeg havde mit eget sovekammer. Den var tilsyneladende i en

fjern feudaltid blevet bygget til det værste tænkelige formål som

fangehul og senere brugt til krudtkammer eller lagerrum for et andet

højeksplosivt stof, da en del af dens gulv og hele indersiden af en lang

buegang, hvorigennem vi nåede frem til den, var omhyggeligt beklædt

med kobberplader. Den massive jerndør var blevet beskyttet på

tilsvarende vis, og dens umådelige vægt frembragte en usædvanlig skarp,

skurrende lyd, da den bevægede sig på sine hængsler.

Da vi havde anbragt vor sørgelige byrde på bukke på dette

grufulde sted, trak vi kistelåget, der endnu ikke var skruet fast, delvis fra

og betragtede den dødes ansigt. Den slående lighed mellem broder og

søster vakte først nu min opmærksomhed; og Usher, der måske gættede

mine tanker, mumlede nogle få ord, hvoraf jeg lærte, at han og den

afdøde havde været tvillinger, og at der altid havde hersket en næsten

ufattelig forståelse imellem dem. Men vore blikke hvilede ikke længe på

den døde - thi vi kunne ikke betragtede hende uden at blive slagne af

ærefrygt. Den sygdom, der således havde sendt damen i sin grav i sin

fejreste ungdom, havde, som sædvanlig ved alle lidelser af rent katalep-

tisk karakter, efterladt en svag og spottende rødmen over hendes barm

og ansigt, og dette mistænkeligt dvælende smil om læberne, der er så

gruopvækkende i døden. Vi satte atter låget på og skruede det fast, og

da vi havde lukket jerndøren efter os, begav vi os med besvær op til de

næppe mindre dystre værelser i husets øvre etager.

Da nu nogle dage med bitter sorg var henrundet, skete der en

mærkbar ændring med min vens mentale forstyrrelse. Hans hidtidige

væremåde var forsvundet. Hans sædvanlige beskæftigelser blev glemt

eller negligeret. Han strejfede fra det ene kammer til det andet med

skyndsomme, uregelmæssige og formålsløse skridt. Hans blege åsyn

havde antaget en om muligt endnu mere genfærdsagtig lød - men det

funklende lys i hans øjne var ganske slukket. Den rustne klang, der

undertiden havde været over hans stemme, hørtes ikke mere, og en

skælvende dirren, som af den yderste rædsel, kendetegnede enhver ytring

fra ham. Der var faktisk tider, hvor jeg troede, at hans uafladelig

ophidsede sind arbejdede med en tyngende hemmelighed, og at han

kæmpede for at finde det nødvendige mod til at røbe den. Til andre tider

følte jeg mig nødsaget til at henføre alt dette til vanviddets uforklarlige

luner, for jeg så ham stirre ud i den tomme luft i timevis med et udtryk

af den allerstørste opmærksomhed, som om han lyttede efter en

imaginær lyd. Det var ikke noget under, at hans tilstand skræmte mig -

at den smittede mig. Jeg følte hans egen groteske, men medrivende

overtros vanvittige påvirkning snige sig langsomt og sikkert ind over

mig.

Det var især, da jeg havde lagt mig i seng sent på aftenen den

syvende eller ottende dag, efter at vi havde anbragt lady Madeline i

fangekælderen, at jeg oplevede den fulde kraft af sådanne følelser.

Søvnen kom ikke mit leje nær, mens timerne sled sig afsted. Jeg

kæmpede for med fornuftens kraft at bortjage den nervøsitet, der havde

fået herredømme over mig. Jeg bestræbte mig på at tro, at meget om end

ikke alt hvad jeg følte, skyldtes den forvirrende indvirkning af de dystre

møbler i værelset - de mørke og lasede gobeliner, som en voksende

blæsts åndepust pinte i bevægelse, så de blafrede rykvis frem og tilbage

på væggene og raslede uroligt omkring sengen. Men mine anstrengelser

var frugtesløse. En ubetvingelig skælven løb snart gennem hele mit

legeme, og til sidst satte en mare af helt grundløs skræk sig over mit

hjerte. Jeg kastede den af mig med en gispen og kæmpede mig op at

sidde på puderne og stirrede indtrængende ud i kammerets dybe mørke

og hørte - hvorledes ved jeg ikke, bortset fra at en instinktiv tilskyndelse

drev mig - visse svage og ubestemmelige lyde, der i mellemrummene

mellem vindstødene og med lange pauser kom, uden at jeg kunne sige

hvorfra. Overvældet af en vild angst, der var uforklarlig, men uud-

holdelig, trak jeg i hast i tøjet (for jeg følte, at jeg ikke ville kunne sove

mere den nat) og bestræbte mig på at rejse mig fra den ynkelige tilstand,

hvori jeg var faldet, ved at gå hurtigt frem og tilbage i værelset.

