Digte af alle mulige og umulige slags, skrevet gennem tres år.
"Udvalgte digte" udkom i 2018 på
Det poetiske Bureaus forlag.
Den
koster 250 kroner og kan købes her.
"Udvalgte digte" udkom i anledning af
min 75 års fødselsdag i samme format som min erindringsroman
"Grænseløs". Borten på omslaget består af stiliserede
guldsmedevinger. Udvalget omfatter digte fra alle de digtsamlinger, jeg
har udgivet siden min debut på Borgens forlag i 1962, deriblandt
en del samlinger, der kun er udgivet som e-bøger, Udvalget er suppleret
med en hel del utrykte digte,
Det er meget forskellige digte, der optræder
i samlingen. Der er tresser-modernisme, konkrete digte, digte med rim og
rytme, rim og remser, sange og viser, længere fortællende digte
og ikke-realistiske - nærmest surrealistiske digte - hvor undulater
overtager verdensherredømmet eller digterjeget forvandles til pingvin
og ruger et stort æg ud med sine flade fødder.
Udvalget omfatter også digte skrevet
under pseudonymer og udvalg af oversættelser af lyrik fra mange lande
og sprog.
*
Bogen blev ikke anmeldt.
SAS-hotellet
Juniaften; tågegrøn.
Selv skyerne tar fejl
og går tværs gennem bygningen.
Morgen
Himlens fostersæk brister; gennemblødt af lys står vi
Solen pocheret af skyer; træerne rasler med dun
Huset så stejlt og skrabet; hanegal
stivnet til sten
Lurerne
De ligger under sengen,
de sidder bag en mur.
De glor på toilettet
og når du tar en lur.
Og hvis du ikke ønsker
de snager i dit liv,
så er det et bevis på
du er konspirativ
Hvis alt dit mel i posen
er hvidt som julesne,
så lad dem stikke næsen
i posen for at se.
Kun syndens børn og skurke
har brug for et gardin
og hvis de stå og lurer
så byd dem mad og vin.
Internationale for katte
Rejs jer fra puder og fra kurve
Forlad det lummervarme hus
Nu skal vi ud og jagte spurve
og løbe efter markens mus.
Alle hunde jager vi fra haven
og mange ting skal skilles ad
Så kan I klø os lidt på
maven
og fodre os med kattemad.
Alle katte er frie
så prøv aldrig med tvang
og Katteserenaden
forener os i sang
Vi er ikke som hunde
vi er stolte og fri
og Katteserenaden
er vores melodi
Undulaten
Sammen med en døsig flue sidder
jeg med vintersnue
i min egen lune stue foran dette kakkelbord.
og min hals som på giraffen søger
langstrakt ned mod kaffen
og jeg tænker: Et slaraffenliv er
det, der om mig gror.
Dette liv er jo så trygt, at det
er lige før jeg tror
jeg er hjemme hos min mor.
Min kanelsnegl: Når jeg bider, er
det jo som om jeg glider
bort til fjerne rum og tider, hvor der
dufter af kanel.
Hører jeg tukanen skrige, ser jeg
jaguaren snige
sig igennem skovens rige, ser jeg ørkenens
kamel?
Jeg forsvinder i en skov, er kun en helt
usynlig del
og dog stadig her og hel.
Ud fra urskovsmørket kommer som
en lille fortidsdommer
på måske en halv snes tommer,
med en farve som spinat
denne fugl, der tanken lammer, for den
bor jo på mit kammer
i den by, hvorfra jeg stammer, denne grønne
undulat
som fik fuglefrø af Brugsens allerbedste
fabrikat
og et lille blad salat.
Jeg er her og dog derhjemme, kaldt af undulatens
stemme
Åh, hvor kunne jeg dog glemme denne
lyd, der lød så spagt?
Det er ikke stueuret, men et næb
der slår mod buret.
Du har skræppet, du har skurret,
du min lille undulat
du der vendte dig om pinden som en anden
akrobat
hvad jeg husker ganske svagt.
Fra kanelsneglen kom duften bølgende
igennem luften,
til den slukkede fornuften med et verdensfjendsk
diktat.
Og det er som om jeg drømmer, mens
erindringsfloden strømmer
til jeg nutidsboet rømmer sammen
med min undulat,
skyller mig og den tilbage til er liv
der står så vagt
søger mod en fortidsstat.
Nu er alting længe siden, men et
budskab gennem tiden
ramte mig med denne viden, du, mit mindes
tro soldat.
Under kirkegårdens stene smuldrer
nu forældrebene
og her sidder jeg alene med et blus, der
er lidt svagt
med kanelsnegl og med koppen med et mokka-derivat
sammen med min undulat.
Louis Pio
(mel.: Joe Hill)
Jeg drømte, Louis Pio kom
tilbage for at se,
hvad hans parti er blevet til
og hvad der nu skal ske.
Og dér stod Mette Fred’riksen
og sagde nok så stolt:
Vi har skabt velfærd her til lands
og alle løfter holdt.
Vi kender ikke mere sult,
vi æder os ihjel.
Enhver kan gå sin egen vej
og tænke på sig selv.
Vi har en masse isenkram,
de fleste har en bil.
Et liv i overflod, det er
den danske levestil.
Men, Mette, sagde Pio så,
så vidt jeg nu kan se,
så går I den forkerte vej
og svigter vor idé.
Vi drømte om et fællesskab,
vi skabte vort parti
for frihed og for broderskab
og for demokrati.
Vi ville skabe en kultur
der tror på sammenhold.
