Tsunami

Tsunami som e-bog

Anmeldelser

Carsten Clante - DR Kulturnyt
Hør anmeldelsen og interview her:
Kulturnyt

Han har sproget i sin fulde magt, han skriver spændende - også ironisk - om den sydamerikanske hverdag... Et vældig godt og intenst tilbud om eksotiske steder og gigantiske katastrofer, der frit kan nydes fra sofaen.
Bettina Heltberg - Politiken

Han fremfører uomgængeligt sit ærinde med sikker og vidende hånd.
Mads Kastrup - Berlingske Tidende

Arne Herløv Petersen skriver godt - sproget flyder... med rammende formuleringer, kvikke iagttagelser, mundrette dialoger etc.
Katinka Bruhn - Weekendavisen

En hæsblæsende spændingsroman med hårdkogte agenter og blodige magtkampe... Arne Herløv Petersen er en dreven og professionel historiefortæller, og "Tsunami" skrider frem i et medrivende og stadigt accelererende tempo. Romanen er oplagt som forlæg til en film.
Knud Bjarne Gjesing - Fyens Stiftstidende

En af de bedste danske agentromaner i adskillige år er Arne Herløv Petersens Tsunami. Det er ikke bare en spændende historie, men også en fortælling der holder sig så tæt op af virkeligheden, at den kunne være foruroligende sand...Som altid har Arne Herløv begået en aktuel og tankevækkende bog.... Ih, hvor jeg glæder mig til Arne Herløvs næste bog.
Georg Zeuthen - Arbejderen
Læs hele anmeldelsen her:
Arbejderen
 

... og så den lille stinker - fra Information - der kun har anmeldt denne ene bog af mig de sidste femten år:

Hvad nu hvis Arne Herløv Petersen havde sendt en venlig tanke til grantræerne i de svenske og finske skove, tænker man. Så ville læseren være sluppet for en ualmindelig træls bog. Det ville Arne Herløv Petersen også.
Bent Vinn Nielsen - Information
 

Jyllands-Posten valgte ikke at anmelde bogen
 
 

Note om sandsynlighed

Flere anmeldere har klaget over, at handlingen i Tsunami ikke er sandsynlig. Hertil kan man for det første svare, at litteratur ikke behøver at være sandsynlig. Det er ikke sandsynligt, at Odysseus er ti år om at komme hjem fra Troja, at Dante bliver vist rundt i helvede eller at Sindbad søfareren bliver samlet op at fuglen Rok. Indiana Jones og James Bond er ikke sandsynlige. Hvis en mand bliver forfulgt hen over hustagene eller en kvinde ligger bundet fast til jernbaneskinnerne foran et frembrusende tog, er det mest sandsynligt, at manden falder ned og kvinden bliver kørt over, men genren kræver, at det går anderledes, for ellers ville der ikke være nogen historie.

For det andet er handlingen i Tsunami desværre ikke så usandsynlig, som mange vil tro. Hvis man søger på Google på "tsunami "cumbre vieja"" får man 589 hits. En søgning på "nuclear suitcase bomb" giver cirka 13.000 hits.

 
 

1

Ikke gå ud i vandet. Men godt soppe i vandkanten. Matt stod, så de små bølger slikkede ind om hans tæer. Der kom en lugt ind fra vandet, der var ligesom lidt rådden, men alligevel ikke væmmelig. Bølgerne gled ud igen, og så rislede det sand under fødderne, og fødderne gravede sig ned i det våde sand. Det var som om vandet sukkede, når det gled ud igen, og små tangduske strakte sig ud når vandet kom, og klæbede fladt ned når vandet forsvandt igen.

Hvor var det vidunderligt at komme væk fra det hele, sagde mor og far. For til daglig havde de så travlt så travlt, men her kunne de rigtig slappe af. De sejlede ud til Goatpen Island i den lille båd, de havde lejet, og nu lå den fortøjet ved molen og vuggede sukkende op og ned på bølgerne. Og der var hverken fjernsyn eller radio til at forstyrre dem, og ikke en verdens sjæl der kom i vejen for dem, for der boede ikke andre på øen. Men hvis de havde brug for noget, kunne de bare sejle ind over Ocracoke Inlet, så var de inde hos de andre mennesker på ti minutter.

Men her, her kunne man føle sig ligesom Robinson Crusoe, sagde far, og Matt behøvede ikke engang tage badebukser på, når han gik i vandet, for der var ikke nogen, der så ham.

Men ikke gå i vandet alene, for nok var Matt en stor dreng og begyndt at gå i skole, og de turde godt lade ham gå ned på stranden alene, for han var så stor og fornuftig. Men ikke gå i vandet, for han kunne få krampe, og der kunne være en lumsk understrøm, og bølgerne kunne godt være voldsomme. Så kun soppe i vandkanten og finde ting på stranden. Muslingeskaller og små sten med hul i.

Og der var tang inde på stranden. Det lugtede meget mere råddent end den lugt, der kom fra havet, og små tanglopper hoppede og sprang i det. Søstjerner lå rundt omkring, og søpindsvin i violette og grønne farver.