Jeg havde kun gået frem og tilbage nogle få gange på denne

måde, da lette skridt på en tilstødende trappe vakte min opmærksom-

hed. Jeg kunne straks genkende dem som Ushers. Et øjeblik efter

bankede han stille på min dør og kom ind med en lygte i hånden. Hans

ansigt var som sædvanlig ligblegt og gustent - men derudover var der en

slags vanvittig opstemthed i hans blik - hele hans adfærd var præget af

et med nød og næppe nedkæmpet hysteri. Hans udtryk forfærdede mig -

men alt andet var at foretrække frem for den ensomhed, jeg så længe

havde udholdt, og jeg bød endog hans tilstedeværelse velkommen som

en lindring.

- Og du har ikke set det? sagde han brat efter tavs at have stirret

omkring sig nogle øjeblikke. - Du har altså ikke set det? - Men vent, det

kommer du til.

Efter at have sagt disse ord og omhyggeligt skærmet lygten,

skyndte han sig hen til et af vinduerne og slog det op på vid gab for

uvejret.

Det vindstød, der stod ind, var så heftigt og rasende, at det

næsten slog os omkuld. Det var en stormfuld nat af en egen barsk

skønhed, enestående i både sin rædsel og pragt. En hvirvelvind havde

tilsyneladende samlet kraft i vort nabolag, for vinden skiftede hyppigt

og voldsomt retning, og skyernes overordentlige tæthed (de hang så lavt,

at de trykkede mod husets tinder) forhindrede os ikke i at se den hast,

hvormed de fløj når de f¢r frem fra alle punkter mod hinanden uden at

flyve bort mod horisonten. Jeg siger, at selv deres overordentlige tæthed

ikke forhindrede os i at se dette - men alligevel så vi ikke det mindste

glimt af månen eller stjernerne - og der var ingen flaksende lyn. Men

både undersiden af disse vældige masser af oprørt vanddamp og alle

jordiske genstande umiddelbart omkring os glødede i det unaturlige

skær fra svagt lysende og tydeligt synlige gasagtige uddunstninger, der

hang i luften og indhyllede slottet.

- Du må ikke... du skal ikke se dette! sagde jeg gysende til Usher

og førte ham med blid tvang fra vinduet hen til en stol. - Disse fænome-

ner, der forvilder dig, er ikke andet end elektriske udladninger, der ikke

er usædvanlige - eller også har de deres grufulde oprindelse i søens

giftige dunster. Lad os lukke vinduet - luften er isnende kold og farlig

for dit helbred. Her er en af dine yndlingsromancer. Jeg læser, og du

skal lytte - og således kan vi fordrive denne frygtelige nat sammen.

Det ældgamle bind, jeg havde taget op, var "Det gale stævne"

af sir Launcelot Canning; men jeg havde mere i melankolsk spøg end for

alvor kaldt det en af Ushers yndlingsbøger; for der var sandt at sige ikke

meget i dens uslebne og fantasiforladte vidtløftigheder, der kunne være

af interesse for min vens høje og åndelige idealisme. Men det var den

eneste bog, der var lige for hånden, og jeg hengav mig til en vagt håb

om, at den ophidselse, der nu havde grebet den tungsindige, måske

kunne finde udløsning i selv overdrivelserne i det tøjeri, jeg ville læse op

(thi de mentale lidelsers historier er fuld af lignende uregelmæssigheder).

Hvis jeg skulle dømme ud fra det vanvittigt overspændte og opmærk-

somme udtryk, hvormed han lyttede eller tilsyneladende lyttede til

beretningens ord, kunne jeg faktisk meget vel have lykønsket mig selv

med det heldige udfald af mine planer.

