Glimt af kolibrier

    "Glimt af kolibrier" er ikke kun en beskrivelse af en rejse til Trinidad i 1987-88, men fortæller også om øens kultur og historie.

    Bogen er udkommet som e-bog på Saxo Publish og koster 50 kroner

    Uddrag af "Glimt af kolibrier"



    Vreeswijks samba om Deirdre i Rio lyder for mit indre øre den første
    morgen i Port of Spain, hvor jeg står mellem krydsfinerskure og bøl-
    geblik i en kølig dugget tropemorgen og ser ned over bjerget mod byen og
    havet langt dernede. Klokken er seks, og skravlede haner galer alle
    vegne. Der lugter af lort, kaffe og bitre blomster, der netop folder sig
    ud mod den disede sol.

    Vi var kommet til Trinidad sent på aftenen, fra flyets kunstige

    kølighed, der får slimhinderne til at sprække, ud i et insektpibende,
    muggent og overdådigt yppigt tropemørke, der propper fløjl i alle
    sanser. Et brev, jeg havde skrevet, var nået frem, og Lawrence stod og
    viftede med et lille skilt. Vi kunne bo i hans gæstehus for femten
    US-dollars.
    Hans gæstehus lå højt oppe på bjergsiden, i et favelha-agtigt slum-

    distrikt. Han bor der også selv. Lawrence og hans venner havde været to
    dage om at bygge huset, og det så også sådan ud. Hastigt opsmækkede
    vægge af krydsfiner. Tag af bølgeblik. Vand måtte hentes ude i gården.
    Lokummet var en spand i et lille skur ude i gården. Huset var bygget på
    pæle på en stejl og mudret skråning, lige ved siden af hans fætters lidt
    større hus.
    Skillevæggen mellem Lawrences stue og det kammer, hvor vi skulle

    sove, gik ikke op til loftet. Der var ikke nogen dør, der kunne låses,
    kun halvdøre og forhæng. Der var ingen lys på kammeret, og selvfølgelig
    ikke ventilator, så kroppen måtte starte sit eget lille sprinkleranlæg.
    Varmen var som midt på eftermiddagen en augustdag før torden på barn-
    dommens pulterkammer.
    Sengetøjet var jordslået og brugt af forskellige, der havde sat

    livets spor på det. Der var et stort moskitonet, der dog havde det med
    at synke sammen, så man følte sig som fisk i trawlet. Lawrences radio
    kunne spille højt. Den kunne tilsyneladende tage tre stationer på én
    gang. Lawrence kunne godt falde i søvn til musikken. Det kunne Helen
    ikke, så hun listede sig ud og skruede ned.
    Natten igennem hylede og gøede hundene, og hanerne galede selv i

    bælgmørke. Jeg sov som et murmeldyr, vugget af romantisk Orfeu Negro--
    fornemmelse.
    Lawrence stod tidligt op, så det gjorde vi også. Det sprøde lys rakte

    sine morgenstive fingre op over bjerget. Dugdråberne sitrede af kulde,
    og hanegalene skar tyndt gennem luften.
    Lawrence lavede kaffe. Vi sad og snakkede hyggeligt frem og tilbage.

    Han havde sejlet engang og været i Tyskland. men nu levede han af at
    leje soveværelset ud eller arrangere ture for turister. Han havde ingen
    transportmidler selv, så turene var enten fodture eller ture med de
    lokale maxitaxier - kleinbusser, der svarer til de tyrkiske dolmus'er.
    Når han engang havde tjent nok, ville han bygge sig et rigtigt gæstehus
    med brusebad. Hans venner kunne komme over og hjælpe til. Man skulle
    bare sørge for, at der var nok at spise og drikke. Så blev de hængende,
    til huset stod der. Nu var det snart jul, og så skulle han rundt til
    alle vennerne og spise og drikke rom og synge. Han var baptist,så han
    måtte godt. Der er nogle mennesker, der er så kristne, at de hverken må
    danse eller drikke, men den slags religioner brød han sig ikke om.
    En dansk lærerinde havde engang boet en hel måned på det lille

    kammer, hvor vi havde overnattet. Vi var glade for at have haft et sted
    at sove den første nat, men nu ville vi nok kigge os om efter noget nede
    i byen.
    Jamen, så fulgte han os da derned. Han bar endda noget af vores

    bagage. Hvis vi fortrød, kunne vi jo altid komme op til ham igen. Der
    var køligere oppe på bjerget. Nede i byen var der stinkende varmt.
    Lawrence kendte alle de mennesker, vi kom forbi. Stoppede op og

