Huset Ushers fald
af Edgar Allan Poe
Oversat af Arne Herløv Petersen
Copyright © 1995 Arne Herløv
Petersen for oversættelsen
"Son coeur est un luth suspendu;
Sitt on le touche, il résonne."
-
De Béranger
En lang mat, mørk og lydløs
dag i høsten, mens skyerne hang lavt på
himlen, havde jeg redet alene gennem en
usædvanlig trist egn af landet,
og omsider, da aftenens skygger blev lange,
befandt jeg mig inden for
synsvidde af det melankolske Huset Usher.
Jeg ved ikke, hvorledes det
gik til - men ved det første glimt
af bygningen lagde en ulidelig dyster-
hed sig over mit sind. Ulidelig, siger
jeg; thi denne følelse mildnedes ikke
af hin stemning, der er halvvejs behagelig,
fordi den er poetisk, hvormed
sindet i reglen tager imod selv de barskeste
naturindtryk af det øde eller
frygtindgydende. Jeg så på
sceneriet foran mig - på det nøgne hus og
herresædets enkle landskabelige
træk - på de kolde mure - vinduernes
tomme øjenhuler - de få tuer
af stargræs - de spredte hvide og frønnede
træstammer - med en total modløshed,
som jeg ikke kan sammenligne
med nogen anden jordisk fornemmelse end
den, opiumsrygeren rammes
af, når han vågner af drømmen
- det bitre fald tilbage til dagligdagen -
det modbydelige øjeblik, hvor sløret
falder. Det isnede om hjertet, der
fyldtes af en synkende og kvalmende følelse
- en uforløst tankens
melankoli, som ingen ansporing af fantasien
kunne pine frem til det
sublime. Hvad var det - stoppede jeg op
for at tænke - der i den grad tog
modet fra mig, mens jeg skuede Huset Usher?
Det var et mysterium, der
ikke var til løse; ejheller kunne
jeg fatte de skyggeagtige fornemmelser,
der trængtes i mit sind, mens jeg
grundede. Jeg blev nødsaget til at lade
mig nøje med den utilfredsstillende
konklusion, at selv om der ikke
herskede skygge af tvivl om, at der findes
kombinationer af ganske
enkle naturlige genstande, der har magt
til at påvirke os således, ligger
analysen af denne magt stadig blandt de
overvejelser, der er uden for
vor rækkevidde. Det var muligt,
tænkte jeg, at blot sceneriets enkelt-
heder, billedets detaljer var arrangeret
anderledes ville det være
tilstrækkeligt til at mildne eller
måske endda ganske fjerne dets evne til
at fremkalde sørgmodige indtryk,
og jeg handlede ud fra denne tanke
ved at styre min hest til den stejle bred
af en sort funklende bjergsø, der
lå i uforstyrret stråleglans
nær huset, og skuede ned - og jeg blev ramt
af en endnu voldsommere gysen end før,
da jeg så de omformede og
omvendte billeder af det grå stargræs,
de genfærdsagtige træstammer og
vinduernes tomme øjenhuler.
-
Ikke desto mindre havde jegs at mig for at
tilbringe nogle uger
på dette dystre slot. Dets ejer,
Roderick Usher, havde været en af mine
nære venner i drengeårene;
men der var nu gået mange år siden vort
sidste møde. Nu havde et brev imidlertid
nået mig i en fjerntliggende del
af landet - et brev fra ham - der havde
en så hysterisk indtrængende
karakter, at det ikke tillod noget andet
svar end et personligt fremmøde.
Brevet vidnede om nervøs ophidselse.
Den, der havde skrevet det, talte
om en heftig legemlig sygdom - om en sjælelig
forstyrrelse, der havde
ramt ham - om et oprigtigt ønske
om at se mig som hans bedste og
faktisk eneste personlige ven med det
formål for øje, at jeg i nogen grad
kunne lette på hans lidelser gennem
mit opmuntrende selskab. Det var
den måde, hvorpå alt dette
og meget mere blev sagt - det var indtræng-
ende, der lå i hans bøn,
der ikke gav mig plads til tøven, og som følge
heraf adlød jeg øjeblikkelig
det, jeg stadig betragtede som en meget
besynderlig hidkaldelse.
-
Selv om vi som drenge havde stået hinanden
endog særdeles
nær, vidste jeg i virkeligheden
ikke meget om min ven. Han havde altid
været overdrevent og indgroet reserveret.
Men jeg var klar over, at hans
ældgamle slægt fra arilds
tid havde været kendt for en særegen tempera-
mentbestemt følsomhed, der igennem
lange tider havde givet sig udtryk
i mange ædle kunstværker og
i den senere tid i gentagne eksempler på
storslået, men upåtrængende
veldædighed, såvel som inden for en liden-
skabelig hengivenhed til musikkens krogveje
snarere end til dens
almindeligt accepterede og letforståelige
skønhed. Jeg havde også fået
den bemærkelsesværdige oplysning,
at skønt slægten Usher var af
ærværdig ælde, havde
dens stamme ikke på noget tidspunkt skudt nogen
varig sidegren; med andre ord lå
hele slægten i den direkte linje, og det
havde den altid gjort med meget små
og meget midlertidige undtagelser.
Det var denne mangel, tænkte jeg,
mens jeg i tankerne gennemgik, hvor
fuldendt herresædets ydre passede
sammen med den karakter, man
tilskrev slægten, og mens jeg spekulerede
over, hvilken indflydelse det
ene på nogen måde kunne have
haft på det andet gennem århundre-
derne - det var måske denne mangel
på sidegrene af slægten, og den
heraf aldrig svigtende videregivelse af
slægtens arv og navn fra fader til
søn, der havde forenet de to dele
så meget, at godsets oprindelige navn
havde udviklet sig til den ejendommelige
og tvetydige betegnelse "Huset
Usher" - et navn, der hos de bønder,
der benyttede det, syntes at omfatte
såvel familien som familieslottet.