Jeg var kommet til det velkendte afsnit i historien, hvor

"Stævnets" helt, Æthelred, efter forgæves at have søgt adgang til

eremittens bolig på fredelig vis, giver sig i kast med at tiltvinge sig

adgang med magt. Man vil erindre, at fortællingens ord her lyder

således:

"Og Æthelred, der fra naturens side havde et gævt og tappert

hjerte, og som nu var såre vælig af den fyrige vin, han havde drukket,

ventede ikke længere for at underhandle med eremitten, der sandt at sige

var genstridig og ondskabsfuld af natur, men da han følte regnen på sine

skuldre og frygtede stormens komme, løftede han højt sin stridskølle og

forskaffede sig hurtig plads til sin behandskede hånd imellem dørens

planker; og nu trak han kraftigt til og ruskede, flængede og sønderrev

således alt, at lyden af det tørre og hule træ gungrede og drønede

igennem den ganske skov."

Da jeg var færdig med denne svada, f¢r jeg sammen og holdt

inde et øjeblik; thi det forekom mig (selv om jeg straks kom til den

slutning, at min ophedede fantasi havde bedraget mig) - det forekom

mig, at der fra et meget fjernt sted på slottet utydeligt kom til mit øre

noget, der efter hele sin karakter kunne have været et ekko (om end

visselig et mat og dæmpet ekko) af selve den knagende og flængende lyd,

som sir Launcelot så udførligt havde beskrevet. Der kunne ikke være

nogen tvivl om, at det kun var dette sammentræf, der havde vakt min

opmærksomhed; for midt imellem vinduesrammernes klapren og de

almindelige sammenblandede lyde fra stormen, der stadig voksede i

styrke, havde denne lyd afgjort ikke i sig selv noget, der burde have

interesseret eller forstyrret mig. Jeg fortsatte historien:

"Men den gode ridder Æthelred, der nu kom inden for døren,

blev såre rasende og forbløffet ved ikke at se noget tegn på den

ondsindede eremit, men i stedet en drage, som var skællet og drabelig at

skue med ildtunge, og denne drage sad vagt foran et palads af guld med

gulv af sølv; og på væggen hang der et skjold af skinnende messing med

denne inskription:

Kun den, der har sejret, kan stå herinde.

Dræber han dragen, skal skjoldet han vinde.

Og Æthelred løftede sin kølle og slog den mod dragens hoved, og den
faldt om foran ham og opgav sin stinkende ånde med et skrig så
skærende og grufuldt, og i særdeleshed så gennemtrængende, at
Æthelred blev nødt til at slå hænderne for sine øren for at skærme sig
mod denne frygtelige lyd, hvis lige aldrig før var hørt."

Her stoppede jeg atter brat op, og nu med en følelse af vild

forbløffelse - for der kunne ikke herske nogen som helst tvivl om, at jeg

i dette tilfælde rent faktisk hørte en lav og tilsyneladende fjern, men

skarp, langtrukken og særdeles usædvanlig skrigende eller skurrende lyd

(selv om jeg fandt det umuligt at sige, fra hvilken retning den kom), et

nøjagtigt sidestykke til den lyd, min fantasi allerede havde fremmanet

som dragens unaturlige skrig, således som romancens forfatter beskrev

det.

Selv om jeg så afgjort følte mig tynget af dette andet og

overordentlig mærkværdige sammentræf, der fremkaldte tusinde

modstridende følelser, hvoriblandt undren og den yderste rædsel var de

fremherskende, havde jeg dog stadig tilstrækkelig åndsnærværelse til at

undgå at ophidse min følsomme og nervøse ledsager ved nogen

bemærkning. Jeg var ikke på nogen måde sikker på, at han havde hørt

den pågældende lyd, selv om en sær forandring virkelig var sket med

hans fremtoning inden for de sidste få minutter. Fra at have siddet

vendt mod mig havde han gradvist vendt sin stol rundt, således at han

nu sad med ansigtet mod værelsets dør; og derfor kunne jeg kun delvis

skelne hans træk, selv om jeg så, at hans læber dirrede, som om han

mumlede uhørligt. Hans hoved var sunket ned på brystet - men alligevel

røbede hans opspærrede og stive blik, som jeg så et glimt af i profil, at

han ikke sov. Også hans krops bevægelse var i modstrid med en sådan

antagelse - for han rokkede fra side til side med en stille, men ensartet

og vedvarende vuggen. Efter hastigt at have bemærket mig alt dette

genoptog jeg sir Launcelots fortælling, der fortsatte således:

"Og da ridderen nu var undsluppet dragens forfærdelige rasen,

tænkte han på messingskjoldet og på at bryde den fortryllelse, der

omgav det, så han ryddede ådslet af vejen og skred tappert hen over

slottets sølvgulv til skjoldet, der hang på væggen; det afventede dog ikke

hans komme, men faldt for hans fødder på det sølverne gulv med en

vældig og grufuld klirrende lyd."