    hilste alle vegne. En forhenværende bokser viste et kæmpestort vægma-
    leri, han havde lavet. Det var fuldt af dyr og profeter. Vi tog afsked
    med Lawerence ved det danske konsulat, hvor den kinesiske sekretær
    Frances var hjælpsom og imødekommende. Vi fik lov til at stille vores
    bagage ind på hendes kontor, mens vi fandt et sted at være. Hun kom med
    kaffe til os og gav os lov til at låne telefonen.
    Og så drev vi ned ad hovedgaden Frederick Street. Trafikken var tæt,

    men hensynsfuld. Bilisterne holdt tilbage for fodgængerne. Og dem var
    der masser af. Sorte i alle nuancer fra pudset kakkelovn til halvsmeltet
    nougat. Det første, almindelige indtryk var, at folk virkede søde og
    venlige. Helt anderledes end hjemme. Hvis man købte et æble, blev det
    ikke rakt med et surt håndledsvrik og en vrissen, men med en fejende
    bevægelse, et stort smil og et: - Here you are, brother.
    Der var så at sige ingen turister. De første par timer på gaden så

    vi kun et par af disse blåhårede amerikanske enker og nogle franske Club
    Mediteranée-piger i alt for korte og snærende short. Deres blege lår så
    syge og maddikeagtige ud i tropesolen. Vi så også selv ud som noget, der
    har ligget under en sten. Og når vi så på folk omkring os, var det kun
    alt for tydeligt, at vi bevægede os stift og kantet og ufrit. De sorte
    piger vuggede med røven. Fede madammer gyngede og skvulpede rytmisk og
    hoppende. Unge mænd gled katteblødt frem, med en varm snigen i leddene.
    Tænk at bevæge sig, som om det var en dans at gå. Og en sang at

    danse. I stedet for at være skruet sammen af pinde og stivere eller
    bumpe rundt som en sækfuld myoser.
    Der er to-tre procent hvide på Trinidad. men de kommer ikke i

    butikkerne i centrum. De køber ind ude i deres shopping malls i for-
    stæderne. Og bevæger sig direkte til og fra deres kontorer med air-
    condition i biler med aircondition. Så man ser dem ikke på gaden eller i
    maxitaxierne og busserne.
    Man ser også forbløffende få indere inde i Port of Spain. 37 procent

    af Trinidads befolkning er indere. Men de fleste bor ude i landsbyerne
    og kommer sjældent ind til hovedstaden.
    Forbløffende mange af de sorte kvinder gik med curlers i håret. Det

    virkede lidt som at sælge sand i Sahara. Krushår har de jo i forvejen.
    Der var også mange, der havde fletninger - i alle tænkelige størrel-
    ser, former og varianter. De var tit omviklet med glasperler i utallige
    farver. Det er et stort arbejde at lave et helt hovedfuld bittesmå
    fletninger. Man bruger en særlig kam, der ligner en gaffel med otte-ti
    tænder i den ene ende. Med den trækker man små ståluldslignende totter
    op. I den anden ende er der en meget fintandet lille kam, som man reder
    totterne helt ud med, før man med fingrene fletter dem stramt sammen og
    binder knude om ved at føre fletningerne gennem hårløkken. Det bliver
    man så ved med, til hele hovedet er dækket. Til gengæld kan sådan en
    gang fletninger holde i flere måneder, bare de er bundet stramt nok.
    Hvis man har gjort det rigtigt, kan man vaske håret med alle fletninger-
    ne i, uden at de går op.
    Der var også mænd, der gik med fletninger. Nogle sorte muslimer stod

    i hvide fodside kapper foran et stormagasin og solgte små flasker med
    underlige essenser og eliksirer. De havde små hæklede grydelapper på
    hovedet i de etiopiske farver - grøn, gul, rød.
    Men muslimer var der ikke så mange af. Der var mange flere rastaer.
    Rastaerne lader håret gro og fletter det i "dreadlocks" - store løse

    og uldne lokker, som lange fed garn. Mange af dem har tilsyneladende sat
    kunstige fletninger ind mellem deres naturlige hår. Det er almindeligt
    at farve sine dreadlocks okkergule. Alle disse løse fletninger er så som
    regel bundtet sammen og pakket ind i en stor, strikket hue i de etiopi-
    ske farver. Sådan en strikhue kan sagtens være på størrelse med en
    almindelig papirkurv. Den bruges også som håndtaske. Rastaerne har
    endollarsedler, cigaretter, tændstikker og andet godt liggende inde i
    håret. Rastaernes åndelige fader er Marcus Mosiah Garvey, der i
    tyverne og trediverne formulerede Tilbage til Afrika-ideologien på sin
    fødeø Jamaica og i USA.
    Garvey sagde, at alle racer var lige. "Hvis nogen race påstår, at den

    ikke kan gøre det samme, som andre har gjort, er det at kaste en for-
    nærmelse i ansigtet på den Almægtige Gud." Det var Garvey, der kom med
    den berømte sammenligning mellem racerne og et klaver. Man skal spille
    på både de sorte og de hvide tangenter for at få harmonier frem.
    Gud er uden farve, sagde Garvey. Men ethvert folk ser Gud i sit eget