-
Jeg har sagt, at det eneste resultat af mit
noget barnlige
eksperiment med at se ned i søen
havde været en uddybning af det første
mærkværdige indtryk. Der kan
ikke herske nogen tvivl om, at bevidst-
heden om min hastigt fremvoksende overtro
- thi hvorfor skulle jeg ikke
benævne den således? - hovedsagelig
tjente til at fremskynde selve denne
vækst. Dette, har jeg længe
vidst, er den paradoksale lov for alle følelser,
der har skrækken som grundvold.
Og det var måske kun af denne
grund, at en mærkværdig fantasi
voksede frem i mit sind, da jeg atter
hævede mit blik fra spejlbilledet
i søen til huset selv - et indfald så
latterligt, at jeg blot nævner det
for at vise den levende kraft i de for-
nemmelser, der tyngede mig. Jeg havde
i den grad oppisket min fantasi,
at jeg virkelig troede på, at der
over hele slottet og området omkring det
hang en atmosfære, der var speciel
for dem og de umiddelbare om-
givelser - en atmosfære, der intet
slægtskab havde med himmelens luft,
men dunstede op fra de frønnede
træer, den grå mur og den tavse indsø
- en mystisk pesttåge, mat, træg,
næsten usynlig og blygrå.
-
Jeg rystede dét, der måtte være
en drøm, af mit sind og tog
bygningens konkrete ydre nærmere
i øjesyn. Hovedindtrykket var
ufattelig ælde. Tiden havde i høj
grad skjoldet murene, og en fin svamp
havde bredt sig over hele slottets ydre
og hang i et filtret net fra
tagskægget. Men til trods for alt
dette var der intet særligt forfald at se.
Ingen dele af murværket var styrtet
ned, og det var, som om der var et
stærkt misforhold mellem delenes
stadig fuldendte indpasning i
hinanden, og de enkelte stens smuldrende
tilstand. Heri var der meget,
der mindede om den forræderiske
helhed i et gammelt træværk, der er
rådnet op gennem mange år
i en forsømt hvælving uden nogen for-
styrrelse fra den ydre lufts ånde.
Men bortset fra disse vidnesbyrd om
omfattende forfald gav murværket
ikke særligt indtryk af manglende
soliditet. Måske kunne en nøjeregnende
iagttagers granskende blik have
opdaget en næppe skelnelig sprække,
der løb i siksak fra bygningens tag
ned over facaden, til den forsvandt i
søens træge vand.
-
Mens jeg bemærkede alt dette, red jeg
over en kort gangbro ind
til huset. En ventende tjener tog mod
min hest; og jeg trådte ind i hallens
gotiske hvælvinger. En kammertjener
førte mig tavs og med snigende
skridt videre gennem mange mørke
og slyngede gange frem til sin herres
studerekammer. Meget af det, jeg mødte
på min vej, bidrog til at skærpe
de vage fornemmelser, hvorom jeg allerede
har talt, uden at jeg kan sige
hvorledes. Selv om alle genstandene omkring
mig - billedskærerarbejdet
i lofterne, de dunkle gobeliner på
væggene, de ibenholtssorte gulve og
de drømmeagtige våbentrofæer,
der klirrede, når jeg gik dem forbi - alt
sammen var ting, jeg havde været
vant til fra min spæde barndom, eller
i det mindste lignede dem, jeg havde været
vant til - selv jeg ikke tøvede
med at indrømme, at hvor velkendt
alt dette var mig, så undrede det mig
alligevel at opdage, hvor fremmedartede
de fantasier var, som almindeli-
ge synsindtryk fremkaldte. På en
af trapperne mødte jeg familielægen.
Det forekom mig, at hans åsyn var
præget af et blandet udtryk af
lavsindet snedighed og forvirring. Han
hilste mig bævende og gik videre.
Kammertjeneren smækkede nu en dør
op og førte mig ind til sin herre.
-
Det værelse, hvori jeg nu befandt mig,
var meget stort og
højloftet. Vinduerne var høje,
smalle og tilspidsede og sad så højt over
de sorte egetræsgulve, at de var
ganske utilgængelige derfra. Matte glimt
af rødligt lys trængte gennem
de indfattede ruder og tjente til at få de
mere iøjnefaldende genstande rundt
omkring til at træde tilstrækkelig
tydeligt frem; men blikket søgte
forgæves at nå de fjernere kroge af
værelset eller fordybningerne i
de hvælvede og gennembrudte lofter.
Mørke gobeliner hang på væggene.
Der var en overdådighed af
ubekvemme antikke og vakkelvorne møbler.
Mange bøger og musikin-
strumenter lå spredt rundt omkring,
men de formåede ikke at bibringe
en nogen livlig stemning. Jeg følte,
at jeg indåndede en atmosfære af
sorg. En tung, dyb og ubodeligt dyster
stemning hang over og gennem-
trængte alt.
-
Da jeg kom ind, rejste Usher sig fra en sofa,
hvor han havde
ligget udstrakt i sin fulde længde,
og hilste mig med livfuld varme, som
jeg først syntes mindede meget
om den blaserte verdensmands over-
drevne og påtagede hjertelighed.
Men et blik på hans åsyn var nok til at
overbevise mig om hans fuldkomne oprigtighed.
Vi satte os, og nogle
øjeblikke, hvor han ikke talte,
betragtede jeg ham med en følelse af halvt
medlidenhed og halvt ærefrygt. Aldrig
har noget menneske visselig
forandret sig så frygteligt på
så kort tid som Roderick Usher! Det var
med besvær, jeg kunne overbevise
mig selv om, at det udtærede væsen
foran mig var identisk med mine tidlige
drengeårs legekammerat. Men
hans ansigts karakter havde altid været
bemærkelsesværdig. En ligbleg
lød; øjne, der var store,
tindrende og uforlignelig lysende; læber, der var
noget smalle og meget blege, men overordentlig
smukt buede; en næse
af fint buet jødisk form, men med
næsebor, der var bredere, end man i
reglen finder ved sådanne næser;
en smuk hage, hvis noget vigende linjer
røbede mangel på moralsk
energi; hår, der var mere end spindelvævs-
agtigt blødt og fint. Disse træk
udgjorde sammen med den abnormt høje
pande et ansigt, der ikke var let at glemme.
