"Udvalgte digte" udkom i anledning af min 75 års fødselsdag i samme format som min erindringsroman "Grænseløs". Borten på omslaget består af stiliserede guldsmedevinger. Udvalget omfatter digte fra alle de digtsamlinger, jeg har udgivet siden min debut på Borgens forlag i 1962, deriblandt en del samlinger, der kun er udgivet som e-bøger, Udvalget er suppleret med en hel del utrykte digte,
Det er meget forskellige digte, der optræder i samlingen. Der er tresser-modernisme, konkrete digte, digte med rim og rytme, rim og remser, sange og viser, længere fortællende digte og ikke-realistiske - nærmest surrealistiske digte - hvor undulater overtager verdensherredømmet eller digterjeget forvandles til pingvin og ruger et stort æg ud med sine flade fødder.
Udvalget omfatter også digte skrevet under pseudonymer og udvalg af oversættelser af lyrik fra mange lande og sprog.
*
Bogen blev ikke anmeldt.

SAS-hotellet
 

Juniaften; tågegrøn.
Selv skyerne tar fejl
og går tværs gennem bygningen.
 
 

Morgen
 

Himlens fostersæk brister; gennemblødt af lys står vi

Solen pocheret af skyer; træerne rasler med dun

Huset så stejlt og skrabet; hanegal stivnet til sten
 

Lurerne
 

De ligger under sengen,
de sidder bag en mur.
De glor på toilettet
og når du tar en lur.

Og hvis du ikke ønsker
de snager i dit liv,
så er det et bevis på
du er konspirativ

Hvis alt dit mel i posen
er hvidt som julesne,
så lad dem stikke næsen
i posen for at se.

Kun syndens børn og skurke
har brug for et gardin
og hvis de stå og lurer
så byd dem mad og vin.
 

Internationale for katte

Rejs jer fra puder og fra kurve
Forlad det lummervarme hus
Nu skal vi ud og jagte spurve
og løbe efter markens mus.
Alle hunde jager vi fra haven
og mange ting skal skilles ad
Så kan I klø os lidt på maven
og fodre os med kattemad.

Alle katte er frie
så prøv aldrig med tvang
og Katteserenaden
forener os i sang
Vi er ikke som hunde
vi er stolte og fri
og Katteserenaden
er vores melodi
 

Undulaten

Sammen med en døsig flue sidder jeg med vintersnue
i min egen lune stue foran dette kakkelbord.
og min hals som på giraffen søger langstrakt ned mod kaffen
og jeg tænker: Et slaraffenliv er det, der om mig gror.
Dette liv er jo så trygt, at det er lige før jeg tror
jeg er hjemme hos min mor.

Min kanelsnegl: Når jeg bider, er det jo som om jeg glider
bort til fjerne rum og tider, hvor der dufter af kanel.
Hører jeg tukanen skrige, ser jeg jaguaren snige
sig igennem skovens rige, ser jeg ørkenens kamel?
Jeg forsvinder i en skov, er kun en helt usynlig del
og dog stadig her og hel.

Ud fra urskovsmørket kommer som en lille fortidsdommer
på måske en halv snes tommer, med en farve som spinat
denne fugl, der tanken lammer, for den bor jo på mit kammer
i den by, hvorfra jeg stammer, denne grønne undulat
som fik fuglefrø af Brugsens allerbedste fabrikat
og et lille blad salat.

Jeg er her og dog derhjemme, kaldt af undulatens stemme
Åh, hvor kunne jeg dog glemme denne lyd, der lød så spagt?
Det er ikke stueuret, men et næb der slår mod buret.
Du har skræppet, du har skurret, du min lille undulat
du der vendte dig om pinden som en anden akrobat
hvad jeg husker ganske svagt.

Fra kanelsneglen kom duften bølgende igennem luften,
til den slukkede fornuften med et verdensfjendsk diktat.
Og det er som om jeg drømmer, mens erindringsfloden strømmer
til jeg nutidsboet rømmer sammen med min undulat,
skyller mig og den tilbage til er liv der står så vagt
søger mod en fortidsstat.

Nu er alting længe siden, men et budskab gennem tiden
ramte mig med denne viden, du, mit mindes tro soldat.
Under kirkegårdens stene smuldrer nu forældrebene
og her sidder jeg alene med et blus, der er lidt svagt
med kanelsnegl og med koppen med et mokka-derivat
sammen med min undulat.
 
 

Louis Pio
(mel.: Joe Hill)
 
 

Jeg drømte, Louis Pio kom
tilbage for at se,
hvad hans parti er blevet til
og hvad der nu skal ske.

Og dér stod Mette Fred’riksen
og sagde nok så stolt:
Vi har skabt velfærd her til lands
og alle løfter holdt.

Vi kender ikke mere sult,
vi æder os ihjel.
Enhver kan gå sin egen vej
og tænke på sig selv.

Vi har en masse isenkram,
de fleste har en bil.
Et liv i overflod, det er
den danske levestil.

Men, Mette, sagde Pio så,
så vidt jeg nu kan se,
så går I den forkerte vej
og svigter vor idé.

Vi drømte om et fællesskab,
vi skabte vort parti
for frihed og for broderskab
og for demokrati.

Vi ville skabe en kultur
der tror på sammenhold.
En verden, der kun tror på ting,
Er men’skefjendsk og kold.