    billede. De hvide opfatter Gud som hvid. De sorte må se ham som sort.
    Garvey var modstander af raceblanding. Han troede på den sorte races

    renhed. Men der var ikke plads til de sorte i de hvides verden. De
    hvides verden - Babylon - stod for sit fald. De sorte måtte vende
    tilbage til deres hjemland, Afrika. Kun der kunne de finde lykken. Alle
    sortes åndelige hjemland var det uafhængige sorte kejserrige Etiopien,
    som Garvey besynger i salmer som denne:
    Etiopien, tyrannerne falder
    der en gang i knæ dig tvang.
    Og hør dine børn, der kalder -
    over havene lyder vor sang.
    Jehovah den store har hørt os,
    har hørt vore sukke og gråd.
    Hans kærligheds ånd har ført os
    frem til den kommende dåd.
    Garveys tilhængere pegede på de sortes kulturbærende rolle fra de

    tidligste tider. Dronningen af Saba var sort. Lægekunstens fader,
    Imhotep i Egypten, der levede 2.000 år før grækeren Hippokrates, var
    sort. Faraoen Keops havde tydeligt negroide træk. Den sorte etiopiske
    kong Piankhi besejrede Egypten og blev stamfader til et dynasti af sorte
    faraoner. Tre sorte blev paver i Rom - Viktor, Melchiades og Gelasius.
    Garvey havde sagt, at de sortes udfrielses time ville komme, når en

    sort konge blev kronet i Afrika. I 1930 blev prins Ras Tafari kronet
    til kejser af Etiopien og antog navnet Haile Selassie. I Vestindien
    vidste man ikke, eller tog sig ikke af, at Haile Selassie og den am-
    hariske overklasse i Etiopien bestemt ikke anså sig selv for sorte. De
    er lysebrune, og amharisk er et semitisk sprog. Man vidste heller ikke,
    eller tog sig ikke af, at de semitiske feudalherrer i Etiopien holdt
    negerslaver. Det afgørende for de sorte masser i Vestindien var, at
    Etiopien var et uafhængigt, afrikansk kejserrige. Fotografier af kej-
    seren blev sat op på væggene i tusinder af hjem.
    "Det, der derefter skete, er en gåde", skriver V.S. Naipaul i "The

    Middle Passage". Nogle lægprædikanter på Jamaica studerede Bibelen,
    Garvey og aviserne og kom til den konklusion, at alle sorte i Amerika
    var etiopiere, at Etiopien var de sortes forjættede land, og at Haile
    Selassie var guddommelig.
    En mand ved navn Howell gik rundt i Kingston på Jamaica og solgte

    billeder af Haile Selassie med løfte om, at de også gjaldt som billet
    til Afrika. Han fik to års fængsel for bedrageri, men bevægelsen bredte
    sig. Da han blev løsladt, drog han ud til et øde sted med to tusinde af
    sine tilhængere. De byggede et stort hus til ham, og der boede han så
    med sine tretten konkubiner. Tilhængerne slog sig ned rundt omkring og
    holdt kvæg og dyrkede korn, grøntsager og hashplanter - eller ganja, som
    det hedder lokalt. De lod hår og skæg stå, antagelig inspireret af
    billeder af Haile Selassie. De hævdede, at de kunne huske tidligere liv
    i Etiopien, når de røg ganja, der derfor blev betragtet som en hellig
    plante.
    Da italienerne invaderede Etiopien i 1935, blev det taget som en

    opfyldelse af visse bibelske profetier. De italienske fascister satte en
    uhyrlig løgnehistorie i omløb. Journalisten Frederico Philos skrev en
    artikel om, at kejser Haile Selassie stod i spidsen for en hemmelig
    organisation ved navn "Nya Binghi" med 190 millioner sorte medlemmer.
    Denne organisation havde en hær på 20 millioner mand og ubegrænsede
    midler i form af guld. Organisationens formål var at myrde alle hvide.
    Der var kun ét sted i verden, hvor Philos' greuelhistorie blev taget

    alvorligt. Det var blandt rastafariaerne i Kingston. De modtog beret-
    ningen med jubel. Vi vil også være med, sagde de henrykt og gik i gang
    med at oprette deres egne Nya Binghi-afdelinger med slagordet "Død over
    de hvide".
    Indtil omkring 1960 betragtede myndighederne på Jamaica nærmest