En lille bølge slikkede ind om hans tæer igen og rislede ud igen, så det kildede. Ikke så meget, at han skulle tisse, kun lige så hans ansigt krympede. Men så voksede rislelyden. Den blev større og større, så det var som om der var skruet for meget op for lyden i naturen. Der kom en rislen udad, og Matt så ud over vandet, og vandet trak sig tilbage længere og længere ud.

Der kom et stort bart stykke strand frem, med mørkt og vådt sand, der hvor vandet trak sig ud. Det hed ebbe og flod, men han syntes ikke, det var kommet så hurtigt før.

Det ebbede ud, havet, og endnu mere våd havbund blev til forstrand, og nu lå der store klumper og duske af tang alle vegne, og muslinger og sten og søstjerner, og der lå også fisk og sprællede og gispede på det våde sand, og vandet blev ved med at løbe ud, mens rislelyden voksede og blev til en gurglen, som hvis vandet løber ud af verdens største vask. Og lyden hang og dirrede i luften og voksede, så den var ligesom orglet i kirken, en syngende og brusende lyd, der fyldte verden og flød sammen med lyset, så det var som om lyden også kom fra solen.

Det trak i ham med al den havbund, der var blevet til strand. Og ikke gå i vandet alene. Men må godt soppe i vand­kanten. Bare gå i vandkanten, og kanten var længere ude nu.

Matt begyndte at gå ud over det våde sand, hvor hans bare fødder svuppede ned i dybe huller, hvor vandet samlede sig.

Selv om Matt gik hurtigt ud fra kysten, trak vandet sig endnu hurtigere tilbage, og nu var det som om Gud ­havde fundet på at slubre havet i sig. Fisk sprællede stift med halen, de så med deres tomme øjne ud i luften og dråber dryslede af finnerne, når de kastede sig frem og tilbage. Solen skinnede i millioner af småpytter i det våde sand, i røde og blå og grønne farver, og solen var stikkende, og tanglopperne hoppede om Matt, mens han ligesom hypnotiseret gik længere og længere ud mod det vigende hav.

Langt ude foran ham var der vand endnu, og allerlængst ude gled vandet sammen med himlen, så det var svært at sige, hvad der var himmel og hvad der var hav.

Men helt derude var himmelhavet grønt, men det kunne ikke være rigtigt. Det var havet, der skulle ligge derude, men havet stod op, havet var ikke længere fladt. Havet var blevet til en mur. Allerlængst ude var havet en mur.

Det var en mur af vand, helt derude hvor havet mødte himlen, en glasklar mur, der kom rullende frem, og den var så høj, at solen spejlede sig i vand, en glødende lysplet i grønt, og mågerne skreg og flaksede væk, og nu var der kun muren der kom frem mod Matt, en mur af vand der måtte være hundrede meter høj, og den bevægede sig fremad med en fart som et jetfly, og verden forsvandt bag muren.

2

Standerlampen tager jeg med. Berømte sidste ord. Og hun gjorde det sgu, gik sidelæns som en krabbe ud ad døren med standerlampen klemt fast under armen. Den, hun havde fundet på et loppemarked i Rom og slæbt hjem i toget, selv om han korsede sig syv gange og sagde, det aldrig kunne gå godt. Døren fik hun ikke lukket efter sig, han måtte gå ud og gøre det for hende. Et blik ned gennem trappeskakten, lige ned i den lille bare plet midt på hendes isse hvor håret skilte, et lille lysende øje. (Men hvorfor, hvorfor i alverden var han kommet til at tænke på blæksprutter, hver gang han havde set ned på denne lille blege prik hud, når de lå sammen?) Og den plisserede lampe­skærm, baksende rundt og rundt, mens hun gik ned.

Toogtyve et halvt år. Og ikke så snart var Mille flyttet hjemmefra, før hun gjorde det. Som om det havde været planlagt al den tid.

Hans ansigt flød hen over espressomaskinen bag bardisken. Når han bevægede hovedet, bulede ansigtet over den sølvskinnende flade, tågede og svulmede til en udtryksløs mongolsk krigerma­ske. Men øjnene var der ikke, hans blå øjne blev til sorte klatter, dødningehuller i den hvælvede maske. Han drejede hovedet en anelse og fulgte spejlbilledet ud ad øjenkro­gen, stadig ingen øjne.

Han så ned igen, cappuccinoskum med chokoladekrym­mel. Duften op i hans næsebor, hvad skete der egentlig, små fimrehår eller cilier i bevægelse, signaler til hjernen, serotonin eller dopamin måske, dristige trapezspring over synapserne, huuuj gynge over en afgrund mellem neuritter, udveksling af sporstof­fer, og så en kemisk reaktion i hjerne­barken, alt sammen for at kunne mumle "kaffe".

Det var en af de dage, hvor folk sad hver for sig på Rapunzel, små luffesyge pingviner på hver sin isflage. Radioen oppe bag bardisken var ikke indstillet ordentligt, den stod mellem to stationer, skrattende tysk schlagermusik blandet med en ophidset stemme på et eller andet slavisk sprog.