Og nu lå der en så stor
forandring i den blotte overdrivelse af
disse træks fremherskende
karakter, at jeg kom til tvivle på,
hvem det var, jeg havde for mig.
Hudens nu genfærdsagtige bleghed,
øjnenes nu mirakuløse stråleglans
forbløffede mig frem for alt og
indgød mig frygt. Også silkehåret havde
fået lov til at vokse ganske uhæmmet
og snarere svævede end faldt om
ansigtet som et slør. Selv når
jeg anstrengte mig, kunne jeg ikke forbinde
dette udtryks arabesk med nogen forestilling
om almindelig menneske-
lighed.
-
Min vens væremåde forekom mig
straks at være usammen-
hængende og selvmodsigende, og jeg
opdagede snart, at dette skyldtes
en række svage og frugtesløse
kampe for at overvinde en indgroet
skælven - en overdreven nervøs
ophidselse. Jeg havde faktisk været
forberedt på noget i den retning,
dels af hans brev og endnu mere af
mine erindringer og visse træk fra
drengeårene og af de konklusioner,
jeg havde draget ud fra hans særegne
fysiske fremtoning og tempera-
ment. Hans opførsel var skiftevis
livlig og tvær. Hans stemme skiftede
hastigt fra en dirrende ubeslutsomhed
(hvor den naturlige livskraft var
trængt helt i baggrunden) til den
afart af energisk kortfattethed - disse
abrupte, vægtige langsomme og hule
erklæringer - disse blytunge,
afmålte og perfekt modulerede gutturale
ytringer, man finder hos den
håbløse dranker eller den
uforbederlige opiumsryger i deres allermest
maniske perioder.
-
Det var på denne måde, han talte
om formålet med mit besøg,
om sit oprigtige ønske om at se
mig og den lindring, han ventede, jeg
kunne give ham. Han udbredte sig ganske
vidtløftigt om dét, han mente
var hans sygdoms natur. Han sagde, at
der var tale om et konstitutionelt
familieonde, som han havde opgivet af
finde nogen kur imod - men han
skyndte sig at tilføje, at det
ikke var andet end en nervøs lidelse, der
utvivlsomt hurtigt ville fortage sig.
Den viste sig gennem en mængde
unaturlige fornemmelser. Nogle af dem
interesserede og forvirrede mig,
da han detaljeret beskrev dem; selv om
det måske var de udtryk, han
brugte, og hans fortælleform, der
påvirkede mig mest. Han led stærkt
under en sygelig skærpelse af sanserne;
den fadeste mad var ham
uudholdelig; han kunne kun bære
klæder af visse bestemte stoffer; alle
blomsters duft generede ham; hans øjne
blev pint af selv et svagt lys, og
kun ganske specielle lyde fra strengeinstrumenter
indgød ham ikke
rædsel.
-
Jeg fandt ham slavebundet af en abnorm angst.
- Jeg om-
kommer, sagde han, - jeg må omkomme
i dette begrædelige vanvid.
Således vil jeg gå til grunde,
således og ikke på nogen anden måde. Jeg
frygter fremtidens begivenheder, ikke
for deres egen skyld, men for
følgerne af dem. Jeg gyser ved
tanken om selv den mest banale episode,
der kan fremkalde denne utålelige
sjælelige ophidselse. Jeg føler i
virkeligheden ingen rædsel for fare,
kun for dens absolutte virkning -
angsten. I denne lammende - denne ynkelige
- tilstand føler jeg, at tiden
før eller senere vil komme, hvor
jeg helt og holdent må opgive både livet
og min forstand i en kamp med dette dystre
fantasibillede, ANGSTEN.
-
Fra tid til anden og gennem afbrudte og forblommede
antydninger fik jeg yderligere besked
om endnu et besynderligt træk ved
hans mentale tilstand. Han var besat af
visse overtroiske indtryk i
forbindelse med det hus, han boede, i,
og hvorfra han i mange år ikke
havde vovet sig ud - af hensyn til en
påvirkning, hvis fiktive magt han
beskrev i vendinger, der var for vage
til, at de kan gengives en - en
påvirkning, som visse særegenheder
ved familiegodsets blotte form og
substans gennem langvarige lidelser havde
præget i hans sind - en
indvirkning, som de grå mure og
tårnes fysiske eksistens og den matte
sø, de spejlede sig i, til sidst
havde fået på hans tilværelsens moral.
-
Men han indrømmede, om end kun tøvende,
at en stor del af
den ejendommelige dysterhed, der således
tyngede ham, kunne føres
tilbage til langt naturligere og mere
håndgribelige årsager - til en
højtelsket søsters alvorlige
og langvarige sygdom og åbenlyst snarlige
bortgang - en søster, der havde
været hans eneste selskab i mange, lange
år og hans sidste og eneste slægtning
her i verden. - Hendes dødelige
afgang, sagde han med en bitterhed, jeg
aldrig vil kunne glemme, ville
gøre ham (ham den svage, der var
blottet for håb) til den sidste af den
ældgamle slægt Usher.
-
Mens han talte, gik lady Madeline (thi dette
var hendes navn)
afsides gennem en afsides del af gemakket
og forsvandt igen uden at
have bemærket min tilstedeværelse.
Jeg betragtede hende med den
største forbløffelse, blandet
med skræk - selv om jeg fandt det umuligt
at forklare disse følelser. Jeg
blev knuget som af en lammelse, da mit
blik fulgte hende på vej ud. Da
en dør til sidst blev lukket efter hende,
søgte mit blik instinktivt og ivrigt
hendes broders åsyn - men han havde
begravet ansigtet i hænderne, og
jeg kunne ikke se andet, end at de
udtærede fingre, hvorigennem mange
lidenskabelige tårer piblede frem,
var langt mere end almindeligt gustne.