    rastafarianerne som harmløse landsbytosser. Men så smeltede bevægelsen
    sammen med Black Power-strømme fra USA og voksede. Rastafariaerne gik
    imod sociale forbedringer på Jamaica. Hvis folk fik det bedre, ville de
    bare blive hængende længere tid i slaveriet i Babylon. Man måtte
    forkast Babylon - de hvides verden - helt. Babylons leder er paven, der
    i virkeligheden i smug er leder af Ku Klux Klan. Babylon har en djævelsk
    plan om at trække sorte fra Jamaica til England, hvor dronning Elizabeth
    - der er en reinkarnation af Elizabeth I - og hendes gemal, Philip - der
    i virkeligheden er en reinkarnation af Philip af Spanien - hersker som
    de hvides sidste kejsere, der holder de sorte i trældom. Men Rusland,
    bjørnen med tre ribben, der er nævnt i Johannes' benbaring, vil rejse
    sig og knuse Babylon. Derefter vil de gudløse russere vende sværdet mod
    sig selv, og de sorte - Guds udvalgte folk - vil rejse hjem til Etiopi-
    en.
    Fra 1960 bredte Ras Tafari-bevægelsen sig til hele Vestindien. Den

    har ikke noget hierarki eller nogen fast struktur, og derfor er der
    heller ingen fælles trossætninger. Ikke alle er enige i de mere ud-
    spekulerede fortolkninger af benbaringen. Den sidste tids udenrigs-
    politiske begivenheder har sikkert også ført til omfortolkninger af
    bjørnen med de tre ribben. Men alle rastaer er enige om, at de sorte må
    stå sammen som folk og vende sig mod de hvides materialistiske kultur -
    at man må vende ryggen til Babylon eller med en anden bibelsk metafor
    hugge sig ud af hvalfiskens bug.
    Mange af tilhængerne antager afrikansk eller etiopisk lydende navne.

    Den lille pjece "Orthodoxy is Orthodoxy" er således skrevet af Abba
    Haddis Gessesse, administrator og præst ved den Etiopiske Ortodokse
    Kirke i Scarborough på Tobago. Der er et billede af ham i pjecen - en
    intens, intellektuelt udseende ung sort mand med store briller, fuldskæg
    og sort kalot og kappe som en koptisk præst. Han har et tungt kors
    hængende i en kæde om halsen. I pjecen argumenterer han for, at Etiopi-
    en, der i gamle dage hed Kush, er det sande Zion. Beviset kan man finde
    i Zefanias' Bog. Zefanias kom efter rastaernes opfattelse fra landet
    Kush, og det land "hinsides floden", Gud taler om i Zefanias 3.9, er
    derfor Etiopien.
    Der er ingen grund til at møde rastaernes tro med nedladende smil.

    Deres dogmer er hverken mere eller mindre velfunderede end andre trossy-
    stemers.
    Selv om rastaerne nægter at deltage i "Babylons politik" spiller de

    en politisk rolle på det sociale og lokale plan. De kæmper aktivt for at
    bevare familien. Det er vigtigt i et samfund, hvor det snarere er normen
    end undtagelsen, at kvinderne sidder alene tilbage med børnene, mens
    mændene driver rodløse rundt. Deres anerkendelse af marijuana skal
    sættes overfor deres kamp mod de virkelig farlige former for narkotika -
    kokain, især i form af crack, og heroin - der myrder og lammer tusinder
    af unge sorte. Og sidst men ikke mindst giver opslutningen om Rasta-
    fari-bevægelsen stolthed, identitet og en følelse af kulturelt selvværd.
    Ikke nogen ringe ballast at have med sig i et samfund, der plages af
    fattigdom, arbejdsløshed og mindreværdskomplekser.


     

    Shango

    Ras Tafari-bevægelsen vil tilbage til Afrika. Shango-kulten er aldrig
    rigtig kommet derfra.

    De sorte kom sent til Trinidad. Mens fire millionervestafrikanske

    slaver blev sendt til de andre øer i Antillerne, lå Trinidad hen som en
    søvnig afkrog af de spanske kolonier - en ubetydelig del af vicekon-
    geriget Ny Granada. I 1783 bestod den samlede befolkning på øen af 700
    hvide, sorte og farvede og 2.000 indianere. Efter at englænderne
    erobrede Trinidad i 1797, indførte de tusinder af sorte til de nyanlagte
    plantager.
    Men de kom for størstepartens vedkommende fra de andrevestindiske