Ikke så snart var disse sætninger kommet over mine læber, før

jeg opfangede en tydelig hul, metallisk og klirrende, men tilsyneladende

dæmpet gungren, som var et messingskjold virkelig i selvsamme øjeblik

faldet tungt på et gulv af sølv. Fuldkommen ude af mig selv sprang jeg

op; men Usher fortsatte uforstyrret med sin afmålte, vuggende be-

vægelse. Jeg styrtede hen til stolen, hvor han sad. Hans blik var rettet

stift frem for ham, og hele hans åsyn var som mejslet i sten. Men da jeg

lagde min hånd på hans skulder, gennemrystedes hele hans skikkelse af

en voldsom skælven; et blegt smil bævede om hans læber, og jeg så, at

han talte lavmælt, skyndsomt og uforståeligt mumlende, som opfattede

han ikke min tilstedeværelse. Jeg bøjede mig dybt ned over ham og

opfattede omsider den grufulde betydning af hans ord:

- Ikke høre det? ... Jo, jeg hører det, og jeg har hørt det. Lange...

lange... lange... mange minutter, mange timer, mange dage har jeg hørt

det... men jeg vovede ikke... åh, ve mig, elendige usling, jeg er! ... Jeg

turde ikke... jeg turde ikke tale! Vi har lagt hende levende i graven!

Sagde jeg ikke, at mine sanser er skarpe? Nu fortæller jeg dig, at jeg

hørte hendes første svage bevægelser i den hule kiste. Jeg hørte dem...

for mange, mange dage siden... men jeg vovede ikke... jeg vovede ikke

at tale! Og nu... i nat... Æthelred... ha! ha! ... han slog eremittens dør

ind, dragen udstødte sit dødsskrig, og skjoldet ramlede på gulvet? ... sig

hellere, at hendes kiste sprængtes, hendes fængsels jernhængsler

skurrede og hun kæmpede i hvælvingens kobberklædte bue! h,

hvorhen skal jeg flygte? Er hun her ikke straks? Skynder hun sig ikke

herhid for at gå i rette med mig for mit hastværk? Har jeg måske ikke

hørt hendes fodtrin på trappen? Kan jeg måske ikke opfatte hendes

hjertes tunge og frygtelige slag? Afsindige!

Her sprang han rasende op og skreg disse ord, som opgav han

dermed sjælen: - Afsindige! Jeg siger dig, at hun nu står uden for døren!

Som havde der været en trylleformulars magiske kraft i denne

ytrings overmenneskelige energi, åbnede de vældige antikke paneler, den

talende pegede på, i samme øjeblik deres tunge, ibenholtssorte gab. Det

var den susende storm, der forårsagede det - men uden for denne dør

stod lady Madeline af Ushers ædle skikkelse, hyllet i ligklædet. Der var

blod på hendes hvide klædebon, og hver del af hendes udtærede

skikkelse vidnede om bitre kampe. Et øjeblik stod hun skælvende og

svajede frem og tilbage på dørtærskelen - så faldt hun med et lavmælt,

jamrende skrig tungt ind over sin broder, og i sin voldsomme og nu

endelige dødskamp væltede hun ham om på gulvet som lig, som offer

for de rædsler, han havde forudset.

Fra dette værelse og fra dette slot flygtede jeg i rædsel. Stormen rasede
stadig i sin fulde styrke, da jeg krydsede den gamle landevej. Pludselig
skød et blændende lyn hen over vejen, og jeg vendte mig om for at se,
hvorfra så usædvanlig et glimt kunne stamme, for bag mig var kun det
vældige slot og dets skygger. Det strålende lys kom fra den fulde,
blodrøde måne, der var ved at gå ned og nu skinnede klart gennem den
engang næppe skelnelige sprække, hvorom jeg tidligere har talt, der løb
i siksak fra bygningens tag til dens grundvold. Mens jeg så til, blev
denne sprække hastigt bredere - der kom et rasende pust af hvirvelvin-
den - hele månens cirkel var med ét at se - det svimlede for mig, og jeg
så de mægtige mure styrte sammen - der kom en langtrukken, oprørt
råbende lyd som tusinde vandes stemmer - og den dybe og mørke sø for
mine fødder lukkede sig tvært og tavst over resterne af "Huset Usher".