Glasdøren ud til gaden blev smækket op, det ringlede som af bjælder, og han skævede derud, nå, det var Flemming, long time no see. Flemming gik som en hund, tjafsende sidelæns, snusende. Hen til bardisken og ham, langede et klask ud mod skulderen. - Nå, Lukas, sidder du der?

Hvilket han unægtelig gjorde.

- Nå, nyder du så at være single? spurgte Flemming og ventede ikke på svar. - Du aner ikke, hvor heldig du er, fortsatte han. - Lucky Luke.

Og videre strøg han, vappende, om bag i lokalet, en samtale var ikke tennis for Flemming, men golf hvor han stædigt slog sin egen kugle ned i de huller, han kom forbi. Lukas fulgte ham med øjnene. Gulvet gyngede svagt under Flemmings fødder, som var der hulrum nede under brædderne. Dårlig pilotering formodent­lig. Hele den indre by var bygget på affald og slam. Hyskenstræde, Magstræde og Knabrostræde - häuschen, magelighed og knæk-ryg-stræde - tre rækker lokummer ned til den side strand, der lå her engang, gruberne der voksede og voksede, til de rammede pæle ned i dem og byggede ovenpå, middelalderlort under det hele, hvem ved, måske endnu levende kolonier af pestbakterier.

Så sidder man her, tænkte han. På en barstol på et gulv over gruber af formuldet lort og lader tiden om at gå. Det kunne den godt finde ud af, helt af sig selv. Der var ikke nogen grund til at fordrive den.

Der var ingen, der ruskede i ham. Ikke engang arbejdet ruskede, for han havde afspadseret. Det fik ham altid til at smile skævt og en anelse bittert, det arbejde han havde fået på netportalen Agora. Han var telefonpasser, selv om de kaldte det noget andet. Og han var ikke blevet ansat på sin viden og erfaring, men udelukkende fordi hans stemme lød betryggende. Han tilhørte den generation, der endnu sagde "socialdemokratiet" med syv stavelser i stedet for "zjaldimmziht" med tre, og hans bløde smørtenor, hans velplejede halvtredser-artikulation, virkede som ren Hjorting og Leisner på de pæne gamle damer, der ringede og ikke kunne forstå, at de ikke kunne komme ind til deres strikkeopskrifter, når de havde glemt at koble sig på. (Nå, skal man også tænde for den? Ja, frue, der sidder sådan en flad, rund knap forpå). Agora, byens åbne torv. Angora kaldte de det, ni ud af ti der ringede op, som om det var noget med uldne kaniner.

Så hans stemme kunne bruges, og det var også det eneste af ham, der havde markedsværdi. Men han skulle være glad for, at der i det hele taget var noget tilbage. For han var jo ikke kommet uprikket ud af prikkerunderne på Tryg og Securitas. Det grå guld, sagde de, men tænkte videre: I sort muld. Eller rettere, eftersom der jo ikke længere var nogen der tænkte på dansk: Grey gold... too old.

Lyset stod ind gennem de store vinduer ud til gaden og fortalte, at det var ved at blive forår. Men det var stadig en kold sol, der lyste. Spirerne dukkede sig endnu i jorden. Lyset gav ikke varme, men virkede anklagende, lynede i skægstubbe og forvandlede kvindernes makeup til grel teatersminke. Det fik alting til at virke smånusset og lurvet. Sidder I dér og flyder. I er afsløret. I kan godt komme ud. Igen denne ringlen fra døren, men han så ikke op. Han ventede ikke nogen.

Synæstesi, hans læber formede ordet mens han tog koppen op og snuste, før han drak. Den ringlende lyd fra døren og det hvide lys - de to ting gled sammen og skabte på ufor­klarlig vis et nostalgisk sug i maven. Hvad var det for en erindring, der lå og skubbede sig? Noget med barndommens trygge købmandsbutik? Eller var det noget fjernere, noget drømt, kanebjælder og sol i glitrende frostsne, fnysende heste, en trojka på den endeløse steppe...

Han så stadig ikke op, da en satte sig på barstolen lige ved siden af ham. Men han kunne mærke det, en krænkelse af nærhedszonen, luftmolekylerne skubbet væk og sat i oprør, en bevægelse omkring ham, der et øjeblik føltes som et overgreb. Men lige efter som en udfordring. Han vidste, uden at have set derover, at det var en kvinde, der havde sat sig. Hvorfor havde hun det, når der var masser af tomme pladser og hun sagtens kunne have sat sig på to-tre stoles afstand?

Han stak næsen ned i sin kop og smuttede øjne, så han kunne skæve ud ad en øjenkrog. Hun var klædt i sort. Hendes hud var gylden.

Han drejede hovedet og smilede vennesælt. Opdagede så, han havde stort fedtmuleskæg af cappuccinoskum om munden. Åh abe.

