Det mest ufattelige ved Universet er, at det er fatteligt, sagde Einstein engang.

I de sidste år er der ved at dukke svar op på de spørgsmål, neanderthaierne må have stillet: Hvor kommer vi fra? Hvor går vi hen?

I pressekredse taler man om nogle særlig store typer, "trætyperne", der også kaldes "Jesu genkomst-typerne". Man kunne måske have forventet, at den slags store typer ville blive fundet frem, når videnskabsmænd fortæller, at man er ved at have en klar forestilling om, hvordan Universet opstod, og hvordan det har udviklet sig siden og hvordan det vil udvikle sig videre.

Men de epokegørende nye meldinger fra kosmologer og atomfysikere er stort set blevet mødt med bedøvende uopmærksomhed af dagspressen.

Jeg er hverken astronom, fysiker eller matematiker, så jeg kan ikke forstå komplicerede udredninger. Det er også muligt, der er mange ting, Jeg har misforstået. Men så vidt Jeg kan se, er der nogle helt elementære begreber, der er ved at blive afklaret, og det må få betydning for vores opfattelse af religion og filosofi. Det må anses fot bevist, at Universet startede med et Big Bang. Det skete for måske 10-15 milliarder år siden. Inden da var der ingenting. Der var hverken tid eller rum. Tid og rum opstod først i Big Bang.

Big Bang var en eksplosion, men den eksploderede ikke ud i et tomt rum, der fandtes i forvejen. Rummet blev først skabt under eksplosionen,

Det er selvfølgelig umuligt at forstå, men sådan var det altså. De fleste kan heller ikke forstå, hvordan et fjernsyn fungerer, men bruger det alligevel. Kosmologien kræver, at vi vænner os til nogle tankegange, der er utilgængelige for almindelig sund fornuft, men må accepteres, fordi de er rigtige.

Al tid og al masse var oprindelige samlet i et uendelig lille punkt. Det kan man kalde en "singularitet". Og det betyder, de almindelige naturlove ikke gælder. Derfor kan man ikke sige noget om selve det øjeblik, Universet blev skabt. Hvis man er religiøs, har man lov til at kalde det øjeblik for Guds livgivende pust ind i verden. Hvis man ikke er religiøs, kan man sige, at Universet opstod, fordi det måtte opstå. Selv om man ikke kan sige noget om skabelsesøjeblikket, kan man sige meget om tiden lige efter. Faktisk kan man sige noget om, hvordan Universet så ud nul komma - treogfyrre nuller - og så et sekund efter Big Bang. Så tæt på er det muligt at komme.

Efter singulariteten var der en meget kortvarig periode med kvante-tyngdekraft. Det er i de sidste år lykkedes at opstille en fælles formel for tre af de fire grundlæggende kræfter - elektro-magnetismen og den svage og stærke kraft. Tyngdekraften er endnu ikke bragt ind i billedet - den er ikke kvantificeret, men man er i fuld gang med forskningen på dette felt, og der er håb om, at man vil nå frem til den enhedsteori, Einstein forgæves søgte efter i de sidste mange år af sit liv.

Faktisk et det muligt, at mennesker, der lever i dag, vii se en forklaring på Universet - hvis vi altså ikke er tåbelige nok til at udrydde os selv forinden.

Omkring nul komma - fireogtredive nuller - et sekund efter skabelsen var Universet blevet lidt køligere. Men stadig meget varfct. På det tidspunkt opstod quarker, der fordelte sig mellem plus- og antiquarker - plus- og antistof.

Teoretisk set skulle de støde sammen igen og danne energi, og derfor skulle der ikke være noget stof i universet. Men det er der jo. Forklaringen kan være, at der omkring tidspunktet nul komma - femogtredive nuller - et sekund efter skabelsen var så varmt, at der kunne skabes X-partikler - supertunge partikler med en energi på omkring en kvadrillion gigavolt. De kan betinge en asymmetrisk udvikling mellem baryoner (neutroner og protoner - elementerne i atomkerner)
og antibaryoner (de samme med modsat elektrisk ladning).

Man må regne med, at de fleste baryoner og antibaryoner ramlede sammen og tilintetgjorde hinanden ved at udlade energi. Den energi findes i form af fotoner - de lysbærende partikler (undskyld, fysikere, men hvordan skal man ellers forklare det?)

Der er rundt regnet en milliard gange så mange fotoner som baryoner i Universet. Men X-partiklerne betingede, at en milliardedel af Universet blev hængende i baryoner.

Og det er os. Det er stoffet. Det er massen.