    øer, og ikke direkte fra Afrika. Slaveriet blev ophævet i 1834.
    Det er de færreste sorte i den nye verden, der kan følge deres rødder

    tilbage til et bestemt sted i Afrika, men der var én gruppe sorte på
    Trinidad, der havde bevaret deres identitet som folk, deres religion og
    i et vist omfang også deres sprog. Det var yorubaerne, hvis forfædre var
    kommet fra det nuværende Nigeria.
    "De nyimporterede afrikanere er i almindelighed flittige og arbejds-

    omme, men griske, lidenskabelige, fordomsfulde og mistroiske, og mange
    af dem holder sig stadig til hedenskabets skikke," skriver L.A.A. de
    Verteuil i sin bog "Trinidad' fra 1858. "Yarribaerne eller yarrabaerne
    fortjener særskilt omtale. De er en fin race, høj og velproportioneret,
    nogle af dem med fine træk, intelligente, tænksomme og tilsyneladende i
    stand til at værdsætte civilisationens og kristendommens fordele... Af
    karakter er de i almindelighed ærlige og af holdning stolte og endda
    hovmodige, så det er sjældent, en yarraba bliver stillet for retten.
    Desuden styres de i forskelligt omfang af en fællesskabsfølelse...
    faktisk kan hele koloniens yarraba befolkning siges at udgøre en slags
    socialt forbund til gensidig hjælp og støtte."
    Det, der mere end noget andet holdt yorubaerne sammen, var shango--

    kulten. I Nigeria havde Shango været tordenguden. I den nye verden var
    Shango stadig tordenens herre, men han var også Skt. Georg og kun én af
    mange magter. Ved hans side stod et helt panteon af blandet kristen og
    nigeriansk oprindelse. Sankt Peter tilbedtes som vandenes herre, og man
    ofrede kakao og vin til ham.Mama Latay var jordens herskerinde, Osain
    ildens herre, og Elephon den store høvding eller "headman", der skulle
    have en tyr eller en hvid due som offergave.
    Charles W. Day skriver i 1852 om shango-ritualerne: "Hver aften holdt

    negrene på godset dans, så al fred og ro blev forjaget. Det grufulde
    trommeri begyndte ved syvtiden om aftenen og fortsatte med korsang til
    daggry næste morgen. Det var alt sammen godt nok for negrene, men det
    var ikke spor godt for den stakkels plantageejer, da de sorte blev
    udmattede og var uegnede til at arbejde næste dag."
    Charles Kingston var i 1871 med til en af disse seancer, og det

    fremgår tydeligt af hans beskrivelse, at der var tale om et religiøst
    ritual: "I midten af hytten kunne svagt skelnes en fetich, der mindede
    noget om et menneske, men havde en hanes hoved. Alt, hvad den groveste
    fantasi kan udmale, var gjort for at gøre denne figur grufuld, men
    alligevel så den ud til at være genstand for særlig tilbedelse... Martin
    satte sig over skrævs på en afrikansk tamtam og begyndte at messe en
    monoton afrikansk sang... Gradvis satte han tempoet op... og pludselig
    sprang en af kvinderne ind på den åbne plads foran fetichen. Hun dansede
    rundt og rundt... og nu var hele kvindens krop opildnet af musikken og
    som ramt af smitte sluttede en mand sig til dansen. Par efter par kom
    ind på arenaen, og en sand heksesabbat tog sin begyndelse."
    George Easton Simpson skriver i "The Shango Cult in Trinidad" fra

    1965, som dette afsnit bygger på, at præcis de samme ritualer forekom i
    slumkvarterer i Port of Spain endnu i begyndelsen af tresserne. Hver af
    shango-magterne har sine egne trommerytmer og sange. Lige før en til-
    hænger bliver besat af en af ånderne, føler han det, som om han er ved
    at miste bevidstheden. Han får en fornemmelse af at blive "løftet" eller
    "skubbet" - en fornemmelse, der ikke er ubehagelig. Bagefter kan han
    ikke huske noget af, hvad der er sket, mens han var besat. Han bliver
    træt, men der er ingen skadelige eftervirkninger. Shango-kultens til-
    hængere tager den magt, der har besat dem, som deres personlige skyts-
    ånd, som de ofrer til. Ved en ceremoni er det i reglen kun nogle få af
    de tilstedeværende, der bliver besat. Nogle får et "budskab i øret"
    uden at være rigtig besat.
    Der er også svindlere, der påstår, de er blevet besat uden rigtig at

    være det, men de er lette at afsløre. De taler og bevæger sig forkert. I
    tvivlstilfælde kan man opvarme en kalabas med olivenolie og bede den
    besatte om at vaske hænderne og ansigtet i den varme olie. De, der ikke
    er rigtig besat, brænder sig.
    De troende kan se på de besattes optræden, hvilken ånd, de er besat

    af, og de skelner mellem forskellige grader eller dybder af besathed.
    Simpson fortæller, hvordan man afholder ceremonier omkring et shango

