dan turell

(Aspekt. 3. årgang nr. 4. Marts 1966)
 

 

om vi må begynde med de ting, der satte en betydningsfuld dialog i gang: debatten omkring statens kunstfond, protestlisterne, postyret omkring den noksom omtalte lagerforvalter og slutresultatet: det "barberede" lovforslag, var tilsammen en nyttig demonstration. for sjældent er sociale forhold - in casu: en social skade - i den grad skåret ud i pap. og dette postyr klargjorde allenfals to ting, som er værd at lade indgå i fremtidige kulturpolitiske overvejelser: for det første, at flertallet af politikerne er villige til, at - om man er venlig - : bøje af for en folkeopi­nion; eller, mere uelskværdigt: offentlig vise deres mangel på rygrad. i så henseende bør det bemærkes, at politikerne har haft forskellige motiver, hvilkes beskaffenhed. i sidste instans må være afgørende for synspunkternes grad af henholdsvis posivitet eller negativitet. nogle kan, på linie med eksempelvis hans sølvhøj, være nået til den overbevisning, at "regeringen ikke kan føre den kulturpolitik, den ønsker, hvis den ikke har befolkningen bag sig." overfor dette - nok diskutable, men dog akceptable - standpunkt står de, der på linie med eksempelvis den nidkære herrens tjener, pastor gottschalck-hansen, er rede til at forkaste alle principielle synspunkter til fordel for åbenlyst stemmefiskeri. som det vil vides, bliver resultaterne af disse indstillinger dog beklageligt ens.

 

for det andet, at der eksisterer en kløft - og en større end almindeligvis før antaget - mellem en stor del af nutidskunsten og en væsentlig part af befolkningen. hvilket ifølge sagens natur kun kan være negativt, al den stund denne tingenes tilstand er til skade for begge parter: kunsten bliver uden publikum delvis meningsløs, publikum fattigere uden kunsten. dog bør det i denne sammenhæng understreges, at denne kløft ikke er af nyere dato, men et gennem historien til lede velkendt fænomen. det principielt nye i den foreliggende kulturpolitiske situation er blot den bevidste - og særdeles fortjenstfulde - stræben henimod en brobygning. at disse intentioner måtte møde kraftig modstand, var uundgåeligt, eftersom man her på een gang søgte at oprette tidligere tiders mangel på bevidst kulturpolitik; netop dette gør følgeligt arbejdet mere fortjenstfuldt, men muligvis noget uovervejet, hvad anbelanger den praktieke realisation. ikke desto mindre: mod­standen bør kun animere til at fortsætte arbejdet; ved sin eksistens understreger den demonstrativt behovet.

 

det konkrete problem bliver da, hvorledes man bedst formidler en kontakt kunstnerne og folket imellem. og dette er et langt vanskeligere problem end blot at støtte kunstnerne økonomisk. et af proble merne ved denne formidling er, at der dannes et hieraki, således at de ansvarlige (politikerne) nødsages til at påtage sig en formynderrolle som på een gang (iforhold til publikum) bedrevidende, og samtidig (i forhold til kunstnerne, der efter den foreliggende ordning er medbestemmende) mindrevidende. imidlertid tyder mangt et udsagn i den senere tid på,, at folketingets medlemmer er lige så uvidende om kunst som om udenrigspolitik - (oplysende i så henseende var bl a. erling olsens kronik om villy sørensen og thisted knudsens fjernsynsklovneri for åbent tæppe).

 

lige så vel som der i ethvert samfund, uafhængigt af samfundeorde nen,vil eksistere en politisk elite, vil der være en skabende, kunstnerisk creativ elite - at dømme efter de hidtidige erfaringer. givet er det, at en demokratisk målsætning må søge at udviske de for nærværende så tydeligt skel mellem engagere­de og ikke-engagerede, aktivisere; gøre de engagerede kredse større, opnå kvantiteten uden atslække på kvaliteten. som det må være uomgængeligt nødvendigt for demokratiet at interessere mennesker i politik, må det være et mål at engagere i kunst. til syvende og sidst er begge disse ytringsformer dog midler til kontakt med og forståelse for omverdenen og selvet.