Vi drømte, alle folk på Jord
stod sammen hånd i hånd,
en verden uden had og krig
i kærlighedens ånd.

I stedet står I der som svin
der trænges om et trug.
Kun egoistisk snæversyn
og endeløst forbrug.

I bruger kun som sutteklud
Den fane, der var rød.
Jeg tror, at jeg skal være glad
sa’ Pio, jeg er død.
 
 

Drømmesporvogn

Der var stadig sporvognsskinner i Frederikssundsvej femogtyve år efter at HT var gået over til busser
halvt fyldt med asfalt lå skinnerne dér og lynede i solen som en russer med ståltænder.

Jeg har det lidt på samme måde
med alle dem jeg har været forelsket i
de kører med natsporvogn gennem mine drømme
maser sig sammen på forperronen
skiftes til at styre med store håndsving
opfinder mystiske rutenet der aldrig før har eksisteret
linje 24 ud ad Slotsherrensvej
linje 38 ned ad Ålekistevej
sladrer sammen og bagtaler mig fnisende.

Forsvinder så hvide som sølvmåger
ned i en undersøisk remise.
 

Kantet klode
 
 

Kloden er blevet for kantet
Stiv og lukket følger den sin bane
Giften siver den af alle mangrover,
Med ufølsomt blik
ser den isbjørnene drive til havs
på smeltende isflager.
Den har glemt nattergalens sang
og fulgt de falske sireners kalden.

Vi må støbe den om i en anden form,
blødgøre den med de elskendes hvisken,
med vinden gennem hvedemarken,
med spurvens vingeslag
og fiskenes blafrende finner.
Vi må lægge den i en form
der er foret med hybenrosens duft
med uglens lådne skrig fra kirketårnet
med den sovendes rolige åndedræt
og atter støbe den
i kuglens fuldendte form
En forvandlingskugle
blå som den sukkende fjord
der labber ind over den side strand
grøn som vinterrugen
gul som solsortens næb
rød som den uanselige jordmide.

Den skal dækkes af et fletværk af liv
Den skal omskylles af prustende oceaner
Den skal hvile under et tæppe af stjerner
Den skal åbne sig for os, når vi dør
Tage os ind i sig
og forvandle os
til lam og larver
roser og rådyr
mos og moskusokser
 

Morgen
 

Skarpladt morgenluft
Fuglesangens
spændte fjeder
Et brag af sol.
 

Fløjten

Her, hvor jeg sidder og venter på bussen
præcis her
sad en hyrdedreng for 800 år siden
og spillede på benfløjte
da koen rev sig løs,
den spættede, trepattede
der var så knarvorn.
Han tabte fløjten,
da han benede efter koen.

Fløjten ligger i jorden endnu,
langt nede under sædet i læskuret.
Ingen kan se den,
Ingen ved den er der
andre end mig.
Jeg kan mærke den dernede.
 
 Da de sidste toner
 skulle til at trille ud af fløjten,
 kastede drengen den fra sig.
 Tonerne blev liggende
 og trykkede sig sammen.
 
 De prøver stadig på at komme ud.
 Man kan høre dem pibe og hvæse lidt,
 men de kan ikke
 ikke af sig selv.
 
 Jeg mærker de indespærrede toner
 som en durren i sædet under mig.
 Små forknytte toneklumper nede i jorden.
 De havde sådan glædet sig til at komme ud
 svæve i arabesker over græsset
 og opløses som den sidste dis
 der smelter for solen over engen.
 
 Kom så bare med jer
 I kan komme op gennem mig, siger jeg.
 Jeg skal nok åbne munden.
 så kan I komme ud den vej.
 
 En dame kommer gående med sin datter,
 en lille håndunge i knæhøjde.
 Moar, siger pigen.
 Der sidder en tosset mand og synger
 inde i skuret.
 Må han vel det?

Sørgesang for Mesopotamien
 

I Babylon hang tunge rosenranker
i haver der løb ned ad byens mure
og sange steg som nattemørke tanker
fra nattergale i de gyldne bure

Det var det land, hvor Kain ihjelslog Abel
og hære plyndrede i hævn og had.
hvor tårnet strakte sig mod sky i Babel
og alle verdens folk blev splittet ad.

En tyr af sten med brede fuglevinger
Et grusomt land, der lemlæster og sårer
hvor konger andre rigers folk betvinger
Det var et land af guld og skrift og tårer

Det er forbi. De sidste vidner lukker
museets port og vender sig og sukker.
 

Før tordenvejret

I en døsigt diset summen lyder humlebiers brummen,
tordenfluers tunge trommen på sekundets spændte skind,
der hvor tidens tyngde ruger, så en lummer tavshed truer
og den tømte himmel suger saft af summedansens lind.
Verden lukker sig og puger om sit feberfyldte sind.
Ingenting kan trænge ind

Skumle uheldssvangre syner knitrer frem, når kornmod lyner
over markernes tribuner i en ulmens urostund.
Pulsen tynget og besværet, alle fugle holder vejret,
salamandrene i kæret søger mod en mudderbund
Verden venter flammesværdet, guden rasende og ond
med sin tandbesatte mund

Disse undergangsvisioner, disse dystre klokketoner
disse sindets skorpioner i en stund der er besat
Alle ved vi, hvad der hænder, når de trusler, som vi kender
når en klodes akse vender, griber til og tager fat
Når det sidste håb er faret og vor fremtid er forladt
i den sidste uvejrsnat