I en krop af kobber

S tatuen er aldrig født men
død dog dens øjenbryn en fugl
på svæv
ja-ja, ja-ja klagede de der altid
skriger og byggede rede i
dens udstrakte hånd
figurer stillet op under
landets stygge lys
himmelens tunge trukket
ind
og regnen falder som
skud eller nys

Jorden åbner sig i sit legeme
jeg griber ikke ind

der er andre
statuer så skønne at de om
natten væltes af
sokkelen og bliver
elsket i
busken af
hænder gjort modige under
mørket kønnet
slidt sort og glat
og som sådan ødselt der er
skrevet på dem med
sæds uklare sprog
og der er de statuer
der er klædt i blege dragter
af helt almindelige fugles
ekskrementer der er
skrevet på dem det er
enkle ord
med selv-lysende maling og
et hidsigt strøg
regnen trommer irren af deres hår
de står
i en fremmed by med bare
dét som ærinde
det er de blege (det siges at selv deres blod
er det) lad dem
gennemføre deres forehavende med
åbne kroppe som hænder luften spiser
af
de står jo i en fremmed by
i en park alene hjemme

Merete Torp (f. 1956) debuterede i 1982 og har skrevet bare to digtsamlinger, der har grundlagt hendes ry: 'DIGTE' i starten af 80erne, og 'DIGTE II' fra 1996.

I dagens digt hentes statuerne ned fra soklerne. Når det er nat, bliver de væltet af sokkelen, fordi de er så skønne. Styrken hos Merete Torp er billederne, der bliver hængende længe efter, at man har vendt sidste blad i hendes digtsamlinger.

Sammen med forfatteren Niels Hav tog Merete Torp initiativ til de populære oplæsninger i Digternes Saloon (start 1993).

Connie Bork