Efter at Universet blev køligere, kunne, der ikke dannes flere X-partikler. Når vi når helt frem til en billiontedel sekund efter skabelsen, opstår tunge W- og Z-partikler ved siden af quarkerne og antiquarkerne. Og en hundrede tusindedel sekund efter Skabelsen begynder quarkerne at samle sig til protoner og neutroner, stoffet er ved at tage form.

Fra en hundrededel sekund efter skabelsen og hundrede sekunder frem opstår så grundstofferne. I hvert fald de to af dem. Tre fjerdedele brint og en fjerdedel helium.

Imens har Universet udvidet sig. Det har altid været uendeligt, men samtidig af begrænset størrelse. Det er igen et af de paradokser, man bare må acceptere.

At Universet udvider sig beviste Hubble i tyverne gennem det rødskift af de spektografiske linjer, man kan iagttage i lyset fra stjernerne. At Big Bang faktisk har eksisteret, beviste Penzias og Wilson, da de opdagede en baggrundsstråling på tre grader Kelvin i Universet. De ledte ikke efter den baggrundsstråling, og blev overraskede, da de fandt den. Det er en af de helt store opdagelser i fysikkens historie, og de fik da også Nobelprisen for den.

Vi kan nu gå ud fra, at Big Bang er en kendsgerning, og at tidligere kosmologiske teorier - som Hoyles teori om et staisk univers, hvor der hele tiden opstår stof - er urigtige.

Man kunne måske have formodet, at stoffet ville fordele sig jævnt over Universet efter skabelsen. Men det gjorde det ikke. Der opstod galakser.

Ligesom det kun var en lille rest af det oprindelige stof, der blev tilbage efter at baryoner og antibaryoner havde tilintetgjort hinanden og skabt fotoner, var det sikkert kun en lille rest af stoffet, der klumpede sig sammen i galakser - i modstrid med de almindelige regler for entropi.

Men den lil&e rest var nok til at skabe billioner og atter billioner af galakser.

Nogle galakser udviklede sig hurtigt og faldt sammen igen. Deres tyngdekraft tiltrak intergalaktisk stof, der faldt ned i centrum og fødte, nye galakser. Den amerikanske astronom Vera Rubin har påvist, at de galakser, vi kender, må være omgivet af en kæmpemæssig glorie af dødt, ikke-lysstrålende stof. Det er måske resterne af døde galakser, som vi har ædt op fra midten.

I en af galakserne opstod vores solsystem for måske fem milliarder år siden. Det kom formodentlig fra en sky af brintatomer, der et par gange under sin rotation om galaksen blev påvirket af en supernova - en stjerneeksplosion.

I denne supernova var alle grundstoffer tungere end helium dannet. Vi består af stof fra kernen i en død sol.

Det var nødvendigt for vores stjerne - Solen - at kyle ballast ud i form af en ring af stof. Denne ring samlede sig i de kugler, der blev planeterne.

Solvinden blæste de lette grundstoffer væk fra de inderste planeter. Det er derfor Merkur, Venus, Jorden og Mars er tunge, mens Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun mest består af lette grundstoffer. Pluto passer ikke rigtig ind i billedet, men den er sikkert heller ikke nogen rigtig planet. Den er formodentlig en måne, en komet eller asteroide, der er fanget ind af Solen på et eller andet tidspunkt.

Da Jorden kølede af, opstod kæder af aminosyrer. De danner grundlaget for livet. Og livet opstod forholdsvis hurtigt - for måske fire milliarder år siden.

Der er ikke nogen grund til at tro, det var særlig usædvanligt. Det måtte ske med de betingelser, der eksisterede på Jorden. I laboratorierne kan man prøve at genskabe de betingelser, der var her omkring livets opståen, og det vil sikkert blive muligt at skabe liv på den måde.

På de andre planeter i vores solsystem, var betingelserne ikke til stede, og derfor er vi alene i dette solsystem. Men det er påvist, at der findes planeter om andre stjerner. I 1942 kunne den danske astronom Kai Aage Strand som den første i verden påvise en mørk drabant til stjernen 61 Cygni, der var så lille, den må være en planet. Senere har ann fundet planetsystemer omkring Barnards stjerne, Epsilon Eridani, RU Lupi og Vega.

Solsystemer er sikkert ikke noget usædvanligt. Der er måske milliarder af dem bare i vores galakse. Og på nogle af disse planeter, er der utvivlsomt betingelser for, at der kan opstå liv.

Vi er sikkert ikke alene i Universet. Hvorfor skulle vi være så enestående?