Hun smilede ved synet. Hun var egentlig ikke smuk, men der var noget ved hendes smil, der fik ham til at holde vejret et øjeblik. Hun fik nogle rynker på tværs øverst over næseryggen, når hun smilede, som når kakao trækker skind. Det var helt ubestemmeligt, hvor hun kom fra. Afro-kinesisk, det var det nærmeste han kunne komme det.

Hun så spørgsmålet i hans sammenknebne øjne og rynkede bryn, mens han febrilsk tørrede skum af munden med servietten.

- I am warao, sagde hun.

Det sagde ham ikke noget, men ordet kom så kattekælent og smygende, med en langsom kurren der smagte af karneval og Copacabana, at han fik en pludselig fornemmelse af flyvende tæppe under fødderne.

- Wa-rao? sagde han og drejede barstolen en kvart omgang, så han kunne støtte albuen på disken. - Hvad er det for noget? Det må du fortælle mig om.

3

Viktor havde en drøm. Når han lukkede øjnene, kunne han se det hele for sig. Sollyset faldt ned gennem birketræernes kroner, så spættede lysprikker dansede over skovbunden. Han sad ved røgeovnen og anbragte de rensede ørreder, han lige havde fanget, udspilet på pinde, før han tændte op i savsmuldet. Det lille hus i skoven, deres datja, varmede sig som en kat i solen inde i lysningen. Derinde sad hans kone og hans datter ved morgenbordet med duftende kaffe foran sig. Søen klukkede stille, en humlebi summede, der lød et plask da en fisk sprang ude på søen.

Var det for meget at ønske sig? For femten år siden var ønsket inden for rækkevidde. For de ældre på instituttet var det allerede gået i opfyldelse. Om nogle år, troede han, kom turen til ham.

Men i stedet kom forvildelsens og fattigdommens tid. Det var ikke fordi Viktor så tilbage på den gamle styreform med nostalgi. På instituttet plejede de at sige, at der var flere overbe­viste socialister på Berkeley University end i alle Warszawapag­tens lande tilsammen. Men man klarede sig, man hyttede sig. De obligatoriske forelæsninger prellede af som vand på en gås. Man snakkede efter, når det ikke kunne være andet, og sammen med vennerne gjorde man grin med pamperne og funktionærerne. Men politik var svindel. Det kom ikke rigtig ham ved. Han havde sit arbejde, der var spændende og udfordrende. Han havde Vera og lille Galina. Han havde sine gode kolleger. Og han havde drømmen om huset ved søens bred, i en lys birkelund, hvor solen altid skinnede.

Han havde støttet reformbevægelsen. Men han forstod ikke, hvad det var der skete, da Jeltsin og to andre lokalpolitikere under et vodkagilde opløste Sovjetunionen. Pludselig kom der andre tider på instituttet. Lønnen strakte ikke til noget som helst, sparepengene var ædt af inflation fra den ene dag til den anden. Drømmen om datjaen blev rusket fra ham.

Var det så ikke rimeligt, at han slog igen? Enhver er sin egen lykkes smed, sagde de alle sammen nu. Nå, men så måtte man også smede, når jernet var varmt. Og da det gik op for ham, at ingen ville savne kufferten, hvis den forsvandt, ja, så for­svandt han med den.

Han lukkede forpint øjnene ved tanken om, hvor dyrt det havde været at få den herned. Det var en skibskuffert at se til, tres gange halvtreds centimeter. Og den vejede godt 55 kilo, så det var ikke en, man bare smed rundt med. Tung som bly. Tja, bogstavelig talt en del tungere end bly. Det var det jo.

Der skulle bestikkelse til, men alt kunne ordnes, når man havde dollars. Og det havde Viktor, da han havde solgt de sidste af Veras smykker. Nu lå hele deres fremtid i kufferten. Datjaen, den sprællende ørred på krogen og birketræerne. Det lå alt sammen i den kuffert, der stod henne ved sengen.

Heldigvis virkede elevatoren på Hotel Ani, da han skulle op med den. Det gjorde den sjældent, og det ville have været tungt at slæbe kufferten op på trettende etage.

Nu var den der, og det var ikke hans problem, hvordan den kom ned igen.

Netværket af gamle kolleger fungerede. Andre havde taget samme tur. Han havde fået at vide, hvem han skulle sætte sig i forbindelse med. Det gled som i olie alt sammen. Betalingen skulle falde i dollars, for guds skyld ikke dram eller rubler.

Det bankede på døren, et lille morsetegn, bi baba BUH. Viktor lukkede op og Kozjun Artikjan stod udenfor. En kraftig mand i brunt jakkesæt. Kozjun smilede. Han havde guldtænder i hele munden. Glædestrålende rakte han en flaske armensk cognac i vejret. I den anden hånd havde han en sort kuffert. De første ord, han sagde, var: - Har du to glas?

Viktor hentede to tandglas på badeværelset. Han så med et skævt smil ned på badekarret, der stod på gravhundeben. Da han tog bad i morges, kom vandet ud i sprut og stød, så hanen hoppede op og ned. Det var et held, han havde husket at tage bundprop med. Den slags lærte man efterhånden.