-
Lady Madelines sygdom havde trodset hendes
lægers dygtig-
hed. den usædvanlige diagnose lød
på en indgroet apati, en gradvis
hentæring af hendes legeme og hyppige,
om end forbigående anfald af
krampagtig stivnen. Indtil nu havde hun
tappert modstået sygdommens
angreb og havde ikke lagt sig til et sidste
sengeleje; men da aftenen faldt
på den dag, jeg ankom til huset,
bukkede hun under for dræberens
knusende magt (som hendes broder sent
på aftenen fortalte mig med
ubeskrivelig ophidselse), og jeg forstod,
at det glimt, jeg havde set af
hende, således sandsynligvis ville
blive det sidste, jeg fik - og at jeg ikke
ville komme til at se den unge dame mere,
i hvert fald ikke i levende live.
-
I flere dage derefter nævnte hverken
Usher eller jeg selv hendes
navn, og i denne tid var jeg travlt beskæftiget
med en oprigtig indsats for
at mildne min vens melankoli. Vi malede
og læste sammen, og jeg
lyttede som i drømme til hans vilde
og talende guitarimprovisationer.
Men jo mere den stadig tættere fortrolighed
tillod mig at trænge ind i
hans ånds krinkelkroge, jo mere
bitter følte jeg det frugtesløse i ethvert
forsøg på at opmuntre en
sjæl, hvorfra mørket stammede som en
iboende positiv egenskab ud over alle
genstande i det moralske og
fysiske univers med én uafladelig
udstråling af dysterhed.
-
Jeg vil altid bære i mig erindringen
om de mange alvorsfulde
stunder, jeg således tilbragte alene
sammen med Huset Ushers herre.
Men jeg ville ikke få heldet med
mig, dersom jeg skulle forsøge at
videregive en præcis forestilling
om de studier eller beskæftigelser, han
inddrog mig i eller viste mig vejen til.
En eksalteret og forstyrret
idealisme kastede sit svovlskær
over alt. Hans lange improviserede
klagesange vil altid genlyde i mine ører.
Blandt andet bevarer jeg i
smertefuld erindring en bestemt enestående
pervertering og udstraf-
fering af den vilde arie i Webers sidste
vals. Af de malerier, hvorover
hans overudviklede fantasi rugede, og
som lidt efter lidt voksede frem
til en uklarhed, der fik mig til at gyse
så meget desto mere som jeg ikke
vidste, hvorfor jeg gøs - af disse
malerier ville jeg forgæves bestræbe mig
på at fremlokke mere end en ringe
del af det, der ligger inden for det
blotte skrevne ords rækkevidde (hvor
levende end disse billeder står for
mig nu). Han fængede og overvældede
opmærksomheden gennem sin
totale enkelhed, gennem tegningernes utilslørethed.
Hvis nogen sinde
nogen dødelig har malet en idé,
så var denne dødelige Roderick Usher.
I hvert fald for mig - i de omstændigheder,
hvori jeg befandt mig
dengang - opstod der af de rene abstraktioner,
som denne melankoliker
udkastede over sit lærred, en uudholdelig
intens ærefrygt, som jeg ikke
har følt skygge af nogen sinde,
når jeg har betragtet Fuselis ganske vist
glødende, men alt for konkrete
drømmebilleder.
-
Et af min vens genfærdsagtige sindbilleder,
der ikke så absolut
beherskedes af abstraktionens ånd,
kan - om end svagt - gengives i ord.
Et lille billede forestillede det indre
af en umådelig lang og rektangulær
hvælving eller tunnel med lave vægge,
der var glatte og hvide og uden
afbrydelser eller udsmykning. Visse støttepunkter
i tegningen tjente
udmærket til at indgive betragteren
forestillingen om, at denne
udgravning lå i en overordentlig
dybde under jordens overflade. Ingen
udgang var at se noget sted gennem dens
vældige udstrækning, og dog
strømmede en flodbølge af
intenst lys igennem den og badede alt i en
uhyrlig og uforståelig stråleglans.
-
Jeg har netop talt om hin sygelige tilstand
af hørenerven, der
gjorde al musik utålelig for den
syge, med undtagelse af visse klange af
strengeinstrumenter. det var måske
de snævre grænser, han således satte
for sig selv på guitaren, der i
vidt omfang affødte hans spils fantastiske
karakter. Men hans improviseringers ildfulde
lethed kunne ikke
forklares derigennem. Den må have
ligget - og lå - i både tonerne og
ordene i hans vanvittige fantasier (for
han akkompagnerede ikke
sjældent sig selv med rimede verbale
improvisationer) som resultat af
den intense sjælelige samling og
koncentration, der - som jeg tidligere
har nævnt - kun kan iagttages i
særlige øjeblikke af den højeste kunstige
ophidselse. Jeg har med lethed kunnet
huske teksten til en af disse
rapsodier. Den gjorde måske så
stærkt et indtryk på mig, da han
fremsagde den, fordi jeg i dens menings
understrøm eller mystiske lag
forestillede mig, at jeg for første
gang hos Usher opfattede, at han var
kommet til fuld bevidsthed om, at hans
overlegne forstand vaklede på
sin trone. Versene, der bar titlen "Spøgelsesslottet",
lød om ikke præcis,
så dog næsten således:
-
I
-
I den grønneste af dale
-
hvor de gode engle bor
-
stod et slot med fejre sale
-
som det prægtigste på Jord
-
i monarken Tankens rige
-
et land så grønt.
-
Ingen engleflok kan stige
-
over noget halvt så skønt.
-
II
-
Og fra hvert af slottets tage
-
smældede det gyldne flag
-
(dette var i gamle dage),
-
og hver brise let og svag
-
strøg langs brystværn, over tinder.
-
En krydret luft
-
slottets høje mure finder,
-
glider som bevinget duft.
-
III
-
Vandringsmænd i lykkedalen
-
gennem lyse vindver så
-
ånder danse rundt i salen,
-
danse let som hind og då.
-
Kongen sad der på sin trone
-
(til purpur født!)
