De blå anemoner

Fra 'Langsom musik' oversat af Peter Nielsen (Centrums Lyrikbibliotek 1990)

 

Af Tomas Tranströmer

D e blå anemoner
At fortrylles - intet er enklere. Det er et af jordens og forårets ældste tricks: de blå anemoner. De er på en måde uventede. De skyder op af den brune fjorgamle raslen på oversete steder hvor blikket ellers aldrig standser op. De brænder og svæver, ja netop svæver, og det skyldes farven. Den dér ivrige violetblå farve vejer ingenting mere. Her er ekstase men lavt til loftet. 'Karriere' - uvedkommende! 'Magt' og 'offentlighed!' - lattervækkende! De arrangerede vist en stor modtagelse oppe i Ninive, the giordo rusk ok mykit bangh. Højt til loftet - over alle isser hang krystallysekronerne som gribbe af glas. I stedet for sådan en overdekoreret og larmende blindgyde åbner de blå anemoner en løngang til den virkelige fest, som er dødsstille.

At fortrylles - intet er enklere
Den store svenske digter Tomas Tranströmer er endnu ikke særligt kendt for et dansk publikum, selv om der er udkommet flere digtsamlinger af ham her i landet, blandt andet 'Langsom musik' (1990) og 'Sørgegondolen'(1996).

Hos Tranströmer er blomster skønne - og karrieren ren larm. Synspunktet er hørt før, men prøv at nyd argumenterne engang, når anemonerne letter: 'Den dér ivrige violetblå farve vejer ingenting'. Og så er der karrieren: 'De arrangerede vist en stor modtagelse oppe i/ Ninive, the giordo rusk ok mykit bangh'. Stor skønhed og klog kritik er samlet på ét sted.

Connie Bork


Hurra, så finder vi så lige en underlig gammel bog fra 1960 som blandt andet indeholder digte af vores helt Tranströmer. Tomas Tranströmer for at være helt præcis.

Den blev udgivet af Fisker-Nielsen og Løkkes forlag. Var det mon det der senere blev til Fiskers forlag..?

Jeg har valgt digtet Preludium. Resten af digtene følger senere, og det gør også andre af de gode svenskere i bogen som hedder 8 Svenske poeter fra 50´erne.

 

 

Preludium

 

At vågne op er et faldskærmsudspring fra drømmen.

Fri fra den kvælende hvirvel synker

den rejsende mod morgenens grønne zone.

Tingene flammer op. Han fornemmer - i den sitrende lærkes

position - de vældige trærodsystemers

underjordisk svingende lamper. Men over jorden

står - i tropisk flom - det grønne, med

løftede arme, lyttende

til rytmen fra et usynligt pumpeværk. Og han

synker mod sommeren, fires ned

i dens brændende krater, ned

gennem skakter af fugtiggrønne tidsaldre,

skælvende under solturbinen. Så standses

denne lodrette færd gennem nuet og vingerne bredes ud

til fiskeørnens hvile over et stømmende vand.

 

Broncealderlurens

fredløse tone

hænger over det bundløse.

 

I dagens første timer kan bevidstheden omfatte verden

som hånden griber en solvarm sten.

Den rejsende står under træet. Skal,

efter styrtet gennem dødens hvirvel,

et stort lys foldes ud over hans hovede?