De skålede. Cognac'en var som fløjl på tungen. - Det er revolutionsmærket, sagde Kozjun. - De gemte den væk på egetræsfade, der først måtte åbnes til revolutionens hundredeårs­dag i 2017. Men nu er det ikke mere noget at vente på. Så fabrikken syntes lige så godt, den kunne hente profitten hjem med det samme.

De snakkede lidt om, hvordan rejsen var gået. Om Viktor var kommet gennem tolden uden problemer. Ja, han var blevet gennet til side og fulgt lige igennem. De havde fået beskeden. Det samme i Sjeremetovo. Ingen gennemlysning af bagagen, bare lige igennem med trillevognen, uden om køen. Så det var som det skulle være. Men dyrt havde det været. Det måtte man også tænke på, når man skulle se på den pris, Viktor ville have for kufferten.

De snakkede lidt om almindelige ting. Vejret, priserne. Man skulle heller ikke være for ivrig. Kozjun sagde, at han aldrig havde skiftet overbevisning. Han troede på Gud og Stalin, det havde han altid gjort, så var det lige meget, hvad de andre sagde.

Kunne man åbne kufferten? spurgte Kozjun. Uden at risikere noget? Der var vel en vis stråling?

Det var ikke slemt. Selv om det selvfølgelig ikke ville have været heldigt, hvis nogen var kommet forbi med en geigertæller. Men strålingen i nærheden af kufferten var ikke værre end den, arbejderne blev udsat for i industrien.

Viktor gik hen til kufferten og åbnede den. Kozjun fulgte forsigtigt efter og kiggede med over Viktors skulder. Cylinderen lå omgivet af polstring og skinnede som mat sølv. Ledningerne til tændingsmekanismen stak ud.

- Cirka en kiloton, sagde Viktor. Det vidste Kozjun selvfølgelig i forvejen.

- Tja, men der ser ikke ud til at være nogen problemer. Så må jeg også hellere vise dig min, så vi kan bytte kufferter, sagde Kozjun.

Han smækkede låget op på sin lille sorte kuffert. Seddel­bundterne lå på række, i bundter med papirsstrimler om. Viktor havde set det på film så mange gange. Nu var det ikke film.

- Men skål, sagde Kozjun og løftede sit tandglas med ravgylden cognac. Viktor hævede også sit glas. Solen stod ind ad vinduet og lyste gennem glasset, dunkle dybder af glødende rav. Et insekt kunne være spærret inde i en ravklump, et minde om dengang Jorden var ung. Solens lys var spærret inde i væsken, et minde om dengang druerne modnedes i en verden, der ikke længere fandtes.

De drak. Solen fyldte Viktors bryst, han fik ravlys i kroppen og solvarme i maven.

- Du er min ven, sagde Kozjun. - Lad mig give dig et broderkys.

Viktor stillede glasset fra sig og smilede til Kozjun. De var så teatralske, armenerne. En slags italienere, der var anbragt syd for Kaukasus. Glade for opera og de store armbevægelser.

Kozjun omfavnede bjørnekluntet Viktor og trykkede et vådt kys på hans kind. Han holdt fast om Viktor med venstre hånd, mens han med højre hånd lirkede pistolen med lyddæmperen op af jakkelommen. Han satte mundingen mod Viktors nakkegrube og trykkede af med det samme, mens han holdt Viktor oppe. - Job tvoju matj, mumlede han. Han havde beregnet skudretningen, så projektilet fløj tværs gennem Viktors hjerne og ind i væggen. Hjernemasse, blod og bensplinter plaskede ud.

Viktor stod ved søen. Solen skinnede ned over birketræ­er­ne. En ørred sprang op mod himlen. Den fortsatte op og op, op i solens blændende lys.

4

Ingen i hele verden kendte vandet så godt som waraoer­ne, sagde hun. I umindelige tider havde de boet inde mellem sivene på flade øer i Orinoco-flodens delta, på grænsen mellem Venezuela og Guyana. Fra nær og fjern kom indianere fra andre stammer til dem for at tuskhandle sig til deres uforlignelige kanoer. Økser kendte waraoerne ikke dengang i gamle dage; de fældede træer med ild og hulede stammerne med ild, glødede og hulede dem til de blev til lette skaller, der gled lydløst frem på mosgrønne floder, hvor caimanerne lå som frønnede stammer og pludselig slog vældige gab op, hvor jaguarerne listede på lydløse nattepo­ter oppe i løvhanget og aberne skræppede. Waraoerne fiskede og fangede krabber, de bankede saft og en grødlignende masse ud af morichepalmernes indre, de dyrkede maniok og majs og levede i pagt med naturen. Et fromt folk var de, der troede på Skovens Moder Dauarani. Deres shamaner hensatte sig i trance ved at drikke tobakssaft og drog ud på ånderejser mellem østens lysgud Ariawara og vestens ildrøde ara Hoebo, der hersker over døden og solnedgangen.