    "palais", en bygning med bølgeblikstag og lergulv og et "chapelle" med
    alter og gudebilleder. (De franske navne skyldes at mange af negersla-
    verne, ligesom deres herrer, kom til Trinidad fra Fransk Vestindien
    efter 1789). Den store årlige firedagesceremoni begynder med bønnemøde,
    Ave Maria og påkaldelse af forskellige magter. Næste dag går tilhænger-
    ne rundt i procession i gaderne og messer en sang på "yoruba-sprog", der
    er en blanding af nonsensord, creolsk og enkelte ord på yoruba. "Du er
    alle børns barn. Vi tilbeder dig. Kom hurtigt" hedder "Ay me sha kaw doe
    low doe low. Ay ree ah gereh doe low doe low".
    De troende stopper op med mellemrum, beder og hælder olie ud på

    jorden, mens en røgelsesbærer svinger et røgelseskar frem og tilbage. En
    ung tyr med farvede bånd om halsen trækkes ind til kultens palais, og
    dræbes med en lang kniv. Hovedet skæres af den, og kultlederen danser
    rundt foran alteret med tyrehovedet på et fad. Hovedet og fødderne af
    otte geder anbringes ved alteret, og kultmedlemmerne knæler ned og
    beder. Senere starter dansen, hvor nogle af de troende bliver besat.
    Kultlederen, amobah, er også healer. Han kan uddrive onde ånder ved

    at banke den besatte i hovedet med en kulsort hane. Han kender også
    mange slags urtemedicin. Sukkersyge helbredes med reven avocadosten i
    vand. Forkølelse i hovedet med gedehjerne, rørt ud med peber, rom og
    nelliker. Dysenteri med grødomslag af mosede bananer. Et virksomt
    afrodiasiakum er marbaybark, kogt med anisfrø, mnuskatblomme og sukker.
    Man skal drikke et vinglas hver dag.
    Hvis en mand er bange for, at hans kæreste skal gå fra ham, kan hans

    amobah også give ham råd. Han skal grave et hul ved en enebærbusk og
    lægge noget af pigens undertøj ned i hullet sammen med to stykker
    wakoo-lian. Så skal han mumle pigens navn til tre kobbersøm og drive
    sømmene gennem hendes undertøj ind i enebærbuskens rod og dække hullet
    til. Så bliver hun hos ham, lige til han graver undertøjet op igen.
    Amobah'ens magt kaldes ofte obeah. Den trinidadiske koloni-straffe-

    lov, der gjaldt endnu i 1960, definerede obeah som "foregivelse af
    overnaturlig viden eller kræfter til bedrageriske eller utilstedelige
    formål". Obeah kunne straffes med hårdt arbejde op til et halvt år. Mænd
    kunne desuden idømmes pisk og kvinder anbringes i isolationscelle.
    E.L. Joseph skriver i sin "History of Trinidad", at obeah har kostet

    hundrede tusinder menneskeliv i Vestindien, og mrs. Carmichael skriver
    i 1833 forfærdet: "Negrenes obeah er intet mere eller mindre end tro på
    hekseri, og dette virker på dem i en sådan grad, at det ikke sjældent
    fører til døden. Der er måske ikke en vestindisk plantage uden, at der
    er en eller flere obeah mænd eller kvinder; negrene ved, hvem de er, men
    det er meget svært for hvide at finde frem til dem... Hvis en neger
    fatter modvilje mod en eller flere negre... går han til obeah kvinden
    eller manden og fortæller dem, at han vil give dem penge eller andet i
    betaling, hvis de obeah'er dem og dem. Obeah'en går da til disse menne-
    sker og fortæller, hun har obeah'et dem. Hun fortæller dem naturligvis,
    at det er en impuls, hun ikke har nogen kontrol over. Undertiden bliver
    en langsomt virkende gift givet i smug, men i langt de fleste tilfælde
    er det kun sindet, der påvirkes; fantasien bliver mere og mere ophidset
    - sløvhed og appetitløshed følger, og dramaet ender med døden".
    Simpson siger, at shango-kulten omkring 1965 var ved at gå i forfald.

    Før i tiden overholdt man en lang række tabuer omkring ceremonierne. Man
    måtte for eksempel ikke have samleje 3-9 dage før ceremonien, og man
    måtte hverken ryge eller drikke rom indenfor palais'ets mure. Men nu
    klagede de ældre over, at de unge var blevet sløsede. "Kvinderne kommer
    direkte fra romhus eller en mands kammer eller mens de har menstrua-
    tion". Samtidig var turisterne blevet en plage. De sværmede som fluer om
    ceremonierne og ville hele tiden filme og fotografere. De unge gjorde
    nar ad shango-kulten og betragtede den som primitiv og gammeldags.
    Alligevel mente Simpson i 1965, at shango-kulten næppe ville for-

    svinde med det samme. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan udviklingen har
    været de sidste femogtyve år. Vi så ikke noget til kulten, da vi var i
    Port of Spain, men shango averterer vel heller ikke ligefrem på Fre-
    derick Street.
    Men selv om shango-ceremonierne måske er på retur, er elementer af