-
bar på hovedet en krone,
-
guldet funklede så rødt.
-
IV
-
Og af perler og rubiner
-
gnistred' kongeslottets dør,
-
hvorigennem violiner
-
deres klingre toner strør.
-
Ekkoer sig sammenkalde
-
til lov og pris
-
for den konge, som de alle
-
kalder såre klog og viis.
-
V
-
Ondskaben i sorgens kapper
-
angreb kongens høje slot.
-
Kongen, der var god og tapper,
-
blev i støv og mørke trådt!
-
Prange, engle kunne prise,
-
der ham omgav
-
er en halvglemt gammelt vise
-
om en ukendt, smuldret grav.
-
VI
-
Kommer vandringsmand til dalen -
-
gennem rudens røde glas
-
ser han genfærdsdans i salen
-
til en dump, sørgmodig bas.
-
Angst om vandringsmanden fatter,
-
slår han hvil,
-
thi han hører grufuld latter,
-
men ser aldrig mer et smil.
Jeg husker, at nogle associationer, der
affødtes af denne ballade, førte
os ind på en tankerække, hvorved
Usher gav udtryk for en opfattelse,
som jeg ikke så meget nævner
for dens originalitet (thi andre har tænkt
det samme), som fordi han så hårdnakket
slog til lyd for den. denne
opfattelse går i sin almindelige
form ud på, at alt, der gror, kan sanse.
men i hans forstyrrede fantasi havde denne
idé antaget en endnu
dristigere karakter og udstraktes under
visse betingelser til det formløses
rige. Jeg mangler ord til at give udtryk
for det fulde omfang af hans
overbevisnings indtrængende glød.
Men denne tro var (som jeg tidligere
har antydet) forbundet med hans forfædres
hjems grå stene. Han
forestillede sig, at de nødvendige
betingelser for bevidsthed her var bragt
til stede gennem den metode, hvorefter
disse sten var sammensat - den
lå inderes arrangements orden såvel
som i den yppige svampevækst, der
dækkede dem og de frønnede
træer, der stod omkring dem - og først og
fremmest i den lange uforstyrrede varighed
af denne orden og dens
fordobling i søens stillestående
vand. Beviset, sagde han - beviset på
denne bevidsthed kunne ses (og mens han
sagde dette, f¢r jeg sammen)
i at den langsomt men sikkert havde fortættet
sin egen atmosfære
omkring vandene og murene. Resultatet
kunne iagttages, tilføjede han,
i den tavse, men vedvarende og grufulde
indflydelse, der gennem
århundreder havde formet hans slægts
skæbne, og som havde gjort ham
til den, jeg nu så for mig - til
den, han var. Sådanne meninger kræver
ingen kommentar, og jeg vil ikke fremkomme
med nogen.
-
Vore bøger - de bøger, der i
årevis havde udgjort en betragtelig
del af den syges åndelige tilværelse
- var, som man kunne formode, i
nøje overensstemmelse med disse
fantasier. Vi fordybede os i fællig i
sådanne værker som "Ververt
et Chartreuse" af Gresset; "Belphegor" af
Macchiavelli; "Himmel og Helvede" af Swedenborg;
"Niels Klims
underjordiske rejse" af Holberg; "Kiromantik"
af Robert Flud, Jean
d'Indaginé og de la Chambre; "Rejse
til det fjerne blå" af Tieck og
"Solens stad" af Campanella. Et yndlingsbind
var en lille oktavudgave
af "Directorium inquisitorium" af dominikaneren
Eymeric de Gironne;
og der var passager i Pomponius Mela om
de gamle afrikanske satyrer
og ægipaner, som Usher kunne sidde
og drømme over i timevis. Men
den største fryd fandt han i en
overordentlig sær og sjælden bog, trykt
med gotisk skrift i kvartformat - et kompendium
fra et glemt kirkesam-
fund - "Vigiliæ mortuoroum secundum
chorum ecclesiæ maguntinæ".
-
Jeg kunne ikke lade være med at tænke
på dette værks van-
vittige ritualer og dets sandsynlige indflydelse
på den tungsindige, da
han en aften efter brat at have meddelt
mig, at lady Madeline ikke var
mere, erklærede det som sin hensigt
at hensætte hendes lig i fjorten dage
(indtil den endelige begravelse) i en
af de mangfoldige hvælvinger inden
for bygningens hovedmure. Men den verdslige
begrundelse, som blev
fremført for denne besynderlige
fremgangsmåde, følte jeg mig ikke
berettiget til at anfægte. Broderen
var (efter hvad han fortalte mig)
bevæget til sin beslutning af den
afdødes sygdoms usædvanlige karakter,
visse påtrængende og nyfigne
spørgsmål fra hendes læger og familiens
gravsteds afsides og udsatte beliggenhed.
Jeg skal ikke nægte, at da jeg
erindrede mig den person, jeg havde mødt
på trappen, den dag jeg
ankom til huset, og hans skumle ansigt,
nærede jeg intet ønske om at
gøre modstand mod noget, som jeg
betragtede som en i bedste fald blot
uskadelig og under ingen omstændigheder
unaturlig forholdsregel.
-
Efter Ushers anmodning bistod jeg ham personlig
i arrange-
menterne omkring den midlertidige gravlægning.
Da liget var lagt i
kisten, bar vi to den alene til dens hvilested.
Den hvælving, hvori vi
anbragte den (og som havde været
uåbnet så længe, at vore fakler halvt
kvaltes af dens trykkende dunster, så
at vi ikke havde større muligheder
for en nærmere undersøgelse)
var lille og fugtig og ganske uden
muligheder for belysning; den lå
i stor dybde direkte under den del af
huset, hvor jeg havde mit eget sovekammer.