Det sang i Lukas, mens han lyttede. Yess yess, mumlede han for sig selv. Det var drømmen om de ædle vilde, de økologisk bevidste naturfolk. Her kom man tilbage til rødderne. Han dumpede ned i en lille tidslomme og så sig selv, dengang det var strengt forbudt at se spillefilm langfredag, fordi spillefilm var letfærdig forlystelse, der ikke kunne forenes med Kristi død på korset. Og hvor man derfor gik ind og så naturfilm, mens sådan nogle som Jens Bjerre stod og ledsagede filmen med foredrag og pegepind. De mest populære naturfilm var dem, hvor man så indfødte kvinder med bare bryster. For til daglig blev bare bryster slettet af censuren, men i påskens kirketid var brysterne folkeop­lys­ning, og så måtte man godt se dem. Han huskede tydeligt, hvordan han havde drømt om at blive opdagelsesrejsende. Og hvis man ikke kunne blive en ny Stanley, fordi de hvide pletter på landkortet efterhånden var udfyldt med farve alle sammen, så kunne man i hvert fald blive en ny Jens Bjerre og rejse ud og optage film af de sidste levende naturfolk.

Og her sad han nu, alle disse år efter, over for en kvinde, der var ren urbefolkning. Han hang ved hendes læber, og hans hjerte svulmede ved tanken om, hvor oprindelig hun var.

Men desværre, sagde hun, hadede og foragtede alle andre waraoerne, og det havde de altid gjort. Stedman kaldte dem i 1775 for grimme, dovne og stinkende beskidte. Schom­burgk sagde hundrede år efter, at de var fordrukne og urenlige, og at han troede, de havde andefødder, fordi de kunne gå hen over mudder, alle andre ville synke ned i. Andre antropologer sagde, at waraoernes kvinder var direkte ækle.

Arawakerne rundt omkring sagde også, at waraoerne var dovne, beskidte og dumme. De var voldelige og viste ikke respekt. Fordi de på alle andre områder var så primitive, måtte de have magiske evner, og de kunne kaste usynlige pile, der gjorde folk syge.

Og hvad svarede waraoerne, når de andre sagde sådan om dem. I er da heller ikke ret kønne. I bruger da også trolddom. Andet kunne de ikke finde på for at forsvare sig.

Det er for galt, tænkte Lukas oprørt og så på kvinden. Han fik samvittighedsnag, fordi han lige før havde tænkt, at hun ikke var ret smuk. Vist var hun smuk. Det var bare på en alternativ måde. Faktisk var der, når man så nærmere efter, noget uendelig kønt over hendes øreflipper. For slet ikke at tale om øjnene. De var selvfølgelig brune, men så var der ligesom en hinde hen over dem, der spillede i grønt og gyldent, lidt ligesom en olieplet på vand, noget mat og changerende, der fik hans blik til at prelle af og gjorde hende fjern og gådefuld.

Og nu, sagde hun, og hendes stemme blev dyb og sløret. Nu var de forfulgt og jaget som aldrig før. Den onde onde præsident Fulgencio Alvarez havde givet de store olieselskaber lov til at bore og regere i waraoernes flodland. De hvide havde udbredt tuberkulose og andre sygdomme. Vandet var forurenet, så de knap nok kunne fiske mere. Og henvendte de sig til regeringen om hjælp, fik de kun en rå hånlatter til svar.

Tusinder af waraoer var drevet bort fra deres forfædres land og levede under kummerlige forhold inde i storbyerne. De sad og krøb sammen i byernes parker. Deres kvinder fødte på smudsige tæpper, mens hvide gik forbi og holdt sig for næsen. De lå og hostede sig ihjel i de fremmede byer, uden at nogen løftede en finger for at hjælpe dem. Så ond var Alvarez, at han bare pudsede politiet på dem og gav sine betjente ordre til at slå løs med knipler på syge og gamle, på fødende kvinder og små børn.

Det var begrænset, hvad Lukas havde hørt om Alvarez. Der havde vist været noget i fjernsynet om nogle store demonstrationer, hvor husmødrene slog og bankede på grydelåg med suppeske­er. Det var sådan noget, man gjorde i Sydamerika, havde han bare tænkt. Men nu forstod han dem. Stod det til ham var det ikke kun grydelåg, der skulle bankes på. På et tidspunkt var det lykkedes for demonstranterne at jage Alvarez ud, men så kom han tilbage igen dagen efter eller sådan noget. Og så havde der været strejker mod ham. Lukas kunne ikke huske de nærmere detaljer. Det var trods alt så langt væk.

Politik havde aldrig interesseret ham. Det var alligevel ikke andet end svindel. Da den store ideologiske bølge skyllede over landet, tænkte han i sit stille sind, at det var underligt, de mennesker ikke havde noget mere fornuftigt at tage sig til. Såsom at få sig en god eksamen og stifte familie.

Men indianere og pandaer, dem holdt man med. Det var noget, han havde suget til sig allerede som gul spejder. Så det kunne han godt sige hende. På den led var der ikke nogen slinger i valsen, hun kunne regne med Lukas. For det var simpelthen for galt, at sådan en præsident skulle forfølge et stakkels naturfolk og ødelægge regnskoven.