    troen gået ind i den almindelige bevidsthed på Trinidad. Det gælder
    således troen på, at et menneske ikke har en men flere sjæle. Og især
    den moralske relativisme. Efter shango-opfattelse er der ikke noget, der
    er helt godt eller helt dårligt. Alt skal vurderes ud fra de konkrete
    omstændigheder.
    Det er en holdning, V.S. Naipaul beskriver i "The Middle Passage" som

    typisk for Trinidad, og han fremhæver, at den også har sine gode sider:
    "Hvis en trinidader ikke har nogen moralsk standard, så er han til
    gengæld heller ikke korrupt eller skinhellig, og han kan aldrig prædike
    intolerance i fromhedens navn. Han kan aldrig udvise den samme samfunds-
    anerkendte modbydelighed som for eksempel en bolighaj i London, der...
    kræver en uhyrlig husleje og samtidig udtrykker frygt for, at lejerne
    skal leve i synd. Alt det, der gør trinidaderen upålidelig og let at
    udbytte, gør ham også til et levende og civiliseret menneske, hvis
    normer altid er menneskelige og som kun måler folk ud fra deres vid og
    stil".


     

    Stalin sejrer

    KONG STALIN HERSKER stod der på et kæmpebanner i Tunapuna, mellem
    Jehovas vidners rigssal, Temple of God og den katolske skole.

    Umiddelbart en forbløffende oplysning at få smækket i synet sådan en

    tropeeftermiddag, hvor man kommer gående ned ad bjerget for at få sig en
    stille punch med rom, lime, angostura og reven muskat.
    Men det viser sig, at Stalin er født i 1941 i San Fernando, der er

    den næststørste by på Trinidad. Da han var helt lille, slæbte hans bror
    ham med til the Free French Panyard, hvor de lokale panmen holdt til. En
    panman er en, der spiller på ståltromme. Steelbands opstod for et halvt
    hundrede år siden, da folk begyndte at spille på oversavede benzintøn-
    der. I dag er det en højt udviklet kunst at banke ståltrommer til, så de
    får den helt rigtige klang. De store steelbands har hundrede medlemmer.
    Lille Stalin kom i skole, og selv om han fik mange tæv, husker han

    skoletiden som en tid fuld af sang og sjov. Han gik til ekstraundervis-
    ning hos en gammel mand, der lærte ham afrikanske sange og danse og
    fortalte lange historier om deres forfædres land Afrika og det hellige
    Etiopien
    Stalin fik sin første chance for at optræde med calypsosang i 1959,

    da han var atten. Hans sponsor gav ham scenenavnet Stalin, og han var
    for genert til at spørge, hvorfor han lige skulle have det navn, men
    mener, det måske er fordi var en genstridig laban, der havde det med at
    være lidt besværlig. Navnet blev hængende, og han holdt helt op med at
    bruge sit fødenavn Leroy Calliste.
    Stalin vakte opmærksomhed med en hyldestsang til den nyvalgte ameri-

    kanske præsident Kennedy i 1961. ret efter vandt han distriktskonkur-
    rencen for bedste calypsosang og blev finalist i den nationale konkur-
    rence. En trinidadisk calypso er en ballade, ofte med aktuelt eller
    politisk sigte. Calypso og steelbands opstod hver for sig, men sidst i
    fyrrerne begyndte calypsosangerne at optræde sammen med steelbands. I
    dag er calypso og steelbands eller pan - Trinidads originale bidrag til
    verdenskulturen - blevet uadskillelige.
    Efter raceurolighederne på Trinidad i 1970 blev Stalin mere og mere

    politisk bevidst og sluttede sig til den venstreorienterede National
    Joint Action Committee (NJAC). Da den endnu mere venstreorienterede
    National Union of Freedom Fighters (NUFF), der gik ind for at omstyrte
    regeringen med voldelige midler, blev forbudt i 1973-74, støttede Stalin
    den illegale organisation i calypsoen "Nothing eh strange":
    Lad os bare sige at du læser i avisen
    der er overskrifter dér om at Stalin er guerilla.
    Der er masser af folk, der kan li at råbe op.
    Men hvad er der at råbe over. Tag og sig mig det.
    For jeg bor i et jasiger-land.
    Og den der siger nej, blir kaldt for fjende.
    Og hvis du er beslutsom og siger nej
    så har regeringen masser af metoder
    til at skaffe dig af vejen.