 

der skal endvidere gøres opmærksom på - hvor elementært det end måtte synes - at man må gøre sig klart, hvad man kulturpolitisk tilsigter: om det primært er at hjælpe kunstnerne, eller at formidle den tiltrængte kontakt. og til den ende kunne det da anføres: at det sidete er en forudsætning for det førstnævnte, hvorfor man følgeligt er begyndt bagfra. dog kan dette ifølge sagens natur kun siges med den bagkundskab, der nu er erhvervet, hvorfor det ikke bør opfattes som en kritik af de trufne dispositioner i hiin henseende; så meget mindre, som kunstnerstøtten sine steder var hårdt tiltrængt.

 

for man må ligeledes gøre sig klart, hvad carl scharnberg rigtigt påpegede: at de, arbejdere og andre (der fulgte den hysteriske protestlinie uden at have arbejdernes sociale baggrund som undskyldning som sagde nej, og derved blev visse kunstneres bødler, selv var ofre - ofre for tidligere tiders mangel på kulturpolitik.

 

som bekendt bryder alle hjulene i samfundsteorien ind i hinanden. aer er da også grund til at gøre opmærksom på, at dette ikke mindst er et pædagogisk spørgsmål; - man mangler formidlere; kun nogle få findes; en broby-johansen, en erik moseholm er desværre undtagelser. samtidig må løsningen findes i opdragelsesmetoderne, i skoleforhold, hvilken erkendelse fremragende pædagoger forlænget har nået.

 

også forkerte problemstillinger hindrer os i at komme længere frem. lad mig derfor fremhæve nogle af de opfattelser, der har gjort sig gældende, og som det er nødvendigt at opponere imod: kronikpåstande om, at når "modernistisk-experimenterende" digtere ikke blev forstået, måtte det være deres egen fejl; - fordi de ikke var i kontakt med den sunde folkelighed, forstås - og lignende påstande i jazzkredse om, at kunne den musikalske avantgarde ikke samle publikum, var det på grund af kunstneriske mangler. begge disse i bund og grund primitivt infantile postulater var der ingen grund til at spilde tid på, hvis det ikke var for deres - og sideløbende ideers (overvej blot modstanden mod den abstrakte kunst, endnu i dag!) - uhyre udbredelse. som erik knudsen et sted bemærker, sætter "ingen hæderlig forfatter en ære i at være eksklusiv og uforståelig". og der kunne tilføjes: at dette naturligvis er kunstnerisk generelt.

 

uomgængeligt nødvendigt er det da at gøre sig fri af problemstillingen letfattelig/svært forståelig kunst. dette er ikke noget relevant modsætningsforhold; skelningen er konstrueret, kunstig. hans kirk er ingenlunde en større forfatter end erik stinus, fordi han er mere umiddelbart tilgængelig. og "folkeligheden" (der sædvanligvis misbruges i ly af krav om denne "letforståelighed", altså camoufleret diktat er ikke et værdikriterium, men blot en egenskab, ikke bestemmende for kvaliteten, som i sidste instans må være afgørende.

 

dersom vi erkender dette, er det tydeligt, at der for nærværende ingen kunstkrise er, men - som kunstfonddebatten viste - en samfundskrise. forsøgene på at forflygtige billedet ved at rette smed for. bager, må skyldes dårlig samvittighed, eventuelt kombineret med økono­misk fordel. og er samfundskrisen end velkendt, er den dog stadig eksisterende, hvorfor der foreligger al grund til at intensivere det formidlende arbejde - en konklusion, samme politikere da tydeligvis også er nået til.

 

det bør yderligere nævnes, at en af grundene til, at denne krise på indeværende tidspunkt virker så langt stærkere end tidligere, er at den folkelige kunstudøvelse - der er mange ting, endnu findes spor i f.eks. blues, amatørjazz, folkesang, dilettantteater, skolekomedier m.v. - hvor man selv for en stund var skabende, nu for en stor del er afløst af et uægte, forløjet folkeligt, billigt og kommercielt underholdningsapparat. en vægtig del af kulturkløften skyldes disse fidusmagere. som et par eksponenter for den kommercielle tendens, der ødelægger så meget, kan nævnes et par navne: volmer sørensen, gustav winckler, erik haaest, otto leisner, bror kalle og sammen financielle bagmænd. hvad sagligt arbejde opbygger, kan d'hrr på kort tid igen nedbryde. man behage at forestille sig,..om kunsten havde sådanne formidlere som popbranchen og sammes geschäft-apparat.