Den var tilsyneladende i en
fjern feudaltid blevet bygget til det
værste tænkelige formål som
fangehul og senere brugt til krudtkammer
eller lagerrum for et andet
højeksplosivt stof, da en del af
dens gulv og hele indersiden af en lang
buegang, hvorigennem vi nåede frem
til den, var omhyggeligt beklædt
med kobberplader. Den massive jerndør
var blevet beskyttet på
tilsvarende vis, og dens umådelige
vægt frembragte en usædvanlig skarp,
skurrende lyd, da den bevægede sig
på sine hængsler.
-
Da vi havde anbragt vor sørgelige byrde
på bukke på dette
grufulde sted, trak vi kistelåget,
der endnu ikke var skruet fast, delvis fra
og betragtede den dødes ansigt.
Den slående lighed mellem broder og
søster vakte først nu min
opmærksomhed; og Usher, der måske gættede
mine tanker, mumlede nogle få ord,
hvoraf jeg lærte, at han og den
afdøde havde været tvillinger,
og at der altid havde hersket en næsten
ufattelig forståelse imellem dem.
Men vore blikke hvilede ikke længe på
den døde - thi vi kunne ikke betragtede
hende uden at blive slagne af
ærefrygt. Den sygdom, der således
havde sendt damen i sin grav i sin
fejreste ungdom, havde, som sædvanlig
ved alle lidelser af rent katalep-
tisk karakter, efterladt en svag og spottende
rødmen over hendes barm
og ansigt, og dette mistænkeligt
dvælende smil om læberne, der er så
gruopvækkende i døden. Vi
satte atter låget på og skruede det fast, og
da vi havde lukket jerndøren efter
os, begav vi os med besvær op til de
næppe mindre dystre værelser
i husets øvre etager.
-
Da nu nogle dage med bitter sorg var henrundet,
skete der en
mærkbar ændring med min vens
mentale forstyrrelse. Hans hidtidige
væremåde var forsvundet. Hans
sædvanlige beskæftigelser blev glemt
eller negligeret. Han strejfede fra det
ene kammer til det andet med
skyndsomme, uregelmæssige og formålsløse
skridt. Hans blege åsyn
havde antaget en om muligt endnu mere
genfærdsagtig lød - men det
funklende lys i hans øjne var ganske
slukket. Den rustne klang, der
undertiden havde været over hans
stemme, hørtes ikke mere, og en
skælvende dirren, som af den yderste
rædsel, kendetegnede enhver ytring
fra ham. Der var faktisk tider, hvor jeg
troede, at hans uafladelig
ophidsede sind arbejdede med en tyngende
hemmelighed, og at han
kæmpede for at finde det nødvendige
mod til at røbe den. Til andre tider
følte jeg mig nødsaget til
at henføre alt dette til vanviddets uforklarlige
luner, for jeg så ham stirre ud
i den tomme luft i timevis med et udtryk
af den allerstørste opmærksomhed,
som om han lyttede efter en
imaginær lyd. Det var ikke noget
under, at hans tilstand skræmte mig -
at den smittede mig. Jeg følte
hans egen groteske, men medrivende
overtros vanvittige påvirkning snige
sig langsomt og sikkert ind over
mig.
-
Det var især, da jeg havde lagt mig
i seng sent på aftenen den
syvende eller ottende dag, efter at vi
havde anbragt lady Madeline i
fangekælderen, at jeg oplevede den
fulde kraft af sådanne følelser.
Søvnen kom ikke mit leje nær,
mens timerne sled sig afsted. Jeg
kæmpede for med fornuftens kraft
at bortjage den nervøsitet, der havde
fået herredømme over mig.
Jeg bestræbte mig på at tro, at meget om end
ikke alt hvad jeg følte, skyldtes
den forvirrende indvirkning af de dystre
møbler i værelset - de mørke
og lasede gobeliner, som en voksende
blæsts åndepust pinte i bevægelse,
så de blafrede rykvis frem og tilbage
på væggene og raslede uroligt
omkring sengen. Men mine anstrengelser
var frugtesløse. En ubetvingelig
skælven løb snart gennem hele mit
legeme, og til sidst satte en mare af
helt grundløs skræk sig over mit
hjerte. Jeg kastede den af mig med en
gispen og kæmpede mig op at
sidde på puderne og stirrede indtrængende
ud i kammerets dybe mørke
og hørte - hvorledes ved jeg ikke,
bortset fra at en instinktiv tilskyndelse
drev mig - visse svage og ubestemmelige
lyde, der i mellemrummene
mellem vindstødene og med lange
pauser kom, uden at jeg kunne sige
hvorfra. Overvældet af en vild angst,
der var uforklarlig, men uud-
holdelig, trak jeg i hast i tøjet
(for jeg følte, at jeg ikke ville kunne sove
mere den nat) og bestræbte mig på
at rejse mig fra den ynkelige tilstand,
hvori jeg var faldet, ved at gå
hurtigt frem og tilbage i værelset.
-
Jeg havde kun gået frem og tilbage nogle
få gange på denne
måde, da lette skridt på en
tilstødende trappe vakte min opmærksom-
hed. Jeg kunne straks genkende dem som
Ushers. Et øjeblik efter
bankede han stille på min dør
og kom ind med en lygte i hånden. Hans
ansigt var som sædvanlig ligblegt
og gustent - men derudover var der en
slags vanvittig opstemthed i hans blik
- hele hans adfærd var præget af
et med nød og næppe nedkæmpet
hysteri. Hans udtryk forfærdede mig -
men alt andet var at foretrække
frem for den ensomhed, jeg så længe
havde udholdt, og jeg bød endog
hans tilstedeværelse velkommen som
en lindring.
-
- Og du har ikke set det? sagde han brat efter
tavs at have stirret
omkring sig nogle øjeblikke. -
Du har altså ikke set det? - Men vent, det
kommer du til.
-
Efter at have sagt disse ord og omhyggeligt
skærmet lygten,
skyndte han sig hen til et af vinduerne
og slog det op på vid gab for
uvejret.