    I slutningen af halvfjerdserne sluttede Stalin sig til Ras Tafari-be-
    vægelsen. Forsøgene på at oprette en vestindisk føderation og et
    vestindisk fællesmarked, Carifta, var ved at bryde samme. Stalin så
    rasta-bevægelsen som den eneste måde at samle Vestindien på:

    Føderationen, den er død
    og Carifta lider nød
    men rastaer, det er der allevegne
    overalt i hele Vestindien.
    der er rastaer i Grenada
    og rastaer på St. Lucia...
    så rastaerne må vide besked
    med noget som politikerne
    bare ikke ved.
    I sangen "More Come" fra 1986 siger Stalin, at supermagterne kunne

    besejre indianerne og tvinge Japan til overgivelse, men det vil aldrig
    lykkes dem at undertvinge Afrika. De har dræbt og plyndret i hundredevis
    af år, men nu bliver det ene land efter det andet selvstændigt, og
    Namibia og Sydafrika er lige rundt om hjørnet: "Jo flere afrikanere, de
    skyder ned, jo flere afrikanere kommer der til. Jo flere krigere, de
    slår ihjel. Jo flere skal de se komme frem."
    I "Ism Schism" fra 1985 angriber Stalin begge supermagter og deres

    ismer. Hvad enten man holder sig til den ene eller den anden isme -
    kapitalisme eller kommunisme - ender man med en pistol for tindingen:
    Hvis du slutter dig til sådan en isme,
    snakker de om, hvordan du skal beskyttes:
    Skatten op til det dobbelte,
    for hæren skal ha løn.
    Har du vrøvl med din opposition
    kan du leje en hel batallion.
    Vi vil hjælpe dig med dine krige,
    men hvad det koster, er ikke til at sige.
    Man skal holde sig væk fra alle ismer.
    De rykker ind for at hjælpe Grenada
    De rykker ind for at hjælpe Afghanistan
    De rykker ind alle vegne på Jorden.
    Men de gør intet for at redde Sydafrika
    Man skal holde sig væk fra alle ismer.
    de kan aldrig gi andet end forvirring.
    Husk dengang da Grenada fik sin isme...
    fire år, og så vendte det sig atter.
    Det er samme undertrykkerdoktrin nu
    og Grenada lider værre og værre.
    Og deres skat, den går bare til krig nu
    og til mere krig og mere krig endnu -
    Det hører med til Stalins religiøse opfattelse at kæmpe for familien.

    Han er selv gift og har tre børn, og i mange af sine calypsoer taler han
    om, hvor vigtigt det er for børn at vokse op med både en far og en mor.
    Han kæmper også mod narkotika-misbruget. Som rastafarianer går han
    ganske vist ind for at ryge den hellige marijuana. For det er en natur-
    lig plante, ogstår der ikke udtrykkelig i Første Mosebog: "Jeg giver
    eder alle urter på hele Jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer
    frugt med kerne; de skal være eder til føde"? Men den hvide mands hvide
    gift - kokain og heroin - myrder de sorte.
    Stalin er i dag som halvtredsårig enestående populær. Han har ud-
    viklet calypsoen og fået alle til at synge med på sine tekster. Stalin
    er Trinidads svar på Peter Belli eller Kim Larsen. En rigtig familiesan-
    ger.


     

    Vise stil

    I den lille flække Tunapuna var der ikke bare bannere, der hyldede
    Stalin. Der var også en recreational club der hed "KREMLIN". Facaden var
    rigt udsmykket med hammer og segl.

    Men indenfor var der ikke nogen udpræget Hammer og Segl-atmosfære.

    Tunapunas Kreml er et sted, hvor mænd samles og drikker og spiller kort.
    Der er skilte på væggen om, at det er forbudt at ryge græs og bruge
    sjofle ord og gå med korte bukser eller bare fødder.
    Stalin og Kreml er ikke isolerede tilfælde. Under anden verdenskrig

    blev russerne populære, fordi de viste stil. Man beundrede den Røde Hær
    og Stalins flotte overskæg. At vise stil er noget af det vigtigste for
    en ung trinidadisk mand. Derfor blev det almindeligt at tale om den
    britiske mesterturnering i cricket som "Crickets Kreml". På samme måde
    blev en gade med natklubber kaldt "The Gaza Strip", og omkring 1960 blev
    hver anden politimand, formand på arbejdspladsen eller sportsstjerne
    kaldt Mobuto, Lumumba eller Kasavubu.
    På færgen fra Tobago til Trinidad så vi en ung, sort fyr, der havde

    et rundt hjemmelavet hagekorsemblem hængende om halsen. Han havde en
    grøn jakke med endnu et hagekors på ryggen og inskriptionen "Hitler".
    - Er det almindeligt at gå med den slags emblemer? spurgte Helen en,

    vi stod ved siden af.
    - Oh no. He's an individual.
    Den sorte fyr, der sidder og omhyggeligt snitter et hagekors ud af

    blik og hænger det om halsen, har ikke læst, hvad Hitler syntes om hans
    folk, dets evner og intelligens. Det er ikke relevant. Han viser bare
    stil. Han bliver noget ud over det sædvanlige, an individual.
    Ligesom ham, der spiller poker bag Kremls mure på hovedgaden i

    Tunapuna.