Hun stoppede pludselig op og fik igen de dér kære små krusninger mellem øjenbrynene, der gav ham en vild lyst til at trykke våde smaskkys på hendes næserod. Han måtte undskylde, at hun snakkede så meget om sine egne ting. Det var ikke noget, der kunne interessere andre.

Jo jo jo, han ville forfærdelig gerne høre mere. Men skulle de ikke lige hilse på hinanden? Og var der ikke noget, han kunne byde hende på? Ja, jeg hedder Lukas. Ligesom juleevangeliet ha ha.

Han kunne godt selv høre, han lød lige lidt for febrillo. Og ganske rigtigt, der rutsjede persienner ned inde i hendes øjne. En gnist blev slukket, og hun blev helt upersonlig at se til. Som om hun pludselig var forvandlet til et pasbillede af sig selv.

Hun hed Rosalina, og jo tak, hun ville gerne have en dubonnet. Helst den gyldne og tørre, ikke den røde og søde.

Lukas skubbede sin halvtomme kaffekop til side og bestilte en dubonnet blanc til hende og en Wild Turkey on the rocks til sig selv. Det var jo ikke fordi han skulle drikke sig mod til. Han havde vel alder og pondus og rigeligt med erfaring. Men det var nu alligevel en fordel at løsne tungebåndene, så de kunne daske lidt rundt og lave sjove krøller.

Skål, siger vi her i landet. Det betyder hovedskal ha ha, fordi de gamle vikinger drak af fjendernes kranier. Ja, vores forfædre var nogle værre nogle. De røvede og plyndrede og voldtog. Men fortæl nu om waraoerne. Hvad gør I så ved det, at I bliver forfulgt på den måde?

Ja, hvad kunne man gøre? De protesterede selvfølgelig og havde prøvet at appellere til internationale organisationer om hjælp og støtte.

Har I ikke en støttefond? Sådan ligesom Frit Tibet? For det vil jeg enormt gerne støtte. Jeg synes, I har en god sag.

Joeh, der var forskellige muligheder for at støtte. Det var der.

Men hun lukkede af. Havde han sagt noget galt? Busede han for meget på? Man skulle tænke på, at kvinder rundt omkring, de var ikke ligesom de skandinaviske, de holdt sig meget mere tilbage over for fremmede mænd.

Han drak en slurk whisky og fik flydende ild i årerne. Nej, ikke om han ville sidde og fimre med et girokort. Var han ikke en fri mand? Gritt var over alle bjerge eller i hvert fald i Vanløse. Der er ingen bånd, der binder mig, kunne han synge som en anden Pinocchio. Så han kunne gøre lige præcis hvad han ville. Og det var for småt bare at sende en hund til en støttekomité, han ville gøre noget andet og mere. Han skulle blive indianernes for­kæmper, en krydsning mellem Albert Schweitzer og ham ærkebiskoppen i Peru, der blev skudt i sidste uge.

Han havde ferie til gode. Han kunne rejse derned, kunne han. Se på sagerne, skrive artikler til Politiken eller Jyllands-Posten, rejse en stemning, starte en bevægelse. Her havde han en sag. Det var bare med at komme i gang. Han havde læst spansk i årevis på Folkeuniversitetet uden rigtig at have noget at bruge det til. Andet end at prutte om priserne på Costa del Sol og imponere de andre til grisefesterne. Nu kunne han udnytte det.

Han prøvede på at holde hendes blik fanget, mens han med voksende ildhu delagtiggjorde hende i sine tanker. Havde hun noget materiale? Ville hun ikke have hans adresse og telefonnummer, vent lidt, han havde et kort i tegnebogen. De nordiske lande var nemlig gode, de støttede altid den slags mod diktaturerne, både i Tibet og mod russerne i Afghanistan og ellers rundt omkring. Og især indianere, for vi havde på en måde vores egne indianere oppe på Grønland, så det var noget, der kunne ruske op i folks samvittighed.

Hun måtte næsten kunne mærke hans hede ånde i ansigtet, sådan som han pustede. Og hun trak sig tilbage, dykkede ned i en mental håndtaske og puslede rundt med et lommespejl og læbestift, mens hun lod hans snak skylle ind over sig. Han vidste det jo godt, det var børnelærdom fra gamle dage i jazzklubberne og på natværtshusene, man skulle aldrig buse for meget på, man skulle altid spille en lille smule uinteresseret, logre lidt med madingen og så trække snøren til sig igen, ellers fik man aldrig bid, man kunne nu engang ikke proppe krogen ind i munden på dem. Han var ude af træning, han blev alt for ivrig, nu måtte han falde lidt ned igen og sige noget, der fik ham til at fremstå som mystisk og interessant.

- Just a moment, sagde hun og kurede sit glas lidt ind over disken. - I have to powder my nose.