-
Det vindstød, der stod ind, var så
heftigt og rasende, at det
næsten slog os omkuld. Det var en
stormfuld nat af en egen barsk
skønhed, enestående i både
sin rædsel og pragt. En hvirvelvind havde
tilsyneladende samlet kraft i vort nabolag,
for vinden skiftede hyppigt
og voldsomt retning, og skyernes overordentlige
tæthed (de hang så lavt,
at de trykkede mod husets tinder) forhindrede
os ikke i at se den hast,
hvormed de fløj når de f¢r
frem fra alle punkter mod hinanden uden at
flyve bort mod horisonten. Jeg siger,
at selv deres overordentlige tæthed
ikke forhindrede os i at se dette - men
alligevel så vi ikke det mindste
glimt af månen eller stjernerne
- og der var ingen flaksende lyn. Men
både undersiden af disse vældige
masser af oprørt vanddamp og alle
jordiske genstande umiddelbart omkring
os glødede i det unaturlige
skær fra svagt lysende og tydeligt
synlige gasagtige uddunstninger, der
hang i luften og indhyllede slottet.
-
- Du må ikke... du skal ikke se dette!
sagde jeg gysende til Usher
og førte ham med blid tvang fra
vinduet hen til en stol. - Disse fænome-
ner, der forvilder dig, er ikke andet
end elektriske udladninger, der ikke
er usædvanlige - eller også
har de deres grufulde oprindelse i søens
giftige dunster. Lad os lukke vinduet
- luften er isnende kold og farlig
for dit helbred. Her er en af dine yndlingsromancer.
Jeg læser, og du
skal lytte - og således kan vi fordrive
denne frygtelige nat sammen.
-
Det ældgamle bind, jeg havde taget op,
var "Det gale stævne"
af sir Launcelot Canning; men jeg havde
mere i melankolsk spøg end for
alvor kaldt det en af Ushers yndlingsbøger;
for der var sandt at sige ikke
meget i dens uslebne og fantasiforladte
vidtløftigheder, der kunne være
af interesse for min vens høje
og åndelige idealisme. Men det var den
eneste bog, der var lige for hånden,
og jeg hengav mig til en vagt håb
om, at den ophidselse, der nu havde grebet
den tungsindige, måske
kunne finde udløsning i selv overdrivelserne
i det tøjeri, jeg ville læse op
(thi de mentale lidelsers historier er
fuld af lignende uregelmæssigheder).
Hvis jeg skulle dømme ud fra det
vanvittigt overspændte og opmærk-
somme udtryk, hvormed han lyttede eller
tilsyneladende lyttede til
beretningens ord, kunne jeg faktisk meget
vel have lykønsket mig selv
med det heldige udfald af mine planer.
-
Jeg var kommet til det velkendte afsnit i
historien, hvor
"Stævnets" helt, Æthelred,
efter forgæves at have søgt adgang til
eremittens bolig på fredelig vis,
giver sig i kast med at tiltvinge sig
adgang med magt. Man vil erindre, at fortællingens
ord her lyder
således:
-
"Og Æthelred, der fra naturens side
havde et gævt og tappert
hjerte, og som nu var såre vælig
af den fyrige vin, han havde drukket,
ventede ikke længere for at underhandle
med eremitten, der sandt at sige
var genstridig og ondskabsfuld af natur,
men da han følte regnen på sine
skuldre og frygtede stormens komme, løftede
han højt sin stridskølle og
forskaffede sig hurtig plads til sin behandskede
hånd imellem dørens
planker; og nu trak han kraftigt til og
ruskede, flængede og sønderrev
således alt, at lyden af det tørre
og hule træ gungrede og drønede
igennem den ganske skov."
-
Da jeg var færdig med denne svada, f¢r
jeg sammen og holdt
inde et øjeblik; thi det forekom
mig (selv om jeg straks kom til den
slutning, at min ophedede fantasi havde
bedraget mig) - det forekom
mig, at der fra et meget fjernt sted på
slottet utydeligt kom til mit øre
noget, der efter hele sin karakter kunne
have været et ekko (om end
visselig et mat og dæmpet ekko)
af selve den knagende og flængende lyd,
som sir Launcelot så udførligt
havde beskrevet. Der kunne ikke være
nogen tvivl om, at det kun var dette sammentræf,
der havde vakt min
opmærksomhed; for midt imellem vinduesrammernes
klapren og de
almindelige sammenblandede lyde fra stormen,
der stadig voksede i
styrke, havde denne lyd afgjort ikke i
sig selv noget, der burde have
interesseret eller forstyrret mig. Jeg
fortsatte historien:
-
"Men den gode ridder Æthelred, der nu
kom inden for døren,
blev såre rasende og forbløffet
ved ikke at se noget tegn på den
ondsindede eremit, men i stedet en drage,
som var skællet og drabelig at
skue med ildtunge, og denne drage sad
vagt foran et palads af guld med
gulv af sølv; og på væggen
hang der et skjold af skinnende messing med
denne inskription:
-
Kun den, der har sejret, kan stå herinde.
-
Dræber han dragen, skal skjoldet han
vinde.
Og Æthelred løftede sin kølle
og slog den mod dragens hoved, og den
faldt om foran ham og opgav sin stinkende
ånde med et skrig så
skærende og grufuldt, og i særdeleshed
så gennemtrængende, at
Æthelred blev nødt til at
slå hænderne for sine øren for at skærme sig
mod denne frygtelige lyd, hvis lige aldrig
før var hørt."
-
Her stoppede jeg atter brat op, og nu med
en følelse af vild
forbløffelse - for der kunne ikke
herske nogen som helst tvivl om, at jeg
i dette tilfælde rent faktisk hørte
en lav og tilsyneladende fjern, men
skarp, langtrukken og særdeles usædvanlig
skrigende eller skurrende lyd
(selv om jeg fandt det umuligt at sige,
fra hvilken retning den kom), et
nøjagtigt sidestykke til den lyd,
min fantasi allerede havde fremmanet
som dragens unaturlige skrig, således
som romancens forfatter beskrev
det.