Og kan man forestille sig nogen større opgave for menneskeheden end at komme i kontakt med andre civilisationer?

Vi ved nu, at Universet har udvidet sig siden det startede for 10-15 milliarder år siden.

Vil det blive ved med det? Vil alting ende med, at stjernerne dør og føjter videre udad i al uendelighed?

Det er en utilfredsstillende tanke. Det ville være smukkere, hvis Universet engang begyndte at trække sig aaramen igen. Hvis det gjorde det, ville tiden gå baglæns i dette kontraherende Univers, tilbage til skabelsesøjeblikket. hvor det hele så ville begynde forfra. Ikke om lang tid, men når tiden har bevæget sig tilbage til sit udgangspunkt.

Hvis det heller ikke er umiddelbart forståeligt, er der ikke noget at gøre ved det. Man kan måske forestille sig tiden som en tråd, der bliver trukket gennem et nåleøje, der hedder Nu. Tråden trækkes nu i Sn retning. Måske vil den en gang blive trukket i den modsatte retning.

Hvis Universet skal kunne klappe sammen under sin egen tyngdekraft og begynde at kontrahere, må der være en vis mængde stof i Universet. Det tal plejer man at angive som Omega. Omega skal være 1, for at teorien om at Universet er lukket og vil trække sig sammen igen, kan passe.

Tidligere undersøgelser viser desværre, at det faktiske tal for stoffet i Universet kun er omkring en tredjedel af det, det skal være.

Men Vera Rubins undersøgelser af den mørke glorie om galakserne tyder på, at der er meget mere stof i Universet end hidtil antaget.

Det kan også være, neutrinoerne har en masse. Man har. gået ud fra, at disse partikler, der kan flyve gennem fast stof, har en masse på nul. Massen er i hvert fald meget lille. Men bare der er en vis begrænset masse, kan det være nofe til at lukke Universet, for der er fantastisk mange neutrinoer - mange gange flere end baryoner.

Det kan også være, Universet myldrer af små sorte huller. Et sort hul er et sted, hvor stoffet er presset så tæt sammen, at intet kan slippe væk fra det - ikke engang lys.

At der findes sorte huller er efterhånden hævet over enhver tvivl. Takket være den engelske astronom Stephen Hawking, der til trods for sine fysiske handicaps (han sidder i kørestol, han ikke skrive og knap nok tale) er et af de største matematiske genier, man nogen sinde har set.

Der er sikkert et sort hul inde i hver af de mystiske quasarer. Quasarerne er meget langt væk. Det vil sige, at lyset fra dem har været milliarder af år undervejs til os, og det vil igen sige, at vi ved at iagttage dem, kan se tilbage i tiden til en periode, hvor Universet havde voldsommere kraftudladninger end nu.

Der ei måske også sorte huller inde i centrum af hver galakse. Muligvis også i vores. Sorte huller kan aldrig blive mindre, kun større. De æder stjernerne op indefra. Vi er måske ved at falde ned i sådan et sort hui.

Englænderen John Gribbin har udkastet nogle teorier om, at det stof, der falder ned i et sort hul, måske ikke forsvinder helt, men dukker op et andet sted - i vores Univers eller måske i et helt andet univers - som hvide huller - spontane udstrømninger af stof.

Hvis det er muligt, kan man forestille sig, vi engang kan rejse gennem sorte huller som en slags eksprestog til andre verdener.

Den amerikanske kosmolog Alan Guth - der er 36 år - har for nylig opstillet en fantastisk spændende ny teori om Universets opståen. Den går ud på, at vores Univers hang fast i noget, der hedder Higgs-feltet nul komma - fireogtredive nuller - et sekund før Big Bang. Samtidig kan et ukendt og måske uendeligt antal andre universet have udviklet sig. Man kan teoretisk sige, hvordan nogle universer kan se ud. De kan for eksempel være en tråd, ét atom tyk men uendelig lang. Eller de kan være inddelt i båse af ufattelige kraftfelter.

Hvem har brug for religioner, når virkeligheden så spændende og fantastisi? Blegner Mosebogen ikke ved siden af den skabelsesberetning, der er ved at tage videnskabelig form?
 

Og vi står i en situation, hvor vi er ved at forstå et sammenhæng, vi altid har ledt efter.

Hvis man vil bruge det ord, kan man sige, at vi er ved at få Gud til at vise sit ansigt.

Skulle vi så ikke se det, i stedet for at slå hinanden og alle vores medskabninger på denne vidunderlige Jord ihjel først?

(Skrevet 11.8. 1983. Utrykt)