Jamen, det kan du da gøre her, skulle han til at sige, men så kom han i tanke om, at det nok var en omskrivning. Kvinder fra fremmede kulturer, de kunne ikke bare sige, de skulle tisse, de skulle ligesom brodere lidt på det.

Da hun var gået ud på toilettet sad han lidt og skvulpede med sin whisky. Så daskede han over til Flemming, der stadig sad omme bag i lokalet for lige at hilse på.

- Nå da da, sagde Flemming med det samme. Han havde selvfølgelig fulgt med i det hele. - Er du ude med riven?

- Tjøh, sagde Lukas og så ned på sine negle og åndede lidt på dem. - Hvad skal man sige?

- Du må hellere købe et bundt bananer til hende. Hun ser ud som sådan en, der lige er kommet ned fra træerne, sagde Flemming. Lukas nøjedes med at ryste på hovedet. Flemming var så politisk ukorrekt, så primitiv i sit livssyn, så håbløst forstenet i et tidligere århundrede, at han talte tidens sprog.

Flemming begyndte at tale om Gritt. Hvad var det egentlig, der var sket? Hvorfor skred hun lige pludselig?

Det vidste Lukas heller ikke. Hun havde godt nok ymtet et og andet, sådan ind imellem. Men kvinder siger jo så meget. Og når hun så ikke sagde mere om det, så regnede han da med, at det var blæst over igen. For ellers gik det da meget godt, syntes han. De hverken bed eller kradsede hinanden. Så hvordan kunne han ane, at hun sad og rugede på det som på et kæmpestort pingvinæg. Og så pludselig - bang - så greb hun stander­lampen og klemte den fast under armen. Ikke om han fattede en skid. Kvinder var ikke bare fra Venus, de var intergalaktiske og nægtede totalt at blive integreret nede på denne her planet.

- Nå, men det er også meget bedre for dig at være fri for hende Gritt, sagde Flemming. Jo, for hun havde altid været røvkedelig. Og lidt smådum. Og hendes udseende var heller ikke noget at råbe hurra for. Hun så nærmest ud som noget, der er løbet ud i varmen og flydt ned i skoene.

Lukas blev sur. Hvis der var nogen, der skulle hælde et læs lort ud over Gritt, så var det ham. Det skulle Flemming ikke komme og gøre. Så han begyndte at samle sig sammen til at tage hende i forsvar, men så tog han sig i det. Det var ikke umagen værd. Hun sad på sin egen pind i en andelslejlighed i Vanløse og fred være med hende. De var da skiltes som civiliserede mennesker og kunne stadig hilse på hinanden på gaden.

Men Flemming, ham var han godt træt af. Det var efterhånden sjældent, han løb på nogen af dem, han engang havde betragtet som sine venner, og hver gang han gjorde det, fik han kriller under fodsålerne og begyndte at se på uret. De gav ham ubehag, hver og en af dem. Det var godt, man havde opfundet e-mail. Så kunne man lige holde kontakten og samtidig slippe for at se dem.

Han vendte sig demonstrativt en halv omgang væk og kom til at sidde med næsen mod døren til dametoilettet. Flemming fulgte hans blik og misforstod ham selvfølgelig. - Ja ja, hun kommer nok, sagde han. - Du behøver ikke gå ud og ruske hende op fra sædet.

Men så gik tiden, og hun kom stadig ikke. Flemming sagde, at det kunne jo være, hun havde fået forstoppelse af alle de kokosnødder, men et blik fra Lukas fik ham til at holde kæft. Sekunderne dikkede af sted og samlede sig i nogle lange minutter. Lukas skævede med mellemrum ned til uret. Da der var gået et kvarter, syntes han nok, det var lidt underligt. Det kunne være, hun pludselig var blevet syg. Måske havde hun fået en hjerneblød­ning, sådan noget havde man hørt om før.

Han rejste sig og gik hen og bankede let på døren. Ingen reaktion.

Han tog forsøgsvis i dørhåndtaget, uden at tænke over, hvordan han skulle redde situationen, hvis hun sad der med trusserne nede om hælene. Døren var ikke låst. Der var tomt derinde.

Han stod et øjeblik og måbede. Det eneste, han tænkte på, var at det var underligt, der altid var mere griset på dametoiletter end på herretoiletter. Nu var det ikke fordi han havde så rigt sammenligningsgrundlag, men de få gange, han var kommet til at kaste et blik ind på fremmed grund, havde det slået ham. Grove graffiti, underlige søer rundt om toilettet, spejlet revnet, vådt wc-papir i klumper under papirkurven, store hårboller nede i håndvasken, papir revet af i lange baner og kylet på gulvet.

Der var selvfølgelig ikke andre døre ud. Der var godt nok et vindue, men det sad ret højt oppe og så ud til at være lukket. Hun kunne da umuligt være kravlet ud. Var han virkelig så frastødende?

Han så sig rådvild omkring. Han greb Flemming i at tørre et lumsk grin af munden. Han kunne lige høre det for sig, hvordan Flemming med boblende skadefryd ville fortælle gud og hvermand om sin gamle vens pinlige fiasko. Satans også.