 

forholdet er det såre enkle: at ved at give stene for brød fratager disse spekulanter publikum evnen til at opleve. samtidig kommer så det kendte b.t.-hykleri ind i billedet; denne type fidussalg, hvor man under gråd og tænders gnidsel forsvarer "den lille mand" som forfulgt af en samling diktatoriske "kulturpaver". efter denne latterlige målestok er omtalte paver de, som vover at bryde den hellige kommercialismes monopol på udtryk overhovedet. fremgangsmåden, der skal opfattes som en solidaritetserklæring til det forfulgte, men på bunden sunde menneske, er da kun et billigt angreb, et defensorat for egen kommercialisme. kombineret med en omgang stemmefiskeri forsvarer man da dem ormstukne smag, man selv så ivrigt har udbredt.

 

og da man ikke offentligt ønsker selv at vedgå dette, vasker man til den ende sine smudsige grabber med en kulturside. men hvad hjælper en - nok så velskreven - sådan mod fjorten sider sportshysteri (udfra en marxistisk betragtning blot opium for masserne), infame reklamer, intetsigende public relation og amåfimset "passiar".

 

så længe disse forhold ikke direkte kan forbedres ad politisk vej (ved annoncebeskatning, ugebladsafgift etc.) står en konstruktiv kulturpolitik som det eneste alternativ.- målet: formidlingen; udgangsposition: man får forberede sig på en længere udvikling.

 

kun nogle enkelte af de mange positive forslag kan nævnes: principielt bør initiativer støttes. oplysningsforbund, biblioteksvæsen, arbejdspladskunstudstillinger, intimscener, billigbøger, malerireproduktioner er væsentlige skridt på vej mod en demokratisering af kunsten. små, idealistiske bogforlag skyder op med ufravigelige kvalitetslinier (hvad skulle der være i vejen for statsstøtte til forlaget arena, f.eks.?).

 

dertil: en håndfuld pædagogiske forslag. på baggrund af det overståede turde det være klart, at der fortrinsvis må sigtes på næste generation. en aktiv kulturpolitik må starte i skolerne - "non scholae, sed vitae- discimus!", et princip, det danske skolevæsen på festdage vedkender sig, men til hverdag ikke interesserer sig synderligt for.

 

kunst er primært skaben; børnene bør følgeligt have adgang til skaben; et primært mål er det at nå frem til et mileu, hvor dette er muligt. barnets oplevelsestrang kan kanaliseres frugtbart. eleverne må have mulighed for indtrængen i kunstene formmæssige og erkendelsesmæssige problemer, hvilket der er rig ofte uudnyttet anledning til i forbindelse med fremmedsprog, dansk, kunsthistorie ( der p.t. er forbeholdt en priviligeret gruppe, gymnasiasterne), tegning, sang og musik (hvor passende musikhistorie, teori, instrumentaløvelse i forskellige discipliner etc. kunne gennemgås i modsætning til den obligatoriske fællesafsyngning af "kong christian stod ved højen mast").

 

et sådant fremskridt kombineret med yderligere intensivering i erhvervevirkeomheder: udstillinger, vandreteater (brechts "theater am schiffabauedamm" og weskers "centre 42" er fortræffelige eksempler), personlig kontakt samt udvidelse af den økonomiske støtte, bibeholdelse af det informative biblioteksarbejde og anlæggelse af flere musikbiblioteker vil føre til, at forholdene kommer i balance.

 

som sven møller kristensen klogt har formuleret det, hævder kunsten sig bedst mellem sine samtidige - ikke blot en mindre gruppe af dem. gennem en forbedring af de praktiske forhold kan den fa mulighed for at forjage det tomme gøgl.

 

sagen er i sin art tværpolitisk. men det er en farlig ting at røre ved, fordi den graver ned til samfundsrødderne: man bør ikke se bort fra, hvilke "kredse i den danske befolkning", det er, som skaber betingelser­ne for den åndelige udbytning. og følgeligt er det formentlig utopi at vente en indsats fra de danske karrierepolitikere.