En verden, der kun tror på ting,
Er men’skefjendsk og kold.
Vi drømte, alle folk på Jord
stod sammen hånd i hånd,
en verden uden had og krig
i kærlighedens ånd.
I stedet står I der som svin
der trænges om et trug.
Kun egoistisk snæversyn
og endeløst forbrug.
I bruger kun som sutteklud
Den fane, der var rød.
Jeg tror, at jeg skal være glad
sa’ Pio, jeg er død.
Drømmesporvogn
Der var stadig sporvognsskinner i Frederikssundsvej
femogtyve år efter at HT var gået over til busser
halvt fyldt med asfalt lå skinnerne
dér og lynede i solen som en russer med ståltænder.
Jeg har det lidt på samme måde
med alle dem jeg har været forelsket
i
de kører med natsporvogn gennem
mine drømme
maser sig sammen på forperronen
skiftes til at styre med store håndsving
opfinder mystiske rutenet der aldrig før
har eksisteret
linje 24 ud ad Slotsherrensvej
linje 38 ned ad Ålekistevej
sladrer sammen og bagtaler mig fnisende.
Forsvinder så hvide som sølvmåger
ned i en undersøisk remise.
Kantet klode
Kloden er blevet for kantet
Stiv og lukket følger den sin bane
Giften siver den af alle mangrover,
Med ufølsomt blik
ser den isbjørnene drive til havs
på smeltende isflager.
Den har glemt nattergalens sang
og fulgt de falske sireners kalden.
Vi må støbe den om i en anden
form,
blødgøre den med de elskendes
hvisken,
med vinden gennem hvedemarken,
med spurvens vingeslag
og fiskenes blafrende finner.
Vi må lægge den i en form
der er foret med hybenrosens duft
med uglens lådne skrig fra kirketårnet
med den sovendes rolige åndedræt
og atter støbe den
i kuglens fuldendte form
En forvandlingskugle
blå som den sukkende fjord
der labber ind over den side strand
grøn som vinterrugen
gul som solsortens næb
rød som den uanselige jordmide.
Den skal dækkes af et fletværk
af liv
Den skal omskylles af prustende oceaner
Den skal hvile under et tæppe af
stjerner
Den skal åbne sig for os, når
vi dør
Tage os ind i sig
og forvandle os
til lam og larver
roser og rådyr
mos og moskusokser
Morgen
Skarpladt morgenluft
Fuglesangens
spændte fjeder
Et brag af sol.
Fløjten
Her, hvor jeg sidder og venter på
bussen
præcis her
sad en hyrdedreng for 800 år siden
og spillede på benfløjte
da koen rev sig løs,
den spættede, trepattede
der var så knarvorn.
Han tabte fløjten,
da han benede efter koen.
Fløjten ligger i jorden endnu,
langt nede under sædet i læskuret.
Ingen kan se den,
Ingen ved den er der
andre end mig.
Jeg kan mærke den dernede.
Da de sidste toner
skulle til at trille ud af fløjten,
kastede drengen den fra sig.
Tonerne blev liggende
og trykkede sig sammen.
De prøver stadig på
at komme ud.
Man kan høre dem pibe og
hvæse lidt,
men de kan ikke
ikke af sig selv.
Jeg mærker de indespærrede
toner
som en durren i sædet under
mig.
Små forknytte toneklumper
nede i jorden.
De havde sådan glædet
sig til at komme ud
svæve i arabesker over græsset
og opløses som den sidste
dis
der smelter for solen over engen.
Kom så bare med jer
I kan komme op gennem mig, siger
jeg.
Jeg skal nok åbne munden.
så kan I komme ud den vej.
En dame kommer gående med
sin datter,
en lille håndunge i knæhøjde.
Moar, siger pigen.
Der sidder en tosset mand og synger
inde i skuret.
Må han vel det?
Sørgesang for Mesopotamien
I Babylon hang tunge rosenranker
i haver der løb ned ad byens mure
og sange steg som nattemørke tanker
fra nattergale i de gyldne bure
Det var det land, hvor Kain ihjelslog Abel
og hære plyndrede i hævn og
had.
hvor tårnet strakte sig mod sky
i Babel
og alle verdens folk blev splittet ad.
En tyr af sten med brede fuglevinger
Et grusomt land, der lemlæster og
sårer
hvor konger andre rigers folk betvinger
Det var et land af guld og skrift og tårer
Det er forbi. De sidste vidner lukker
museets port og vender sig og sukker.
Før tordenvejret
I en døsigt diset summen lyder humlebiers
brummen,
tordenfluers tunge trommen på sekundets
spændte skind,
der hvor tidens tyngde ruger, så
en lummer tavshed truer
og den tømte himmel suger saft
af summedansens lind.
Verden lukker sig og puger om sit feberfyldte
sind.
Ingenting kan trænge ind
Skumle uheldssvangre syner knitrer frem,
når kornmod lyner
over markernes tribuner i en ulmens urostund.
Pulsen tynget og besværet, alle
fugle holder vejret,
salamandrene i kæret søger
mod en mudderbund
Verden venter flammesværdet, guden
rasende og ond
med sin tandbesatte mund
Disse undergangsvisioner, disse dystre
klokketoner
disse sindets skorpioner i en stund der
er besat
Alle ved vi, hvad der hænder, når
de trusler, som vi kender
når en klodes akse vender, griber
til og tager fat
Når det sidste håb er faret
og vor fremtid er forladt
i den sidste uvejrsnat