-
Selv om jeg så afgjort følte
mig tynget af dette andet og
overordentlig mærkværdige
sammentræf, der fremkaldte tusinde
modstridende følelser, hvoriblandt
undren og den yderste rædsel var de
fremherskende, havde jeg dog stadig tilstrækkelig
åndsnærværelse til at
undgå at ophidse min følsomme
og nervøse ledsager ved nogen
bemærkning. Jeg var ikke på
nogen måde sikker på, at han havde hørt
den pågældende lyd, selv om
en sær forandring virkelig var sket med
hans fremtoning inden for de sidste få
minutter. Fra at have siddet
vendt mod mig havde han gradvist vendt
sin stol rundt, således at han
nu sad med ansigtet mod værelsets
dør; og derfor kunne jeg kun delvis
skelne hans træk, selv om jeg så,
at hans læber dirrede, som om han
mumlede uhørligt. Hans hoved var
sunket ned på brystet - men alligevel
røbede hans opspærrede og
stive blik, som jeg så et glimt af i profil, at
han ikke sov. Også hans krops bevægelse
var i modstrid med en sådan
antagelse - for han rokkede fra side til
side med en stille, men ensartet
og vedvarende vuggen. Efter hastigt at
have bemærket mig alt dette
genoptog jeg sir Launcelots fortælling,
der fortsatte således:
-
"Og da ridderen nu var undsluppet dragens
forfærdelige rasen,
tænkte han på messingskjoldet
og på at bryde den fortryllelse, der
omgav det, så han ryddede ådslet
af vejen og skred tappert hen over
slottets sølvgulv til skjoldet,
der hang på væggen; det afventede dog ikke
hans komme, men faldt for hans fødder
på det sølverne gulv med en
vældig og grufuld klirrende lyd."
-
Ikke så snart var disse sætninger
kommet over mine læber, før
jeg opfangede en tydelig hul, metallisk
og klirrende, men tilsyneladende
dæmpet gungren, som var et messingskjold
virkelig i selvsamme øjeblik
faldet tungt på et gulv af sølv.
Fuldkommen ude af mig selv sprang jeg
op; men Usher fortsatte uforstyrret med
sin afmålte, vuggende be-
vægelse. Jeg styrtede hen til stolen,
hvor han sad. Hans blik var rettet
stift frem for ham, og hele hans åsyn
var som mejslet i sten. Men da jeg
lagde min hånd på hans skulder,
gennemrystedes hele hans skikkelse af
en voldsom skælven; et blegt smil
bævede om hans læber, og jeg så, at
han talte lavmælt, skyndsomt og
uforståeligt mumlende, som opfattede
han ikke min tilstedeværelse. Jeg
bøjede mig dybt ned over ham og
opfattede omsider den grufulde betydning
af hans ord:
-
- Ikke høre det? ... Jo, jeg hører
det, og jeg har hørt det. Lange...
lange... lange... mange minutter, mange
timer, mange dage har jeg hørt
det... men jeg vovede ikke... åh,
ve mig, elendige usling, jeg er! ... Jeg
turde ikke... jeg turde ikke tale! Vi
har lagt hende levende i graven!
Sagde jeg ikke, at mine sanser er skarpe?
Nu fortæller jeg dig, at jeg
hørte hendes første svage
bevægelser i den hule kiste. Jeg hørte dem...
for mange, mange dage siden... men jeg
vovede ikke... jeg vovede ikke
at tale! Og nu... i nat... Æthelred...
ha! ha! ... han slog eremittens dør
ind, dragen udstødte sit dødsskrig,
og skjoldet ramlede på gulvet? ... sig
hellere, at hendes kiste sprængtes,
hendes fængsels jernhængsler
skurrede og hun kæmpede i hvælvingens
kobberklædte bue! h,
hvorhen skal jeg flygte? Er hun her ikke
straks? Skynder hun sig ikke
herhid for at gå i rette med mig
for mit hastværk? Har jeg måske ikke
hørt hendes fodtrin på trappen?
Kan jeg måske ikke opfatte hendes
hjertes tunge og frygtelige slag? Afsindige!
-
Her sprang han rasende op og skreg disse ord,
som opgav han
dermed sjælen: - Afsindige! Jeg
siger dig, at hun nu står uden for døren!
-
Som havde der været en trylleformulars
magiske kraft i denne
ytrings overmenneskelige energi, åbnede
de vældige antikke paneler, den
talende pegede på, i samme øjeblik
deres tunge, ibenholtssorte gab. Det
var den susende storm, der forårsagede
det - men uden for denne dør
stod lady Madeline af Ushers ædle
skikkelse, hyllet i ligklædet. Der var
blod på hendes hvide klædebon,
og hver del af hendes udtærede
skikkelse vidnede om bitre kampe. Et øjeblik
stod hun skælvende og
svajede frem og tilbage på dørtærskelen
- så faldt hun med et lavmælt,
jamrende skrig tungt ind over sin broder,
og i sin voldsomme og nu
endelige dødskamp væltede
hun ham om på gulvet som lig, som offer
for de rædsler, han havde forudset.
Fra dette værelse og fra dette slot
flygtede jeg i rædsel. Stormen rasede
stadig i sin fulde styrke, da jeg krydsede
den gamle landevej. Pludselig
skød et blændende lyn hen
over vejen, og jeg vendte mig om for at se,
hvorfra så usædvanlig et glimt
kunne stamme, for bag mig var kun det
vældige slot og dets skygger. Det
strålende lys kom fra den fulde,
blodrøde måne, der var ved
at gå ned og nu skinnede klart gennem den
engang næppe skelnelige sprække,
hvorom jeg tidligere har talt, der løb
i siksak fra bygningens tag til dens grundvold.
Mens jeg så til, blev
denne sprække hastigt bredere -
der kom et rasende pust af hvirvelvin-
den - hele månens cirkel var med
ét at se - det svimlede for mig, og jeg
så de mægtige mure styrte
sammen - der kom en langtrukken, oprørt
råbende lyd som tusinde vandes stemmer
- og den dybe og mørke sø for
mine fødder lukkede sig tvært
og tavst over resterne af "Huset Usher".